”Det klæder dig! Du burde lade det gro ud noget oftere” sagde hun med en oprigtig stemme og et smil der passede til ordene. Hendes blik lagde sig på hans hænder der maste hvidløget mens tankerne begyndte at danne billeder for hende selv. Billeder af hvordan hænderne langsomt havde gledet op af hendes nøgne hud, med rødglødende kinder kiggede hun i stedet ned på hendes egne slanke fingre der var i færd med at skære i tomater og smed det lidt hårdhændet ned i gryden. ”Ah, selvfølgelig kan du stadig nå at se det” grinede hun og smilede mod ham ”Men jeg har solgt det. Havde egentlig givet det til Juno, jeg havde lovet ham for omkring et år tilbage jeg ville hjælpe ham, men da han smed skødet væk efter Domino gav ham det valgte jeg i stedet at sælge det. Det er trods alt ikke mit sted” sagde hun med et smil og rakte hen over ham for at få fat i kartoflerne. ”Man kan godt se du ikke har været så god til at opfylde husende som du plejer, er alt som det skal være blandt ulvende?” spurgte hun uden at tøve, han ønskede trodsalt at de skulle føre en normal samtale, så kunne hun ikke se hvorfor hun skulle glide rundt omkring de mere sårbare emner. Så længe de holdt sig væk fra deres forhold, måtte det vel være i orden.

Pax mærkede, at hans hals og kindben blev varme. Fornemmelsen kom, som var den sprunget ud af den blotte luft, og for paf til at svare på Evlyns kompliment, rømmede han sig fjoget. Dog, ikke fjoget som landsbytossen med sit dumme smil var fjoget. Nej, langt snarere var det en stille form for fjoget; den, der kom, når ens hals snørede sig sammen af forlegenhed og på en sådan måde, at det vidnede om, at Pax faktisk aldrig havde fået en lignende kompliment før, hvormed han ikke anede, hvad han skulle stille op.
Han måtte rømme sig to gange, som havde han fået noget galt i halsen før, at det lykkes ham at svare. ”I- i lige måde”, mumlede han anstrengt, pludselig bevidst om, at hans stemme havde truet med at knække, som var han eller anden forpulet knægt og ikke en voksen mand.
Hvad der dernæst skete, tillod dog ikke Pax at gøre andet end at fryse på stedet.
Opstemthed.
Et hjerte, der bankede hurtigere…
Blod, der brusede forvildet rundt, indtil lyden af slatne tomater ramte grydens bund.
Pax stod og stirrede fjernt ned på de kedelige hvidløg, fuldstændig opslugt af duftsporet, der smøg sig ind og ud af hans næse for hver inhalering. Evlyn var… pirret. Og… over hvad? Han havde da – ved Zaladins rynkede løg – både haft langt hår og ordnet grøntsager før. Mere modvilligt end i det øjeblik, jovist, men…
Pax sank en klump og stak sin ene hånd ned under skjorten, hvorunder han fremdrog en oval talisman; den, der tillod ham at fremstå foruden sin anden halvdel. Den der lod ham fremstå som et menneske.
Pax rakte frem mod Evlyns ansigt og lod smykket falde henover hendes hoved. Det var nemt, snoren var lang og Evlyns hoved hverken større eller mindre end hans. ”Det er bare – jeg kan lugte… øh… ej, altså, det er klart en duft… det lød forkert, altså – du ved… jeg synes, du dufter virkelig godt, også når -” Pax formåede aldrig at svare på det, hun ellers havde sagt. Faktisk gjorde han ikke andet end at skæve til hende, hans egne kinder røde, håbende at hun forstod, hvad det præcis var, han havde duftet…

