Det første man ville se af Tarek, befandt man sig på gangen, var hans brede bag, der bakkede ud fra værelset igennem portalen, han havde lavet, så han ikke kom i klemme i døren. På ægte hestemaner følte han efter med bagbenene, om han stødte ind i noget, samtidigt med, at han drejede, så han vendte den rigtige vej ude på gangen.

Hvilken vej var de løbet?! Hans blik løb ned af gangen, hvor han så to teenagere og Bigwig. Og den lille kanin i drengens favn. Trods at det var børn, trak han alligevel sit sværd fra dets plads på hans ryg. Man kunne aldrig vide. Og han ønskede ikke, at Bigwig kom i problemer i sin kaninskikkelse uden ham som opbakning!

Så han travede hastigt det korte stykke ned til Bigwig og efter lidt forvirret kiggen fra den ene til den anden, rettede han sværdet mod drengen, der stod med den flygtede kanin i sin favn. Han kunne godt se, at han græd, men han vidste ikke hvorfor, og selvom det gjorde ondt at se, rettede han sig en smule op, stadig lidt for høj til at rette sig helt ud. Han havde et arbejde at udføre og lige nu var der for mange spørgsmål i forhold til svar. Så sværdet var stadig rettet mod ham.

"Jeg er ikke helt sikker på, hvad der foregår her, men jeg bliver nødt til at bede dig give mig kaninen. Indtil vi finder ud af, hvad der er sket." Han trådte nogle skridt tættere på, forsigtig med ikke at jogge på kaninen på jorden, mens han førte sin sværdarm tilbage, stadig med spidsen pegende mod drengen, mens han rakte den anden arm frem for at få udleveret kaninen. Det hele føltes forkert, men han kunne ikke lade pigen slippe væk, så det bedste ville være, hvis han kunne få fat i hende og derefter snakke om tingene. Se om de to børn vidste, hvad der var sket.
"Jeg gør hende ikke noget." Trods det faste udtryk i hans øjne, var hans stemme mild og trods sværdet, var han ikke specielt skræmmende, som det meste af han udstrålede en rar fornemmelse, som han ikke kunne skjule.

Sådan som Rofus fór op fra sin siddende stilling, fik automatisk Mia til at være den der lettere forskrækket trak sig et par skridt væk. Hans opmærksomhed mod kvinden, der allerede var så godt som forsvundet, virkede foruroligende intenst, hvilket burde have prikket til ideen om, at drengen nok kendte en del mere til situationen, der foregik, end hun selv gjorde. Ikke noget der just fik hende til at få det bedre. Men nu var det heller ikke om hende. Det var som Sofie. Det var derfor de begge var der - og hvad Mia endnu ikke var meget klar over, tilsyneladende også den rødhårede.

Og skulle man tro, at der ikke ville ske flere mærkværdige ting og sager den dag, fangede lidt larm hendes - og Rofus’s så det ud til - opmærksomhed noget hurtigt. Hvor hun forventede et menneskelignet væsen komme løbende, så hun i stedet en pelsklump komme spændende ned langs gangen, som havde den selveste dæmonernes fader lige i hælene. Hun kunne ikke undgå at stå noget lamslået og blinkede for undret til, som den som noget af det første sprang op i armene på den sorthårede dreng ved sin side, der virkede til at genkende dyret.
Sofie?! Det var svært at få et ordentligt kig på kaninen, sådan som Rofus holdte den så tæt ind til sig. Man skulle tro, at han var overbevist om at kaninen ville få i opløsning og sive ud af hans hænder, hvis han ikke holdte godt nok fast. Hun blev også noget bekymret fra drengen, da han kort tid efter begyndte at være utæt, så det var med splittede følelser, at hun måtte lade nysgerrigheden finde og dreje blikket ned langs gangen igen. Lige i tide til at se ikke blot en anden kanin komme løbende men også hvad hun antog var en bagdelen på en hest lidt længere nede. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, så surrealistisk virkede situationen. Det var som om at al form for overbekymring for Sofies velhavende var forduftet.

Atter så hun ned på gulvet på kanin nummer to. Og hvis hun ikke vidste bedre, ville hun have troet, at den sad og sendte stramme blikke mod Rofus. Endnu en ting hun ikke forstod sig på. Så inden længe havde hun dumpet ned at sidde på hug nær den langørede finurlighed og blot rakt ud efter den for at samle den op. Mest for at sikre sig, at den ikke skulle løbe væk igen, da hun ikke kunne tro at andet var sket. Den var umådelig blød! At så at kunne se op igen og blive mødt af en mand, klistret på kroppen af en hest, tog hende tilbage igen og automatisk holdte hun sin egen kanin ind til sig.
”Og din første indskydning er at rette et blankvåben mod os!” udbrød Mia, tydeligt fornærmet. Hendes kropslige glød svandt hurtigt ind til det minimale, mens hun holdte de abnormalt blåt øjne på kentauren. ”Jeg kan meget muligt havde misforstået noget om jeres jordiske samfund, men skal dette sted ikke forestille at være et sted for helende helbred og ikke yderligere voldspåføring? Særligt ikke overfor pelsede pattedyr.” Hun fremviste ikke meget genkendelse i mandens uniform.

Lettelsen skyllede over Sofie, som hun borrede sig ind i Rofus favn og hans ord forsikrede hende om at hun var i sikkerhed nu.
Hendes hjerte hamrede afsted, og den lille krop skælvede ved hver hurtige vejrtrækning. Hun krympede sammen i hans favn, og lod hans arme indhylde hende.
Den anden kanins ankomst gik forbi Sofies opmærksomhed, hun havde været så fokuseret på Rofus hun knap havde opfanget han fulgte efter hende.
Da Tarek kom ud til gengæld, og krævede at få hende udleveret, sank Sofies små klør ned i Rofus trøje og arm i ren refleksiv frygt. Hun stak forsigtig hoved frem, og som hun så sværdet peget mod Rofus krympede hun sig yderligere sammen, og ørene lå så fladt ned, de ville have faldet i et med resten af pelsen, havde det ikke været for de mismatchende farver. Åh nej.. Rofus var i fare, og det var hendes skyld! Fordi hun var bange.. fordi hun var løbet væk.

