Ide den lys håret kvinden takkede ja til at danse med Ra smilede han høfligt, og hev hende med ud på danse gulvet og der gik ikke langtid før denne kvinde allerede gav en lyd fra sig, han bukkede pænt og elegant og med et hurtigt ryk hev han hende ind til sig, sådan de nærmest stod klar til at danse, " du er ikke den eneste " sagde han og blinkede til hende, inden han førte hende afsted over danse gulvet, Ra havde levet i så mange år at selvom han ikke var personen der sådan dansede, så kunne han virkelig godt danse, og han gjord det nærmest aldrig men en gang skulle jo være den første, og denne kvinde var heldig at det var idag.

Ra kiggede hende intenst i øjne og hun ville med det samme bemærke han ikke var menneske, ikke med de sorte øjne han havde " du er faktisk en ret god danser, men på den anden side så kan jeg se på dig at de ikke er et menneske, har jeg ret? " sagde han og smilede lumsk til hende, Ra havde studeret mange racer i alle de år han havde levet, og nogle race var bare nemmere at kende ind andre der havde noget træk der gjord det var nemt at skelne imellem, ikke at det gjord noget at hun var anderledes for det var han også jo.

Ra kiggede hende kort over skulderne som de dansede rundt på gulvet, der var virkelig kommet mange mennesker til dette bal og alle de forskellige personligheder, hans blik blev rettet over på Hektaurious hvor efter han igen fjernede blikket og så på hende igen " nå unge frøken, hvad lever de så af når de ikke danser rundt med fremmede fyre " sagde han lidt kækt men forsatte med at snakke til hende " du undre dig sikkert over jeg valgte dig at danse med, og hvis du ville vide hvorfor så det din udstråling der fangede min opmærksomhed og fordi du er anderledes, de er en køn kvinde og en hver mand ville sikkert gerne dele seng med dig " sagde han lige ud af posen Ra pakkede ikke ting ind han sagde hans mening.

Da hendes øjne mødte hans kunne hun godt se han ikke var menneske, og for hende havde hun aldrig set sådan nogle øjne før, de var ret så specielle, helt sorte, og hun var ret sikker på han ikke var vampyr som hende, fordi duften var der ikke, den var helt anderledes. Det var da også et held at hun kunne se hans øjne, fordi det havde set ud som om han var gemt lidt væk med hensyn til hans påklædning, men et glimt af hans øjne havde hun fået, og hun havde også fået glimtet af hans ansigt, hvordan han faktisk så ud. Da han så nævnte at hun nok ikke var menneske, dansede hun blot lidt videre med ham med et lusket smil på læben, hvorefter hun kiggede på ham"Du har helt ret, jeg er ikke menneske, men derimod en vampyr"sagde hun lavt, så hun var sikker på der ikke var nogen der hørte det, hun gad nødig blive fanget og smidt ud fra ballet, det ville være så ærgeligt eftersom ballet var spændende og interessant, og der var nogle folk til ballet der godt kunne ligne nogle der både var klar på ballade, eller hygge. Det var nok heller ikke til at vide, hvad folk kunne finde på til ballet her, men en ting var sikkert for Zaika og det var at hendes tro mod Kile, så det var hvist heller ikke godt at blive snuppet i det ene og det andet, hun måtte vel holde sig tilbage hvis hun fik nogle gode ideer, og nogle mindre gode ideer.  Dog havde hun fået godt selskab fra Ra, og det var nu meget hyggeligt, han dansede godt, som hende, så det måtte se godt ud i diverse folk s øjne. Men det var også elegant når en herre/mand havde budt en kvinde/dame op til dans, og som kunne finde ud af at svinge hende rundt så elegant som Ra kunne.
 
 
"De er heller ikke et menneske har jeg ret"sagde hun så, og holdte sine øjne hvilende på hans øjne, et sæt øjne som hans betød kun at han ikke var menneske, men gad vide hvad han så var. Og gad vide, hvorfor han bar den forklædning som han gjorde Zaika var allerede blevet nysgerrig omkring det ende og det andet, og skulle nok finde ud af svarene det var hun næsten sikker på. Da han nævnte hun var en god danser, smilte hun bredt til ham"Jeg takker mange gange"svarede hun, og lod kjolen flagre i takt med dansetrinene, og musikken. Det føltes fantastisk at få lov til at danse igen, det havde været så lang tid siden at hun havde danset sidst, så at have fået sig en partner var fantastisk. 
 
 
"De er faktisk den første jeg har danset med her til ballet, de andre mænd har hvist ikke turde byde mig op til dans, eller også har de måske en bange anelse for mig, det er ikke til at vide"sagde hun og kiggede lidt rundt mellem de forskellige folk, både dem på dansegulvet, men også nogle af dem der snakkede med tjenere og nogle enkle der kiggede på de dansende par. Så vendte hun blikket og hendes opmærksomhed hen på Ra igen"Jeg lever af blod"sagde hun bare direkte ud i luften, mens hun afsluttede med et lusket smil på læben. "Hvad lever de af, når de ikke tiltrækker kvinders opmærksomhed"spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå, mens hun nød at danse med ham. Men det var hvist også snart på tide med en drink, forhåbentlig i selskab med Ra, nu var de faktisk var i kontakt med hinanden og havde danset sammen. 
 
Så lyttede hun til ham omkring det med der sikkert var mange mænd der ville i seng med hende, det fik hende til at læne sig lidt ind mod hans ansigt, hvorefter hun nærmede sig hans øre"De fleste vil sikkert gerne men de fortryder hurtigt når jeg slikker dem op og ned halsen, og måske ender med at tømme dem for blod"Sagde hun så og trak hovedet tilbage, hvorefter hun kiggede på ham."Men de fleste mænd frygter mig mest fordi jeg har en mystik over mig, og de fleste løber skrigende væk så snart de ser mine skarpe tænder og røde øjne"sagde hun efterfulgt af et suk.
 
