Rådssalen stod endnu engang klar. Det var et mindre lokale ved siden af den store Riddersal, med udsigt til labyrinthaverne hvor tunge sneskyer i dette øjeblik samlede sig efter at solen ganske kort havde vist et glimt ved sin opgang. Uden for hang frosten i luften og de fleste af paladsets tjenere var ved at gøre klar til festlighederne ved årets midvinterbal, der skulle afholdes samme aften.
I råddsalen blussede ilden i pejsen dog og et stort landkort var bredt ud over det runde, fintpolerede træbord, for før Rådsmedlemmerne kunne deltage i festlighederne, var der vigtige emner, som skulle tages op blandt Lysets allierede.

"Velkommen til det andet rådsmøde, ærede rådsmedlemmer. Vær venlig at tage plads - Rådsmand Aurelius vil om et ganske kort øjeblik præsentere dagsordenen.." Dronning Isanne hilste formelt på hvert rådsmedlem, og alle inviterede blev præsenteret for hinanden med de korrekte titler, før formaliteterne endelig var overstået og selve mødet kunne begynde.

Der var sket en del det seneste år i Krystallandet - den dødelige blomst, som Elverly ved sidste møde havde advaret om, havde blomstret og afblomstret. Den gamle Than af Dragorn var død og en ny og ganske ung havde overtaget titlen. Udnævnelsen af den nye ypperstepræstinde for Kile-templet var faldet på plads, og rapporter om Mørkets hærgen langs kysten, havde berørt dem alle. Det var derfor heller ingen overraskelse, da Aurelius' sprukne stemme som det første bekendtgjorde:

"Sommeren i Krystallandet bragte nye trusler til vore kyster. Rapporter fra hæren fortæller om langskibe bærende Mørkets symbol, der har udført angreb langs de mindre velbevogtede kyststrækninger. Formålet lader til primært at have været ahem plyndring."

Den gamle rådgiver så rundt på de forsamlede: "Det er Lysets ønske, at Rådsmedlemmerne aflægger rapport for Mørkets hærgen, såfremt Deres landområder har været påvirket. Hertil skal vi ahem beslutte, hvordan forsvaret af vores kyster fremover skal fordeles. Et forslag fra vores eksperter på området har været, at opføre en række befæstninger langs kysten og lade disse forbinde af portaler, så hærens delinger hurtigere kan komme et givent område til undsætning.."

Et blik blev kastet fra den øverste kant af pergamentet, som rådgiveren læste dagsordenen fra. Det var ikke usandsynligt, at der var flere ved rådet, som ville protestere over at have øget militærtilstedeværelse på deres landområder.

Aurelius gav de inviterede rådsmedlemmer tid til betænkning, inden det næste punkt på dagsordenen blev læst op:

"Ved slaget om Dianthos i 2015, blev der lavet en ahem særlig aftale med skovens folk, som tak for deres indsats i kampen. Det var den daværende elverleders ønske, at folk af Mørkelverracen skulle deporteres til Elverly, hvor de kunne blive ahem retsforfulgt." Aurelius gjorde en kort pause. "De seneste fem år har Lyset efterkommet denne aftale, og mener nu, at den bør anses som værende opfyldt. Hvad De foretager Dem inden for inden for Elverlys grænser, vil vi naturligvis ikke blande os yderligere i, men ressourcer brugt til indfangelsen af Mørkelvere, vil være kærkommen andre steder. For eksempel i forsvaret." Afsluttede rådgiveren.

Dronningens blik hvilede på Skovelverrepræsentanten, mens dagsordenen blev fremlagt. Der havde været meget at tilbagebetale Elverly - dels efter Ordenen, dels efter deres uvurderlige hjælp i krigen år tilbage, men der var også andre tilstedeværende ved Rådet, der næppe brød sig om at for mange ressourcer blev brugt på elverfolkets anliggender.

