Zirras første dage tilbage i Dianthos havde handlet om at holde så lav profil som muligt. Under rejsen tilbage fra Fritavn med Bertram, havde hun sendt et brev i forvejen til sin mor bare for at forsikre hende om, at hun var i live, men hun havde endnu ikke haft modet til at vise sit ansigt derhjemme. Hun var ikke klar til at konfrontere sin far endnu. Victoria Garreau var i fuld gang med at forberede ægteskabskontrakten mellem hendes bror og Zirra, og Zirra ville helst ikke stå ansigt til ansigt med sin far, før hun havde det stykke papir i hånden. Dertil kom, at Kester stadig rendte rundt i byen, og Zirra ville vædde med, at han jævnligt tjekkede Reynlest-huset for at se, om Zirra var vendt tilbage. Han havde sin daglige gang på paladset, så Zirra undgik stedet som pesten. Hendes to sikreste steder var kompromitteret. 
    I en sådan situation viste det sig ret praktisk at være kærester med en vampyr med flere hundrede års kontakter. Bertram havde hjulpet hende med at finde et sikkert sted at hænge ud i undergrunden, og planen var ikke at blive på samme sted mere end en eller to dage ad gangen. Alligevel havde Zirras spionven Devranas fundet hende indenfor fire timer af hendes tilbagekomst. Der var ikke meget, der gik ens venners næse forbi, når alle ens venner var spioner. Hun havde endda undgået de steder, hun var sikker på, han holdt øje med, men han havde selvfølgelig regnet med, at hun ville gøre netop det. At mødes med ham viste sig dog ikke at være helt skidt, da han også havde et par steder, hun kunne være, så længe hun ønskede at forblive ude af syne, og det gjorde listen af overnatningssteder væsentligt længere. De havde snakket et par timer, og Zirra havde fortalt en del af de ting, der var sket på hendes rejse. Devranas var uden tvivl kommet for at overtale hende til at komme tilbage i tjeneste, men endte med at respektere hendes ønske om at tage sig lidt mere tid. Han lovede endda at få de andre spioner i netværket til at lægge røgslør ud, hvis de stødte på folk, der ledte efter hende.
    Ikke at foretage sig noget havde aldrig været Zirras spidskompetence. Hvis hun skulle sidde stille, var det fordi hun gemte sig på en opgave eller observerede nogen i et par timer. Den slags var ikke svært. Men ikke at lave noget som helst drev hende til vanvid. Hun havde lovet Treston Reynlest at holde sig i skindet indtil han også kunne vende hjem, og hun ville også helst først håndtere sin familie, når hun havde ham ved sin side, men hun blev nødt til at få tiden til at gå med et eller andet.
    Derfor var hun denne aften i ly af tusmørket smuttet hen til børnehjemmet, hvor hun nemt fik adgang til et af vinduerne på den lavere etage via haven. Med neglen klikkede hun på ruden i et mønster, kun to af ungerne ville fange som andet end vindens rusken, og rigtigt nok blev vinduet åbnet kort efter. Børnene var ved at gøre klar til aftenen, mens de voksne ryddede af efter maden. Med Zirras arbejde kunne hun næsten aldrig dukke op i den normale besøgstid, og denne her slags snigeri var ikke ligefrem accepteret af personalet. Så det var godt, de ikke kendte til det.
    "Zirra!" udbrød Alexander med et lettet udtryk. "Hvor har du været? Du sagde ikke, du skulle ud på rejse."
    "Undskyld, Alex," svarede Zirra og lagde sin hånd over hans. "Det skete lidt spontant. Jeg er tilbage nu, men jeg har nogle ting, jeg skal have ordnet, så jeg ved ikke, hvor meget, jeg kan komme forbi. Er... Er alt i orden?"
    Alexander havde ofte følelserne malet uden på ansigtet - i hvert fald når han snakkede med Zirra. Der var noget ved at have lært hinanden at kende gennem kriminalitet, der gjorde at Alex havde meget svært ved at skjule ting for Zirra. Hun spekulerede på, om det var et valg fra hans side ikke at gøre det. Hun havde mødt ham lige inden, han var kommet ud i noget rigtig skidt, og hun havde samlet ham op uden at se ned på ham for de dårlige beslutninger, han havde taget.
    "Vores... Vores mor var forbi," sagde han med en grimasse.
    "Åh nej," sukkede Zirra. "Jeg er så ked af, jeg ikke kunne være her for jer."
    "Hun sagde, hun ville komme forbi igen, men jeg har ikke set hende siden. Jeg ved heller ikke, om jeg har lyst," Alexander baksede tydeligt med at holde sine følelser i skak. "Jeg troede, hun var død, Zirra. Jeg fatter ikke, hvor-"
    Han vendte brat ansigtet bagud.
    "De voksne kommer for at se, om vi er færdige. Jeg bliver nødt til at gå. Kommer du snart igen?"
    Zirra gav hans hånd et klem og nikkede. "Det lover jeg. Vi finder en nat og tager en gåtur på tagene."
    Et lille smil brød frem på Alexanders læber, og det betød alt for Zirra.
    "Det bliver værre med Elenora," sagde han, mens han fumlede med vinduet. "Hun kan ikke styre evnerne, Zirra. De taler om at flytte hende til et andet børnehjem, hvis hun bliver ved med at lave ballade. Kan du ikke hjælpe? De må ikke adskille os."
    "Jeg ser på noget," nåede Zirra lige at sige, inden han lukkede vinduet og hun kunne høre de stemmer, han havde opfanget længe før med sin evne til at skærpe sanserne.

