Endnu en adelig sammenkomst. Deltagende, der ikke skulle ignoreres. Bare en mindre flok relativt uvigtige adelige. Den flok, Adena havde tilhørt hele sit liv, og dem hun var ved at skulle forlade til fordel for et helt andet spil. Ergo: Det perfekte sted at teste den nyindkøbte alkymi.

Efter den ikke helt heldige - eller tiltænkte - test af bryllupsnatsdrikken i baggården over for Athelstan, var Adena blevet meget mere påpasselig og planlæggende. Hun havde købt resten af sit arsenal langt mere diskret og altid med tavshedspligtige tjenestefolk i nærheden. Heldigvis var det forløbet uden yderligere overfald, men der var kun et par måneder til det varslede bryllup, og hun brød sig ikke om at være sent ude. 
Derfor var denne aften tiltænkt en prøve på de miskturer og andre alkymistiske vidundere, der skulle sikre hendes glæde på bryllupsdagen og sørger for, at ingen så igennem til hendes gru og væmmelse over, hvad hun skulle lade sig selv opleve. Hele misæren var egentlig kun blevet værre efter hun havde kysset med Alyssa, men minderne om den bløde hud i de mange puder, læberne der søgte hendes og øjne som smukke ædelsten fik hende ved godt mod og måske kunne hun hive dem frem til at forstærke den kunstige glæde.

"Åh, prins Arys, hvilken ære," sagde en kvinde tæt ved døren og nejede ærbødigt. "Vi havde ikke regnet med en så fin gæst."
En anden lige så nejende kvinde brød ind. "Deres kommende hustru er her - det er vel derfor De er her? Hun sprudlede af en sådan glæde, at hun dryppede." Kvinden fnes men ikke på en nedladende måde. "Hun gik ud i haven for et øjeblik siden for at trække lidt luft."

Ja, de havde ikke hørt forkert. Adena dryppede af glæde. En upraktisk bivirkning ved hendes knapt så kontrollable magi. Hele aftenen havde hun sprudlende snakket med gæsterne og endda selv opsøgt snak om sin kommende husbond - for at hærde sig lidt, fortalte hun sig selv. I løbet af timerne var hendes humør kun blevet højere - godt hjulpet på vej af den simple amulet fra Ingrid i form af et aflangt glas med mos og bark i, som hun havde gemt under kjolen, samt noget grusomt stads, hun havde indtaget tidligere. Dog var en stigende svimmelhed også opstået, men det kunne jo bare være fordi, hun var så glad, ikke? Hovedet i lyserøde skyer.

Da en venlig sjæl havde fortalt hende, at hendes lilla kjolestof dryppede på gulvet, var det derfor en fin mulighed for lige at tage en tænkepause udenfor. Det måtte vel være en success. Hvis hun var så glad, at hendes magi blev aktiveret af det, måtte følelserne da være ægte. Og hun havde ikke engang rørt vinen. Måske hun skulle holde sig til én ting dog for.... 
Adena tog hånden op til overlæben, der pludselig var blevet underligt varm. Hendes fingre blev klistret ind i rødt blod.
"Åh," sagde hun til sig selv i den tomme have og rakte ud efter kanten på en bænk. "Måske jeg skulle..."
Bænken stod imidlertid et par meter længere væk, og den lille, lillaklædte komtesse dejsede om i en busk med det hvide ud ad øjnene. 

"Åh, prins Arys, hvilken ære"
Fyrstesønnens mørkeblå øjne betragtede med høflig såvel som studerende nysgerrighed den kvinde der tog imod ham i døråbningen, hvis nejende figur hurtig fik selskab af en til. Endnu en lille nejen, og endnu en lille smilende kommentar, og Aldamar af Arys følte sine mundviger glide opad i et lille smil, idet at han hilsende fik nikket tilbage til begge parter, en lille latter i kanten af hans stemme da han takkede dem for invitationen og bekræftede dem i deres tanker om hvordan og hvorledes - jah i og for sig hvorfor - at han var dukket op den her aften. 
Fordi det var i sandhed ikke det selskab han plejede at tilslutte sig af lyst, og den lavadelige del af landet var en han oftest så til større fester hvor at alle var inviteret; der kunne man sagtens gemme sig lidt i vrimlen af fine mænd og kvinder. At være pyntefigur for aftenen var ikke hans foretrukne måde at bruge sin titel på, men var ubehjælpeligt en naturlig reaktion på at dukke op imellem baroner, grever, hertuger og komtesser. 