Hun fnyste af grin over den måde som han fremstod, som en ung knægt der aldrig havde fået en kompliment i sit liv. Men hun vidste også at selvom hun mente han var en af de smukkeste mænd hun havde set, så kunne Pax ikke selv se det og ville nok aldrig komme så langt. Men hun nåede aldrig længere end et fnys da hun så hvordan han frosset fast i samme stilling, som havde nogen valgt at fryse tiden og kun hun kunne flytte sig. Dog varede det ikke længe og han begyndte at rumsterer rundt med hans slidte skjorte og hæv et ovalt smykke frem. ”Hvad er det?” spurgte hun forvirret som han lagde den hen over hendes hoved, hendes fingre der var smurt ind i tomatsaften, lagde sig omkring smykket og kigget på ham med forvirring i de blå øjne. Hun lyttede opmærksomt på hvad han prøvede at sige, men hvor han rødmede og ikke kunne finde ordene begyndte hendes øjne at funkle. Han havde kunne dufte det, og i stedet for at blive bekymret over hvad han dog måtte tænke begyndte hun bare at grine. Højlydt og med hele kroppen, ”Ved zaladin” fremstammede hun og rystede på hoved ”Bare fordi jeg stadig er sur på dig, og jeg stadig er såret over hvordan det hele sluttet – kan jeg ikke slukke for mine lyster, desuden, jeg har en livlig fantasi” hun blinkede med sit øje og vente mod sit gøremål. ”Men måske meget godt, med smykket – så kan du ikke dufte dig frem til alle mine hemmelige tanker” kom der stadig med morskab i stemmen som hun skar de sidste tomater.

Pax følte sig lige dele lettet og dum, da Evlyn begyndte at grine. Lettet, fordi han ikke havde gjort hende ukomfortabel og dum, fordi at han selv var blevet det.
Han forsøgte sig med et lille smil, men heller ikke det kunne Pax mønstre. Slet ikke da Evlyn dernæst blinkede til ham… næsten drillesygt. Som en legesyg og mæt kat, der havde spottet en grå – nej, askegrå – og farveløs mus, ganske uden intention om at æde ham, men så sandelig lege så længe, det overhovedet lod sig gøre før, at de skarpe kløer og tænder satte en stopper for det.
Pax trak lidt på sin ene skulder og vendte sit lyserøde ansigt bort fra Evlyn. Der lå et spørgsmål og brændte på hans tungespids, og for et langt øjeblik lykkes det Pax, at bekæmpe trangen til at stille det. Omsider måtte han dog bukke under og med et hastigt blik i retning af Evlyn, mumlede han: ”Har du andre hemmelige tanker nu, end da vi var sammen?”

Hun skubbede resten af de hakkede tomater ned i gryden og måtte vende sit blik mod ham, da han spurgte om hun havde andre hemmelige tanker, eller flere af dem end da de havde været sammen. Hendes slanke bryn krøllede sammen i midten, som var en mild hovedpine begyndt at plage hende i dette øjeblik. Men i dette tilfælde var det ikke grunden, snare forvirringen over hans spørgsmål og hvilke hemmeligheder han hentydet til. Vidste han måske mere end hun troet? Hvordan hun havde drukket sig ned i et hul, brudt ind hos en mand hun vidste han hadet og næsten smidt sig i armene på ham? Nej, nej det vidste han ikke, det måtte han ikke vidste. Men følelserne der gled over hendes ansigt, skam og forvirring nåede hun ikke at tæmme før at han med sikkerhed havde lagt mærke til det. Hun møvede sig forbi ham og åbnede den tønden med saltetkød, hun lagde dem på spækbrættet og begyndte at skrabe alt saltet af, for derefter at skære det i mindre tern. ”Det svært ikke at holde ting tilbage, når man ikke længere har det specielle bånd sammen” mumlede hun og hadet hun var nødt til at ødelægge den dårlige stemning, men det var sandheden – selvfølgelig kunne hun ikke tillade sig at sige ting så frit som før. Bange for hvad han ville tænke, eller at de skulle gå hen og blive uvenner og råbe ad hinanden. Selvom det havde været noget de også havde gjort da de var elsker, men det var det sidste hun ønskede at Ronia skulle vågne op til. Dem der stod og skændtes ude i køkkenet.

Pax åbnede men lukkede dernæst munden igen, ikke længere i stand til at bestemme, hvad han skulle svare. Sandheden var nemlig, at Evlyn havde misforstået ham. Og i grunden vidste han ikke, om det var godt eller ej.
Hvad han havde ment var langt snarere flirtende end som det, Evlyn i stedet havde forstået det som. Han havde ikke bedt om hendes egentlige hemmeligheder, men ønsket… ja, hvad han havde ønsket at vide? Hvad hun tænkte om ham nu? Om det havde ændret sig fra dengang, hvor de var intime? Ja, det var noget i den stil.
Stadig var hans kinder lyserøde, ikke i stand til at tæmme den forvirrede klump i halsen, der gjorde det umuligt for ham at tale – og som stoppede den også den nødvendige ilt for at trænge igennem og ned i lungerne. Til sidst, næsten bange for, at han permanent skulle stoppe med at trække vejret, tvang han en undskyldning henover læberne: ”Jeg mente – jeg mente det ikke sådan. Det var… du ved. Jeg prøvede at – at flirte tror jeg.” Pax tav brat og skar en grimasse af sin egen utilstrækkelighed. ”Det var ikke mere seriøst end det. Jeg har ikke tænkt mig at snage, Eve. Du får dine hemmeligheder for dig selv. Det kommer ikke mig ved, hvem du – du ved.”
Pax var da nødt til at se væk, og han brugte endnu et hvidløg til at retfærdiggøre ikke at kigge på den blonde kvinde i stedet.

