Øjnene er mørkebrune, men reflektere i solskin en vinrød farve og håret gyldent, mellemlangt og velplejet. Corinth har hår til den lidt længere side, som falder i bløde, levende bølger ned omkring det markerede ansigt. Modsat sine (døde) brødre er Corinths hud lys fremfor bleg, og den ser sund ud. Faktisk har den overraskende meget farve, sammenlignet med nogle af hans familiemedlemmer. Ikke ligefrem ranglet, men heller ikke videre imponerende. Adelsmanden har ikke haft et særligt fysisk liv, og er heller ikke gået alt for meget op i træning. Hans kropsbygning er almindelig, imens hans kropsholdning oftest er lidt løs og bøjelig.
Hvis ikke det er sort, vil Corinth sjældent have det. Selvom farver er flotte, holder han sig så godt som altid til en monokrom garderobe, hvoraf den tydeligste undtagelse er et strejf af rød, her og der. Han er forfængelig med sit udseende, bevares. Men det simple design er dog primært grundet manglende midler, og ikke fordi at han ikke vil klæde sig mere spraglet.
Ikke udadtil. Corinth har dog snesevis af små lyse ar inde bagved det mørke tøj, der ligeså meget ligner tilfældige skrammer fra en kat, til mere rigide optegninger over kroppen. Corinths hænder er oftest dækket af sorte pletter, og fingerspidsende fuldkommen sorte - hvilket som regel er en konsekvens af lidt for levende malerier - siger han. Han har som udgangspunkt altid handsker på, undtagen når han arbejder.

Kontrol over pigment:
Corinth har en evne til at besværge pigment (han finder det lettest med blæk), og gøre det magisk. Når væsken er ladet med magi får den forskellige egenskaber, og Corinth har igennem tiden fundet ud af at desto mørkere (kraftigere) pigmenten er, desto bedre virker det.

Han kan ikke selv skabe blæk, og kan besværge hvad der svarer til ca. 1 liters pigment af gangen.

Egenskaber:
Bevægelige pigment: pigmenten bliver 'levende', og bevæger ikke ulig vand. Når evnen bruges på et maleri, viser den sig oftest i langsomme, simple bevægelser. Fx. vind i træer, blink af øjet, en hånd der vinker etc. Effekten i malerier kan gøres mere permanent og ikke trække på hans egne mana ressourcer, hvis der lægges tid nok i det.
'Lyttende' pigment: Et maleri eller lign kan besværges, så det fungerer som et ekstra øre for Corinth. Effekten varer indtil han stopper den, men den tæller stadigvæk med i mængden af pigment han kan kontrollerer i alt, hvis han vælger at holde det aktivt i længere tid. Stoppes den en gang, skal han fysisk røre ved maleriet for at aktivere det igen.
Simpel kontrol over pigment: Corinth kan også lidt forskellige 'party' tricks hvad angår blæk og maling, og kan ofte fjerne pletter eller løfte små mængder fra stof uden alt for store problemer, bevæge det i luften etc.

Skyggemagi:
Corinth besidder skyggemagi, og kan manipulere med mørket omkring sig på forskellige måder.
Han kan gøre skyggerne 'fysiske', hvoraf de kan samle ting op, rykke/skubbe/mase, skære i blødt materiale som hud, planter eller lign,e eller vokse til et mere beskyttende skjold i nødssituationer. Som udgangspunkt fungerer Corinths egen skygge som et anker for magien, og han kan derfor ikke strække den mere end i en radius af 5 meter omkring sig, eller sprede det i en forlængelse af hans egen skygge.
Gøres skyggerne fysiske, opfører de sig ikke forfærdeligt anderledes olie, og klæber til fysisk materiale. Det er så godt som umuligt at fjerne spor efter magiens brug; det er lidt et svineri.

Udover det, kan skyggerne omkring ham også manipuleres mere 'simpelt', og Corinth kan sprede mørke, skabe små skyggedyr og kvæle lyset små stearinlys. Dette er dog ikke fysiske skygger, og kan ikke gøre skade.