    Muren om børnehjemmet var ikke højere end at Zirra nemt kunne hoppe over den og lande på den anden side i en smal sidegade uden at folk fra den større gade så hende. For en sikkerheds skyld sneg hun sig langs muren et godt stykke, hvorefter hun skubbede hætten tilbage og lod hænderne glide gennem håret. Hun bandede over, hvor meget lort, der kunne falde ned fra himlen samtidigt og lod ryggen falde ind mod muren. 
    Alexander havde fortalt hende, at deres mor og far var gået bort, før de kom til børnehjemmet, og nu var en mystisk mor pludselig dukket op? Hun måtte finde ud af, hvad der var sket, men Elenoras tilstand tog førsteprioritet. Hvis de overvejede at flytte hende til et af de hjem for magisk udfordrede børn, ville Alexander ikke få lov til at komme med. Han var også snart gammel nok til at blive smidt ud af hjemmet alligevel, og så ville han nok ende i et arbejdshus af hvad end type, der ville tage ham ind. 
    Zirra sukkede og masserede sine tindinger. Hun havde brugt en del krystaller på turen efter sin bror, men hun havde ikke taget hele sin opsparing med sig. Hvis hun fik skrabet noget ekstra sammen de næste par uger, havde hun nok til at købe begge børn ud af hjemmet. Ikke at hun havde et sted at bo lige for tiden, men det måtte hun finde ud af hen ad vejen. Nu havde hun gjort så meget for at de ikke skulle ende i problemer, og hun havde ikke tænkt sig at lade det ske så tæt på målstregen.

Traditioner skulle opholdes, og denne brev udveksling med Treston  havde skabt sine, hver aften efter et brev blev sendt skulle børnene ses, sådan næsten. Så meget man nu kunne fra luften, de naboliggende tag, eller, fra den nærmeste kro. Nogle besøg smurt ind i skam og selvhad, og grundet det forsvandt der mange krus med mjød. Denne dag var dog lidt af typisk en af de sjæle hvor hun valgte at flyve i ly af nattens himmel for at kaste syn over børnehjemmet. Trestons brev stadig gentaget i hendes tanker som hun nærmede sig området, og med forhåbningsfulde tanker, turen gik jo godt! De var på vej syd på, han virkede faktisk til at ville genskoles, og hans fjolleri omkring fremtidig arbejde betyd han gav det bare nogle tanker, kunne man håbe. Det eneste problem var bare hende den forbandet heks, men som i et spil skak vinder man ved at tage en brik af gange og spille de lange spil.
Byen var altid så smukt natte som disse, mørke, med let belysning fra vinduer og gadelygterne der langsomt blev tændt, den værste opgave for nye rekrutter men det lærte dem at finde rundt i byen. Forsigtigt lod hun vinden bærer hende ned til byens top, og med et dunk langede hun nær børnehjemmet og kiggede ned imod gangerne. For alt i verden håbede hun at Alex var kommet hjem, hun skulle ikke risikere noget som helts uden en følgesvend. Det kunne så nemt gå alt for galt, og at føle det følelses rod igen, udsætte ham for det igen, gavnede ingen.
Få minutter gik der, før hun valgte at gå til det næste hustag, hun træk vejret dyb og lod blikket falde på gaden før hun hoppede ned, men så langt kom hun ikke før en meget, velkendt farve dukkede op. Treston? Nåede hun at tænke kort før den lyse stemme fra pigen kom under hende.

Sikke dog et sprog. forsatte tankerne som det stille og roligt gik op for hende, for det var jo, næsten som hans. Med et dybt indre suk rystede hun på hovedet.

Din klaphat, du skulle skrive. Gik tankerne som hun forsøgte at gennem gå hans brev, var der en skjult besked om Zirra, ikke en hun kunne finde kun med hukommelsen til gavn. Brevet måtte læses igen. Let gled hun lags taget til kanten før vingerne foldede sig ud og hun langsomt gled fra taget til så stille som hun kunne for at lande bag Zirra og lige som fødderne ramte jorden åbnede munden sig.

”Godaften Zirra…Vil du sove hos mig, I kirken, arresten, hjemme ved din mor, eller hos Kes..” Hænderne blev lagt over kors, vingerne foldet ud for at blokere vejen væk, hvis hun var bare lidt som sin bror ville det at løbe uden tvivl være en mulighed. Men alt føltes tomt, hvilket fik hendes ord til at dø hen. Som hun lod blikket hvile på Zirra. Hun havde set hende engang i ret salen, men det var hende ikke?

Zirra bildte sig ind, at hun var mere end almindeligt årvågen, og derfor blev hun gevaldigt overrasket, da hun hørte fødder lige bag sig, som om de netop var landet få skridt nede ad gaden. Hun snurrede rundt med hånden allerede begravet i bæltetasken med lysende sten, idet englen spredte vingerne ud for at blokere vejen og spurgte... Hvor hun ville sove?
    Først føg forvirringen over hende, før det gik op for hende, hvor hun havde set englen før. Retssagen. Det var Trestons healer-ven. Så nævnte kvinden et halvt navn, der fik Zirras pupiller til at trække sig sammen og tvang en klump op i halsen på hende. Heldigvis blev sætningen aldrig færdiggjort, og det gav Zirra mulighed for at få følelserne under kontrol.
    Hun rettede sig op, mens hun tog en behersket indånding og trak hånden op fra bæltetasken igen. Englen havde tvunget hendes hjerne til at danne mentale billeder af at sove hjemme hos Kester, og Zirra pressede tankerne langt ned, mens hun hev en smule vrede frem at fokusere på i stedet.
    Hvad zalan bildte hun sig ind sådan at holde øje med hende og oven i købet tro, hun kunne bestemme noget om hendes færden?
    "Josefine, er det ikke dit navn?" sagde hun med et påklistret smil og en attitude, der så venlig ud. "Jeg tror ikke, vi har mødt hinanden sådan rigtigt. Treston havde lidt for travlt med at blive dømt sidst, vi befandt os det samme sted til at introducere os."
    Hold det venligt og skridt, når hun mindst venter det, tænkte Zirra.
    Det var udelukket, at hun skulle sove noget som helst sted, hvor folk kunne finde hende i morgen tidlig. Folk primært værende Dastor Reynlest og Kester. Stod det til Zirra, skulle det ikke gå op for nogen af dem, at hun var i byen, før hun havde væsentligt flere kort på hånden, men nu kunne det godt se ud som om, hun blev nødt til at fremskynde planerne lidt. Af de få ting, hun havde hørt om Trestons engleveninde, var det ikke ligefrem, at hun kunne finde ud af at dække over nogen. Så havde det næppe været Zirra, der havde reddet Trestons liv til den retssag.