Hendes hjerte begyndte at galopere næsten så voldsomt at hun kunne mærke det i halsen, han prøvede at flirte med hende? Men, hvorfor? Hun kunne ikke forstå hvad der foregik i dette øjeblik, følelser der begyndte at rumstere voldsomt i hendes indre, og stemmer der skreg i hendes hoved at hun skulle kysse ham. Udnyt situationen din dumme kælling! Tag det inden det er væk, du ved jo du ikke kan være sammen med andre. Stemmen havde ret da Airdan havde været klar, klar til at tage hende i badet uden så meget at tænke på sig selv. Der havde hun brudt sammen nøgen og sårbar, havde hun begyndt at græde nægtet at han skulle røre ved hende. Da vidste hun hvor længe det ville gå, før hun nogen sinde kunne give sig til en anden igen. Men det var nu snart to måneder hvor ingen havde rørt hende, og hun hungrede efter det så voldsomt at det tændte en ild som var svær at tæmme. Blikket stirrede stift på spækbrættet foran hende, hvor det saltet kød det lå og ventede på at blive skåret i mindre stykker. Hvad så nu Io? Hvad gør du nu? Den hvislende stemme i hendes hoved, fik hende til at gribe omkring hendes anden halskæde. Den som skulle beskytte hende fra den stemme, hun havde den på hvordan kunne den så bryde igennem!? Den anden halskæde, den han havde givet på hende. Hun tog den hurtigt over hoved og lagde den på bordet. Hendes hjerte galoperede, hun vidste hvordan han ville kunne lugte hendes forskrækkelse og hendes indblandet ophidselse over hans ord. men hun var ligeglad da hun hørte stemmen blive mindre og forsvinde, den virkede igen og der var ingen der kunne lege med hendes allerede i forvejen skrøbelige sind.

Blikket rettet sig langsomt mod Pax, da han uden tvivl ville have lagt mærke til hendes reaktion. ”Selvfølgelig har jeg stadig følelser for dig Pax, selvfølgelig ville jeg ønske jeg kunne mærke dine læber mod mine igen og dine grove fingre mod min hud – fordi der er ingen der får lov, jeg kan ikke holde tanken ud at andre skal røre ved mig. Jeg er blot en kvinde af kød og blod, og jeg savner det så inderligt at det er ved at gøre mig tosset… min din flirten, din flirten skal du arbejde på” kvækkede hun af grin, som prøvede hun at bruge hele hendes tale på at dække over hvad der lige var sket. Som hun vendte tilbage mod kødet og hakkede det lidt mere voldsomt end hun nok burde.

Pax betragtede Evlyn ud af øjenkrogen med et intenst og vurderende blik. Han så, hvordan noget voldte hende smerte, men eftersom talismanen til stadighed…
I det at Evlyn rev den henover hovedet, greb han instinktivt ud efter den. Det var hans sikkerhed, hans eneste skjold mod de øvrige halvdyr og formskiftere som ham selv i Dianthos, og den havde været en formue værd; betalt for surt opsparede penge, der øjensynligt havde forvoldt en ufattelig mængde af smerte og blod.
Pax tog den på igen og mærkede, at hans skuldre blødte op, da Evlyn tilsyneladende vendte tilbage til sig selv. Men også da duftene gjorde det samme. Det var slet ikke gået op for ham, hvor meget han ønskede, at hendes duft lagde sig omkring sig som et tæppe. At den var hjemme hos ham igen… lettelsen var ulig nogen anden.
Da Evlyn grinende bad ham om at forbedre sin flirt, og forklarede hvorfor, at hendes hormoner rasede, skyndte Pax sig at smile. Han kunne – rent intellektuelt – godt forstå, at man kunne savne en varm krop ved sin side. Havde Pax ikke Juno, var han dog ikke sikker på, at han ikke endnu engang var blevet til den gamle Pax; ham, der ikke længere lå med nogle.
Pax rømmede sig og nikkede langsomt, hvorefter også han så væk. ”Jeg… det er lidt mere kompliceret med dig… for eksempel Caitlin… det er nemt, fordi hun, du ved…” Pax viftede lidt med den ene hånd, hvorefter han skar en grimasse, ikke sikker på hvor fanden hans ord var på vej hen. ”Jeg mener… hun gør det jo med alle og altså… jeg leger ligesom bare med… det jo sådan set pisse ligegyldigt. Det er det ikke med d- forstår du?” Pax så lige dele fortabt og forvirret på Evlyn, velvidende hvor dum og tungnem han fremstod. 