 
Men så kom der en tanke frem hos hende, en tanke der faktisk pludselig strejfede hende, og hun fik et bestemt blik i øjnene"Hvad laver de enlig til ballet her, hvordan kan det være du valgte at dukke op"spurgte hun undren og en smule nysgerrig. Nu kunne hun ligeså spørge ham, og han ville sikkert også vide hvorfor hun var ankommet til ballet. 

Adrian bukkede kort for Hektaurious da han gik væk. Hektaurious havde sagt, at hans herre måtte være en anstændig herre som ikke skabte problemer, oh, hvis bare denne mand vidste hvem Adrians herre var. Adrian kendte Ray bedre end nogen andre, og han vidste at Ray ikke havde lyst til at være typen, som skulle advares imod på denne måde, men efter det han havde været igennem, havde han ikke en chance for at være en ’ordentlig’ adelig. Da Adrian så den store blå mand (Hsin), valgte han at gå lidt tætter på, bare for lige at se tingene an. Adrian stolede på at Asjar ville holde øje med deres herre, hvilket hun også gjorde.
 
Ray gik og drak af et stort glas rødvin, den var okay, han havde nogen bedre tilbage på godset, men han nød den alligevel. Der var op til flere folk som stirrede lidt mærkeligt på ham, en dreng som går rundt alene på den måde og drikker sig fuld, han var da alt andet end anstændig. Der var endda op til flere som skulle til at sige noget til ham, men inden de kunne nå det, kom Asjar tilfældigvis til at falde ind over dem, eller spildte lidt vin på dem, eller andet som afholdte dem fra at kommentere på hendes herre. Ray var så småt begyndt at blive beruset, da han tog et nyt glas. Han håbede på, at hvis han drak nok, at dette død kedelige bal måske kunne virke lidt mere spændene.  
 

Ray vidste godt at Adrian virkelig gerne ville have at det tog hjem igen efter ballet, og selvom Ray ikke ville indrømme det, så var han faktisk enig. Han havde valgt at forlade godset efter alle de år i håb om at opleve noget nyt, noget spændene, eller, det var i hvert fald hvad han sagde til sine butlere, og sig selv. I virkeligheden havde han håbet, håbet på at finde en eller anden, en der kunne tage hans skyldfølelse og skam fra ham, en eller anden som kunne blive hans ven, bare en eller anden. Adrian var hans ven, ja, nærmest familie, og Adrian ville ikke andet ed at hjælpe Ray, men efter alt hvad Adrian havde gjort for ham, og alt det han selv havde været igennem på grund af Ray, så ønskede han ikke at være skyld i at Adrian skulle få det endnu sværere. Mens Ray gik og tænkte over alting, så glemte han at se sig om, og han kom til at gå ind i en kvinde i en smuk kvinde i en blodrød kjole (Madeleine D´efull), og kom til at spilde vind ud over hele hendes kjole. Ray spærrede øjnene op af overraskelse, han havde jo fuldstændig glemt at se sig for, mens han gik og tænkte. Han kiggede op på kvinden for at se hvad hendes reaktion på det var.

Mens de snakkede med Ray’s butler, støttede Hektor hende i at han ikke ville blande sig. Dog varede dette kortvarigt eftersom han alligevel forsvarede hende. Det gjorde hende intet, det faktisk rart at trådte i kraft som den gentleman han var. Hun smilede kortvarigt op til ham, som et tak for at han trådte ind og forklarede Adrian at hvis Ray endelig så hende, måtte han lære at styre sig. Selvom Elaina kun havde set en lille del af hvad Ray havde oplevet kunne sagtens relatere til at det måske hjalp at drikke det væk, men uanset hvad ville problemer stadig være der i morgen. Det var nok også af denne holdning at hun ikke forstod folk der drak sig væk i det.

Som tankerne gik, havde Hektor set noget, som de skulle hen til, som hun så rundt i lokalet kunne hun næsten gætte hvortil han ville hen. Væsenet var jo ikke rigtig til at undgå, men egentlig havde hun slet ikke lyst til at gå hen til dette væsen. Det var stort og blåt, og selvom det ikke var det væsen som havde angrebet hende, var frygten stadig stigende i hende. Elaina nikkede blot til Hektors ord, da hun ikke følte hun havde noget at skulle sagt i sagen. Og som hendes bange anelse så førte Hektor hende hen til dette blå væsen. Som enhver hertuginde gjorde hun sin pligt og stod roligt ved siden af Hektor og ikke foretræk i mine over situationen. Men inderst inde brød hun sig slet ikke om det ikke det mindste, størrelsen minde om hendes overfaldsmand, men heldigvis ikke øjnene. Elaina tog blidt omkring Hektors arm og holdt fast i den. 

