Abel satte sig tilbage i stolen, der stod for enden af det kæmpe store spisebord i massiv eg. "Stol" var måske så meget sagt, for i virkeligheden lignede det mere end lille trone. Ligesom bordet var det holdt i en mørk eg og ryggen var udskåret med mønstre og snirkler der til sammen udgjorde Reier familiens våbenskjold.
Han afskydede disse familiesammenkomster, ligesom han afskydede store dele af sin familie. Måske var han i virkeligheden ved at blive for gammel til at afholde dem. Efter de første par århundrede var de blevet opslidende og trættende, men omvendt var den gamle mand så udmærket klar over vigtigheden af at de blev afholdt. Det var her familien traf de store beslutninger. Ikke om, hvem der skulle giftes med hvem eller arve hvad, bevares nej, men det var her overhovederne for hver gren af familien sammen traf de store beslutninger der havde betydning for store dele af Krystallandet. Det var her Abel i 1969 havde spundet rygter og historier om prins Aldemar og hvorfor han var en egnet konge. Det var her han for århundrede siden havde sendt høre til Mørket for at svække Lyset og fremme familien Reiers formål. Og det var her det var besluttet, hvilke dele af Reier familien der skulle sendes til andre dele af verden for at skabe indflydelse der også. Og Reier familien var enorm. Så stor, at det kun var de absolut vigtigste der var blevet inviteret for at drøfte den nye politiske drejning verden havde taget. "Hvis jeg lige kan få ordet-" Begyndte han, som Lark og Sparrow - Oaks tvillinger - i det samme afbrød. Abel sukkede lydløst, ventede et øjeblik, og prøvede så igen. "Hvis jeg lige kan få ordet. Vi er nødt til at drøfte de sidste par års politiske situation og hvordan vi sikre, at Reier familien drager bedst nytte af dette. Oak, kære, hvis du vil være så venlig at få dine drenge til..." Igen blev han afbrudt, denne gang af en barnepige der skyndsomt fik de to drenge ud så der endelig faldt ro over bordet.

Hecate Reiers ansigtsudtryk var endnu strammere, end sædvanligt. Hun afskyede familieforsamlingerne og havde holdt sig borte fra dem i årevis - selv efter at hendes fader, der ellers havde været den, der ivrigt deltog, var gået bort.
Men efter at hun havde stiftet bekendtskab med nogle af sine søskende og dem længere ude i familiens afkom, var hun nået frem til den konklusion, at hun måtte gøre noget, hvis familien skulle bevare bare en lille smule anstændighed.

Her sad hun så - rank og korrekt på en stol et stykke nede af rækken og på god afstand af Abel. Hendes fader havde haft mange teorier om manden og hvorfor han ikke bare ville kradse af, men Hecate havde ikke været typen, der gjorde sig i spekulationer. Nu hvor hun sad og betragtede det ældre familieoverhoved med sine skarpe øjne, tog hun sig alligevel i at spekulere på, hvilken mørk kraft der reelt holdt ham i live. Hun var bange for, hvad hun ville finde, hvis hun dykkede ned i det.

"Shhhh!" Hecates tyssen kunne nemt forveksles med lyden af en arrig gås, der hvæsede, som hun så i retning af børnene, der blev gennet ud af barnepigen. Magen til uro! Ingen opdragelse! Hun lavede en mental note til sig selv om at få fat i ørerne på forældrene ved nærmeste lejlighed.

Adena var egentlig slet ikke vigtig nok til at komme med til de her møder, men denne gang havde hendes forældre trukket hende med sig og placeret hende imellem sig som om hun var noget, de havde gjort rigtig godt og skulle vise frem. 
"Vi har noget at sige," proklamerede Etan og rejste sig op, mens Lucienna strålede af forventningens glæde. Det var nu ikke svært at se, at de to følte sig som hele familiens centrum lige nu, og bare lige manglede at gøre opmærksom på, at de altså var det. 
"Som I jo nok ved har vi sikret vores datter Adena Selena Isadora Reier et ægteskab," fortsatte Etan. Adena kunne ikke lade være med at tænke, at halvdelen af de tilstedeværende garanteret aldrig havde hørt hendes navn før. "Dette med den højeste politiske relevans for hele landet og familien!"
Nøj hvor trak han det ud. Adena måtte virkelig anstrenge sig for ikke at himle med øjnene. I stedet rettede hun på sine handsker og gav sig selv en undskyldning for at vende blikket væk fra sin alt for prætentiøse far. Hun sneg sig til et lille sideblik mod Hecate, som hun stadig i den grad mistænkte for at have haft mere end én finger med i spillet om den her trolovelse, men damens arrige rynker dækkede eventuelle andre ansigtsudtryk ret godt.
"Adenas kommende ægtemand er nemlig ingen ringere end," Etans begejstring var ved at sprænges - modsat resten af familiens. "Prins Aldamar Leosin Baldric af Arys."
Baldric Leosin, rettede Adena sin far - men kun i tankerne. Hun var sgu ikke dum nok til at gøre det i offentligheden.

