Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Joselin Amarr
Kaldet: Joscelin af de fleste, Jos af de få der kender ham godt
Køn: Mand
Alder: 35
Fødselsdag: 16.5 år 1989
Tilhørsforhold: Retmæssig Ond
Tro: Ateist
Erhverv: læge og alkymist
Nuværende levested: Dianthos - Dianthos
Race: Menneske

Udseende

Højde: 172 cm
Vægt: 65 kg
Øjne:
Joscelin har mørke øjne som det kan være svært at se om er grønne eller brune, lidt afhængig af hvordan lyset falder.

Hår:
Joscelin's hår er gylden blondt, med undtagelse af en lok hår over hans pande som er helt kridhvidt. Håret er langt nok til at det ville falde ned over hans øjne men er oftest strøget tilbage væk fra hans ansigt. Til trods for at det burde være sat pænt og fornuftigt ender hans hår ofte med et viltert og lidt rodet udtryk

Hud: Joscelin er meget bleg, mest fordi han normalt ikke kommer udenfor ret meget.

Kropsbygning:
Joscelin er spinkelt bygget og slank til et punkt hvor nogen måske ville mene han er underernæret. Han har relativt smalle skuldre, smalle hofter og ligner generelt en der aldrig har lavet noget hårdt fysisk i sit liv.

Hverdagstøj:
Joscelin er til hver dag klædt pænt og ordentligt, i tøj der er velholdt og af en god kvalitet. Han ses ofte i skjorte, vest og bukser der tydeligvis er lavet til ham. Han går oftest i sort og hvidt eller lys grå, til trods for besværet med at holde den slags tøj rent.

Særlige kendetegn:
Joscelin er ret let at genkende på den hvide lok i hans hår. Derudover går han med briller som han nærmest aldrig ses uden.

Magi

Magisk evne (1): Ingen magisk evne

Magisk evne (2): Ingen magisk evne

Personlighed

Styrker:

Intelligens:
Joscelin er nærmest absurd intelligent i den klassiske forstand. Logik, matematik, 'naturvidenskab', alkymi. Alle den slags ting lærer han utroligt let.

Alkymist og læge: Joscelin's førende felt er lægevidenskab og alkymi, og han er blevet virkeligt dygtig til begge dele. Han kan muligvis ikke lave bly til guld, men man når langt med at vide hvilke substancer der påvirker den levender krop, og hvordan...

Ambition:
Joscelin har altid været ambitiøs og vil gerne være den bedste inden for hans felt. Det er en stærk fremdrift som gør ham i stand til at håndtere mange udfordringner for at nå sit mål.

Skruppelløs:
Der er meget få ting Joscelin ikke er villig til at gøre for at nå hans mål. Og de eneste rigtige 'bremser' han har er ting han ved ville skabe sociale problemer for ham.


Svagheder:

Empati:
Joscelin ved godt hvad empati er, men han har det ikke selv. Det betyder at han har svært ved at sætte sig ind i hvordan andre oplever verden. Det giver ham nogen gange problemer når han skal passe sig selv ind i samfundet.
Han har også en opfattelse af at han bare er bedre end alle andre, og selv om han har lært at det er socialt dumt at vise, så sidder det fast i hans verdensbillede.

Fysik:
Joscelin er svagelig. Hans eneste fysiske gode egenskab er hans hånd/øje koordination. Han er markant svagere end gennemsnittet, løber elendigt, bliver hurtigt forpustet, og så videre.

Magi:
Joscelin har ingen magiske evner og har meget svært ved at sætte sig ind i magi der ikke kan måles og vejes.

Ateisme:
Joscelin tror ikke på guderne. Hvis de ikke kan bevises eksisterer de ikke. Selv om han ikke er højlydt omkring det, af gode og logiske årsager, er det noget der kan være socialt ødelæggene for ham.


