Halvfuglen nikkede roligt, da dæmonen sagde, at tiden ville komme og han skulle holde medlemmerne tilfredse ind til da. Det ville han kunne, det var han ikke i tvivl om. Iskariot havde stor tiltro til sine egne evner. Selvom han ikke havde tænkt sig at lade al magten gå til denne Palisheaf, var han villig til at spille undersåt og lade manden tage de store beslutninger. Igen, så længe det ikke stod i vejen for Iskariots egne behov og det store mål. Om Stemmen ville holde prædikener eller ej bestemte han helt selv.

Han drak selv lidt mere af sin te og betragtede roligt dæmonen, som han fremlagde sin plan. Et svagt smil dukkede op om hans næb. Det var ikke ligefrem en godhjertet plan, mord og oprør. Iskariot elskede den, en god måde at benytte sig af hans evne på. Han sænkede kruset igen og smilet hang ved endnu.
”Det var en blodig plan. Men det vil uden tvivl blive ganske morsomt.” Han trak let på den ene skulder. ”Og intet problem. Flere af Lysets krigere er overraskende modtagelige for… forslag.” Han havde allerede et par stykker, han benyttede sig af, når det kom til paladset og sin bror.
At manden ved siden af ham virkede til, at det var en lille leg, rørte ikke Iskariot. Det var lidt en leg, også for ham. Fandt han det rigtige offer, ja, så var der ingen problemer. Hans egen holdning matchede dæmonens, som snakkede de ikke om andet end det dårlige vejr udenfor.

”Glimrende,” sagde Vertis med et mageligt smil på læberne. Han følte en forbindelse til fuglemanden for første gang siden de havde startet deres samtale. Måske var det eneste grund til at de var kommet skævt ind på hinanden den uklare magtbalance mellem dem. Nu hvor det stod klart at det var ligeværdige partnere, lod det til at de havde mere til fælles end ikke. Selvom dæmonen stadig var overbevist om at fuglen ikke troede på Zaladin, var han villig til at se bort fra det faktum. Om ikke andet så for morskabens skyld.
”Bare sørg for at det er en familie med nok magt til at tro at de kan styre bønderne, men ikke nok magt til rent faktisk at gøre det. Har du nogen i mente? Jeg vil gerne stille mine evner til rådighed.”
Vertis indflydelse kunne fremskynde selviske følelser, og de dødelige racer havde en tendens til at fejlbedømme deres egen planer. Frygt for at miste ansigt kunne lede en adelige til at gøre usigeligt dumme ting. Det havde Vertis lært på den hårde måde.
Dæmonen var godt klar over at Iskariot endnu ikke vidste hvad hans evner indebar, og på det punkt foretrak han at holde fuglemanden i uvished. Vertis var oldgammel, og selvom han altid havde forsøgt at holde en lav profil fandtes der skriftlig kopier af hans navn i myter og legender. En person som Iskariot var den sidste han ønskede skulle få fingrene i hans navn. Han følte sig sikker på at det ville være morsomt at være under mandens direkte kontrol, men også at det ville lede til hans undergang. Et problem blandt de dødelige var at det sjældent planlage mere end et par årtier frem.

Iskariot nikkede til dæmonens ord om det specifikke krav, der gav meget god mening i forhold til hans plan. Hans blik blev en smule spekulativt, da manden ville stille sine evner til rådighed. Hvad var hans evner? Ud over presset mod Iskariots sind, havde han ikke afsløret noget. Så hvad kunne han? Langsomt fandt han ordene for at afvise hjælpen uden at fornærme manden.
”Ja, jeg tror, jeg har en bestemt kriger i tankerne. Jeg skal lige forbi og se, om alting er som det skal være.” Han havde ikke styr på alt og alle, men manden han tænkte på, passede i hvert fald til kriterierne dengang. ”Jeg husker ham som nem at kontrollere, jeg tror, at jeg kan styre ham.”