Hun så kort på Aurelius, da han var færdig med at tale, og tog derefter ordet, alderdommen og de seneste års prøvelser et kort øjeblik tydelig i hendes ansigt: "Hvis I denne gang har yderligere på hjerte, der skal tages op for Rådet, så er dette også tidspunktet for det." Hun satte sig ned og nikkede for at tilkendegøre, at det første rådsmedlem kunne tage ordet.

Reina have brugt det meste af dagen på at huske sig selv på de medlemmer der ville komme til rådsmødet, og da tiden var inde, havde hun begivet sig mod Krystalpaladset. Modsat mange af de andre i rummet, havde hun dog ikke meget at sige til de her ting. Det eneste hun kunne, var at sige det der var drevet af hendes viden om tempeldistriktet, guderne og ikke mindst Isari.

Derfor holdt hun sig også væk fra samtale emnerne omkring selve hæren og hvordan den skulle destribueres for det meste. Hun havde dog en ting eller to at sige om mørkelverne, som var blevet bragt op. ”Jeg forstår udmærket hvorfor vi ikke kan jage mørkelverne mere, men jeg vil minde rådet om at holde for øje, at de stadig blev skabt af dæmonisk energi i Zaladins billede. At raceforfølge dem tid og evighed, virker voldsomt, men de er en race med en stor mængde vrede og bitterhed grundet deres ophav, og de vil nok sent glemme at de er blevet forfulgt.” Mere havde hun dog ikke at sige til punkterne, og ej heller et punkt selv. Det lød til at det denne gang primært ville blive et råd omkring krigsførelse, noget hun havde lagt bag sig for lang tid siden. 

Sephyran var ankommet til Rådslokalet i en sky af silke og parfume. Fyrstens skæg og hår var omhyggeligt olieret og guldsmykker glimtede fra ører, bryst og hænder, og et lettere skuffet blik kunne ses i det skarpe øjne, da han hverken øjnede forfriskninger eller bløde puder.

For meget formalitet og for lidt nydelse. Det gjorde det heller ikke bedre, at der var så frygteligt mange kvinder på Rådet - for hvad havde de overhovedet at skulle have sagt i sammenhænge som disse? Sin skarpe tunge til trods, var han dog klog nok til at holde disse ord for sig selv, som dronningen af Krystallandet talte. Kort efter tog han selv ordet, hans buldrende ryst tydelig i rådslokalet, som han rejste sig fra sin ikke alt for magelige plads:

"Tar Alsarif var en af de byer, der var under angreb af Mørket. En mindre bebyggelse langs Rubniens kyst, hvor mange handelsskibe lægger til, for dem der ikke er bekendte med navnet.." Han forventede ikke at alle disse nordfolk kendte meget til Rubiniens affærer. Han så heller ingen grund til at nævne, at stedet især var en beværtning og mulighed for sømænd til at finde kvindeligt selskab.
"Heldigvis var en af mine egne .. diplomater på stedet og det lykkedes at jage angriberne på flugt." Fortsatte han med et glimt i øjnene. "Ekstra forsvar langs kysterne kunne naturligvis være fordelagtigt, men jeg vil foretrække, at det er mine egne, kompetente krigere, der posteres." Ikke tale om, at han ville have Lyset til at stikke næsen dybere i Balzeras affærer. Det næste blev vel, at de også skulle blande sig i slaveriet..

Derefter tog fyrsten plads igen. Han havde ikke yderligere kommentarer til mørkelverspørgsmålet - dukkede disse skabninger op i Rubinien, var der større sandsynlighed for, at de endte på et slavemarked, for der var alligevel så frygteligt langt til Elverly. Ikke at han skulle nyde noget af dem i sin egen husholdning, men ville Dianthos til at byde dem velkommen med åbne arme, ville han ikke være den, der stod i vejen.

Hvor Kazimi fyrsten var kommet i silke og parfume, var det en mand meget længere nede på jorden, der ankom fra Erneyll familien. Iorvo havde taget turen ned til Dianthos, og selvom han var pænt klædt på, med Erneyll emblemet tydeligt på hans bryst, så var det en stille, imponerende skikkelse der trådte op og satte sig ved bordet, klar til at have rådsmødet, men også meget bevist om ikke at sende det sure blik han havde lyst til at sende mod elvernes repræsentant.