"Shhhh!" Hecates tyssen skar sig gennem rummet som en hvislende slange. Og ganske som en slanges advarsel kunne få folk til at stoppe op og tie mens de ledte efter det giftige kryb havde Hecate samme effekt. Stilheden indfandt sig i hvert fald over bordet, og Abel tog sig selv i at sende Hecate et taknemmeligt blik. Hecate, kvinden var ikke ligefrem ung længere. Hvor gammel måtte hun efterhånden være 60? 70? Abel anede det ikke, for alder og år var begyndt at flyde ud for ham for lang tid siden. Han kunne dog se, at hun havde ældes, mere end han havde opdaget før, og tog hurtigt sig selv i at tænke tilbage på dengang hun havde været en lille pige. Men det var længe siden, og som med så mange andre ville Abel sikkert ligge hende i graven, præcis som han havde gjort med så store dele af Reier familien før hende. "Tak, Hecate, hvis I vil-" Denne gang var det Ethan der afbrød ham for at rejse sig op og begynde en længere talestrøm. "Kom endelig, Ethan." Abel slog ud med hånden, for derefter at føre den ned mod krystalglasset hvor vinen endnu havde været urørt. Det hujede ham ikke at være blevet afbrudt på denne måde, men omvendt vidste han også godt, at det ikke nyttede noget at sige Ethan og hans familie imod.
Og det var gode nyheder. Ikke kun for den unge Adena, men for hele familien, det måtte Abel indrømme. "Jeg går naturligvis ud fra, at du mener Prins Aldamar Baldric Leosin af Arys, Ethan." Rettede Abel. Havde det været alle andre ville han nok have ladet det sippe, men nu havde Ethan jo afbrudt ham. "Men jo, det er kommet mig for øre, tillykke med din forlovelse, Adena." Han sendte pigen et hurtigt smil, som kun trak arrene endnu mere ud og gjorde ham det mere syg at se på. "Men jeg savner en forklaring på, hvordan I som familie mener det vil gavne resten af Reier navnet?" Fortsatte han så, og så på Adena mens han helt ignorerede Ethan.

Hecate betragtede den unge Adena med et skarpt blik. Det var en rigtig fin forlovelse til en fyrstesøn, hun håbede blot for den unge kvinde, at han også viste sig at være en anstændig mand. Det ville også lægge et stort pres på hende for at producere nogle kommende fyrstesønner og -døtre, og Hecate overvejede et kort øjeblik, om hun skulle tage fat i Adena privat.

Det ville nok være bedst for dem alle. Et sådan ægteskab måtte ikke gå i vasken.

Foran sig i glasset havde hun ikke vin, men en tynd urtete. Det havde taget en mængde nøje instrukser til tjenestepigerne at få den brygget helt korrekt, og hun var ikke videre imponeret over resultatet, men løftede alligevel koppen til de tynde læber og nippede til indholdet. Hun afbrød ikke samtalen mellem Abel og den unge Adena - det ville ikke være passende.