Musikken lød stadig lystigt mens snakken fortsatte til ballet, politisk tale, aftaler der blev lavet i skyggerne, og alverdens andet. Dette synes dog at blive overgået af den opmærksomhed en blå høj skikkelse synes at få. Dionsia forøgte at holde øje med skikkelsen, men det var en umulighed som de blev ved med at svinge rundt ud og ind blandt de andre dansende. Til sidst blev det hende for meget som en voldsom kvalme skllede hen over hende. Hu stoppede brat, midt der på dansegulvet, mens Edgar så bekymret på hende inden han fik hende trukket ud til siden, med skyggen af et smil spillende i mundvigen. 
" Det kan jeg kun antage som at det var et vellykket ritual i templet..? " Lød det inden hans blik gled fra hendes ansigt ned mod hendes mave. Dionsia skar lidt ansigt mens hun kæmpede mod kvalmen, inden hendes hånd røg ud og fik fat under hans hage, løftende hans hoved væk fra maven. " Man skulle næsten tro at min mave var din hustru, bare.. Bare vent, der er jo ikke det store at se lige nu. " Hun rankede ryggen, inden hun så over efter den blå mand, ikke svært at det var svært finde ham. Han rangerede nærmest over de andre med hans højde. Nysgerrigt, søgene, greb hun fat i Edgars hånd og hev ham med hen nær den lille forsamling der efterhånden var blevet. Hun bemærkede igen Hektor, og hvem hun nærmest måtte antage var enten en søster eller en meget ung hustru, ved hans side.
Blikket gled kort over de blå skabning, ned mod kiletilhængeren, videre over mod forsamlingen, inden hun valgte at vende ryggen til det hele og sætte sig ned på e bænk. Det kunne jo sagtens være en besøgende et andet sted fra, selvom hun dog var lidt varsom med sine antagelser. Men hvis han var det, ville en hel forsamling af folk der stod og stirrede dumt nok ikke ligefrem være med til at bringe et godt første indtryk på ham. Edgar, der havde fulgt hende til bænken, stod dog istedet stift bag hende, med hovedet drejet opmærksomt, observerende mod forsamlingen. 

Hsin betragtede fortsat forventningsfuldt den kutteklædte kvinde, hendes stemme usikker og hendes reaktion skuffende. Hsin førte kanden til munden igen, og drak lange drag i den akavede stilhed. Snart var kanden tømt, og Hsin fjernede den atter fra sine læber, og som forinden, så tørrede han sig med modsatte håndryg. Der dryppede enkelte dråber af den sødlige alkohol fra Hsins skæg og ned på hans bryst. Han stirrede tomt på kvinden, og skulle til at tale til hende, da en fint påklæd mand kom ind fra den ene side, med en yngre kvinde på slæb; også i fornemt antrit. Den unge dame lod ikke til at være henrykt ved situationen, men den skarpt-udseende mand tog ordet, og Hsin lyttede med fornyet opmærksomhed. Han blev tiltalt roligt, positivt, nærmest hyldende, og derefter præsentere manden sig, og da han nævnte sit slægtsnavn havde Hsin spærret øjnene op, hvis det var noget han gjorde. Det var det ikke, men det gav stof til eftertanke alligevel. Manden rakte en hånd imod Hsin, som han ikke anede hvad han skulle gøre ved. Han valgte slet ikke at reagere på den. Den store blå mand så kort imod kvinden der ikke havde givet ham noget svar, kort på den utilpasse unge dame ved Hektaurious’ side, og endelig på hertugen selv, da han begyndte at tale; hans monotone, dybe røst skar igennem uden problemer.
 

”Manden værdsætter i særdeleshed hertugens imødekommenhed og overblik, men havde i samme ombæring ikke forventet andet, af efterkommeren af Derrik Courasious. Manden bør desuden vemodigt erklære, at det ikke er Mandens hensigt nogensinde at mødes med Hektaurious, eller andre, på slagmarken – men at det i sidste ende, ikke er op til Manden selv, om end handlingen ikke ville ske synderlig frimodigt” og med det sagt, så vendte Hsin sig imod Kiles kvinde igen, der ikke havde haft et intelligent svar, eller et svar i det hele taget, på Hsins spørgsmål. ”Manden søger at begribe Lysets Dronnings fravær, og forestillede sig i dét henseende, at der var en form for involvering af ”Kile”, da dennes forkyndere synes at være overalt, inklusive hvor Lysets Dronning ellers burde optræde” forsøgte Hsin sig igen. Måske hertugen kunne oversætte til, eller svare for, kvinden, hvis hun fortsat ikke selv havde nogle begavede tanker, at delagtiggøre Hsin i. Byvagterne der ledsagede Hsin var faldet lidt mere til ro, den ene havde endda taget sig en kop mjød, da Hsin nævnte Lysets Dronning igen, hvorefter de igen blev vagtsomme.

Han mærkede hvordan klemte hans arm til, Hektor så kort ned på hende og forstod, at hun ikke brød sig om denne person. Hånden tog han tilbage som han forstod hentydningen om at denne blåhudet man ikke var vant til denne gestus. Hektor skulle til at undskylde overfor Elaina, da han hørte den dybe og monotome stemme tale til ham og det fangede hans opmærksomhed. Denne person havde lige sammenlignede ham med hans egen forfader Derrik Courasious, manden der i sin tid havde udmærket sig, til at give ham hertugdømme, den arv Hektor bar på. Hertugen så overraskende på Elaina og med en meget lav men overrasket stemme "Han kender til min forfader?!" lød det. Hektor så sig omkring, der var flere folk forsamlet omkring denne blåhudet mand, der endnu engang tiltalte Kile præsten.

Ah, en han kunne genkende (Dionsia) fra tidligere opgaver fra ordnen var til stede og en der kendte til de adelige normer, i hvert fald mere end hans selv gjorde. Hektor gav et vink med hovedet imod Dionsias retning for Elaina "Kan du mødes med mig om lidt over hos min kollega, grevinde Dionsia, Elaina? Jeg må lige håndtere dette kort." igen lavmælt til hans hustru. "Bede om?" Hektor tog blidt fat om hendes ene hånd og kyssede den.