Dhalia kom ud fra rummet lidt efter Tarek var nået ud, og havde et bundt af klædning i favnen. Lances skjorte og bukser, samt Sofies kjole og et ekstra tæppe at ligge om pigen, for en sikkerheds skyld. Synet der mødte hende i gangen var alt andet end hun havde forventet.
To unge mennesker, to kaniner og en kentaur med trukket våben! Dhalia sendte et blik til Tarek, men sagde ikke noget. Hun var tydeligt ikke tilfreds med at han trak våben på helbrederhuset, men hun ville heller ikke undergrave hans autoritet. Hendes blik faldt tilbage på de unge mennsker og..
"Rofus?! Jeg troede du-" hun stoppede sig selv og skævede til de to byvagter. Det var ikke lige stedet at kommentere på at han ikke burde være i byen. "Tarek, jeg kender ham, han er en god knægt" forsikrede hun og trådte en smule frem mod den anden pige. "Vil du slippe kaninen tak?" hun ville gerne lede Lance over i et rum ved siden af, så han kunne skifte tilbage, og få noget tøj på, inden det her eskalerede mere.

Alting var så zaldinsk forvirrende lige nu! Rofus hoved var fyldt spørgsmål der ikke havde nogen tydelige svar. Hvorfor var Sofie en kanin? Hvem var den rødhårdende pige? Og hvorfor var der endnu en kanin?!?! Var der en eller anden gal troldkarl der forvandlede folk til kaniner?!?! Men hvordan i alverden viste de så at Sofie var en pige med lysende hår?
Oh... vent. 
Det gav nok mere mening at Sofie havde samlet evnen op fra den anden kanin. Han ville have klasket sig selv i ansigtet med sin ene håndflade, hvis han ikke havde så travlt med at skærme Sofie fra resten af verden. 

Tårene stoppede med et, som hans øjenbryn løftede sig i ren og skær forundring. Der var en hest på helbrederhuset??!? NEJ VENT! DET KUNNE IKKE PASSE! DET VAR JO TAREK! Han ville kunne genkende den kentaur bagdel hvor som helst! 
Han havde aldrig troet at han ville komme til at møde ham sådan rigtigt! Dog måtte han synke kraftigt, som hans helt trak sit utroligt seje sværd og pegede det mod ham. Det var ikke lige den her måde han havde håbet at de skylle mødes! Ork pis altså! 

Som han skulle til at svare Tarek gik Mia igang med hendes strøm af ord der lød noget som en hofsnog kunne finde på at sige, men på samme tid lød hun mere forvirret end hans lillesøster. Så noget forvirret blinkede han øjnene et par gange, og så var Dhalia der pludselig! Heldigvis nåede hun at stoppe sig selv inden hun afslørede ham for at have elverblod, så det mindste han kunne gøre var at lade hende tale ud inden han brød ind igen.

Han tog en dyb indånding, det er nu det gælder Rofus. "Hr. Tavrek, je-jeg ved ærligt talt ikke hvad der sker her lige nu, men jeg ved at Sofie er meget bange lige nu, og jeg er nok den eneste der kan få hende til at slappe af igen." Så langt så godt! Han lukkede øjnene kort og fortsatte så igen. "Der var en rødhåret pige her for lidt siden, som stak af lige før i kom ud på gangen, hun kender til Sofies evne, så hun ved nok mere om hvad der faktisk er sket! Prøv at spørge Kit hun så også at hun var her lige før!" Rofus sank en klump. "Så jeg tror det er bedst hvis jeg holder hende, men jeg lover ikke at løbe nogen steder!" Ved Isari og alt der var godt, han håbede at hans helt ville lytte til ham. Og ikke prøve at tvinge ham til at give hende fra ham.

Bigwig blev siddende foran den sorthårede dreng og den meget mindre misfarvede kanin der var i hans favn, mens hans øre vrikkede en smule frem og tilbage og næsen mimrede utilfreds. Havde det ikke været for kaninydret kunne man havde svoret han opførte sig som en vagthund. Han havde tænkt sig at følge efter pigen hvis hun stak af igen, omend hun så ud til at være stærkt knyttet til drengen.

Hans stirren blev forstyrret af en anden pige der på en eller anden måde også så ud til at lyse. Lyste de alle sammen nu?! Han trak hovedet en smule tilbage som hun satte sig ned ved ham og rakte ud efter ham. En smule forvirret forsøgte han at trække sig, men opgav til sidst og fik et umuligt endnu mere muggens udseende som han blev holdt ind som et kæledyr. Ja, han var sød og pelset, MEN HELT ÆRLIG! Kaninen tog en dyb indånding og mimrede irriteret med næsen. Ørene havde lagt sig ned en smule anspændt, men han kæmpede ikke for at komme fri. Faktisk hang han rimelig slapt i hendes favn mens han kiggede op på Tarek. Måske en smule voldsomt at trække våben, men han kunne ikke fortænke kentauren. Hele situationen var yderst mærkværdig. Pigens ord ligeledes, som fik ham til at skæve op. Mærkelige pigebarn.

Bigwig slugte informationerne til sig, som skyllede ud af den sorthåredes, der vidst hed Rofus, mund om en rødhåret pige der vidste mere omkring hele situationen. En de måtte finde, når de havde forsikret sig at kanin Sofie ikke udgjorde nogen fare. Han spjættede en smule, indikerende til pigen at han gerne ville udleveres til Dahlia der var dukket op, og heldigvis havde hans tøj med sig. Det var i forvejen en stram situation. Ingen grund til at sætte en nøgen gammel byvagt ind i regnestykket.

Tarek var så forvirret. Normalt syntes han sagtens, at han kunne håndtere de situationer, der dukkede op, når man var byvagt, også uden hjælp fra mere erfarne byvagter eller overordnede. Men selv en kro fyldt med fulderikker i slåskamp var nemmere at håndtere end dette og han ville virkeligt ønske, at Bigwig havde haft stemmens brug lige nu. Men det havde han ikke og Tarek stod med ansvaret for at få viklet trådende ud og gå nogle svar, i det mindste indtil løjtnanten fik sin menneskeskikkelse tilbage.