Man skulle tro at lys ville være evnens største svaghed, men overraskende nok, er det vand. Særligt saltvand virker til at opløse de fysiske skygger, men almindeligt vand er også til stor chikane.
Magisk skabt lys har dog også effekt, imens at bål/fakler fungerer lidt mindre effektivt.

| Styrker |
- -- --- ------ --------------------------------------- ------ --- -- -
SELSKABELIG | DETALJEORINTERET | KREATIV | LET TIL LATTER | SYMPATISK | ROMANTISK

| Svagheder |
- -- --- ------ --------------------------------------- ------ --- -- -
SELVCENTRERET | UDADREAGERENDE | DRAMATISK | UTILREGNELIG | NEDLADENDE | LYSTLØGNER

- -- --- ---- ------------- -------------------------------------------- ------------- ---- --- -- -
"How do you sate the hunger for life?"
- -- --- ---- ------------- -------------------------------------------- ------------- ---- --- -- -

Corinth nyder sin nuværende tilværelse, hvilket hurtigt kan ses i hans smittende smil og vågne blik. Udadtil virker han som en høflig ung mand, og kan (når det er ønsket) skam også være godt selskab. Corinth bevæger sig gerne igennem sociale cirkler med en indøvet, lidt løs-på-tråden-charme, og gør det nogle gange til lidt af et spil, at vinde fremmede over på 'hans side'. Hvis ikke af mere taktiske grunde, så bare for at se om det er muligt.
Af sine tætte venner, er man ikke bleg for at beskrive ham som både lidt af en drømmer og poet - glad for observerer virkelighedens skønhed (og især grusomhed). Men samtidigt, med et mere sigende glimt i øjet vide, at han har en ret skarp tunge, som finder det underholdende at bruge den for billige grin fra kammerater eller folk han ser op til.

Han elsker de kreative fag som musik, dans, kunst, digte, og nyder de mere materielle udskejelser i livet. Især hvis han ikke selv skal betale. Han har nogle gange en lidt romantiseret tilgang til sine passioner, og falder hurtigt for skønhed, små handlinger af affektion eller gaver.
Corinth er udover det, ikke så fastlåst i optegnede kønsroller, og kan være et flamboyant pust i en nogle gange traditionel adelskreds. Udover sine passioner, drives han samtidigt af et mere egoistisk behov for at have det godt her i livet, og Corinth er uden tvivl fanget i frådseri, og ønsker en libertiner livsstil, hvis det stod til ham selv.
Det kan få ham til at skærer hjørner og følelser over en kam, hånligt se ned på værdier som 'ære' eller 'empati' og skubbe det hele til siden for egen personlig vinding. Der er dog et kodeks, et der bygger på sine egne principper. Og adelsmanden værdsætter - på trods af at han finder morskab i følelser som bedrag og ydmygelse - også dagligdagens små interraktioner. Især humor og ærlighed, paradoksalt nok. Man skal kunne le lidt af livet.

Man er dog ikke fra en familie som Lochtree, foruden at have lidt ekstra med i baggagen. Corinth har et.. afslappet forhold til ødelæggelse, sygdom, død, løgne, krig, og forklæder det bagved 'kunstnerisk' interesse, ofte twistet ind i den romantiserede indgangsvinkel. Hvorfor ikke skrive eller male om verdens grusomheder? Så kommer der i hvert fald fokus på det. Den ulykke der har ramt ham og hans familie igennem tiderne, er en anden god undskyldning, sagt med rævesorg i stemmen.
Selvom han ikke åbenlyst udtrykker hverken dét, sadistiske træk eller overordnet egoisme, skal man ikke lade sig snyde af den raffinerede facade. Men han gør trods alt en indsats (for det meste), for at passe ind i samfundet omkring ham, selvom han inderst inde føler sig hævet over store dele af det.