Kort hævede Josefine hånden for at vise hun ingen trussel var da Zirra nærmest sprang op, men hånden blev over kors. Vejret bliv trukket dybt som tankerne og føler bevæget sig rundt i zirra, og flere gange gik overvejelser at bede hende stoppe. Amuleten der hang i bæltet føltes altid så tung i disse øjeblikke. Men der var intet at gøre ved det, nødvendig var det for guderne ved ikke hvad Treston har sagt, og endnu vigtigere ikke har sagt, og mindede de bare lidt om hinanden var det ikke engang sikkert at Treston vidste hun var her.
Med et let smil nikkede hun som Zirra søgte bekræftelse på hvem det var foran hende.

”Det er rigtigt, Josefine Solberg.” Forsigitgt rækte hun hånden frem og ventede på Zirras egen, og hun kunne ikke lade være med at lade et kort fnis forlade hende som fortalte om deres sidste møde.

”Altså..hvis man kender din bror er det faktisk overraskende at du ikke møder flere af hans veninder på den måde.” forsigtigt lod hun vingerne falde til sig, skulderne faldt og blikket undersøgte kort Zirra.

”Zirra, jeg har lovet din bror at jeg vil passe på dig, og ikke lade din familie eller…andre.” det sidste sagt med et let opgivende tryk. ”Komme til dig før jeg gør. Du har rejst langt, så hvad siger du til at komme med mig? Hvem til en blød seng, varme tæpper, og god mad, og så kan vi få snakket om tingende?” Hvis Zirra var løbet grundet Kester og den mørk elver heks, var det nok bedst at træde meget forsigtigt, og derfor blev hun også stående og kun lod hånden komme frem.

    Der var noget i Josefines ansigtsudtryk, der fik Zirra til at huske en samtale, hun havde haft over lidt for meget øl med Treston på kajen. Hun havde læst et af de breve, Josefine havde sendt ham på rejsen, og de havde snakket om deres dårlighed til at være sammen med kærester. Eller måske helt generelt andre væsner. Men det, der dæmrede mest var Josefines evner. Hun følte andres følelser som var de hendes egne. Puh, hvis man bare havde dén evne som spion. 
    Så Zirra tog Josefines hånd lidt modvilligt og lukkede af for sit indre. En hel basal del af hendes træning var netop dette. At lukke af for følelser, så mentalister eller torturbødler ikke kom ind i hovedet på en alt for nemt. Zirra vidste, hendes værn ikke var perfekt, men Josefine var heller ikke aktivt i gang med at stikke nåle i hende, så det her burde være nok for nu.
    "Treston lover ofte ting, han ikke kan holde," sagde hun og skippede elegant henover kommentaren om, hvordan Zirra måtte møde mange af sin brors veninder. Hun skulle ikke tænke på skoven lige nu. "Så at han er begyndt at få andre til at love ting på mine vegne, overrasker mig overhovedet ikke. Men det kan godt være det bliver et af de løfter, du ikke kan holde. Jeg kommer ikke til at sove på paladset. Jeg kommer ikke til at sove nogle som helst steder, hvor K-min far kunne få nys om, at jeg befinder mig. Jeg har masser af bløde tæpper og mad der, hvor jeg opholder mig lige nu, og det bedste ved det sted, er at ingen ved, hvor det er. Så nej tak, frøken Solberg."
    Zirra satte hænderne i siden efter håndtrykket og holdt øjenkontakten. Af alle Lysets krigere, hvorfor skulle det så lige være den her stivstikker, der havde fundet hende? Engle og deres fugleperspektiv!
    "I øvrigt er der ikke noget at snakke om," tilføjede hun for lige at slå dét fast. "Jeg har fortalt min mor, at jeg er i live, og hun er den eneste i familien, der kere sig om det. Jeg skal nok tage hjem, når jeg har styr på alting."
    Zirra viftede med hånden som tegn på at englevingerne skulle flytte sig, så hun kunne komme forbi.

Hvad i ishari? lyd hendes indre forvirret som de gav hånd, og det undersøgende blik hvilede nær Zirra øjne et øjeblik. Det var ubehageligt at mærke følelser bare forsvinde, og der var på ingen måde behagelige minder sammen med oplevelsen. Var det så hårdt at tale om dette at følelserne blev lagt bag fornuften til sådanne en grad? Eller var det noget helt andet?  Magi? Nærmest som Kesters dobbeltgængere som hun heller ikke kunne læse. Kort var hun fristet til at forsøge at ligge amuletten om Zirras hals, men tanken blev afbrudt af Zirras ord. Ord der fik smilet til at falme og en langt mere alvorlig mimik tog det plads.
Måske minded hun ikke så meget som sin bror som Treston havde sagt da hun på ingen måde tog muligheden for at lave sjov med sin bror. Flere gange åbnede hun munden for at sige et eller andet, men den hårde tone og de mange korrekte ord gjorde det svært. Med ordene og de manglende følelser passer for godt sammen.

”jeg..ehm..” lyd det forsigtigt i midten af Zirras ord som hun tog hånden til sig og lagde den forsigtigt over sin skuldre, og lod blikket falde på muren til deres side. Kolde facader havde det altid med at slå hendes lidt ud. Som tegnet på til det træk hun sig også en halvt skidt til siden og lod vingen gøre plads som hun lettere opgivende kiggede hen over Zirra en gang mere.


Men hun lod hende ikke komme langt, at se ryggen, at se hende gå forbi, var alligevel for meget som hun rakte frem og tog fat i Zirras ærme.
”Zirra vent..Jeg..” hun træk vejret dybt.

”Hvordan har han det? Han skrev han fandt dig..og.” hun stoppede sig selv, og ville endelig have sig selv til at give slip, men tanke og handlinger gik ikke hånd i hånd i dette øjeblik.

”jeg lovede noget..og hvis jeg holder det ved at lade dig gå så gør jeg det..men..kan vi ikke bare snakke lidt.” længe siden hun havde følt sig selv så ynkelig, men at lade zirra gå ville koste langt mere end stolthed.
 
