Hvis ikke det var fordi, at pigen sad på Randalls skød, havde han gnægget højlydt, da han kunne se, at Logan havde indset sit nederlag. Den havde næsten været for nem, ærligt talt havde han ikke forsøgte så hårdt. Og så endda med en bette skid på! Armen om hendes liv lå ganske godt og hans tommelfinger kunne ikke andet end at ae hende på maven uden på kjolen, mens hun og Logan snakkede om den far, hverken han eller Randall kendte. Men et godt trick, det ville han huske!
Til hans store misfornøjelse gav Logan sig til at drikke af den flaske, han havde haft med. Den havde kostet krystaller og det var så god en omgang sprut. Men han sagde ikke noget, så bare på flasken med et udtryk som en trist hundehvalp, der fik frataget sit legetøj. 

Endeligt lod det til, at Logan var færdig med at småsludre med barpigen og Randall tog det som et tegn på, at han kunne få lov til at gå det sidste stykke. Så han hviskede et par søde ord i hendes øre og hånden begyndte at snige sig op fra maven mod de ganske imponerende babser, han næste ikke kunne vente med at få fingrene i. Der var intet bedre end de to magiske klumper på en kvindes front!
Måske var han gået for hurtigt frem, måske var han mere fuld end han havde regnet med, for et eller andet gik galt. Som hans hånd næsten var i mål, hviskede han til hende.

"Hvad vil du sige til, hvis vi forlod etablissementet her og fandt os et lidt... privat sted." Åh, hvilken fryd, da hans hånd kuplede sig om den perfekte runding. En følelser han kun nåede at nyde et øjeblik, inden kvinden fløj op fra hans skød og hans hoved fløj til side, da hendes hånd ramte hans kind med en smæk, der kunne høres i den anden ende af ølteltet. Hans tog sig til den brændende kind med en hånd og stirrede forvirret og overrasket op på hende med åben mund og store øjne.
"Hv-hv..."
"Tror du jeg er en eller anden skøge fra bordelhuset?! Sikke et svin!" Hun kastede hovedet tilbage, og vendte rundt så kjolens skørt fløj om hende, inden hun valsede væk fra bordet.

Randall så dybt forvirret efter hende og flyttede så blikket til Logan, spørgende.
"Ved Zaladins rådne røvhul, hun slog hårdt!" Han flyttede hånden og vippede kæbe fra side til side og stak tungen ud i kinden, bare for at gøre lidt ud af det, for lussinger var han nu så vant til!

Tøser var lunefulde i hvor de kastede deres interesse. Logan havde overlevet mange kvaler med at blive afvist, og tog ikke videre notits af det. Nej, det generede ham mere at tabe et væddemål, hvor sandfærdigt han end havde tabt det. Et nederlag, til en beskidt dranker – der desværre havde vidst sig at være charmerende. Og for det, skulle han betale med den indkøbte flaske han så ud til at skatte så højt, men ikke kunne rage til sig, samtidig med at havde tøsen som pyntefigur på sit skød. Det fik Logan til at smile et lille veltilfreds smil. Hvis han fik tøsen, var det da ikke for lidt at forlange.

Logan kiggede på andre ting i teltet imens, ikke interesseret i at sidde som en lummer lurer og se hvordan det udfoldede sig. Ikke før lyden af en hånd der ramte kød med en overordentlig høj lydstyrke, tvang hans blik tilbage. Synet han mødte var en meget forarget krotøs der var sprunget op og hvæste af ham, mens Randall sad tilbage med et forvirret udtryk og en hånd på kinden.
Logan udbrød sekundet efter i en brølene latter, der gik helt ned i maven og tvang ham til let at lukke øjnende. Han slog hånden ned i bordet, mens han frydede sig en god del over hvordan det hele var blevet vendt. Ikke på vilkår om han skulle nyde noget af at løbe efter hende, og risikerer samme behandling på et senere tidspunkt – men det havde været det hele værd at lide et falsk nederlag for lidt tid, for denne afslutning.

”Hun var ikke helt så charmeret som du troede?” gnæggede han drillende, og skubbede flasken tilbage til ham over bordet med en let skrabende lyd. Han havde ikke drukket meget af den, højest et par enkle slurke. ”Bedre held næste gang” til dem begge faktisk. Logan var efterhånden også blevet lidt for påvirket til at lege skørtejæger med en tøs der ikke var helt enig i at det var udkommet for aftenen.

