"Joscelin! Længe siden!"
Døren ind til det lille lægehus i den Nedre Bydel blev åbnet og Zahinael trådte ind med et bredt, entusiastisk smil på læberne. For det var længe siden han havde været her, og han havde savnet sine regelmæssige visit hos den skruppelløse alkymist.
"Du burde virkelig stadig få dig et sted lidt højere oppe i byen," fortsatte han og bankede sine sko af på måtten. "Man skal jo igennem tre fods slam og halvdøde tiggere hver gang man besøger dig."
Tonen var godmodig og opløftet. Det var sjældent, Zahinael var i så godt humør, men for tiden gik alting som smurt, og de kommende uger i Dianthos ville føles som det rene ferieparadis til sammenligning med det bjerg af rapportskrivning og trådopsamling han kom fra. Nok havde de fået en ny, bedre og stærkere leder i Mørket, men magtskifte gav nu altid anledning til så forbandet meget oprydningsarbejde. Der var stadig lidt for mange dessertører derude, der skulle findes og uskadeliggøres, men den del havde Ethelihn heldigvis godt styr på efterhånden.
Med nyklippet hår, friskbarberet hage og nyeste vintermode i form af en dybblå vest med snehvide broderisting ned over brystet, et par mørke bukser, støvler til knæene og en frakke, han allerede var ved at vride sig ud ad nu hvor han var inde fra den bidende kulde. Skjorten under vesten var af tyk, grå uld og for Zahinael, der ikke var synderligt påvirket af vind og vejr, faktisk nok til at holde den værste vinter ude.
"Hvordan går det med forretningen?" spurgte han med frakken over armen. "Du ved jo, hvor interesseret jeg er i dine ... eksperimentelle fund."
Smerte. Zahinael mente smerte. Joscelin var god til at skære, knække, bøje og indsprøjte alskens spændende ting i andre væsner, og Zahinael havde sat sig fast som forretningspartner som en igle efter blod. Jo mere ny lidelse, Joscelin kunne finde, des mere kunne Zahinael prøve - og des mere magtfuld kunne hans egen magi blive. Begrænsninger var kun til for at blive anset som muligheder i Zahinaels verden.

For en gangs skyld sad Joscelin faktisk bag skranken i det lille rum han brugte som konsultationslokale og butik hvor Zahaniel lige var trådt ind. Alt vægplads var optaget af hylder, kommoder og små borde som alle bar de ting han solgte her. Små flasker med tonic, midler imod alskens sygdomme, urter, glas med sært-farvede væsker omhyggeligt forseglet med voks og alt andet man kunne forvente at finde hos en læge... eller en alkymist. Den lave skranke var bred nok til at en voksen man kunne ligge på den, om ikke særlig behageligt, og lige nu var den fuld af papirer, flere forskellige fjerpenne og mindst 3 blækhuse. Midten var domineret af et stort folio hvor Joscelin omhyggeligt var ved at skrive et eller andet ned i med meget små bogstaver. 
"Slammet er det bedre borgerskab og adlens fejl, tag det op med dem. De kunne bare bruge noget energi på ordentlige veje hernede. Tiggerne kan jeg ikke gøre så meget ved. Desuden skal jeg bruge dem. " Joscelin så ikke op imens han svarede, men fortsatte med at skrible i sit folio. Først da han nåede slutningen på den sætning han var i gang med satte han sin pen, en simpel, godt brugt men velholdt træpen med stålnæb, ned i en holder som holdt et hjørne af en papirulle åben. Han så op, lod til at opdage rodet på sit bord og skar en let grimasse før han gav Zahinael et let smil. Det var faktisk længe siden han havde set hans 'ven', den excentriske bogbinder, sidst. Og sandsynligvis mere end bogbinder, selv om min information er ufærdig. Tag jakken, for eksempel. Lidt for tynd til det vejr vi har haft på det sidste. Zahinael er velhavende nok til en tykkere jakke. 
Uden at lade sine tanker vise sig på hans ansigt rejste Joscelin sig og gik rundt om skranken, imens han uden at tænke over det samlede papirer sammen til en mere ordentlig bunke. Han var klædt som han oftest var, i en nydelig hvid skjorte, en pæn broderet vest som dog ikke var alt for prangende og mørke benklæder. 
"Forretningen går som den plejer, mest af alt. Vejret her, og slammet som du kalder det, giver altid fine anledninger til nye forsøg. Selv om det mest interessante jeg har lige nu dog er noget jeg har arbejdet på ret længe. " Han's skarpe, mørke øjne glitrede muntert bag hans briller ved de ord. Joscelin tog muligvis ikke direkte nydelse ud af effekten af hans forsøg, men tanken om det han kunne lære ved det gjorde ham altid glad. 
"Hvad med dig selv, min ven? Du virker glad og tilfreds i dag. " Joscelin undlod at nævne noget om forretningen. Bogbinderiet måtte være en form for skalkeskjul, men for hvad havde han ikke helt regnet ud endnu. Hvilket kun irriterede ham marginalt. Zahinael var, trods alt, noget af det nærmeste Joscelin havde på en reel ven her i Dianthos. 