”Vi er heldige at vi har været skånet for angrebene fra Mørket, da vi formodentlig ligger for langt nord på for dem,” sagde han, da det nærmeste havde været i Isaris Ly. Det kunne dog sagtens være at deres angreb ville sprede sig mere ud, men heldigvis havde han ikke meget af kystområdet. ”Vi er villige til at få opsat en fæstning, hvis der er behov for ekstra beskyttelse på de kystområder vi har. Jeg tror dog det er mere nyttig at fokusere på de områder, hvor vi er sårbare, og som ligger tæt på Mørket,” sagde han, selvom han naturligvis gerne ville være sikker på at hans landområder også blev beskyttet. De døjede dog mere med orkklaner og landevejsrøvere i Turmelinien.

Hans øjne og stemme tiltog dog lidt i kraft, som emnet kom på skovelvernes alliance. ”Elverly er blevet tildelt mere end nogen anden her på rådet, og vores del af aftalen er mere end opfyldt på nuværende tidspunkt. Mørkelverne er ikke en større trussel, end resten af de kriminelle i landet. Hvis vi har tid til at jagte mørkelvere, så burde vi også have tid til at sørge for at landevejene bliver mere sikre nordpå igen. Jeg stemmer for at ressourcerne skal tilbage til hvor de behøver. Krystallandets folk.” Den bitre følelse var ved at vælte op, og havde han haft et mere iltert temperament, så ville han også have taget op landområderne han havde mistet på aftalen med skovens folk. De ord forlod dog aldrig hans læber, som han satte sig ned i sit sæde igen, klar til at ordet blev givet videre. 

Midvinterballet stod for døren, og med det, var indkaldelsen til et rådsmøde fulgt med og invitationen dernæst dumpet ned i skødet på Aldamar selv. Almindeligvis, og til ingens overraskelse, så var det fyrstindens selv der sørgrede for at deltage i de størrer møder, og til forsamlingen af landets ledere fra nord til øst, og syd til vest, jah der var hun forventet. 
Men den her dag skulle det vise sig, at ansvaret var blevet givet videre, og Aldamar var derpå dukket op, nu siddende i mellem de andre slægts, race eller kirke-ledere og deres udsendte repræsentanter. 

Det lyse ansigt forekom ganske neutralt; de mørkeblå øjne skuede dertil ganske passivt over de medlemmer der valgte at tale og fremlægge deres side(r) af sagen.  Fordi indtil nu, var der ingen grund til at være eller vise andet end den høflighed der blev ham påkrævet, trods den stærke parfume gik lige i næsen. Det var jo trods alt lige kun startet, og delvise uenigheder - men også enighed - prægede stemningen. 
Og trods sin noget yngre alder, var det dog ikke sådan at Aldamar tøvede da det blev hans tur, og han med hænderne foldet over bordet, åbnede munden. "Omend angrebene kom fra kysterne, må vi ikke glemme hjertelandets forsvar. Safirien blev ikke ramt - i den her omgang, men Kzar Mora bjergene kaster stadigvæk en lang skygge ind over midterlandet" De mørkeblå øjne blev en anelse smallere, og Aldamar sukkede lavmælt og så godt som uhørligt. "Jeg havde næppe tænkt mig selv sige det her, men at militæret er lokalt fremfor tilknyttet Lyset... som Fyrst Sephyran siger, ville vi også foretrække" forsatte han, og lod blikket glide over den pompøse fyrste. Der var uendelig meget han ikke brød sig om ved Kazimi familien, der var man trods alt farvet af sin opdragelse. Men det behøvede ikke komme til udtryk når de var en flig af enig. 

Og hvad angik skovelverenes hetz på deres mørkere og fjerne slægtninge, måtte Aldamar se sig selv tavs - for nu. At forfølge en hel race dengang, var en fejlbeslutning taget af det råd. Man det ville de tidsnok hører, hvis stemningen stadigvæk var imod de mørkere væsner; det var ikke kun deres ophav som gødede jorden bitter og gold for mørkelverne. 

