Athir nikkede. "MARIE! SUPPE!" Man skulle tro Marie var halvdøv, men så kom der et "JAJA, JEG ER IKKE DØV!" ude fra køkkenet. Selv var Athir ikke ligefrem en af de 'gode', men på den anden side, foretrak han ro og orden i sin kro. Om ikke andet kunne Henrik nok holde Loke tilbage. Henrik blev sendt ud i køkkenet, mens Athir holdt øje med gæsterne.

Loke havde ikke planer om at lave ballade. Han gad ikke ud i det kolde vejr igen. "Jamen, så må jeg vel være en af de gode i dag," sagde han drillende. Han kunne opføre sig pænt... når han gad.
Da krofatter råbte meget højlydt, kiggede Loke næsten foruroligende på ham. "Man skulle jo næsten tro at I var døve her i kroen, med det lydniveau."

Nika drak igen af øllen, selv om hun var lige ved at spilde, da der blev råbt højlydt. Hun rystede lidt på hovedet af den blege fyr, før blikket faldt på hans ølglas. "Ikke tørstig?" Bemærkede hun lidt undrende. Var han bare kommet herind for tørvejret?
"Navnet er Nika, i øvrigt.."

Athir trak på skuldrene. "Man bliver vandt til det. Marie påstår, hendes ører ikke har taget skade, men jeg tror ikke helt på det," bemærkede han. "Det hørte jeg godt!" kom det prompte fra køkkenet. Athir smilede.
"Athir," svarede han Nika. "Velkommen til." Selv havde han ingen særlige evner til hjælp, men Loke virkede oprigtig nok.

Loke lo mildt. "Mit navn er Loke, det er... hyggeligt at møde jer." Det var i hvert fald noget at møde dem.
"Jeg drikker ikke så meget igen," sagde han og trak på skuldrene, og lod igen som om at han sippede af kruset. Han havde højst fået lidt på læberne, som han tørrede af, ellers var der intet forsvundet fra kruset hidtil.

Nikas blik hvilede på Loke, mens han "drak". Der var et eller andet underligt, men så igen, øllen smagte heller ikke fantastisk.
"Tak, min gode krovært. Har De haft stedet her længe?" Hun havde ikke besøgt kroen i mange år, og kunne ikke huske, om det havde været Athir sidste gang..

Athir så sig om i kroen. Han havde vidst tid til at sludre lidt og hvilede albuerne på disken. "Ooh, skam ikke mere end et par år, stedet her har været lidt nedkørt, men det kommet på benene igen," svarede han med en lidt stolt mine. Hvad angik Loke, troede han ikke længere på, at han ikke drak. Så længe det ikke var fra gæsterne inde på kroen.

Hvis de ville prøve at smide ham ud, så ville der først komme ravage, men hvis de bare ville ignorere at der var noget lusket om ham, så var der jo ingen grund til bekymring.
"Det er ret godt gjort, jeg kan godt huske, da det ikke var det mest behagelige sted at besøge," det var så også efterhånden mange år siden. 

Hun nikkede. Kroen virkede som et hyggeligt sted nu - velholdt, og ingen ballade blandt gæsterne, så det ud til. "Hvad med dalen? Jeg har hørt, at det er lidt småfarligt at gå rundt i bjergene.." Sagde hun. Der var vidst vampyrer og den slags.
Hun nikkede mod Loke, da han sagde det. Det troede hun gerne på.

Athir så lidt eftertænksom ud. "Jaah, folk ser ofte omridset af den gamle borg mod nord og tænker vampyrer," han skævede til Loke, "Men det er varulvene, man skal tage sig i agt for. De lokaler kalder ikke bjergene de Hylende Bjerge for ingenting." Athir fyldte et krus med mjød til sig selv."Og så er der selvfølgelig landevejsrøvere."

Loke opfattede godt Athir's blik, men det var ikke som om at han ligefrem skjulte at han var vampyr. "jeg har godt hørt at de der varulve kan være lidt slemt at rende ind i," sagde han, uvidende om varulven der sad ved siden af ham.
"Men jeg tror jeg overnatter her i nat, så et rum tak," sagde Loke så og smed nogle flere krystaller over disken, et par af dem havde faktisk ikke blod på sig. Lige så snart han havde fået rum nummeret og nøglen, sagde han farvel til de to af dem og smutttede op.

//Out

Nika skævede fra det fyldte glas til manden, der meget hurtigt havde forladt baren. Snakken om varulve var dog begyndt at gøre hende lidt nervøs - også selv om der var længe til fuldmåne, og de næppe ville opdage, hvad hun virkelig var.
Men så snart hun havde spist suppen og drukket resten af øllet skyndte hun sig at takke farvel og forsvandt ud i natten, hvor de faldende dråber var blevet til en mild støvregn.