Zahinael tog en dyb indånding og nød duften af sære medikamenter blandet med den nogenlunde sterile atmosfære. Det var så anderledes fra hvad han ellers befandt sig i, at han altid tog sig ekstra god tid til at påskønne den lille lægebutik.
"En dag tager jeg det nok op med adelen," mumlede han for sig selv, men kom ikke yderligere ind på emnet. En dag, når Mørket sad på magten, ville der komme styr på slammen og slummen. De ville blive sluset ud sammen med kættere og tvivlere, og alle ville finde sig til rette under et langt mere passende styre end den dårlige undskyldning for orden som dronningen og hendes skrabede byvagt forsøgte at opretholde.
"Jeg har det fortrinling, tak!" svarede han med et smil og kom nærmere for at se, hvad Joscelin havde fyldt bordet ud med. "Du ved, hvor meget jeg holder af at rejse. Det blev en længere tur denne gang," Primært fordi jeg endte på den forkerte side af en krig i Kzar Mora ... "Og jeg har været vidt omkring. Men hvor er det dog også skønt at være tilbage i hovedstaden. Der er nu ikke rigtig noget, der slår Dianthos. Her er også mindre sne - jeg kommer lige fra det nordlige elverrige, og der er alle de grønne stepper blevet til hvide bølger."
Men her i hovedstaden var der lige det varmere, og sneen lå ikke helt så tyk, som den havde gjort i Frosthjem. Det havde været noget af en omvej, men en behagelig en af slagsen, for Toorah var altid varmt selskab, selvom både øjne, den hårde maske og humøret ofte kunne tale imod det.
Zahinael skulle til at lægge sin frakke fra sig, da han kom i tanker om grunden til han havde valgt netop den i dag; For de ekstra store lommer. Normalt ville han rende rundt med sin taske, så han altid kunne have sin lille kommunikationsalf på sig, men netop disse timer havde han brug for en pause, så hvis en spion havde en rapport, kunne den aflægges hos en af hans underordnede tilbage i bogbinderiet. Og hvis det var Eyidivan igen, måtte det vente. Spionmesteren havde kun tid til en vis mængde håndsudrækninger, og havmanden pressede den allerede til grænsen. Nogle spioner skulle tydeligvis bare bruge væsentlig mere hjælp end andre... Men nu stod den på venskabssnak i Dianthos, og en anden form for arbejde end han havde været begravet i de sidste otte måneder.
"Jeg tog en gave med," Zahinael stak hånden ned i lommen på frakken og hev et stort marmeladeglas op. I det var et stort hjerte med væske omkring. Væske, der var farvet lyserødt af blodet. "Dette er et hjerte," Zahinael satte glasset på bordet og søgte Joscelins blik. "Fra en dragefødt."
Den nyopståede race var ny for dem alle, og selvom Zahinael havde fået Mørkets egne alkymister til at kigge på deres kropsdele - kropsdele, han villigt havde skåret af finere eksemplarer af racen, nu han alligevel var i felten - havde han en mistanke om, at Joscelin kunne finde frem til ting, de ikke kunne. Hvert århundrede var der et par stykker af de helt ekstraordinære mennesker, og Zahinael havde gjort det til en vane at forsøge at opstøve dem. På intelligensfronten var Joscelin helt sikkert en af dem.

