Aftalen om at tage hen til grotten, hvor de to unge fisk havde blandet blod i de unge år, var ikke blevet til noget dagen efter. Eller dagen efter det. Spejderne var vendt hjem med foruroligende nyt om flere skibe i farvandet, end der plejede at være. Cyreesai havde siddet i møde med Rådet næsten uafbrudt for at lægge en plan for deres fremgangsmåde. Hun kunne jo ikke vide, at Zahinael selvfølgelig havde sendt ekstra skibe ud, så det så ud som om, de ledte efter deres undslupne fange, selvom de ingen intentioner havde om at fiske ham op igen. Fanget mellem Hjertets solide vægge havde hun sovet, spist og snakket, lyttet og været frustreret sammen med de andre i fire fulde dage. Dage, hun ikke engang selv havde opdaget var forsvundet over vandet. 
Men nu havde de endelig en plan - også selvom den var langt mindre aggressiv, end hun ville have foretrukket. Gjorde Mørkets skibe ikke udfald, ville de heller ikke tage til genmæle. 
Vent og se, havde Atha'ames gentagne ord været. Vent og se.
Derfor kriblede det også i Cyreesais fingre efter at gribe sit spyd og hamre det ned i et eller andet nu. Helst et par sortuniformerede Mørkets soldater, men det var ligesom ikke på tale mere. Desværre. Hun måtte prøve at huske på dem, hun havde fældet flere dage før og glæde sig over, at de i det mindste ikke længere var i live og kunne skade hverken distriktet eller Eyidivan. Lidet hjalp det dog, for minder om blodsudgydelse var bare ikke det samme som aktivt at udføre det.
"Måske du skulle tage på med på næste jagt," lød en stemme ved siden af hende, og hun så op på Rhodion, der ikke havde forladt Hjertet sammen med de andre rådsmedlemmer. "Du ligner én, der kunne trænge til det."
Rhodion var jægernes rådsmedlem, og hans størrelse forklarede det meste af hvorfor netop han varetog den position.  De otte fangarme, der udgjorde hans underkrop var lige så imponerende og lange som hans overkrops muskler var mejslet ud i kantede former. Lige nu gled kaskader af regnbuefarver ned over overkroppens skæl og forplantede sig i fangarmene  som hypnotiserende mønstre. I en glidende bevægelse endte han ved Cyreesais side og en af fangarmene sneg sig til at lægge sig på hendes skulder som for at tilbyde hende en forløsende massage.
"Måske," svarede Cyreesai og skubbede sig fri fra det runde koralbord. "Det vil næppe give samme tilfredsstillelse som at få hævn over Mørket."

    Eyidivan havde haft travlt i Ke'Jaelin-fæstningen - så travlt endda, at det næsten havde været for overvældende. Atha'ame havde ikke engang været hjemme for at sove, men det lod til at have passet Riyeena meget godt; den ældre fisk havde i hvert fald ikke lagt finnerne imellem, når hun havde udbredt sig om datterens 'mængen sig med den forfærdelige Va'Chakessa...!'. 
    Eyid havde naturligvis grebet muligheden og diskret pustet til moderens harme. Han havde lobbyet sin Herres interesser under foregivelse af, at ville Distriktets bedste - ligesom Riyeena - og han var taget med sin mor til møder med både Håndværkerne og Samlernes ældsteråd, som godt nok ikke havde Talere i Hjertet, men alligevel havde en hel del at skulle have sagt.
    "Jeg hørte, at Takhee'ta-distriktet var inde over en god del af genopbygningen efter borgerkrigen," bemærkede Eyid neutralt under det første møde med Distriktets Håndværkere. Deres Ældste delte et blik med Riyeena og skar så en bitter grimasse. 
    "Distriktslederne mente, at Arkitekterne ville have det overblik, der skulle til, for at få det hele til at glide gnidningsløst," bemærkede den Ældste tørt og gjorde det meget tydeligt, hvad han mente om den beslutning. "Så pyt med, at vores egne folk manglede arbejde..."
    Alt i alt fik Eyid indsigt i mange små kontroverser, der helt sikkert ville være værd at gå dybere ind i - fik pustet til de uenighedens gløder, der allerede lå og ulmede...

    Derfor var det også med en masse idéer til, hvordan han kunne skabe mere splittelse, at Eyid troppede op ved Hjertet. Han var ikke blevet inviteret, og han var ikke helt sikker på, at Cyreesai egentlig ville bryde sig om at have ham her.
    Men han havde været tilbage i Aquarin i fem dage nu, og Eyid mente, det snart måtte være på tide, at han så småt gjorde de indledende øvelser til sin tilbagekomst til den politiske scene. På gangen til Rådssalen mødte han en større flok havfolk, der tydeligvis lige havde forladt et møde. Atha'ame var iblandt dem, men han vinkede bare, da hun stod i dyb og tydeligvis ophedet samtale med en ældre Samler. 
    De imponerende koraldøre ind til selve salen stod pivåbne, og derfor meldte Eyid heller ikke sin ankomst. Kom bare lige tids nok til at se en Jæger lægge sin ene fangearm om Cyreesais ryg og sige: "Tilfredsstillelse kan komme af mange ting, Cyreesai. Og tro mig; et afbræk ville gøre dig godt..."
    "Undskyld forstyrrelsen," sagde Eyid indledningsvist. Den neutrale, politiske maske var på plads på hans ansigt. "Distriktsleder Cyreesai? Har du tid?"

