Fem år var gået siden Kzar Mora var blevet genforenet med resten af Krystallandet, og i de år, var der sket mere, end i flere århundreder. Nyt liv var begyndt at spire i den ellers forfaldne by Aztaroth, hvis mægtige mure langsomt var forfaldet til ruiner under rigets årtusinder lange slummer.
Særligt Mørkets fordrivelse fra riget og de dragefødtes vågnen havde bidraget til dette. De lydige dragesoldater, som havde besluttet at følge ærkedæmonerne, var i høj grad blevet sat til at hjælpe med genopbyggelsen, og langsomt var nye bygningsværker begyndt at rejse sig ud af askerne af de gamle.

Spørgsmålet, der stadig stod tilbage var dog: Hvem ville blive Kzar Moras nye herskere?

De to Ærkedæmoner, Eisheth og Abraxas, forsøgte at klamre sig til magten, men de havde haft en rolle at spille i det forfald, der havde skyllet over riget. Mange ønskede nye, stærke ledere at følge - men de gamle, magtfulde slægter var også svækkede. Ville nogle af Dødssynderne være i stand til at samle Riget, eller var de for splittede?

De hviskende rygter om magtspillet kulminerede i en stor begivenhed: en samling af dæmoner, deres slaver og tjenere, heriblandt de dragefødte, i de genopbyggede Zaladins Sale: Hjertet af byen Aztaroth. Hvem og hvor mange, der ville komme, vidste man ikke, men det var en begivenhed, hvis lige man ikke havde set i mange århundreder. Nogle dæmoner ville blot komme for at frådse i overdådigheden: salen der skinnede af juveler, festmåltidet, der var dækket op til at nære de fysiske kroppe .. de, som kunne fremmane den slags eller skabe illusionen herom, havde forsøgt at overgå hinanden. Andre dæmoner fokuserede hele deres tilstedeværelse på magtspillet .. og muligheden for at danne nye alliancer. De havde brug for hinanden, skulle storheden igen blomstre i Kzar Mora..

---

Info: Tråden er åben, for alle som vil deltage. Forsamlingen er særligt tiltænkt dæmoner, dragefødte og andre skabninger, der har interesse i Kzar Moras genopbyggelse. Magi og illusioner gør, at salene kan tage forskellige udseender og former - og man er derfor meget velkommen til at beskrive det kreativt og forskelligt fra andre i sit svar.
Tråden er en reaktionstråd, men man er meget velkommen til at oprette almindelige tråde, der foregår under forsamlingen.

Møder dæmoner i mellem var ofte en magtkamp. Også selv om der intet var at se på overfladen, blev de målt og set an, det mindste tegn på svaghed forsøgt fundet. Ineshka levede i sandhed for disse øjeblikke, og som hun trådte ind mellem søjlerne undslap en lang udånding hendes læber: hun var klar til alt, hvad de kunne kaste imod hende.

Hendes lyse silkeklæder med den lave udskæring, nærmest dansede om hende, som hun gik. Kappen gled af hendes skuldre og blev rakt mod en form for tjenerinde: en smuk, letpåklædt menneskekvinde, men som Ineshka strejfede hende, gik lille bølge igennem hende og formen ændrede sig til noget mindre smukt: et svagt, dæmonisk afkom af den slags, der bedst egnede sig til at tjene. Hun rynkede brynene en smule og kiggede rundt: hvor meget af denne pragt var i virkeligheden en illusion?

Diskret gled hun ind til siden for at betragte de andre. Hendes blik søgte efter de smukkeste og mest magtfulde .. dem, som hun kunne tilbyde sine tjenester. Når øjeblikket var det rette, ville hun søge muligheden for at tale med dem..

Ind til da observerede hun. Selv om dette spinkle skridt var det første i retningen af noget samlende, havde hun ingen illusioner om, at det ikke ville kræve en langt mere koncentreret indsats, skulle Aztaroth og det omliggende rige opnå sin fortids storhed..

(Giv mig et skriv, hvis du ønsker en tråd med Ineshka i Aztaroth!)

Kzar Mora.. Dæmonernes hjem, om end han ikke havde følt sig hjemme der i århundrede. Stedet var altid under én eller andens indflydelse, der var altid nogen, som opererede i skyggerne og han var bestemt ikke nogen undtagelse. Men. Var der noget som tiden havde lært ham, så var det at man ikke altid skulle følge flokken og blot vælge sine egne veje, særligt hvis man ønskede fremskridt i denne forpurrede verden. Det evige spørgsmål om, hvem der ville blive Kzar Moras nye hersker.. det var hvad der havde draget ham til byen, selvom han ofte kun besøgte det for at besøge sin lillesøster.. Men ikke denne dag, festlighederne skulle inspiceres og han ønskede bestemt ikke at have sin lillesøster i nærheden.
 
Det var længe siden, at han sidst havde betrædte Aztaroth, men han kunne med det samme mærke den mørke aura, da han nærmede sig indgangen. Der var et overflod af dæmoner til stede, de forsøgte alle at være den største i blandt. Deavás derimod gik blot forbi velkomsten uden at skænke den lille skikkelse et blik, hvortil han bevægede sig længere ind i de store sale. Illusionen i loftet gav en fornemmelse af et uendeligt rum. Stjernerne på himlen var som trukket ned til jorden. Han gav det ikke lang tid til at betage ham, før at han rettede blikket imod dæmonerne på gulvet. Der var en underlig stemning, ja næsten som om salen var splittet op i flere grupper. Magtkampen var for længst startet og det var sikkert kun et spørgsmål om tid, før at de ville bryde ud i kamp?
 