Men hvor skulle han starte. Hans blik gled til pigen, der havde samlet Bigwig op og forsøgte at irettesætte ham for, at have trukket sit våben. Det var måske også lidt overdrevet, når det kun var to børn og en kanin, men Tarek havde et job og det var at sørge for byens sikkerhed. Han vidste ikke, hvad pigen med det lysende hår kunne eller ikke kunne og hvem var drengen? At pigen med kaninen i favnen så ud til at lyse... var det en epidemi med lysende pigebørn?! Endnu et spørgsmål, der måtte vente til senere.
"Kaninen er en flygtning. Det er mit job." Det lød næsten som en dårlig undskyldning, men det var sandheden. Hans blik gled ned til Bigwig. "Du må nok hellere give den kanin der til Dhalia, han er ikke så glad for at blive løftet på." Og han var en voksen mand, der på et eller andet tidspunkt ville skifte tilbage til menneskelig skikkelse - og være nøgen. Men det tog for lang tid at forklare.

Hans blik vendte tilbage til den sorthårede dreng, som Dhalia påstod var en god knægt. Når den kvinde påstod det, troede Tarek på det og sværdets spids blev sænket en lille smule, men ikke taget væk. Han kunne ikke bygge sit arbejde på andres ord, ligegyldigt hvor troværdige de var. Han lyttede tavst og med en rynke i panden til drengen, lod ham tale færdigt. At der havde været en anden person kunne han desværre ikke gøre noget ved lige nu, men de ville da lede efter hende, når de fik muligheden. Han tøvede lidt, men sænkede så både arm og sværd for at vise, at han lod drengen beholde kaninen.

"Hvis I forsøger at stikke af, kommer I ikke langt. Og I kommer i større problemer end I er." Han gav drengen og kaninen et strengt blik, inden han kørte sin frie hånd over sit hår og pludseligt virkede han ikke specielt vred eller autoritær mere, bare lidt forvirret. Han så på kaninen.
"Hvis hun slapper nok af, skifter hun tilbage til sin oprindelige skikkelse. Uden tøj, det har Dhalia. Bare så I er advaret." Han skævede mod Dhalia, der åbenbart havde besluttet sig for at tage sig af Bigwig, så det var måske en god idé, at hun gav pigens tøj til Tarek. "Måske jeg skulle tage det." Han rakte ud for at tage i mo det. Det havde nok være smartere at en kvinde havde taget sig af Sofie, men hun var stadig hans... ja, hvad end hun var, og han ville ikke slippe hende af syne.
"Og så håber jeg, at der snart er nogen, der kan forklare, hvad der foregår." Han lød ung, da han sagde det, ung og en smule opgivende, for han var virkeligt ude, hvor han ikke kunne bunde, selv med sine lange hesteben.

Mia var ikke glad for kentauren. Ikke det mindste. Og hun gjorde ikke meget for at skjule det. Hun skulede blot mod ham endnu mere jo mere han talte og forsøgte at komme op med undskyldninger for, hvad hun antog som dårlige manere og opførsel. Var det ikke for den smule modenhed, der lå i hendes udseende og kropsholdning, så kunne hun nær ligne et kraftigt fornærmet barn. Men i stedet blev dét blandet sammen med et hint af skuffet mor. Kaninen er en flytning. Det var en absolut absurd tanke at have. Om kaninen i drengens arme rent faktisk var Sofie, så hjalp kommentaren eller tilføjelsen af, ’at det bare var hans job’ ikke på hendes førstehåndsindtryk.

Til hvad man kunne mene var halvhestens held, tvang den pludselig bevægelse fra kaninen i hendes favn hende ud af boblen og blødnede straks hendes ansigt op i mere mildt forskrækkelse. Automatisk faldt hendes blik fra kaninen og over mod den ældre kvinde, hvor udtrykket i hendes øjne faldt noget mere over i det undskyldende, inden hun fik bedre fat om dyret og holdte det lidt ud fra sig med hænderne under dens forpoter.
”Ah ja, jeg beklager.” sagde hun ligeledes og overrakte endelig kaninen over til den tilsyneladende såkaldte Dhalia. Hende fandt Mia intet problem i at stole på. Hun udgav nærmest en beroligende effekt uden at mindske fornemmelsen af autoritet. Men hun gjorde det ikke fordi at Tarek havde bedt hende om det!

Hun trådte da et lille skridt tilbage for at kunne børste de værste små hår af sin kjole, hvilket skulle vise sig at være en mere besværlig opgave end lige forventet. Det var om at kjolens stof bestod af en plus polar mens kaninhårene var opbygget af minus og bare nægtede at give slip på hinanden.
I det mindste stirrede hun ikke længere helt for utilfreds mod kentauren, da hun atter løftede blikket mod ham.

”Rofus og jeg hørte om at Sofie var blevet fundet og bragt hertil. Du må forstå, at vi er her af bekymring, så jeg kan virkelig ikke se grund til at vi skulle stikke af.” Hun førte sin ene arm tvært over sin overkrop og greb fat om den anden arms albue, inden hun så lidt søgende hen mod Rofus. Og Sofie. ”Det er sandt, at der var en tredje. Hun talte om, at hun troede Sofie muligvis kunne være hendes søster, hun havde ledt længe efter. Derfor undrer det mig, at hun ville skynde sig videre så pludseligt. Og der var hendes kommentar om sølv hår, der var noget specifikt.”

Sofies snude og knurhår vimrede som de store, blå øjne faldt på Mia mens hun talte. At se Mia så defensiv omkring at hun var kommet her, for Sofies skyld.. det varmede lidt.. meget. Hun havde ikke regnet med at se stjernen igen foreløbig, hvis da nogensinde, men her var hun, fordi hun havde hørt Sofie var kommet noget til...

Det hjalp ikke på skyldfølelsen til gengæld. Sofie ville allerhelst bare putte sig ned i Rofus favn og gemme sig fra det hele - sin evne, sit ansvar for den og konsekvenserne fra hendes manglende kontrol.. Men det kunne hun ikke. Sværdet havde været peget lige så meget mod Rofus som mod hende, og nu var Mia også blandet ind i det hele!
Tareks ord bekræftede det kun. Sofie var ikke et sekundt i tvivl om at Rofus ville forsøge at løbe hvis han virkelig mente de var i fare - det håbede hun hvert fald - men han lod til at kende Tarek?

Ved alle guderne hun ville ønske hun kunne forklare det! Selv hvis hun ikke havde været en kanin anede hun ikke hvor hun skulle starte! Men hun ville blive sig selv igen hvis hun slappede nok af.. okay, dyyb indåndring. Ind. Ud. Ind, ud, ind, ud, ind ud ind ud... lort!