 

    Zirra nåede halvt forbi englen, da hun tog fat i hendes ærme. Det gibbede i Zirra og hun vendte sig for at rive sig væk. Hele kroppen reagerede stadig, hver gang nogen gjorde pludselige bevægelser i nærheden af hende, men hun formåede at holde sine følelser i skak og stoppe op. Ansigtsudtrykket var sammenbidt mod englen, men Zirra stod stille stadig med Josefines greb i sin trøje.
    "Fint, vi kan godt gå en tur og snakke," sagde hun. "Hvis du altså slipper mit ærme."
    Så snart Josefine gav slip, hev Zirra armen til sig og gnubbede sin skulder, som om hun forsøgte at gnide en del af Josefine af sig, der havde sat sig fast. Så ledte hun an ned ad en gade, hun vidste ikke førte tilbage til hovedgaden. Dér havde hun ikke lyst til at opholde sig, heller ikke når det bare var til en gåtur.
    "Treston har det så fint, som man kan have det, når man bliver tvunget til at besøge hvert eneste tempel i landet og snakke med præster hele dagen," startede hun ud med at sige. Måske ville englen lade hende være, hvis hun blev forsikret om Trestons fortsatte trivsel. "Han gør rent faktisk, som han er blevet bedt om og tager sin straf med oprejst pande. Han ville være færdig nu, hvis jeg ikke havde holdt ham hen i Fristavn, men den lille forsinkelse klarer han nok. Han bør være hjemme igen snart."
    Normalt ville Zirra have taget sig mere af den smertende tone i Josefines stemme, men hun var alt for meget på vagt lige nu. Dianthos i sig selv var et farligt sted for hende at være, men hun havde en nagende følelse af, at Josefine også var fjenden. Hun var en del af Lyset, og Zirra håbede at hun ikke vidste noget om Zirras egen tilknytning til hæren, men hun anede ikke, om Treston havde talt over sig i sine breve. Det ville han næppe gøre, kom hun frem til, men bare at nævne en lille smule kunne gøre, at folk regnede det ud. Forhåbentligt havde de snakket om deres egne problemer mere end de havde snakket om hendes.

Hun åndede lettet ud som Zirra gav udtryk til at de godt kunne bruge bare lidt af aftenen sammen og i samme øjeblik gav hun også slip. Straks rettet hun ryggen og gik op til siden af Zirra som de gik, væk fra alle de store gader. Et let bekymret blik fandt flere gange Zirra som de gik, hvad fik hende til at begå sig sådan her, så forsigtigt, var det virkelig bare hendes far og trolovede? Hun forstod godt ønsket om at have privat og tid til at sætte tankerne på plads, men stadig at gemme sig så meget efter så mange måneder – gjorde det umuligt ikke at få ondt af hende. Men de bekymret tanker forsvandt hurtigt som Trestons situation blev delt. Det var rart at høre uden fra hans breve at han faktisk tog sig af sin straf, og at han havde det godt.

”At besøge hver tempel, er stadig en mild straf for ham..så er glad for han faktisk gør det, har været virkelig bange for han bare ville sige ”Pyt være med det” og starte et nyt liv.” selv om han havde sagt noget helt andet i sine breve var det en svær tanke at ligge fra sig, så det ville være typisk ham..på hans egen måde.
Fristhavn, det stemte fint overens med hvad han havde skrevet, en betryggende nyhed, at han ikke bare talte hende for munden i sine breve.

”Altid noget han ikke holder mig for nar i hans breve. mumlede hun forsigtigt som lettelsen gik igennem hende.

”Og…fandt han også hende?” spurgte hun modvilligt, og håbede på en tydelig reaktion fra Zirra, med spørgsmålet. For en ting var hvad han havde skrevet, lige netop om Sedna var han så pålidelig som en isterning midt på sommeren, og med retsagen og udtalelserne fra Zirra i minde var hun nød til at spørger.

    Så Treston sendte ugentlige rapporter tilbage til Josefine? Spændende. Zirra vidste, de skrev meget sammen, men at han berettede om templerne... Selvfølgelig hvis der var nogen, der skulle holdes i troen på hans syndsforladelse var det vel Josefine. Måske var hun den eneste i verden, der ikke så det som en latterlig vits. Far Dastor ville altid hade sin søn for det, han havde gjort, Lyset ville ikke tage ham ind igen, og alle der kendte til retssagen og var bare den mindste smule fanatiske, ville se ned på ham. Måske var syndsforladelsen i templerne en mild straf, men det blakkede ry var en livstidsdom.
    De gik ad en gade uden belysning, så Zirra fremkaldte tre ildfluer og lod dem svæve lidt foran sig i en klynge, der på afstand kunne ligne en fakkel. Det gav lige præcis nok lys til at kunne se frem for sig mellem de overbyggede huse. I det små gader blev det nat næsten før solen forsvandt helt bag horisonten.
    "Ja, han fandt Sedna," svarede Zirra. 
    Det var ubehøvlet, for Josefine havde ikke været der, hvor de havde været det sidste lange stykke tid. Hun havde ikke lært mørkelveren lidt bedre at kende, og mørkelveren havde ikke reddet hendes liv, selv efter man prøvede at tage hendes. Men Zirra var i et mørkt humør.
    "Jeg slog ham næsten ihjel," fortsatte hun. Følelserne var stadig under kontrol. Som en stille sø i hendes sind. "Jeg brugte ugevis på at fare rundt i landet, og så dukker han op lige som jeg skal til at skære halsen over på hende."
    Zirra vidste ikke, om Josefine var klar over, at Zirras dække for at løbe var, at hun ville have en måned til at finde en bedre trolovet end Kester. Det var det, hun havde fortalt sin far. Der var gået væsentligt mere end en måned, dog, og det havde på ingen måde været det, hun havde foretaget sig under sin rejse.

Intet. Intet, andet end nogle få ord, knap en følelse kom frem. Kort stoppede hun og faldt lidt bag Zirra i ren overraskelse over den manglende responsa. Den korte pause fik hendes tanker tilbage til retssalen mens blikket hvilede på de flyvende lys kugler. Sednas følelse manipulation, som Zirra selv havde følt på af en voldsom grad, ifølge hendes egen rapport og udtalelser. Stakkels pige, at blive slæbt ind i alle lysets konflikter blot fordi hun har arvet families hår og øjne. Bare beskrivelser af hvordan hendes krop så ud af hendes ankomst i heler huset, og hvis alt var sandt havde hendes sind nok været i et endnu mere ødelagt stadie.
ihjel ordet hang i luften og slå alle tanker i stykker som hun sitrret på Zirra og hånede let ud som hun forsatte og håbede på en eller anden forklaring kom. Men der kom ingen tværtimod gik hun nærmest bare videre til den næste forfærdelige ting.

