Med lukkede øjne sad den gamle soldat og lyttede til stemmerne omkring sig, stadig med panden hvilende mod håndryggen, stadig let sitrende af træthed og forfærdelse. Han havde set meget i sit liv, døden på de grusomste måder, hørt soldater skrige som døden klemte livet ud af dem. Blod, vold og døde kroppe sagde ham ikke noget mere, skabte sjældent en reaktion hos ham. Men kvinden på bordet var hans ansvar, hans... familie. Selvom han kun havde kendt hende i kort tid. Han kunne se hendes mor i hende og han kunne ikke se bort fra det. Denne unge kvinde kunne have været hans egen datter, ville skæbnen det anderledes. Og den unge mand, han havde set som sin egen søn, havde nær slået hende ihjel. Lige nu kunne han ikke mere, som hans krop skreg i udmattelse efter anstrengelsen og hans sind ødelagt af det, der var sket det sidste stykke tid. 
Så han blev siddende, hørte, hvordan healerne tog sig af hende, trak hende tilbage fra døden.

En hånd blev blidt lagt på hans skulder og han så overrasket op på et ansigt, han end ikke kunne have drømt om at se i dette øjeblik. Hun var bleg, så ud til at have set mere end hun kunne holde til. Ubevidst kørte han sin hånd ned af låret for at tørre det værste af det alligevel størknede blod af, inden han rakte op og lagde sin hånd på hendes. Han havde brug for hende, brug for at føle hendes nærvær, samtidigt med, at han ville trøste hende. De brune øjne gled til kvinden på bordet og han sank en klump. Havde han været en svagere mand, en mand uden en fast opbygget facade, ville han have grædt. Men hans øjne var tørre, i stedet var hans stemme hæs, som han dæmpet forsøgte at forklare.
"Morpheus. Hun må have opsøgt ham..." Han klemte en smule om hendes hånd som havde han brug for støtte. "Det er Jocasta." Frustreret gned han sin pande med den rene håndryg, bare for at distrahere sig selv fra klumpen i brystkassen.

Han følte, at det var hans skyld. Havde han bare holdt mere øje med hende. Gjort et bedre arbejde med Morpheus.  Havde han bare... Ubevidst klemte han mere om hendes hånd, som alting begyndte at ramle inden i ham og hans krop begyndte at sitre endnu mere, som han fast holdt det hele inde. Han kunne ikke bryde sammen, ikke nu. Ikke her. Han skulle være stærk. Det måtte vente til han var alene igen. Og Jocasta var ved at vågne, han bemærkede at satyren bevægede sig over til hende. Kontrolleret tog han en dyb vejrtrækning for at finde den indre fred, men hans forbandede gamle krop ville ikke slappe af igen og han stirrede fast ned i gulvet, mens han havde en indre kamp med sig selv og det kaos, der herskede.

Helena havde startet ud med at kigge på hvad healerne foretog sig. En nøgen kvindekrop var ikke ligefrem noget der var fremmed for hende at se, taget sin egen i betragtning. Men sårerne, de blåsorte områder og blodet. Hun kunne ikke klare det længe af gangen og måtte til sidst fjerne blikket for at kigge ned, hen eller bare et andet sted hen. Hendes vejrtrækning var urolig, men genvandt en smule ro og stabilitet af at mærke varmen fra Karkhos' hånd. Blidt, lod hun sin tommelfinger glide ind så den med rolige og kærlige strøj kunne bevæge sig over et lille stykke af hans håndryg. Trøstende og beroligende. Det var i hvert fald hvad hun prøvede at give ham. Trøst, omsorg og medfølelse.

Helena kiggede på ham, stadig bleg og en smule rystende i kroppen ovenpå det syn der var mødt hende. Hun lukkede kun øjnende kort, som han bekræftede hende i at det var Jocasta der lå på bordet. At det var hendes skikkelse, der var banket og skåret til blods, af sin egen bror. Det vendte sig i maven på hende, men hun sank klumpen i halsen og tog i stedet en rystende indånding.
Den sitren som gik igennem hans krop var næsten for meget til at hun kunne klare det. Hans smerte gjorde så ondt på hende, at hun var klar til at græde over intet at være i stand til at gøre. Som Satyren havde sin opmærksomhed mod Jocasta, og dermed sørgede for at hun havde nogen at snakke med, som der langsomt kom liv tilbage, gjorde at Helena tillod sig at lægge sin fulde opmærksomhed på den stædige soldat, som kæmpede for at være den stærke.

Langsomt satte hun sig ned på hug ved siden af ham, og lod den anden hånd hvile sig på hans knæ, som hun kiggede op mod hans ansigt. "Jeg er så ked af det, Karkhos.." Hans smerte, Jocastas smerte, hendes families handlinger, og det faktum at hun næsten intet kunne gøre. Andet end at være der. Hendes stemme havde været en hvisken, kun henvendt til ham. Hun ville ønske at hun kunne dele sig i to, og dermed være to steder på en gang. For selvom hun var skrækslagen for at miste Jocasta, inden hun overhovedet havde lært hende at kende, kunne hun ikke gå fra Karkhos. "Det var ikke din skyld" Forsigtigt flyttede hun hånden fra hans knæ og lagde den op imod hans kind, let flyttende på ham, for at han skulle møde hendes blik. Så han vidste at hun mente det. Det her var ikke hans skyld!

Det var nu meget heldigt at Jocasta ikke havde brækket sine hænder i sin slåskamp - hvis man kunne kalde det det, når man fik livet tæsket ud af sig - for Ezras greb om hendes hånd var ret hårdt. Overraskende hårdt for sådan en lille satyr som ham. Hun gengældte dog stadig, så meget hun kunne med sin nuværende minimale styrke, før hun sendte ham endnu et lille, lettere anstrengt smil. Hende ryg gjorde hamrendes ondt, det samme gjaldt hovedet. Men hun var ikke døende som før, og det var faktisk virkelig rart, sjovt nok. "Undskyld.. Det var ikke min intention," hun lagde en ekstra hånd på hans for at vise, at hun var der for ham og sendte ham et alvorligt, men også varmt blik. For han havde reddet hendes liv. Intet andet gav mening, for han var dukket lige efter Morpheus' hænder havde givet slip på hendes hals. Ganske vidst var det svært at vide, præcis hvordan han havde fået hendes bror væk, men hun var i hvert fald ret sikker på, at det var ham, der havde reddet hende. Ham og Karkhos. Karkhos. Ganske kort flakkede hendes blik væk fra Ezra, søgende efter den garvede soldat. 