Lettelsen var stor da han valgte at fortsætte med hans dårlige forsøg på at flirte, og ikke spurgte hvorfor hun havde taget halskæden af på den måde eller hendes duft af angst som stadig måtte ligge over hende. Men måske var det også en duft omkring hende han var vant til? Hun skulle stadig forlig sig med at han havde gemt det med ulven for hende så længe, en så stor del af ham selv som han ikke havde turde dele med hende. Hvilket igen fik hende til at føle hvor lidt værd hun måtte have været for ham, for hvem kunne ellers holde sig så meget på afstand og stadig lade som om han var så tæt hele tiden.

Hun rystede på hoved og tog det hvidløg han havde presset og skåret og puttet det ned sammen med kødet, tomaterne og løget. Derefter fandt hun nogle kartofler der var ved at blive grønne og begyndte at skrælle dem. ”Så du siger det nemmere at flirte med Caitlin end det er med mig?” spurgte hun med et skævt smil og kiggede på ham med næsten opgivende øjnene. ”Godt jeg ikke tager det som du siger” lo hun og rystede på hoved af ham, mens hun skyllede de kartofler hun allerede havde fået skrællet. ”Har du det ellers godt?” prøvede hun, og ledte samtalen ind over noget der måske var en anelse mere sårbart. Men de kunne kun så længe danse om den varme grød.

Pax nåede at stoppe hans nik, men ikke forinden at hans hage allerede var hævet. Han slog hastigt klik med tungen og knipsede i retning af Evlyn, hvorefter – som den kloge mand han kunne være – valgte ikke at svare. Pax sendte hende et indforstået blik og dernæst et påtaget, bredt smil. ”Jeg synes, at du er sød og dejlig”, mumlede han, hans tofarvede øjne rettet mod Evlyn. Hans ord var sandfærdige, selvfølgelig var de det, men de var sagt i en humoristisk tone.
Sandheden var dog, at det var nemmere med Caitlin. Hun var trods alt ikke interesseret eller interessant, og desuden… ja, sådan havde det jo altid været med den krølhårede kvinde. Det var ligesom bare deres ting.
Pax vendte tilbage til sin plads ved døråbningen, fordi han ikke længere kunne finde nogen undskyldning, der retfærdiggjorde at han forblev ved Evlyns side. Hendes spørgsmål, der i grunden var simpelt, fik dog hans hals til at snøre sig sammen og i stedet for at svare med det samme, nikkede han.
”Der er faldet ro på, efter jeg tog mig af Ruk. Forretningerne går også fint og skaber profit”, svarede han ærligt, men også velvidende om, at han… ikke rigtig havde svaret.

Hun spruttede af latter og rystede på hoved "det håber jeg for gudsskyld at du synes! Ellers havde det været lidt mærkeligt, du stadig fandt din vej forbi mig til trods for vi var ved at rive hinandens struber ud." lo hun og mærkede hvor hjerteskærende det egentlig var, men smilet og latterne forlod hende ikke. Selvom hun var ved at gå til indvendig, af et hjerte der føltes som om det var ved at blive mast sammen. Ikke nu, du er stærkere end at lade ham se dig sårbar igen. 

At han skulle tro, at hun ikke ville opdage at han undveg hendes spørgsmål ville have været for meget at håbe. Hun vente sig mod ham og hævede et ene bryn, mens at knive der skarbede skrællen af kartoflen stod stille. "Det var ikke svar på mit spørgsmål, det var hvordan det gik med klanen - hvordan går det med dig? Selv en blind mand ville kunne se, at du har tabt dig - virker teen ikke længere?" spurgte hun henkastet, og måtte tygge i sin kind for ikke at lyde mere som dem de havde været en gang.