Og derfor også hvad han følte sig som, når interesserede men fremmede blikke fulgte prinsens færden over rummets trægulve, godt på vej til at styrke sig ved en af de drinks der var blevet sat frem. Da hånden greb om glasset, og læberne følte det kølige element på kanten, var det dog at blikket med en skjult lille latter gled til siden fremfor selskabet foran dem, hvor at Fabian stod. En lille talepause inden at han drak. 
"Smil og vink, min ven. Smil og vink". 

En lavadelig persona var blevet ham givet for aftenen, så det var naturligt hvordan at interessen for hvem hans mandlige ven - og måske kollega - helt præcis var. Ikke at Aldamar ville lade dem prikke for meget til den kære mand, da han ingen intentioner havde om at få ham til at ville trække sig, ligesom sidst. Så Fabian fik lov til at være hvad han var bedst i Aldamar's blå øjne, blot en lidt mere højbåren udgave af sig selv, og dermed med langt løsere regler og retningslinjer for opførsel, alene i kraft af sit køn. 
Blikket gled tilbage imod midten rummet igen, inden at han vinkede en lidt yngre kvinde hen for at få spurgt hvor henne kommende Adena af Arys gik og gemte sig, da hun trods sine vibrante farver og eftersigende også humør, ikke var at spotte i selskabet. Hun var trods alt grunden til at de var her. Eller i hvert fald at Aldamar var her. 
 

Det her havde været Aldamars idé, endnu en prøve for Fabian, så han egentlig var klar til brylluppet. Det var i hvert fald sådan Fabian havde forstået det. Denne her gang var det dog under langt mindre stramme præmisser, for ikke også at nævne at Fabian følte sig mere sikker i tingene. Han havde overvejet komplikationerne, og deres forhold, for ikke at nævne at han havde mødt fyrstinden. Han følte sig generelt mere klar og mindre bange over at reflektere dårlig tilbage på Aldamar. Det hjalp dog også at han lignede mere sig selv og at kvinder generelt var mere påpasselig med at forsøge noget med en fremmede mand.

Han lignede ikke rigtig sig selv, selvom det var tæt på, og en med et vågent blik ville uden tvivl kunne se de små tegn på at det var Fabian. Kropsbygningen var den samme og det samme med øjnene og nogle af trækkene i ansigtet. Han var dog mere poleret og ikke så kantet, og så var håret blevet en pæn nøddebrun farve og væsentlig kortere.

"Jeg gør mit bedste," kom den lavmælte bemærkning tilbage i Aldamars retning med en lidt drillende tone i hans retning. Han tog selv en tår af drinken han havde fået. Det var næsten tortur som han trods alt forsøgte ikke at røre den anden mand ved hans side. Oh hvor han gerne ville.

Den adelskvinde kvinde som Aldamar havde hevet fat i, så lidt forvirret ud som hun kiggede sig om, inden hun kom med et svar. Hun havde vidst set Adena gå mod haven for et lille stykke tid siden, og så kom der et lille fnis fra hende.

Fabian hævede et bryn af hende. Hvad var der så sjovt ved det? Han kiggede mod Aldamar, som nok ville have nemmere ved at forstå sig ved adelen. "Lad os se om vi kan finde hende," sagde Fabian henvendt til Aldamar, inden han sendte et sidste blik i kvindens blik, inden han, med Aldamars hjælp fandt ud mod haven, så de kunne se om Adena var til at finde på disse kanter. Han håbede lidt at Adena ikke ville kunne genkende ham, i denne her form, men man kunne aldrig vide sig sikker, og måske ville det i hvert fald fremprovkere den smatle, som Aldamar virkede til at ville undgå.