Da hendes blik landede på ham, var der en ekstra person i lokalet som hun ikke havde fået øje på før nu. Hun så meget bleg ud, næsten dårlig, hvorfor vidste Jocasta ikke, men hun håbede virkelig kvinden var okay. For hun så rar ud, som hun så ud til at trøste Karkhos, der virkede så træt, at han kunne segne om hvert øjeblik det skulle være. Og alt det, fordi hun havde været dum og naiv nok til at tro at hun kunne tale fornuft i sin bror uden at fortælle hverken Karkhos eller Ezra om det.
Skyldfølelsen ramte hende hårdt og gav hende en anderledes trykken for brystet end den hun havde mens hendes krop var totalt kvæstet. Hun holdt det tilbage mens hendes blik ramte loftet og hun formåede med en del viljestyrke at få styr på sine kaotiske følelser. Det var ikke det, Ezra eller Karkhos - eller den fremmede kvinde - havde brug for lige nu.
"Det var... Virkelig dumt af mig. Ezra? Jeg er virkelig ked af det, du skulle se i nat.. Virkelig," hun holdt stadig tilbage på følelserne, men kunne ikke undgå helt at få bare en lille smule blanke øjne. Som hun satte sig op, stadig øm, lagde hun en hånd på satyrens skulder, mildt og lidt forsigtigt i et forsøg på at trøste ham. Det hele virkede meget bizart, for de fleste ville nok have lidt mere fokus indad, på dem selv når de kom til skade på denne måde, men det her var Jocastas måde at være på, især nu hvor hun måske havde fået så stort et chok, at hun knap nok havde lagt mærke til hvad hun egentlig selv følte. Inderst inde.

Ezra kæmpede med grådens trykken for brystet, som han stod der ved sin bedste ven, der var i live, men tydeligvis træt. Hvem ville ikke være det, efter sådan en omgang og efter så grundig en healing fra de dygtige healere. Han havde næsten troet, at han skulle miste hende og det var mere end han lige kunne bære i sin allerede ikke helt gode psykiske tilstand. Han havde ikke rigtigt nogen i sit liv og Jocasta var hans eneste ven. Nok havde de ikke kendt hinanden så længe, men deres rejse igennem ørkenen og op igennem Krystallandet havde bundet dem tæt og han ville gå igennem ild og vand for hende. Tanken om at miste hende, havde efterladt en kold klump af frygt i brystet af ham.

Så han sagde ikke noget, men knugede bare om hendes hånd, usædvanligt tom for ord. Hans blik hvilede i stedet på hende, som hun så mod Karkhos og den fremmede dame og han kunne se på hende, at hun havde lyst til at græde, men ikke gjorde det. Det undrede ham som sådan ikke, men det gjorde ondt, at hun absolut ville være så stærk, når hun tydeligvis havde oplevet noget så forfærdeligt som hun havde. Hun behøvede ikke at være stærk for hans skyld, han ville næsten have det nemmere, hvis han kunne komme til at trøste hende.

Som hun fik sat sig op og lagt en hånd på hans skulder, gav han slip på hendes anden hånd og lod sine arme glide rundt om hende i et kram. Lidt forsigtigt, men fast, som han trak hende ind til sig og lænede sit hoved mod hendes skulder.
"Det er lige meget. Det vigtigste er, at du... at du er okay nu." Han sank en klump og lukkede øjnene. "Vi har klaret værre." Men som han sagde det, kunne han ikke lade være med at føle sig lidt bitter. Selvfølgelig skulle hun absolut kaste sig i krig med sin sindssyge familie i stedet for bare at glemme dem og holde sig i sikkerhed. Han havde en fornemmelse af, at det ikke stoppede her og det gjorde ham træt. Han ville bare gerne tilbage til før, til dengang han ikke havde det så dårligt indeni, dengang det eneste han skulle bekymre sig for var næste måltid.

Hans greb om hende blev en smule hårdere, som om at han var bange for, at hun forsvandt ud af armene på ham.

Det var en lettelse, at Jocasta nu var sikker, hvilket han forsøgte at fokusere på. Det og så hånden på hans skulder, der med en finger kærtegnede hans håndryg. Følelsen sendte små lyn ud igennem hans krop, behagelige lyn, men han måtte ikke lade sig selv glide ind i den følelse, det gav ham. Han var tavs, vidste ikke, hvad han skulle sige. Om han kunne sige noget for knuden i hans bryst. I stedet blev han ved med at se i gulvet og lade Helena trøste, selvom det på en eller anden måde gjorde det hele værre.
Kvinden gled ned for at sidde på hug ved hans side og hun lagde hånden på hans knæ. Berøringen var velkommen, men den viden om, at den snart var væk igen for at være væk for evigt fik ham til at lukke øjnene. Også for at gemme det rod, hans blik uden tvivl ville vise hende, selvom hans ansigt var stivnet i en neutral maske, den han altid gik rundt med.

Hendes ord om, at det ikke var hans skyld, fik ham til at spænde op i kæbemusklerne og han fik en følelse af, at hun kunne se lige igennem ham. Siden hendes ord passede så godt med de tanker, der gled igennem hans hoved. Det gav en umærkeligt ryk i ham, som hun lagde sin hånd på hans kind og han blev nødt til at åbne øjnene for at møde hendes. De grå øjne var blanke, men ingen tårer var at se, som han stadig formåede at holde det hele. Hendes blik var bekymret og han fik en voldsomt trang til at tage hende i sin favn og fortælle hende, at det hele nok skulle gå. Beskytte hende mod verdens onskab, holde hende varm og sikker. Følelser der gjorde blikket i de grå øjne mere blødt.

Langsomt slap han hendes hånd og rakte op for blidt at tage ved hendes håndled og trække hendes hånd væk fra sin kind. Det gjorde næsten fysisk ondt på ham at gøre sådan, for han havde brug for hendes nærhed, havde brug for hendes trøst. Men ikke her. Ikke i et offentligt rum, hvor de begge kunne komme i problemer for det. Og han ville ikke have hende i problemer med hendes mand. Sig selv var han ligeglad med.
Helt slippe hende kunne han ikke, og hans hånd gled ned for at give hendes hånd et lille klem, bare en lille gestus for at fortælle hende, at han var taknemmelig for hendes berøring.
"Morpheus er et monster." Han talte så dæmpet, at han næsten var i tvivl, om hun kunne høre ham. "Og han har været min ansvar i næsten hele hans liv." Som en søn. Ord han ikke kunne udtale. Han slap hendes hånd helt og betragtede hendes øjne, lod sig selv suge ind i dem for et øjeblik. Lade virkeligheden fade ud og blive til en grå masse af smerte.