Generel beskrivelse af personlighed:

Joscelin's personlighed er domineret af hans videbegær og hans evne til at lære, skarpt forfulgt af hans ambition til at bruge den viden til egen fordel. Alle ting og alle interaktioner har et potentiale til at gøre hans liv bedre og det er sådan han går til livet. Hvis noget kan udnyttes til egen vinding, så er den eneste grund til ikke at gøre det at der er for stor risiko forbundet med den udnyttelse. Alt bliver målt, analyseret og studeret før han agerer på det og hans intellektuelle kapacitet gør at han kan foretage den analyse langt hurtigere end de fleste andre. Selv om Joscelin udemærket ved hvad empati er, og til dels er i stand til at udvise det, så ser han sjældent nogen grund til at gøre det med mindre det er den hurtigste eller simpleste vej til det han vil have ud af situationen.

Joscelin er videnskabsmand, ifølge ham selv, og forsøger at lære så meget han kan omkring verden omkring ham. Han er enormt fascineret af hvordan levende organismer fungerer og skiller dem gerne ad for at finde ud af det. Hvis man så ikke kan samle dem igen bagefter, så er der flere hvor de kom fra. Han er ateist, ud fra den simple betragtning at man ikke logisk kan påvise guder, ergo er der ikke nogen grund til at bruge energi på dem. Det er dog ikke noget han generelt taler om.

Joscelin foretrækker at håndtere konflikt ved at betale sig ud af dem, taler sig ud af dem med logik eller simpelt hen udnytte et eller andet svagt punkt i andres personlighed til at smyge sig ud af problemerne. Hvis han kan se han ikke har nogen reel vej ud eller til sejr, så overgiver han sig hellere med det samme, for i overgivelsen selv skabes der nye muligheder man så kan forsøge at udnytte.
Netop hans tendens til at udnytte ting gør at han faktisk foretrækker at leve i et retmæssigt samfund, og helst et retmæssigt godt samfund fordi det antager at alle agerer efter fælles bedste. Og når fælles bedste er nået er det nemmere at rykke sig fremad.
Han afskyer rod, kaos og generel uorden og forsøger at undgå det så vidt muligt.

Baggrundshistorie

Hvorfor sætter jeg mig og skriver det her ned? For at ordne mit sind? en form for ‘rengøring’? Jeg brænder det alligevel når jeg er færdig, for der er ingen grund til at nogen skulle have mulighed for at læse det. Men meget vel. Lad os få det overstået.

Jeg er anden søn af et velhavende handelshus fra Zircon, Amarr mineudstyr og logistik. Og hvor adelen går efter devisen ‘en arving og en ekstra’ så var mine forældre temmeligt ligeglade med den ekstra. Jeg har to ældre søskende, trods alt, og hvis noget skulle overgå min bror overtager min søster’s mand bare forretningen. Min far var travlt optaget af at opdrage min bror til at overtage efter ham og min mor havde sin perfekte datter at opdrage til, forhåbentligt, at indfange en baron-søn en dag. Det efterlod mig i hænderne på en kavalkade af guvernanter, lærere og tjenestefolk der skulle forsøge at sørge for at jeg i det mindste ikke også var i vejen for familien. Jeg vil undlade at kede mig selv med at skrive detaljerne for den tid ned. Lad mig bare sige at ingen af dem var klar til at håndtere et barn med min intelligens og der var en lind udskiftning i menneskerne i mit liv. Men i det mindste lærte jeg meget.

