Det havde været for tidligt at glæde sig over den spæde forårsvarme, der kun flygtigt havde vist sig de foregående uger i Dianthos. Falsk forår - sådan kaldte mange i byen fænomenet og sukkede over dets bedrag. Kulden havde igen gjort sit indtog, og de sarte vintergækker og krokus var frosset til på ny. Det ærgrede Viktor, at vinteren endnu ikke havde sluppet sit kolde greb. Vintermånederne havde føltes endeløse, og han længtes efter sommeren. Alligevel havde han søgt ud i den friske luft og sat sig i en mild solstråle ved ønskespringvandet.
Vandet trommede beroligende bag ham, en konstant rytme, der blandede sig med byens stemmer. Han bladrede til en blank side i sin skitseblok og lod blikket glide over pladsen. En mand fra flåden var netop i færd med at købe brød ved en bod længere nede, og med en flydende bevægelse lod Viktor tegnekullet strejfe papiret for at fange øjeblikket.

At iagttage mennesker var inspirerende – en øvelse, der skærpede hans blik og gav liv til hans skitser. På de lange dage til søs havde han sjældent haft tid eller ro til at tegne, men nu, hvor han var logerende hos Corinth Lochtree, brugte han næsten al sin tid på det. Det var forfriskende og lærerigt at være taget under den kunstneriske adelsmands vinge. Viktor kunne ikke takke ham nok for hans gæstfrihed og lærdom.

Jo længere han tilbragte tid med den ældre adelsherre, jo mere begyndte Viktor at ligne ham. Den mørke jakke, som han jævnligt bar, var en gave fra Corinth, og han havde slået kraven op for at skærme sig mod brisen, der med kølige slik forsøgte at ramme hans hud. Lommerne var fulde af tegnekul, nøjagtigt som Corinths altid havde været – det gjorde det nemmere at gribe øjeblikket, når en idé opstod.

Med brynene let rynket i koncentration og fingrene svedte af kullet, lod Viktor skitsen tage form. Men selv mens han arbejdede, gled hans tanker bort. Noget besynderligt havde fanget hans opmærksomhed en af de aftener, hvor han havde besøgt sin kusine i det nedre bydistrikt. Han var overbevist om, at det måtte have været Marius’ fætter, Nicodemus af Isenwald – og dog… Det hele var sket så hurtigt. Mørket, den forvirrende stemning, hans eget savn til Marius… Måske havde hans sind blot grebet efter noget velkendt og spillet ham et puds.

Den friske forårsluft gjorde Nicodemus' kinder røde, som han bevægede sig i byens gader i et håb om at fange lidt af solens stråler, inden de blev taget bort igen af et nådesløst skydække. Den lidt usikre politiske situation i landet, gjorde også Nicodemus usikker - og der var efterhånden lidt af et pres for at vende tilbage til Medanien og tage sig mere af affærerne der. Der var også så sandelig nogen der mente, at den unge fløs snart måtte finde sig et giftemål og producere noget afkom - noget som Nicodemus gjorde sit ypperste for at undgå.

Faktum var, at en kvinde havde fanget hans opmærksomhed, men han vidste endnu ikke hvordan han skulle gribe noget an - og det var næppe noget nogen ville kalde et "passende parti".
I stedet gik tiden med fordriveri, udskydelse og påskud af ærinder - hvad end, der kunne få ham til at blive lidt længere i storbyen.

Forårskappen i Isenwald-farverne var måske en anelse for tynd, så han havde sat et rask tempo uden et egentligt mål andet end at nyde livet og solen. Som han passerede forbi ønskespringvandet fangede han et glimt af en skikkelse med et skitseblok, der fik ham til at tøve. Var det monstro?
Han vendte sig og nærmede sig forsigtigt, som han kaldte ud: "Viktor?"

Vinden dansede legende med Viktors mørke krøller, og et par dråber fra springvandet kyssede ham i nakken, så de fine hår rejste sig. Alligevel forblev hans nøddebrune blik låst til papiret, hvor kullet i hurtige, sikre streger greb øjeblikket. Først da lyden af hans navn lød - velkendt, men uventet - stivnede hånden et øjeblik. Han så op, og forvirringen malede sig kort i hans ansigt, inden genkendelsen brød igennem.