Ah, pølsefestival. Sådan et sted tiltrak oftest lidt for mange drukkenbolte til Hecates smag, men hun holdt meget af de små, krydrede pølser, man kunne købe her, og hun havde derfor bestemt sig for at dukke op til årets festligheder. I den lille kurv, hun bar under armen, var pølsekøbet omhyggeligt pakket ind ved siden af en flaske solbærsaft, og hendes tanker hældede så småt mod at tage hjemad, før mørket faldt på. Det var trods alt ikke anstændigt for en dame at være ude alene efter mørkets frembrud..

Inden hun nåede så langt, bestemte hun sig dog for at gå en runde på markedspladsen for at sikre sig, at alt foregik, som det skulle. Hun kunne naturligvis ikke holde folk fra øltønderne, men hun kunne stadig sikre sig, at der ikke var nogen, der var alt for fulde eller nærgående over for festivallens kvindelige gæster.. Hendes skarpe høgeblik holdt øje med menneskemængden, som hun gik, og hun stoppede for en kort stund op for at skænde på en ung pige, der havde en for kort kjole på. 

Fra det nærliggende øltelt, hørte hun dog en umiskendelig lyd, der fik hende til at slippe opmærksomheden fra pigebarnet, som hastigt så sit snit til at smutte bort: *SMÆK*. En rungende lussing og en kvindes fornærmede udbrud. Hecate lugtede uanstændighed, og hun satte omgående kursen mod ølteltet - lige i rette tid til at se den unge pige gå bort fra Randall og Logans bord. Hecate rettede sig en smule, hankede op i kurven og marcherede hen til bordet:
"Undskyld mig, de herrer, men hvad i Isaris almægtige navn bilder De sig ind?" Begyndte hun, stemmelejet antagende sin sædvanlige skingre tone. Hun stivnede dog en smule, da blikket gled hen over ansigterne på de to mænd og stoppede ved Randall. Kunne det være..?

Randall gned sin kind lidt og sendte Logan et surt blik, da den store mand bare lo af ham. Det holdt dog ikke så længe, med et opgivende suk slog Randall ud med hænderne og et stort grin gled over hans skæggede ansigt. Nå ja, man kunne ikke få det hele hver gang. En skam! Det havde været de pæne babser han havde set hele dagen!
Han greb hurtigt flasken og hældte en trøstende slurk ned, inden han svarede skideskuret.
"Jeg tror ved Zaladin, at hun var jomfru. Kun en jomfru kan være så stram i..." Hans ord blev afbrudt af en stemme, der spurgte, hvad de bildte sig ind. Den stemme. Langsomt drejede Randall hovedet og rettede blikket mod den ældre dame. Åh ved guderne, det var bare ikke hans dag i dag.

Et støn forlod hans læber og han så på Logan, mens han pegede med en finger på Hecate.
"Det er det, jeg mener." Han løftede flasken igen og drak en tår, inden han tørrede sig om munden med bagsiden af en hånd og vendte blikket tilbage til den gamle kælling, der helt sikkert var dukket op bare for at ødelægge hans dag.
"Hva' så gamle, har du kurven fyldt op med vaser til at kaste efter sagesløse stoddere, eller er det nye underhoser? Fik jeg de andre med mig i graven?" Lige så snart han havde udtalt det sidste ord, gik det op for ham, at han havde talt over sig. Satans sprut, det løsnede tungebåndet for meget. Nå, det var der ikke så meget at gøre ved og han valgte i stedet at blinke til hende og håbe Logan var for fuld til at opfange det, der blev sagt.

Selvfølgelig måtte hun da være det hvis ikke hun ville tage imod en omgang i høet! Logan kunne ikke undgå at påbegynde at ryste let opgivende på hovedet af Randall, da hans talestrøm blev afbrudt. En smule forvirret kiggede han til siden på en ældre dame der var ualmindelig stram i betrækket. Noget ved hendes hidsige og opsnudede ydre virkede bekendt fra Dianthos men navnet kom ikke lige frem på læben, som han så hende. Hendes ord fik Logan til at dreje blikket tilbage til Randall, med et undtryk der afspejlede at han ikke var helt sikker på om damen var seriøs med sit spørgsmål.

Logans blik gik frem og tilbage, indtagende at Randall så ud til at kende hende, og der lå en historie bag. Nævnelsen af graven tog han mere som en talemåde end noget andet. Det kunne i være andet! Randall var for fanden ikke nogen engel, så at han skulle havde været stoppet i en trækasse i jorden, var direkte urealistisk. "Hendes? Hendes underhoser? Ved Zaladin det er en historie jeg vil høre til mindste detalje" Logan sendte et alt for kækt smil til den gamle dame, kunne ikke modstå at løfte øjenbrynene et par gange i ren provokation. Nu hun alligevel var kommet over for at forstyrre, måtte hun jo hoste lidt op med noget underholdning.