Jeg har altid været videbegærlig. Det er, hvis jeg selv skal sige det, nok mine fremmeste kvalitet. Som ung mand betød det at jeg tog enhver mulighed jeg kunne få for at lære noget nyt, men jeg må indrømme at der er en ting jeg ikke ved. Hvor min fascination med liv og levende væsner kommer fra. Men jeg husker tydeligt det forfærdede udtryk på min guvernantes ansigt da jeg som 10 år gammel dissekerede en af familiens katte for at finde ud af hvordan den virkede. Jeg vidste ikke det havde et navn dengang, men det er nok den mest skelsættende begivenhed i mit liv, eftersom det var starten på den karriere jeg den dag i dag nok er bedst kendt for, mit virke som læge og kirurg.
Men mit fædrende ophav var ikke meget for at have en afviger som søn, og satsede stort på at forsøge at gøre mig interesseret i handel, matematik og ingeniørkunst i stedet. Og selv om matematik og bygninger da er interessante emner i sig selv, så er handel bare ikke kompliceret nok til at holde min opmærksomhed. Men jeg formåede da at rette op på nogle af familiens dårligere investeringer i processen.
Det begyndte at gå op for mig i mine teenage år at der var noget jeg manglede at lære. Og som jeg, tilsyneladende, ikke kunne læse mig til. Sociale kompetencer. Igen vil jeg ikke kede mig selv med lange beskrivelser af mine første, elendige forsøg på at forstå hvorfor folk opførte sig så ulogisk, men i sidste ende skulle min storebror vise sig at være min vej til oplysning. Min storebror, af alle mennesker. Manden er jo dum som et bræt, og cirka lige så stiv. Men han har altid været god til mennesker. Så jeg hægtede mig på ham og fulgte ham rundt til sociale begivenheder som en usynlig skygge. Ikke at jeg faktisk var usynlig, jeg har bare aldrig været særlig stor.
Folk er fascinerende, på en måde. De gør så sjældent det de logisk burde, men hvis man kender deres personlighed, omstændigheder og hemmeligheder kan man med nærmest matematisk præcision forudsige hvad de vil gøre. Og hvis man derefter tilføjer noget man kan rykke på dem med så stiger den præcision endnu mere. En god lektie at lære. Selv om jeg aldrig lærte at efterligne almindelig opførsel så godt som jeg gerne ville, men… der er nu bare vigtigere ting her i livet end at lades som om man er unintelligent.