"Nicodemus?" Hans øjenbryn løftede sig i et udtryk, der var en blanding af undren og noget svagt genert; som om hans tanker ved et uheld havde fremmanet Isenwald sønnen. Et lille smil krøb frem, skævt og ægte, mens han rejste sig fra kanten af springvandet med kullet stadig siddende i fingerspidserne.

Han rakte instinktivt hånden frem, men standsede i sidste øjeblik og tørrede hastigt hånden af i sin mørke frakke.
"Beklager - snavsede fingre." Et dæmpet kluk fulgte ordene, før han fortsatte;
"Du ser godt ud. Hvordan har du det?"

Hans hjerte bankede besynderligt hurtigt, mens blikket gled rastløst over Nicodemus’ ansigtstræk. Minderne fra det, han havde set den aften, kredsede stadig som en stikpille i hans bevidsthed, og han anede ikke, hvad han skulle stille op med det - ikke nu, hvor Nicodemus stod lige foran ham. I det hele taget reagerede hans nerver nok også på det faktum, at det var Marius’ fætter, selvom båndet mellem de to, så vidt han vidste, mest var af navn og ikke af hjerte.

Nærheden af de flyvske vanddråber forekom en anelse risikabelt for skitseblokken, men det så ikke ud til, at Viktor ænsede det - optaget som han var. Det tog ham tydeligvis også et øjeblik at komme helt til sig selv, mens Nicodemus tålmodigt ventede. Det var så ganske utvivlsomt Viktor af Alryss, så hans øjne havde ikke spillet ham et puds.

En let munterhed spillede i Nicodemus' øjne som han så fingrene blive tørret i frakken - noget der utvivlsomt ville have givet hans underviser, den gamle Frøken Reier, et mindre hjertetilfælde. Hverken det eller de ellers kulindsmurte fingre gjorde ham noget.

"Ganske fortræffeligt. Jeg nyder fortsat livet her i Dianthos. Hvad med dig selv?" Det var måske en anelse tykt smurt på, men ikke usandt, at han ikke havde det store behov for at vende tilbage til Medaniens enge. På trods af en årrække inden for byens mure, følte han endnu ikke, at han havde set alt hvad Dianthos havde at byde på.
Han besvarede Viktors blik med mild nysgerrighed, for det var længe siden han selv havde set den unge Alryss.

Når Viktor så på Nicodemus, føltes det, som var det i går, de løb ned ad korridorer til kedelige selskaber og lavede unoder. Tiden var mærkelig på den måde - for samtidig mærkede han, at det var alt, alt for længe siden, de sidst havde set hinanden. Hvorfor løb tiden sådan fra ham? Den syntes så uoverkommelig svær at indhente.

Et lille smil spillede i mundvigen, og øjnene glimtede med den slags varme, man kun giver nogen, man virkelig bryder sig om, da han betragtede Nicodemus. Han var lettet og oprigtigt glad for at høre, at han havde det godt. Og så var det rart for Viktor, at se et familiært ansigt, blandt byens travle folk i Dianthos. 

Viktor tog en kort indånding, som tog han tilløb til at tale, og stak hænderne i lommerne.
"Godt, godt," kommenterede han. "Det glæder mig at høre."
Han fortsatte med et løft af skuldrene, før de faldt afslappet ned: "Jeg forsøger at bruge tiden fornuftigt - inden min dannelsesrejse slutter."

Det var den nemmeste måde at sige det på. For hvordan han virkelig havde det, var en snak til et andet tidspunkt.

Han pillede lidt ved sine handsker, prøvede at sluge den nagende prikken i brystet, og lod blikket løbe rundt på adelssønnen foran sig. Det fine ansigt, som Viktor altid havde haft en særlig form for værdsættelse af, havde fået et hårdere udtryk - som om livet uden for de adelige mure havde bidt sig fast. Men det klædte ham; fik ham til at ligne mere dreng end mand. Ligesom Viktor selv syntes at have fået en hårdere kant over sig nu.

"Hvornår kom du egentlig tilbage fra din dannelsesrejse?" spurgte han nysgerrigt, og smilet hang fortsat ved læben. Nicodemus var, i sin tid, inspirationen bag Viktors beslutning om at tage på sin egen.