Joscelin hørte efter med ca et halvt øre imens Zahinael snakkede om rejser og elver-steder. Et halvt øre var rigeligt til den slags samtale. Resten af hans opmærksomhed var optaget af næste sæt linjer der manglede i folioet. Den side det lå åben på, som den unge alkymist ikke havde lukket nu det bare var Zahinael, var fyldt med komplekse beregninger, diagrammer der viste sammensætninger af æsoteriske symboler, bittesmå bogstaver og, af alle ting, en tegning af en myre. 
"Det lyder koldt. Og uciviliseret. " Joscelin rystede på hovedet over hans ven's beskrivelse af nordriget. Der er en grund til at jeg bor her. Vildnis, nej tak. "Men det er godt du er tilbage. Nok er det her sted godt for min forskning, men intelligent samtale skal man altså lede længe efter i Dianthos. " Og alle andre steder for den sags skyld. 
Joscelin fik endelig nogenlunde orden på sit bord og konstaterede at ud af det hav af noter der havde været bredt ud over det var det faktisk kun et par enkelte papirer der havde været relevante. Han havde fået dårlige vaner på sin tur sydpå. Rubinien havde muligvis nogle fordele samfundsmæssigt, men det var et forfærdeligt rod. Og det smittede åbenbart. 
"Men jeg er faktisk først selv lige vendt hjem for nogle dage siden. Det er en lang tur til og fra Balzera... " Den sidste del lød mere som en mishagsytring end en konstatering. Hvor glad Zahinael end var for at strejfe om, lige så meget afskyede Joscelin at rejse. Men det havde været nødvendigt. Og berigende. Der var sket så mange spændende... 
Den klare, hårde og tunge lyd af et fyldt glas der ramte bordpladen fangede hele Joscelin's opmærksomhed lige så sikkert som et pift får en hund til at se op. Hans øjne flakkede først til glasset selv, Hjerte, ikke menneskeligt, farveforskel på mindst 3 trin, lyserød væske indikerer preservativ der ikke tillader blodlegmer at forgå på normal vis. Hvad...? 
Hans øjne flakkede tilbage op til Zahinael's og det ellers normalt så rolige, gennemborende blik var erstatte af en nærmest hungrende intensitet. De sidste ord hang i luften i sekunder. Joscelin's venstre pengefinger sitrede kort. 
"Dragefødt. Jeg troede de var en myte fordrukne soldater havde opfundet for at undskylde inkompetence. " Joscelin tog en dyb indånding og smilde så bredt, det første rigtigt varme smil i dag. "Hvorend en simpel bogbinder så har fundet sådan et... " 
Han tog glasset op fra bordet og holdt det op imod lyset med et fascineret udtryk. Det var ikke hver dag han fik lov at undersøge den slags. Den store ulempe ved Dianthos var at de fleste af hans emner var mennesker, elvere, halv-racer af en af de to, en sjælden gang en ork eller et eller andet skov-pak. Og smuglere blev altid så underlige i ansigtet når man bad dem smugle en lemlæstet trold ind i byen... 

Alkymistens reaktion var præcis som Zahinael havde forudset. Måske udover den sitrende finger - det var nyt. Idet Joscelin blev fuldt optaget af glasset, lagde Zahinael frakken fra sig, strakte sig og kiggede sig omkring. Der var ikke sket så meget herinde, men det gjorde der jo aldrig - Joscelins ting stod på faste pladser præcis hvor Zahinael sidst havde set dem stå. Det eneste anderledes var det rod, han havde spredt udover sit skrivebord. Rod var nok den sidste ting, Zahinael forbandt med ham. 
Alkymistens ord fik smilet frem på hans læber. Nogle gange kunne han godt glemme, at ikke alle var lige så velinformerede som ham selv, og at den almene befolkning ikke nødvendigvis troede på en ny races opståen, før de så dem med deres egne øjne.
"Mange ting er jeg, Joscelin, men simpel er nu ikke én af dem," lo han. "Med den rette overtalelse kan næsten alt vristes fra andre."
Overtalelsen i dette tilfælde havde været flere timers tortur indtil Zahinael ikke havde brug for at få mere ud af det skællede væsen. Derefter havde han ellers med en kniv og de bare næver vristet en hel del fra den døde krop. Normalt afskyede han sådan et svineri, men lige netop den her dragefødte havde nu fortjent det - og på det tidspunkt havde han stadig haft nogen aggressioner, der skulle ud, efter tiden i felten, mens Kzar Dûn faldt. Mørkets alkymister havde allerede studeret hjertet oven i det, så at flå det ud, mens væsnet gurglede sit sidste liv ud, havde mest bare været for fornøjelsens skyld. Og så kunne hjertet bruges som en gave til Joscelin, havde han tænkt, da han stod der med de hånden og blod dryppede på gulvet.
Zahinael bevægede sig om bag borden for at kunne se noterne ordentligt, men det ville tage fokuseret tid at læse det hele, og han lod blot sit blik glide henover det hele  for at danne sig et helhedsindtryk. Ikke, at han kom særligt langt med det dog. Noterne var lige så indviklede som Joscelins hjerne, og hvor Zahinael virkelig påskønnede mennesket særegne tanke og exceptionelle intelligens, kunne han sjældent selv følge med uden forklaring.
"Hvad arbejder du på?" spurgte han med en gestus mod bordet. "Det er sjældent jeg ser dig fordybet i noget så teoretisk."
Zahinael havde set ham tage noter før, jovist, men det var som regel i sammenhæng med et indgreb eller et forsøg på noget levende. Det virkede til at give manden meget mere, når han kunne arbejde direkte på en krop end blot at skrible sine antagelser ned på papir. Den del kunne Zahinael nikke genkendende til. Det praktiske arbejde var altid så meget mere givende.