At bebrejde sig selv for noget han ikke kunne være skyld i, var måske ikke at se i hans træk, men alligevel noget hun regnede ud. Karkhos holdte af Morpheus, hun var ikke i tvivl om den del, og ofte følte man skyld for netop andres handlinger, hvis man holdte nok af dem. Hun følte det selv, når hun så sin egen søn. Så hvordan han behandlede alle omkring sig, og hvor meget Helena bebrejdede sig selv for ikke at havde været i stand til at gøre mere for at ændre det.
At manden foran hende stadig kunne holde alt inde, viste igen at han var alt for vant til at holde følelserne solidt lukket. Det smertede at se. Smertede at vide at han var tvunget til at leve på den måde.

Helena lod ham fjerne sin hånd, uden indvendinger. Hun vidste godt hvorfor han gjorde det. Hendes øjne var stadig bekymret. Bekymret for ham mere end noget andet, men der var også forståelse. Ingen af dem kunne udvise denne form for nærvær så offentligt et sted, uden spørgsmål på et eller andet tidspunkt ville opstå. For et øjeblik var hun ligeglad. Ligeglad med folk ville snakke. Ligeglad med, om hendes mand fandt ud af det. Fuldstændig og inderligt ligeglad med hvad Renly ville gøre ved hende som straf. Hun ønskede at hjælpe ham, trøste ham, sikre sig at han altid havde det godt. Mest af alt at holde om ham, om så det bare for en kort stund kunne skabe en illusion af at alting ville blive godt og rart.

Men hun var ikke den eneste som ville imødegå konsekvenser hvis hun gjorde. Helena gav et klem tilbage med sin egen hånd. Der var ikke mere hun kunne gøre. Ikke nu og ikke her. Nok aldrig nogensinde. Selv efter han slap hendes hånd, blev hun siddende og kiggede op i de blanke grå øjne. Hun havde lyst til at komme med et svar der kunne trøste, eller fjerne fokus fra at Morpheus var blevet, præcis som han var. Men der var ikke nogen ord der syntes at virke rigtige. Ikke nogen ord hun ikke allerede havde sagt. Det var stadig ikke hans skyld. Ciprian havde formet sin søn efter sit eget billed, og nægtet ham menneskelig varme og den kærlighed en forældre skulle give. Selv ikke Karkhos ville kunne udfylde det tomrum ethvert barn måtte føle af sådan en afvisning fra sin egen far.

Det var virkelig kun dét, der skulle til: At Ezra lagde sine arme om hende i en nær omfavnelse. At hun følte nogen være tæt på, på denne måde. Chokket begyndte langsomt at falme og hun gav efter for følelserne. Hun havde taget kontakt til Morpheus uden at sige noget som helst. Hun havde tvunget hende selv, Ezra og Karkhos ind i en fejde som hun vidste ikke kunne vindes. Hun havde stået over for sin fader, et bevis på, at han havde fejlet og hun havde taget ildtangen og sat gang i et bål der nok aldrig ville kunne slukkes. Det ville rasere til der ikke var andet end aske tilbage. Og hun havde trukket de folk hun holdt kært med sig. Det var nemt at se ved Karkhos' blik og hvordan han sad med den fremmede kvinde, der tydeligt også var mærket af alt dette. Hvorfor vidste hun stadig ikke, det var så meget hun ikke forstod, ikke mindst konsekvenserne for hendes dumdristige, egoistiske handlinger. Hun ville bare gerne have en familie. Lige som hun havde haft det i Rubinien før hendes mor havde draget sit sidste åndedræt. For tidligt. Kvinden, som Karkhos havde holdt af. Elsket.

Det hele ramlede sammen mens hun holdt sine arme om Ezra og havde blikket vendt mod Karkhos. Samtidig med at Ezras greb blev mere hårdt gjorde hendes det også og tårerne begyndte at falde mens hun bare gav slip. Det ville være umuligt at holde de følelser inde, når man var så skuffet og vred på sig selv. Når man var så elendig og ked af de ting, man havde gjort. 
"Gid... Gid hun stadig var her," hun havde intet behov for at ytre ordet "mor". Det var en ret stærk hentydning. Hvis hendes mor stadig var her, var intet af det her sket. Hun ville ikke have overtalt Karkhos til at gå imod Morpheus, en mand som soldaten havde forsøgt ihærdigt på at hjælpe til at blive et bedre menneske. Nej. Karkhos ville være forblevet hos slægten Atillian, have adgang til mad og varme, som han havde brug for i stedet for et liv i usikkerhed, uden en garanti for sit næste måltid. For ikke at tale om Ezra. Ezra ville have levet sikkert, han ville ikke være blevet fanget og gjort til slave. Han ville ikke være blevet ødelagt på denne måde. Han ville have haft et stort smil, som han modtog klapsalver og krystaller for sit smukke fløjtespil.
Og Jocasta ville have været i Rubinien, sammen med sin mor. Levende et liv i uvidenhed omkring sin familie. Bare som handelskvindens datter. Intet svært, intet mørkt og intet ondt ville ske. "Hvad har jeg dog gjort?" hun fortrød det hele. Alting. Hun skulle være blevet dernede. Hun skulle aldrig have stukket hånden ind i bikuben og forstyrret monstret.

Som Ezras greb om hende blev stærkere, kunne han mærke hendes krop give efter og han var ikke i tvivl om, at hun begyndte at græde. Det blev hans omfavnelse af hende ikke blidere af, men det skiftede lidt karakter, som hans hænder blidt kærtegnede hendes ryg og han først blidt lænede sit hoved mod hendes. Han vidste godt, at hun mente sin mor, deres ensomme tid sammen havde været fyldt med snak og følelser og han vidste, at hendes mor var død i et uheld. Og hvor meget hun savnede hende. Han kunne godt forstå hende, han savnede også stadig sin mor, selvom han selv havde valgt at forlade sin familie. De lå altid bagerst i hans tanker, hver dag. Han havde overvejet at opsøge dem, da de kom ud af ørkenen, men på vej til Lindeskoven havde han ombestemt sig. Nej, han elskede dem, men de forstod ham ikke og han var også lidt bange for ikke at komme derfra igen. Og det ville han ikke kunne klare.