Et rådsmøde med landets vigtigste folk, og dronningen selv, var ikke noget Alexander nogensinde havde forestillet sig han skulle deltage i. Men her var han, klædt i huset Isenwalds farver, med et formål og hans mors velsignelse.
Han kunne ikke benægte sin moders logik. Det gav mening at sende ham til netop dette møde. Hvem kunne give en bedre rapport over de skader Mørket havde forvoldt Medanien, en han, der havde set det med sine egne øjne, og kæmpet med alt han havde for at holde dem tilbage?

Alexander tog en dyb indånding gennem næsen, som det blev hans tur til at fremlægge sin del af landets tilstand. Hans ryk var rank som nogen soldats, og hans blik fast.
"Vinddalen i Medanien blev ramt hårdt. Heldigvis havde Lysets hær en patrulje i området, der kunne komme beboerne til undsætning. Mørkets folk var velforberedte, langt i overtal og havde en drage med sig" rapporterede han i en jævn, distanceret tone. Det var ikke første gang han skulle afgive den rapport.
"Jeg var selv tilstede, og tror mig når jeg siger det ikke var kønt.. Men det kunne have været meget værre, hvis ikke vi havde fået hjælp fra lokalbefolkningen. Med deres hjælp, lykkedes det at holde fjenden tilbage længe nok til at evakuerer størstedelen af befolkningen. Byen blev brændt til grunden, og mange af de lokale har betænkeligheder ved at vende tilbage til kysten, men de er i live og fri.
Det lod heller ikke til Mørkets mål var ressourcer, men folk" den unge prinses blik gled i retningen af Rubiniens fyrste "De var der efter slaver".

"Foreslaget om fort langs kysten er en fremragende start, men som Prins Arys også nævner, ved vi ikke med sikkerhed, om de vil slå til ved kysterne igen. Derfor foreslår jeg der laves lokale garnisioner, med fast bemanding. Det vil give os fordelen af at kende terrænet på alle fronter, en fordel der var uvurderlig i Vinddalen, og som jeg ikke betvivler Fyrst Sephyrans diplomater også nød godt af. Derudover giver det de lokale trykheden af at kunne se Lysets soldater aktive indsats i lokalområdet."
Det var ikke helt den løsning Fystinden af Isenwald havde fremlagt for Alexander inden mødet, men den stigende mistillid til Lysets egne skar, og det var tilsyneladende en udbredt tanke blandt rådets medlemmer. Og havde han ikke selv luftet lignende tanker om de-centralisering med Aldamar?
Alexander kæbe spændte op, og han måtte tvinge den til at slappe af, inden han fortsatte.
"Alternativt, kan befæstningerne bygges med Lysets assistance, og derefter bemandes lokalt. Det vil give hæren mere råderum til at forstærke brændpunkter, og holde os fleksible, uden at give afkald på den lokale ekspertise. Hvis det bliver tilfældet, vil jeg dog på det kraftigste anbefale at der bliver lavet meget klarer linjer om kommandostukturen mellem de lokale og Lysets mandskab" tilføjede han, med et anderkendende nik i retning af Generalen. 

Selvom landets forsvar vægtede tungt på den unge prinses sind, så var det næppe en lettelse da emnet skiftede til den længerevarende forfølgelse af en hel race. Alexander fugtede læberne. "I tilfælde af at deporteringen af Mørkelverne stoppes, mener jeg stadig der bør tages stilling til deres rettigheder som... borgere. Som Ypperstepræstinden pointere, så er det næppe allesteds det vil være fornuftigt at lade dem færdes, for rigets sikkerhed". Den dag Alexander blev bedt om at stå skulder ved skulder med en Mørkelver, og lade sit liv i en af deres hænder, var den dag han forlod hæren.