"Jamen, øh, altså..." Etan var blevet lidt paf over Abels spørgsmål, og Adena sukkede lydløst. Han var sikkert på nippet til at blive frustreret over, at ingen forstod hvor god og dygtig en Reier han var. Han kunne både rulle rundt og spille død. Imens smilede Adena taknemmeligt til Abel som svar - mens hun fokuserede på et punkt bag hans arrede ansigt - for selvom hun ikke blev budt at tale, var det forventet, at hun holdt på høflighederne.
Det var hendes moder, der måtte hive fat i Etans ærme og hviske i øret på ham, inden han fortsatte: "Jamen det vil naturligvis gavne Reiernavnet, fordi min datter vil sidde som fyrstinden af Safirien en dag! Alle vil vide, at hun er fra vores ærefulde familie, og det vil hjælpe os alle til at søge og få højere positioner i landet og udbrede vores navn, æt og slægt!"
Det var altid det, der handlede om, ikke? Gift dig med nogen og udbrede noget egentlig ligegyldigt blod. Adena fandt sig selv i dagdrømmende tanker om et liv langt væk fra den store, kaotiske familie, og selvom hun ikke selv vidst, hvor stor en fan hun egentlig var af Aldamar, så var det helt sikkert en bedre familie at ende i end dét her kaos. Det kunne hun egentlig godt undvære. 

Skulle Abel være hudløst ærlig - og det havde han aldrig været bleg for at være - så havde han altid fundet Etan som lidt af et fjols. Han var for frembrusende, og selvom han havde ambitioner var Abel ikke sikker på, at han var tilhænger af Etans måde at nå sit mål. Det var forståeligt at den anden mand ønskede at stige i graderne, men at bruge Adena til at nå sit mål var ikke noget Abel var synderligt imponeret af. Alle kunne bruge en køn pige fra en god familie til at stige i graderne - at gøre det selv var hårdt arbejde. Men det måtte han jo om.
Abels blik var da også uundgrundeligt da Etan - med hjælp fra sin kone - endelig fandt på en forklaring på, hvorfor Adenas giftemål ville gaven familien. "Og du, Adena," begyndte Abel og ignorerede fuldstændig pigens forældre. "Er du tilfreds med giftemålet?" Det var jo ikke sikkert hun var begejstret ved udsigten til at blive gift væk på denne måde, skønt det ikke stod til at ændre og slet ikke var noget Abel skulle blande sig.

Lyden af en kop der blev stillet på en underkop fik Abel til at se på Hecate. Hun havde forholdt sig tavs, hvilket ikke lignede hende, og et øjeblik overvejede han, hvad der mon foregik inde bag det grå hår. Hecate havde altid været svær at gennemskue, sværere end de fleste, men også med en attitude der skubbede de fleste fra sig. "Og hvad med dig, Hecate, hvad bringer du af nyheder?" Spurgte han så, da hun trods alt måtte have flere informationer end samtlige i dette lokale.

..og er han anstændig - ikke blot af navn, men af person? Havde Hecate lyst til at fortsætte Abels sætning, selv om munden fortsat var rimpet sammen i noget, der lignede et misbilligende udtryk. Jovist, det var et godt ægtemål for Reier-slægten, men en kommende titel som fyrstinde medførte også utroligt mange pligter, som nogen burde tænke på at sørge for at den unge kvinde blev oplært i.

Blikket hvilede på familieoverhovedet, som han tiltalte hende og hun rømmede sig let, fjernede hånden fra tekoppen og førte den glattende ned over de allerede perfekt strøgne kjoleskørter.

"Der foregår frygteligt meget uanstændighed, især blandt familiens yngre generationer." Sagde hun, hendes stemme skarp og på grænsen til skinger. Det var ord, hun adskillige gange havde ytret, og det var tydeligt, at flere ved bordet himlede med øjnene, hvilket øjeblikkeligt fik hende til at stirre olmt i den pågældende retning.
"Min fætter, Callan Reier, havde den uforskammethed at holde det skjult over for mig - og sandsynligvis også andre medlemmer af familien, at hans datter Shireen var forsvundet i månedsvis!!" Stemmen tiltog i skingerhed. Callan var tilfældigvis ikke til stede ved mødet i dag, hvilket nok var godt det samme, nu hvor Hecate for alvor var raget uklar med ham, efter at hun selv havde taget Shireen ind. "Den unge dame er nu under oplæring hos mig, hvor hun hun kan få en passende opbringelse for en ung dame." Erklærede hun.

