Der var ikke mange der benyttede sig af de skjulte veje mere, desværre. I takt med at Lyset vandt mere og mere indpas i den almene befolkning, havde Solari set flere og flere af de mere diskrete templer måtte vige for forandringens vinde. Skyggealtre der ikke var relevante, områder der var blevet ødelagt i en forsimplet form for hævn og vrede over deres handlinger - at finde et sted at tilbede gudinden, i kaossets reneste navn, det havde ikke været nemt. 
Så da de endelig havde fundet det her sted, til templet... så bevogtede dets beboere det som gjaldt det deres liv. 
Derfor var det ikke den mest... venlige form for velkomst, et så lyst væsen som Ecaeriss havde fået med sin uanmeldte ankomst. Lidt for målrettet, havde hun vandret de skjulte veje, lidt for let havde hun passeret illusioner der ville sende uvidende (eller dumme) udover klippernes afgrund. Men hvor at det alarmerede - og skræmte - den almindelige fodsoldat, havde det næsten kun... fascineret præstinden selv. Hvem var hun, når hun vandrede så målbevidst i skyggebjergene? Og hvorfor - begge spørgsmål af lige vigtig karakter. 

"Ypperstepræstinde. Patruljen er endelig tilbage..." mørkelverens ord faldt med en ydmyg påpasselighed, siddende på det ene knæ bagved hende. "... de har fangen med. Hun befinder sig i Mørkesalen" ord som fik et smil over de bløde læber. "Etok ønsker din afgørelse dernede" 
- "Perfekt, Selezrio. Jeg kommer derned om lidt..." 

Der gik ikke lang tid fra beskeden var blevet leveret, til at tempeldørene med en næsten lydløs hvisken gled op, og Solari endelig trådte ind. Mørk som natten, men med skærende kontraster af snehvid renhed over sig - øjnene fandt i et ryk skikkelsen, lige just samtidigt med at hendes hoved krævende blev tvunget bagover og op. Skyggen af et imødekommende smil lurede i mundvigen, da Solari med så godt som lydløse skridt kom nærmere hele... situationen. Blikket flakkede dog op til den høje mørkelver, og hun klukkede sagte. "Altid så ivrig, Etok, altid så ivrig... i har gjort det godt" men meget ulig hans hæse, tykke accent, var skyggepræstens fejlfri og ren, jah næsten blød i dens mørke, indbydende toneleje. Fordi hvem havde ikke samlet bare lidt op, indenfor de seneste århundreder? 
Med de ord gled blikket dog ned på skovelveren igen, et morende glimt i de dødningehvide øjne. "Men hvor er vores manerer dog... velkommen, min kære - Skyggernes Kapel får så sjældent gæster af din... slags, så du må undskylde vores iver" 

Indtil andet var sagt eller gjort, så var skovelveren hvad Eton tænkte at hun var - en kilde til næring, en kilde til tilbedelse og et skarlagensrødt tæppe at lægge over alteret, når de nåede så langt. Men Solari havde altid været en noget omskiftelig skikkelse, hvis planer for fangst kunne strække, eller for den sags skyld vride sig i både øst og vest. Så på trods af iveren, måtte der være en snert af klog påpasselighed, tilbage i hans hårde greb. 
Den påpasselighed kom ham til gode, da et ganske genkendeligt navn blev nævnt. Malon. 