"Kun i blod kan..." Cyreesai nåede ikke længere, før Eyidivans stemme ramte hende. 
Med det samme mildnedes hendes udtryk, og mens hun vendte sig mod ham, missede hun fuldstændigt, hvordan Rhodions ansigt blev overtaget af at hårdt, undrende udtryk. Langsomt gled hans blik over Eyidivan - undersøgende, fra top til tå. Fangarmene slap ikke Cyreesai, hvor de var gået i gang med at massere hendes spændte skuldre.
"Den korrekte tiltale er Distriktsleder Va'Chakessa," kommenterede Rhodion, men Cyreesai løftede en afværgende hånd, mens hun med den anden snoede sig ud under fangarmene. 
"Ikke for den her fisk, Rhodion. Læg du bare dit jægerinstinkt lidt væk," sagde hun, mens hendes blik ikke slap Eyidivan og hun svømmede hen til ham. "Jeg er ked af, jeg har ladet dig vente så længe. Som du kan se, endte vi med at bo her, indtil det var løst."
Bag hende gennemgik Rhodion en serie rødlige farver, der fik sorte pletter til at tone frem på fangarmene. Et vurderende blik blev rettet mod Eyidivan, og langsomt lod han sig drive fremad mod de to, som om det var hans ret at følge med i samtalen, så længe Cyreesai ikke havde færdiggjort samtalen med ham.
"Er du..." Cyreesai stoppede sig selv. Hun skulle til at spørge, om han havde det bedre og var kommet ovenpå, men huskede hans ord fra før om ikke at ville ynkes. Hun var distriksleder, og hvis hun fik ham til at fremstå svagelig, ville alle se ham sådan. Det kunne det omdømme, han ville genopbygge, ikke tåle. I stedet rankede hun ryggen og foldede sine hænder foran sig. "Ja, Eyidivan Ke'Jaelin, jeg har tid. Hvad er dit ærinde?"

    Eyid fangede godt, at den anden havmand vurderede ham - lod øjnene løbe over ham fra top til tå og tydeligvis ikke blev synderligt imponeret af, hvad han så. Men Eyid var ligeglad og udholdt den anden mands stirren med et følelsesløst udtryk - lod ham ikke se, hvor hårdt hans patetiske forsøg på at gøre Eyid utilpas blev dømt. Stod også bare helt stille og kommenterede ikke på Jægerens rettelse. Sådan en brovtende klovnefisk... 
    Da Cyreesai gav sig til at tale flyttede han blikket over på hende, med en ligegyldighed han vidste ville pisse Jægeren af. Hun så træt ud, kunne han ikke lade være med at bemærke. Han troede hende, når hun sagde, at hun havde tilbragt de sidste fire dage i Hjertet... 
    Det irriterede ham, at hans hjerne straks gav sig til at udpege og mærke sig hendes svaghedstegn. Han skulle ikke bruge dem lige nu... De distraherede ham bare fra dét arbejde, hans Herre egentlig ønskede af ham...
    "Mit ærinde er kun for dine ører, Distriktsleder," oplyste Eyid - stadig med den følelsesforladte maske. Dog tillod han sig selv at sende Jægeren et sigende blik - et blik der sagde: Hvorfor er du her stadig...?
    "Min moder, Riyeena Ke'Jaelin, har indgået forlig med Håndværkernes Ældsteråd. Jeg er her, for at informere dig om detaljerne i deres aftale."
    Jægeren var tilsyneladende ikke kvik nok til at fatte et hint, og tydeligvis også temmelig langsomtopfattende, for det var først da Eyid nævnte sin mor, at der gik en prås op for ham, selvom Cyreesai havde kaldt Eyid ved hans fulde navn.
    "Det er altså dig, der er årsagen til al dén uro, der har holdt os fanget i Rådssalen de sidste dage!" udbrød idioten og rakte så hånden frem imod Eyid med et smil, der mere lignede en snerren - en fremvisning af de spidse hjørnetænder. "Mit navn er Rhodion Chutoo'ran - jeg er Taler for Jægerne. Det gjorde mig ondt at høre om din tilfangetagelse, Ke'Jaelin."
    Eyid vidste udmærket, at den anden mand ville forsøge at kvase hans hånd, så snart de mødte hinanden. Han lod sig dog ikke mærke med smerten - den var så absolut ingenting i forhold til hans Herres smertekugler... "En fornøjelse," sagde han bare og nikkede en enkelt gang. Kommenterede ikke på ordene om hans tilfangetagelse. 
    "Distriktsleder Cyreesai?" spurgte han i stedet og løftede et øjenbryn. "Havde du mulighed for at snakke under fire øjne, eller skal jeg komme tilbage på et andet tidspunkt?"