”Mit lort er dit lort.” mumlede hun forsigtigt og så gav det brev meget mere mening, Trestons mave fornemmelse havde været helt rigtigt. Zirra havde på ingen måde været i et godt mentalt stadie, men det var vel også forståeligt. Hele hendes liv blev vendt rundt på et øjeblik kort tid efter at hun havde været udsat for timer lang tortur, både fysisk og mentalt.

”Zirra..jeg er virkelig ked af alt du har været igennem. Det må ikke have været nemt at gå med, og have så meget blive tvunget frem i lyset. Det gør mig virkelig ondt at så meget er faldet ned over dig. Din mor savner jer alle sammen, og savner hvordan det var før. Gør jeg også. forsatte hendes indre, som hun gik op til siden af Zirra igen.

”Men vold, mord, og alt sådan noget gør intet bedre og det er en meget kort behagelig følelse man får af det, lige meget hvad den anden har gjort, og så er alt skidt igen derefter.” lige meget hvad man har været igennem var det bare aldrig løsningen, og at høre en udtrykke disse ting uden en følelse i sindet,  var sært for at udtrykke det mildt.
 

    Et lille fnys kom fra Zirra. Åh hvor hun om nogen vidste, at vold og mord ikke gjorde noget bedre.
    "Bare rolig, Josefine, det lykkedes heller ikke. Så jeg kan ikke stemples som koldblodig morder endnu, og du kan ikke slæbe mig for retten eller afhøring, eller hvad det nu er, du gør," sagde hun, mens hun viftede med hånden mod englen. "Jeg regner i øvrigt også med, at du holder din mund om, at Treston fandt hende. Jeg ved godt det står i hans dom, at han ikke må opsøge hende. Men han fik svar på de spørgsmål, han havde, og nu er han videre mod næste tempel."
    Godt nok var planen at mødes med Sedna igen, men det behøvede Zirra jo ikke at fortælle nogen. en så godhjertet person som Josefine kunne næppe ønske en af sine venner hængt bare fordi han havde brug for en ordentlig afrunding af nogle følelsesmæssige problemer.
   "Og jeg ved godt, mor savner mig," fortsatte hun for ikke at dvæle for meget ved Trestons handlinger. "Men det bliver ikke som før. Ikke nu hvor jeg ved at Dastor på ingen måde er den frygtløse kriger, han forsøger at stopfodre alle historier med. Han er bare endnu en, Mørket knækkede på en eftermiddag. Han har altid været den, der prædikede vold. I hvert fald til den del af familien, han mente var værdige til at tjene Lyset."
    Zirra havde lyst til at fortsætte, men undertrykte trangen. Hun havde lige brugt tid sammen med folk, hun kunne stole på og tale åbne med. Folk, der vidste hvad hun arbejdede med og ikke dømte hende alt for hårdt for det. Skjoldene skulle op igen, og pludselig var de tungere, end de burde være. De her ting kunne ikke deles med alle. Det var derfor, hun ikke burde have ladet nogle af dem krakelere i første omgang.

Hun rystede opgivende på hovedet ved Zirra første svar, hun skulle bare vide hvordan livet har været for hende.

”Nej..er bare tidligere soldat og felthæler. hvad ved jeg om det.” mumlede hun let opgivende og kunne godt mærke irritationen let begynde i hende, i guderne hvor var denne kvinde svær at snakke med og hendes kolde følelse forladte  selv gjorde ikke samtalen bedre. En tilstand der stadig satte mange tanker i gang, og ofte fik hende til bare til retssagen og rapporten om Sedna selv.

”Selvfølgelig holder jeg min mund. Er du klar over hvad der sker nogle nogen finder ud af det? Han dør. Lige meget hvordan, eller hvor godt han udfører til genskoling. Så bare rolig, skal nok forsætte med at passe på din bror.” det blev sagt med et let suk, for det var vel en selvfølge at hun ikke ville gøre noget der kunne skade Treston, på trods af hvor uenig hun var i om det var en god ide at møde Sedna så var der kun en måde at spille på. Lade så om man intet vidste. Det føltes så beskidt, forkert at være tvunget til at handle på den måde, for der var virkelig intet andet at gøre.     Loven var tydelig – bryd han aftalen ville straffen blive revideret og i det tilfælde var døden nok den eneste mulighed.

Nok var det sært at Zirra udtrykte så få, hvis overhovedet nogle følelser, men at have en datter udtrykke at hun godt ved at hendes mor savner dem uden at have en følelse komme frem i hende gjorde det meget tydeligt. Det blev kun mere klart som Zirra forsatte sit brok over sin familie. Brok var næsten altid følelsesladet ord, men her kom der ingen følelser med ordene. I det mindste var Zirra ikke meget større end hende selv, det gjorde det næste meget nemmere.

Mere nåede hun ikke at tænke før hun tog hånd på Zirra, en fast hånd om hendes skuldre, som et bask med vingerne til at styrke skrubbet yderligt for at få Zirra op af gade muren.
”Zirra!..Se mig i øjne et øjeblik. Ellers så trækker jeg dig med mig alligevel.” ordene var hårde.

”Tror du jeg er dum? Tror du jeg ikke har hørt efter og tænkt over alt dette? Jeg ved hvad Sedna kan og det gør dig utrolig svær at stole på lige nu, så, se mig i øjne, og så prøver vi lige dette igen.” som det blev sagt lod hun mere og mere chakra flyde til hendes øjne, som de lyse skær blev mere og mere klart. Nu var spørgsmålet bare, hvilken følelse hun skulle spise for at få Zirra til at vågne op, hvad ville gavne hende mest at føle selv, og at have Zirra uden og hvilket følelse havde Sedna ikke haft sine klør i?

Skam? Vrede? Stolthed? Alle tre? Eller var der andre som ville gavne mere? Kærlighed? Den korte tvivl om hvilke følelse fik hende dog til at stoppe som chakraen samlede sig i hendes egne øjne.