"Hmm, sandt nok. Simple folk er uninteressante, og det er du nu sjælden Zahinael. " Joscelin's stemme var en anelse fjern imens hans tanker fløj afsted. Det her er det tætteste du kommer på en rigtig drages organer. Et forsøgsobjekt. Ingen plads til fejl og ligegyldige test. 

En perifer del af Joscelin's opmærksomhed registrerede godt at Zahinael gik rundt i hans lille forlokale, men hovedparten af var optaget af visuelt at katalogisere alt hvad han kunne omkring hjertet. 
Flere kamre end et menneske. Fem eller seks. Højt iltbehov, til trods for antageligvis reptilisk udseende. Markant større. Enten er væsnet det kommer fra enormt, eller også har de større hjerter i forhold til kropsmasse end gennemsnitlige humanoider. 

Zahinael snakkede til ham igen. Hvad havde han sagt? Noget med teori. Og han stod ovre ved folioet Joscelin havde arbejdet på tidligere. Modvilligt tvang Joscelin sit blik væk fra hjertet og begyndte at gå over imod trappen der førte ned til hans laboratorium i kælderen. 
"Det er skam ikke teori det hele. Noget af det er bare noter i et stenografisk system jeg er begyndt at bruge hvis det ikke er meningen andre skal læse det. Andet er bare projicerede muligheder jeg skal udforske når jeg får flere testemner. Og resten er, well, teori. " Joscelin smilede til Zahinael, hans sædvanlige, skarpe smil. "Jeg tror faktisk du vil finde det meste af det interessant. Kom med neden under. Jeg kan ikke arbejde heroppe. " 

Uden at vente på hans ven gik Joscelin ned af trappen til hans underjordiske operationsrum og laboratorium. Den primære kælderrum var optaget af et stort bord omgivet af kirurgiske instrumenter, og de tre mindre, tilstødende rum var ret små, men optimalt udnyttet med borde med alkymistiske apparater. For Zahinael lignede alt sig selv. Med undtagelse af et sært apperatur der mest lignede en meget lille havkikkert der stod på højkant i et trekantet stativ. Og en firkantet kasse af glas med en masse jord, blade og små, gule myrer i. 

"Jeg finder trods alt det meste af dit arbejde interessant," svarede Zahinael muntert og fulgte med alkymisten nedenunder med hænderne i lommerne.
"På mine rejse mødte jeg en drømmemager," sagde han, mens de gik ned ad trappen. "Det tror jeg også, du vil være interesseret i at høre om. En elvisk drømmemager med ret mange års erfaring. Det gav mig et spændende indblik i elvernes torturmetoder - men dem må de jo også forfine mere, når de har med så langtlevende og hårdføre væsner at gøre, tænker jeg."
Det havde været noget af en oplevelse af blive udsat for Yume'Aves lunefuldheder, og netop Joscelin var nok en af de eneste, Zahinael kendte, der helt oprigtigt ville nyde fortællingen. Hvor skeptisk den mand  end var for magi (eller måske hvor lidt han forstod den, fordi han ikke selv var velsignet med den?), så kunne sådan en omgang oplevelser vel næppe være uinteressante. Bare at overveje mulighederne i at leve et liv, hvor man også brugte sine sovende timer på noget fornuftigt. Nu havde Zahinael ikke selv behov for lige så mange timers søvn som mennesker, men det påvirkede da stadig kroppen at køre den så hårdt, så lidt måtte man unde den i ny og næ - desværre.

De nåede ned i kælderen, og Zahinael kiggede sig omkring, mens han lod Joscelin fifle med hvad end, han ville arbejde med. Det kikkertlignende apparatur var nyt, og Zahinael gav den kortvarigt lidt opmærksomhed, før han vendte sig mod Joscelin for at se, hvad han lavede. Ville han begynde at arbejde på hjertet med det samme eller havde han nye fund, han ville dele? De gule myrer i glaskassen fangede Zahinaels opmærksomhed. Der havde også været en myre på Joscelins tegning ovenpå.
"Er myrer din seneste interesse?" spurgte han og satte sig på hug foran de små, gule væsner.  "Er de særligt gifte? Fra Rubinien?"
Zahinael vidste ikke selv meget som insekter. De virkede ligesom for uinteressante.