Hecates ansigt lignede en tordensky. Det var lige præcis denne slags ting, der var problemet ved festivaller og større begivenheder - ubehøvlede mandfolk, der ikke kunne holde grabberne for sig selv! Hun kastede et skarpt blik rundt i ølteltet, og brød sig ikke om, hvad hun så: de gyldne dråber, der flød i rig strøm fra øltønderne, havde gjort de fleste højrystede og fordrukne. Hecate afskyede fulde mennesker..

Men så snart Randall vendte sig om, var hendes fokus på hans ansigt. Et ansigt hun kunne have sværget set pakket væk i en ligpose og båret fra trappeopgangen ved hendes bolig af et par byvagter. Hun gik fra en rød, arrig ansigtskulør til en hvid farve, der tydede på, at hun lige havde set et spøgelse..
"D-dig!" En kroget, rystende pegefinger blev rettet mod stodderen, der kom med flabede kommentarer om hendes underhoser. Der kunne ikke længere være nogen tvivl om, hvem der sad foran hende. "Jeg så dig dø!" Hun havde sænket stemmen en smule, men den havde stadig en skinger undertone. "Og tænk engang - Jeg havde dårlig samvittighed over det blod, der var blevet spildt. Jeg havde langt hellere set, at byvagten havde givet dig en passende straf for indbrud og tyveri af personlige ejendele." Hun lænede sig fremad så hendes lynende øjne var på højde med den siddende Randalls. "Jeg ved ikke hvad for nogle tricks, du har brugt til at jage en ældre dame en skræk i livet og spillet død, men bare vent! Ordensmagten kommer til at høre om dette her.." 

Hendes rasende blik faldt et kort øjeblik på Logan, og det var tydeligt, at hun regnede ham for en medskyldig i hvad-det-så-end-var for et nummer, som Randall havde lavet. Bøller. Røvere. Fidusmagere hele bundtet..

Randall vendte sig mod Logan igen, da manden sagde, at han ville vide, hvad det handlede om.
"Jo, nu skal du høre! Jeg tog en udfordring om at stjæle selveste Hecate Reiers underhoser! Så jeg..." Han blev afbrudt af kvindens skindre stemme og han så tilbage på hende. Den røde farve var blevet væk og i stedet så ud alt for bleg ud. Nu var hun vel ikke ved at få et hjerteanfald? Det ville være noget rod. Og ødelægge hyggedrukken i teltet. Men med den mængde ord, der væltede ud af hende, så det ikke ud til at være sandsynligt. Med et kedsommeligt udtryk lyttede han til hende, til hun var færdig med at snakke. Roligt så han ind i hendes øjne med sin egne, lidt svømmende grå, der viste, at han langt fra var ædru. Et lille smil voksede frem på hans ansigt.

"Hvad hvis jeg sagde, at du faktisk så mig dø og så nogen slæbe af sted med mit lig? Hvordan sidder jeg så her? Uden en brækket nakke? Har jeg rejst mig fra graven? Måske... er jeg her slet ikke?" Han stemme var dæmpet, og det var ret tydeligt, at han forsøgte at skræmme hende lidt.
Lige indtil han rettede sig op og greb sin flaske.
"Men jeg tror nu, at den gamle kælling her har tabt sutten! Skal vi ikke skåle på det?!" Hans stemme var høj og han strakte armen ud for at skåle med sin kammerat, der stadig helst ikke skulle have at vide, at Randall faktisk kunne genopstå fra de døde. Jo færre der vidste det, jo bedre, for jo færre ville slå ham ihjel uden at tænke over konsekvenserne.

Han drak en ordentlig slurk fra flasken, med et sideblik på den gamle kælling. Han var ligeglad med, at hun forsøgte at snakke med byvagterne. De var lige så komplet uvidende som altid, havde ingen anelse om, at han kom igen, når han døde. Hvor mange gange havde de ikke skaffet sig af med hans lig? Flere gange end han kunne tælle til!
Men den gamle dame var noget andet og faktisk mærkede han et kort stik af bekymring for, om hele byen snart skulle lytte til hende om Randall, der døde og kom igen.

Logan rettede sig mere op fra at sidde med armene hvilende på bordet, og kiggede fra den ene til den anden. Den gamle dame virkede da fuldstændig rablende. Og her havde han lige glædet sig til at høre mere om disse Underhoser fra denne Hecate Reiers, men nej nej, kvindemennesket skulle selvfølgelig afbryde Randall og begynde at rable op at han var død.