"Du må have meget at fortælle." Det var en hurtig indskydelse, en invitation til noget mere. 
Han lagde hånden på Nicos arm, smilet blødt og lidt skævt.
"Hey, Skal vi ikke tage en øl?" spurgte han opfordrende med et løftet bryn, mens blikket hang ved Nicodemus et øjeblik.
"Hvis du altså har tid nu?"

Nicodemus' muntre ansigtsudtryk tog til, som Viktor fortalte, at han brugte tiden fornuftigt. Der var nok nogle af deres bekendte der næppe ville synes, at det var "fornuft" det han foretog sig lige nu. 

De var begge blevet en del ældre, end sidst de havde set hinanden. Så godt som voksne - selv om Nicodemus ikke havde tabt det meste af sit drengede udseende på trods af byens strabadser. Ungdommen sad også stadig i øjnene på den fire år yngre Alryss. 

"Man kunne måske påstå at den ikke rigtig er sluttet." Sagde Nicodemus med en lille antydning af et smil. "Men jeg færdiggjorde min tid til søs for et par år siden. Og ja.. nu håber jeg at kunne blive i byen noget tid endnu." Dianthos havde så meget mere at byde på end Medanien, selv om hans dage til sidst måtte være talte. Han havde antydet i sine sidste breve til forældrene at der var en dame, der havde fanget hans interesse, men sandheden var en del mere kompliceret, end som så. For nu forsøgte han blot endnu engang at købe mere tid.

"Jeg har masser af tid! Har du et sted i tankerne?" Svarede han glad, da Viktor foreslog en øl. Han lagde sin egen hånd over Viktors og gav den et lille, venskabeligt klem. Pligter kunne jo altid udskydes til et senere tidspunkt..

Et moret fnys undslap den unge Alryss' næse, hvorefter smilet fulgte skævt med til Nicodemus' påstand. Man kunne påstå at den ikke rigtig er sluttet, sagde han. Og Viktor tænkte for sig selv, om dannelsesrejser nogensinde gjorde. 
"Det lader til at vi er i samme båd," en undertrykt latter kom frem ved hans ordvalg, men forsatte uden den store pause, "bare forskellige tidslinjer." For Viktor var præcis samme sted lige nu, som Nicodemus sikkert havde været for nogle år siden. Lysten til at blive, og have ansvaret i en armslængde fra sig - bare lidt endnu. Viktor kunne kun misunde, at Nicodemus havde år - hvor Viktor blot kunne høste sig til et par måneder i Dianthos. 

Det kildede kortvarigt i Viktors hånd, da Nicodemus gav den et lille klem, og helt automatisk, røg hans anden hånd op, og klappede vennens venskabeligt. Kort og kontant uden at dvæle for meget. Hans blik vandrede væk, før det endte på Isenwaldsønnen igen.

"Jeg må tilstå, at jeg ikke er helt stedkendt endnu," indrømmede han med et undskyldende smil - da det forekom ham en smule fjollet, at foreslå en øl, uden helt at vide hvor de skulle tage hen, "så jeg håbede at du ville føre an. Vise mig de steder du normalt tager hen." for det var da også en måde at lære vennens præferencer at kende. Bedre end at vælge et snusket sted, eller de steder Corinth tog ham hen - som af og til kunne forekomme snobbede, eller prætentiøse. Og noget sagde ham at, til trods for Nicodemus' status, foretrak han nødvendigvis ikke de snobbede steder - men noget varmt og atmosfærisk, ligesom Viktor selv.

Det svage smil, der allerede krusede Nicodemus' læber, blev bredere ved Victors ord. Det var altid en risiko, når man sendte en ung mand på dannelsesrejse, at han ville have svært ved at komme hjem igen..

"Frygt ej, unge Alryss." Hans anden hånd lagde sig oven på Victors, så begge hænder knugede den unge mands. "Jeg har drukket et antal øl i denne by - ja faktisk må jeg tilstå, at jeg ikke helt selv kender tallet, men det er så sandelig nok til, at jeg kender et sted eller to.." Sagde han med en latter.

Han slap Victors hænder igen for at kigge rundt - markedspladsen var et godt sted at starte, men spørgsmål var, om det var noget for den unge Alryss. "Der er et par steder rundt om hjørnet.. mange handelsfolk og den slags kommer der, du ved." De fintformede øjenbryn hævede sig en smule over de mørke øjne, som han fortsatte: "Medmindre du havde et lidt finere sted i tankerne.. eller måske endda omvendt - noget i den nedre by?" Blikket var næsten en udfordring. 