/out

Athir skrabede mønterne ned i hånden og nikkede mod trapperne: "Andet værelse til venstre er ledigt." De rødlige mønter skulle pudses lidt. Nogle ville måske bliver overrasket over, at han havde lidt sæbevand stående under disken til det specifikke formål. Marie kaldte ude fra køkkenet, og Athir undskyldte sig. Da han kom tilbage, var Nika væk. "Sagde jeg mon noget forkert? Hmm..." Måske et lys ville gå op for ham om nogle timer. I mellem tiden tømte han det fyldte krus i vasken og tog imod den næste gæst.

Tågen snoede sig gennem Tusmørkelys gader og tværede gadelampernes skær ud til blege plamager. Det var koldt, men dagene var blevet længere, Solen var kun gået ned bag de vestlige bjerge for et par timer siden. Ikke at man kunne se den for det tykke skydække. Athir hørte ulvehyl. Man lærte at kende forskel på dem efterhånden. Denne gang var det vilde ulve; de andre ville støde til om et par uger.
Den skæggede krofatter slukkede piben, han havde stået og bakket på en kvart times tid og lukkede vinduet i det, han kaldte sit kontor. Han havde hørt en større vogn trille ind over gårdens brosten og det betød gæster.

"Velkommen til! Hvad kan jeg byde herskaberne på?" "Herskabet" så temmeligt smudsige ud, men de havde krystaller og ville have mad, drikke og ly for natten. Da Athir havde sat en kropige til at sørge for det, gik han tilbage til fraværende at pudse glad bag disken, som de kom ud fra køkkenet, og så rundt i kroen med let rynkede bryn. Her havde ikke ligefrem været proppet i dag.

Tågen var kommet snigende, før havde solen ellers været dejlig lun, men nu var den forsvundet bag den tætte tåge som gjorde alt koldt og klamt. Celyon rystede kort på hovedet under den mørkebrune, slidte kappes hætte, fik det blå hår til at pjuske og krølle endnu mere. Synet af en kro fik dog lyset tilbage i de i forvejen temmeligt lyse øjne. " Kom Primulla. " Lød det opmuntrende som hun dirigerede den store farmhest over mod kroen hvor hun steg af, så sig kort om inden hun fandt et sted at binde hesten fast til, inden hun sjokkede ind i kroen, efterladende sig våde fodtrin på det tørre gulv. Blikket gled kortvarigt rundt, for lige at se stedet an, inden hun gik op til bardisken, sørgede for at holde sin hale skjult under det våde tøj. " Hvor meget koster et måltid mad, en opstaldet, fodret og tørret hest, og en overnatning i et værelse...? Og er der nogen værelser med en pejs? " Hun smilte lettere undskyldende til krofatteren. Det havde været en lang dag, uden så meget som et mål, bare nysgerrigheden der drev hende frem, som den til alle tider havde gjort det, men ikke desto mindre vidste hun at hun ville sørge for hesten før for sig selv. 

Athir havde stukket hovedet ud i køkkenet, for at se hvordan stuvningen så ud, da døren gik igen. "Marieeh? Kunne jeg ikke bare få en smagsprøve af-" begynde Athir henvendt mere til gryden med den velduftende ret end til kokken. "Ikke før den er færdig, har jeg sagt," afbrød Marie bestemt, selvom hun ikke kunne helt kunne skjule, at hun havde hørt komplimentet. Athir smilede kort til hende, inden han vendte tilbage til krostuen. "Leah, min pige, gider du lige?" Til det svarede Leah den sorthårede kropige "Ja, hr.," og fandt en mobbe frem. Der var aftner, som for eksempel fyraftner, hvor gulvet fik lov at sejle, men når godtfolk ikke var her til at trække godtfolk til, måtte man være mere påpasselig med i det mindste at se præsentable ud.

Athir så vurderende på Celyon ud ad øjenkroen, inden hun fik hans fulde opmærksomhed. De blå hår og den solbrændte hud virkede eksotisk, måske stammede hun længere sydfra mod ørkenen. Trods den lasede kappe vidste man aldrig rigtigt, hvad man kunne forvente af dem eller deres pengepung. De lyse øjne fik hende til at se intelligent ud, tænkte han. Det sidste, han efter bedste evne forsøgte at kigge efter, var våben. Folk have dem ofte på sig her, og Athir syntes efterhånden, at han kunne se på typen af våben, om gæsten havde tænkt sig at bruge det.

