Efteråret 2020 rullede ind over Obsidianøerne. Haglstorme væltede ind mod slotsmurens sorte sten og fik det til at buldre under fødderne, som var borgmuren under angreb. Sidka stod ved et skydeskår og stirrede ud på havet, der blev pisket op af haglens rasen. Normalt kunne man se fastlandet herfra, men i det ugudelige vejr var der intet andet end streger i luften og skummende bølger.
Efter at have vist sig ret så retarderet på et skib, var Sidka blevet tildelt en plads i en deling, der skulle sendes ind på fastlandet til hærgen og plyndren. Selvom hun var glad for ikke at skulle sejle mere end højst nødvendigt, føltes det stadig som spild af hendes evner. Hun var ikke vant til at være en lille del af en deling - hun var vant til at lede den. Eller bare være hende og Sibal, der løb sammen ud på opgave. Det havde der ikke været meget af efter de kom til øerne. Om det var lederne, der ikke så fordelen i at have dem sammen, eller den uheldige episode i Elverly, der spillede ind, kunne hun ikke finde ud af, men de var blevet tildelt komplet forskellige opgaver, og Sidka hadede det. 
Muligheden for at gå i land og vælte et bjerg eller to virkede som en god distraktion fra frustrationen, men det havde vejret sat en stopper for. Ingen skibe ville lægge fra de næste timer, hvis overhovedet før i morgen. Så indtil da måtte hun finde andre ting af beskæftige sig med, og at stå på det højeste sted og være sur virkede som det eneste rigtige valg.

Ud af øjenkrogen fangede hun bevægelse, som ikke kom fra stormvejret, og Sidka trak hætten tættere op om sit ansigt, idet hun vendte sig mod resten af murens forløb. Hvidt hår blandede sig med haglen, mens røde øjne skar gennem stormens mørke. Sidka kneb øjnene sammen mod skikkelsen.
"Sibal?" spurgte hun gennem det voldsomme vejr og lyste så op, som man sjældent så væsner gøre det i Mørket. "Sibal!"

Modsat Sibal var Sidka ikke fuldt udrustet. Hun havde beholdt slagkofte og lædervest på for varmens skyld, men resten af det tunge panser lå pakket ned på skibet, der skulle være sejlet for flere timer siden. En ting var at gå ombord på et skib - noget helt andet var at gøre det med så meget vægt på, at hun med garanti ville synke, når hun fløj overbord. Føj, hvor hun hadede skibe. Sibals armskinner trykkede ubehageligt ind i hendes skulder, men hun sagde ikke noget. Lod det blot ske og lod omavnelsen vare indtil hun ikke kunne holde sin kæft længere.
"Tror du ikke, du ville have følt det, hvis jeg var død, din tumpe?" var det, der endte med at komme ud.
Og dernæst en tanke.
En rigtig ubehagelig tanke.
Sibal havde troet, hun var død. Hun havde ret hurtigt fundet ud af, at han var slubbet væk fra Elverly, da hun selv var havnet der, og selvom de havde været adskilt så længe, havde Sidka aldrig været i tvivl om, at han stadig var et sted derude. Måske fordi der stadig dukkede runer op på jorden, når hun brugte sin magi. Runer, kun Sibal kunne bruge. Hans tilstedeværelse var dog også blevet bekræftet for hende, da hun var endt herude. Hun havde nævnt sin klan for de højerestående, og havde fortalt om tvillingernes evne til at samarbejde gennem magien, men de havde spist hende af med, at Sibal var ude på opgave, når hun spurgte ind til det. For nyligt var hun også begyndt at høre hans navn fra soldaternes munde, så han havde altså formået at blive venner med nogle af dem. Eller mindst gjort et indtryk. 
"Har ingen... Har ingen nævnt mig?" spurgte hun forarget.
Hun burde havde gjort et mindst lige så vildt indtryk som Sibal, hvis ikke vildere. Hun havde allerede givet bøllerne på havnen bøllebank et par gange - endda sammen med den nyfundne fætter Zafael. Mon Sibal overhovedet vidste, at de havde en klanfælle i hæren? Det føltes ligegyldigt i lyset af, at ingen tydeligvis havde nævnt hende med et ord på en sådan måde, at hendes egen bror havde opdaget, at de befandt sig på den samme ø.