Cyreesai så vurderende på ordudvekslingen. På den ene side vurderede hun Eyidivans reaktioner på Rhodions hilsen, og på den anden side måtte hun sende Rhodion et advarende blik, da han startede sin sætning ud med at antyde, at Eyidivan havde holdt nogen fanget. En yderst upassende talemåde mod én, der havde tilbragt tretten år hos Mørket. Der var fire dage i Hjertet intet at sammenligne med. Men Rhodions smil fik hende på andre tanker end en skideballe. Han tænkte nok bare ikke over sit ordvalg, og efter hendes egen næsten-fejltagelse lige før, kunne hun ikke rigtig forsvare en røvfuld. 
"Jeg har tid, Eyidivan," svarede hun og rakte sin arm frem for at gøre tegn mod udgangen. "Lad os tage den i fart. Efter fire dage har jeg godt af at røre mig lidt."
"Skal jeg skrive dig op til næste jagt, Cyreesai?" spurgte Rhodion, og inden hun kunne nå at flytte sig, havde en spruttearm lagt sig blidt, men bestemt over hendes skulder, og hendes skæl rejste sig en smule i et gys. Rhodion så sært tilfreds ud med den reaktion og gav skulderen et ekstra klem. "Du bør virkelig tage en pause engang imellem - ellers bliver du aldrig ... tilfreds."
"Tak, Rhodion, bare skriv mig op," svarede Cyreesai. 
Det var den nemmeste løsning. Lige nu kunne hun ikke overskue at tage valget, og hun kunne sikkert altid hoppe fra, hvis noget vigtigere dukkede op. Måske havde han endda ret - måske var en jagt netop det, hun havde brug for for at få sine indestængte aggressioner ud. Men hun havde også brug for mere tid med Eyidivan, og selvom han bare var kommet med en statusrapport, var hun mere end bare en smule entusiastisk efter at høre den. Trætheden synes at fordufte i hans nærhed. Rhodion lavede et halvt buk og forlod Hjertet i en hvirvlende strøm af bobler.
"Det var hurtigt, du fik hapset dig budbringeropgaver," sagde Cyreesai og vendte sig atter mod Eyidivan.  "Men mon ikke det er mere tåleligt end dem, jeg har været vant til over de sidste par år," Riyeena nægtede konsekvent at overlevere noget som helst personligt, og hun tog heller ikke imod audiens fra 'dén en Va'Chakessa'. "Jeg håber ikke, du skal videre lige bagefter? Jeg kunne rent faktisk godt bruge en svømmetur i godt selskab."

    Eyid betragtede Cyreesais reaktion på den anden havmands berøring, mens han tænkte for sig selv, at han ved Dybet også ville gyse, hvis sådan et par sugekopbefængte fangearme lagde sig i nakken på ham... Men han betragtede dem bare med den samme, ulæselige mine, til Rhodion forlod Rådssalen, og Cyreesai vendte sig imod ham med sine spørgsmål.
    "Der er faktisk ikke noget møde at 'budbringe' om," løj han og lod endelig den politiske maske falde til fordel for en anden; den gamle Eyids smil. "Det var en undskyldning for at trække dig med ud på en svømmetur, og måske egentlig ikke en særlig god én; Jeg tror ikke, at Håndværkernes Ældsteråd ville turde lave forhandlinger med min mor bagom ryggen på Atha'ame..." Nej, det ville de nok ikke have turde, hvis Riyeena ikke så passioneret havde snakket om muligheden for at få en mere... velovervejet og knapt så progressiv Distriktsleder til magten...
    Han sendte hende et smil og greb hendes hånd - gjorde et kast med hovedet og lod de grønne øjne spille af lovning på narrestreger. Præcis som da de var unge. Dagene i Ke'Jaelin-fæstningen havde gjort ham godt - havde givet ham en mulighed for at samle tankerne og forberede sig på sin næste interaktion med Cyreesai, så han kunne forblive i kontrol. Ikke skulle kæmpe så hårdt for den, som lige da han var kommet herned. "Men hvad siger du, Distriktsleder? Vil du med mig ud til grotten, eller har du for travlt med at planlægge romantiske udflugter med dine Rådsmedlemmer til at kunne unde din ældste ven et par timer?" 
    Lige så snart ordene var ude af munden på ham fortrød han dem. De ville lede hendes opmærksomhed tilbage på den belastende tentakel-gut, og tanken irriterede ham af én eller anden grund. Jægerne havde altid været en forbandet torn i øjet rent politisk, og han vidste, at hvis hans Herres visioner skulle blive virkelighed, ville Jægerne helt klart ende med at udgøre et problem. 

"Nu du siger det," mumlede Cyreesai, der ikke engang havde tænkt over, at Atha'ame selvfølgelig havde været ved hendes side i Hjertet de sidste fire dage og ikke kunne have haft taget møder med noget som helst Ældsteråd. 
Den træthed slørede da vist hendes tanker lidt! De nåede dog ikke langt ud fra rådslokalet, før Cyreesai måtte tvinge Eyidivan til at stoppe op ved selv at stoppe op. Selvom hun endelig havde fået hans hånd i sin, løsnede hendes greb sig lidt, dog uden at give helt slip. 
"Rhodion har været her for mig, mens du var væk, så jeg vil ikke høre sådan noget hvalblæver fra dig, Eyidivan," sagde hun med en tone, der vidnede om, hvilken stemning hun havde været i de sidste par dage. "Jeg ved godt, jeg er den eneste krigerfisk, du kan udholde, men Rhodion er god nok og den bedste jæger, vi har." Det perfekte parti. "Han er heller ikke lige så instinktivt tvær over Sangeres tilstedeværelse og har faktisk fået en del med i sine jagtstimer. Giv folk en chance, ikke? Der er ikke lige så meget splid nu."
Det var jo en god ting. Faktisk var det den eneste ting, der havde gjort det muligt at få genopbygget så meget og skabt så mange nye alliancer. Den ulmede i baggrunden hos de ældre generationer, og Riyeena var én af dem, der holdt vandet i bevægelse. Atha'ame gjorde sit for at stå imod, men det var en kamp, Cyreesai havde indstillet sig på at kæmpe, indtil den gamle, sure fisk gik bort en dag. 
Men når moderen stod for Eyidivans førstehåndsindtryk og havde fået tiltusket sig fire hele dage alene med ham, kunne Cyreesai godt forstå, at han reagerede som han gjorde. Han havde ikke været her, mens det hele begyndte at glide nemmere, og han var vendt hjem til en mere bitter mor, end han havde forladt. Selvom Cyreesai selv var mere tilbøjelig til at høre på en Ke'Jaelin nu end før i tiden, kunne hun dog heller ikke bare sådan slippe sin  mistro. Atha'ame og Eyidivan var undtagelser.