"Velkommen til," hilste Athir med en stemme, der rumlede varmt gennem de gråsprængte skæg. Skægget passede til hans hår, der stadig var fyldigt og gik ham til nakken. Hans tøj virkede almindeligt. Mærke bukser, en rødbrun, løs skjorte og en pæn vest med lidt mønster i dagens anledning. I hans bælte hang en løkke til et sværd, men der var intet sværd at se. Han svarede: "Opstaldning for natten og et værelse koster 2 jader," hvilket var bare en snært over standarden, "Og så har vi dagens retter derovre. Det er ikke min håndskrift, men det går an," bemærkede han med et glimt i øjet og pegede på en kridttavle, hvor fire retter og deres priser var skrevet ned med sirlig og snorlige skråskrift.

Frisk frugt ~ 5 rav

Brød med honning ~ 6 rav

Svinesteg med kartofler og tomater ~ 1 jade og 5 rav

Den sidste læste han højt: "Dagens stuvning sælger vi billigt i dag til 1 jade," han så rundt i den halvtomme kro, "Vi havde forventet lidt flere gæster." Det første var forkert, stuvning kostede altid en 1 jade, men det andet var rigtigt nok.

Celyon smilede varmt til krofatteren, som hun trak kappens hætte ned så det pjuskede korte hår, der nok ville være et virvar af krøller hvis det fik lov at vokse længere end det gjorde, og de spidse ører blev synlige. Det eneste hun bar på sig der kunne bruges som våben, udover en tyk bog skjult i et læderhylster i hendes bælte, var en slidt dolk der nok havde set bedre dage, skarp kunne man ikke ligefrem vove at kalde den, men den gik an. Selv bar hun et par brune bukser og en ulden kofte indenunde.   
" Mange tak. " Blikket gled nysgerrigt, vurderende hen over krofatteren, akkurat som han havde lært at vurdere folk, ligeledes havde hun da også lært det gennem det sidste halve årti. Hendes blik hang kort ved vestens mønster.

Hun vendte sig om mod tavlen, betragtede priserne, mens hun sudsede lidt over priserne på frugten. Det måtte være svært at skaffe frisk frugt her på egnen gik hun ud fra. Blikket gled ned på hendes pung som hun åbnede og skævede vurderende til mønterne. Det kunne lige gå an, så måtte hun se om hun kunne finde sig noget at arbejde med når hun var kommet herfra igen. Det eller forsøge at jage selv, ikke at det altid havde været en succes. 
Celyon trak på skuldrene og gik tilbage til baren som hun tømte sin pung ud over. Lige akkurat nok til at dække over priserne han havde nævnt. " Så tager jeg gerne et værelse og opstaldning for natten.. Jeg tror ikke Primulla er så frisk på at trave meget længere, især ikke i det her vejr. " Hun lo kort. "  Også dagens stuvning.. Den dufter herlig allerede! "
Blikket fulgte hans ud over den halvtomme krostue, inden det gled tilbae på ham. " Ja, vejret har vel meget betydning for hvor mange kunder man får her på egnen..? Eller de kommer dryssende i løbet af aftenen og natten? Hvor stor er omgangen her på en sædvanlig aften? "

”Så gerne,” svarede Athir smilende og observerede så som Celyon tømte hele sine pengepung ud på bordet. Krofatteren overvejede et øjeblik, om han havde sat priserne for højt, imens hans skrabede krystallerne ned i hånden, for derefter at øse dem ned i sin bæltepung. Den var anseeligt større end en almindelig pung. Når man ikke kunne blive stående ved en kasse og holde øje med dén, måtte dén følge med kroværten. ”Jeg sørger for, Primulla bliver behandlet godt,” brummede han videre og smilte gennem skægget, ”Ja, den dufter godt, gør den ikke? Men jeg har fået at vide, at den først er færdig om et stykke tid, du ved, stuvninger skal jo koge igennem, så man kan smage dem. Eller hvad ved jeg, jeg er jo ikke kok,” dette var sandt, selv om hans vildsvinegryde absolut var udmærket, selv efter Maries standarder. Han fortsatte med at pudse glas og stille ting på plads, mens han talte, ”Ja, det har det jo… vi plejer at have stuen fuld omkring aftensmad, hvilket jo brude være nu, men det sker, at der bare ikke kommer nogen. På aftner op til fridagene er her stuende fuldt hele aftenen. Somme tider er vi nødt til at bruge tønder og skamler som ekstra borde og stole! Og så er det ikke engang, fordi vi har føet dværge på besøg,” svarede han med et blink og forsatte lidt endnu med at fortælle, hvordan høsterne gav en gennemstrømning af handelsrejsende, men at det jo var intet i forhold til, da Dianthos belv invaderet, eller da elverne blev forvist fra byen. Athir talte længe nok til, at der ikke stod andre oppe ved baren. ”Og så var vi selvfølgelig nødt til at sørge for morgenmad til dem alle sammen. En skål grød til morgenmad er i øvrigt med i prisen for et værelse, det glemte jeg at sige.” tilføjede han i et en smule lavere toneleje. Det var en skål grød ikke, men han foretrak ikke at sende folk sultne afsted. Desuden var grød det billigste at lave.

