De varme måneder var kommet til Krystallandet, og traditionen tro, var hele Dianthos inviteret til midsommerfestlighederne på Krystalpaladset. Balsalen var pyntet med blomster og blade, glitrende krystaller og små, levende fugle, der fløj under det hvælvede loft.

Dette år talte man særligt om, at der lod til at være flere af Lysets soldater i byen, end tidligere. Noget større var under opsejling - og rygterne om Mørkets nederlag langs kysterne, var efterhånden nået hele vejen til Dianthos.
Spørgsmålet var nu, om Lyset ville følge op med endnu et angreb. Var det mon kun et spørgsmål om tid, før de ville begynde at hverve endnu flere til hæren? Nogle af byens håbefulde ynglinge var ivrige efter at se kamp, mens de ældre, særligt handels- og adelsmændene, der havde mere at tabe, holdt igen med deres forventninger. Under alle omstændigheder var der ingen tvivl om, at det var årets helt store samtaleemne.

Under Dronningens tale, blev der dog ikke nævnt nogle af stridighederne - som hun trådte frem på balkonen, glitrende af krystaller, takkede hun guderne for deres gunst og erklærede officielt ballet for åbent. Skjaldene spillede derefter op til dans og årets midsommerfestligheder var for alvor skudt i gang.




Praktisk info: Efterlyste karakterer og racer har ikke adgang til ballet medmindre de er i stand til at skjule sit udseende. Gæster, der laver ballade, vil omgående blive eskorteret ud af paladsvagterne.
Baltråden en reaktionstråd. Det vil sige, at man nøjes med at skrive én post pr. karakter i denne tråd. Hvis man ønsker at fortsætte spillet under ballet, kopierer man sit balsvar ind i et separat emne og efterlader et link til dette i bunden af sit svar i denne tråd.

Det var tid til årets bal, det som mange så frem til men måske ikke helt Faizan, eller lidt så han da frem til det problemet var blot at han skulle holde sine evner under kontrol og neddæmpe dem for ej at blive overvældet. Det ville give ham ca. 5 timer til at nyde festlighederne før han måtte søge til den bolig, han den sidste uge havde boet i for at være tættere på paladset, og så var der samtidig tid til lige, at samle op på nogle forretnings ting.
Men nu iført et smuk sæt tøj i mørklilla med guld detaljer og lavet af det fineste silke, alle de dyre smykker pryde ham og håret sat pænt, var han klar til at træde ind i balsalen. Hans hustru desværre syg så hun var blevet derhjemme sammen med børnene. 

De næste par timer blev brugt med god vin, og han fik snakket lidt med folk der var vigtige for hans firma, men også flere bekendte. Fik danset et par enkle danse, nydt mad og mere vin. Det var tydeligt at stemmeningen var god, og det var altid en fornøjelse at deltage og at vise sit ansigt frem, få skabt et par nye forretnings muligheder og fået tjekket op på gamle aftaler.
Men efter et par timer kunne han  mærke, at det var på tide for ham at søge uden for, vejen førte ham imod labyrinten for at få lidt frisk luft og en lille spadseretur.... 



Fortsætter her

    Dette års bal var anderledes end de andre. Normalt var det far Dastor, der tvang Zirra med, og hun plejede altid at skulle finde en ung, smuk kvinde, som Treston Reynlest kunne se præsentabel ud ved siden af. Men i år var det anderledes. I år tog Zirra afsted uden sin faders tvangsinducerede tilskyndelse, for faderen var stadig udsendt ved de kyster, som dronningen brystede sig af at have vundet. Nogle var vundet, måske, men ikke alle, og Zirra vidste at halvdelen af talen var spil for galleriet og for at holde masserne beroliget i krigstid. Krigstid. Det ord genlød i Zirras hoved hele vejen igennem dronningens talestrøm. For selvom adlen altid prøvede at holde på formerne, festligheden og farverne, havde Zirra levet gennem sine formative år i en krigstid, hvor Mørket havde siddet på Dianthos som en minotaur på en faldefærdig træbænk, og det havde farvet hende mere, end hun ville indrømme. Hun vidste, at Treston havde det på samme måde, også selvom de ikke altid sagde det højt.
    "Kom, lad os danse, min egen," blev det sagt ved siden af hende.
    Ejeren af stemmen var ikke den gængse bejler, som hun normalt var tvunget til at tage med, men i stedet hendes egen mor. For første gang i mange år var Eylia nødt til at tage til midsommerballet uden sin mand, og Zirra vidste, hvor meget disse begivenheder betød for dem. De havde mødt hinanden, da Dastor var i Lysets tjeneste, og fordi de aldrig var kommet ind på de specifikke omstændigheder, forestillede Zirra sig at det var sket til et af de storslåede baller. Dastor var faldet for den unge gartner, og Eylia havde fået sig et liv i den høje middelklasse med alle de børn, hun sikkert altid havde ønsket sig. Og nu måtte hun tage til et bal med en af børnene i stedet for manden, hun elskede. Selvom Zirra ikke var den største fan af sin far i øjeblikket, kunne hun sagtens respektere den kærlighed, forældrene havde for hinanden, og om hun ville det eller ej, måtte hun jo minde Eylia om Dastor på den ene eller den anden måde. 
    Så Zirra tog sin mors hænder med et smil, der var overbevisende selvom det ikke helt nåede øjnene, og førte dem ud på dansegulvet.