    Det var sigende, at hun tog sådan på vej over noget, der kunne have været en uskyldig stikpille. Det fortalte den analytiske del af Eyids hjerne ham, mens det stolte, kolde raseri vældede op og ud i hele hans system. Men han kunne ikke lade sig mærke med det, for dét ville hun finde underligt, og han kunne heller ikke helt selv forholde sig til, hvorfor hendes ord gjorde ham så vred. Han besluttede sig for, at det var den kommanderende tone - den irettesættende kant...
    "Jamen, jeg er sikker på, at Jægernes Taler er en fortrinlig fisk," bemærkede Eyid med omhyggelig neutralitet. Hun ville studse over tonefaldet, vidste han - normalt var neutraliteten forbeholdt alle andre end hende - men hellere det døde tonefald end vreden, der lå og lurede lige under overfladen. "Insinuerede jeg andet? Jeg er da bare glad for, at der har været nogen, der kunne støtte dig, mens jeg- " Han brød af med vilje, men lod det virke, som om ordene havde sat sig fast i halsen på ham. Inden hun kunne nå at sige noget, rystede han dog på hovedet af sig selv og fortsatte, som om det lille svaghedstegn havde gjort ham flov: "Selvfølgelig vil jeg give ham en chance - ligesom jeg vil give resten af Rådet en chance, når jeg forhåbentlig snart kan slutte mig til jer. Jeg tror bare, jeg er..." Endnu et hovedryst og en trækken på skuldrene. Han gav hendes hånd et lille klem, mens han håbede, at hans ord ville puste til hendes dårlige samvittighed. "Jeg er ikke så vant til, at fremmede ikke vil... gøre mig ondt, Sai. Det må du undskylde. Der bliver ikke mere hvalblæver herfra..."
    Det var muligvis en fejl at minde hende om dén offerrolle, han egentlig forsøgte at komme ud af, men det var den eneste måde, han kunne komme på at gøre hende ondt, og det higede han af én eller anden grund efter lige nu...
    

Ordene stak så meget, at Cyreesai blev nødt til at trække hånden til sig, bange for at den hævngærrighed, han fik til at blusse op i hende, skulle gå ud over ham. Det var ikke hans skyld, at de havde holdt ham fanget så længe. Det var nærmere hendes skyld, at hun ikke havde fået ham ud noget før. Hans ord satte nogle ubehagelige tanker igang, og fik hende til at tænke på alle de gange, nogen havde fortalt hende, at det her ikke var hendes hævn. Hvorfor kunne det ikke være hendes hævn? Med Blodsbåndet følte hun sig lige så forurettet som Eyidivan, men hvad forstod de andre om det... De kendte ikke hendes smerte - deres fælles smerte. 
"De vil ikke lade mig gå efter skibene," sagde hun endelig og snoede det lange hår om sin arm for at distrahere sig selv fra de kriblende fingre. "Mørket leder efter dig, og jeg er bundet politisk til ikke at gøre en rejeskid ved det. Alt i mig skriger efter at sænke hver eneste skude, Eyidivan. Måske har Rhodion ret i at en jagt vil gøre mig godt, men..." Hendes holdning sank en smule og blikket veg fra ham, mens skyldfølelsen blev for meget. "Men det holder ikke op. Uanset, hvor mange kampe, jeg kaster mig ind i, er jeg aldrig holdt op med at tænke på dig. Jeg har kun kunnet sove de her nætter, fordi vi har kørt os selv så trætte. At have dit lys så tæt på er ... Distraherende," Uforudset varme steg op i hendes  kinder. "Måske vil det hjælpe at tage ud til grotten. Få banket ind i mit tykke hoved, at du faktisk er tilbage, og at de ikke tager dig fra mig igen."
Langsomt hævede hun blikket igen og forsøgte sig med et lille smil. Lysten til at række ud efter ham, tog til igen, men samtidig var hun bange for, hvad det ville gøre - om det ville bringe hende i ro eller piske følelserne op. Grotten var ude bag revets kant. Ville hun blive for fristet til at gå efter et skib, hvis hun så dets bug? Ville Eyidivan stoppe hende, hvis hun ikke kunne holde arrigskaben i ave? 