Han forsøgte at trøste det grædende menneske så godt, han kunne uden ord. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, en sjælden til for ham, men han var træt og stadig lidt i chok over alt det blod, al den smerte. Selv ikke turen til Balzera som slave havde lært ham at kapere den ondskab, verdenen besad. Forhåbentligt ville han aldrig blive vant til den. Altid blive chokeret.
"Shhh." Han tyssede dæmpet på hende og flyttede den ene hånd til hendes hoved, samtidigt med at han drejede sit eget og pressede sine læber mod hendes hår, et trøstende kys, og sådan blev han stående. Samtidigt flyttede han sit blik mod de to ældre mennesker. Der var tydeligvis noget i mellem dem, hvilket overraskede Erza en smule. Soldaten havde ikke sagt noget om at have en kærlighed, faktisk havde Ezra fået indtrykket af, at han var alene. Men den måde de sad og så på hinanden, fortalte ham, at kærligheden levede i mellem dem. Man måtte være lidt romantiker for at være skjald.

Den gamle mands blik ramte hans for et øjeblik og på en eller anden måde, følte han sig forbundet til ham. Over hvad, vidste han ikke helt, men det gjorde ham en smule mere rolig. Bare lidt.

At have låst sit blik med Helenas fik Karkhos' gamle krop til at føle sig, nærmest uvirkelig og han kunne næsten ikke rykke blikket fri igen. Han havde ikke lyst. Hendes bekymring og den mildhed, han kunne se, var en så stor modsætning til alt, hvad der foregik omkring ham og han ønskede at læne sig frem og trykke sine læber mod hendes. Måske var det denne tanke, der endeligt fik ham til at blinke tungt og bevæge på sig. Ikke at ham slap hendes blik, ikke med det samme, nej han løftede en hånd og lod fingerspidserne røre hendes kæbe, blidt og trøstende.

Og så brød han blikket, som han rettede sig op og så mod Jocasta og Ezra. Den yngre kvinde græd og satyren så ud til at give så meget tryghed, han kunne. Karkhos vidste, at der intet romantisk var i mellem dem, men han genkendte den forbindelse mellem folk, som havde gennemgået forfærdelige ting. Den måde man talte uden ord og forstod hinanden på et andet niveau. Han var glad for, at de havde hinanden. Og han var næsten misundelig, men undte det dem. Uden tvivl. Han havde ikke fået fortalt ret meget om, hvad de havde været igennem, faktisk næsten intet og det var også fint. Han behøvede ikke at vide det.

Han mødte satyrens blik og og kunne se beviset på det, han lige havde tænkt. Han var der for hende. Beskyttede hende. Som Karkhos også ville gøre fra nu af. Han nikkede let til halvdyret, inden han så på Helena igen.
"Kom. Lad mig introducere dig for din niece." Langsomt kom han på benene, som hans ryg og arme brokkede sig, men han skød det fra sig. Gik det helt galt, var de omgivet af healere, men lige nu var det bare træthed. Det kunne soves væk.
Han ville række ud efter Helena og føre hende derover, men lod være. De havde haft fysisk kontakt nok og risikoen for, at nogen, der ikke skulle se dem, så dem, var stor. Han vidste også, at han blev nødt til at fortælle Jocasta og Ezra om det, bare så de ikke begyndte at tale over sig. Det var Helenas sikkerhed, det handlede om. Og lige nu var den alt for ham.

Han gik over til bordet, Jocasta sad på og lagde en hånd på hendes skulder og gav den et trøstende klem. Detaljerne for hendes gråd kendte han ikke, men han kunne næsten gætte noget af det. Dødsangsten, tabet af en bror, hun troede hun havde fået. Han sagde ikke noget, havde ikke noget at sige, bare den trøstende hånd på hendes skulder.

Helenas hjerte slog ekstra som hans fingerspidser ganske blidt gled over hendes hud. Næsten ubemærkeligt bevægede hun hovedet få milimeter til siden for at imødekommende dem. Mærke at han var der, og den trøst så lille en bevægelse kunne give. Og samtidigmed indgyde så stærk lyst til at komme tættere på. Men det blev bekæmpet, som alle andre varme følelser i kroppen hun var nødt til at skubbe væk når han var der. Det gjorde så ondt i kroppen at det var belæg nok til at følelsen kom igen. Følelsen i næsen der afslørede at vandet var ved at finde vej til hendes øjne og denne gang også ganske let nåede frem.

Hun genvandt kontrollen som Karkhos flyttede sine øjne. Helena tog en dyb indånding inden hun vendte sit eget blik, og så på de to unge der holdte om hinanden. Trøsten satyren udviste og forsøgte på bedste måde at give den til den nu grædende Jocasta. Langsomt, og en lille smule vaklende kom Helena op at stå igen. Det var ikke fordi det var fysisk hårdt for hende at lave bevægelsen, det var mere situationen. Alt hvad der var sket som havde fået hendes ben og hele krop generelt til at være en smule mere rystende og usikker.

Helena vendte sit blik tilbage til Karkhos og mærkede et kort overfald af panik. En tanke der fik nervøsiteten til at ramme hende. Hun havde håbet så længe på at møde sin niece. Bedt til at hende og Scaralin havde det godt, og hvor meget hun ønskede at lærer den unge kvinde at kende. Men det var ikke sikkert Jocasta havde samme interesse. Helena tilhørte den familie der havde gjort det her. En far der havde nægtet sin datters eksistens i flere årtier, og senere hen afskåret hende fra at vende tilbage. En bror der havde gjort at hun havde været døden nær og havde følt så stor smerte. Intet under at Helena var nervøs for Jocastas reaktion på hende. Men hun gik alligevel med derhen, selvom hun holdte sig halvt om bag Karkhos.

I dette øjeblik følte Jocasta sig både meget beskyttet og meget udsat. Hun havde Ezras arme om sig, beskyttende, hans tyssende lyd og det trøstende kys på hendes hoved. Udsat fordi hun sad og græd ved et andet individ. Flere folk faktisk. Karkhos, healerne der ganske vidst var gået ud af rummet og den fremmede kvinde. Men der var ikke noget at gøre ved det, for nu hvor hun først græd, ville det bare ikke stoppe igen. Det skulle ud, det skulle balanceres. Hun magtede ikke bedriften der bestod i, at skulle holde det inde længere. Hun vedblev bare sin lydløse gråd, hendes hoved hvilende mod Ezras skuldre, indtil Karkhos sagde et sætning, der på den ene side var forståelig og på den anden side, dybt forvirrende. Niece? Hun var for træt og skyldfølsom til overhovedet at forstå hentydningen eller meningen i hans ord, så hun vedblev blot sin gråd på Ezras skulder indtil de begge rejste sig, Karkhos foran og kvinden nærmest bag ham.