Hektor rettede hans fokus tilbage på den blåhudet mand igen, han måtte lige tænke over hvad han egentlige spurgte præstinden og det gjorde Hektor selv opmærksom på, at lysets dronnings tilstedeværelse manglede. Hektor så hen på Kile præstinden " Hvis jeg har forstået denne herre korrekt" Hektor så kort hen på Hsin for at gøre opmærksom på at han kunne tag fejl, "Så er han nysgerrig om dronningens manglende tilstedeværelse og hvad Kile og deres budskab har med dette at gøre, siden Kile ordnen har vundet så meget frem på det seneste." afsluttede Hektor. Han huskede godt dagen hvor dronningen havde givet hendes tale til folket, en dag han så ansigt til ansigt med noget han ikke brød sig om. Hektor bukkede for dem og undskyldte sig som han forlod dem og på vej hen imod Dionsia. Måske grevinden havde nogle af de samme bekymringer som han selv havde? Men nu var det for Elainas skyld at han havde trådt op til ballet, denne slags bekymringer måtte helst ikke distrahere ham.

Saniyah gik igennem slottes gange. Hun beundrede de smukke malerier der hang på væggene, og den udsmykning der generelt var på slottet. Hun havde aldrig set noget så overdåigt før, og hun blev en smule urolig for at ødelægge det. Det fik hende til at gå helt inde på midten af gangen, så hun ikke risikere og rive noget ned.
Hun kiggede ned af sig selv, hun havde aldrig haft noget så smukt på. Hendes kjole var en lang lyserød kjole, som bevægede sig i takt med hun gik. Den sad tæt omkring taljen, og var på overkroppen prydet med en smuk blonde som delte sig i enkelte blomster i den øerste del af skørtet. Hendes hår var sat op, men hendes ører stadig skjult. Hun måtte indrømme hun elskede kjolen, selvom det ikke var hendes egen. Hun huskede kort episoden fra et par dage tidligere. Hun havde egentlig bare været i byen for at finde lidt ting hun manglede, men da hun hørte en masse tumult var hun løbet i den retning. Det viste sig at være en lille dreng som var kommet til skade. Hun tøvede ikke og uden rigtig at tænke sig om, havde hun sat sig ned og healet hans ben. Folk omkring hende havde mumlet og en mand kom løbende ind til drengen. Det viste sig at drengen var søn af en af de vigtigere personer i byen, hans forældre havde insistere på hun skulle med til ballet, de havde givet hende en invitation og havde endda sørget for en kjole. Hun havde flere gange forsøgt og fortælle det ikke var nødvendigt, men de havde insisteret så hun gav op.

Og nu var hun her. Hun stod foran døren ind til salen hvor ballet var. Hun tog en dyb indånding før hun gik ind. Hun beundrede hvordan folk dansede, og alle virkede egentlig til at more sig. Måske det ikke var så slemt at være her alligevel. Hun smilte venligt til alle hun passerede, nogle gengældte det, andre gjorde ikke. Det var ikke nok til at slå hende omkuld. Hun fandt et glad hvidvin, og stod roligt og beundrede hvor smukke folk var. Nogle af kjolerne var jo helt fantastiske, og mændene var også klædt godt på. Hun lagde mærke til en blå fyr der stod i den ene ende, og at folk nærmest flokkedes om ham. Hun overvejede kort at gå derover men besluttede sig for at der ikke var nogen grund til alle gik over for at glo på ham, kunne bestemt ikke være behageligt.
Så fangede noget på dansegulvet hendes opmærksomhed. En kvinde og en mand dansede, men pludselig så kvinden ud til at blive dårlig(Dionsia). Hun betragtede hvordan manden førte hende over til en bænk, godt i det mindste... Hun nåede ikke og gøre tanken færdig da han bare stillede sig bag hende. Hun smilede lidt opgivende, ja alle kunne jo ikke vide hvad der var godt i den situation. Hun fandt en tjener og fik fremskaffet et glas vand. Hun kunne næsten regne ud det måtte være noget med maven sådan som de havde opført sig på dansegulvet. Hun efterlod sit eget vin ved tjeneren, og gik tværs over gulvet til de 2. Hun satte sig på hug foran kvinden og tilbød hende glasset. "Her. de så ud til ikke at have det så godt, og jeg er sikker på vand er langt bedre end vin i sådan en situation. Hun sendte hende et venligt og varmt smil. "Mit navn er Sainya. Er der noget jeg kan hjælpe dem med? Jeg er healer forstår de. Hun havde ikke rigtig kigget på manden bag hende, fokuserede kun på kvinden. Hun var så fokuseret hun ikke lagde mærke til andre omkring dem, og dem der var på vej derover (Elaina og Hektaurious).



kjolen: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/736x/c0/6a/16/c06a16b5b7d7a700519726ff57216960--prom-dresses-with-straps-tulle-prom-dress.jpg

Under den hvide maske søgte Sin'thyas grønne øjne den nyankomne adelsmand og Lysets Kriger, som henvendte sig til den store, blå fremmede. Bag sig hørte hun, hvordan balgæsterne hviskede og pegede på den fremmedartede gæst, og hun vred hænderne under de sorte klæder, håbende på, at hun snart kunne se sit snit til at undvige al denne opmærksomhed.
Ankomsten af de'Lacour-parret gjorde hende nervøs. Hun havde ikke selv været vidne til uroen under Dronningens tale, men hun vidste ikke, om parret var venligt stillet over for Kiles Orden, efter at en i deres klædedragt havde valgt at angribe. Bag masken afsøgte hun begges ansigter for spor af, hvad de synes om hendes - og andres - tilstedeværelse i balsalen, men deres opmærksomhed var for nu rettet mod den store, blå fremmede.