    Den korte tilfredshed over at Josefine tydeligvis var lidt mere  på Reynlest-børnenes side end Zirra lige havde troet, blev brat afbrudt, da hænderne lagde sig på Zirras skuldre og hun blev skubbet bagud. Turen hjem til Dianthos havde været uden de helt store begivenheder, og selvom Zirra var mere på vagt her i bybilledet, havde hun ladet nogle af sine parader falde over for helbreden. Mest fordi hun af alle i byen mindst ventede at blive overfaldet af en engel af Lyset.
   Det pludselige skub midt i en ikke færdiggjort samtale mindede hende om én ting, og det røde hår om englens ansigt gjorde det ikke bedre. Kesters lede smil fór ind foran Zirras blik, og hendes mentale barriere faldt og lod følelserne få frit løb igen. Specielt én følelse dominerede.
    Angst.
    Ufiltreret, rendyrket panik brast ud gennem hele Zirras væsen. De tre ildfluer svævede i forvirrede cirkler midt på gaden og oplyste Zirras ligblege ansigt. Øjnene var opspilet med det blå overtagende alt, mens pupillerne forsøgte at implodere. Vejrtrækningen var blevet tynd og forhastet. Ord var langt uden for rækkevidde, mens hendes indre skreg efter hjælp. Mindebilleder fra skoven med en ildoplyst Sedna og fra hendes gamle kammer fløj ind over gadens skygger som hallucinationer, hun ikke havde kontrol over.
    Og så var det væk.
    Lige så voldsomt, som følelserne havde haft tag i hende, lige så hastigt var panikken væk, og hun oplevede sit eget tankespor med en behagelig distance, hun aldrig havde troet, hun ville opnå. Ingen andre følelser i hende ønskede at tage panikkens plads lige med det samme, og hun lagde hovedet let på skrå og stirrede på Josefine, som hun endelig så som kun Josefine. Følelseskontrol. Det var tæt på empat-kræfter. Kunne hun havde...?
    "Hvad... gjorde du lige?"

Der, lige der, et kort øjeblik kom en følelse frem og forsvandt igen før hun fik den ordentligt læst. Et lille hul i facaden var alt hun skulle bruge, den mest dominante følelse måtte være den første der bryd igennem, så et prik mere som hun skubbede Zirra imod muren og følelsen kom op til overfalden igen og i netop det øjeblik lod hun sin chakra flyde ud og få fat i Zirras sind, og netop det selv samme øjeblik slippende hun sig greb om Zirra, og træk sig et halv skidt tilbage og stirret ned på sin hånd. Vingerne faldt til jorden og lagde sig så tæt på gadestenen som de kunne. Den anden hånd rystede som den søgte hendes hætte og træk den så langt ned over hendes hoved som den kunne. Blikket låst på hånden der havde haft fat i Zirra, en hånd som langsomt bevæget sig til hendes mave, og let prikkede til hende mave muskler flere steder.

Hvad… gjorde du lige? De får ord fik hende til at hæve hovedet og kigge frem,  kæben rystede, hendes pupiller så store som de kunne og angsten skreg igennem hver en kæbe muskle, som hun stirret tilbage på Zirra og tog endnu et skridt tilbage, men vingerne gad ikke med som hun faldt hen over hendes egen vinger, og endt på sin bagerste muskle på gadestenen. Ti hurtige åndetræk skete før hun lukkede øjne og tog en dyb lang vejrtrækning. Netop som hun puste ud lod hun blikket falde på Zirra og foran alt angsten lå medlidende.

”Er..Er det sådan du har det? Hva..Oh Zirra..jeg..jeg...” Mere fik hun ikke sagt før angsten igen fik overtaget som et lille vindpust fik hendes eget hår ind foran hendes syn.
”Eh? Ehm..Hvad? Få det væk!” tilførte hun panisk med en rystende stemme som hun stirret på sit hår og træk begge arme til sig sammen med vingerne for at danne bare en smule læ for omverdenen. Aldrig før havde hun følt sig så klem før, jo dengang Frederik Ludvik lånte hende sit kvinde had, men dette var en anden forfærdelig slags klam.

   Zirra så uforstående til et øjeblik, mens englen væltede over sine egne vinger og landede på brostenene. Forvirringen havde paralyseret hende, og hun kunne ikke finde en forklaring på, hvad hun så. Eller hvad hun følte, for den sags skyld. Måske mere... Hvad hun ikke følte?
    Josefines ord fik alt til at give mening. Ja, det var sådan Zirra havde det. Når hun lod sig føle det i hvert fald.
    "Årh for zalan da også," sagde Zirra opgivende og rakte en hånd frem mod Josefine. "Du har taget det, har du ikke? Du har taget min lorte-angst, har du ikke? Zalans empater, altså."
    Zirra ventede på at Josefine kom på benene. Til englens held havde Zirra stadig sin medlidenhed og sit gode hjerte tilbage, omend det lidt var en kendt ting, at Reynlest-børnene havde svært ved at tale om deres følelser på en særlig blød måde. Zirra sørgede for at holde sig en smule på afstand, for hun kendte trods alt sin egen frygt godt nok til at se det udefra.
    "Her er hvad du gør, Josefine," sagde hun og holdt en hånd frem, så hun kunne strække en finger for hvert punkt. "Min frygt er rettet mod tortur og ..." Så nemt var det tydeligvis heller ikke at snakke om. Nu hvor frygten ikke længere var der, blev tomrummet fyldt af skam. "Tortur og fysiske skader. Du holder dig fra slåskampe og pludselige bevægelser fra andre. Tag hen til en af dine rigtig, rigtig gode venner, som du føler dig komplet tryg hos. Sig til dem, at de ikke må tage hårdt eller hurtigt fat i dig, og få nogle langsomme, rolige kram. Er du med så langt? Tag et bad, hvis det er muligt, for det hjælper på følelsen af ikke at kunne være i kroppen. Og så fortæl mig lige, hvor lang tid det her varer, så jeg ikke gør noget dumt og frygtløst. Du har ikke taget følelsen for evigt, vel? Det ville zalme være dumt."
    Det sidste blev tilføjet som en lavere mumlen, men man vidste sgu aldrig med de empater. I forvejen gjorde folk dumme ting, når de var i følelsernes vold, men empater? De tog da også lige andres følelser og gjorde dummere ting endnu.  