Logan kom med et grinende fnys og rystede på hovedet af hende. Og hun mente de var fulde? Hun måtte i hvert fald selv havde røget andet end pølser ude bagved inden hun nåede teltet.
"Hun lyder i hvert fald til at have spist mere end pølser på markedet" grinede han og skålede med det sidste af sin øl, inden han rejste sig og lagde en arm rundt om det sure kvindemenneske - velvidende at han nok fik slag for det.

"Så så, nu ikke så hidsig. Nyd festlighederne. Du har fået godt med pølser kan jeg se. Hvad med en lille øl til at skylle den salte smag ned?" Logan troede ikke en meter på at Randall havde været død. Det gav for ham absolut ingen mening at det skulle være sket. Nej Hecate måtte i stedet havde fået sig et chok og senere slået sig fast på at det var hvad der var sket. Stakkels gamle krage. Hun skulle bare løsne sig en lille smule op og så ville verden være meget bedre! Han tvivlede på at det skete.

Hecates øjne var blevet til smalle sprækker, mens hun betragtede det forfærdelige mandfolk, der sad foran hende. Stanken af øl og mandesved herinde i teltet var så overvældende, at det var lige før, hun troede, at hun ville få det dårligt. Randalls ord var blot med til at få utilpasheden til at stige. Hvordan var han i live? Var hun virkelig blevet så gammel, at hun ikke længere kunne genkende en brækket nakke, når hun så én? 

Der gik nogle øjeblikke, før hun igen fik tungen på gled. "Jeg kan lugte din uvaskethed tilstrækkeligt til at konkludere, at du skam er her - i levende live!" Snappede hun af ham. "Og jeg burde hive fat i ordensmagten, så du kan få din straf! For indbrud - og forulempelse af en ældre, respekteret dames ejendele.." Hun kunne ikke få ordet underhoser over sin læbe. Bare tanken om, at hans beskidte grabber havde rodet rundt i hendes private beklædningsgenstande..

Hun stivnede, da den anden mand, Randalls kumpan gik hen og havde den frækhed, at lægge en arm om hende. "Og dig!" Skreg hun ind i hans ansigt, mens hun slog hans arm væk. "Du sidder her med en KRIMINEL og drikker. Ingen tvivl om, at du er medskyldig i hans gøren og laden.. og du vover endda at chikanere en dame af stand!" Det var tydeligt, at hendes vrede igen var ved at bygge sig op til en niveau, hvor hun risikerede at koge over.

Der dukkede et lidt bøvet udtryk op på Randalls ansigt, som hun sagde, at hun kunne lugte hans uvaskethed. Og så begyndte han at le, fordi det gik op for ham, hvor latterlig den gamle dame var. Pludseligt kunne han alligevel ikke se hende som en trussel og hendes ord om byvagter og forulempelse fik ham bare til at knække sammen af latter. Det var lige så tårerne sprøjtede ud af øjnene på ham.
"Mi-min u-u-uvaskethed. Sikke en fornærmelse!" Han lo lidt videre, inden han hikstende, og med en hånd tørrede vand af øjnene, så på Logan, der havde rejst sig fra sin plads og gik over til den gamle kælling. Åh, skulle han advare ham? han vidste tydeligvis ikke, hvem kvinden var, men han besluttede sig hurtigt for at lade være, det kunne kun blive endnu mere morsomt!

Og ganske rigtigt. Hendes reaktion fik Randall til at le igen. Hårdt slog han en flad hånd i bordet.
"Pas på Logan, hun koger ved Zaladins betændte øreflip snart over!" Åh det var så sjovt. 
Omkring dem var alle i teltet i fulde sving med at stirre på de to mænd og den gamle kone. Flere af dem kendte hende af navn og ingen så ud til at ville røre en finger for hende. Selv hvis de ville, var Logans størrelse ret afskrækkende og et par stykker kendte også til Randall, der var rimeligt kendt for at kaste sig ud i hvilken som helst kamp, han blev tilbudt. Og ikke uden evner.

"Hey. Hey! Jeg har en idé! Lad os køle hende ned! Vi gik forbi et hestetrug på vej ind i teltet!" Hele Randalls ansigt lyste op som han kom på den geniale idé. Han greb sin flaske, der efterhånden kun havde en slat tilbage i bunden, og kom på en eller anden måde på benene uden at vælte over bænken. Han så afventende på Logan, for selvfølgelig skulle det store skideskur bære hende. Det kunne Randall ikke klare, det var jo hårdt arbejde. Og det gjorde han helst ikke i, hvis han kunne få andre til det.