"I... I morgen?" 
Sidka sank en klump. Hun var stadig ikke i nærheden af at være andet end fodsoldat, så hvordan kunne Sibal allerede have arbejdet sig op til løjtnant? Hvad godt  gjorde hans evner på et skib?
"Jeg har da også været med i kampe!" udbrød hun før hun nåede at lægge bånd på sin tunge.
Uden helt at vide hvorfor hun pludselig var så sur på ham, som hun burde være allermest glad ved at se, rev hun sig fri af omfavnelsen og vendte sig mod det kaotiske udsyn til haglstormen. Den blokerede alt nu, så man ikke engang kunne ane de klippefremspring, der normalt stod i vejen for udsynet til havnen. Hun greb fat om skydeskårets murkant og klemte om det hårde sten indtil hun kunne mærke kulden gennem handskerne.
"Jeg bliver sendt til fastlandet med en forbandet lortedeling af misfostre," sagde hun bittert henover den hylende vind. "Det er bedre end dét her lort eller et til togt på et lorteskib, men hvorfor skal vi ikke det samme sted hen? Hvor skal du hen, Sibal? Hvorfor er jeg ikke i din deling?"
Hvad hun helst ville have spurgt var hvorfor hun ikke var med-leder i hans deling, men for nu var det andet spørgsmål mere relevant. At finde sig i at blive hundset rundt med af sin bror var væsentlig bedre end at blive hundset rundt med af den båtnakke til Trehorn, der altid fandt på grunde til at give hende de dårlige tjanser. Han følte sig overlegen fordi han var en dæmon af Mørket og havde en længere familiehistorie end Sidka. Hvis hun måtte tælle skovelverafstamningen med, var hun sikker på, hun kunne overgå ham, men sådan virkede legen ikke. Det var kun tjenesten i Mørket, der talte, og der ville han altid være hende overlegen.

Det var som at høre ordene taget ud af munden på officererne. Et nummer i en række. Ingen forskel på racer. Sidka knyttede hænderne til de dirrede. Hun havde følt forskelsbehandlingen fra det øjeblik, hun satte foden på den dæmonskabte ø. Alle havde hadet hende, ingen ville lytte til hende, og de havde ikke engang gidet belemre sig med at teste tvillingernes samlede styrke.
"Vi kunne gøre en meget større forskel sammen," snerrede hun. "Alle de fejlslagne togter op langs vestkysten... Vi kunne vælte deres frontlinje i de skove og begrave dem i strandenes sand. Hive dem ned med klipperne. Det kan godt være, du føler du høre til i hæren, bror, men de er inkompetente. I'endrith ville aldrig lade vores evner gå tli spilde på den her måde."

Det var i det øjeblik, noget gik op for Sidka. Hun havde et trumfkort på hånden. Et trumfkort, hun ikke engang havde overvejet før nu. Når hun ikke kunne stige i graderne på den konventionelle måde som Sibal havde gjort det, måtte hun gå den snilde vej i stedet. Hun lod ham vende sig om med hånden på sin arm og hendes blik var fyldt med svig og grumme planer.
"Jeg fik smigret mig ind på en af rådsmedlemmerne i Elverly, at du ved det," sagde hun. "Jeg kom for at redde dig ud, men det havde du så fint selv klaret. Så jeg måtte ty til andre planer." Hun slikkede sig om de kolde læber og så indforstået på sin bror. "Jeg tror det er noget information, som de højere lag i slottet kommer til at vælte over hinanden for at få. Hun var en udsøgt frugt at sætte tænderne i."

"Åh bare rolig, Sibal," skyndte Sidka sig at sige, da hun mistog hans frygtsomme blik for at være sorgfuld jalousi. Hun trådte nær ham igen og lagde hånden mod hans kind. "Jeg ville have delt med dig, hvis du var der. Men jeg nød det for os begge to, ikke? Jeg kan fortælle dig alle detaljerne senere."
Hun bed sig  i  læben og mødte hans blik. De havde været adskilt alt for længe, og hun burde ønske at kaste sig over ham som de plejede, men noget holdt hende tilbage. En afstand mellem dem, der var opstået under deres adskillelse. Eller måske var det bare kulden. For Sibal kunne umuligt have fundet en anden, mens han havde vandret rundt i skovene, og selv hvis han havde, havde det været kortvarigt. Ligesom Sidkas ting med Yume kun havde varet en nat og ikke betød noget. Der var intet andet end kulden, der kom mellem tvillingerne lige nu. Det kunne der ikke være.