Deavás bevægede sig hen til en nærtstående søjle, som han hvilede sig op ad den med venstre skulder. Armene var blevet lagt over kors, imens at han tog sig god tid til at betragte de forskellige skikkelser. Enkelte var illusioner, andre var skikkelser, han havde set før. Det måtte være fordelen ved at have et langt livs minder at arbejde med, han kunne huske de fleste ansigter, hvad de stod for og ikke mindst, hvilke fejl, de havde begået i deres liv. Slaverne forsøgte febrilsk at følge med deres herre rundt i salen, imens at enkelt dæmoner var groet fast med rødder langs det store festmåltid.
 
Var der mon nogen af betydning til stede? Èn han kunne få brug for i fremtiden?
 
- Skriv endelig til mig, hvis du vil have en tråd med Deavás i Aztaroth, et sjældent syn!

”Hvordan ser jeg ud?” Lumine prøvede det nye hylster an, og vendte og drejede den slanke krop i spejlet foran hende for at se dets vinkler. Den røde hud, de rubinrøde, glimtende horn fangede det flakkende flammelys omkring hende imens de natsorte, dybviolette og røde drageskæl spillede op til sin helt egen fest. ”Slet ikke værst” lød det bekræftende bagved hende, og Lumine smilede tilfreds imod reflektionen af hendes datter bagved hende. Slet ikke værst var et ringe svar, og nogle havde fået hug for mindre. Men det gik an. ”Godt…” spandt hun, og lod en ringklædt hånd skubbe håret om bagved hornene. ”… oh, jeg har for resten fået af vide, at din far nok dukker op” sagt med et beroligende smil, som vidnede om at de efterhånden var på lidt bedre kurs. Meget bedre, ville nogle endda mene, og man kunne ane at der var noget der trak i deres datters øjne, da hun spærrede dem op. ”Virkelig?” tonen var håbefuld, og Lumine grinte mildt. ”Jah, virkelig. Få gjort noget ved det der…” en hurtig hånd viftede imod den hverdagspåklædning hun bar, hvilket aftjente en teenaget himlen med øjnene fra datteren ”.. og mød mig ude ved kareten efter"
De skulle til en lille forsamling. Og det skulle nok blive godt.
 
Og hvilket storslået billede af en aften der mødte dem. Smuk arkitektur af dæmonisk essens, mad i uendelige mængder og for nok første gang i lang tid – en storfestlig stemning imellem de mange, og forskellige dæmoner. Der gik ikke forfærdeligt længe inden hendes datter forsvandt væk i mængden af horn, haler og vinger – nok for at finde nogle af sine egne venner. Lumine selv vendte med en ivrig, opstemt men også målrettet mine blikket imod sine egne bekendtskaber og venner, som hun havde savnet.
Ambitioner frem for så meget andet.
Socialt drevent, og med et vindende smil socialiserede ilddæmonen sig igennem de mange forskellige personer, og nød den flamboyante energi der fulgte med udødelige væsners fest. Rygterne om alliancedannelserne var ikke opstået af ingenting, og selvom det endnu ikke var en offentlig hemmelighed at hun selv legede med idéen, fik de rigtige personer det at vide her til aften. Og tiden gik hurtigt. Hurtigt som bare pokker forsvandt den i dans, musik, mad og latter, men stod dog kortvarigt stille i nogle larmende, hjertebankende sekunder, da hun endelig så Orpheus ankomme. Han så… et længselsfuldt glimt tændtes i øjnene som nu fulgte ham af og til, inden at hun endelig fandt sig selv slutte sig til hans selskab sidst på aftenen. 

//Lumine er også åben for plotrelaterede tråde >:]

Det var endelig ved at være tid til at dæmonerne skulle samles igen. Det havde været år under opsejling, og Orpheus kunne mærke begejstringen over at det endelig var ved at være tid. Tid til at deres storhedstid skulle genopstå, og det kunne næsten ikke gå hurtigt nok. Men han var en tålmodig mand. Selv som hans slaver hjalp ham med at gøre sig klar.
I mange år havde han gået i skikkelsen af en ganske normal mand. Den gamle krop var blevet lagt til siden da portene lukkede, men han følte endelig det var tid igen. En ny krop var blevet skaffet, en der bedre passede til hvem han var nu. En der kunne vise hvem han i sandhed var, selvom den altid tog visse træk med sig, uanset hvad han gjorde.

Han havde taget sine fineste klæder på. Sorte klæder, med kraftige røde detaljer, som under jakken som hang over hans skuldre, og så bare han en stok ved sin side. Ikke af nød, men af æstetik.
Som han kom ind i salen var han da også mødt af et væld af farver og former fra dæmonerne. Der var ikke dem der ikke havde gjort noget ud af sig, og et tilfredst smil spredte sig på hans læber, som han tog det første glad vin, inden han begyndte at mænge sig i med mængden. Der var uden tvivl nogle der ville være interessante at snakke med. Alligevel holdt hans øje dog også øje med hvornår Lumine ville komme.

//Skriv hvis I har en idé til en tråd med Orpheus.