Okay ny plan! Hun så op på Rofus og krattede lidt i hans tøj for at få hans opmærksomhed. Så greb hun om det brune øre med porterne, signalerede mod det gyldne pels hun kunne se ved sin side, dernæst mod den ene misfarvede pote. Så så hun afventende op mod Rofus, lavede en lille forkølet pivelyd, og så over mod Tarek. 
Forhåbenligt ville han fange budskabet!

Dhalia tog imod den store kanin med et lille venligt smil til den unge dame, og bestemt nik "Mange tak" tilføjede hun kort, og satte Lance op på armen der holdt hans tøj. Det var en akavet måde for hende at holde ham på, hvor han mere sad på hendes arm end hun holdt ham, men hun havde på fornemmelsen han, som Tarek havde pointeret, ikke brød sig om at blive løftet.

Apropo vente hun sig direkte mod kentaueren bagefter, og rakte ham pigens kjole "God plan" medgav hun kort, og vendte sig til sidst mod Rofus "Og det er vist bedst du får det her Rofus" sagde hun og lagde roligt tæppet over hans skulder, så han selv kunne pakke Sofie ind i det. Kaninen i hans favn var trods alt lidt lettere end den i hendes. Hun gav hans skulder et lille klem, inden hendes blik faldt tilbage på Tarek "Vi er straks tilbage" forsikrede hun ham, inden hun forsvandt tilbage til rummet de havde været i før.

Dhalia lod døren stå på klem bag sig, så de ville kunne høre hvis der skete noget på gangen, men de var alligevel langt nok væk til at kunne tale privat, så længe de gjorde det lavmælt. Straks de var indenfor døren, knælede hun, så Lance kunne hoppe ned på gulvet. Med et lille suk rettede hun sig op igen, og lagde hans tøj fra sig på bordet. "Du har taget på. Spiser du ikke ordenligt?" kommenterede hun, og holdt ryggen til. Om det var helt sandt viste hun faktisk ikke, men det var som sådan ligemeget. Kommentaren var mest for at få ham tilbage til noget velkendt, og væk fra den tossede scene i gangen længe nok til at han kunne skifte tilbage. Hun ventede på den kække kommentar der utvivligt ville komme tilbage, og når hun var sikker på han som minimum havde bukser på, vente hun sig om. "I kan bare trække tilbage i rummet her, når det er.. du ved jeg ikke vil blande mig i jeres arbejde, men pigen, Sofie, er stadig patient her. Jeg ved hun lige løb ned af gangen, men hun kan umuligt være vel, så jeg vil holde hende til observation.. bare natten over" sagde hun i en tone der var lige dele ordre og anmodning. Hvis de virkelig ville tage pigen, kunne Dhalia ikke stoppe dem. Hvis Sofie virkelig ønskede at gå, og var i stand til at gøre det selv, kunne Dhalia ikke stoppe hende.. Men det betød bestemt ikke hun ikke havde tænkt sig at prøve!
Den middelaldrende kvinde kørte en hånd over håret "Og det lød på Rofus som om Kit havde set noget.. jeg skal nok snakke med hende, og sørger for hun ikke går for langt væk, før i har snakket med hende" forsikrede hun så Lance.

Rofus tog en dyb indånding, det virkede til at Dhalias ord havde fået Tarek til at slappe lidt mere af. Hvilket var et godt tegn, måske endte de ikke i problemer alligevel! Eller hvad de nu var endt i.  Han nikkede taknemligt mod Dhalia som hun rækkede ham tæppet. "Tak" svarede han høfligt både til Tarek for hans råd, men også til Dhalia for tæppet.
Han skulle egentlig til at pakke Sofie ind i det, men blev både distraheret af Mia's tale, men også at Sofie prøvede at fortælle ham noget. Noget med hendes pels? De farvede pletter? og pive? Han så noget så forvirret ud, hvad betød det? OH! det var nok det hun mente!
Han rømmede sig lidt "Sofie har en evne der gør at hun samler andre folks evner op... Og det sætter sig så i hendes hår. Jeg gætter på at den anden kanin kom til at røre hende på et tidspunkt, hvilket forklare kanin delen..." det var ihvertfald et godt bud syntes han, det ville ihvertfald forklare en del! Som han fortale pakkede han forsigtigt ind i tæppet, han ville virkelig gerne se hende igen! Men erhm uden tøj var nok mere end hvad han kunne holde til. "Hvilket gør at pigen der var her før ret mystisk, da hun sagde meget specifikt at der skulle kigges efter sølv hår, så hun kender evnen. Men Sofie har aldrig fortalt mig om at hun kender nogen her med rødt hår..." Han viste godt at det var lidt tyndt, men Tarek måtte da tro på ham! Tarek var den bedste byvagt der var i hele byen! Og også den sejeste!
"Men som Mia sagde så er vi her fordi vi var bange for at der var sket Sofie noget, og jeg vil også virkelig gerne vide hvad der er sket!" Han havde virkelig ingen anelse om hvad er var sket! Og det virkede fuldstændigt på hovedet at byvagterne gav Sofie skylden for hvad der end var sket! Det var ved guderne på ingen måde fair! Ikke at han ville fortælle dem det! Det ville ikke hjælpe. Uden at tænke over det nussede han Sofie bag øret gennem tæppet og hviskede ned i tæppet "jeg skal nok få styr på det her, bare rolig. Jeg her her for dig"

Bigwig fik sendt et kort taknemmeligt blik til Tarek, men rørte sig ikke ud af flækken så længe pigebarnet havde fat i ham. Der var ingen grund til at begynde at kæmpe vildt og voldsomt. Før eller siden måtte han jo blive udleveret til Dhalia, som kunne hjælpe ham til et mere afsidigt sted. Tanken om at skifte om lige her, og lige nu, huede ham i hvert fald ikke det fjerneste. Men han havde snart brug for at få stemmens brug tilbage igen. Tarek var ny, alt for ny til det her. Han klarede situationen nogenlunde, men det var også tydeligt at se at han var forvirret. Med god grund. Hele situationen var kaotisk og forvirrende. Bigwig lod sig halvslapt blive strukket ud i pigens arme, ragt over til Dhalia, som han helt ærligt var en smule mere tryg ved at være i hænderne af, og var heller ikke langsom til at sætte sig en smule til rette på armen. Så godt han nu kunne, selvom han godt vidste at det var både akavet og hårdt for hende at bære ham på den måde. Men det var forhåbentlig kun for en stund.