Udadtil, var der ikke noget der vidnede om at skyggepræsten vidste hvad skovelveren snakkede om - udadtil, bibeholdt det mørke ansigts sin magelige imødekommenhed, et smil krøllet dovent og overvejende ind i den bløde mundvig. Men indadtil... at hun havde snakket med strategen. Det var uventet. Og det havde næsten lydt som en vittighed, da han for længere tid siden, havde nævnt sit lille besøg, hos 'skovheksen'. 
Da der til gengæld ingen reaktion kom fra præstinden, krøb Eton's skarpe negle i stedet ned over elfensbenshuden, og strammede til, et noget mere sadistisk glimt i de mørke øjne der hvilede over hende. Men selv dét fik hende ikke til at bryde øjenkontakten, øjne som Solari med en indre fornøjelse havde muligheden for at studerer nok så intens, i sekunderne der fulgte. Spejlet til sjælen - hun var ikke bange. En vis beslutning, når frygt næsten var dragende på nogle af templets beboere. 
Endelig, efter hvad der føltes som ulideligt lange, tavse sekunder, åbnede ypperstepræstinden munden. "Mange ville mene at det var forkert" påpegede hun, velvidende at de færreste racer stolede på en mørkelvers forhadte ord og løfter. Men hun havde, åbenbart. "Og Malon kan intet love, på vegne af templet, eller mig" der var en rangorden at respekterer, og det morede hende hjerteligt at han altid prikkede til grænserne af den. Solari's mørke finger gled langs den bløde kind, og fangede en vildfaren tjærelok. Snoede den i et splitsekunds næsten kærlig fascination, inden at den blev sat bagved det spidse elverøer - måneblikket fandt Ecaeriss igen, en mere blød, næsten fornøjet nynnen som følge.  "Men han gør aldrig noget uden grund - så uddyb. Jeg ved hvem du er, men jeg ved ikke hvorfor..." slog hun endelig fast, og en skurrende lyd af mørkelvisk farvede det ellers bløde sprog. 

Etok's greb strammede atter i et frustrerende lille 'hmpf', lige nok til at den ene negl fik prikket hul på huden, så en blodråbe piblede frem. Men sat i spænd af sin ordre, rykkede hånden sig endelig væk, og gik tilbage til dens første greb. Det var ikke blidt, men det var måske lidt... bedre. 
Ikke at det betød meget. Solari's smil fik en lyttende, næsten inviterende kant, understreget af et gammelt, gammelt væsens tålmodighed til at høre hvad hun dog mente. Men med en gnist der også fortalte, at tiden var hendes eneste skjold her. Og når tiden løb ud, ville den forsvinde med hendes interesse. 

Foragt var et stærkt ord, men givet de små ting, hun havde kunne få fat i, så passede det måske meget godt omkring skovelveren. I enhver elver af mørket, lurede der altid en varsom påpasselighed - det var næsten en naturlig modvilje, som bød dem være varsomme med intentionerne bagved det hele. Men den blev stille og roligt tilsidesat, desto mere af hele... hende, Solari fik lov til at indtage, hvide øjne nok evigt over hende, med en næsten unaturlig afvigelse af meget få blink. Fra hvad hun sagde, til hvordan hun reagerede, det var ikke en spag fornemmelse der lurede over det næsten krigeriske blik hun fik tilbage. 
Det kunne bruges. 

I slutningen af hendes ord, gled den mørke finger ned omkring bloddråben der trillede over halsen og forsvandt ind i kavalergangen. Dens rester blev samlet op med en hurtig bevægelse, glimtende på hendes finger som en lokkende forfriskning, idet at hun overvejende betragtede den... "Ensomhed er en kedelig partner at leve med..." kom det stilfærdigt, næsten nynnende fra hende. Hun hadede ensomheden, og hun hadede så absolut stilstandens kedsomhed også... i tavsheden der fulgte de indre overvejelser, kunne man næsten føle hvordan at forventningsfulde blik kravlede over den lyse elvers skind, sådan som smagsprøven allerede var givet ud. 
Men forventning måtte blive mødt med skuffelse, da skyggepræstens fingerspidser tilfreds pressede sig ind imod hinanden, og hun nikkede. "Nuvel - løslad hende. Vi kan ikke behandle vores gæster som vores fanger, kan vi vel?" det blev sagt så lavmælt, og med et så opmuntrende, fornøjet smil, at man vitterligt skulle tro at det var et spørgsmål til dem alle. Men den lille tøven der kom fra Etok, den varede et sekund for længe. 
Facaden skiftede som et lyn fra en klar himmel. Blikket forlod Ecaeriss til fordel for mørkelveren, en isnende advarende hed som et hvidt lys over de skarpe øjne, noget der med en overraskende vrede forvrængede den ellers milde grimasse fra før - "  selv.. selvfølgelig, præstinde" grebet omkring hende slap som havde han brændt sig. 
Og i samme sekund som han slap, var det det imødekommende tilbage - Solari's hånd blev inviterende rakt ud for at hjælpe hende op og så. "Lad os finde nogle mere behagelige områder at tale i, hmm?" 