Det var altid et eller andet over damerne når de blev forulempet på den måde. At kigge på deres egendele, specielt når det ikke var tilladt. Det var nu ellers ganske hyggeligt, med mindre man fik en havgasse som denne fine.. som denne dame på nakken! Logan sendte et løftet øjenbryn til Randall og et meget sigende blik. Tossede kvindemenneske.

Og alligevel forsøgte han. Han trak armen til sig som havde han brændt sig på inden da hun skreg ind i hans ansigt, som var hjernen kogt sammen i en spandfuld af grisefedt. Hænderne var løftet op foran sig, ikke så meget i forsvar som.. Jo fanme i forsvar! kvindemennesket var sindssyg! "Woah! Rolig dame. En lille gerning af venlighed og så starter Zaladins dødsmarch." han kiggede bestyrtet på Randall, omend det meste var skuespil. "Og hvad er dit bevis for at jeg ikke er en lovlydig borger, Fru havgasse"

Hvor meget ideen end morede ham, og man kunne tydeligt se det i Logans træk som han begyndte at grine af forslaget. Men Logan var i offentlighedens øjne en lovlydig mand, og han var ikke spor i tvivl om at det spinkle fugleskræmsel kunne ændre på dette. "Det lyder ikke som en dårlig ide" han havde hænderne i siden, blev endnu breddere end han i forvejen var i forhold til hendes spinkle skikkelse, samtidigmed at han var højere og kunne kigge ned på hende. "Det dur jo ikke at hele teltet brænder sammen" han gjorde intet, lod hende først selv køle ned, hvis det da ellers kunne lade sig gøre. Måske var Randall ligeglad med sit ryg, men Logan havde kun en chance i livet, og han foretrak at han ikke blev jaget af dusørjægere og krigere resten af sine dage. Men brændte hun af og gav sig til at råbe og skrige som en sindssyg, ville det være alt for nemt at smide hende over skulderne, og det havde han også tænkt sig.

Et rasende øjekast rundt i teltet fortalte Hecate, at situationen var præcis, som hun forventede: ingen ville røre en lillefinger for at hjælpe en svagelig, ældre dame mod de to bøller! Banditter og slamberter, var de, hele bundtet, som de sad der og kun tænkte på at fylde sig med øl og pølse.
Trussetyven havde rejst sig, og hans ord fik forfærdelsen til at stige op i Hecate. Han ville da virkelig ikke vove at smide hende i hestetruget... nej, han ville have den anden bandit til at gøre det. Hendes øjne vanderede videre til slamberten der stadig stod alt for tæt ved hendes side, og hun sendte ham sit bedste hvis-du-så-meget-som-lægger-en-finger-på-mig-blik.

"AHA! Rigeligt bevis for, at du ikke er en lovlydig borger - lige der! Vil du virkelig lægge dine beskidte grabber på en ældre anstændig dame af stand?" Skingrede hun, stirrende rasende op på mandfolket. Hun så sig endnu en gang om i teltet, men fyldebøtterne sad stadig og gloede dumt. Hun tog en dyb indånding.
"HJÆÆÆLP - VAGTER! TRUSLER OM OVERFALD PÅ EN ÆLDRE DAME I ØLTELTET!" Skingrede hendes stemme så højlydt, at de nærmeste måtte tage sig til ørerne. Der var tydeligvis ikke nok vagtbemanding ved festivalen, konkluderede hun, da der ikke kom nogen løbende med det samme..

Det så ikke ud til, at Logan havde tænkt sig at røre en finger. Randall vidste godt, at han ikke var kendt for sine ulovlige aktiviteter, så måske det afholdt ham fra at gøre noget ved den gamle kælling. Randall var fuld nok til at finde det ganske sølle og han så lidt vantro på den store mand, da han forsøgte at berolige heksen. Ved Zaladin, man skulle da også gøre alting selv! Skulle han virkeligt til at slæbe rundt på det skrigende fruentimmer?

Som spørgsmålet var blevet tænkt, begyndte det omtalte fruentimmer at skrige sine lunger ud og han skar ansigt, inden han hurtigt slugte den sidste slat fra flasken. Med den brændende fornemmelse helt ned i maven, smed han den fra sig og bukkede sig lidt forover, inden han nærmest torpederede kællingen og fik hende slynget op over skulderen. 
"SÅ skal du se løjer, din kylling!" Han sendte Logan et blik og begyndte at slingre ud af teltet. hans balance var ikke fantastisk med det stærke sprut i årerne og han var lige ved at vælte en enkelt gang. På vej ud af teltet, havde han nær knaldet hendes hoved ind i en af de kraftige stænger, der holdt teltet oppe.
"Wuups," mumlede han, mens han fortsatte ned af den midlertidige gade. Ganske rigtigt stod der et hestetrug ved hjørnet af teltet.