Joscelin bar glasset med hjertet over til den af hans alkymi stationer hvor han af vane lavede første behandling af hans emner. En hylde over bordet bar flere lignende glas, dog alle mindre og indeholdende..., well, dele var nok den bedste beskrivelse. I modsætning til hjertet var de fleste af dem dog næsten farveløse og visuelt langt mindre 'levende'. Joscelin løftede glasset op på plads med tydelig forsigtighed og let rystende arme. Mellem glas, væske og organet er det her urimeligt tungt. Muskelvævet er sandsynligvis tættere end et menneskes. 
Først da han var sikker på at det stod sikkert imellem de andre glas og en stander med flere reagensglas i vendte han sig igen om imod Zahinael som havde fundet hans myrer. 
"Drømmemagi? Lyder besværligt at kvantificere brugbarheden af. " Han tog sin stol og drejede sædet rundt så han kunne sætte sig og se på hans ven. Det havde taget urimeligt lang tid at få en snedker og en smed til at forstå noget så simpelt som et leje i en stol. Så svært var det altså heller ikke. "Det har altid undret mig hvordan elvere kan nå at udrette så lidt når de lever så længe. De burde have løst langt flere af vores verdens mysterier end de har. Men tortur metoder siger du? Dem har de vel lige så meget brug for som enhver anden regeringsmagt, omend jeg ville antage at de gik til den slags som alt andet. Forfinet og snobbet. Det lyder som om jeg tager fejl? " 
Nærmest uden at tænke over det tog han en af de mange notesbøger der lå spredt rundt omkring, noget Zahinael havde været så god at skaffe ham, og gav sig til at skrible stenografiske noter omkring hjertet ned imens han så over på sin ven. Det var den hurtigste måde at få de ting han havde observeret ubevidst ud på. Han kunne altid læse det bagefter. Det var trods alt det stolen havde armlæn til. 
"Og nej, de er ikke fra Rubinien. Det varme, tørre klima der er ikke egnet for deres art, og der er for mange andre livsformer de skal konkurrere med om for lidt føde. Termitter, for eksmpel. Nej, det der er Gule Pilehoved Myrer. Det trekantede hoved, ser du. Og de er meget giftige. Og utroligt besværlige at malke. Men ikke på den normale måde vi tænker gift. " Joscelin's stemme blev stille og roligt mere animeret som han kom ind på det emne han studerede for tiden og efter tre sætningen lød han langt mere levende end normalt. 
"De hører til i Amazonit skovene. Og er normalt ufatteligt besværlige at få fat i. Jeg trak et par tjenester for at få en handlende i Balzera til at skaffe mig dem. I modsætning til, for eksempel, scorpioner og slanger er Gul Pilehoved ikke dødbringende. Bare helt ufatteligt smertefulde. " Se den sætning burde få din fulde opmærksomhed...

Med et ryk lå al Zahinaels opmærksomhed igen på Joscelin. Han rejste sig i en flydende bevægelse, der fik hans lemmer til kort at se lidt for lange ud, inden han stak hænderne i lommerne og så fra alkymisten til myrerne.
"Her troede jeg, det var mig, der kom med gaver," svarede han, mens et smil bredte sig over hans ansigt. "Det er netop smerten, der gjorde mig interesseret i denne drømmemagerske. Som du siger, er det svært at se brugbarheden af - guderne skal vide, at jeg aldrig har brudt mig om det rene tidsspilde, det er at sove - men ser du, man kan mærke ting i drømmene," For ikke at tale om, at Yume kan sammensætte folk i drømmene, men det behøver du nu ikke vide, kære Joscelin. "Som du ved, har jeg lidt en fascination af den slags. Hun kunne skabe nogle oplevelser, der ikke ville have været mulige at udføre i de vågnes verden. Eller i hvert fald ikke udføre og fortælle om det bagefter."
Han lo en kort, munter latter, mens han gik udenom bordet for at tage plads nær Joscelin, lænet op ad den solide træplade. 
"Forfinet og snobbet er en god beskrivelse af de fleste af dem," svarede han på det spørgsmål, som Joscelin havde stillet før samtalen faldt på myrerarter. "Jeg tror faktisk det netop er derfor, de ikke har udrettet særligt meget. De ser sig lidt for fine til andet end at gemme sig i trætoppene. Så sig mig - udover dine rejser, hvad har du ellers udrettet? Har du prøvet myrerne endnu?" 
Det var på ingen måde subtilt, hvad Zahinael fiskede efter. Det behøvede det aldrig være mellem de to - det kendte de efterhånden hinanden for godt til.