Thanan af Dragorn var en blanding af nervøs og hjemvant, som hun trådte ind på Krystalpaladset grund et par gode timer før rådsmødets påbegyndelse. Det gav hende tid til at samle tankerne, såvel som nyde de yndige omgivelser, hvis kulde ikke nåede dværgenes rige det fjerneste. Sneen var for længst dalet ned over Nordlandet, hvor sydens folk oftest slap nemt.

Til trods sin vante gang i Krystalpaladset, var rådmøder noget andet. Indtil for ganske nyligt var disse blevet varetaget af hendes langt mere erfaren bedstefar. Guinevere hilste høfligt på de allerede ankomne og dem der nåede ind efter hende, og satte sig til rette. Hun lyttede opmærksomt og alvorligt på Rådsmand Aurelius’ ord og tog sig tid til at lade ordene falde, inden hun selv ønskede at sige noget. Hvilket naturligvis gav de andre medlemmer mulighed for at udtrykke deres meninger.

Hvad angik hvordan landet ville gøre sig klar til den påstående krig andre steder i landet, måtte for hende forfalde hvert overhoved at blive enig med Generalen om, men hendes klare øjne fandt hurtigt vej til Fyrsten af Erneyll og over mod Fyrsten af Pompadour, som var de to nærtliggende fyrstedømmer til Dragorns eget. Langsomt fjernede hun blikket fra dem for at se mod Generalen ”Angrebene er, som Fyrsten af Erneyll fortæller, ikke faldet så langt Nordpå i denne omgang, men jeg vil stadig påskønne tankerne om at opsætte portaler. Vi har i Dragorn før haft brug for disse portaler, trods det var en kortvarige adgang de gav os.” det var år tilbage, men sårene var stadig åbne og arrerne tydelige, trods skjult bag de fine tøj der lå over dværgekvinden. ”Som flere pointere, ser jeg fordelene ved at opbygge fæstninger, i start ved kysten er en udemærket plan, men som den unge Isenwald nævner, har Mørket drager i deres hær. Det gør dem i stand til at angribe fra vinkler, før umulige.” pointerede hun som en ekstra bemærkning, uden at lade sig mærke tydeligt af ordet slaver. Slaver som hendes eget folk havde været for mørket for ikke mange vintre siden. Men da Dværgeriget ikke havde været personligt ramt, havde hun svært ved at blande sig meget i deres valg af opbygning og struktur. Men for hende lød det som en indre magtkamp hun ikke selv ønskede at træde ind på.

”Hvad angår dilemmaet omkring mørkelvere, må jeg erklære mig enig med Fyrst Erneyll. Hele landet har deres kriminelle, og efter min optik bør alle straffes efter gerning og ikke fødsel.” Ikke et emne hun havde tænkt at dvæle ved længe. Om elverfolkets leder var enig, måtte tiden vise.

Halvfuglen havde brugt det meste af dagen i Rådssalen med blikket rettet mod labyrinthaverne. Han havde, uden rigtig at opfanget det, set skyernes rejse over himlen og solen dermed som morgenen skred frem og de første af rådets medlemmer begyndte at dukke op. Baldwin holdte sig til højre for Dronningen og oprejst, da han under de fleste omstændigheder næppe havde tålmodigheden til at sidde stille. Det blev skjult bedre som at han var overbeskyttende overfor sin dronning, efter de sidste års prøvelser hun havde befundet sig i.

Som altid forholdte Baldwin sig tavst og observerende det første lange stykke tid, som medlemmerne fortalte om de forskellige angreb der var sket over sommeren. Hans fugleøjne fæstnede sig ved hvert medlem som de talte, og flyttede sig videre så snart en ny åbnede munden. Han bemærkede at flere medlemmer havde sendt en repræsentant, men det var for ham også fuldt acceptabelt at yngre medlemmer også fik plads.