Det var lige alligevel noget af det mest ubehagelige når disse ting skete, uden at kunne forberede sig, for hvad havde hun også forventet at en civil person ville føle i det øjeblik? En civil der havde været udsat for alt det Zirra havde oven i købet. Tortur, været fanget i mørket og så endda have hendes bror være det første syn hun fik at se, og så endda med deres historik. Hun burde vide bedre og skulle have lyttet til sig selv, hun skulle have fuldt sit forbandet hoved og ikke tage chancer som denne! Specielt ikke når hun ikke kendte alle kortene i spil, for hvad ville der endelig ske hvis hun slugte en af Sednas falske følelser? Var det overhovedet noget hun ville kunne gøre? Hvis ikke det var for hendes handsker ville hendes negle være godt i gang med at sætte mærker i hendes hud, og selv gennem læder handskerne forsøgte de stadig at grave huden væk, og blikket var låst på de tre røde trotter der hang foran hendes blik. Zirra ord lyd dæmpet til at starte med og det var først som hun ordentligt fik stirret på hånden hun fik tilbudt at det var muligt faktisk at hører efter. Hun nikkede forsigtigt for jo, hun havde taget det, hendes lorte angst, var nok den pæneste måde at sige det på. Forsigtigt tog hun hånden og fik kæmpet sig tilbage på sine ben og fik mumlet et forsigtigt undskyld, for lige meget hvad så havde hun selv været skyld i at disse følelser kom frem i Zirra. Snuden hang, vingerne hang, og hele kroppen føltes forfærdelig tung. Hun træk vejret dybt som Zirra begyndte at forklare, forsøgte at komme med en plan, et handle mønstre, som hjalp hende, og nu var det hendes angst så der blev lyttet, på trods af hele kroppen skreg på at komme væk.

Hold dig fra slåskampe.
Undgå folk der laver pludselige bevægelser.
Tag hjem til en rigtig god ven.
Langsomme rolige kram.
Tag et bad.

Hun nikkede som hver mental note blev lavet, og kæmpede lidt med at holde øjne kontakten som der blev talt, specielt som spørgsmålene om evnen kom frem. I det mindste tænkte hun sig om Zirra. Hun træk vejret dybt og brugte den luft til at få talt.
”Nogle timer..fik samlet for meget chakra før jeg valgte en følelse.” hun træk hånden til sig og samlede dem foran sig som hun tog flere dybe indåndingen før hun talte mere.
”Har ikke helt styr på hvor meget energi jeg brugte..” indrømmede hun beklemt.

”Bare, lad være at gøre som din forbandet bror og befri en døds fange, så går det nok.” det hjalp..at blive sur, at tænke på alt det der gjorde en sur gjorde angsten nemmere at håndtere, som hun forsøgte at tænke over hvem, hvem i al verden skulle hun tage ud til? Treston var langt væk og han ville normalt være målet. Tankerne fik hende helt til at glemme hvad hun lige havde delt.

    Vreden i Josefines tone var ikke til at overhøre, og Zirra kunne se, at det gjorde noget i hende. Der blev tænkt nu, og det havde englen ikke været i stand til lige før. Det var da i det mindste en start.
    "Ja, hold fast i noget af den der vrede," sagde Zirra og vinkede foran Josefines ansigt, så hun var sikker på, hun blev hørt. Ikke for tæt på, og ikke for hurtigt. Ingen grund til at gøre det værre. "Det plejer at hjælpe at være lidt vred. Men lad være med at tage hen til nogen, du er vred på. Tag hen til en ven. Og jeg skal nok lade være med at befri nogen som helst. Jeg finder en flaske vin og falder i søvn, så det rammer, mens jeg sover."
    Så skulle hun ikke håndtere et pludseligt panikanfald i det mindste.
    "Alkohol hjælper også mig, i øvrigt, men jeg ved ikke hvordan du reagere på det. Hvis du er typen, der bliver mere trist af stadset, så lad være indtil det er færdigt, ikke?"
    Zirra masserede sin pande i frustration. Hendes liv var besværligt nok i forvejen uden også at få stjålet følelser af en empat, der troede, hun vidste hvad hun lavede. Trangen til at give Josefine en skideballe af dimensioner var ved at vokse sig gevaldigt stor, men Zirra vidste også godt, at det ikke ville hjælpe noget lige nu. Man var ikke rationel, når man var angst. Det var med en træls, kølig distance, at hendes indre brugte sig selv som eksempel og pointerede, at angsten og vreden havde fået hende til at krydse landet for at slå Sedna ihjel. Nej, skideballen måtte komme senere, når alle igen havde deres respektive følelser tilbage. Josefine kunne helt sikkert se frem til en meget stærk reprimande om aldrig at gøre sådan noget igen.
    "Har du fundet én, du kan tage hen til, og har du brug for at jeg følger dig noget af vejen?" spurgte hun efter lidt stilhed, og følte sig en smule dum for at spørge en engel, om hun havde brug for at blive fulgt på vej. Men de slatne vinger så vitterligt ikke ud som om de kunne bære så meget som en flagermus.

Tage hjem til nogle hun ikke er vred på? Hvem var hun endelig vred på, ud over sig selv? Blikket fyldte hånden som viftede foran hende, og endda tilbage på Zirras side. Hun klemte sine egne hænder sammen så tæt hun kunne og takkede sine handsker for ikke at lave mærker i huden der lå i ly der under. Det eneste positive var at dette fik Zirra til at tale, ikke om noget vigtigt men det virkede faktisk til at have gavnet samtalen på sin vist, det nye store problem var at hun selv ikke var i stand til at spørger ind til noget som helts, for hvad hvis det bare blev værre eller startede op igen? Hun sukkede dybt i ren frustration over sig selv. Overraskende nok blev Zirra ikke surt over kommentaren at det nok var mindst lige så meget Josefines skyld som Trestons at han havde handlet som han gjorde den dag. Det var altid noget, mon de to havde haft nogle rigtig gode snakke? Mon Treston faktisk havde gjort noget godt? På trods af den sinds prikkende angst, og den vrede hun havde tvunget frem så fandt hun kort et smil ved tanken at der måske kom noget godt ud af hans dumdristige handling.