.. som tydeligvis ikke ville give op. Man tårnede så højt over hende, at hun måtte lægge nakken langt tilbage. Hvis det ikke var selveste Krystalpaladset, de havde befundet sig på, ville han sandsynligvis have besvær med at komme ind ad dørene. Hun måtte vende hans sætning i hovedet et par gange, men endelig forstod hun nogenlunde, hvor han ville hen. Han tror, at vi har noget at gøre med, at Dronningen ikke er til stede ved ballet.. "Jeg er blot en simpel tjener af Ordenen." Svarede hun spagt. "Rygterne siger, at Dronningen er syg. Andet ved jeg ikke." 
Det var sandt. Hun vidste det ikke. Og hun havde ikke lyst til at blive indblandet i landets politiske forhold .. til dét var hun af al for simpel baggrund. Hun trådte forsigtigt et skridt tilbage for at give mine til, at hun var på vej andetstedshen. Forhåbentlig kunne de'Lacour-parret overtaget samtalen med den mystiske fremmed, inden han begyndte at udspørge hende yderligere...

At sige Aya havde tilbragte hendes tid ved baldet i sine egne tanker, havde været en lodret løgn. Den unge kvinde var blødgjort af den festlige stemning. Engang havde disse fester kun været en drøm for hende, en fantasi, forbedret af en ung piges ensomhed. Nu var hun magtfuld som hun aldrig havde været det før. Måske var hun ikke adelig, men hun var heller ikke ubetydelig. 

Om end hun ikke tydeligt kunne se sine omgivelser, så nød Aya aligevel ballet ualmindeligt meget. De mørke siluether, og de klare pletter hvor hendes øje fangede det direkte lys. For andre havde det nok været dystert, men for hende var det smukt. Aya havde levet så mange år uden sit syn, at selv den smule hun havde tilbage af det var en smuk gave for hende. Men det var også et handikap, for de mange år hendes øjne havde været ubrugte havde gjort hende uafhængig af dem, og ofte forvirrede de hendes andre sanser. 

Aya's sanser havde midlertidigt været distraheret, så først for sent opdagede hun vampyren der stødte ind i hende, og spildte vin over hendes kjole. I ren refelks, løftede aya sin tomme hånd i svingede den mod ansigtet af personen der var trådt ind i hende.
Det var ikke så meget fordi aya var ond anlagt - hvilket hun var, men det var ikke det der spillede ind her - men mere en reaktion på chokket over at blive gået ind i.

Da Ray blev ramt af Ayas flade håndflade kunne han ikke andet end blot at se på hende i ren og skær forvirring. Han var aldrig fået en lussing før, i alle hans år som vampyr havde han jo været sammen med sine butlere, og ingen af dem kunne jo nogensinde finde på så meget som at røre Ray uden tilladelse, og da han var menneske? Ja, hvem skulle dog have slået ham der? Hans forældre var jo komplet ligeglade med ham, og Adrian som skulle sørge for ham kunne aldrig finde på at slå ham, ikke dengang, ikke nu.
 
Ray, som havde absolutte ingen anelse om hvordan han skulle reagere, endte mest af alt bare med at stå der og kigge. Hans øjne farede rundt mens han søgte efter et eller andet der kunne give ham et hint af hvordan han mon skulle reagere, og det var der det gik op for ham, han var jo ikke alene. Inden han kunne nå at reagere på det, så kom Adrian stormende hen mod dem med et rasende ansigts udtryk, og hans flade hånd fløj direkte imod Ayas kind mens han hvæsede og dermed blottede sine vampyr hugtænder.

Med det samme kom Asjar dermed også stormende, og da Ray kunne se at han ingen chance havde for at stoppe dem, de var godt nok hans butlere, men der var ting som selv ham ikke kunne kontrollere ved dem, og deres overbeskyttelse var en af disse ting. Men da han ikke kunne stoppe dem, så valgte han at blive en del af det de havde gang i. Samtidigt med at Adrian begyndte at hvæse af Aya, gjorde Ray det samme. Asjar stod klar til at beskytte sin herre og kollega mod hvem som helst som havde tænkt sig at gøre dem noget, derved valgte hun også at hvæse af folkende rundt omkring.

Elaina stod roligt ved siden af Hektor, og var nok lige så overrasket som ham selv over at denne havde et kendskab til Hektors forfader. Mon Denne mand også kendte til hendes, og historien omkring Ray og hvad han havde gjort? Det kunne ødelægge Ray.. Som kun lige var ved at finde fodfæste igen. ”Hvor gammel mon han er” hviskede hun tilbage, eftersom hun ikke ønskede en dialog med denne, faktisk ville hun slet ikke hen til denne person. Samt sådan en burde slet ikke være til et bal. Men generelt havde aften budt på diverse gæster, fulde gæster, som var yderst uanstændige..

Elaina så lettere sammenbidt på ham, som han bad hende om at gå hen til Dionsia, en kollega. Alligevel gjorde hun som han bedte om, det var hendes pligt men også det der var forventet af hende. Hun kunne jo ikke lave en scene ud af. Elaina ønskede mere at slappe lidt af, tage aftenen lidt mere roligt. Trods hun var vant til diverse balle var disse forbeholdt adelige. De var noget uvant for hende at være i selskab med alle der ønskede det.

Som Elaina gik imod Dionsia bemærkede hun et tumul af en art, hun vendte sig kort om og forventede at dette havde noget at gøre med blå væsen, men nej det var ikke ham. Hendes øjne søgte området og fik øje på Ray og hans bulter som hvæsede af en anden. Elaina fik noget store øjne, det var tydeligt at de ikke vant til at være ude blandt andre. Hun sukkede kort, hun var nok nødsaget til at blande sig, det kunne ende i et slagsmål eller at blev smidt ud, smidt i fangekælder som nok det værste. Vampyrer var jo ikke ligefrem velset og Hektor ville nok hellere ikke prissætte at hun gjorde det som hun havde gang i.