Hun kom op og stå, en smidig elegance i hendes bevægelser som blot understregede hvilket ophav hun havde. Væsner af skønhed - elverne var betagende - også dem der boede i de dybe, dybe skove. Det vækkede en gnist af genkendelse i Solari, der sjældent så mørkelverne som så fjerne slægtninge, som elverne ofte ønskede at de var. Men det var en kommentar til en anden dag. 
Lige nu, var det at hun blot tavst betragtede den lyshudede kvinde ryste sandet af sine sorte gevandter, et næsten morende smil om de bløde læber ved den anklagende, jah halvt om halvt bebrejdende tone der blev sendt bagud. "Åh, vi kan godt være civiliserede, min kære. Det hele handler bare om timing" klukkede hun, og vinkede den højere mørkelver et modvilligt skridt bagud. Hans røde øjne hægtede sig fast i skovelveren, for at følge hende hele vejen ud af stedet sorte og sparsomt oplyste rum. 

Gangen de gik ned af, var også noget sparsomt oplyst. Nattens børn havde sjældent et problem med at navigere i mørkets flakkende skygger, så de enkelte lyskilder der faktisk var der, havde en orange, næsten rødlig glød til sig. Men denne nat skulle Ecaeriss i hvert fald ikke frygte at fare vild, da præstinden med hjemmevant ro ledte dem ned af gangens bugtende vej. 
Et sving til højre, et gang til venstre... måneøjnene gled i et ryk hen imod hende, da hun atter bragte strategen op igen. Ordene fik et smigret smil til at danse over det skarpe ansigt. "Jeg er altid villig til at forklare, når andre er villige til at lytte" og på trods af den umiddelbare lunefuldhed, virkede ordene oprigtige i deres bløde nysgerrighed imod hende. "Det er så sjældent at folk stiller spørgsmålstegn ved verdenens opdeling af ondt og godt, sort og hvidt, mørkt og..." de mørke fingre greb søgende ud efter hendes, for med et lille klem at aktivere sin magi. "Lyst"
Illusionerne der kun var for skovelveren at se... tog en alternativ, og ikke mindst praktisk vinkel til sig. Pludselig var mørket lysnet. Se i virkelighedens verden, var alt så dunkelt som de plejede. Men i den sorthåredes sind, fik hun en nattevandres åbne øjne - næsten en spejling af hvordan Solari selv så gangende, med sit bedre syn. Og nu delt med hende, indtil de nåede det næste rum. 
Retningen var sat imod templets have, hvor at månens blege øje lyste omgivelserne mere op, og vilde vækster sørgede for at give dem føde i mere besværlige tider. En smule ud af bjergets skygge, og ind i nattens skønhed. 

Det var altid en lidt... speciel position at finde sig selv i, når man gav sig til at overveje handlinger, og hvorvidt de var decideret gode eller onde. Solari selv stod i en næsten - ikke helt - men næsten urokkelig rolle, når hun henvendte sig til skyggernes gudinde. Det var givetvis lagt ud på forhånd, hvor hun stod placeret. 
Men hun havde altid været uenig. Da måneskin overtog rødlige fakler, og dugvådt græs erstattede det kolde stenunderlag der kendetegnede kapellets gange, blev en dybere vejtrækning trukket ind i mørkelverens lunger. 

Præstindens hvide øjne mødte sin blege tvilling i himlen, og inviterende slog hun ud imod havens siddepladser. "Realister..." ordet lød så dejlig neutralt i den mørkhårede kvindes mund. "Det er også et ord for det". 