Hvad Baldwin bed mere mærke i end noget andet, var flere medlemmers påskønnelse om selv at stå for disse fæstninger og ekstra beskyttelse. Hvis de havde haft den ressource fra start, hvor var den så da angrebet faldt? Baldwins fuglenæb forhindrede at nogen kunne se trækninger i hans ansigt, men de var der. Det var ikke ord der huede ham.
Med armene samlet på ryggen lyttede han til Prinsen af Isenwald fortælle om angrebet fra første hånd. Han var ligeledes kriger i lysets hær og det kunne høres. Noget Baldwin så som en fordel, men næppe var det hos de andre medlemmer.

”Det bekymre mig at høre, hvorvidt I opdeler deres forsvar i os og jeres, siden i alle er under majestætens krone, og dermed alle burde være tilknyttet lyset.” startede han ud med en professionel kølighed der tilkom ham nemt. ”Af min mening, vil det falde naturligt at det lokale beredskab, som har kendskab til Jeres fyrsteområder, også står for beskyttelsen af disse, men de vil ikke stå alene. Som Prins af Isenwald siger, skal der laves meget klare linjer om kommandostrukturen mellem mandskabet, nu jeg kender jeres holdninger” Baldwins øjne gled til Aldemar og endnu længere fæstnet ved Sephyran. Han brød sig meget lidt om den mand, men ville aldrig offentligt sige det eller gøre noget aktivt for at skabe fjendskab. Det var ikke hans plads.

Påtale om mørkelverne var derimod en anden sag, og langt mere besværligt for ham at tage en egentlig konklusion omkring. For Reina havde en god pointe med at racen formentlig ville være bitter og tage hævn, men også at det ikke var deres sag at håndhæve Elverlys love.

Det havde i sandhed været et begivenhedsrigt år det forgående og ikke så lidt foranderligt for de ellers så evige elvere. De havde nyt Faelwens Tåres forfriskende virkning, men også tilladt en ny bosættelse indenfor Elverlys grænser. Vel at mærke en ikke tiltænkt elvere, men halvafkom af disse. En havneby med andre muligheder også, men kun tiden ville vise om muligheder eller fortrædeligheder ville være den rette betegnelse.

Dearalda lyttede neutralt til de andre rådsmedlemmers beretninger, før hun roligt tog ordet. "Også vi har haft uønskede besøg det seneste år af Mørket og andre der ikke havde godt i tanke for vores hjem. Dette har været håndteret og forsvaret øget." Hun ignorerede repræsentanten for den nærmeste vasal, som hun havde for vane. Intet godt kom alligevel fra den familiens rådne træ.

Et mildt smil gled frem på hendes læber, som hun mødte Aurelius' blik og svarede ham direkte. "Oh - og her troede jeg, I blot aflivede dem, når de blev fanget som andre fornuftsvæsner. I kan for vores skyld godt gå over til dette." Hun havde ingen illusioner om hvor lidt aktiv indsats der formentlig var lagt ind på at forfølge smudspletten. Det var jo let nok at 'indfange' et vist antal, når så mange af de der-aldrig-skulle-have-været stadig var en del af Mørket.
"Men med det uvæsen I tillader i form af frihedsberøvning af jeres egne og salg af disse i det sydlige, så er jeres ressourcer tydeligvis for hårdt presset til andet."

Hun vidste udmærket godt ingen i rummet delte elvernes mening om Mørkelvernes fortsatte eksistens, men det betød mindre for hende end i at holde dem til deres aftaler. End ikke en menneskealder havde de holdt denne gang. Imponerende i sig selv og åh så bekræftende.

Endnu en gang havde dronningen det meste af rådsmødet forholdt sig tavs, observerende. Hun havde ladet Aurelius føre ordet, og hendes ansigt havde intet røbet om hendes tanker, mens vassalerne talte.

Hverken hendes tid i templet eller nøje granskning af Kong Aldemars profetier, havde været tilstrækkeligt til at forberede hende på de mange prøvelser, det sidste årti havde udsat hende for, og landet havde lidt som konsekvens. Hun stod svagere end nogensinde før - og hun vidste det.