"Hun er en drømmegænger," forklarede Sidka for at få sine egne løbske tanker til at løbe tilbage i kassen, de var sprunget op fra. Den slags tanker kunne hun ikke bruge lige nu. Den slags tanker blev man ikke forfremmet af. "Hun kan komme ind i folks drømme og snakke med dem. Sådan rigtigt, uden at de stadig er helt væk i søvnen. Hvem tror du jeg skal sige det til først? Måske generalen? Uuuh, eller ham spionmesteren! De må kunne se at det er værdifuld information. Ikke alle kampe er bedst vundet på slagsmarken, jo."
Ikke alle kampe var bedst vundet af ens tvillingebror.

Sidka lod ham holde sin hånd fast, men pressede ham så op mod muren. Godt nok var han væsentligt tungere end hende med alt det panser, så han ville ikke gå et eneste ufrivilligt skridt.
"Åhh, farligt ja," gentog hun og rejste sig op på tær, så hun kunne komme helt tæt på hans ansigt. "Var det sådan dit ophold i Elverly var? Farligt? De små, nuttede skovelvere gjorde dig måske lidt fortræd?"
Hun havde vrænget stemmen i sin latterliggørelse af skovelverne, så ordlyden mindede rigtig meget om nogle af deres klanmedlemmer. De havde givet dem gode råd med på vejen, dengang tvillingerne var taget ud på den første store jagt.Selvom det var gået galt, var det gået godt i sidste ende. De havde ikke fået den slags bytte, de havde regnet med, men Sidka havde fået et rådsmedlem. Det var næsten bedre.

"Alle dem, jeg mødte, var nogle svage væsner," Udover dem, der truede med at slå dig ihjel ved at skyde dig gennem halsen. Udover dem, der var gennemsyret af had til din hudfarve. "Det var mig, der var farlig for hende. Og hvis vi en dag hiver hende ind, vil du altid kunne genkende hende som mit legetøj..." Sidkas anden hånd gled ned over hans brystplade og endte ved låret. Hun pressede til, så han kunne mærke det gennem lagene. "Jeg satte mit mærke på hende. Lige hér."
Hun brød af med at lade sine læber finde hans, mens hun hviskede, "Hvad udrettede du i Elverly, bror?"

Stadig smilende løftede han sin hån og lagde den ved hendes strube, helt uden at klemme til eller skubbe hende fra sig.
”Vov ikke at mobbe mig. De holdt mig fanget som et dyr i deres fangehul. De forsøgte at torturere mig, men var afsindigt dårlige til det, præcis som forventeligt af skovkræ.” Havde de nu bare turdet nærme sig ham i cellen, havde de sikkert fået noget ud af at holde ham fanget. Der havde nu været én elvermand, der hadede ham nok, til at turde nærme sig ham, men han havde ikke turdet torturere ham. Han havde nærmere ydmyget ham, hvor Sibal var ude af stand til at slå fra sig. Når han så spyttede eller bandede af sin tilfangetager, havde han fået knytslag og spark, der på ingen måder var uvant for en mørkelver. Et eller andet sted irriterede det ham at Sidka bare fandt dem dumme og ufarlige, for Sibal havde været på spanden flere gange. Havde han ikke kidnappet sig en skøn lille healerpige, havde han været død to gange…

Hans blik søgte ned som han pludselig bemærkede at Sidkas hånd vandrede ned ad ham, og viste ham hvor hun havde plantet et mærke på hendes elverlegetøj. Først nu gik det helt op for ham, at hun havde været mere end bare et legetøj for hende. Sidka måtte have været… meget tæt med hende. ”Det er-” Han rømmede sig ”-temmelig intimt placeret.” Han rettede sig fra muren og skubbede sig frem mod Sidka, stadig med hånden hvilende mod hendes hals, så hun var nødt til at træde et skridt tilbage. Han ønskede ikke at være i en situation hvor hun afhørede ham, og især ikke med hånden så tæt på ballade!

”Jeg var der ikke af fri vilje. Jeg stak af og tog en lille healerblomst med mig, og brugte hende som skjold, så de ikke kunne skyde mig.” Sibal kunne mærke at samtaleemnet ikke behagede ham spor, og det var tilmed sværere at skjule på sit ansigt, end han havde forventet. Han havde hverken lyst at blive mindet om perioden eller havde lyst til at Sidka skulle kende til den side af ham. Han havde været så skrækkeligt blød, at bare tanken om at hans klanmedlemmer kendte til den fik ham til at overveje om ikke døden var mere tiltalende!