En latter slap fri af Viktor, ægte og uforbeholden, da Nicodemus indrømmede sit uklare forhold til antallet af øl. "Det undrer mig egentlig ikke," sagde han muntert. 
Han lod hovedet falde en anelse på skrå, smilet stadig spillende. "Og hvis de steder, du taler om, har formået at sløre din hukommelse så grundigt, må de jo gøre noget rigtigt."

Viktors blik blev hængende på Nicodemus og da han nævnte den nedre by, løftede Viktor øjenbrynene i tydelig, næsten teatralsk overraskelse.
"Den nedre by?" gentog han, som om forslaget var aldeles skandaløst.
"Isenwald… vores familier ville få et mindre anfald, hvis de hørte dig."

Og så undslap et fnys ham, smilet blev skarpere - udfordringen var tydelig.
"Men nu har jeg jo aldrig været god til at sige nej til en dårlig idé — især ikke i dit selskab."

"Det er som om øllet nogle gange har den effekt." Måtte Nicodemus leende give Viktor ret. Det var så sandelig også formålet nogle gange - hjertesorg, pligter, bekymringer .. mange ting kunne glemmes effektivt på den måde.

Og som altid var lugten af eventyr også noget, der fristede den unge Isenwald. Den Nedre By bød altid på rigeligt af den slags - fra de snuskede beværtninger, hvor der ofte opstod slagsmål, til gaderne, der kunne være ganske farlige efter mørkets frembrud. På trods af nogle oplevelser, der burde have gjort ham klogere, blev Nicodemus ved med at vende tilbage dertil.

"Det lyder som om vi kommer til at give familien et anfald." Konkluderede han med et grin. "Altså, bortset fra at de selvfølgelig ikke får noget at vide - kom!" Han vinkede ivrigt Viktor med sig, som ledte dem bort fra markedspladsens liv og varme gennem gader, der blev smallere og smallere, og hvor brostenene hurtigt begyndte at blive afløst af faststampet jord - heldigvis havde det ikke regnet de seneste par dage, for det betød, at et sæt fine støvler hurtigt ville blive mere mudrede, end hvad godt var.

Efter en stunds vandring, stoppede han foran en bygning med et slidt skilt med ordene "Den Knækkede Daggert" - efter lydende, der kom indefra, at dømme, så var det tydeligvis et værtshus, hvor der var godt med liv, på trods af at det endnu ikke var aften. 

Han kom med en mild latter. Hvad familierne ikke vidste, kunne de ikke have ondt af. Desuden, Viktors dannelsesrejse skulle jo præsentere ham for alverdens situationer. Jo rigere han blev på oplevelser, des bedre blev det for hans udvikling ind i voksenlivet. Sådan lød undskyldningen i hvert fald. 

"Efter dig," gestikulerede han muntert efter at have pakket sit grej. Kullet i lommerne, og skitsebogen gemt under jakken i dens bredere inderlomme. 

Den ivrige stemning smittede af på Viktor. Det var ikke fordi han var typen der ofte opsøgte problemer, eller nød at være i dem. Men optakten og spændingen om det forbudte havde altid trukket i hans snore. Det var sjældent, at noget gik rigtig galt - og når det gjorde, havde det sjældent været værre end en god historie bagefter. 

Viktor sænkede farten og skævede op til bygningens skilt. Slidt, men bogstaverne var stadig læsbare.
"Det lader da til at være temmelig velbesøgt." anerkendte han med et løft i mundvigen. Han havde ikke været her før, men hvis Nicodemus anbefalede det, måtte det være et sted værd at kende. 

Da de trådte ind, ramte en tyk, indelukket, varme den unge Alryss i ansigtet. Den slags der omklamrede én uden at spørge om lov, og alligevel trak en med sig. Viktor åbnede sin jakke med det samme, og kørte et par krøller væk fra ansigtet. Farvet glas fra lamperne i loftet malede rummet i en mørkere, men hyggelig stemning. Han begyndte at møve sig forbi gæsterne, så de kunne komme hen til et af de frie borde. 

"Det er ret kliché af mig at spørge - men kommer du her tit?" spurgte han med et løftet bryn, og satte sig. Lod jakken glide af i en flydende bevægelse, og hang den på stolens ryg.