Det havde været for tidligt at glæde sig over den spæde forårsvarme, der kun flygtigt havde vist sig de foregående uger i Dianthos. Falsk forår - sådan kaldte mange i byen fænomenet og sukkede over dets bedrag. Kulden havde igen gjort sit indtog, og de sarte vintergækker og krokus var frosset til på ny. Det ærgrede Viktor, at vinteren endnu ikke havde sluppet sit kolde greb. Vintermånederne havde føltes endeløse, og han længtes efter sommeren. Alligevel havde han søgt ud i den friske luft og sat sig i en mild solstråle ved ønskespringvandet.
Vandet trommede beroligende bag ham, en konstant rytme, der blandede sig med byens stemmer. Han bladrede til en blank side i sin skitseblok og lod blikket glide over pladsen. En mand fra flåden var netop i færd med at købe brød ved en bod længere nede, og med en flydende bevægelse lod Viktor tegnekullet strejfe papiret for at fange øjeblikket.

At iagttage mennesker var inspirerende – en øvelse, der skærpede hans blik og gav liv til hans skitser. På de lange dage til søs havde han sjældent haft tid eller ro til at tegne, men nu, hvor han var logerende hos Corinth Lochtree, brugte han næsten al sin tid på det. Det var forfriskende og lærerigt at være taget under den kunstneriske adelsmands vinge. Viktor kunne ikke takke ham nok for hans gæstfrihed og lærdom.

Jo længere han tilbragte tid med den ældre adelsherre, jo mere begyndte Viktor at ligne ham. Den mørke jakke, som han jævnligt bar, var en gave fra Corinth, og han havde slået kraven op for at skærme sig mod brisen, der med kølige slik forsøgte at ramme hans hud. Lommerne var fulde af tegnekul, nøjagtigt som Corinths altid havde været – det gjorde det nemmere at gribe øjeblikket, når en idé opstod.

Med brynene let rynket i koncentration og fingrene svedte af kullet, lod Viktor skitsen tage form. Men selv mens han arbejdede, gled hans tanker bort. Noget besynderligt havde fanget hans opmærksomhed en af de aftener, hvor han havde besøgt sin kusine i det nedre bydistrikt. Han var overbevist om, at det måtte have været Marius’ fætter, Nicodemus af Isenwald – og dog… Det hele var sket så hurtigt. Mørket, den forvirrende stemning, hans eget savn til Marius… Måske havde hans sind blot grebet efter noget velkendt og spillet ham et puds.