Han burde vel spørge ind til den andens evner, finde ud af, hvem han arbejdede med, men han gjorde det ikke. Det skulle nok komme med tiden, men han ville altid være lidt på vagt. Mentale evner var svære at have med at gøre, især når de blev brugt i mod en.
Lige nu var der meget at tænke på og til at overveje, han var stadig ikke sikker på, at det var en god idé at sige ja til samarbejdet med denne dæmon, men lige nu så han ikke nogen anden udvej, hvis han ville beholde det, han havde. At bygge nyt ville være muligt, men besværligt. Nej, lige nu måtte han flyve med vinden og se, hvor den bar ham hen.

Et andet spørgsmål dukkede op i hans tanker og han kørte kort en hånd over sine hovedfjer.
”Har De et sted, de er ved at samle de forskellige grupper henne eller vil De give dem selvstyre med overblik?” Der var mange praktiske detaljer, han ønskede at få styr på, så han kunne begynde at planlægge. Se fremtiden for sig. Han hadede ikke at vide, hvor han var på vej hen, selvom sådan var livet typisk indrettet. Og han tog da også overraskelser rimeligt godt, men planlægning var nu altid at foretrække.

Vertis lænede sig tilbage i stolen og samlede sine hænder foran brystet, med albuerne på armlænet. Iskariot lød ikke sikker på at krigeren kunne manipuleres, så Vertis kunne godt forstå hvis han var modvillig til at dele mere information. Dæmonen trak mentalt på skulderen. Så længe opgaven blev gjort, så han ingen grund til at gøre et problem ud af det. Om ikke andet kunne det fungere som fuglemandens initiationsprøve, og give Vertis en idé om hvor brugbar fuglen var på egen hånd.

”Hold dem spredt, indtil videre, men tæt nok til at de kan mobiliseres på én dag. At samle dem for tidligt vil bringe unødvendig opmærksomhed til vores tilstedeværelse. Jo længere vi kan holde de styrende magter i mørket, des bedre. Er der andet vi behøver at drøfte, eller kan jeg overlade resten i dine hænder?” spurgte han roligt og afslappet, uden at hans dybe stemme forrådte den mindste mængde følelse.

Iskariot kunne absolut ikke lide denne overlegne mand, men han behøvede ikke at kunne lide ham, for at lave et fungerende samarbejde med ham. Så længe de kunne blive nogenlunde enige, skulle det hele nok gå. Ikke at han var optimist, men han var heller ikke pessimist. En dag ad gangen. Og han kunne altid forsvinde. Der var intet, der bandt ham til alt dette, han kunne sprede vingerne og flyve hvorhen han ville for at forsvinde. Han havde gjort det før og han kunne gøre det igen.
Men lige nu ville han se, hvad dette kunne blive til. En samlet kult for Zaladin med selveste Stemmen som leder. Mulighederne var pludseligt uendelige. Nej, han ville ikke bakke ud nu, han ville se, hvor det ledte hen.

Han nikkede let til mandens ord. Besværligt. Det ville give ham en del mere arbejde, hvis han skulle rejse rundt mellem de kulte, der havde tilsluttet sig, flytte dem nærmere for måske at flytte dem igen. Men han kunne godt se logikken i det, Palisheaf sagde. Det var nemmere at holde sig diskret, når det hele ikke var samlet på ét sted. Bare besværligt. Men det var sjældent, at ting ikke var det.

Spørgsmålet fik ham til at trække let på skuldrene og sippe lidt mere af den varme te, inden han stillede kruset fra sig.
”Ud over detaljer omkring de andre, der har tilsluttet sig under Dem, så jeg kan få kontrollen samlet ved mig, så tænker jeg ikke, at der er noget, der er vigtigt lige nu.” Det var meget tydeligt for ham, at dæmonen ikke havde tålmodigheden for detaljerne i en god plan, men hvis det gav mere frihed til Iskariot selv, ja så var det ikke et problem. Han brød sig ikke om at blive styret, han var den der vidste bedst og havde mest styr på ting. Selvom der nok var ting, der skulle diskuteres igennem med dæmonen ved hans side, var det ikke noget, han havde styr på nu. Han skulle lige tænke, lægge en plan. Finde ud af, hvordan tingene skulle gøres.
”Har De travlt med at tage videre? At have selveste Stemmen til at sidde til bords vil være noget af en oplevelse for folkene her.” Det ville være godt for den lille kult at se deres nye leder, uden nødvendigvis at afsløre så meget, ville være ganske berigende.