Uden et ord dumpede han hende ned i det kolde vand, forsigtigt nok til at hun ikke ville slå sig, men uden nogen form for medlidenhed i mod hende. han var fuld og hun drev ham til vanvid, så i hans hoved fortjente hun det!
"Så! Sådan gør man det!" Han slog hænderne i mod hinanden som for at børste dem rene for støv. Med øjenbrynene i panden så han på Logan, ligeglad med hvor meget lyd, der var i kællingen.
"Måske du skulle smutte inden byvagterne dukker op." Det var ikke normalt for Randall at tage skylden, men han kunne nu godt lide Logan og ville da gerne være venner med ham næste gang de så hinanden igen. Mest fordi det virkede til at manden ville kunne klemme livet ud af ham uden at få sved på panden. 

Det var da utroligt som det skide kvindemenneske skulle male ham på den måde. At hun havde ret var en helt anden side af sagen, men det hjalp absolut ikke hendes sag. Da hun startede sirenen af ren tortur op med sin skrigende stemme, pressede Logan øjnende en smule sammen. Lyden irriterede ham, men han var alligevel for stolt til at holde sig for ørene. Det øjebliks distrahering var nok til at den noget mindre muskuløse Randall torpederede den ældre kvinde og smed hende over skulderen.
Logan begyndte at grine med det samme, mens han så efter den svingende Randall, der garenteret gik mindre sikkert end før, fordi havgassen ikke just hang slapt som en kluddedukke. Desværre for den fine dame var der ingen i teltet der kom til undsætning, og de fleste grinede.

Med et blik over skulderen, listede Logan med udenfor, i tid nok til at se vandet plaske som Randall smed vægten ned i det kolde vand. Han vidste ikke hvad der var foregået mellem de to, og ville heller ikke vide det, men noget i ham havde stadig et stik af medlidenhed for den skøre dame. Enten var hun bare direkte ulidelig eller også var hun tosset. ”Hjalp det?” hun spruttede nok noget, men han tvivlede stærkt på at hun holdte kæft når først hun havde fået luft til at skrige igen.
”Nu du nævner det. Man ved sgu aldrig hvad hun kan finde på at skrige op om.” Logan dunkede Randall på skulderen i en mere venskabelig tone. ”Men det var satme god underholdning” grinede han med munterhed i hele fjæset. Han traskede væk fra larmen, i en mere lyssky rute hvis nu vagterne var hurtigere end man kunne regne med. Alt imens han rystede let på hovedet af Randall. Han kom satme til at stille træskoene snart hvis han fortsatte på den måde.


//out

Det var umådeligt frustrerende at stå midt i ølteltet og skrige på hjælp uden at nogen ville røre så meget som en finger. Når Hecate var tilbage i Dianthos, skulle hun nok gøre noget ved hele denne her affære! Folk kunne sagtens sælge deres pølser på markedspladsen - man behøvede ikke lave hele denne her skrækkelige opstilling med telte, druk og chikane af ældre, anstændige kvinder! Hun tog en dyb indånding - pølsefesten måtte lukkes.

For nu var der dog en mere presserende situation. Hecate var en svagelig ældre dame, omgivet af to store bøller, og der var ingen, der ville hjælpe hende. Indbrudstyven greb ud efter hende, og før hun vidste af det, hang hun og dinglede over hans skulder. Dette medførte naturligvis endnu en voldsom skrigen og råben efter byvagterne, mens hun svingede kurven med pølseindkøbet vildt om sig, bombaderende hans ryg med sin knyttede næve fra den frie hånd. 

"HVAD BILDER DU DIG IND! DU KAN GODT SLIPPE MIG LIGE MED DET SAMME, JEG ER EN ANSTÆNDIG...." [PLASK]

Vandet fra hestetruget stod op omkring hende, som forbryderen lod hende falde ned i det, og hun kæmpede for at få balancen og få hovedet fri af det kolde vand. Kurven med pølser blev tabt og indholdet rullede hen ad den mudrede jord. Spruttende kom hun op at sidde, tids nok til at se kumpanen tage benene mellem nakken. Hun vidste hvordan, han så ud, og hun skulle nok indlevere en grundig rapport til byvagten!
For nu, hvor hun dog for en gangs skyld uden ord, sad blot gispende efter luft efter det kolde sammenstød og prøvede at forstå, hvad der var sket. Hendes læber bevægede sig lydløst, mens hun greb fat om kanten på truget og langsomt fik møvet sig ud. Blikket, der så op mod det usle mandfolk, var fyldt med isnende vrede.