Med rolige faste skridt gik hun imod dem, dog ikke for tæt. De var meget sure, og hun smilede stille på at forsøge at få dem til at falde til ro. ”Asjar i skaber en scene, i kan blive smidt ud eller værre. Få Ray til at sige undskyld til kviden for at ødelægge hendes kjole og lad os gå lidt ud for lidt frisk luft, inden nogen kommer til skade” sagde hun meget beroligende til hende. Trods at hende og hans bulter ikke ligefrem var på samme fod sidst de mødtes. Vidste de også at hende og Ray havde et familiebånd. Elaina håbede inderligt at dette ville falde til ro og ikke skabe yderligere drama.  

Dionsia lyttede opmærksomt efter kæmpens dybe røst. Det var dristige spørgsmål der let kunne blive taget forkert han stillede, men hvad hun ellers opfattede fra ham lod han ellers til at være ganske rolig af sig, om end noget malplaceret i paladsets balsal.
Hun drejede hovedet væk,og pludselig synes lidt meget at ske på en gang. Udover den blå kæmpe, kom der også tumult andetsteds fra, men det var dog mest af alt den fremmede unge kvinde der kom hen imod hende med et glas, der tilsyneladende indeholdt vand. som endte med at tage hele opmærksomheden, idet hun satte sig på huk lige foran hende.
Et kort øjeblik kunne en blanding af forvirring og overraskelse skimtes i hendes ansigt før Dionsia selv tog sig sammen, rankede ryggen lidt imens hun tog imod glasset med vand, som Edgar nu stod og skulede suspekt imod hen over hans skulder. 
Hun rystede på hovedet med et lille smil mens hun klappede på de tomme plads ved siden af hende, til indikation om at healerkvinden skam godt måtte sætte sig ved siden af hende. 
Det kunne muligt være at de ikke var af samme stand, men som ridder kun hun tit ud blandt befolkningen og var ikke bange for kontakten, som andre adelige kunne være det. 

" Jeg takker for Deres omsorg og bekymring, men det er intet.. Bare naturen der går sin gang. " Kom det kryptisk fra hende. Så tidligt i forløbet ville det være risikabelt at afsløre den 'søde' hemmelighed bag hendes ubehag. 
For ikke at virke alt for uhøflig tog hun et par slurke af vandet. *Hvor er det dog kedsommelig en smag * lød det  hendes hoved.
" Navnet er Dionsia, og dette.. " Hun rykkede lidt på sig og pegede over skulderen på Edgar. " Er min mand, Edgar. "
Ved lyden af hans navn havde Edgar vendt sig om og blidt placeret en hånd på hendes ene skulder, med tommelen let hvilende i udkanten af det magiske segl der var skjult under Dionsias kunstnerisk opsatte hår hvor et par lokker var løse og lange nok til at dække over mærket.
Han så ned imod Sainya, gav hende et let nik og et venligt smil.

Hun bemærkede Elaina komme over imod den lille forsamling, og rejste sig automatisk for at neje for kvinden, der dog tog en anden retning ved lyden af hvæsen. Hun følte sig ærligt lidt til grin som hun stod der, men hun vidste også at hendes adelsrank var lavere end Elain, som derved kunne tillades at tage flere friheder end Dionsia selv. Alt i alt politisk magtkamp, selvom der ikke megen kamp var lige nu... udover en god bunke hvæsen, fra en gruppe fremmede der ikke helt synes at være 'dannede nok til at kunne være til et bal som dette. Selvom ballet her var beregnet for hele byen. Det plejede de i al fald at være, så det havde undret hende da de havde fået invitationerne til det årlige sommerbal, noget hun havde taget som et tegn på at det var krævet af hende at hun mødte op, selvom der ingen direkte ordrer havde være vedlagt invitationen.  

Et tavst suk forlod hende idet hun endnu engang satte sig ned, dog med opmærksomheden mere imod Elaina, som hun skævede til nu og da fra sin plads. " Så.. Er det Deres første gang frøken? " Lød det høfligt konverserende fra hende  som hun forsøgte at få tankerne lidt væk fra hvad og hvis, og være mere tilstede værede. 

Hsin lagde øre til både Hektors forklaring, som han ikke kommenterede på, og derefter kilepræstindens undvigelse – for Hsin kunne ikke umiddelbart betragte det som et rigtigt svar, det gjorde ham faktisk bare mere forvirret og gav naturligvis anledning til et opfølgende, meget anderledes spørgsmål. Hektors kvindelige kompagnon forlod dem og den kutteklædte gjorde mine til ligeledes at fordufte. Hsin tog et skridt imod hende som svar, og så hun vidste, at han ikke lige var til at løbe fra. Hsin drejede først hovedet imod Hektor, som han tiltalte: ”Manden værdsætter Hektaurious’ villige behjælpelighed” og vendte det så imod kvinden i kutten, som han fortsat ikke kendte navnet på – hvad der egentlig også var ganske sekundært. ”Manden agter som følge af Kilekvindens respons, at adspørge denne ”Rygter” nærmere.” Hsin så rundt i det store lokale, spejdende efter en person eller skikkelse som han aldrig ville kunne genkende. ”Manden ønsker dermed, at Kvinden oplyser Rygternes tilholdssted, for Manden har et presserende ærinde med Lysets Dronning” og med dét sagt, så var Hsin atter tavs.
 