Opvæksten.
Corinths opvækst hos sine forældre, forløb hvad mange ville kalde godt og smertefrit, ser man bort fra de dødsfald der indhentede dem igennem tiderne. Ud af sine søskende var det i sidste ende Corinth der overlevede, og dét nok kun grundet ligedele desperate men også heldige omstændigheder.
Selve barndommen på fortet husker Corinth som god, og mindes særligt at udforske de forskellige dele af det slidte slot. Når han mente at have fundet alle de tilladte hemmeligheder, gik han selvfølgelig hurtig på jagt efter de forbudte. Og når der selvfølgelig faldt konsekvenser af det, delte han den med sin bror - og lærte at være lidt mere hemmelighedsfuld omkring det næste gang.
Fra barnsben forekom Corinth som et smilende individ, der overraskede hans forældre med farverige tegninger og en skarp opmærksomhed på sine omgivelser. Senere hen udviklede det sig - nok grundet kedsomhed - til en lidt mere hårdhændet behandling af hans yngre bror, og når det alligevel krydsede en grænse, lærte han at kanalisere det ind i sine tegninger og malerier i stedet. Det var især i den årrække, at han blev opmærksom på sin magi for første gang, og begyndte at dyrke den aktivt.

Det var en lettelse for hans lillebror, der fik lidt mere fred de næste par år, op til de blev teenagere.

Konsekvenser.
Imens han virkede til at blomstre op i sin nye hobby og studier, virkede hans lillebror til at visne mere og mere hen. Hvor at Corinth så farverne, begyndte Blakes blik at sortne, og afstanden imellem dem blev større. Det var næsten kvalmende hvor svagelig drengen til sidst blev, og at se det ske uden at kunne stoppe det, var på sin vis fascinerende. Det er i hvert fald hvad der står tydeligst frem, når han genkalder sig den tid.
Han var i sidste ende ikke skabt til at overleve, og ligesom storebroderen Nolan blev offer for Lochtree familiens forbandelse, blev Blake taget af dens senere efterdønninger. Corinth fulgte dog opmærksomt med, og studerede hans 'forløb' til det sidste.
Det var en sygdom der efterhånden havde taget flere medlemmer end Alexander Lochtree brød sig om, og hans far lagde året efter en plan for hvordan det ikke skulle gentage sig. Alexander rådførte sig med sin bror, Ivan, og kiggede i de gamle skrifter efter inspiration. Og han fandt en idé; en potentiel løsning som måske passede Corinth meget godt.

Hans muse.
Løsningen blev selvfølgelig noget mere magisk assitance og dæmonisk indblandelse. I et påkaldelsesritual blev Corinths muse fundet, og hans dæmoniske allierede etableret. Et partnerskab, som skulle gavne dem begge. Hvor at Corinths evner indenfor skyggemanipulation blev vækket, blev dæmonens adgang til Krystallandet givet. Og som værende en dæmon indenfor slægten mani, kunne Corinth let lokkes til at følge dæmonens anbefalinger og vejledninger.
En del af opdragelsen og skabelsen til den nuværende Corinth faldt i de senere år mere i dæmones hænder, fremfor hans nu døende mor og stadigvæk vagtsomme far. Men udenom Corinths egen viden, var musen selvfølgelig ikke bundet til ham. Den slags magt var han ikke klar til, var både Alexander, Ivan og mange andre indenfor familien enige om.
Han nød der dog. Det var en god tid. Og det var en tid hvori han ikke følte sig ligeså isoleret, eller kedede sig ligeså meget - nu havde han selskab, hvor farligt et selsskab det så end var. Det var dog i lang tid hans tætteste 'venskab'.. og selvom det selvfølgelig skubbede til adelsmandens mørkere side, og næsten fodrede de fordomme man kunne have om familien, kultiverede det også en mere social og sympatisk side af Corinth. Noget som vægtede tungt, hvis han en dag skulle kunne befærde sig udenfor slottet.