Som Rådgiver Aurelius igen skulle til at rømme sig tørt og opsummere hvad, der blev sagt, løftede hun en hånd, let glimtende af krystallerne, der sad i hendes hud. På trods af den højhalsede kjole, kunne man fornemme andre under hendes hage, der aflsørede, at krystalsygen var fremtræden - en konsekvens af, at så mange af hendes magiske ressourcer var blevet brugt til at holde hende i live. Men hun havde endnu så meget, hun skulle nå og bevise.

"Jeg takker vassalerne for Deres ord, og må give Sir Baldwin ret." Sagde hun endlig, bringende stemmen over kontrol, så den lød tydeligt og krystalklart i det lille rådslokale. "Alle som ønsker Lysets beskyttelse af Deres lokalområder, vil naturligvis få muligheden. Et simpelt ja eller nej samt et forslag til fortets beliggenhed vil for nu gøre det, så vi kan lade arbejdet med opførelsen af både bygningsværk og portaler begynde omgående. En kommanderende fra Lyset samt en mængde delinger vil herefter bliver sendt til området. Hvis I har mulighed for at afsætte noget af det lokale forsvar til at rådgive om lokaltærrænet og assistere den kommanderende enhed, vil det naturligvis være kærkomment.." Hun så rundt på de forsamlede. Som det allerede var nævnt, var det vigtigt at slå fast, hvem der reelt havde kommandoen - og de af Lyset opbyggede forsvarsværker skulle naturligvis kommanderes af Lysets erfarne mænd og kvinder.

Til sidst vendte hun sig mod Elverlederen. Deres forhold var anderledes - for Elverly var en allieret af Lyset og ikke underlagt kongeriget, som fyrstedømmerne og Norden var det, selv om dværgeriget i høj grad også havde deres egne skikke. Det betød også, at tiden var inde til at træde mere varsomt. Elverlys fortsatte støtte var vigtig og det var netop den, som dæmonen Merihem havde forsøgt at drive en dyb kløft igennem, da Elverne var blevet forvist fra Dianthos.

"Vi har ikke for vane blot af aflive vores fanger, selv om jeg forstår at Skovens skikke er anderledes." Sagde hun. "Aftalen var mellem Lyset og den daværende leder af Elverly. Beslutningen om, hvad der fremover skal ske, er derfor også mellem os alene. Men jeg håber, at De vil bære forståelse i Deres hjerte over for, at Lyset ønsker at bruge sine ressourcer i de kommende konlikter mod Mørket i stedet. Deres uvurderlige hjælp under Mørkets angreb for fem år siden, er betalt både i Land og i Blod." Sagde hun. Hårdheden i Daeraldas bemærkning var ikke gået hendes ører forbi.

"Det sagt, må vi naturligvis også lytte til Isaris ord." Hendes blik faldt på Ypperstepræstinden. "Vi må ikke tillade ondskabens skabninger at få indflydelse og magt."
Når det kom til stykket, var aftalen endeligt mellem Elverly og Tronen, men da den også havde indflydelse i fyrstedømmerne, følte hun, at det havde været på sin plads at bringe den op her.

Dronningen satte sig igen, og Aurelius genoptog ordet med sin sprukne stemme: "Hvis de forsamlede Rådsmedlemmer vil være så venlige at give endeligt til kende, om de er enige i Lysets opførelse af forsvarsværker på deres landområder.."

Ypperstepræstinde Reina Aldemar havde intet mere at tilføje til dette rådsmøde.

Iorvo brummede lidt for sig selv, som Isanne talte, men han satte sig ikke i mod, men havde blot et vågenet blik og øre på hvad der foregik. Det her var virkelig ikke hans favorit sted at være, eller at skulle håndtere de militære aspekter af at beskytte landet, men det var nu engang sådan tingene lå hos ham, og han havde ikke tænkt sig bare at sende en af sine sønner afsted for at håndtere det her, ikke som to af Fyrstinderne havde gjort.