Kvinden havde tydeligvis hørt Fabian, for hun gav ham et venligt klap på armen og pegede på gulvet mellem gæsterne og blinkede sigende til ham. "Bare følg sporet."
På gulvet slangede sig en række små lilla plamager i præcis den farve, Adenas kjole havde denne aften. Som når man har fået dyppet kjolens bundkant i mudder og kommer til at trække det indenfor, var plamagerne aflange og smudsede. Farven var simpelthen gledet ned på gulvbrædderne fra kjolen, hvor den så var blevet trukket henover træet. Det var ikke ét sammenhængende spor, som magien havde dryppet af Adena i takter, hun ikke engang selv kendte til. 

Sporet ledte ud ad døren til haven - et enkelt spor havde sat sig på trappen derude - men derfra blev det sværere at se. Mørket slugte den lyselilla farve i græstotter og grussten. 
Men ikke langt ude i haven, lyste samme lilla farve op fra stoffet, der var kommet fra. Stoffet lå henover de ubevægelige ben, hvis ellers hvide strømper allerede havde suget jord og væde til sig, hvor de små simple sko ikke ydede beskyttelse.
Nede på jorden under grene og begyndende visne blade, lå Adenas krop og rystede let som det eneste tegn på liv. Næseblodet var ikke stoppet, og ud ad hendes mundvig løb en tynd stribe, gullig væske.

Haven - et sted det virkede til at den unge komtesse foretrak at være, og ikke noget som Aldamar kunne bebrejde hende for, det blev utroligt hurtigt utroligt tæt i de her små lokaler med mange, larmende mennesker. Intet så godt som et frisk luft for at rense tankerne, Aldamar takkede hende, og rystede en anelse på hovedet over det blik der blev sendt hans kære ven. Kvinderne her var altid ude efter noget eller nogen højbåren, de stakler skulle bare vide, når deres blik faldt på Fabian. 
Følg sporet. Aldamar's blå øjne fulgte den linje af udtværede pletter der ledte dem imod haven, og måtte med et fornøjet suk begynde at følge dem, den brunhårede mand ikke langt væk. Hendes magi var... spøjs. Ikke noget de havde snakket videre om siden første gang de mødtes, men fra en objektiv vinkel, fandt Aldamar den ufattelig fascinerende. Hendes måde at tage farverne og sende dem videre, var smuk, især for en der næppe havde meget med kunst at gøre selv, men sagtens kunne respektere hvilke billeder den nogle gange kunne oplyse verdenen i. 
En anden vinkel til virkeligheden, et andet vindue, så at sige. 

Den kølige natteluft slog dem i møde da de trådte ud, og mørket slugte festens lyde bagved dem idet at de gik længere ud. "Nå, hvor langt tror du hun er kommet?" Aldamar kastede et stjålent blik imod Fabian, inden at han spottede den næste plet på trappen og gik hen til den. 
Og kiggede ud i natten. 
Græsset var ikke ligeså modtageligt som stenene og træplankerne havde været, men han mente at der var noget mere, og fulgte fornemmelsen imens at han ledte i nattens former. "Adena?" kaldte han spørgende; hun var vel ikke gået så langt at hun ikke kunne høre ham. 
"Adena det er Aldamar, je-" 

Stivnet stoppede han op i et skridt, da mørket slap sit natteblændende tag i området omkring dem, og lod hvid og lyselille dukke op imellem sorte aftegninger af buske og græs. Var hun faldet? Aldamar tog nogle hurtige skridt nærmere, faldt ned på knæ og lod en bekymret hånd stryge over hendes pande, inden at han gispede. "Adena!" kroppen sitrede under hans fingre, næseblod farvede en mørk plamage over hendes læber og et eller andet løb ud af mundvigen - men hun trak stadigvæk vejret, kunne han se. De bløde fingre greb hende for at vende hende om på siden, så hun ikke endtes med at kvæles i hvad end der kom ud af hende, imens at han ruskede en anelse i hende for at skabe kontakt. "Adena, Adena kan du høre mig!" 