De senere år.
Årene fra hans tidlige voksne liv, og op til nu, bød tilgengæld på forandring. Da han rundede sit 23 år, fik han lov til at forlade fæstningen, og skulle endelig til at etablere sig mere i verdenen. Meget var anderledes udenfor fortets murer, hvor at blodsmagi og dæmonpåkaldelser ikke ligefrem farvede hverdagen. De fascinationer der blev dyrket bagved stenmurene, skulle i hvert fald forsvares af de rigtige grunde, hvis man nævnte dem herude. Og så var det også bare en stor verden, da han endelig så Dianthos for første gang.
Men helt asocial eller fortabt var Corinth næppe. Nej, han havde forberedt sig. Studeret de relationer landets borgere dannede, og glædede sig til muligheden der nu bød sig, og tiltroen der var ham givet. Han skulle nok få mest muligt ud af familiens gunst. De manglede forbindelser, familienavnet var trods alt ikke forfærdelig kendt længere - både på godt og ondt.
Og han var tilmed en præsentabel løsning, der de næste par år, med et drævende smil formåede at vække nysgerrighed og interesse, fremfor frygt eller afsky omkring sig.
Hovedstaden tog ham godt ind med sine farvede bekendtskaber og foranderlige liv, både i de øvrer og nedre lag. Imens har han også fået etableret sig mere som kunstner og adelig, og det lykkedes efter lidt tid at skabe hvad Corinth ihvertfald mener er oprigtige venskaber. At være en del af et fællesskab var joh næsten behageligt, så længe det var med de 'rigtige' mennesker.

Corinth har fået fast bolig i det midterste distrikt, og han får et lille honorar hver måned, som han kan bruge til sin karriere som kunstner - materialer, lærreder, måske en dag få lejet sig ind i en butik eller lign og udstille, omend den ikke ligefrem er det vigtigste for familien tilbage i bjergene.
Nej, der har de sidste par år i stedet været afventende øjne i nakken på adelsmanden. En tung opmærksomhed. Det føles som om at de venter på noget. Og Corinth kan kun gisne om hvad det er, imens han stadigvæk prøver at fralægge sig ansvaret for at viderføre eller pleje de tunge dele af handel og arv. Han vil bare have det godt, imens særligt familien mener der er mange grunde til at sigte højere.

.

Overhoved, første i slægten Quesnel Lochtree Levende
Hans kone Prunella Lochtree Død
Ældste søn Koby Woodruff Lochtree Død
Datter Maxime Noell Lochtree Formodes død - Levende
Yngste søn Federico Ryman Lochtree Død

Far: Alexzander Paxon Hein Lochtree Levende
Mor: Madison Alfonsine Lochtree Død
Storebror: Nolan Quirin Lochtree Død
Lillebror: Blake Fremont Lochtree Død

Onkel Isaiah Keagon Noell Lochtree Levende
Faster Anastasia Lochtree Levende
Kusine Priscilla Ashleigh Hazel Lochtree Levende
Fætter (ældst) Drago Oswald Ackley Lochtree Levende
Fætter (yngst) Drake Quinn Lochtree Levende

Faster Nesta Lochtree Levende
Onkel Ivan Lochtree Levende
Fætter Isaac Lochtree Ukendt, levende men formødes død.
Fætter Savaric Lochtree Levende
Fætter Chaunce Jaron Lochtree Levende
Kusine Pleasance Ofelia Lochtree Levede

Lochtree’s Forbandelse

Lochtree’s slægtstræ går tilbage mange årtier; og for at finde ud af hvorfor at Lochtree familien, besidder ganske stærke magiske kræfter. Skal man tilbage til Quesnel Lochtree den første. Denne mand, indgik en aftale med en ærkedæmon om at give hele hans familie, og dem der måtte komme senere hen; magiske kræfter der kunne bruges til at tilegne dem rigdom og styrke. Dertil blev pagten formet mellem menneske og dæmon, at hver eneste første fødtes sjæl skulle gives til dæmonen. Derfor har alle kvinder, der enden er født eller har gifte sig ind i familien. Blevet ramt af denne forbandelse/tragedie at den førstefødte altid er dødfødt, eller dør få dage efter fødslen. Desuden dræner magien også på deres livskræfter, med mindre de har fået tildelt evnen til at leve et udødeligt liv. Selv med den udødelige evne, vil deres kroppe stadig ældes dog meget langsommere end normalt. Foruden at magien stjæler deres livsenergi når de bruger den, så er flere også bukket under for, at deres sjæle og kroppe slet ikke er stærke nok til at have de magiske evner. Og derfor enden bliver sindssyge eller dør grundet forbandelsen.

Kunst af: Yanh-hyung