Det gik ikke Paxs næse forbi, at Evlyn fremstod på en måde men følte en anden. Han kunne dog ikke vurdere, hvorvidt han skulle reagere på det eller ej. I hans tanker kunne han bestemme, hvad der måtte være galt men fordi, at det var hans skyld, kunne han ikke fikse det. Pax ville aldrig være i stand til at trøste hende, når han var den, der havde forvoldt hende smerten. End ikke hvis han faldt på knæ, tiggede og bad hende om at tage ham tilbage, tilbød hende hele verden… det ville aldrig gøre op for det, han havde gjort. Så… skulle han fortælle hende, at han kunne lugte hendes sorg eller lade som ingen ting, lade det forblive hendes eget? Var der overhovedet mulighed for, at han kunne tage et rigtigt valg?
Pax brummede lavmælt, en lyd der hverken var afvisende eller irriteret over hendes fortsatte spørgsmål. Langt snarere var den tegn på hans følte eftertænksomhed. Han kunne ikke fortælle hende… han kunne jo ikke fortælle hende sandheden.
”Den virker. Jeg glemmer den bare nogle dage”, mumlede han, hvorefter han sendte hende et beklagende blik. ”Det er bare Dianthos. Overalt stinker der. Jeg var væk i så lang tid, at jeg glemte… du ved.” Pax jog en hånd igennem sit krøllede hår, fast besluttet på at give hende noget af sandheden. ”Det tager altid nogle uger før, at jeg vender mig til det. Jeg hører ikke til her. Ikke rigtigt… eller en del af mig gør ikke og den har bedre sanser end resten…” Pax tav igen, ikke sikker på at hans ord gav mening. Han havde trods alt aldrig rigtig italesat det før. 

Det sidste der skulle til var de kartofler som hun havde skrællet, blev skåret i mindre tern og puttet i med resten af pærevællingen. "Mmh, det du god til" sagde hun forsigtigt jo mere de prøvede at lade som om alting var okay, desto værre blev følelsen af at ingen ting af det her var okay. Hvis det ikke var for den lille pige der lå inde i sengen, så havde hun jo i grunden ingen ret til at være her længere. Snakke til ham som om alting var okay, hun tog en dyb indånding og knyttede sine bryn.
"Mmh, jeg kan godt huske det da Isi hun healede mig hvordan duftene kom væltende tilbage til mig, efter så lang tid hvor min lugtesans havde været i stykker" mumlede hun og kom med et spædt smil. "Det er vel hvad man gør det til, der er sikkert urter du kan dufte til for at få det til at blive bedre hvis det er - men du har jo dine kontakter så det behøver du ikke mig til at fortælle dig" resten af kartoflerne var færdig, og hun begyndte at tænde op i komfuret så maden kunne blive færdig. Gør det klar, få det ordnet, vent til Ronia er vågnet - også skal du væk, væk fra Dianthos væk fra det her lort.

Pax bed tænderne sammen, så hans forsigtige protester ikke ville finde vej ud igennem hans læber. Det var ikke det samme. Hans sanser var anderledes, mere forfinede end Evlyns nogensinde ville blive og skønt sammenligningen var der, etableret igennem en eller anden form for selvfølgelighed og delt virkelighed, var den ikke god – ikke tilstrækkelig…
I stedet for at svare nikkede han. Des mere tid der gik, des flere ord de delte med hinanden, des mere syntes Evlyn også at blive påvirket. Han kunne ikke se væk, væk fra de forhastede, krampagtige bevægelser. Evlyn mindede ham om en tilfangetaget kanin, der ganske ufrivilligt var landet imellem hans skarpe kløer.
Pax skubbede sig fri af væggen og rømmede sig tøvende. ”Eve…”, hørte han sig selv sige, uden i grunden at vide hvad der måtte komme efter. Han aflagde afstanden til hende og lagde en dirrende hånd mod hendes ene skulder.
”Du må godt gå. Ronia bliver god igen”, tilbød han lavmælt, hvorefter Pax hastigt fjernede sig fra hende igen. Hvis hun følte sig fanget, ville han ikke provokere hende yderligere. ”Jeg kan også – gå et andet sted hen indtil det er færdigt.”