    Eyid betragtede hende, mens hun stod og fingererede med sit hår - udtrykte sine frustrationer over Rådet og beslutningerne, der blev taget i Hjertet. 
    "Jeg forstår din hævnlyst," sagde han. Og det gjorde han virkelig. Han kendte alt til hævntørst - vidste hvor godt det gjorde, når den blev stillet. "Men beslutningen giver mening, og jeg forstår dem godt; Mørket er langt mere ressourcefuldt end vi, og den eneste grund til, at vi ikke ligger i en åben krig vi ikke kan vinde, er fordi de lader os være i fred, så længe vi lader dem i fred. Hvis du begynder at sænke skibe til højre og venstre vil det skabe uønsket opmærksomhed, og selvom jeg føler det samme behov for at..." Han gnubbede sig på kæben - lod et øjeblik tommelfingeren følge ét af de lange ar. "For at give bare lidt igen... Så er jeg ikke dét værd - ikke set gennem de politiske briller, i hvert fald..." 
    Han lyttede i tavshed, men kunne ikke lade være med at løfte et overrasket øjenbryn af hendes ord, mens en lille uro satte sig dybt nede i hans mave - gav ham lyst til at række ud efter noget. Knuse noget mellem fingrene. Distraherende? Hvad i Mørkets navn mente hun med dét? 
    En ufrivillig gysen rystede ham, og han måtte knytte hænderne bag ryggen, da lige så ufrivillige ekkoer af dén smerte, han godt vidste hørte til dén slags tanker, gik igennem hans krop. Hvorfor skulle hun sige sådan noget?
    Han fik overordentligt travlt med at få styr på sig selv, da hun i det samme løftede blikket og smilede til ham. Hans ansigt besvarede smilet uden om hans hjerne, men det føltes stift og mekanisk og oppe i hovedet var han et helt andet sted - i en lille celle med tremmer, der gjorde det ud for hele den ene væg. Det var altid godt, når han gjorde en ende på hende...
    Eyid havde rakt halvt ud efter hende, før det gik op for ham, hvad hans hænder havde gang i. Med en kraftanstrengelse formåede hans at lægge hånden om hendes nakke i stedet for at tage fat om hendes hals. Gav hende et klem, der kunne tolkes som beroligende, om end berøringen ikke var helt igennem passende - for intim her i Hjertet, men trods alt bedre, end hvis han mistede kontrollen og gav sig til at klemme livet ud af hende midt i Distriktets politiske højborg...
    "Hold fast i dét, Sai," fik han frem, fordi han vidste, han blev nødt til at sige noget, hvis hun ikke skulle studse fuldstændig over hans mærkelige opførsel. Han lod hånden glide over hendes skulder og trak den så til sig, inden den fik flere gode idéer... "Vi har hinanden. Der er ikke nogen, der skal nogen steder."

Ligesom i gamle dage, var Eyidivan her til at tale ro i Cyreesais oprørte farvande. De rolige, grønne øjne, og den varme hånd om hendes nakke. Et øjeblik var der noget underligt i hans blik, men Cyreesai lukkede øjnene, da han rakte ud efter hende, og lod sig selv blive beroliget af nærkontakten, som hun havde savnet så længe. 
Hvis han bare vidste, hvor ofte hun havde sneget sig alt for tæt på Mørkets tilholdssted i bjergene, hvor hun havde følt hans lys. De dage, hvor lyset flakkede mest, havde det været sværest at holde sig væk. Nogle gange havde hun bare luret i vandkanten og prøvet at få et glimt af ... et eller andet. Men det var aldrig sket, og hun var aldrig kommet tættere på. Aldrig tæt nok på. 
At have den hudkontakt og mærke hans livskraft pulsere lige der foran sig var næsten euforisk. Ikke at have noget, der forsøgte at prikke til hendes bevidsthed langt, langt væk, men at have det lige her var på den ene side fantastisk og på den anden side ubærligt.
Ligesom i gamle dage var de sammen, men ikke på den rigtige måde - ikke på den skæbnebestemte måde, de burde  havde været. De burde begge have siddet med kronen og regeret Distriktet, og Cyreesai havde aldrig forestillet sig, hvor svært det ville være, hvis kun én af dem endte med det privilegie. Hvor svært det ville være, når det hele pludselig ikke var lige som dengang.
Ligesom i gamle dage...
Da hans hånd slap skulderen, kunne hun ikke holde sig tilbage mere. Den flygtige hudkontakt, de havde haft, var ikke nok, og hele hendes væsen var fyldt med en umættelighed efter at forstå at han var her ved at se med fingrene. Det var ikke nok, at han var lige foran hende i vandet. Øjne kunne bedrage. 
Cyreesai kastede sig frem i det mest aggressive kram, nogen nogensinde havde fået. Armene blev klynget om hans hals, idet hun surrede sig fast og trykkede sig ind til ham. Den bløde svømmehud i hans finner ved kravebenet flyttede sig nemt for hendes ansigt, som hun begravede det mellem hals og skulder. Det var på ingen måde passende adfærd for en distriktsleder her midt i Hjertet, men Cyreesai gav pokker i normerne lige nu. Det her var hvad hun havde brug for.

    Kroppen handlede, før hjernen nåede at opfatte, hvad der foregik - distraheret, som Eyid stadig var, af glimt fra hans Herres undervisning. Kniven blev flået fra hylsteret, hun havde spændt om sit lår, og hans hånd havde begyndt den opadgående bevægelse, der ville plante knivsbladet i hendes mellemgulv, da hjernen endelig nåede at tage over igen - med et skrig gjorde ham opmærksom på, hvor han var. Hvad der skete. Hvem han skulle forestille at være. 
    Eyid slap kniven med en forpint gispen og rev sig væk fra Cyreesai så brat, at han ramlede ind i koralvæggen - trykkede sig nærmest op af den. Chokeret - ikke over handlingen i sig selv, men over kontroltabet. Over hvor tæt han havde været på at ødelægge alting.
    "Undskyld!" gispede han. "Undskyld, Sai. Jeg ved ikke- Jeg ved..." Han rystede over hele kroppen - det var ikke svært at spille rollen. Han havde været et splitsekund fra at ødelægge det hele! Med ansigtet skjult bag hænderne lod hans sig glide ned langs væggen, til han sad på hug på gulvet. Han hyperventilerede. Skammede sig så meget at det gjorde ondt - ønskede faktisk dén smerte, han vidste, han havde fortjent. Han havde nær lagt alle hans Herres planer i grus... 
    Kontrol, Eyid. Kontrol...
    "Jeg ved ikke, hvad der går af mig, Sai..." hviskede han - stadig med ansigtet skjult bag de lange, dirrende fingre. Hans stemme lød helt forkert. "Undskyld. Undskyld... Jeg ville ikke... Jeg ville aldrig-" Han brød af med en hæs, halvkvalt lyd og tog sig til brystet. "Jeg er bare ikke... Jeg er ikke... vant til det længere, Sai."
    Hendes omfavnelse var kommet bag på ham, og han havde nær slået hende ihjel. Zahinael ville blive så skuffet over ham...