"Du tror måske jeg var der af fri vilje?" gav Sidka igen og pressede imod hans vægt med sin, ligeglad med at det meste lå på hendes hals. "Du tror ikke de holdt mig i et af deres små bure, indtil en vigtig nok elver synes hun skulle have udstillingen bragt hen til sit eget kammer? Jeg var så tæt på at blive hevet ud som deres målskive, men heldigvis havde de for travlt med at finde deres healerblomst."
Hun havde flyttet hånden fra hans lår for at gestikulere med fingrene præcis, hvor tæt på døden, hun havde været, mens hendes anden hånd holdt fast i kanten af hans rustning. Så kunne hun blive stående tæt på ham, selvom han pressede hende bagud. Hun tog et skridt bagud som han forsøgte at tvinge hende til, men hev ham med sig. Hun havde ikke tænkt sig a lade ham vinde den her. Hvad end den her var. Det plejede at være en konkurrence mellem dem - nærmest alting, så hvorfor skulle det her ikke også være det?

"Og selvfølgelig er det intimt placeret, dit jordhoved," sagde hun. Hun ville have sagt det lavt, men stormen krævede at hun råbte alting. "Hun var jo svag og sårbar. Helt nøgen for mig. Det må din også have været for dig. Fortæl mig om din blomst, Sibal. Hvordan har du mærket hende?"
For der var jo aldrig noget sjov uden at man satte sit mærke på sit offer, var der? Det fortalte Sidka i hvert fald sig selv. Det var derfor hu havde mærket Yume. Fordi hun skulle vise hele verden, at Yume havde været i hendes klør. Ikke fordi den nat faktisk havde været sjov. Nej, det hele havde handlet om magten og overtaget.

Sibal kunne ikke forstille sig, at Sidka havde valgt at være i Elverly af fri vilje. Måske hvis det var for at finde Sibal? Men noget tydede på, at hun var ankommet lige efter at han var gået. Sibal tav. Det var ikke nogen morsom tanke, at Sidka havde været udsat for nogle ting derhenne.

“Hun skulle hjælpe mig ud af Lindeskovene…” Det måtte Sidka da kunne forstå. Sibal havde ikke mærket hende på den måde, som Sidka nok havde håbet på. Blomsten havde været urørt inden hun mødte ham, men hun havde givet sig selv frivilligt til ham… Håbede han da. Han havde mærket hende på den måde, at han havde givet hende et smykke af træ, som et symbol på hans kærlighed for hende dengang. Han havde forpurret hendes liv med sine mørkelvervaner og fristet hende imod den forkerte retning… Og hun havde uden tvivl haft en indflydelse på ham også. Sibal havde ændret sig… Han hadede ikke alle andre nær så meget som før.

“Det var nok mere hende der mærkede mig,” kom det ufrivilligt ud af ham “Hun fik mig til… ikke… at ville gøre hende fortræd?” Lidt spørgende, eftersom at han dårligt kunne forklare den manglende lyst til at myrde hende på stedet. Han kunne ikke få sig selv til at fortælle Sidka hvor dum og forelsket han havde været. Han og Sidka elskede uden tvivl hinanden. Som søskende gjorde, vel, bare meget stærkere end de fleste andre. Han vidste at den forelskelse han havde haft for den helt fremmede kvinde havde været af en anden, mere uskyldig sort, som kunne… gøre Sidka jaloux?
 

Sidka slap Sibal som var hans rustning pludselig blevet glohed i isvinden.
"Hvad?"
Havde han lige sagt, hvad hun troede, han havde sagt? Ikke at ville gøre hende fortræd...
Det kunne ikke høres som andet. Selv med haglen hylende om ørerne, var Sidka ikke i tvivl om, hvad hun havde hørt. Samtlige ord. Alligevel forstod hendes hjerne det ikke. Hjertet prøvede at skubbe et billede frem af den ungelver, hun havde mødt i skoven, og som havde helbredt hende. Godt nok ført hende tilbage til Elverly, men ikke hugget hende ned, som han burde.
Men Sibal... Sibal kunne da ikke mene, at han var blevet vildledt af en skøn helbrederske og pludselig ikke...
"Vil du ikke jagte skovelvere mere?" fløj det ud af munden på hende. 
Nu hvor hun ikke længere havde fat i ham, vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre af sine hænder. Hun endte med bare at sætte dem demonstrativt i siden. Noget føltes underligt. Det summede lidt i tæerne, som om hendes fødder havde brug for at trippe. Eller som om hun burde give sin bror en lussing. Eller fortælle det til et klanoverhoved. Men de var ikke i klanen lige nu. Hvad zalan var den rigtige respons til den lorteudtalelse?