Det var som om dammen brød da han lagde hånden på hendes skuldre, følelsen af kontakt hun ikke etableret men han gjorde. Hun snerrede som havde han forvoldt hendes smerte, og trak sig omgående væk fra ham og kiggede febrilsk med våde og dirrende øjne. "Undskyld jeg, jeg mente ikke" svarede hun hastigt og mærkede den overfladiske lyd der forlod hendes næsebor. Nej han kunne hellere ikke få lov længere, tanker som at de alle sammen blot udnyttede hende, borede sig som mørke klør ind i hendes tanker. Rev i hendes hjerte og den falske selvsikkerhed hun så ofte vidste frem for andre. 
"Du må ikke røre mig" hviskede hun hæst, det havde været noget andet da han havde lagt sig på sine knæ og grebet hende, som ville han falde sammen hvis han ikke mærkede hendes kontakt. Men han var her ikke for at få hende tilbage, det var klart for så havde han sagt eller gjort andet. 
Håndryggen gned hen over hendes løbende næse, grundet øjnene der sved ubehageligt. "Det okay, jeg ehm laver det her færdig så går jeg ind og vækker hende og fortæller jeg bliver nød til at gå" da han selv havde bragt det på banen hun ikke behøvede at blive, følte hun trænge endnu mere at hun havde behov for at komme væk. Men ikke uden at sige farvel til Ronia, det ville hun ikke lade barnet gå igennem.

Pax måtte bide sine tænder hårdt sammen og se væk for at bekæmpe trangen, det var, at… at bide af hende! At han gjorde sit bedste! At han var ked af det! At det ikke var til at bære, at se hende ødelagt og han ikke anede, hvad han skulle stille op!
Og hvis du vil gå, så skrid! Så skrid Evlyn!
Pax tog en dyb indånding og lod de rasende stemmer dø. Han kunne ikke tillade sig at mærke følelsen af uretfærdighed, for det var ikke virkeligheden. Det var noget andet, noget der var født af hans kvalmende samvittighed, magtesløsheden og kontroltabet. Og fordi han genkendte, hvorfra den kom, hvad den virkelig handlede om, kunne han også gøre dét bedre.
”Jeg vækker hende, så du kan sige farvel”, mumlede Pax lavmælt, hvorefter han skar en grimasse og drejede rundt på hælen. Det begyndte at stikke forræderisk i hans bryst, som var der noget indeni ham der trak sig sammen i kramper og ude i gangen, væk fra andres gennemborende blikke, lagde han en hånd over stedet, hvorunder smerten udsprang. Der var noget galt – der var noget galt med hans hjerte… det bankede… ikke rigtigt.
Pax lagde en støttende hånd mod væggen, men den udstrakte arm kunne ikke bære hans vægt, hvormed han i et enkelt skridt ramlede ind i den. Den hvide pande hamrede ind i træet med et blødt ’dunk’, men Pax var for optaget af sensationen i hans bryst til at bide mærke til det. Heller ikke de sorte plamager og lydenes bortgang syntes han at registrere. Alt, Pax kunne tænke på, som hans krop lukkede ned og da hans hjerte eksploderede i sit sidste slag, var, at det gjorde Zaladins ondt…

Selvom hans ord blev sagt så lavmælt, at en hver anden måske slet ikke havde registeret hvad de betød eller hvad der lå under, hørte hun dem. Ja hun hørte dem og hun forstod deres mening, han var sur og frustreret på sig selv, på hende og på hele verden. Så nemt var det, så nemt at falde tilbage til deres gamle vaner. ”Så hold dog op Pax! Hvorfor skal du altid tage alting på den måde! Din sure idiot! Hvis du nu bare åbnede øjnene en lille bitte smule” hun hakkede kniven ned med sådan en kraft at spækbrættet flækkede under presset af hendes kniv. Med store øjne og uforstående over hvor denne styrke kom fra, nåede hun ikke at registrere hvad der skete med Pax før hans krop, ramte gulvet. Da hun vendte sig om, var det som om tiden gik i stå, hvordan hun slap kniven og den fald til gulvet med en lyd der lød så langt væk, hendes skrig der forlod hendes læber som hun lagde sine arme omkring den høje og spinkle mand. Han var ved at forsvinde, han kunne ikke forsvinde, han måtte ikke forsvinde!
Hendes skrig havde vækket den lille pige der kom ud med hår der strittet omkring det forvirret trætte ansigt. Som Evelyn uden at registrere det råbte ad hende, at hun skulle finde hjælp. Da hun ikke flyttede sig grundet frygt og forvirring over den blonde kvindes hårde ord, så tåre begyndte at glide ned over de fyldige æblekinder, skreg Evelyn igen af hende. Den samme frygt afspejlede i hendes blå øjne som i de brune, og det var alt der skulle til før de små ben pilede ud ad døren og løb efter hjælp.
”Du vover at dø! Af alt du har gjort mod mig, så vover du at gøre det her!!” skreg hun mens tårende væltede ned ad hendes kinder, hun tjekkede luftvejene og kunne mærke der ikke længere kom luft ud. Han trak ikke vejret, hvad var der galt? Selvom at alt skreg i hende, hvordan hele hendes krop gjorde ondt over hun måske nu også skulle miste ham helt.
Så begyndte hun at massere hans hjerte, men intet hjalp han forsvandt lige så stille i hendes hænder. Hun rev blusen op og hamrede sin knyttet næve mod hans brystkasse ”Kæmp din idiot! Kæmp!”