Bigwig fik ikke hele samtalen med, omkring den fremmede der var kommet, men han forstod skam budskabet om at de to tilstedeværende, var der på grund af bekymring for den anden. For Sofie. Det kunne han vel ikke se sig sur på. Så snart det var ham muligt hoppede han ned på gulvet, mimrede med næsen og fulgte Dhalia med øjnende. Kaninen tog en dyb indånding, der halvt blevv afbrudt af Dhalias kommentar, han kiggede en smule bestyrtet på hende, og himlede med øjnende. Det! Oh! Det tog et anstrengt udtryk, før han mærkede forløsningen af at vende tilbage til hans egen krop. Han sukkede træt, rakte ud efter bukserne og tog dem på som det første. "Taget på, nu må du lige! En mand i sin bedste alder!" brummede han lavmældt, en smule fornærmet, men også med den snert af morskab der altid var at finde i ham.

Som Dhalia talte, trak Bigwig den løse skjorte ned over sin overkrop, mens han kiggede på hende med et alvorligt blik. "Pigen var skræmt. Hun kan ikke fortænkes i at ville flygte. Men umildbart virker det til hvor knægten er, bliver Sofie." Han lovede ikke at han ikke fjernede hende fra helbrederhuset, men han imødekom hendes blandede ordre og anmodning. Han havde svært ved at se, at en ung pige skulle være årsagen til al den ballade. "Tak Lia. Jeg lover at være så nænsom jeg kan" Han rakte en hånd op på hendes skulder og mødte hendes blik. Han var alvorlig i sine træk, men stadig gemmende på den samme mand som altid. Manden der foretrak at finde en bedre løsning end at sætte børn i arresten! Han holdte hendes blik et par sekunder, før han gav hendes skulder et glem og tog hånden til sig, og gik ud til de andre igen.

Han kom ud i gangen igen til at høre en smule af det sidste. At de også gerne ville vide hvad der var sket. Han kiggede skiftevis fra den ene til den anden, indtil hans blik lagde sig på kaninen. Hans blik var ikke hårdt, faktisk mere medfølende. "Jeg kan forstå i to er Sofies venner, og dermed naturligvis deler bekymring for hende. Hvis i alle tre vil være venlige at komme med herind, så vi kan få snakket tingene igennem stille og roligt. Så finder vi nok en løsning på det hele" Han var rolig, men stadig autoritær. Han bortså sig ikke fra børns forklaringer, men han havde brug for at høre det en af gangen, og med mulighed for at stille spørgsmål, uden de alle sammen snakkede i munden på hinanden. "Og når det er muligt, Sofie. Skal vi have dig tilbage til menneskeform. Jeg beklager at du skal igennem det" Han bakkede et par skridt, holdte armen ud for at vise og guide til værelset Dhalia havde stilt til rådighed. Derefter så han spørgende på Tarek. Havde han stadig kræfter til at komme med videre ind?

Så mange ting at tage stilling til på én gang. Men det så heldigvis ud til, at pigen afleverede Bigwig til Dhalia, det var en god start. Der var ingen tvivl om, at hun ikke kunne lide Tarek, hvilket egentligt gjorde ham lidt ked af det, men det var ikke noget, han kunne tage sig af nu. Hvis de fik ryddet op i alt, hvad der skete nu, kunne det være, at han kunne forsøge at bløde hende lidt op, men lige nu måtte han leve med en utilfreds pige.
"Så længe vi ikke ved, hvad der er sket, inden hun blev fundet, kan vi ikke rigtigt tage noget for givet. Det er ikke fordi, at vi ønsker at tro, at hverken hun eller I har noget med det at gøre, men så længe vi ikke ved det, må vi tage vores forbehold. Forstår i?!" Hans blik gled fra pigen til drengen og kaninen, alvorligt, men stadig venligt. Han kunne ikke rigtigt være andet. Sværdet stak ham i skeden på ryggen for at vise, at han mente sin venlighed. Så havde han også en hånd fri, som han tog i mod pigens tøj.

Både pigen og drengen snakkede om denne pige med rødt hår, som ikke var her længere, men som lød til at vide mere end de andre. Tarek viftede en enkelt gang med halen, frustreret over at de ikke havde set hende. Men det var der bare ikke ret meget at gøre ved lige nu, hverken han eller Bigwig kunne forlade Helbredelseshuset, før der var styr på tingene. En opgave der lidt tidligere havde virket svær, men nu nærmest virkede umulig.
"Vi vil lede efter pigen senere, når vi har fået redt trådene ud." At hun nok var over alle bjerge sagde han ikke. Hvis de var heldige, fandt de hende.

At pigen samlede evner op fik pludseligt ting til at give mening og Tarek kunne ikke skjule et lidt skævt smil.
"Bigwig bliver til en kanin, når han bliver forskrækket. Og skifter tilbage, når han er faldet til ro igen, det vil Sofie også gøre." Det slog ham, at han selv havde rørt ved hende, blot kort for at få sine egen evne til at virke. Havde hun nået at kopiere noget fra ham? Han håbede ikke, at hun havde taget hans evne til at lave portaler, det kunne være potentielt farlig, vidste man ikke, hvad man havde med at gøre.
Hans tanker blev afbrudt, som Bigwigs stemme nåede ham, og man kunne se lettelsen i hans ansigt. Godt! Løjtnanten havde uden tvivl bedre evner til at håndtere det hele!
Han mødte Bigwigs blik. Ingen ord var nødvendige, han vidste præcis, hvad den gråhårede mand spurgte om og Tarek nikkede. Ja, han kunne komme med ind, men han var ikke sikker på, at han kunne komme med ud, ikke før der var gået en god halv times tid. Men det måtte han tage, som det kom.

Han ventede pænt på, at alle var kommet ind i rummet, inden han lagde en hånd på dørkarmen, lavede et hul stort nok til sig selv og gik ind i rummet. Han var efterhånden træt af at holde hovedet bukket, så han valgte simpelthen at lægge sig ned foran døren, så ingen kunne smutte ud uden at hoppe over ham.

Mia var muligvis den der reagerede mest overrasket over, at få forklaringen fra Rofus om hvordan og hvorledes Sofies magiske anstændigheder fungerede. Halvhesten mødte det blot med et smil. Og den ældre mand - som nærmest fuldkomment ud af det blå havde meldt sig en del af deres samling, som havde han været en del af den lige fra starten af - virkede til at have haft bare en smule kendskab til det i forvejen. Men for stjernen, kom det noget bag på hende, så det var ikke underligt, at hun automatisk havde drejet et forundret blik i retningen af kaninen. Sofie havde fortalt svagt omkring, hvordan hun samlede folks egenskaber op, men at det satte i hendes lysende lokker, havde aldrig faldet hende ind. Og det havde det bredde spektrum af hendes kopierings evne heller ikke. Det forklarede pludselig bedre hændelserne ved deres første møde.