Det var ikke en dårlig idé at vise sig frem for de almindelige kultister, men tanken fik ham alligevel til at le dæmpet. Man levede ikke så længe som han havde ved at være en frontfigur. ”Stemmen foretrækker at blive hørt, ikke set. Og jeg har en frygteligt kedelig karettur forestående.” Vertis rejste sig op, og rettede sit jakkesæt. Som en eftertanke bundede han indholdet af sin tekop, den gyldne væske den eneste nærring han havde fået i siden han tog af sted. ”Det kan ske at du ikke høre fra mig i nogen tid, Iskariot,” hans stemme var høflig og tonelejet behageligt. Der var ingen værdi i at skabe unødvendige fjender, og han ønskede at efterlade halvfuglen med et positivt indtryk.
”Du har uindskrænket fuldmagt over familierne i mit fravær. Gør som du har lyst.” Han smilte et frygteligt smil, hæsligt ikke i sit udseende men gennem kontekst, som en sommerfugl på et lig. Han forventede at budskabet var klart – efter at have brugt tid på at købslå dem til lige partnere, overlod han den nyligt samlede kult til halvfuglen. ”Kultenes ledere er allerede blevet informeret.”
Han åbnede døren, men stoppede og vendte sig tilbage mod rummet. ”En sidste ting. . . Vær på udkig efter mit signal. Jeg er sikker på du vil genkende det når du ser det.”

------------------

Han trådte ud af døren, og kort tid efter var han på vej tilbage til hovedstaden i sin karet. Selvom han var udmattet efter den lange rejse stirrede han hvileløst på byen som den nærmede sig. Gennem den fugtige lugt af mugne gardiner syntes han at kunne fornemme den pikante duft af krudt.

Iskariot nikkede forstående og rejste sig ligeledes, efter at have sat teen fra sig. Kåben faldt løst om ham, mens han automatiks stak hænderne i ærmerne. De kraftigt farvede øjne blev rettet mod mandens ansigt, en smule undersøgende. Den venlige tone var anderledes og han ville sikre sig, at det ikke var et trick fra en slange, der var klar til at hugge. Men det virkede ikke sådan. 

Det var først da manden sagde til ham, at han havde magten over kultene, at der kom en lidt større reaktion fra ham. Et buk med sænket hoved og blik. Når manden valgte at afslutte mødet på en venlige tone, ville Iskariot gøre det samme og give ham det, han ville have. Underdanighed. 
"Jeg vil gøre mit bedste." Han rettede sig op igen, lod sit blik møde hans, inden han gik mod døren, efterladende Iskariot tilbage. Atter nikkede han som tegn på, at han forstod.

Stilheden blev tilbage sammen med ham og han gik lidt frem og tilbage, mens han lod tankerne fare. Hans hjerte bankede i brystet på ham og hans fjerdragt skiftevis pustede sig lidt op og lod sig lægge i mod hans krop. En helt almindelig kedelig dag var sluttet ud med, at han - Iskariot Cort - nu tilsyneladende havde magten over en større gruppe af Zaladin-tilbedere. Han vidste, at dage på vingerne lå forude, han måtte rundt og få et overblik. Se, hvad han havde med at gøre. Etablere et ordentligt samarbejde, så de kunne blive til én enhed.

Men han skulle også udføre den opgave, han havde lovet. Finde en Lysets Kriger og få ham til at slå ihjel. Det burde ikke være så svært. De turkis øjne gled til vinduet og han gik i stå, mens han begyndte at planlægge og spekulere over fremtiden. En fremtid, der så ud til at blive ganske interessant.