Ronia slog de brune øjne op, som havde hun aldrig sovet, da skriget rungede igennem det lille træhus. Langsomt trak hun dynen af sig og svang benene, der ikke kunne nå ned til det kolde gulv, udover sengekanten.
For et langt øjeblik sad Ronia og så afventende på døren, men ingen kom og åbnede den. Heller ej lød der hastige skridt op af trappen, som var huset blevet forladt end ikke øjeblikket efter, at den skingre lyd havde lydt igennem dens mange værelser.
Ronia tog en dyb indånding – som hun havde set Far gøre utallige gange før – og hvad der ramte hendes næsebor, fik hendes hjerte til at hamre i panik. Død. Der lugtede ad død. Nok var duftsporet – det var det, Far kaldte det, så det gjorde Ronia også – ikke skrapt, men det var der. Og Ronias næse var bedre end Fars næse var.
Hendes små fødder dumpede ned på gulvet og stadig med søvn i øjnene, begav den lille pige med den brune manke sig afsted ud af sit værelse. Som hun skridtede afsted, gav hendes fodsåler genlyd i de øde gange og ned langs trappen, indtil hun nåede køkkenet, hvorved hun stoppede op.
Ronia forstod ikke, hvad det var hun så. Hvorfor lå Far på gulvet? Hvorfor sov han med halvåbne øjne? Og hvorfor fik hun ondt i maven?
”Find hjælp! Ronia, find hjælp! Løb! NU!” Ordene var ikke til at misforstå, men Ronia kunne ikke flytte sine fødder. Hun kunne altså ikke! Hvorfor kunne Eve ikke se, at hun ikke kunne flytte sine fødder?
Ronia skulle til at svare igen, at hun altså ikke kunne og at Far skulle rejse sig op, men pludselig… pludselig kom duften igen og den kom fra Ham. Da det gik op for Ronia – da det endelig gik op for hende -, hvad det var der skete, reagerede hendes nøgne fødder instinktivt og satte afsted ud af døren. Lugten af død kom fra Ham!
Koden.
Rørene.
Han havde gjort det mange gange sammen med hende! Han havde endda givet hende lov til at slå – også når det skulle gå hurtigt!
Ronia løb, så hurtigt hun kunne ned igennem gaden, hendes kurs sat mod det første og nærmeste hjørne, hvor tagrendens udløbsrør glimtede i den sene eftermiddagssol. Hun samlede en sten op, prustende og iskold, og begyndte dernæst at hamre løs.
Ronia skreg af hendes lungers fulde kraft: ”Hjælp! Hjælp!” Hun kunne ikke huske koden, for den var svær, men hun hamrede og hamrede og hamrede, indtil hun ikke kunne se for de salte tårer eller mærke hendes fødder eller hænder længere – og selv derefter blev hun ved, så lyden af tagrendens skrigeri gik igennem Den Nedre Bydel.

Juno hørte koden i tagrenden, inden han hørte råbene, men han kunne ikke forstå dem, og han kunne ikke finde ud af, om det var fordi han havde glemt dem, eller fordi de ikke gav mening, men idet han hørte en lille piges skrig, tøvede han ikke længere - helt automatisk satte hans krop i løb, det var ikke noget han behøvede at tænke over, når det gjaldt børns sikkerhed. 

