Treston Reynlest

Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil

Status: Inaktiv

Godkendt: 27.09.2020

Antal posts: 564

Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Treston Reynlest
Kaldet: Treston
Køn: Mand
Alder: 32
Fødselsdag: 19.12 år 1992
Tilhørsforhold: Neutral God
Tro: Isari, Aladrios og en fascination af Chance
Erhverv: Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil
Nuværende levested: Dianthos - Dianthos
Race: Menneske

Udseende

Højde: 187 cm
Vægt: 95 kg
Treston er bygget som en kriger; høj og bredskuldret. Han har familiens lyse hår og tilhørende blå øjne, der altid afspejler præcis hvilket humør, han er i. Han regnes for en flot mand med et stærkt ansigt og regelmæssige træk, kun brudt af et gammelt ar fra en træningsskade i det ene øjenbryn.

Det meste af tiden er han at finde i uniform, da han endnu ikke har fundet en hustru, og derfor stadig bor indlogeret med resten af Lysets Krigere. Hans skødesløse, og tilsyneladende muntre tilgang til livet skinner som regel igennem og kommer til udtryk i små brud på reglementet - han har gerne uniformens ærmer smøget op, eller den øverste knap stående åben, hvis han kan slippe af sted med det.
Når han en sjælden gang imellem er i civil, ynder han at bære løse skjorter og simple benklæder.


Magi

Magisk evne (1): Lysmanipulation: Treston er i stand til at 'opsamle' lys og behandle det, som om det har fysiske fysiske egenskaber - altså forme det, flytte på det og koncentrere det. Jo mere lyset koncentreres, jo varmere bliver det, og det er som regel denne applikation han udnytter i kampsituationer.
Dog er der den begrænsning, at der skal være naturligt lys til stede - i en mørk kælder eller en overskyet aften er han altså ikke i stand til at bruge denne evne. Det bliver også hårdere for ham, jo større mængder lys, der er tale om, eller jo mere koncentreret det skal være.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (2): Ingen magisk evne

Personlighed

Styrker:
God til at bevare overblik
God til instinktivt at forstå en situation - fx. fornemme, hvis nogens opførsel er 'off', eller hvis der i en given konstellation er et usagt hierarki.
God til at få folk til at kunne lide ham.
God til at formulere sine følelser og tanker. Mangler sjældent ord.

Svagheder:
Er en anelse selvoptaget - kan have svært ved at forstå, at andre ikke kommer lige så let til tingene, som han selv gør. Kan derfor i visse situationer virke arrogant.
Har hang til selvmedlidenhed og skal i visse situationer have et skub for at tage sig sammen.
Bliver rigtig 'kællinge-sur', når han synes, han er blevet behandlet uretfærdigt.
Har svært ved at lukke folk 100% ind, fordi han sjældent viser ærligt, hvordan han egentlig har det - har været for vant til, at være den muntre 'happy-go-lucky' bror i familien.

Både styrker og svagheder:
Er voldsomt optaget af moral og af at 'gøre det rigtige'. Kan derfor være frustrerende principfast.
Håndterer ofte hårde eller svære situationer med galgenhumor.

Generel beskrivelse af personlighed:
Umiddelbart virker Treston som sådan et menneske, der har styr på alt i livet - typen, der har alting kørende for sig. Og han gør skam også sit, for at fodre dét indtryk. På papiret ser alting jo egentlig også meget godt ud; han har en prestigefyldt stilling i Lysets Krigere, han er ung og flot og hans familie har penge nok. Men Treston har aldrig rigtig følt, at han havde et valg, og han er lidt endt, hvor han er endt, fordi han ikke ville skuffe sin far, hvilket har givet ham en underlig, ironisk distance til verden og hans hverdag. Det er faktisk en generel ting - at folks forventninger omkring ham og hans opførsel ikke helt stemmer overens med, hvordan han rent faktisk føler sig. Han oplever ofte, at folk lader ham slippe af sted med ting eller slår en bemærkning/handling hen, fordi de simpelthen ikke kan få det til at passe med dén kontekst, de tror, de har. Kort fortalt, føler Treston sig ofte en lille smule misforstået og sat i bås, og han håndterer dette ved at prikke til folk, når han kan komme til det, for så at slå det hen med et afværgende smil, og ellers bruge humor til resten.