Joscelin hævede et enkelt øjenbryn ved Zahinael's beskrivelse af det her drømmemagi. Potentialet er til stede, men applikationen virker ustabil for at sige det mildt. Især problematikken omkring reele sanseindtryk holdt op imod hvad end denne elver kan forestille sig kunne hurtigt give uønsket disonans. Tror jeg. Alt for mange ubekendte faktorer. 
"Optimering af søvntid i forhold til spildt arbejdstid virker praktisk. Forudsat, selvfølgelig, at man stadig får den optimale mængde hvile der skal til at yde ens bedste. Ellers taber man bare effektiviteten et andet sted, og så er man jo lige vidt. " Joscelin's lidt tørre stemmeføring gav ikke meget indikation af hvad han egentlig tænkte. "Omend potentialet i begivenheder der normalt ville føre til bevidsthedstab har potentiale. " 

Imens Zahinael spurgte ind til hans forsøg på sin sædvanlige lidt indirekte måde lænede Joscelin sig lidt tilbage og tog en af sine notesbøger fra en bunke. Et smalt bind i gråt stof-omslag, som han holdt ud til Zahinael. "Jeg har testet deres naturlige giftstoffer for at verificere at det ikke bare var en skrøne. Mine observationer er på side fire. Jeg har ingen intention om at teste det på mig selv. Jeg foretrækker at være fri for den slags. " 
Notesbogen var, for en gangs skyld, faktisk skrevet ud i almindeligt sprog og beskrev nogle tydeligvis ret horrible smerte-reaktioner fra en ung mand. 
"De er dog ret små væsner, og leverer ikke ret meget gift af gangen. Så min process med at forædle den naturlige gift, samt opdele den i komponenter går utroligt langsomt. De er også voldsomt besværlige at høste. I modsætning til en slange kan man ikke bare jage deres tænder igennem et stykke stof. Så meget af mit arbejde er stadig teoretisk... desværre. " 

"Mhn, desværre," gentog Zahinael, mens han læste den gruopvækkende beretning om den unge mands smerter. Altså gruopvækkende for andre. Zahinaels mund løb næsten i vand ved tanken om også at opleve det, der stod beskrevet her. 
"Det lyder næsten som noget, der går på nerverne?" spurgte han og så op fra notesbogen. "I forhold til den her beskrivelse af, at smerten breder sig ud i kroppen."
Nerver var noget af det, Zahinael havde lært af Joscelin. Før i tiden havde han ikke tænkt over andet end de kropsdele, han fysisk kunne se, men Joscelins viden om kroppen og forståelse af de forskellige komponenter, havde givet en så stor udvidelse af Zahinaels magikundskaber, at han straks havde skrevet alkymisten på top fem over folk, han gad bruge tid sammen med. 
Nerverne var også noget, som Zahinael ikke rigtig lagde mærke til, når han oplevede smerte ude i verden. Hans teori her var at alle andre end Joscelin var lige so uvidende som Zahinael selv havde været om, at det var noget, man kunne arbejde med. Verden handlede mere om afskårne lemmer og udtrukne tænder. Den slags var ligesom lidt mere jordnært at forholde sig til. 
"Når du har nok til endnu en test, så send bud efter mig," fortsatte han og lod blikket vandre tilbage mod de bittesmå, aktive væsner. Så meget smerte i noget så småt. Lidt ligesom hans bobler, når han komprimerede følelsen ekstra meget. "Er der noget, der ville kunne hjælpe dig med at udvinde giften? Du ved jeg kender halvdelen af byen - jeg kan forhøre mig om nogen kan være behjælpelige."
Det var lidt en investering. Hen over årene havde Zahinael smidt en god bunke krystaller efter alkymisten - nogen kendte han til, andre ikke. Frivillige testemner dukkede op på hans dørtrin i trange tider, og selv når andre læger havde problemer med at få deres specialudstyr fragtet til Dianthos, var det ligesom bare ikke et problem for Joscelin. 

Joscelin trak lidt på hans smalle skuldre. Det var en gestus der oftere betød 'selvfølgelig' end 'uvist' hos ham. Som om ord ikke var nødvendige til det. Men det forstod folk normalt ikke, så han havde vænnet sig til at forklare alligevel. 
"Så vidt jeg kan se, ja. Kroppen reagerer som om den er udsat for noget voldsomt, selv om den i praksis ikke reelt er skadet. Eneste forklaring jeg kan se er påvirkning af nervesystemet. Men uden yderligere data kan jeg ikke sige det med sikkerhed. " Joscelin rettede lidt på sine briller, noget Zahinael kendte ham godt nok til at vide var et tegn på mild irritation. 
For manglende data irriterede ham. Verden gav mening. Verden gav altid mening. Undtagen når magi blev blandet ind i tingene. Men alting kunne forklares med nok information. Men uden en større mængde af de giftige småkryb kunne Joscelin ikke tillade sig at være for hårdhændet i sin undersøgelse, for det var ikke bare sådan lige at skaffe flere af dem. De var sjældne i Amazonitskoven og Joscelin kendte ikke til andre steder de giftige dyr levede. 
"Jeg kan, principielt set, lave flere tests med det samme. At få dem til at bide levende væsner er nemt nok. Og det ville, selvfølgelig, give mig flere referance-punkter. Men for at komme videre for alvor skal jeg have giften fri af dem uden forurening. " Han sukkede lidt, og smilede til Zahinael. Der var så få andre der forstod hans frustration over den slags problemer. Det var en fornøjelse at have nogen at diskutere sit arbejde med, selv om han godt var klar over han var nødt til at skrue lidt ned for at Zahinael for alvor kunne følge med. Ikke at det er noget nyt. I det mindste er hans sind så velorganiseret at det er let at foklare ting. 
"Jeg skal nok sige til når jeg finder på en måde at tappe giften af uden at slå mine små venner ihjel. Det er egentlig mit største problem lige nu. "