”Så Primulla, hva’? Lyder som et godt navn, til en rolig hoppe. Hvad er det? Azurisk?” spurgte han nysgerrigt, mens han tog imod krystaller fra en anden gæst.

Celyon smilte da hun fik bekrætet at hendes dyrebare hoppe ville blive taget god hånd om. Det gled over i et grin da han gik videre i snakken om stuvningen. " Sådan en småsimren så smagen rigtigt kommer ud i væsken og kødet. Det er næsten ikke noget måltid der er  værre end en stuvning der har kogt for lidt. "
Hun lo lidt ved hans dværge-humor. Jo, hun havde skam godt hørt at dværge var glade for mjød og anden drikkelse der kunne give varme i kroppen, men hun havde aldrig fået det bekrætiget da hun aldrig have mødt en dværg før. 
Hun lyttede opmærksomt til hans fortællinger om de forskellige hændelser der gav fuldt hus og god økonomi, og gav skam også  sit besyv med en gang imellem. 
" Det lyder som en stor gryde I har haft gang i hvis alle de munde skulle mættes.!" Udbrød hun grinene, uen helt at bemærke at hendes hale havde fået frit løb under kappen og nu viftede lidt frem og tilbage bag hende, med en blafrende blå flamme. " Ooh, det lyder godt. Tak!" Gratis morgenmåltid sagde hun kun sjældent nej tak til. Og hvis hun gjorde var det oftest fordi maden var brændt godt og grundigt på, eller fordi folk i beværtningen virkede lidt for fjendtligtsindede. 

En nikken forlod halvdæmonen. " Ja, jeg købte hende af en gårdmand jeg havde tjent nogle krystaller og fået lidt huslys ved indtil jeg havde fået stablet mig selv nok på benene. Jeg kommer ikke oprindeligt derfra, men jeg har nu et lille hus der, kan så godt lide stedet, folk er så venlige men stolte. " Lød det forklarende. " Hør.. Har du noget imod hvis jeg skriver noget af alt det du fortalte ned?"

Athir svarede ikke med det samme på Celyons sidste spørgsmål. Godt nok kunne han være meget optaget af have sin mund åben og fortælle om alt mellem himmel og jord, men en hale, der ikke havde været der før og som oven i købet var tippet med en flamme, var svær at overse. De buskede øjenbryn blev om muligt endnu mere pjuskede af, at han rynkede dem, mens hænderne fortsatte med at tørre opvask af på egen hånd. De fleste kroværter så alskens væsner komme igennem deres kroer, regnede Athir med; han havde i hvert fald selv set en del. Den eneste race, han kunne komme i tanker om, der kunne have den slags haler, var dæmoner. Det huede ham ikke. For det første var det ikke længe siden, portene til Kzar Mora blev åbnet. Folk var ikke ligefrem trygge ve noget som helst med hale og horn, og der var en helt reel chance for, at kroen ville stå på den anden ende, så snart de andre gæster opdagede halen. For det andet, og det var mere vigtigt for at Athir, så hadede han selv det afskum for plagerne og alle de væsner, de havde sendt på flugt.

Tavsheden havde varet længere nu, end hvad normalt ansås for rimeligt, når folk tænkte over et svar. ”Nej, selvfølgelig ikke. Slå dig løs…” Athir forsøgte ikke at lade sig mærke med noget og holdt sit store, skægdækkede smil. Hvordan ved Thatos’ skjold skulle han få hende ud, uden at gøre hende vred. Man vidste aldrig, hvilke evner dæmoner - for det var han næsten sikker på, hun var - kunne have. De sidste mange uger, havde han hørt forfærdelige historier. Nogle var sikkert overdrevede, selfølgelig overdrev man når mjøden flød, men næste alle havde mindst et gran af sandhed. *Hold samtalen gående…* mindede han sig selv om. ”Må man spørge damen, hvad det skal bruges til? Skriver De en rejsevejledning?” spurgte Athir med nogen nysgærrighed efter, om hans information i virkeligheden kunne blive brugt til at noget mere skummelt. Han så venligt på den ellers søde kvinde, der havde en dæmons hale. Hun virkede så oprigtig, men på den anden side var dæmoner ikke kendt for at være sandfærdige.