Mia var heldigvis faldet helt ned igen og stod ikke klar med mere beklagende og utilfredse taler, så da de blev vist ned ad gangen og indenfor igennem en af dørene, fulgte hun lydigt med. Og idét hun passerede forbi den noget vildt udseende mand, lagde hun observerende øjne mod ham uden at skjule det. Han var iklædt lignende tøj som kentauren. Han var høj, som alle var fra hendes synsvinkel, men ikke højere ens sin følgesvend. Dog trak hun de abnormalt blå øjne væk fra ham igen, så snart hun havde begivet sig videre. Ingen grund til at strække hals.
Efterfulgt af Rofus med den forvandlede Sofie i sine arme, gik hun ind i værelset, hvor hun mere eller mindre automatisk stillede sig så hun så vidt muligt ikke stod for meget i vejen. Hun var usikker på, om hun overhoved burde være der. Hun var bekymret for halvmennesket, ingen tvivl om det! Men hvor meget hun kunne lægge på bordet, var hun ikke sikker på. Så i stedet tog hun muligheden for at scanne lokalet. Og folkene inde i det. Sluttede selvfølgelig på kentauren, der allerede havde lagt sig godt til rette. Det var virkelig et besynderligt væsen.
”Hvem er I egentlig? Jeg kan forstå, at dit navn må være.. Tarek.” Hun så over mod den næste. ”Men I må undskylde min uforståelse.”

Dhalia var fuldt med Lance ud af rummet, beroliget af hans ord og væsen. De skulle nok finde en ordenlig løsning på dette her rod! Hun gik ikke med ned af gangen, men forblev afventende udenfor rummet, for at sikre sig alle kom godt tilbage, og der ikke var nogen der pludseligt dejsede om eller forvandlede sig til andre mærkelige dyr. Da Tarek som den sidste nærmede sig, gjorde hun blot tegn til han skulle gå ind før hende. Nogen skulle jo lukke døren bag ham! "I kan håndtere det fint herfra. Jeg henter te til jer alle, og noget mad til Sofie. Det er vigtigt hun får lov at spise så snart som muligt, så hun kan genvinde sin styrke" formanede hun, og selvom Dhalia var nær umulig at hyle ud af den, virkede hun mere rolig nu end før. 

Den unge kvindes spørgsmål fik et svagt smil frem på Dhalias læber "Dette min ven, er to af byvagtens fineste mænd. Tarek Firfod og Løjtnant Lance Bigwig. Omstændighederne omkring Sofies ankomst her gjorde det nødvendigt at involvere byvagterne. De er nød til at sikre sig der ikke er begået en forbrydelse må du forstå, og de kender ikke din veninde som du gør" Dhalia smilede beroligende til den unge kvinde "De er nød til at opretholde loven må du forstå, for at holde alle sikre, og selvom det kan virke voldsomt, er i i gode hænder her" forsikrede hun dem, og sendte også et blik til Rofus "Jeg henter te til alle, og mad til dig Sofie" hun så rundt på dem alle, og hendes blik hvilede et øjeblik ved Lance "I kan blot kalde hvis i har brug for mig" fortalte hun, inden hun stille lukkede døren og gik igang med sine gøremål.

Den lille kanin i Rofus arme lavede en lille lyd som Rofus fortalte. Det var dog svært at tyde hvad det skulle betyde. Sofie møflede lidt rundt i tæppet, så hendes hoved stak en smule mere op, og rystede bestemt på hoved da Rofus nævnte en rødhåret pige. Hun kendte rigtig nok ikke nogle rødhårede piger som han beskrev, men hvis hun havde nævnt sølvhår...
Sofie trak sig en smule længere ned i tæppet igen. Så han var ikke sikker på han havde fået dem alle. Tanken gjorde hende syg, men hun ture ikke række ud efter evnen for at finde ud af det. Hun havde haft svært nok ved at holde sin form som menneske, så hvor galt ville det ikke går hvis hun var en kanin?

Tankerne greb hende, men Rofus nærvær og hviskende ord skar igennem dem. Han var hos hende. Det skulle nok gå alt sammen. Sofie blev mere nærværende igen, og som de trådte tilbage ind i lokalet hun var flygtet fra før, begyndte hun at slappe en smule af, og fik taget et par reelle dybe indåndring.
Dhalias benævnelse af mad fik den lille kaninkrop til at lave en besynderlig lyd, der lige så vel kunne være kommet fra en bjørn. Der var dog ingen bjørn, men blot en lille kaninmave der knurrede sultent.

Det var i samme øjeblik som Sofie indså, at det nok ikke var så mærkeligt hun var sulten, siden hun ikke havde spist i de tre dage hun havde været bevidstløs, at hun også begyndte at vokse. Pelsen forsvandt til gengæld for bar hud og kort, gyldent hår. Sofie var tilbage, og godt dækket af tæppet og Rofus.
Hun vaklede et øjeblik, usikker på benene, men sikker på hun ikke ville falde så længe hun var i Rofus favn.

Den unge pige viste hun havde meget at forklare og stå til ansvar for. Men før noget af det krydsede hendes sind, mødte hendes øjne Rofus'. "Rofus jeg.. undskyld.. jeg var forsigt, det var jeg virkelig! Jeg ved ik... jeg rørte ham ikke, jeg har ingen anelse om hvordan jeg samlede evnen op! Jeg.." hendes ord blev afbrudt af et hulk, og i stedet for at forsøge at tale mere, begravede hun sit ansigt i hans skulder, og græd uden hæmning. Hun bekymrede sig ikke om ikke at fremstå svag overfor de voksen, men hylede og hulkede og snøftede i hans favn.
Der gik flere minutter før gråden stilnede af, og Sofie igen langsomt løftede ansigtet. Hun tørrede øjnene med kanten af tæppet, og næsen med bagsiden af hånden, inden hun mødte Rofus blik igen et øjeblik, hvorefter hun drejede hoved ud mod de andre igen "Undskyld.." hun ville have sagt mere, men ordrene satte sig i hendes hals. Hun så på Mia "Og tak". Hun kunne ikke beskrive hvor glad hun var for stjernens tilstedeværelse. Hendes venindes tilstedeværelse.
Sofie snøftede hårdt "Jeg skal nok.. fortælle jer det hele den her gang.. ordenligt" lovede hun og så skamfuldt ned i gulvet, tydeligvis ikke stolt af hvad hun havde gjort før.