Sibal lod hende slippe grebet i ham, og det samme gjorde han. Han vidste at han gjorde det stikmodsatte af alt hvad I’endrithelverne havde stået for i generationer. Han så skamfuldt væk fra hende, et sted ude i den kolde sne, mens han forventede at hun ville skælde ham ud for det.

“Jeg ved det ikke. Der er masser af elviske soldater og krigere i Lyset som jeg gerne vil slå ihjel… Men ikke fredelige skovelvere, som ikke kunne drømme om at slå først. Du ved… ligesom hende vi jagtede dengang, på grund af vores åndsvage traditioner,” Han nænnede hende et blik. Han forventede at hun kunne finde på at slå ud efter ham, men han mente ikke selv at han fortjente det. Han var klar til at gribe en flyvende lussing i hans retning, hvis hun bevægede skulderen det mindste. “Efter at have været væk fra klanen, har jeg ikke haft et behov for at opsøge ballade. Jeg har været træt af at jeg er blevet dømt på baggrund af mine farver.”

Sidka ville ikke kunne forstå det, var han sikker på. Det havde sikkert noget at gøre med, at han dengang havde vundet den respekt han havde stræbet efter, mens Sidka ikke fik den behandling som hun ellers havde gjort sig fortjent til. Hun havde stadig masser at bevise overfor deres storebror. Men det havde Sibal ikke, han var vred på ham. Nok var han i mørket, men han anså dette arbejde for at være et langt mere ærligt og meningsfuldt arbejde. 

Han gjorde an til at trække sig væk fra Sidka, for at gå i retning mod porten ind til slottet. 

Med ét rakte Sidka ud efter sibal igen og greb hans krave. Pludselig var hun ikke frastødt, men foruroliget. Det her var ikke Sibal. Den Sibal, hun kendte, ville aldrig sige sådan noget, end ikke føle sådan noget, og hun var den i hele landet, der kendte Sibal bedst.
Hvad var der sket ham? Skovelverne kunne da ikke have tortureret ham til det her modbydeligt venligtsindede stadie. Det gik imod alt, de havde lært og alt, de kendte. Skovelverne var end ikke kommet en smule under huden på hende, og han havde været udsat mindre for deres indflydelse, end hun havde. Selvfølgelig udover hans tid på enmandshånd med helbrederblomsten. Havde hun i virkeligheden være en heks?
Nej, en fortryllelse ville være dampet af på nuværende tidspunkt. Der var kun en logisk forklaring: Det der var ikke Sibal.
Det hele måtte være en syg joke fra Trehorn og hans lorte-deling, der var ude på at fange Sidka i at sige noget sympatiserende om skovelverne. Historien om tilfangetagelsen var kommet ud, da hun fortalte en overordnet om, hvor hun sidst havde set Sibal, og lidt for mange nysgerrige ører havde været i nærheden. Delingen havde mobbet hende med det siden, hver gang fokuserende på forskellige detaljer. At en skovelver helbredte hende. At hun selv var gået med tilbage for at finde Sibal - sikkert skræmt for skovelveren, der havde fundet hende, og ikke fordi hun prøvede at redde sin bror. Det her var endnu en dårlig mobbeteknik, det måtte det være. Hun så sig til hver side i søgen på at finde de andre, der med garanti stod klar til at høre hendes ord, men hun kunne knapt nok se dørene for bare hagl.
Så hun måtte vende sig mod falske-Sibal i stedet, og der gik det op for hende, at ingen i hendes deling havde mødt ham, sidst hun snakkede med dem. Nogle måtte havde set ham eller taget hans skind for at lave en så god forklædning. Rustningen  dækkede selvfølgelig meget, men ansigtet lignede på en prik. Måske en drik ved hjælp af noget af hans blod?
"Du er ikke min bror - hvad har du gjort ved ham?" snerrede hun op i hans ansigt med blottede tænder og vildskab i blikket. Grebet om hans krave strammedes.

Sibal havde nok været så forberedt på at hun ville tage hans ord ilde op. Ak, han var klar til at gribe en lussing i hans retning. Men den vildskab han i stedet oplevede var meget anderledes end den hun før havde rettet mod ham i deres søskendestridigheder. Hun kiggede virkelig på ham som om han var fremmed. Denne nye tilegnede filosofi var jo ikke en nyhed for ham selv. Han havde levet med den i over et år nu, så han anede ikke hvor seriøs hun faktisk var, når hun anklagede ham for ikke at være hendes bror. At hun troede at nogen forsøgte at mobbe hende med et billede af hendes bror.