Hsin mærkede hvordan han blev stimuleret fra alle retninger og på næsten alle tænkelige måder. Alle sanserne og alle centre i hjernen. Det var i hvert fald sådan det føltes. Støjen, drikken, maden – som han i øvrigt også måtte få sig noget af... En opvarter af en slags var på vej forbi Hsin og de andre, og han snuppede fadet ud af kvindens hænder og stak hende i stedet den tomme kande, som hun overrasket og en anelse irriteret tog med sig derfra. På fadet stod madanretninger i forskellige størrelser, tydeligt ment til flere forskellige mennesker. Hsin kunne ikke se på noget af det, hvad det skulle være, men med fadet i sin venstre hånd så begyndte han at proppe mad i munden med den højre. Alt imens Hsin smaskede højlydt og ublu, så vendte han igen blikket imod kilepræstinden. Maden kunne Hsin heller ikke kende på smagen, men han vidste bare, at han kunne lide det. Som Hsin bare skovlede føde i ædespalten, så ramte en del også ved siden af, ned i skægget og ned på gulvet. Det var noget værre svineri.

Saniya kiggede på kvinden foran hende da hun tilbød hende en plads ved hendes side. Godt no kvar hun ikke vandt til byen og fester, men hun vidste godt noget om rang. Og noget sagde hende at kvinde her stod højere end hende selv. Hun tøvede først, men rejste sig så og satte sig på pladsen ved siden af hende. Hun bukkede kort hovedet som tegn på at vise hun var taknemmelig.

Da hun forklarede sine smerter smilte Saniya bare. Hun havde en følelse af der lå andet, men det var uhøfligt og blande sig, og kvinden virkede jo også til at have det godt nok. Hun virkede ikke feber syg eller lign. Saniya skubbede derfor sine bekymringer væk, det var ikke hendes plads og blande sig i disse ting, når det ikke var ønsket.
Dionsia og Edgar. Hun sendte dem begge et venligt smil som de blev præsenteret for hende, og hun bukkede kort med hovedet da Edgar kiggede på hende.

Saniya bemærkede noget tumult et andet sted i rummet. Det var ikke hos den store blå fyr, nej det så faktisk ud til at en ung herre måske havde fornærmet en kvinde. Der var i hvert fald ballade, og det lignede at de var ved at komme op og slås. Det var ikke hendes hensigt, men hun kunne ikke rigtig stoppe sig selv fra at kigge på det. Der var noget mystisk, de opførte sig nærmest som vilde dyr. Hun troede faktisk at ballet ville være meget dannet og ædelt, men når man inviterede alle, selv en som hende var det vel hvad man kunne forvente. Hun fik drejet sin opmærksomhed tilbage til Dionsia og lagde mærke til, at det selvsamme som før havde fanget hendes opmærksomhed, også havde fanget Dionsia.
Saniya fik øje på dansegulvet igen. Folk så ud til at hygge sig, mange var vist ankommet i par, og så ud til at have en god aften. Hun overvejede hvor længe hun skulle blive før hun kunne tillade sig at gå. Hun følte sig ikke helt tilpas her, følte at hun var den fremmede. Hendes tanker blev dog afbrudt da der igen blev talt til hende. Det var Dionsia. Hun drejede sit blik tilbage på hende og sendte hende et smil og et lille genert grin. "Ohh. Jeg var ikke klar over det var så tydeligt." Hendes stemme var blid, og hun virkede mest af alt en smule forlegen. "Jeg må indrømme jeg ikke er vandt til at færdes i disse kræse. Jeg er vandt til mest af alt og bruge tiden med mig selv og naturen." Hun rykkede en tot væk fra sine øjne som generede hende. Ville det være uhøfligt og spørge ind til hende? Hun blev enig med sig selv om det ville være uhøfligt og lade samtalen var ensidigt. "Mange her virker som om det er ganske naturligt for dem og færdes i dette miljø. Dem selv indkluderet. De virker så elegant og dannet" Hun snakkede nærmest med anerkendelse og beundring i stemmen. Jo hun syntes det her var fasinerende, men det var ærligt ikke her hun trivedes bedst. Men sådan var de jo alle forskellige.

Sin'thyas forvirring var efterhånden blevet åbenløs, idet den mærkelige mand talte igen. Hans talemåde var underlig og kringlet, og hun havde virkelig svært ved at forstå, hvad han overhovedet mente. Nervøst pillede hun ved ærmet på den lange, sorte beklædning, hvis brede ærmer helt dækkede hendes spinkle arme. Hun løftede atter blikket og betragtede den underlige fremmede gennem maskens øjenhuler: "D-Dronningen?" Stammede hun. "Jeg tror ikke De kan .." Hun bed sig i læben og tog en dyb indånding. "Der er ingen, der får lov til at se Dronningen i øjeblikket. Måske kan De få en audiens med hende talsmand.." Hun så forbløffet til, som han begyndte at stoppe mad i munden, med en hast, som selv det mest sultne gadebarn ikke kunne efterligne. En del af hende håbede lidt, at paladsvagterne snart ville bestemme sig for, at den kraftigt byggede, blå mand ikke var en velkommen gæst til ballet. Ikke fordi han var truende .. hans behov for at udspørge hende med sin mærkelige talemåde, gjorde hende bare nervøs.

Igen lod hun hastigt blikket glide rundt på de nærmeste gæster i håb om at se andre iført Kiles rober nærme sig, men hendes blik faldt i stedet på en scene, hvor vin blev spildt over en fin kjole .. SMAK! En hånd blev svunget og noget, der lignede en ung mand, fik en syngende lussing, der fik de nærmeste til at vende sig om. Mandens tjenestefolk kom øjeblikkeligt stormene og Sin'thya betragtede optrinnet med en vis interesse. Hun håbede, at der ikke var optræk til ballade.