Karkhos' hånd nåede hendes skulder og det meget enkle klem var nok til at hendes tårer lige så stille stilnede af. Ezras kram var en stor trøst, men det var som om at Karkhos gav en anden form for trøst der bare beroligede hende omgående. Det var nok til at bringe hende nogenlunde tilbage til sine sanser, samt talegavens brug igen, og hun kunne ikke andet end at kigge over mod kvinden, mens hun lige så stille gav slip på sit kram på Ezra. Hendes lettere blodskudte øjne undersøgte kvinden. Hun var en ældre kvinde, men holdt sig stadig meget pæn, iført en adeligs tøj, men det som hendes blik hurtigst opfangede, efter ansigtet, var amuletten som kvinden bar. Identisk med den, som Jocasta altid bar i lommen. Som hun altid havde inden for rækkevidde. Givet af hendes moder, på hendes dødsleje. Hvordan kvinden skulle have sådan én, vidste hun først ikke, før hendes trætte sind langsomt lagde to og to sammen. Der var intet andet svar, end at kvinden måtte være familie, at hun var Jocastas faster.

Havde kvinden ikke givet det førstehåndsindtryk, som hun havde givet, med hendes behandling af Karkhos, ville Jocasta nok enten have forsøgt at flygte, bryde grædende sammen igen, eller bare ignorere dem alle sammen. Men sådan havde det ikke været. Kvinden virkede rar, varm og kærlig over for soldaten, og det lignede ikke en facade. Det kunne ikke være en facade.
Så derfor så hun nu kvinden direkte i øjnene, næsten nysgerrigt. "Så... Du.. Er min faster?" al etikette havde forladt hende. Hun kunne slet ikke overskue det i sin nuværende tilstand.

Et øjeblik følte hun næsten som om hun gemte sig om bag Karkhos. Som et lille barn der skulle møde en fremmed for første gang og var usikker ved hele situationen. Det var en underlig følelse at have i kroppen og hun var ikke sikker på at hun nogensinde havde haft det sådan. I hvert fald ikke siden hun var et barn. Men hun mødte Jocastas blik, i sin egen udsatte stilling. Hun kunne og ville ikke gemme sig for blikket der tog hende ind. Undersøgende.

Helena bemærkede at Jocasta blik stoppede. Fæsnede sig ved noget. Langsomt rettede hun blikket ned og lukkede derefter øjnende med et ganske lille svagt smil på læberne. Hun løftede sin egen hånd og lod et par fingre ganske let glide over amuletten, let holdende den, før hun løftede blikket igen, og mødte Jocastas blik igen. Hun sank en klump i halsen ved spørgsmålet og nikkede ganske langsomt. "Ja.. Jeg er din fars lillesøster. Mit navn er Helena" Hun sørgede for at blikket ikke flakkede, men det var ikke svært at se det lille snert af skam i dem. Hun skammede sig over sin familie, sin bror, sin nevø. At de kunne gøre det her mod et andet levende menneske. Og hun delte det blod.

Den nysgerrighed den yngre kvinde udviste, gjorde alligevel at Helena fik det bedre. At hun ikke følte sig nær så udsat og bedømt. Bedømt på hvad familien mest bestod af. Det løsnede hende nok op til at et svagt smil kom frem på hendes læber, selvom hun stadig var umådelig ked af at alt dette var sket. "Jeg er så ked af det her er sket.. Men også ubeskrivelig glad for at se dig igen, efter så mange år. Det er underligt at tænke på at den lille treårige pige jeg husker er blevet til denne fantastiske unge kvinde jeg ser foran mig." underligt og vidunderligt. Og Helena så sin svigerinde, sin veninde, i den unge kvindes træk. Det var næsten nok til at få hende til at række ud med hånden, men hun stoppede sig selv inden hun overhovedet gjorde det. Stadig nervøs. Men hun var gået ud af beskyttelsen bag Karkhos, og havde i stedet stillet sig ved siden af ham.

Ezra gjorde, hvad han kunne for at berolige den yngre kvinde. Men det virkede til, at hun havde brug for at komme ud med noget og Ezra havde ikke tænkt sig at stoppe hende. Han kendte hendes forbehold for gråd og var overbevist om, at det var sundt for hende at få grædt ud. Han selv sank en ekstra klump, men havde ingen tårer. Ikke lige nu. Lige nu handlede det om Jocasta. Han selv var ikke vigtig.
Han betragtede de to ældre mennesker, som de kom på benene og bevægede sig nærmere. Karkhos, der lagde en hånd på Jocs skulder, hvilket havde en øjeblikkelig effekt, noget der lidt stak til Ezra, men han vidste godt, at selvom hun havde kendt manden i kortere tid end Ezra, var han mere familie end ham selv. Han skammede sig lidt over den jalousi, den tanke skabte i ham og da hun trak sig fra ham, trådte han et skridt til siden. Men han hvilede den ene hånd på hendes ryg, som støtte.

Tavst fulgte han med i de ord, der blev sagt og de handlinger, der blev gjort. Følelsen af, at han ikke hørte til her voksede og til sidst gled hans hånd fra hendes ryg, så hun kunne koncentrere sig om sin familie.
Egentligt var han bare så træt, at han knapt kunne stå på sine pelsede ben og han bakkede endnu et skridt, så han kunne læne sig lidt op af bordet. Adrenalinen var på tilbagetog og det efterlod hans krop og sind i ruiner, hvilket man nok også kunne se på ham, som han ikke ligefrem normalt gik og gemte sine følelser. Han hørte kun halvt efter, hvad der blev snakket om, og hans blik gled til døren. Skulle han komme med en undskyldning og lade dem alene? Det var måske en god idé. Så de kunne få rummet for dem selv og han kunne finde et sted og sidde ned. Bare… sidde lidt ned. Han var så træt og havde brug for ro. Hans hoved var et stort rod.

”Jeg… jeg er tilbage lige om lidt.” Han mumlede dæmpet for ikke at forstyrre, sendte Jocasta et smil, der ikke nåede hans øjne, og skyndte sig så lidt for meget ud af rummet. Ude på gangen gled hans øjne næsten panisk frem og tilbage og endte til sidst på den dør, de var kommet ind af. Ud. Han havde brug for at forlade disse små trange kasser, folk kaldte huse. Kulden slog i mod ham som en befrielse, inden han vaklede nogle skridt til siden og tømte sit maveindhold ved husmuren. Med en rystende hånd tørrede han sig om munden og uden rigtigt at tænke gik han tilbage mod døren, men fortsatte forbi den og længere hen, hvor nogen havde sat en bænk. Her satte han sig og begravede sit ansigtet i sine hænder. Lige nu kunne han ikke mere, men han græd ikke, han sad bare. Træt.

