Følelser der var kommet frem ved overraskelsen, der mest af alt havde efterladt hende med et overrasket udtryk før hun var foldet ned til den adelige kvinde, hun alle dage havde været, bragte et mindre indre kaos hun virkelig ikke havde tid til. Helena ønskede ikke at afsløre noget om hvad der var sket for sin søn. Han vidste mere end hun ønskede at han gjorde allerede, men hun forsøgte alligevel at opsætte et skjold for hans skyld. Mest for hans skyld i hvert fald. Hun vidste heller ikke selv hvad hun skulle sige hvis han nogensinde fandt ud af det. At hun havde genkendt navnet på byvagten, uden at genkende vildmandens ansigt, havde alligevel nok startet sine spørgsmål i drengens hoved.

”Ronin” Helenas hoved lagde sig let på skrå, mens hun kiggede på ham. Hele hans holdning bag præg af at han faktisk var ked af det. Og det løsnede op i det mere strenge blik Helena havde forsøgt at holde sig. ”Jeg ved godt at du ikke har så meget frihed her, men her er også mere farligt. Du kunne være kommet til skade derude” Han var kommet hjem i sikker stand, endda fulgt af en autoritet i byen, hvilket betød at hun trods alt var mere tryg ved gaderne, når det kom til stykket. Men det ændrede ikke på at byen havde så mange afskygninger, at intet virkede på nogen måde som hjemme. Skræmmende for Helena, men nok mere spændende for Ronin. ”Hvordan.. Hvordan lykkedes det dig at stikke af uden nogen opdagede det?” det var faktisk et virkelig vigtigt spørgsmål – Helena kunne ikke vide hvor han var hele tiden, men der plejede altid at være en vagt eller to der havde høje på hvor han opholdte sig. Det var i hvert fald hendes forhåbning og krav til dem. Holde ham udenfor fare.

Ronin løftede lidt op i skuldrene, da hans mor sagde hans navn. Men det var ikke rigtigt skældud han fik, hun lød mere bekymret. Det var næsten værre, han ville ikke bekymre sin mor, hun havde nok at skulle bekymre sig om i forvejen. Det gab ham en tung fornemmelse i brystet.
”Undskyld.” Han så oprigtigt undskyldende på hende. Han havde ikke helt tænkt så langt, at hun ville blive så bekymret. Byen virkede ikke så farlig, syntes han. Men han var jo heller ikke så gammel, så de få ting han havde set, forsvandt hurtigt fra hans sind igen. Byen var spændende, især markedet. Ja, og byvagternes træning.

Han kunne ikke lade være med at smile et lille smil, da hun spurgte, hvordan han var sluppet væk uden at blive opdaget.
”Det var ikke så svært. Jeg fik overtalt den unge soldat til at lege gemmeleg. De tror jeg er et lille pattebarn.” Han var 13 for gudernes skyld. Han havde ikke leget gemmeleg i flere år! (eller sådan føltes det i hvert fald)
Ronin gik hen og krammede sin mor. Hvilede hovedet mod hende og klemte med armene om hendes liv.
”Jeg er ked af, at jeg skræmte dig.” Langsomt trak han sig væk igen og så op på hende. ”Må jeg godt løbe ned i køkkenet og finde noget at spise. Jeg er sulten.” Det var sandt. Han var ved at komme i voksealderen, så han var altid sulten.

Det bekymrende blik forsvandt ikke, men et svagt smil nåede frem på hendes læber. Helena vidste at han var ked af det. Han havde aldrig været god til at skjule sine følelser. I hvert fald ikke for hende. Han havde søgt ud i byen. Oplevet det nye og anderledes. Helena kunne godt forstå det var spændende. Men det løsnede ikke den dybtfølte frygt der holdte sig som en knude i maven.

Helena tog en dyb indånding, så for et øjeblik fortvivlet ud, inden et næsten uhørligt grin forlod hende. ”Gemmeleg?” grinede hun og lagde armene omkring ham. ”Du er ikke så lidt fræk” Hendes hånd gled over hans hår. Helena vidste hun burde give en større reprimante. Hun burde skælde ham ud. Påpege at han aldrig måtte gøre sådan igen! Aldrig måtte udnytte sin snedighed mod vagterne, hvor dumme de end måtte være. Helena tog en dyb indånding og sukkede. ”Ja. Men hold igen med de søde sager” Hun var ikke klar på at han var ved at blive voksen. Eller hvad der lå i fremtiden med hans stigende alder. Men måske hun kunne give ham lidt mere barndom – også selvom han virkede mere end ivrig efter at blive voksen. ”Afsted med dig. Men hold dig i huset den her gang”

Ronin lukkede øjnene lidt, da hans mor aede ham over håret. Han elskede hende så højt. Hun forstod ham ofte på helt andre måder end andre gjorde. Og selvom hun gerne ville have ham til at være hendes barn endnu, var han ikke helt modstander af, at hun havde det sådan. Nogle gange havde han stadig bare brug for at være et ubekymret barn, der ikke skulle slås mod sin far for at beskytte sin mor.
Han glædede sig til at blive voksen, så han kunne beskytte hende. 
Et smil gled over hans ansigt, da hun fandt hans lille trick morsomt. Hun var også en rebel, der kunne lide at gøre ting, man ikke måtte. Måske derfor de passede så godt sammen.

"Det skal jeg nok!" Svarede han til både det med de søde sager og at han skulle blive i huset. Han ville i hvert fald prøve! Med begge dele! Han ville gøre sit bedste! 
Ronin sendte sin mor et stort smil, inden han satte i løb mod køkkenet. Han var godt nok blevet sulten.
Alle bekymringer var glemt for et øjeblik, som hans opmærksomhed gled til det, der var lige foran ham.