---

Lidt efter havde hun med Rofus hjælp, fået anbragt sig på sengen, pakket ind i tæppe og dyne, så kun hendes hoved stak op over, og hendes fingre var at se ved tæppets kant. Hendes anden hånd havde fat i Rofus arm gemmen tæppet. Hun havde ikke sluppet ham på noget tidspunkt.
Sofie sank en klump. Det var svært at begynde, svært at tale om overhoved! Men hun var nød til det..
"Jeg.. var ude på markedspladsen hvor jeg stødte ind i en mand.. med en stor hund. Han hjalp mig op, men jeg havde handsker på, så jeg rørte ham ikke!" fastholdt hun og sank en klump. Hendes blik flakkede op kort inden det faldt tilbage på gulvet "Som Rofus sagde, så kan jeg samle andres evne op hvis jeg røre ved dem, derfor er jeg altid forsigtig" hånden fra tæppekanten sneg sig op til hendes ansigt, hvor den løftede op, så de kunne se totterne af forskelligefarvet hår - og den brede bane af hår der var blevet skåret groft væk i nakken på hende. "Jeg er ikke sikker på hvordan det skete, men.. jeg havde pludselig to evner fra ham, en der gjorde et eller andet ved mit syn, og den anden.." hun sank en klump og knugede Rofus arm. Der gik et øjeblik inden hun fortsatte "Det må have været en formskifter evne af en art, tror jeg, men det var slet ikke som din" hun skævede op mod Lance "Eller nogen anden jeg har set.. Der var en enorm.. sult.. i mit bryst.. og så.. var det som om alt inde i mine ben begyndte at blive til.. grød.. eller.. jeg ved ikke" hun bed sig i læben og skyndte sig at forsætte før hun mistede modet, selvom hun var blevet noget bleg i ansigtet igen "Jeg kaldte ud efter ham, bad ham om hjælp, om at fortælle mig om hans evner, så jeg måske kunne styre dem" hun så på Rofus. Hun havde gjort det samme første gang han var kommet til at røre hende, og hun havde fortalt ham hendes evne var farlig.. Dette var dog første gang der rigtig var gået op for hende hvor farlig. "Han.. hjalp, og fik os væk fra folk, ind i en sidegade eller gyde.. Jeg prøvede at styre det, men.. jeg kunne ikke.. Ikke nok.. Jeg kan ikke-.." hun stoppede sig selv. Hun havde været ved at påstå hun ikke kunne huske hvad der skete tydeligt, men det var løgn. Hun huskede det. Hver en detajle.
Sofie så syg ud, hendes blik flakkende som hun fugtede sine læber igen. "Jeg kunne ikke styre det, og hans evne ville have taget livet af mig, hvis han ikke havde hjulpet.. Men der gik noget galt og.. jeg tror en af de andre evne jeg har påvirkende ham, m-måske den samme sult jeg havde følt fortære mig.. han gik til angreb" han forsøgte at æde mig.. han åd dele af mig!! hun sank hårdt som hendes mave vendte sig. Heldigvis var der ikke noget dernede, men hendes stemme skælvede betydeligt mere som hun rundede af "Jeg fik distraheret ham længe nok til at han må have genvundet kontrollen over sig selv. Jeg mistede bevidstheden derefter, men jeg er her, og i live..."

Rofus gjorde alt hvad han kunne for ikke at vise hvor utryg han var ved hele situationen, men de voksne skulle på ingen måde se ham som et barn lige nu! Det hele virkede så uvirkeligt, egentlig som en meget dårlig drøm!
Han nikkede lidt slukøret som Tarek talte, at ens helst ikke troede på en gjorde mere ondt end han havde troet! Men Tarek var sikkert meget stresset! Rofus var ihvertfald, og det samme måtte Sofie være!
Nej han måtte holde masken og vise at det gik ham på! 

Den anden byvagt, ham kaninen. Lignede godt nok meget sin kanin form! dog ikke så vrissen den har gang. Hvilket egentlig var lidt beroligende. Selvom han lød lidt streng, fulgte Rofus med uden protest, jo hurtigere de fandt ud af at Sofie ikke havde gjort noget galt, jo hurtigere kunne de komme hjem!
Han skulle bare have Sofie til at slappe af og så skulle det nok gå alt sammen!
Som de kom ind i rummet nussede han Sofie bag øret, i og en sten faldt fra hans hjerte som hun blev sig selv. "Det skal nok gå! Du har ikke gjort noget forkert!" svarede han mens han gjorde sit bedste for at trøste hende. Alle de voksne var ligegyldige, det eneste der betød noget for ham var at Sofie fik det bedre...
Forsigtigt flyttede han hende over til sengen som han tungt satte sig i ved hendes side. 

Han havde oplevet mange ting i han liv, en del var meget værre end hvad man skulle tro en fremten årig ville have oplevet. Hans søsters død til pesten, var nok den værste. Men Sofies fortælling om hvad der var sket med hende fik ham til at ryste i bare rædsel. Tanken om at vær ved at gå i opløsning var forfærdelig! Hvis situationen havde været bare en smule anderledet havde hans morgenmad lagt udover gulvet. Men Sofie havde brug for ham nu, så han kunne ikke vise hvor dårligt han havde det med det! Men tårene slap alligevel ud, selvom han kæmpede bravt.
Rofus gav Sofies arm et klem gennem tæppet, mens sengen knirkede under ham. Hans ene hånd blev knuget sammen til en næve. Han havde aldrig været så vred på nogen før! Hvis han fik fingrene i den mand der havde gjort det har ved hende, så skulle han nok sikre sig at det aldrig skete for nogen igen. 
 

Bigwig kiggede på pigebarnet der åbenlyst observerede ham, og som hun var gået helt forbi tog han en dyb indånding og himlede med øjnende. Pigebørn. Hans blik fandt tilbage til Dhalia, efter at være gået ind i lokalet. Han rynkede brynene let, ikke helt glad for at hun gik. Hendes tilstedeværelse syntes at have en beroligende effekt på ungerne, men han accepterede stadig hendes valg og nikkede let, inden de gamle øjne fandt tilbage til det stirrende pigebarn, men sagde ikke noget som Dhalia forklarede, og kiggede fra den ene til den anden, observerende på en ganske afdæmpet måde.