Det kriblede lidt i fingerspidserne for at blive bidt af en myre, men selvom Joscelin lød til at kunne klare det rimeligt hurtigt, lød det nu også til at det ville blive meget mere potent, hvis han fik lov til at tappe en hel bunke smådyr og arbejde lidt med giftens egeskaber. Tålmodighed var i sandhed en dyd - det lærte to tusinde leveår i hvert fald én. 
Så i stedet for at tage plads foran Joscelin og smøge ærmet op klar på en bunke nok-rimelig-middelmådig-av, blev han stående lænet op ad bordet  og lod stilheden runge lidt mellem dem. Tænkestilhed var noget meget få væsner forstod, og Zahinael kunne ikke få nok af den stiltiende, gensidige forståelse netop han og Joscelin havde om, at sådan noget var vigtigt. 
"Hmm, måske kender jeg faktisk en, der kan hjælpe," Zahinael tog sig tænksomt til hagen. "For et par år siden," Det var kun et par årtier eller fem fra eller til. "Kom en kvinde for at få sit eget værk indbundet," Indbundet, udforsket, efterprøvet - mest indholdet. Det handlede jo sjældent om bogbinderiet. "Hun kunne imitere et dyrs egenskaber, og havde samlet sig et værk over de dyr, hun havde undersøgt," Primært til kampformål i Mørkets rækker, selvfølgelig. "Hun mindede mig egentlig en del om dig - den samme praktiske tilgang til viden langt hen ad vejen," At det var Joscelin, der mindede ham om hende, var en detalje angående aldersforskellen. "Måske jeg kan finde hende i mine optegnelser og høre, om hun vil være interesseret i at hjælpe."
Ikke at der rigtigt var et måske der. Han vidste, hvor hun boede, og hun var i øvrigt ikke i hans optegnelser. Derudover ville hun blive henrykt over at få mulighed for at lege med giftige smådyr. Hvis han huskede rigtigt, havde hun en tendens til ikke at gide at bruge tid på dyr, hun blot kunne knuse under sine fødder, så at opdage, at nogle af de små kryb faktisk kunne være brugbare, ville nok også være en kærkommen horisontudvidelse. Et muligt samarbejde her ville også klart stå til Mørkets fordel, nu Zahinael tænkte over det. 

I den tænksomme stilhed der strakte sig imellem dem var der ikke noget af den akavethed andre mennesker oplevede. Eller, som Joscelin havde fået fortalt de oplevede. Zahinael var den første siden Hertzel der faktisk forstod værdien i stilhed til omtanke. Og en af de eneste der kunne følge med når Joscelin rullede sig ud. Selv om der kom flere og flere småting som blev tilføjet Joscelin's mentale puslespil omkring hans ven. Mellem den tydeligt høje uddannelse, fascinationen af smerte, manglen på en definerbar accent, de pludselige rejser alskens steder hen og ikke mindst det faktum at Zahinaels biologiske udvikling virkede til at, basalt set, ske i sneglefart så pegede alt på at han var andet, og måske mere, end bare en bogbinder fra Dianthos. Det var et puslespil Joscelin ikke havde løst endnu, et af de få der ikke irriterede ham. Det var simpelt hen bare en del af deres venskab, og Zahinael var dygtig nok til at aldrig at give ham mere en bare en brik mere. Og han havde slet ikke brikker nok endnu. 
"Imitere et dyr's egenskaber " Sætningen fangede Joscelin's øre og bragte hans fokus tilbage til nutiden, i stedet for at vende og dreje Zahinael's puslespil i hovedet. Hans ven havde jo været flink nok til at give ham endnu en brik. Omend en obskur brik med rundede hjørner. 
"Imitere et dyr's egenskaber, siger du? Og videnskabeligt, eller i hvert tilfælde pragmatisk, anlagt? Hun lyder som et interessant bekendtskab. Og et praktisk et. Hvis hun er i stand til at imitere pilehoved gift og udlede det... " Joscelin's stemme løb ud imens hans tanker tog et spring fremad. 
Det største problem for ham lige nu var at småkrybet var sjældent og han derfor ikke bare kunne tåle at miste eksemplarer. Men med et menneskestørrelse væsen til at producere den samme gift... For hans indre øje begyndte diagrammer og formler af tage form, og alkymistens læber skilte sig i et smalt, skarpt smil. 
"Hvis du kan få hende til at hjælpe, Zahinael, så vil jeg love dig en oplevelse du aldrig i dit liv har mødt magen til. Det har du mit ord på. " Normalt gav Joscelin ikke løfter. Han kom med prognoser, forventninger, formler. Men det her var han sikker på. "Og med den oplevelse vil en lille del af verden ændre sig... for bestandigt. "