Pletterne på gulvet var mærkværdige, og siden Fabian havde ingen reference omkring Adenas evner, så fandt han blot sig selv lidt forvirret over det, men pletterne ledte dem trods alt mod haven. Fabian altid et halvt skridt efter Aldamar, som førte an.
Det var rat som husets lyde lidt forsvandt, for at gøre plads til den friske luft, og han satte også en hånd på Aldamar, som de forlod selskabet. Venskabeligt på ryggen, for at lade ham gå først ud, inden han stillede sig ved hans side.

”Hun kan vel ikke være kommet langt,” indrømmede Fabian. Vejret var næppe til at tage de lange ture under stjernerne, og haven i sig selv var nok heller ikke den største på disse kanter.
Hans øjne søgte ud mod haven, for at finde en skikkelse, men Aldamar var hurtigere til at spotte skikkelsen de kiggede efter, som lå i nærheden.

Da Aldamar stivnede, fandt Fabians øjne også selv skikkelse, og han havde allerede en virkelig fornemmelse i maven, men det kunne jo være at hun blot var faldet. Oh, hvor han håbede at hun blot var faldet. Han var lige i hælene på Aldamar, og satte sig ned i græsset med Aldamar, og lagde en hånd mod hendes pande. Forhåbentlig havde hun ikke ligget her i særlig lang tid. 

Når man kiggede godt efter, lignede Adena mindre og mindre en, der bare var faldet. Rystelserne skyldtes ikke kulde, for hendes pande var brandvarm og svedperler var begyndt at piple frem på hendes hud.
Bag øjenlågene virrede hendes øjne rundt, som var hun fanget i et mareridt. Kroppen gav sig i nogle hårde spjæt og mere gullig væske flød ud ad hendes mund. 

Men der var ingen reaktion fra hende ellers. Aldamars ord trængte ikke ind til hvorend hendes sind var, og kroppen kæmpede en usynlig kamp mod det, hun havde indtaget. Blodet fra næsen løb ned i græsset og blandede sig med den gule væske.
På vej ned i busken havde grene revet fat i både hår og perler - og også den tynde halskæde, hun bar Ingrids alkymi i. Den var knækket, og med de hårde rystelser i kroppen, gled både kæde og det aflange glas ud fra under kjolen. Selvom indholdet med bark, mos og tørrede blomster så ganske uskyldigt ud, dæmpede det nogle af de værste rystelser, da den ikke længere havde kontakt med hendes hud.
Nak'Lars syn skulle gøre en glad og afslappet med den lille bivirkning, at man også så ting, der ikke var der. Adena havde sørget for at tage den på først efter hun var ankommet, så hun var mere sikker på, hvad der var der, og hvad der ikke var der, og det var gået nogenlunde, men det var nok ikke helt det rigtige til brylluppet. Og hun var blevet meget tørstig af den. 

Rystelserne stilnede en anelse af, men hun var ikke til at få kontakt med - og dét var alarmerende. Havde hun bare ligget her, jah så havde fyrstesønnen nok mistænkt at synderen var aftenens fine strøm i servering af alkohol, men med blodet og den bizarre (og ulækre) gule væske, forkastede han den idé til hvad det her kunne være. Oprigtig bekymring prydede hans blege ansigt, og Aldamar tog en dybere vejrtrækning, idet at at blikket gled op for at møde Fabian's. 
"Find en healer... der plejer at være en i nærheden af køkkendøren" mest til at tilse lidt for festlige adelige og sørge for at de ikke tog skade af deres stupide opførsel til fester, men ligeså meget i tilfælde af forgiftning; noget Aldamar til sin gru ikke kunne lade værd med at tænke, var tilfældet her. 