Selv satte Solari sig ikke længe efter, et smil af omhyggelig spænding om de bløde læber. Underspillet, men stadigvæk til at se. Det her var trods alt et emne hun elskede, den kære mørkelver. "Du kender velsagtens vores gudinde, Zaladin's hånd på krystallandets flade, hmm?" mørkelverens hånd slog uden at kigge ud imod en statue, hvis kølige, granitgrå farve fik hende til at stå mere ud fra den grønne bevoksning. "Og alle de andre, selvfølgelig. Hver især har en funktion, et erhverv og ikke mindst en værdi lagt til sig - af os. Isari for lys og godhed, Zaladin for mørke og ondskab. Haldis for den indre balance og kunsten, og Avanya for den vilde natur og dets elvere... og så videre, og så videre" det vidste næsten alle her i landet. 
Mørkelverens øjne havde i ordenes tidsrum fundet vej tilbage til Ecaeriss' kønne ansigt, og veg ikke derfra. "Næsten alle dødelige såvel som udødelige, bekender sig til den de føler sig nærmest med" havde det ikke været fordi at mørkelveren selv var en fanatisk skikkelse, kunne det næsten have lydt... ironisk. "Så lad mig starte med at spørge hvem, eller måske nærmere hvad bekender du dig til?" man måtte starte ved begyndelsen. Tidsnok, skulle de nok komme ind på resten.

Et af de hvide øjenbryn gled op i panden, da den marmorhvide elver ikke tøvede i sit svar. Guderne havde vendt hende i ryggen for længe siden, og modviljen til dem, kunne næppe være ubegrundet. Ikke med den måde hun sagde det på, ikke når det blev sagt så hurtigt. Så skyggepræstens blik studerede de natsorte øjne i nogle tavse sekunder, inden at hun også selv lænede sig ind imod stenryglænets kulde, et lille ’aha’ over læberne og lukkede øjne. ”Så de er ikke værdige til din anerkendelse?” hvor absurd det end lød, formåede mørkelveren snildt at lade spørgsmålet være et af undren, fremfor spottende latter. Hendes vrede over guderne, kom andetstedsfra, hmm? En elver forvist fra Elverly. En kvinde der havde søgt sine diametrale modsætninger, fordi hun havde fået bare en snert af anerkendelse igennem et af deres individer.

Tanken fik Solari’s tandsmil til at glimte, og en behagelig gåsehud bredte sig over de tatoverede arme. Kulden var som en gammel ven, der altid hvislede og hviskede sig vej igennem bjergets hemmelige gange, med nyt fra skyggefulde samfund langt, langt væk fra kapellets sikkerhed. Og her til aften, hviskede den om Ecaeriss, en ulv iblandt masserne af får.

”Hvis du ikke bekender dig til en hvem, bekender du dig til et hvad” med en skuldertrækning kom ordene, som var det den mest naturlige konklusion i verden – alle havde deres grunde, til at gøre som de gjorde. "Og de sjæle der før har fundet vejen hertil, har haft deres grunde. Ønsket om hævn… higen efter magt… at få genoprettet ære, eller blot finde accept.” opremsningen havde små pauser imellem, og blev fulgt af en lille viften med hånden, førhen hun gik videre. Hvilke grunde skovelveren havde, var blevet gjort nogenlunde klart. ”Vi har plads til dem, fordi vi ser verden så nuanceret som den i virkeligheden er, Ecaeriss. Også selvom du, i, eller andre hører andet. Mange stoler blindt på idéen om en gudinde af lys, pr automatik må være en gudinde for retfærdighed, nærvær og glæde, også – og i kraft af det, er det hende, eller hendes… folk og præster de opsøger”. Præstindens skuldertræk var nonchalant. ”Men enhver fortjener anerkendelse for hvem de er. Og den anerkendelse kommer ikke fra Guderne selv”. Den måtte komme fra deres følgere. Følgere der med snobbede idealer om rigtigt og forkert, styrede et komplekst og alligevel smukt samfund. Solari hadede dem. Hun hadede brændende, bedøvende og inderligt, men elskede samtidigt følelsen der snoede og ormede sig igennem hende.

Nuvel, hun var her ikke for at prædike. Natten var ikke til famlende ord om mirakler og mareridt, og tågeøjne fandt i stedet den lyse elvers månehvide, ovale ansigt. Fæstnede sig ved de æteriske træk, og mødte det næsten natsorte blik, med et undersøgende smil. Var det verdensbillede noget hun kunne læne sig op af, syntes øjnene at spørge.