"En lille del af verden vil ændre sig, siger du..." mumlede Zahinael moret. Den var ny. "Jamen det vil jeg glæde mig til, at du indvier mig i, Joscelin."
Lige så udspekuleret, som Zahinael selv mente han var, lige så lynende intelligent var dette menneske. Hans bevidsthed fungerede simpelthen på et helt andet plan end andre væsners - eller måske flere planer samtidigt. Velsignet af guder, Zahinael var ret sikker på, Joscelin ikke troede det mindste på eksistensen af, balancerende sit vidensbegær med hemmelighedskræmmeri for ikke at blive brændt som kætter. Tro var vigtigt - især for dem, Zahinael havde under sig. For ham selv handlede det mindre om tid brugt i templer og hellige steder og mere om, at der altid var noget større på spil, noget der ville have hans sag til at blomstre og vinde. Det handlede om at knuse de andres tro og håb, og med det den gudinde, de alle agtede så højt. Så selvom mænd som Joscelin var kættere og burde indordne sig kirken, gjorde det ikke Zahinael noget at have bekendtskaber med dem. For de var ofte zalans effektive. 
"Jeg tager kontakt så hurtigt, det er muligt," uddybede han. Det ville nok blive allerede i aften, hvis han havde en ledig telepat på lager. "Så vil jeg holde dig op på løftet om en oplevelse af den kaliber. Det er alligevel ikke hver dag, jeg ser dig så opstemt over så små kryb, så de må være det værd."
Sådan var det altid med Joscelin - mente han at det var værd at grave i, var det det oftest. Han havde nærmest altid ret og mens det kunne være grænsende til irriterende, formåede han ikke at frembringe lysten til at kvæle ham hos Zahinael. Derimod kun fascinationen af, at et menneske af alle kunne tænke så klare tanker. De levede kort, men enkelte brillerede ved at have en uovertruffen ånd. Joscelin var bestemt i den kategori, hvis ikke på toppen af den, mindst for hans århundrede. 

Joscelin rejste sig langsomt. Det var sjældent han bevægede sig særlig hurtigt i det hele taget og når han tænkte blev han ikke ligefrem mere opmærksom på at bevæge sig i normale mennesker's tempo. Hans øjne havde fået det lidt fjerne udtryk Zahinael igennem årene havde lært at genkende. Udtrykket der betød at Alkymistens mentale processer var optaget af noget andet end hans umiddelbare nærhed. 
"Det skal du skam også. Men det kan godt tage noget tid. Jeg vil gerne være sikker på mine resultater før jeg deler dem. Som altid. " Joscelin's stemme var dog stadig lige så skarp og præcis som den plejede. 
Uden at tænke over at han faktisk ikke havde sagt til Zahinael at han skulle gå begyndte Joscelin at gå over imod trappen for at gå op og låse sin butiksdør. Det var først da han hørte sin vens skridt bag sig at han tog en dyb indånding og tvang sig selv til at tænke her og nu, og ikke tre led frem i hans eksperimenter. 
"Hvis din bekendte kan levere varen går der nok et par uger før mine eksperimenter er fuldendte. " Og hvis han kendte Zahinael ret skulle han nok få et par uger til at gå. Manden havde altid nok at se til. "Men jeg kan fortsætte arbejdet med formlerne med det samme. " Hvilket, på Joscelin's sædvanlige lidt underspillede facon betød at det ville være bedst bare at give ham fred. 

Da Zahinael havde forladt det lille hus, og døren var låst bag ham, vendte Joscelin tilbage til sin kælder. I lyset fra lanterner og stearinlys bredte han sine noter ud over et bord og gik stille og roligt i gang med at skabe orden ud af det mentale kaos hans sind kunne være. Der var ikke plads til kaos lige nu. Joscelin havde arbejde der skulle gøres.