(( Jeg outer ikke, selvom det teknisk set er et out, jeg er træt af at spille med to karakterer xD Hvis nogen, ud over Karkhos, vil finde ham, kan det evt tages i en anden tråd ))

Karkhos var tavs, som han tilbød sin trøst til Jocasta, der så ud til at virke, som hun holdt op med at græde og i stedet rettede sin opmærksomhed mod Helena. Den scene, der udspillede sig i mellem de to kvinder, fik ham næsten til at smile. Et eller andet sted vidste han allerede, at de ville kunne lide hinanden. Hvilket næsten gjorde ondt at tænke, for de ville ikke have mulighed for at bruge tid sammen. Ikke som Helena var bevogtet af Renly. En mand der uden tvivl ville tage Ciprians parti i hele denne sag. Tanken fik det begyndende smil til at forsvinde igen og han brugte et øjeblik på at samle sig efter at have fordybet sig i kvindens øjne. Han havde slet ikke lagt mærke til satyrens tilbagetog og så først på ham, som han undskyldte sig og forsvandt hurtigt ud af rummet på de klikkende klove. En rynke viste sig i den ældre mands pande. Han burde vist lige tjekke op på ham. Om lidt.

Lige nu lod han blikket glide fra den ene kvinde til den anden. Scaralin ville have elsket dette øjeblik, det var han ikke i tvivl om. Akavetheden. Det ville have moret hende. Han havde intet behov for at afbryde deres samtale, men blev stående ved siden af Helena. Givende hende en smule støtte.
I stedet var det en healer, der kom ind i rummet og rømmede sig let for at få en eller andens opmærksomhed. Karkhos drejede rundt og trådte over til hende.
”Der er et værelse klar til hende. Hun vil have godt af at sove.” Hun smilede venligt og talte dæmpet, som hun godt kunne fornemme, at der skete noget personligt. Karkhos nikkede. Ja, det var nok en god idé at lade Jocasta overnatte her. Hun så ud til at være for træt til at gå ret langt og han bar hende i hvert fald ikke igen.
”Hvis der er andet I mangler, sig til.” Hendes blik gled over hans stadig blodige hænder, inden hun forsvandt igen. Ah ja, måske han skulle få hænderne vasket. Jakkens ærme var stift af blod og han var ikke sikker på, at den kunne reddes. Måske han skulle bruge nogle af sine resterende krystaller på noget nyt tøj. Dette var foræret til ham af Lord Atillian. Fik ham til at føle sig ejet.

Der gik ikke længe fra, at Jocasta stoppede med at græde til at Ezra begyndte at trække sig tilbage. Hun ville have sagt noget til det, men de mange indtryk i hendes nuværende tilstand stoppede hende lidt fra det. Andet end selvfølgelig at sende et bekymret blik i hans retning da han gik fra lokalet, men i stedet for at forsøge at stoppe ham, blev hun lige så pænt siddende. Der ville sikkert komme flere problemer ved, at hun begyndte at skvatte rundt i sine trætte bevægelser.
Hendes blik faldt dog tilbage til kvinden, der præsenterede sig for hende. Hendes fars lillesøster. Havde hun virkelig så led en storebror? Var det lige som med hende og Morpheus? Skammen i hendes blik var ikke så svært for Jocasta at opfange. Helena måtte vel næsten have det som hun selv havde det? En familie af mænd, der slet ikke var i stand til at kontrollere deres temperamenter og derfor lod det gå ud over dem som de bare burde holde af. Forskellen var så bare, at Helena efter sigende havde været i det i meget længere til end Jocasta selv havde været det.

"Jeg kan knap nok huske dengang.." mumlede hun lidt for sig selv, før hun rakte ud efter Helenas halskæde for at studere den bedre. Tattoveringerne blev afsløret lidt ved handlingen, fordi skjorten ikke dækkede hele armen, og hendes øjne søgte derefter kort op til Helena mens et træt, men alligevel varmt smil nåede dem. Helena måtte vel næsten have haft det lige som Scaralin dengang?
"Glæden er gengældt. Det er godt at se venlige ansigter efter... Det der er sket," et øjeblik afspejlede skammen sig i hendes øjne mens Karkhos talte med én af healerne. Da han vendte tilbage til dem, så hun på ham med et udtryk af dyb respekt.
"Jeg ved ikke hvordan I fandt mig.. Andet end ved et lykketilfælde.. Men du skal vide, at du har min evige taknemmelighed for hjælpen. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle uden dig og Ezrael," det var svært at tale om, for det var stadig et meget ømt punkt. Og Jocasta foretrak trods alt, hvis ingen blev involveret for meget i hendes problemer, men det her var familie. Karkhos og Ezrael. Og Helena.

Helena løftede blikket fra Jocasta, for at kigge mod satyren der undskyldte sig. Han så umådelig træt ud, og lignede virkelig en der kunne trænge til at sidde ned. hendes blik var bekymret, men hun accepterede også hans ønske. En lille del af hende trak for at sikre sig at han var okay, men hendes blik blev revet tilbage, som Jocasta ragte frem. Hun veg ikke tilbage, men lod hende række ud og tage fat i halskæden, som bandt hende til sin svigerinde. Hun huskede stadig den dag den var blevet hende givet, og hun havde sjældent haft den langt fra sig siden. Den havde på en måde gjort, at Scaralin stadig var der. "Det er også mange år siden" rigtig mange. Alt for mange. Men nødvendigt for at holde dem begge i sikkerhed fra Ciprian. Verden havde set meget anderledens ud hvis de var blevet.

Helenas øjne blev undrende og hovedet lagde sig let på skrå. Hun vidste at mange pyntede deres krop, specielt unge mennesker, men det var ikke ligefrem noget hun havde set før. Hun havde ikke regnet med at de var røde. Men hun sagde ikke noget til det, trods Jocasta uden tvivl nok havde set hendes undren. Hun smilede i stedet, på en trøstende møde over hendes ord. Hun rakte forsigtigt ud og lod sin hånd køre over Jocastas hår, nærmest moderligt.