”Vi fra Erneyll acceptere,” lød den dybe stemme fra Iorvo, som han fik mulighed for at tale. Der var mange ting han kunne sige. De var allerede lavt på mandskab i at sørge for at orkerne ikke fik vundet indpas i landet, men det var ikke det det handlede om. ”Det mest strategiske, hvis det er kystangreb vi snakker om, er at lægge et fort nede ved Juvelen.” Langt de fleste af kystområderne som Turmelinien havde haft, lå jo nu hos Elverfolket, og dermed var det deres job at beskytte deres landområder. En sølle trøst i alt det her. ”Jeg er dog enig i Prins Aldamars påtalelse. Skulle nogen fra Turmelinien i Lysets Hær ønske at være en del af fortet og beskytte deres land, skal de have mulighed for det.” Det var en lille ting, men det ville muligvis være rart for de af hans folk der var i Lyset, at få muligheden for at beskytte fyrstedømmet de selv var fra. 

Anspændtheden der lå over rådsbordet var tung, men dronnings ord synes at bringe en anelse samhørighed tilbage til de forsamlede. Selvom Alexander ikke havde meget til overs for mørkelverne, så kunne de det mindste lod det til de kunne blive enige om, at ikke var okay at myrde vilkårligt blot på grund af race. Elvernes historie med deres slægts fætre var utvivlsomt mere kompliceret end som så, men ligefrem at udrydde dem virkede ekstremt for den unge Prins. Men på den anden side. Hvis disse væsner virkelig var skabt af ondskab, og mørket løb i deres åre, som ypperstepræstinden sagde, var det så ikke nærmest lysets pligt at udrydde dem?

Elverlys Stemmes afsluttende kommentar, fik dog Alexanders kæbe til at spænde op. Slavehandlen i Rubinien var moralsk forkastelig, og Medanien havde til tider sig hyr med at sikre at slavejægerne ikke blev for modige og udvidede deres jagtmarker ind i det bakkede landskab. Men ironien var stærk, for gav de ikke alle deres tavse accept til hvad der skete i syden, ved ikke at handle? Det var usmageligt, men også åh så fjernt fra hovedstaden. Der var utvivlsomt massere af diplomatiske grunde til at vende et blindt øje til, men det gjorde dem næppe mindre medskyldige i elvernes øjne.

Det var en hul fornemmelse der havde sat sig i Isenwald prinsens bryst, som dronnings rådgiver tog ordet.
"Isenwald byder fæstningsværker velkommen i Medanien, og vil stille de folk vi kan undværer tilgængelig til opførelsen, oplæring og udstationering" lød svaret fra Alexander.

Sephyrans mine var blevet ganske mørk. Han havde ikke fordelagtigt fået placeret en af sine egne bastarder i forsvaret af Tar Alsarif, for at stedet skulle overrendes af Lysets soldater. Men hvor hans egne mænd var kompetente krigere, ville de se sig i alvorlige problemer, skulle en større mængde af Mørkets hærstyrker, lede et angreb på hans lande..

Hvad ville være mest gavnligt for Rubinien .. og hvis ikke vigtigere: mest gavnligt for Kazimi-familien?

I sidste ende vandt stolthed og arrogance over frygten for Mørket, som fyrsten tog ordet: "Det Rubinske folk har altid været stolt - ikke mest af vores evner til at forsvare vore egne landområder. Vi sørger for vores egne forsvarsværker." Brummede han. 

Faktum var, at hans undersåter ville se Kazimi-styret som svagt, hvis de skulle have hjælp til det lokale forsvar af Lysets styrker. Det betød øget risiko for, at nogle ville forsøge at vriste magten fra ham - og han kunne blot håbe, at hvis Kzar Mora eller Mørket udså sig en bid af hans land, at hans egne styrker ville være tilstrækkeligt til at holde dem fra døren, ind til de allierede ville dukke op. Lyset havde for meget at miste i Rubinien, for fyrstedømmets rigdomme var med til at spække statskassen.

Alligevel føltes ordene frygteligt endegyldige, som de havde forladt hans mund, og Sephyran så bistert på de andre rådsdeltagere, endnu en gang ønskende, at Rådet havde tilbudt vin at slukke tørsten i. Det måtte vente til efterfølgende "festligheder"..