I løbet af mine sene teenage år kom jeg i kontakt med en af Zircon’s læger, Doktor Hertzel. Og selv om denne ældre, lidt langsomme mand næppe fandt en ung mands endeløse spørgsmål særligt velkomne genkendte han tilsyneladende mit ønske om at vide hvordan levende væsner virker. Det var aldrig et officielt lærlinge forhold. Jeg var for gammel og for selvstændig og min fader var aldrig gået med til det. Men det er det tætteste jeg kommer på nogen sinde at have haft en lærer jeg faktisk kunne respektere. Hertzel var muligvis ikke min intellektuelle ligemand, for hvem er det? Men han havde et helt livs viden og erfaring og det er den dag i dag en af mine største fortrydelser at han døde af alderdom før jeg fik udtømt hans lager af viden. I stedet måtte jeg nøjes med at benytte nogle af den gamles egne eliksirer til, i hans sidste dage, at få ham til at testamentere alt han ejede til mig. Han havde ikke noget familie der var værd at tale om alligevel, så det kunne lige så godt gå til et godt formål.
Dermed var jeg, som ret ung, pludselig den retmæssige ejer af et mindre hus i Zircon, en begrænset formue, et laboratorie og en hel del lægeligt udstyr. Alt i alt, ikke en dårlig start på livet. Og nej, jeg slog ham ikke ihjel. Jeg overvejede det, men jeg lod den gode Doktor dø af alderdom, whiskey og røg. Han behøvede ikke hjælp.
Det var på dette tidspunkt jeg foretog et velovervejet valg om at træde væk fra resten af familien. Amarr slægtens handelshus ville aldrig blive noget jeg rigtigt kunne gøre noget med. Jeg solgte Hertzel’s hus til min ‘kære’ broder, for en fin pris, og pakkede alt mit udstyr på en vogn og satte kursen imod Dianthos.
Men Joscelin, spørger jeg nu mig selv, var det ikke ret dumt at flytte base midt i nogle af de værste uroligheder riget har kendt til? Lyset er lige blevet forbudt, rigets ledelse er… ikke stabilt og alle forsøger at undgå opmærksomhed. Nej, egentlig ikke. De risici der var forbundet med det blev opvejet af fordelene. Selv om jeg afskyr uorden, så var de omvæltninger der foregik den perfekte mulighed for at få fodfæste i Dianthos på en måde der havde været svært uden.
Den korte version af begivenhederne er at jeg fik købt et mindre hus i Dianthos med de midler jeg havde fra Hertzel’s dødsbo og slået mig op som læge. Det er utroligt hvor hurtigt du kan få en kundekreds ved at behandle folk ‘gratis’, blot de lægger krop til et mindre forsøg med urter som betaling… Så skal de nok komme igen bagefter.
Der er vel ingen grund til at nedfælde nyere tids historie. Vi har alle levet den. Med alle de omvæltninger der har været har der været rigt bud efter mine lægelige evner, og jeg har haft mulighed for at tilegne mig nye erfaringer løbende. Hertzels bibliotek indeholdt flere værker omkring alkymi, en fascinerende gren af videnskaben. Alt kan nedbrydes, meget kan genskabes. Og nye ting kan skabes så længe man ved hvad man laver. Det giver også kunder. Nu er gift selvfølgelig ulovligt under lyset, men medikamenter af forskellig art er ikke… Og det er vel ikke min fejl at folk ikke kan administrere deres forbrug?
Den eneste af nyere tids begivenheder jeg føler mig nødsaget til at bringe op er plagerne. Rædselsfuld tid. Men det viser sig at os der vidste noget om hvordan man satte soldater sammen uden magi lige pludselig var i høj kurs når det anti-magiske mørke eller det magiske kaos rullede ind over landet. Det ry for dygtighed jeg fik under den plage har jeg levet godt af siden. Under en af mine behandlinger gik noget dog galt med den såredes magi, og jeg pådrog mig en skade i min hovedbund. Den dag i dag ses den kun som en lok hvidt hår, men det var en udmærket påmindelse om at være ekstra forsigtig omkring det her magiske roderi.
Dianthos har generelt været god ved mig. Der er så mange muligheder for at udfolde mine talenter og udforske ting jeg ikke har haft muligheder for før. Og med så mange folk samlet et sted er det ikke svært at finde emner for mine studier. Folk dør hele tiden, og det er ikke så svært at bestikke sig til adgang til lig man kan skille ad for at se hvordan deres utidelige afgang er sket. For den sags skyld er der mange der er villige til at gøre meget for lidt ekstra til at klare de hårde tider.
Og således går det til at Joscelin’s Lægekunst og Remedier trives i bedste velgående i Dianthos’ mindre befærdede gader og at jeg til stadighed har nok at lave. Fra rig til fattig, alle har noget de kan betale med, og mine færdigheder er altid til salg. For den rette pris.

Det var vidst en melodramatisk nok afslutning. Hvor stillede jeg den brænder…


Familie: Faldrin Amarr: Fader, levende og leder af Handelshuset Amarr i Zircon.

Elisae Amarr: Moder, afdød under plagerne.

Vildren Amarr: Ældre bror, levende, gift og klar til at overtage familie-foretagendet.

Cecile Amarr: Ældre søster, giftet ind i et allieret handelshus, har en mindre hær af børn.

Andet

Bolig:
Joscelin har et mindre hus i Nedre Dianthos hvorfra han driver sin alkymi biks og hans lægepraksis i underetagen og bor hvad der bedst kan kaldes et bibliotek på overetagen. Huset har en kælder som Joscelin løbende har udviddet som det nu kunne lade sig gøre, hvor han har sit laboratorie og sit 'operationsbord'.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Elendig
Smidighed: Under middel
Fysisk udholdenhed: Under middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Over middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Elendig