”Jeg får kun dine følelse, ikke din sindstilstand.” kommenteret hun lettere hårdt. ”Jeg kender min vej omkring sindspåvirkende væsker. Skulle holde mig selv ud på en eller anden måde.” lyd det lettere provokeret over Zirra ord. At blive mere trist ville da ikke være et problem? At hun følte sig klam, og hendes eget hård kastede angsten frem var nok, at være trist oveni ville intet ændre.
Hun stirret kort på Zirra som hun forslog de kunne gå sammen, flere gange lod hun de grønne øjne falde på gaden, og måske var det ikke den dårligste ide i verden.

”Kan du følge mig hen til malakit-stræde? Det ligger nær porten til den øvre by del.” Ikke af hendes hus lå der, men var imellem de fire steder hun overvejede. En kro, med semi private værelser, sit eget sted, Kester og to af hans venner boede ikke langt derfra, og så den lille gade hvor hun fik sine urter, nogle af dem kunne måske gavne, beroligende og måske endda søvn? Ikke af behov, men mere for at slippe for alt dette rod. At tage amuletten på var nu umuligt, det kunne hun ikke få sig selv til, at kaste alt dette tilbage på Zirra ville være ondsindet. Men måske, ville chokket få hende til at indrømme nogle ting? Blikke gled kort ned på amuletten som hun overvejede det.

”Jeg..Undskyld. Havde jeg vidst hvor meget du led så…”hun stoppede sig selv for hvad gavnede dette? At igen være sukker sød, bare for at gavne alle andre. Hun sukkede opgivende og lod snuden falde imod gadestene. Hånden gled op og lukkede sig om hendes skuldre i et hårdt klem, et klem som kun blev hårdere som tankerne fløj rundt.
”Bare smut..Jeg klare mig.” hun sukkede, for alt var ødelagt nok. Sednas falske følelser kunne være alt dette? Nem måde at styre folk på, selv på lang afstand. Det var gået alt for galt det hele.

    "Malakitstræde..." Zirra konsulterede sit indre kort over Dianthos et øjeblik. "Jeg kender en smutvej. Kom med den her vej."
    Da Josefine tøvede, krammede sig selv og sagde, at Zirra bare skulle smutte, ignorerede hun det og vinkede blot englen med sig endnu en gang. Det var kun få gader herfra, og smutvejen ville være endnu nemmere med vinger.
    "Og jeg lider ikke, Josefine," tilføjede hun en smule for skarpt i tonen. "Jeg håndtere det, livet kaster efter mig. Mere eller mindre i hvert fald."
    Det var stadig underligt for hende, at hun kunne se på sit eget liv og føølelser med en sådan distance. Det ville være rart, hvis ikke det føltes som om noget virkelig manglede inde i hende. Noget, hun plejede at trække styrke fra. Hun følte sig målrettet og klar i hovedet, men hun følte sig også en smule mere udsat lige nu. Som om verden kunne gøre hende ondt, og hun plejede at havde et skjold der hjalp på, hvor ondt det kunne gøre, når det skete. Der var steder i byen, som ikke føltes som de burde. Frygt, der manglede, så de ikke lyste op i hendes sind som zoner, der skulle undgås. I det mindste havde hun stadig rationelle tanker nok til at vide, at hun bare skulle tilbage til sit tæppe i skjulestedet og sove, indtil følelserne var tilbage. Drikke sig en fjer på og sove.
    "Den her gade går parallelt med Malakitstræde tre gader henne," sagde Zirra, da hun endelig stoppede op i en gade og pegede hen på en trappe, der gik på ydersiden af et af husene. "Den trappe dér er lige ved siden af naboens hustag. Hvis du kravler over på det tag, kan du følge husene hele vejen hen til Malakitstræde. Eller du kan flyve. Det er nok nemmere. Den luksus har jeg bare aldrig haft."
    Men tage føltes som en luksus, når man ikke ønskede at rende rundt nede på gadeplan. Zirra overvejede, om hun burde forklare Josefine, hvorfor hun kendte smutveje over tagryg, men besluttede at det ikke var en samtale, de skulle have lige nu. Enten vidste hun allerede, at Zirra havde arbejdet for byrenovationen og følte, at informationen gav fin mening, eller hun måtte stille spørgsmål senere. Eller bare leve med, at Reynlestbørn havde de særeste vaner.

Det var efterhånden mange år siden hun selv havde tænkt på smutveje igennem byens gader, enten gik hun for at nyde turen ellers var den hurtigste altid vingerne og turne i ly af den blå himmel. Men nu, føltes det ikke som en mulighed alt der var, var at finde et mål og følge det og lige nu var det mål en velkendt gylden hår farve som førte hende igennem byens sidegader. Der var meget få hun ønskede, at gennem sig i et mørkt rum, hoppe i et varmt bad, eller at gøre sig selv så lille so muligt. En fod efter den anden var alt hovedet kunne magte som hun lyttede til Zirra som hun vandrede efter blindt.
Lider ikke.
Håndtere bare hvad livet.
Hvordan, i al verden kan et levende væsen sige det, mens de føler sådan her. Hun sukkede dybt og vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige til det, for modet til at tage kampen og få hende til at se den bagage hun vandrede rundt med var langt væk i dette øjeblik. Som fødderne blev sat den ene foran den anden vandrede blikket tilbage på halskæden, kile amuletten, det ville være en alt for nem måde at komme væk fra dette stadie af lidelse, men at gøre det krævede alligevel en del, for nu var det nok bedre at lade Trestons søster leve nogle timer uden denne forfærdelige tilstand.
Zirras ord om resten af vejen blev dog mødt lidt skeptisk, hen over husene? Tag til tag? Nok havde hun hørt mange historier om Zirra og Trestons ballade tider, men at høre det som en hel naturlig måde at finde vej rundt i byen overraskede hende.
”Luksus?” Det var så sært et ord at høre om det hele at hun lige måtte deje det i munden før hun faktisk svaret ordentligt på det Zirra sagde.
”Tror du virkelig det er en luksus at have disse vinger? Hvis nogle af os to har luksus omkring vores evner så må det være dig.” hun sukkede let som det blev sagt.
”Du har ingen ide om hvor mange forventninger der ligge i vingerne gør du? Og evner generelt?” hun rystede frustreret hovedet som ordnerne forlod hende.