Imens, jah der var det at Aldamar endelig takkede guderne for at han havde genoptaget sin styrketræning bare sådan nogenlunde, fordi selvom det havde været for en lidt... anden situation end den her, kunne det sagtens bruges. Underarmen fandt vej ind under hendes overkrop - fik hende op og sidde, imens at den anden greb fat under hendes ben. Det var så også her, at Aldamar endelig (med en lille klirren) fik øje på flasken der lå tilbage, og nok mere af instinkt end tanke greb den ødelagte kæde og stak den i lommen - den måtte vel tilhøre Adena. 
Indholdet var ikke tydelig i mørket. 
Med et fnys fik han rejst sig med hende i armene, hovedet lænet ind imod hans skulder, og en arm omkring overkroppen og knæhaserne, for at bære hende hen til en bænk - stadigvæk udenfor. Han havde ingen interesse i at bære hende igennem det sladderhul en sådan fest var, det var ikke nogen... stolt position for den unge komtesse og kommende fyrstinde af Arys - kunne det undgås, ville han det. 

Hvis de vidste hvad der var galt med hende, så ville det være nemmere også at få en idé til det, men selv i Fabians vildeste fantasier, kunne han ikke forstille sig at hun ville ty til stoffer, for at få hvad end der var i hendes system ud.
Derfor kunne han også mærke forfærdelse kravle op af ham. Først Sifs abort og nu Adena, som nærmest lignede en kvinde der var ved at dø af uforklarlige grunde, især fordi hun var brændende hed. ”Hun er brændende varm,” sagde han også til Aldamar, og kiggede mod ham.

Heldigvis var Aldamar lidt mere... nok rutineret til at finde adelige til fester, der ikke havde det godt, og Fabian var glad for at han ikke skulle løbe hele vejen ned til healerhuset for at finde en helbreder til Adena, men at de havde sørget for at de var til at få fat på.
”Jeg er snart tilbage,” sagde han derfor og rejste sig op, dog ikke uden at give Aldamar et trøstende klem om overarmen, inden han gik med hastige skridt væk fra scenen. Hvis han kunne sørge for ikke at trække opmærksomhed, så ville det være for det bedste.

Heldigvis var køkkendøren ikke svær at finde, da det ofte var sådan nogle steder han blev smuglet ind igennem, når han endelig havde højere stående kunder.
Heldigvis stod der også en kvinde i nærheden, som ikke så ud til at være en komtesse eller lignende. ”Er du healeren?” Efter et nik og hvad han kunne se var et spørgsmål på tungene, var han hurtig til at bryde ind. ”Vi har behov for hjælp i haven,” sagde han og med hende i torv, kom de tilbage ud mod haven. Forhåbentlig havde Adena ikke fået det værre. 

Adena blev blidt sat ned på stenbænken, og hånden strøg forsigtigt noget af det røde hår væk, som klistrede sig til hendes svedige pande. Hvad zalan var det her? Hun havde virket så glad og livlig, ifølge alle gæsterne der havde været indtil nu, så det var ikke fordi at hun var syg, var det? 
Hvad end det var, sad det stadigvæk i kroppen da healeren kom tilbage og hun med bekymrede øjne gled ned på knæ foran komtessen, rutinerede hænder igang med at tilse og undersøge hvad der var galt. "Hvor længe har hun haft det sådan her?" Aldamar sank noget spyt inden at han rystede på hovedet. "Det ved jeg ikke". 

Aldamar trådte et par skridt bagud for at give helbrederen plads, en ledende hånd hen bagved Fabian's ryg imens at han utålmodigt talte sekunderne og fulgte med i hvad hun gjorde. Han havde mest af alt lyst til at læne sig op af ham, Aldamar's hænder holdt sig selv i ave for ikke at falde andre steder hen end hvor en bekymret mand burde have dem, men mumlede et lavmælt tak imod ham, et kort blik til siden. Han havde været hurtig, men også diskret - det kunne kun værdsættes. 
"Hvad har hun spist og drukket?" endnu engang mådte Aldamar ryste ubehjælpeligt på hovedet - han vidste det virkelig ikke. Hænderne hos healeren blev løftet over den skælvende krop hos komtessen, og et vagt lys begyndte at gløde under, idet at hun lagde dem over hendes bryst, ud fra hjertet. "Er det gift?" en hovedrysten, og kvinden fik en koncentreret rynke imellem sine bryn. "Det er noget andet... det er i hendes blod - har komtessen taget noget medicin for nylig?" 
For tredje gang måtte Aldamar sammenbidt ryste på hovedet - han vidste det simpelthen ikke, men havde ikke hørt noget om at Adena fejlede noget. I hvert fald ikke fysiske skavanker, det ville han være blevet fortalt. 