Hun nåede ikke at se knivsæggen reflektere de lysende alger, der snoede sig op langs indersiden af Hjertets vægge, før han havde sluppet den igen. Før han havde kastet sig væk fra hende lige så voldsomt, som hun havde kastet sig over ham. Lige inden, han sank sammen på gulvet, sank kniven ned og landede under hende med et dæmpet bump. Han havde taget den fra hendes eget hylster, og hun havde ikke reageret. Ikke set truslen, før han selv havde afbødet den. End ikke overvejet at være klar på en trussel. Paraderne havde været sænket.
Koldsved brød frem under skællene og lagde en koldklam barriere mellem hendes ellers varme krop og det kølige vintervand. Hendes hænder rystede, stadig halvt udstrakt efter ham. Langsomt tog hun dem tilbage, mens hun åbnede munden for at sige noget. Ingen ord kom ud over de rystende læber, mens hans talestrøm begyndte. Et enkelt spark med benet fik hende en smule bagud i forhold til ham. 
Jeg er ikke vant til det længere...
Alle hans ord om hvordan det ville blive, som det plejede at være, synes at falde til bunds. Løftet om at tage med ham ud til grotten for at få det til at blive som det havde været engang. Kniven på gulvet fangede hendes blik. Det hærdede glas spejlede Eyidivans grønne skæl. Grønne skæl, hun havde savnet og drømt om i tretten år. Grønne skæl, der skulle tilbage til distriktet, så alting kunne blive, som det var ment til at blive. Grønne skæl, der ikke kunne udholde hendes berøring længere. Grønne skæl, der nær havde slået hende ihjel. 
Ligesom hans forældre havde slået hendes ihjel. 
Ligesom hun havde slået en af hans ihjel.
Cyreesai sank en klump, og så gjorde hun noget, hun aldrig havde gjort før: Flygtede.

    Grotten lignede mere eller mindre sig selv, og af én eller anden grund var synet af den, da Eyid fik udsyn til den over Revet, nok til til at få ham til at standse op et øjeblik og bare holde sig flydende i vandet. 
    De store klippeblokke lod spredt ud over det halvt sammenstyrtede klipperepos, og vragrester fra dét piratskib, der i sin tid havde fået grottemundingen til at brase sammen, lå plantet ud over revstrukturen. Det hele så en anelse mere... tilgroet ud, end han huskede det, men der var selvfølgelig også gået tretten år siden han havde set det sidst... tang og alger tog ikke det store hensyn til hans mindebilleder...
    Han nærmede sig det forsigtigt - som om han troede, at grotten pludselig ville blive til en snappende mund, der ville flå ham fra hinanden. Men det var faktisk sådan, han havde det - som om han var blevet flået fra hinanden... Han havde svigtet sin Herre. Havde mistet kontrollen.
    Havde nær stukket en kniv i Cyreesai.
    Hendes ansigtsudtryk, da hun vendte sig om og flygtede, spøgte et øjeblik i hans tankebilleder. Chokket i hendes store, mørke øjne... 
    Han pakkede resolut billedet væk bag skammen over, at han havde fejlet sin Herre. Den altopædende skam...
    Da han dukkede ind i grottemundingens mørke lukkede han øjnene et sekund eller to - sugede historien til sig. Historien, der stod prentet ind i stenene - var blevet plantet dér af hans og Cyreesais fælles oplevelser her; ikke bare, da Blodsbåndet blev til, men også senere... Det havde længe været deres tilflugtssted fra familierne...
    Da Eyid var helt ind i et lille grotterum, hvor han og Cyreesai havde siddet fanget, slog han sig ned på én af klippeblokkene, mens hans øjne vænnede sig til det svage lys. Da han og Cyreesai var kommet her mere regelmæssigt, havde de altid sørget for, at der var smurt selvlysende gel ud på stenene, så man kunne se hinanden, men det så ikke ud til, at Cyreesai havde holdt dén vane ved lige mens han havde været væk. Det havde nok ikke... været rart for hende at komme her alene...
    Tag dig sammen, Eyid! Han lukkede foragteligt øjnene af sig selv og skar en grimasse. Med hende er du svag...
    Så lagde han hånden imod brystbenet og mumlede: "Mørket vil sejre..."
    Han blev nødt til, at fortælle Zahinael, at han nær havde ødelagt det hele...

Når man sad i grotten og gav sig tid til at kigge rundt, kunne man se, at den manglende velholdthed ikke alle steder var tilfældig. Udover at være groet til med årene, så grotten også mere hærget ud. På gulvet nær væggen ved mundingen lå en bunke ekstra ødelagte vragdele. Ikke noget specielt, men når man så længe nok på dem, var det iøjnefaldende, hvor ødelagte de var - som om vrag var slæbt herind, lagt i en bunke og hakket i småstykker af et todelt spyd. 
I samme stil lå der rester fra døde fisk spredt rundt omkring Eyidivans skikkelse. Fiskeben eller svampebegroede finnedele. Halvspiste kadavere med tandmærker efter gæster, der var kommet forbi den tomme grotte og havde lugtet død. 