Randall grinede til Logan og vinkede efter ham, da han begyndte at luske væk derfra.
"Vi ses nok et sted med mere øl mellem hænderne!" For et øjeblik så han efter det store skideskur, inden det gik op for ham, at kællingen var blevet skrækkelig stille. Nu havde hun vel ikke fået et hjerteanfald? Nok kunne han smide hende i et hestetrug, men han følte ikke ligefrem for at være ham, der havde myrdet selveste frøken Hecate Reier. Hurtigt vendte han sig i mod hende, men nej, hun levede endnu. Det iskolde blik, der blev sendt i hans retning, fik ham til at sukke opgivende. Han havde ikke fortrudt sin handling og han havde ikke ondt af hende, hun havde trods alt slået ham ihjel - og hun var noget af en pestilens for en uærlig stodder - men han havde ikke planer om at gøre mere. Turen i det kolde vand måtte være nok.

Han løftede en belærende finger af hende og kneb øjnene lidt sammen.
"Og det er så, hvad man får ud af at slå en uærlig mand ihjel. Hævn, din gamle hejre!" Han spyttede på jorden ved siden af truget. Måske han burde rende sin vej, men han var sgu en lille smule snaldret og han hadede at løbe. Måske han bare skulle tage en nat i kachotten og finde ud af, hvad der så skulle ske dagen efter. Han kunne også kaste sig mod byvagternes sværd, men ærligt talt var han lidt træt af at dø, så hvis han kunne undgå det, så ville det bare være herligt.

Nej, han kunne hyle den gamle dame mere ud af den, så han endte med at gå de få skridt hen og sætte sig på kanten af truget, hvor han lagde den ene arm over brystet, mens hans anden hånd kløede ham i skægstubbene.
"Og hvad kan man så lære af det? Lad være med at kaste med ting efter stoddere, der kommer tilbage fra døden. Vi er ikke alle sammen lige flinke, at du ved det!" Han sendte hende et formanende blik, tydeligt påvirket af sprutten, men alligevel seriøst nok. Man skulle passe på med, hvem man slog ihjel!

Der gik et stykke tid, før Hecate fik mælet igen. Sammenstødet med det kolde vand havde været et gevaldigt chok, for den ældre dame. Hun forsøgte ikke engang at vride vandet ud af sit tøj, som nu slaskede vådt og koldt om hendes benede krop og dryppede ned på den i forvejen mudrede jord. Tanken om at skulle tage en hestevogn hjem i denne her tilstand... der havde bare lige at være en ung, galant mand, der ville tilbyde hende en varm, tør kappe! Men man vidste nu aldrig med ungdommen nu til dags. 

Spytklatten ramte faretruende tæt på hende, og hun fik endelig kontrol over sig selv igen. Med den sidste værdighed, hun kunne samle, begyndte hun at vride vandet ud af de stengrå lokker. 
"Åh, du er i store problemer nu!" Hvæsede hun. "Ikke nok med, at du begår indbrud - du OVERFALDER også en ældre, anstændig dame. Hvis du var forblevet i din grav, havde du måske kunne holde dig skjult, men nu skal jeg nok sørge for at sende ordensmagten efter dig, din.." Hun hævede en truende pegefinger tilbage mod hans og ledte et øjeblik efter ordene.

".. drukkenbolt af en landevejsbandit!" Hendes stemme blev mere hysterisk, da han ikke så ud til at gå væk. Nej han havde simpelthen den frækhed at sætte sig på kanten af truget, som om intet var hændt!
"Jeg var desperat! Ydmyget!" Skingrede hun pludselig, hentydende til dagen, hvor han døde. "Det eneste sted, en mand bør dø før sin tid er på slagmarken, eller hvis dommeren har kendt ham skyldig. Jeg så dig langt hellere blive ført til arresten.." Hendes øjne lynede, som hun nu stod hævende sig over ham. Vandet dryppede stadig fra hendes tøj, og havde det ikke været for blikket, havde hun på ingen måde været i stand til at se den mindste smule faretruende ud. "Men der er tid nok. Jeg skal nok sørge for, at du bliver lagt i lænker!"

Randall så på Hecate med et svagt løftet øjenbryn og et lidt træt udtryk, da hun igen begyndte at true med ordensmagten. Uuh, så skræmmende. Havde hun ikke snart opfanget, at han var ligeglad? Hendes lille forsøg på at kalde ham noget grimt, fik ham til at komme med et ”ha!” og et kort smil, for skulle han finde det fornærmende? Han kunne godt stå ved, hvad han var, og det lød nu meget rigtigt. Han var en bandit, på landevejen, og han drak nok mere end hvad der kunne anbefales. Så godt beskrevet, gamle heks, tænkte han.