Hun stoppede som Karkhos vendte tilbage og drejede sit blik hen imod ham i stedet. Lyttende mere end bidragende. Det begyndte langsomt, som chokket havde lagt sig, at gå op for hende hvor meget blod der egentlig havde vædet hans tøj. Endnu en ting hun ikke kommenterede på, men fik hendes øjne til kort at flakke. Hun havde aldrig set meget blod i sin tid. Ikke andres end hendes eget måtte hun erkende. I stedet søgte hendes øjne frem til det velkendte ansigt. Opdagende, uden nogen undren, at han ligeledes var træt. Alle var trætte og udkørte, og det kunne virkelig ikke komme bag på nogen.

Karkhos vendte sig langsomt mod de to kvinder igen og gik hen for at stille sig ved siden af Helena igen, denne gang en smule bag hende. Det så ud til, at de havde nogle personlige ting at dele og han ville ikke afbryde. Det var først, da Jocasta henvendte sig til ham, at han brummede dæmpet. 
"Jeg er bare glad for, at vi fandt dig i tide." Hvordan de havde vidst, at de skulle lede efter hende, fortalte han ikke. Der var ingen, der kendte til hans advarende evne og sådan så han, at det helt forblev. Ikke af egoistiske grunde, men han var vokset op som soldat under en familie, der så ned på al form for magi og han havde bare altid tænkt, at det var hans egen lille hemmelighed. Der var ingen grund til, at han fik små advarsler, før han var i fare, eller grimme fornemmelser, når folk han holdt af, var i fare eller kom til skade. Hans øjne gled over Helena. Inden for de sidste par måneder havde han vidst, hver eneste gang Renly havde løftet en hånd i mod hende. Og han havde intet kunne gøre ved det, men måtte affinde sig med, at hun ikke havde været i fare for at dø. Det havde været hårdt. Han havde taget sig i at stoppe sine gøremål for at finde hende, men havde nået at afbryde sig selv i det. Det havde gjort ondt. Hver gang.

Han sagde ikke mere til det, afsluttede det ved at skifte emne.
"De har gjort en seng klar til dig, så du kan sove her." Han regnede med at blive der, om han så skulle tage en lur i en stol. Så længe de var i hovedstaden ville han helst ikke slippe hende med blikket, hvis Morpheus skulle beslutte sig for at forsøge igen. Han regnede ikke med, at han ville dukke op et så offentligt sted som her, men han vidste efterhånden ikke, hvad han skulle forvente at den gamle elev mere. Det virkede lidt til, at han var ved at miste grebet lidt.

Igen søgte hans blik Helena for et kort øjeblik. Han vidste godt, at når de forlod rummet her, var de atter tilbage i rollerne som simpel soldat og adelig frue. Og de ville skulle sige farvel igen. Det var næsten ikke til at bære, men han vidste godt, at der ikke var andet at gøre. Deres veje måtte skilles, deres liv fortsætte som skæbnen ville det.

Da det blev gjort kendt, at hun godt måtte tage fat i halskæden, gjorde hun det og undersøgte den. Kørte en finger hen over mønstrene der var så let genkendelige, især når hun konstant lå med sin egen version af den. De var identiske, både visuelt og taktilt. "Ja.. Meget længe siden," mumlede hun lavt mens hun kiggede mellem de to. Der var bestemt et eller andet usagt mellem dem, men hun kunne i sin nuværende trætte tilstand ikke sætte en finger på det. Helenas berøring af hendes hår føltes næsten velkendt, for uden at vide det, havde hun gjort præcis som Scaralin altid gjorde dengang Jocasta var yngre og mindre sikker og hvilende i sig selv. Som hun gjorde det nu, hvor hendes verden var blevet rystet i sin grundvold og havde fået hende til at sætte spørgsmål til uendeligt mange ting inde i sit hoved. Hvordan kunne hun, mor og Helena, være i familie med så hadske, vrede mænd? Det var det største spørgsmål der konstant dukkede op, men det var også et spørgsmål hun ikke turde stille til hverken Karkhos eller Helena. Måske Ezra. Meget sandsynligt Ezra.

Hendes blik blev varmt og hun så næsten bekymret på Karkhos. Hun var skyld i mange ting, Morpheus' vrede, Ezras ulykke, men hun følte sig allermest skyldig i, at Karkhos lige nu så så træt ud som han gjorde. Hun kunne ikke bare rende rundt på landevejen og leve livet i så stor usikkerhed længere, hvis hun gerne ville holde Karkhos frisk i mange flere år. Han var blevet ældre og selvom han sikkert aldrig ville indrømme det, ville han sikkert ikke kunne holde til lige så meget som før i tiden. Det at have båret hende hertil så ud til at have tæret på ham og hun besluttede sig for, at hun ikke ville give ham en grund til at skulle gøre noget lignende igen. "Kun én seng? Jeg gætter på, at du ikke har tænkt dig at gå nogle steder, Karkhos," hun smilede let i et forsøg på at lette stemningen bare en smule, for det hele virkede bare så mørkt, især når hans ærme var dækket i hendes blod og de alle tre var så trætte. "Jeg vil bede healerne om, at du også får et sted at sove," ganske vidst var den ældre soldat en stædig rad, men hun kunne også godt være stædig. Og hun var sikker på, at Karkhos i sidste ende nok også ville foretrække en seng frem for at skulle sidde og være vågen.

Tænk, at så lille en genstand som en amulet, kunne bringe den form for forbindelse mellem to mennesker. Helena var ikke i tvivl om at Jocasta genkendte den og hvad følelser der lå i at se den. Det gjorde hende mere glad og mere rolig. Som at hun allerede nu var accepteret trods at de ikke havde talt meget. Det smertede alligevel den viden der lå i hendes sind. At hun ikke kunne blive. At Helena stadig var bundet til en mand der næppe ville værtsætte noget ved denne situation.

Et smil voksede frem på Helenas læber ved Jocastas ord. Hun sænkede blikket kort, inden hun skævede, stadig med smilet på læben, op til Karkhos. Hun regnede ikke med at han gik nogle steder. Han forlod ikke Jocasta her alene. Hendes blik vendte varmt tilbage til sin niece, og dennes langt større respekt og varme mod den ældre soldat end Helena kunne forestille sig at hendes bror, ja hverken Helenas egen eller Jocasta's bror, nogensinde havde udvist ham.