Det var Ronias lille, våde ansigt, der mødte ham, da han rundede et hjørne og fandt stemmens oprindelse, og hans blod isnede straks i kroppen på ham. "Ronia!" Udbrød han og faldt på knæ foran hende, imens hans blik straks scannede hende for skader. "Hvor har du ondt?" spurgte han og tørrede hastigt hendes tårer væk, imens hun svarede ham; "Det' ikke mig - det' far." Og pegede i retning af, hvad Juno kun kunne gå ud fra var et af Pax's hjem. 
"Nej," hviskede Juno, og uden at vide, hvordan han var kommet dértil, løb han i fuld fart, med Ronia i armene og et tagrør der rungede efter lægehjælp bag dem, og han stoppede først, da han bragede ind ad dørene og så Pax ligge ned, hans øjne halvåbne, og Evlyn lænet ind over ham. 

"Hvad har du gjort ved ham?!" snerrede Juno, men blev stående hvor han var, i døråbningen, og selvom det var for sent at skærme Ronia mod det, havde han også lagt en hånd over hendes øjne. Det var endnu ikke gået op for Juno, at Pax var død og at den lægehjælp, han havde tilkaldt, ville komme for sent til at stille noget op ved det. 

Selvom hun vidste det var for sent, selvom hun vidste der intet var hun kunne gøre og manden hun elskede så højt at det gjorde ondt, var død. Stoppede hun ikke med sit gøremål med at få ham vækket til live. Fingrene der dansede hen over hans hud for at søge efter en form for livstegn, et eller andet men aldrig fandt noget. For det ikke skulle blive værre så havde Ronia fundet den ene mand, som hun ellers havde svoret hun aldrig skulle se igen. Ham der var grunden til hun pakkede sammen og var nødt til at flygte fra Dianthos, og det liv som hun skulle have haft. Så da han snerrede ad hende om hvad hun havde gjort ved ham, sendte hun nogle lynene øjne der var røde og hævet af de tårer der stadig faldt ned af dem. For selvom hun delte skylden i hvad der var hent, var Juno ikke skyldfri, men hun sagde intet.
Hendes fingre lukkede sig pludselig om en mønt som hun tog frem, den var ulig nogen anden og selvom hun nok havde været interesseret, havde Pax ikke ligget død ved hendes knæ, havde hun nogen gjort noget ved det.
”Pax, Pax du må ikke forlade os – Pax forhelvede!!”

Neron havde siddet så mageligt i den hæslige kælder i mørketsborg, da en underlig følelse begyndte at gribe omkring hans krop, noget kaldte på ham hvilket fik et smil til at blomstre frem på de fyldige læber. En aftale? Nej vent, var det hans søn som der kaldte efter ham, interessant.
Med smæld forsvandt han og ligeså dukkede han op i en faldefærdig ruin. Scenen var til at tage ind, næsten delikat hvis man ville. Hvordan de dog alle emmede af frustration og viljen til at gøre alt for at han gjorde som de ønskede. Men han stoppede dog brat op i sit smil da han betragtede den døde knægt på gulvet ved den lyshåret kvinde.
”Ser man det, ser man det” mumlede han og lagde hoved på skrå ”Det var derfor mine sanser begyndte at rykke på sig, min søn kunne ikke længere klare presset? Åh vil du dog for gudsskyld for pattebarnet til at holde op med at tude – jeg orker ikke at høre på det” vrissede han, som han fik skubbet den blonde væk fra sønnen og bøjede sig hen over ham. ”Hm, det er jo lidt svært – han kan jo af gode grunde ikke selv ønske sig til live… Så hvem af jer vil give deres sjæl for at han bliver vagt til live?” den lillaøjet dæmon betragtede de tre skikkelser i rummet og afventede, at de ville give ham hvad han ønsket. Selvom det var hans søn, kunne han jo ikke forbi passere en god aftale. Han måtte også handle hurtigt, ikke give dem for meget tid til at tænke over at en mand pludselig var dukket op, ud af ingen ting. 

"Fucking dæmoner" vrissede den blonde, og selvom hun vidste at Juno ville gøre det fik han ikke noget valg. Pax havde jo truffet sit valg, og hvis nogen skulle indgå en aftale med dæmoner måtte det jo være kvinden der kunne skaffe dem af vejen. "Jeg gør det, jeg indgår en aftale" Neron vendte sig rundt mod hende og lod sin tunge glide hen over læberne "Mmmh ja, du må være kvinden som min søn er forelsket i, havde ikke forventet andet. Nuvel, ti år skal du få før jeg kommer og henter dig, aftale?" kom der med den mest forfærdelige stemme Evelyn længe havde hørt, som hun langsomt rakte hånden frem mod den andens fremstrakte.