Pludseligt skiftede kvindemennesket toneleje og han kunne regne ud, at hun begyndte at snakke om den dag, hun havde fået ham slået ihjel ved at sende ham direkte ned af en trappe, efter at have kylet en vase i nakken af ham. Havde hun monstro dårlig samvittighed? Det lød næsten sådan. Han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende lidt, mens hun snakkede. Hun burde have det dårligt med det, sådan at gå og slå folk ihjel med vaser!
Men alligevel rejste han sig op og rakte ud for at klappe hende på skulderen.
”En trappe er ikke det værste sted, jeg er død.” Og det var vist den eneste trøst, han kunne komme med. Især da hun straks smed noget med lænker efter ham.

Han sukkede dybt og holdt sine hænder frem med håndledende samlet.
”Jamen hvis du er så vild efter at smide en stakkels landevejsbandit i lænker, så giver jeg mig da frivilligt. Men du skal regne med, at jeg skråler af grin hele vejen ned til arresten over den meget våde frøken Hecate Reier tilbage i ølteltet!” Hans smil blev pludseligt noget lusket. Ak ja, han ville trække så meget ud af den her oplevelse som muligt. Der var en god historie til flere år ud i fremtiden, for Hecate var ved at være kendt helt ud af hovedstaden!

Det lille, fjogede smil om bandittens læber, var ved at få Hecate helt op i det røde felt igen. Nok var han en stor, muskuløs mand i forhold til en skrøbelig, ældre dame (som i øvrigt var gennemblødt efter turen i hestetruget), men hun skulle nok få ram på ham!! .. en skønne dag.
Hans bemærkning om, at det ikke var det værste sted at dø, fik noget til at dæmre gennem hendes vrede. Han havde en eller anden form for magi, der tillod ham at vende tilbage. Sikken en blasfemi! Det kunne på ingen måde være gudernes vilje, at en beskidt mand som ham, skulle sendes tilbage til livet.

Hun slog hans hånd væk fra sin skulder og trådte et skridt frem mod ham. "Så, fortæl mig. Hvad er det, du har gjort? Solgt din sjæl til en dæmon, eller det, der er værre?" Der var en tydelig foragt i hendes stemme, men en del af hende brændte også for at vide, hvad det var for en ugudelig kraft, han havde fået fingrene i. Oplysningerne kunne være uvurderlige, hvis han en dag skulle bringes ned og sættes bag lås og slå. 

Hun ignorerede hans tåbelig snak om at skråleri på vej ned til arresten - hun var ikke i nogen position til at få ham sat i arresten lige nu, og han vidste det. Hendes våde tøj var begyndt at blive koldt, og hun skulle være heldig, hvis hun ikke fik en grum snue ud af hele denne her redelighed.

Man kunne se på den ældres kvindes ansigt, at der skete noget i hovedet af hende. Åh åh, hvad var nu det? Randall fik en fornemmelse af, at han havde sagt noget forkert, og det viste sig hurtigt, at hun havde regnet ud, at han ikke bare døde. Nå ja, han havde vel heller ikke lagt skjul på det i løbet af deres samtale. Men helt dum var hun nu ikke. Solgt sin sjæl til en dæmon. Det kunne jo godt være en måde at blive udødelig på. Foragten var faktisk en smule sårene, så han besluttede sig for at forsvare sig selv med sandheden.
”Overhovedet ikke, jeg brød ind…” Hans blik gled til nogen nede af den midlertidige gade mellem boderne og hans ord gik i stå. Et smil bredte sig på hans ansigt.

”Løjtnant Cicero, hvor dejligt at se lovens lange arm på arbejde! Jeg har lige hjulpet denne venlige ældre dame op af hestetruget! Hun må være væltet i og-hnnngph.” Uheldigt for Randy var det en af hans gamle bekendte, hvis kone han havde haft en hyrdetime med i deres hjem, så det første manden gjorde var at give ham en knyttet næve lige i maven. Den mand forstod da også at bære nag! Randall gispede tungt efter vejret, mens byvagten vendte sig mod Hecate. Man kunne kort se på ham, at han ikke var glad for at skulle håndtere den ældre kvinde, men han var dog professionel nok til at behandle hende høfligt.
”Frøken Reier, generer denne beskidte lejesoldat dem?”
Den ene af de to andre byvagter, løjtnanten havde med dig, greb fat i Randalls arm for at sørge for, at han ikke løb nogen vegne. Ikke at Randy havde nogle planer om det, lige nu var luft hans førsteprioritet.[/b]