Forandringen af kaninen i Rofus' favn fik Bigwig hurtigt slået sit blik ned. Han vidste hvad det betød. Han selv var alt for tydeligt klar over at tøj ikke var med i pakken når hun vendte tilbage. Dertil, som lyden af pigens stemme kom frem, var der ingen tvivl om hun havde brug for at falde ned. Slappe en smule af, efter at slippe noget af alt det ud som hun havde bakset med. Noget de skulle vente tålmodigt på og ikke afbryde. Han løftede først blikket som Sofie henvendte sig direkte. "Tag den tid du behøver, Sofie" brummede han roligt. De havde selvfølgelig ledetråde at følge efter, men det kunne ikke hjælpe noget at forhaste en skræmt pige.

Jo mere Sofie fortalte, des mere alvorlig så Bigwig ud. Han havde sine alvorlige træk i forvejen, men nu var de også blandet med undren og let forvirring. Hendes ord gav skam udemærket mening og han kunne følge historien. Men hvad der skete hende, var nogete han aldrig havde hørt om før. Som hun var begyndt at tale, havde Bigwig sat sig på hug. Både for at fremstå mindre faretruende, men også for at være i en mere afslappet stilling selv, mens han lyttede. Han lod brikkerne falde på plads i sit hoved, og så bekymret op på Sofie. "Blodet i gyden, var dit?" den mængde af blod der var til stede.. var ubeskriveligt. Hun burde havde været død. Han kunne stadig ikke forstå hvordan hun var overlevet, men han havde set sin portion af mærkelige evner igennem sit liv. Bigwig skævede ganske kort op til Rofus der holdte om Sofie, men vendte den hurtigt tilbage til det der var vigtigst for ham at koncentrere sig om. Selv ikke sengens knirken fik hans blik til at flytte sig. At drengen var følelsesmæssigt påvirket, kunne ikke undre nogen. Bigwig gjorde i hvert fald ikke.

Den lidt spøjse pige, der så tydeligt ikke kunne lide ham, så på ham og spurgte efter, hvem de var. Inden han kunne nå at svare hende, kom Dhalias stemme bagfra og gjorde det for ham. Hun gav en god forklaring på deres tilstedeværelse og Tarek var derfor tavs, men venligt smilende til pigen. Snakken om te lød som en god idé, noget varmt at drikke til at falde ned på. Og mad til pigen. Døren blev lukket bag ham og han vendte i stedet sin opmærksomhed mod drengen med kaninen i favnen. Tarek havde bemærket, at han virkede skuffet over Tareks reaktion på hans ord og det slog ham en smule finurligt. Hvorfor betød det noget? 
Hans tanker blev afbrudt af, at Sofie begyndte at få sin rigtige skikkelse tilbage og han skyndte sig at drejede hovedet for at se væk, i tilfælde af, at tæppet ikke dækkede ordentligt. Ingen grund til at gøre hende mere utilpas end det hun uden tvivl var i forvejen. Dog skævede han kort, som hun begyndte at græde. Åh nej. Det skar den unge kentaur helt ind i hjertet, men det kunne godt virke som om, at hun havde brug for det og at drengen var der for hende. Så han rettede blikket mod vinduet og lod dem få styr på det.

Det lille undskyld, da gråden var forstummet, fik ham til at se kort på hende og smile igen. Hans smil var som altid åbent og venligt, en tydelig indikator af hans gode indre.
Drengen og pigen fik placeret sig i sengen og hendes historie begyndte. Forfærdet lyttede han til det, der bedst kunne beskrives som et mareridt og hans ene hånd gled op for at gribe fat i vedhænget i lædersnøren, der hang om hans hals. Det var ikke et religiøst symbol, men det var beroligende for ham. Tavst og med et ukarakteristisk alvorligt udtryk lyttede han. Lød blikket glide rundt til de andre og så deres reaktion. Han behøvede ikke at bruge sin evne for at læse deres følelser og ærligt talt havde han heller ikke lyst. Sofie var forfærdet og bange, Rofus vred. Bigwig så helt forkert ud i hovedet og Tarek ville ønske, at han kunne gøre noget for sin ven, men det måtte vente til senere.
Den ældre byvagts spørgsmål fik atter Tarek til at vende blikket mod pigen. Kunne det vitterligt have været hendes blod, hendes alene? Han havde ikke selv set gyden, men fortællingerne... Hans fingre fulgte metallet i vedhænget. Sengen knirkede som han havde selv lagt sig i den og han rynkede panden en smule mere, skævende til drengen. Var det ham, der gjorde det?

Sofie var ikke sikker på om hun følte nogen lettelse ved at have fortalt hvad der var hent hende. Hun havde stadig undladt mange detaljer hun end ikke kunne få sig selv til at tænke på, og slet ikke fortælle om! Men billederne hjemsøgte hende stadig. Den monstrøse form han havde taget, sulten i hans øjne.. Hun gøs.
Det var ikke lettelse nej. Hun følte sig bare... tom.

Som Rofus lagde sin hånd på hendes arm faldt hendes blik på ham, og et svagt smil trådte frem på hendes læber. Han var hos hende. Det skulle nok gå alt sammen nu.
Hendes blik faldt tilbage på Bigwig ved hans spørgmål, og smilet blegede igen "Det er som jeg sagde tidligere... den del var ikke løgn.." svarede hun, en smule skamfuldt. Hun havde ikke ville lyve for dem, men.. det havde hun gjort, hvert fald lidt. Det var hendes, det hele. Hun skævede halvt til Rofus. Hun ville ikke have han skulle bekymre sig mere, men byvagterne ville nok kun stille flere spørgsmål.. "En af de evner jeg har samlet op er en helbredende evne. Det er den der får mit hår til at lyse" forklarede hun, og håbede det ville være nok for dem.

Træt lænede hun sig ind mod Rofus, og lagde hoved mod hans skulder. Hun havde mærket hånden på hendes arm blive tung, og der var noget underligt beroligende over den reaktion. "Det skal nok blive ok Rofus.. jeg skal nok blive ok igen.." hviskede hun til ham, som et sagte løfte.