Han havde først trukket hovedet overrasket tilbage som hun havde trukket i hans krave for at snerre ham lige i ansigtet, men så rynkede han utilfredst på næsen, som han altid gjorde når han var meget utilfreds. ”Åh, men jeg er jo din bror. Skammer du dig også over mig nu?” Blikket fokuserede på hendes bidske tænder, som velvidende snart kunne bide ham lige i halsen, hvis han tirrede hende nok. Sidka kunne virkelig være et dyr nogle gange. ”Slip mig så.” Han skulle tidligt op i morgen. Møde en spritny deling. Men allermest havde han ikke lyst til at være i situationen lige nu. Han kunne sikkert ikke sove ovenpå mødet med sin længe savnede søster om så han talte springende incuboer for sit indre blik.

"Du ligner ham i hvert fald, men det betyder ikke du er min Sibal!" snerrede hun tilbage uden skyggen af intention om at slippe ham. "Du taler ikke som ham, du klæder dig ikke som ham og du udnytter til fulde, at jeg ikke har set ham længe. Så fortæl mig, hvem i Nalish'ras navn, du er, eller bevis, at du er min bror. Derefter kan det være jeg tager stilling til noget så åndssvagt som skam!"
Skam virkede vitterligt som det sidste, der var behov for i den her situation. Der var i hvert fald væsentlig mere behov for nogle knytnæver i en vis persons ansigt. Sådan set uagtet, om han var Sibal eller ej. Det her var så langt fra den opførsel, hun kendte fra sin bror, at det måtte straffes på en eller anden måde. I'endrith ville uden tvivl sige det samme. Og garanteret udføre en langt værre straf end hvad end Sidka lige kunne improvisere på stedet.
Nu fik han den her ene chance. Hvis han beviste, at han var Sibal, ville hun nok bare slå ham i ansigtet og kræve at de tog hjem til klanen sammen, for så havde en eller anden elverheks været inde og rode i hans hjerneskal. Hvis han ikke var Sibal... Ja så var der ganske langt ned til klippperne  her oppefra.

Sibals øjenbryn gik fra lettere irritable til mere og mere forundrede. Han havde været overbevist om at Sidka havde ment at han ikke var hendes bror, som i at hun ikke ville kendes ved ham og det havde gjort ham sur. Men nu blev han opmærksom på at Sidka virkelig troede at han var en anden? I en verden hvor alle ville mørkelvere ondt og onde magier eksisterede, var det jo ikke utænkeligt at nogen ville udgive sig for at være hendes bror, for at torturere hendes hoved. Men Sibal fandt det både komisk og decideret frustrerende, at han var havnet i en situation, hvor han skulle forklare, at nej, ingen havde valgt at udgive sig for at være hendes længe savnede bror, for at såre hende yderligere. Han havde simpelthen selv valgt at ændre sig og opføre sig røvet overfor hende.
“Sidka, jeg er din bror,” Han gjorde ikke noget for at kæmpe sig fri, selvom det virkede farligt at være så tæt på hende. Hun lignede en der både havde lyst til at bide og sparke ham lige nu. “Jeg kan fortælle dig noget som kun vi ved, og det er at jeg blev født før dig. Du har altid rendt mig lige i røven, kære lillesøster.” Trods situationen der var temmelig anspændt imellem dem, smilte han et drilagtigt smil der var mere mobbende end det nogensinde havde været kærligt. Men smilet stoppede hurtigt igen. Han var meget bevidst om hvor ond han så ud, når han gjorde det, set fra et andet elvisk publikums perspektiv.
“Ja, jeg har ændret mig lidt. Men helt ærligt, hvorfor skal vi kæmpe gamle mørkelvers krige, når de gamle mørkelvere behandler os som lort? Er det måske ikke nok at resten af verden behandler os som lort!?” Og skulle der nu til at starte en krig mellem to tvillinger også? Sidka og Sibal havde altid været på hinandens side. Men lige nu tvivlede han på om hun overhoved kunne acceptere at han ikke var helt den samme. Han mindedes en tid fra hvor de var børn, hvor alt bare var sjov og leg. Men det syntes som så længe siden efterhånden.