Zahinael sad på sædet af en karavanevogn med kurs mod Dianthos, da han taske begyndte at sige underlige lyde, og han tog den lille alf-i-glas op. Et blik mod kusken fik den åbne mund til at lukkes igen. Den kusk havde allerede stillet for mange spørgsmål, og Zahinaels tålmodighed var så godt som opbrugt. Efter at have sat en spion af i Kzar Mora, var de fortsat til Fristavn. Her var Zahinael stået af og havde overladt skibet til sine to sidste spioner - to nordlændinge, der skulle vende hjem med fortællingen om at have stjålet skibet og med nødt og næppe være flygtet fra Mørkets greb. Alt gik som det skulle, og nu skulle spionmesteren ind i landet for at besøge den hovedstad, han havde forsømt lidt for længe. 
"Eyidivan?" spurgte han, og alfen nikkede entusiastisk. Måske havde han givet lidt for meget sukker sidste gang.
"Eyidivan," gentog han, denne gang henvendt til krystallen og hans lille fisk. Det kunne næppe være et godt tegn, at havmanden tog kontakt allerede. Eller måske havde han bare hjemve? "Rapportér."

    "Jeg har... Herre, jeg har gjort mit bedste for at tage min gamle position i Rådet - jeg har forsøgt at overbevise Cyreesai om, at jeg bør have min retmæssige plads som Distriktsleder i stedet for Atha'ame, men de mener vist begge, der bør gå... noget tid..." 
    Eyid sænkede hovedet - vidste godt, dét ikke var det vigtige; dén del skulle han nok finde ud af. "Riyeena støtter dog op om mit krav, og jeg er temmelig sikker på, at vi kan få Håndværkerne med os også. Jeg har også en idé, der sandsynligvis kan bringe Atha'ame og Cyreesai i politisk modvind, men..." Han spilede brystet ud, så gællerne klaprede, og tvang så sig selv til at sige: "Men jeg lavede en fejl i dag, Herre. Jeg mistede kontrollen..."
    Zahinael havde altid opfordret ham til at tilstå sine øjeblikke med svaghed - sagde, at med den rette soning kunne næste alle fejl tilgives - og siden Zahinael havde fået Eyid til at forstå, havde Eyid gjort sit bedste for at efterleve netop dét. Han havde sågar taget sine straffe med glæde, fordi Spionmesteren havde fået ham til at se, at det jo var den eneste måde, han kunne blive bedre. Den eneste måde han kunne lægge svagheden bag sig...
    "Jeg blev... overvældet af Cyreesais hengivenhed. Hun omfavnede mig, og jeg havde nær... jeg havde nær stukket hendes egen kniv i hende, Herre..." Eyid lukkede øjnene i skam. "...og nu er hun flygtet ét-eller-andet sted hen, og jeg aner ikke, hvor hun er, eller hvad jeg skal gøre for at genopbygge tilliden..."

Små trækninger hev i huden omkring Zahinaels ene øje, som Eyidivan kom med sin beretning, hans stemme en smule forvrænget gennem krystallen og glasset, der omsluttede den. Fem dage efter en ellers veludført hjemkomst, og havmanden havde allerede begået sin første fejl? Kunne man da ikke træne nogen godt nok på tretten år nu til dags?
"Skuffende, Eyidivan. Du må finde hende og forsone dig med hende. Søg din moder om råd - hun må forstå, det er vigtigt at holde relationen, mens den er nyttefuld," svarede han dog med overraskende selvbeherskelse og overfladisk ro. "Vores planer kan ikke udføres, hvis den tillid ikke er der. Husk det ikke er Cyreesai, du skal udskifte, men Atha'ame. Du kan først skille dig af med Cyreesai, når du har hende i din hule hånd. Medmindre hun viser sig mere samarbejdsvillig til den tid. Så find hende, og gør alt i din magt for ikke at ødelægge, hvad vi har sat i gang."
Kusken stirrede nu åbenlyst på Zahinael, og spionmesteren tog sin en mental note om, at nogen skulle kvæles senere.
Imens havde Zahinael store problemer med ikke at lade irritationen ende ud en ordentlig rystetur for alfen i glasset, men det ville næppe gøre noget for Eyidivans produktivitet. At være så vant til at kunne straffe sine spioner, når de havde dummet sig, og så ikke at kunne gøre det nu, var noget så frustrerende - især med havmanden, der var den, det ville blive sværest at hive ind igen til en omgang genopdragelse, hvis han lavede for mange fejl. I det mindste lød han til at angre, og det var det vigtigste lige nu. Det - og så at han fik fikset det, inden det kunne gå mere galt. Zahinael havde ikke brugt tretten år på en forvokset ål for så at se sine planer gå i vasken.
"Har du et våben i nærheden nu?" spurgte han.