Selv hvis healeren havde været tøvende, så havde Fabian nok hevet hende afsted. Det kunne ikke vente, også selvom Fabian havde set mange i værre tilstand som han havde ladet i stikken. Det her var dog ikke en hvilken som helst fremmede, og det var altid sværere når man også havde snakket med personen.
Desværre kunne han ikke være til meget hjælp, og heller ikke Aldamar, da Adena blev tjekket, og den varme hånd på hans lænd, fik Fabian til at kigge lidt mere opmuntrende på Aldamar. Hans egen hånd på modsatte side sneg sig også bag ved, for at lægge sig mod hånden og give den et lille klem. Diskret nok til at ingen ville opdage det, med mindre de kom gående fra bag dem.

Som spørgsmålene blev stillet, begyndte det dog at dæmre bare en anelse for Fabian, som nok havde været omkring stoffer mere end Aldamar, til trods for at han ikke gjorde sig i det. Det var godt nok meget lang tid siden at han sidst havde hørt de her ting, fordi healerne i det nedre bydistrikt vidste godt hvad der hang på de kanter, andre ting end heroppe. Den teori havde han dog ikke tænkt sig at nævne til dem, ikke lige nu, især ikke hvis det kom ud. Han ville hjælpe med at sætte noget i klemme.
”Kan De hjælpe hende?” spurgte han endelig. Han håbede virkelig at hun var kompetent nok til det. Det var ikke ligefrem fordi de kunne rykke hende bare uden videre, især ikke uden opmærksomhed deres vej. 

"Jeg vil prøve at se, om jeg kan..."
Længere nåede healeren ikke, før Adenas krop med et pludselig ryk rettede sig op, øjnene vidt åbne - men ikke videre tlistedeværende - og hun kastede hele sit maveindhold op udover siden af bænken. Det var en blanding af aftenens steg og gule bobler, der landede på jorden under hende, og det stank unaturligt sødligt. Healeren havde været hurtig og fået en arm ind under Adenas ryg, så hun ikke faldt med udover kanten, og hun havde behændigt fat i et par hårlokker, der havde revet sig løs fra hendes frisure. Det her havde hun vist prøvet før. 

Adena hostede og harkede og anede ikke sit levende råd om, hvad der var sket. Hun følte sig dyppet i en vulkan, så varm var hun, og kjolen klæbrede klamt til hendes krop, hvor sveden stadig haglede af hende. Jorden svømmede under hende, og hun følte hun skulle til at kaste op én gang til, men der var intet tilbage i maven. Da hun var sikker på, hun ikke kunne vende vrangen mere ud på sig selv, hjalp trygge hænder hende op i ret position med ryggen mod bænken igen, og hun fik for første gang hævet blikket til ansigterene tilhørende de to par fødder, hun havde kigget på, mens hun ørlede.
"Aldamar?" spurgte hun overrasket, og lod blikket glide hen mod den anden mand. Hun kneb øjnene sammen. Virkede han ikke bekendt?

"De bliver nødt til at tage hjem i seng, komtesse," brød healeren ind, men vendte så opmærksomheden mod mændene, der tydeligvis var de handlekraftige i selskabet. "Kan I følge komtessen hjem? Hun bør ligge i en seng og svede... rusen ud resten af aftenen."
Hun sendte Aldamar et blik, hun håbede var indforstået - det her var ikke kun alkohol, men det var ikke hendes plads at snage i adelens lyster.