Ved Elainas ord begyndte Ray så småt at kigge sig omkring, han så hvordan folk så småt var samlet omkring dem mens de stod og snakkede, hviskede om dem. Dem der ikke helt forstod hvad der skete snakkede i nysgerrighed, dem der godt havde opfanget deres skarpe tænder snakkede enten i frygt eller afsky. Det gik op for Ray hvor forkert han havde håndteret situationen foran ham. 
Ray rettede ryggen og vendte hagen opad. Til at starte med stod han lige og så lidt rundt på alle omkring ham, hvorefter han let lukkede øjnene. Det var gået op for ham at han burde begynde at opføre sig mere som en greve, i stedet foren eller anden fjollet femtenårig der ikke anede hvad han lavede.

''Asjar, Adrian, vil i venligst gå udenfor og vent på mig der? Jeg kommer lige om et øjeblik''. Ray snakkede med en autoritet i sin stemme som ikke engang Adrian havde hørt før, det var tydeligt at han mente det her seriøst og der ikke var noget til at diskutere. Asjar var hurtigt til at begyndte at forlade balsalen, og efter et vredt blik fra Ray af smuttede Adrian også hurtigt ud af balsalen som han var blevet beordret af sin herre. 

''Jeg beklager meget for forstyrret mine tjenere og jeg har påført alle til dette bal, hvis i alle sammen venligst ville vende tilbage til festlighederne, så at vores forstyr ikke for yderligere konsekvenser. '' Ray snakkede lige højt nok for alle omkring dem til at høre dem, men lavt nok til ikke at forstyrre hele salen. Efter folkene omkring dem så småt var begyndt at gå væk vendte Ray sig imod Aya og bukkede let for hende, ''Jeg beklager mange gange for de besværligheder jeg og mine tjenestefolk må have forvoldt dem. Dette skulle gerne være nok til at betale for din kjole og til at fungere som en undskyldning mod dem for min opførsel og mine butlers truende adfærd.'' Ray tog et kort skridt mod Aya og trak en lille pung frem fuld af krystaller, tydeligvis nok til at betale for kjolen, og så lige en god slat ekstra. 

Ray trådte hurtigt helt op ved siden af Aya og hviskede noget som kun hun kunne høre, ''Jeg beklager meget at jeg var nød til at stoppe min butler fra at skade dig, han er meget overbeskyttende.'' Ray sendte Aya et farligt blik inden han fortsatte, ''Men hvis de nogensinde slår mig igen, så vil der ikke være meget tilbage af dig at undskylde overfor''. Ved sine sidste ord begyndte Ray så småt at gå videre, henimod udgangen for at komme ud og slutte sig til sine butlere.

Elaina så bekymret på dem, men Ray havde tydeligvis hørt hende, eftersom han kort efter hun havde sagt noget, så reagerede han med at berolige Asjar og Adrian hvilket var rigtig godt, syntes Elaina. Et lille smil dannede sig på hendes læber hun var stolt af Ray at formåede at tage ansvar for sine handlinger. Elaina blandende sig ikke yderligere, da Ray klarede situationen godt. Elaina så efter Hektor, men umiddelbart var han ikke til at se nogen steder. Var han mon gået et sted hen hvor hun ikke længere var i stand til at se ham? Af denne grund besluttede hun også at gå med Ray uden for. Hektor ville jo nok dukke op på et eller andet tidspunkt. Samtidig ønskede hun hellere ikke at stå her, helt alene. Hun ventede dog på at Ray ville begynde at gå, før hun ville følge med dem ud.

Elaina fulgte med Ray og da de endelig var udenfor så hun imod Ray og sagde ”Jeg er stolt af dig Ray, du tog ansvar og håndtere det godt” efterfølgende kom et venligt smil imod ham. Hun kunne kun forestille sig hvor svært det måtte være for dem at være her, iblandt så mange andre. Når de i mange år havde levet på Rays gods. Hvor der ikke var nogen at tage hensyn til på samme måde. 

Hvis der var nogen måde det kunne ses på Dionisia at hun ikke brød sig om lyden af den høje smæskende mands smasken og griseri bag sig, kunne det kun ses ved en trækning ved det ene øje, mens hun forsøgte at ignorere kvalmen der rumsterede i hende. 
Hun forsøgte at holde fokuset på den unge gæst foran sig, selvom hun ikke troede på at kvinden var meget yngre end hende selv. 
Et venligt smil gled over hendes læber. Så hun havde haft ret i sine antagelser. " Skoven og naturen er også vidunderlig. Mange foretrækker den tæmmet, men jeg holder nu mest af den vilde naturs pragt. " Hun drejede sig lidt mere imod kvinden. " Det kan måske være at De vil have en fornøjelse ud af at se haven? " Lød det foreslående. 
Hun ville trods alt ikke tvinge den anden ud i noget hun ikke selv ville, men at være ude med natur om sig kunne måske få hende til at føle sig lidt mere hjemmevandt, om end paladsets have var 'tæmmet' af gartnerne. 

Som den anden begyndte at snakke om dannnelse, kunne Dionisia ikke andet end at sukke indvendigt. " Det hører med til min opdragelse. Jeg er af adelig slægt, så den slags læres fra barnsben. Og selv hvis den ikke gjorde ville jeg have lært det da jeg valgte at uddanne mig som en kriger af lyset." I modsat fald af andre følte Dionisia ikke for at prale af hendes status i samfundet. 
Med et varmt smil rakte hun hånden frem for at præsentere sig ordentligt for en anden. " Jeg glemte helt min høflighed her. Mit navn er Dionisia Dacre. Må jeg spøge om Deres? "
Hun regnede lidt med at Elaina havde trådt til ved det mindre opgør, i al fald lod der ikke til at være det store ballade derovre længere. Hun tog sig selv i at skæve derhen.