    Selvom hans Herres stemme var både rolig og behersket, da den udtrykte Zahinaels mishag med Eyid, krympede sidstnævnte sig stadig under ordene. Skuffende... brystet knugede sig sammen. Kroppen vidste, at der skete grimme, forfærdelige ting, når Spionmesteren var skuffet...
    Han nikkede til alt hans Herre sagde og kom med små, mumlende tilkendegivelser. Lod hjernen køre på højtryk med at lægge dén plan, der ville få Zahinaels ønsker til at gå i opfyldelse. 
    Men trods sin skam var det en lettelse at bekende sine fejl til Spionmesteren - det gjorde en hel del for at dæmpe dén boblende, forvirrende panik, der havde rumsteret i hans mave siden episoden i Hjertet...
    Zahinaels sidste spørgsmål kom bag på ham, men Eyid svarede villigt: "Kun min Netflænser, Herre." Netflænseren var en slebet hajtand, som de fleste Havfolk gik med en afskygning af i en kæde omkring halsen - et lille, skarpt værktøj, der kunne redde en havmand eller en havkvinde ud af en penibel situation, hvis de ved et uheld var kommet lidt for nær menneskenes net. 
    Eyid havde med vilje lagt sin kniv af derhjemme, fordi han ikke havde ønsket at skulle håndtere fristelsen til at plante den i Cyreesai... Netflænseren var den eneste skarpe genstand, han havde turde betro sig selv med i hendes nærhed, for dét, at den sad fast til en kæde om hans hals, begrænsede alligevel dens anvendelsesmuligheder til spontan, uoverlagt vold... 
    Men hajtanden var næsten lige så lang som Eyids lillefinger og skarp som et barberblad. Så Eyid håbede, at den stadig ville kunne tjene hans Herres formål. Hvad det så end var...
    "Hvad ønsker du af mig?"

Godt. Ingen kny og ingen yderligere modstand. Det var altid noget. Som med alle andre genopdragelsessager, var Zahinael bekymret for sine  spioners hjemvenden. Hvis de viste sig ikke at være tilstrækkeligt trænet, ville de vende sig mod ham og give ham intet andet valg end at gøre en ende på mange, mange års arbejde. Noget, han virkelig ikke ønskede se ske. Slet ikke med Eyidivan. Så fyldt med potentiale...
"Netflænseren er fin," svarede han og knipsede til glasset, da alfen så ud til at være blevet ufokuseret. Eyidivans stemme gik ikke helt rent igennem, men knipsene fik vækket det lille kræ og den lod sin chakra flyde gennem krystallerne igen. "Find et par skæl ved dit håndled. På undersiden, så det ikke er let at se for andre. Vrist dem op mod deres retning, men uden at flå dem helt af. Hver gang, du føler dig overvældet af trangen til at gøre noget overilet, så pres en negl ned i hullet."
Eyidivan ville vide, at havde han indrømmet samme fejl, mens han var i nærheden af Zahinael fysisk, ville han ikke være sluppet så let. Der ville have været større konsekvenser. Men det var ikke det vigtigste lige nu. Det vigtigste var, at Eyidivan fik noget smerte at holde fast til, og når spionmesteren ikke kunne give ham en sæk smertekugler med, måtte det her være det næstbedste. Skællene lige ved håndleddet havde vist sig at være nogle yderst fintfølende nogle, og det her ville kunne gemmes væk som nervøs pillen ved sine hænder for andre, mens det ville sende jag op igennem Eyidivans arm. Minde ham om, at han havde en opgave, der oversteg hans egne behov. 
Måske havde det i retrospekt været en fejl at lade ham slå Cyreesai ihjel om og om igen, men det havde været nødvendigt for at sikre hans loyalitet. En loyalitet, der skulle overstige et Blodsbånd.

    Eyid vendte langsomt hånden, mens Zahinael forklarede - stirrede ned på sit eget håndled med en følelse af, at være underligt distanceret fra sin egen krop. Som om den ikke rigtig tilhørte ham, og hans Herres anvisninger skulle udføres på en anden. Som var han tilbage i fangekælderen med en ukendt skabning foran sig, og Zahinaels guidende stemme i øret - skær dér, prik hér, bræk, knus, mas... Til han ikke følte nogen skam ved handlingen længere - til han havde forstået, at det var fortjent og at smerten skete i Mørkets tjeneste. 
    Denne smerte ville også være fortjent - dét vidste han om nogen. Han havde også fortjent mere end den, og dét, at Zahinael ikke krævede mere af ham, fik en flagrende glæde - stolthed nærmest - til at blomstre frem i Eyids mave. Hans Herre havde ikke helt opgivet ham... Han havde ikke fejlet fuldstændig fatalt...
    Netflænseren blev vristet ind imellem de små, sarte skæl på undersiden af håndleddet og med en boblende udånding gennem munden og et hurtigt vrid, blev de små benplader revet halvt løs og brækket bagover. Eyid bed tænderne sammen imod smerten og krummede sig sammen om armen - bed sig så hårdt i læben, at de spidse hjørnetænder gik gennem huden og han smagte blod i munden. 
    Stadig ikke mere, end han havde fortjent...
    "Tak Herre," mumlede han, da nerverne var holdt op med at skrige helt så voldsomt. Zahinael havde været meget omhyggelig med at lære ham respekt. "Og atter engang undskyld. Det skal ikke ske igen. Det lover jeg." 
    En lille stribe blod strømmede ud imellem de løsrevne skæl, og den metalliske lugt kildede hans næse - kastede ham tilbage til den lille, kolde celle, til Zahinaels undervisning, til al dén lærdom, han først havde forstået, efter at Spionmesteren havde prentet den i hans kød - skrevet den i hans blod. 
    Han blev også mindet om, hvad der var sket i præcis denne grotte for mange, mange år siden - i et helt andet liv - men dén tanke begravede han resolut.