"Ja, hr. Reier," nåede Adena lige at svare Abel - uden at få øjenkontakt, da hun i stedet kunne sænke hovedet i et høfligt buk - inden han gik videre til at snakke med Hecate. 
Hvad Hecate fortalte kom dog utroligt meget bag på Adena. Havde Shireen været forsvundet i månedsvis? Hun havde hørt noget om, at hun var flyttet ind hos Hecate, men ikke noget om nogen forsvinding. Og Shireen var trods alt Adenas kusine. Adena udvekslede et forvirret blik med sin moder, der trak på skuldrene i en lige så uforstående mine, mens hendes faders mine blev stram og sammenbidt. Om han var sur over at alting ikke længere omhandlede ham selv, eller om han havde kendt til sin nieces forsvinding, var ikke til at sige, og han lignede ikke en, der havde tænkt sig at sige mere i den her sag. 
Småmumlen begyndte rundt om bordet, som folk bekræftede, at det nok var meget godt, Hecate kunne tage de unge piger under sine vinger, hvis andre i familien ikke kunne tage vare på dem. 
Ved Isari, hvor glædede Adena sig dog til at være mere Arys end Reier. Det her var jo en hønsegård af rygter, beskyldninger og den ene hanekylling efter den anden, der prøvede at vise sine flotte fjer frem.

Hecates misbilligende ansigtsudtryk var tydeligt i hendes gamle ansigt. Det var nu også sjældent man så hende med andet end lige præcis dét udtryk; Abel havde i hvert fald flere minder med hende råbe om anstændighed, end noget andet. Havde han været en mand med mere humor ville han have været fristet til at lave en joke om, at ”anstændighed” havde været hendes første ord, men ak, humor havde ham altid været forundt. Medmindre det var af den mørkere slags, som i hvert fald slet ikke var anstændig. Og slet ikke i dette selskab.
Ligesom end del af de andre familiemedlemmer ved bordet var Abel fristet til at himle med øjnene da Hecate nævnte den yngre families manglende anstændighed. Det gjorde han dog ikke, i stedet tog han en tår af vinen og sendte hende et overbærende smil. ”Anstændighed og ungdom går hånd i hånd, kære Hecate, det kan du vel huske?” Hans overbærende smil forsvandt dog til fordel for panden, som rynkede sig sammen i en tænksom mine ved hendes næste ord. Callan… han måtte tænke sig om et øjeblik. Gennem tiden var Reier familien blevet så ufatteligt stor, at det ikke var ham muligt at huske alle. ”Og hvor fandt du så Shireen?” Spurgte han i stedet.>
Han søgte Hecates ansigt et øjeblik, inden han vendte det tilbage til Adena. ”Sig mig Adena, hvornår finder brylluppet så sted?” Det var en selvfølge at han forventede at blive inviteret. Om han ville tage med var dog en anden sag, for hvis han tog med til hvert bryllup, hver barnedåb og hver begravelse i familien, ville han ikke lave andet. Adena kunne han dog godt lide. Hun var en kløgtig ung dame, der ville gifte sig ganske godt, så det kunne sagtens være Abel ville slæbe sig af sted til festlighederne.



//Jeg beklager rigtig, rigtig meget: det har været nogle meget hårde måneder, og da jeg troede det ville vende... well det gjorde det ikke.

"Naturligvis." Svarede Hecate, hans overbærende mine og den ringe sandhed i hans ord ikke gående hende forbi. Men han var trods alt familiens overhoved, og hun ville ikke sige ham imod i fuld "offentlighed". I hendes øjne, var der ingen anstændighed i den ungdom, man stødte på i Dianthos - tværtimod var der blot mere druk og hor end nogensinde før. Som om folk forsøgte at glemme de sidste årtiers mange pinsler.

"En fremragende byvagt ved navn .. ahem, Knæflækker, tog sig af opgaven." Forklarede Hecate. "Hun fandt den unge Shireen på en .. beværtning." Det sidste fik automatisk en næserynke til at forme sig, selv om den unge pige efter sigende kun havde spillet skak. Det var stadig ikke et sted for en ung dame. "Men jeg kan love, at der kommer styr på tingene nu." Tilføjede hun skyndsomt. Der var ikke nogen, der skulle forsøge at vriste Shireen ud af hendes kløer.

Hun blev tavs, som bryllupssnakken tog over. Naturligvis ville hun også selv deltage - og samtidig sikre, at der ikke skete nogen uanstændigheder til så vigtig en begivenhed. Hun så den slags som pligt snarere end fornøjelse.