Helena ville havde svaret noget, men inden hun nåede dertil fangede hun en velkendt skikkelse i øjenkrogen. Ubevidst trådte hun halvt til siden, vidende at hun derved ville stå mere skjult bag Karkhos' skikkelse. Hendes blik faldte til jorden og et let suk forlod hendes læber. "Han leder efter mig" Hun hviskede det, i et sorgmodigt og let bittert strejf. Hun ventede et par sekunder før hun løftede blikket igen. Virkeligheden var blevet en kendsgerning tidligere end hun havde lyst til. At havde øjnet sin svigersøn ud af øjenkrogen bragte skrøbeligheden ved det hele tilbage til hendes sind, selvom hun nægtede at vise det. Hun genvandt smilet til Jocasta og tog forsigtigt hendes hånd for at give den et klem. "Jeg er nødt til at gå tilbage til min datter. Lov mig at passe godt på dig selv og især på hinanden... Indtil vi ses igen" Helena vidste hun løj ved sine sidste ord, men hun viste det ikke for sin niece. Hun ville ønske at det var så nemt bare at se hende igen, bare at vende tilbage til lokalet, følge med dem. Men hun kunne ikke. Helena gav Jocastas hånd et sidste klem inden hun langsomt slap den. Det var hårdt.

Og det blev ikke nemmere. Hvordan en person kunne føle sig så lettet og lykkelig, samtidig med at hele ens verden syntes at kollapse, var hende en gåde. Helena flyttede sit blik op til de velkendte brune øjne. Jo mere hun blev klar over at hun skulle gå derfra og des længere tid der gik med at den beslutning var gået i gang, des mere havde hun lyst til bare at omfavne ham og forblive der til evig tid. Forestille sig hvor tryg hun ville føle sig hvis han lagde armene omkring hende.
Der gik for mange sekunder på at hun bare kiggede på ham, til at det ikke kunne undgå at afslørede at det var svært for hende. De blå øjne var blanke, men hun holdte så meget af det hun kunne indeni sig selv. "Lov mig det samme" Hun havde lyst til at sige mere, men stemmen lystrede på ingen mulig måde. Helena smilede en sidste gang til Jocasta, inden hun gik, og ubemærkeligt for blikke, en sidste gang lod sine fingre berøre Karkhos håndryg, som hun gik forbi ham. Bare for en sidste gang at få lov at mærke den lette sitre det gav i hendes egne fingre, inden hun forsvandt ud derfra, for hurtigt, ikke langt fra døråbningen, blive fundet af en yngre mand der så bekymret ud og førte hende med sig ned til det værelse hvor Hailey og den nyfødte befandt sig.

Helena havde været væk længere end hun havde regnet med, og det havde bragt bekymring med sig. Men da hun først var tilbage igen, faldte roen over dem alle. Helena fandt sig en behagelig stol, som hun mere eller mindre kunne kravle helt op i mens hendes blik oftere end det burde, spejdede ud af den åbne dør til gangen. Healerne kom engang imellem ind og tjekkede, men det var ikke det hun kiggede efter. Hendes blik fulgte hvis hun så noget velkendt, som hendes krop ikke havde accepteret at det nok ikke skete igen.


//out

Karkhos brummede som Jocasta begyndte at snakke om at skaffe ham en seng også. Det kom ikke til at ske, han ville ikke forlade hendes rum og han agtede ikke at bruge Helbredelseshusets begrænsede plads på sig selv, bare for at kunne sove. En stol var fint til ham, han tvivlede alligevel på, at han kunne finde fred nok i sit hoved til faktisk at sove.
"Det ser vi på." 

Hans blik gled til Helena, som denne trådte lidt til side, og han drejede hurtigt blikket mod døren, hvor han nåede at skimte skikkelsen af en yngre mand, der næsten var ude af hans synsvinkel. Hendes ord fremmanede en knude i den ældre mands mave, men han var godt klar over, at det ikke var Lord Argyris, men svigersønnen. Hun var nødt til at gå tilbage. Virkeligheden ramte og han vidste, at sandsynligheden for, at de ville se hinanden igen var meget lille. De havde sagt farvel én gang den dag, tidligere på kroen. Det havde været hårdt. At han skulle sige farvel igen og endda så kort efter, det var næsten umenneskeligt. Langsomt gled de gamle træk ind i den følelsestomme maske, han altid bar rundt på, for at skjule, hvor meget det tog på ham at se den ældre kvinde gå igen. Der var ingen grund til at vise sine følelser for hele verden.

Hans blik mødte hendes og for et øjeblik forsvandt alt omkring ham, som han så ind i de blanke blå øjne. Han ønskede ikke at give slik, ønskede ikke at se hende gå, men han vidste, at der ikke var andet at gøre. Der var ikke noget, han kunne gøre for at ændre hverken hendes giftemål eller de normer, de forventedes at leve efter. Selvom han var fri, var han stadig fanget.
Han nikkede let ved hendes ord. Han ville prøve. Han ville gøre alt i sin magt at passe på Jocasta.
Da hendes fingre blidt rørte ved hans hånd, blev hans udtryk en smule mørkere og han måtte holde sig selv tilbage fra ikke at række ud og stoppe hende. Forhindre hende i at gå tilbage til manden, der slog på hende, gjorde hende ondt og gjorde hende ulykkelig. Så snart han kunne høre, at nogen snakkede til hende ude i gangen, hev han sig selv ud af de tunge tanker og rettede sin opmærksomhed mod sin Lady.
"Er De klar til at finde Deres værelse?" Han tænkte ikke over, at han slog over i den rigtige tiltale, det var hans egen måde at distancere sig fra verden på. Alting var meget nemmere, når det var overfladisk. 

Det tog ikke lang tid at støtte Jocasta ned i det lille værelse, hvor der ikke var meget andet end en seng, et lille bord og en stol. Så snart hun var i seng, forsikrede han hende om, at han nok skulle få et sted at sove, men indtil da blev han siddende i stolen med armene over kors og lænet lidt tilbage med hovedet hvilende mod væggen. Og selvfølgelig blev han siddende der, efter Jocasta var faldet i søvn. Det var ikke første gang, at han skulle tilbringe en nat i en stol og han regnede heller ikke med, at det ville blive den sidste.
Men han faldt ikke i søvn, ikke med det første. I stedet sad han og stirrede tomt ud i luften med tankerne rettet mod alt det, der var sket. Scaralin, Ciprian, Morpheus, Helena og Jocasta. Selv den lille satyr. Men snart tænkte han kun på Helena. Hendes blå øjne og blide smil. 

Hvad han ikke var klar over var, at Helena sad inde på den anden side af væggen, tænkende på ham. Så tæt på hinanden og alligevel så langt væk. 

// Out