Baggrundshistorie

Som sin søster, Zirra, (spillet af Alianne_) voksede Treston op i et pænt hus i Dianthos' middelklasse. Deres faders ridderstatus har gjort, at han aldrig har oplevet at mangle noget og altid har haft alle døre åbne - især da Dastors slægt var kendt for at have arveligt anlæg for lysmagi. Det var altid forventet at børnene gik ind i Lysets Krigere, eller meldte sig som kamphealere.
Allerede fra en ganske ung alder blev børnene undervist i magien, der med sikkerhed flød i deres årer, og Treston tog let til dette, ligesom hans ældre bror, Ersten. Treston har altid været meget tæt med sin yngre søster, Zirra, og hun er klart det tætteste han kommer på en sand fortrolig, selvom han også udmærket er klar over, at hun har sine hemmeligheder, ligesom han har sine. Det gik heller ikke hans opmærksomhed forbi, at hun ikke havde samme anlæg for magien som han selv og deres ældre bror, men dette er ikke noget, der som sådan er blevet påtalt Reynlest-børnene imellem - og i de få tilfælde, hvor Ersten har været lidt for kæk, er Treston som regel gået imellem og har lukket det hurtigt ned.
Lige præcis dét har faktisk været Trestons rolle igennem hele hans opvækst - han har været bindeleddet, bufferen og diplomaten, der skulle holde balance i tingene med humor og godt humør. Det er ham, der har forsøgt at bløde faderens kommentarer op hvis nogen har fejlet under børnenes kamptræning. Ham, der opmuntrede de andre, når en opgave har virket uoverskuelig. Og sidst ham, der har ageret mægler, når nogen i familien er blevet dødeligt uvenner, hvilket er sket mere end én gang.
Trestons vej gennem livet har egentlig været temmelig ligetil indtil nu; han har fulgt faderens forventninger lige fra starten, og fundet, at han havde medfødte evner både indenfor lysmagien og kampkunsten. Og netop fordi han har været så pligtopfyldende i forhold til faderens forventninger, er det meste af hans liv også gået med at træne, at dygtiggøre sig og at holde sin sti ren, så han kunne opnå alt dét i militæret, som familien ventede af ham.
Nu er han Ridder af Lysets Krigere ligesom sin fader, og det næste på den forudsigelige liste er, at han skal finde sig en god hustru - et faktum, hans moder minder ham om ved enhver lejlighed.
Treston er nået til et punkt i sit liv, hvor alting er blevet så forudsigeligt, at han er ved at brække sig over det, men samtidig ligger dét at modsætte sig familien så fjernt for ham, at han er endt med at føle sig enormt fanget i sit 'perfekte' liv, hvor alting bare kører på skinner - for han føler sig ikke oprigtig glad i det. Hans outlets er små og hemmelige, og udadtil lader han som om, de aldrig kunne finde sted. Nyest på stammen er en dårlig vane med at tage til Dianthos' Nedre Bydistrikt for at medvirke i gadekampsturneringer, som måske ikke er direkte ulovlige, men heller ikke just er passende for en Ridder af Lysets Krigere. Dog giver de Treston et tiltrængt afbræk fra hans regelrette liv, og endnu er han ikke blevet genkendt.

Nylige begivenheder (begivenheder i spil):
For ganske nylig er Trestons liv blevet vendt fuldstændigt på hovedet. I sommeren 2020 møder han mørkelveren Sedna, (spillet af Xenwia), og forelsker sig rimelig fatalt, uden at være klar over, at Sedna tilhører Mørket. Det bliver dog tydeligt for ham et par måneder senere, da han under en opgave i Tusmørkebjergenes skove finder Sedna i fuld færd med at pine oplysninger ud af Zirra (som han i samme forbindelse lærer er spion af Lyset). Chokket er naturligvis enormt, og Treston frygter i allerhøjeste grad at han på én eller anden måde er blevet udnyttet af Sedna med dén intention at ramme Lyset.
Da han er vel hjemme i Dianthos igen går det op for ham, at Sedna blev taget til fange i skoven, og at hun nu befinder sig i Lysets varetægt. Han snyder sig ned i fangekælderen og de har en dybfølt samtale, der ender med, at Treston beslutter sig for at forsøge at tale hendes sag.
Dét bærer dog ingen steder hen og den stigende frustration over systemet ramler lige ned i alle de betænkeligheder, Treston havde over Lyset og hæren i forvejen. Da han hører, at Sedna er blevet dømt til døden ved hængning beslutter han sig for at redde hende og dermed bryde den onde cirkel.
Redningsforsøget går godt, og Sedna bliver smuglet ud af Dianthos og sat på et skib, men på tilbagevejen støder Treston på broderen Ersten, der leder dét eftersøgningshold, der er blevet sat på den undvegne krigsfange. Ersten fatter sammenhængen, og Treston bliver anholdt og anklaget for højforræderi.
Treston tror på Lysets ret til at straffe ham, og er derfor klar til at tage sin dødsdom. Men til rettergangen får Zirra (uden Trestons vidende) arrangeret det sådan, at det kommer til at se ud som om Sedna har 'forhekset' ham - som om hun har påvirket ham magisk til at forråde sin ed og hjælpe hende på flugt. Beviserne bakker denne forklaring op, og man ender med at forkaste dødsdommen til fordel for vanærelse, en dom om genskoling og forvisning fra Dianthos.
Treston aner ikke, at Zirra har 'fiflet' med bevisførelsen, og ved ikke om han skal tro det ene eller det andet. Så snart det er ham muligt tager han fra Dianthos med ønsket om at finde Sedna og få sandheden at vide. Lige inden han tager af sted lærer han dog, at Zirra også har sat jagten ind, og bror og søster ender med at jage hinanden og Sedna landet rundt, til de alle - endelig - ender i Fristavn.

Hvis man gerne vil læse 'dramaet' med lidt flere detaljer, bør man tjekke den rigtig fine oversigt over trådene, som Alianne har lagt ind under Zirras dagbog: https://krystallandet.dk/characterprofile.php?diary&id=5193



Familie: (50)Far: Ridder Dastor Reynlest af Lysets Krigere
(42)Mor: Eylia Dyern Reynlest (gartner)
(30)Ældste bror: Ridder Ersten Reynlest af Lysets Krigere (Gift med Ishai)
(27) Yngre søster: Zirra Reynlest, ifølge familiens vidende sekretær for en guldsmed. Treston kender dog til hendes sande erhverv som Spion af Lyset.
(16)Yngre bror: Væbner Sorris Reynlest i Lysets Krigere

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Under middel
Chakra: Over middel

Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 3