Det var voldsomt at se som Adena vågnede op, og Fabian gav også slip på Aldamars hånd, ligeså snart han registrerede det. Det var dog også en form for lettelse der overvældede ham, for selvom han ikke vidste hvad præcist der havde gjort skade på hende, så fik hun i hvert fald kastet noget af det gift hun havde indtaget op, så det ikke påvirkede hendes krop ligeså meget. Hvilket var det rigtige valg, som han så opkastet.
Lige nu bekymrede han sig dog ikke så meget om, om han ville blive genkendt eller ej. Han formodede at Adena for lang tid siden havde glemt mødet med ham alligevel, og det vigtigere var at alle kom i godt behold hjemad.

”Vi skal nok sørge for at hun kommer hjem,” sagde Fabian bestemt til healeren. Hans stemme var dog bestemt den samme stemme som Adena ville have hørt dengang de havde set hinanden. Ingen grund til at lave en anden stemme, hvis man kunne slippe.
Han kiggede en sidste gang på Aldamar, lidt bekymret, inden at han gav ham et klap på skulderen, og gik hen til bænken, hvor healeren heldigvis rykkede sig væk fra, så han ikke skulle træde i alt opkasten. ”Kan De stå, komtesse?” spurgte han, og ville hjælpe hende op, hvis hun kunne, og hvis ikke, så måtte en af dem jo bære hende, inden de kunne begynde på den meget lange tur mod formodentlig Adenas hjem.

Uanset hvad ville turen hjem i hvert fald blive stille og en smule akavet for alle. Fabian kunne i hvert fald ikke lade vær med at tænke på hvorfor det her var sket, især fordi Adena havde virket som om at hun havde et fornuftig hoved på sine skuldre, men hvis hun var tyet til det... hvem kunne vide. 

Så for zalan.  
Fabian gav slip på hans hånd, og med overraskelsen malet i ansigtet, så han hvorledes at mad, drikke - jah faktisk alt hvad Adena kunne have indtaget den her aften, væltede ud af hende og ud over bænkens side. Og det var virkelig ikke et kønt syn. Gulligt, noget der svagt mindede om hvad der var trillet ud af hendes kønne læber, og stanken af bræk ffik det til at vende sig i hans egen mave, omend Aldamar formåede at holde det inde. Det vigtigste var at hun var okay... 
Eller,  det tænkte han i hvert fald inden at et lidt for sigende blik mødte hans mørkeblå øjne, og undren - derefter overraskelse - trak fyrstesønnens øjenbryn sammen. Hvad zalan... 

Han så Fabian gå hen for at hjælpe hende, og en varm taknemlighed spredte sig sammen med den vage idé, eller i hvert fald erkendelse om hvad der kunne være årsagen til det her... anfald.  Det skulle lige godt være løgn, virkelig? Aldamar følte afsky farve hans øjne mørke, trods ansigtet lagde sig i passende folder. Ved alle guderne... 
Turen hjem blev i den grad taget i ukomfortabel stilhed, hvor at Aldamar søgte at støtte hende så godt som han kunne, en koncentreret og dyb tænksom rynke i panden.  Han kiggede ikke meget på hende når først de var på vej, 

---- 

Endelig sad de ned. Ved døren havde en noget overrasket tjener åbnet op for dem, og et høfligt smil var blevet sendt kvinden, der hurtigt havde ledt dem ind og taget komtessen med sig, for at fikse noget mere passende tøj at tage på. Imens var de to herrer ledt ind i et hyggeligt lille rum, hvor at te og små småkager var blevet budt dem noget Aldamar gerne tog imod imens de sad. Hånden havde fisket halskæden hun havde tabt op, få sekunder efter tjeneren havde forladt rummet, og han holdt den nu op i lyset, imens at han betragtede dens indhold.  
"Hvad... Hvad er det her?" Fyrstesønnen talte ligeså meget til sig selv som til Fabian - det lignede.... noget hekse brugte. Eller alkymister, givet hvad effekten var. 

Turen hjem var en pinlig tavshed, der bare skulle overstås. Da de først stod foran døren til hendes hjem, kunne Adena faktisk ikke rigtig huske, hvordan de var kommet herhen. Hendes blik svømmede, og hun havde brug for at drikke mindst en halv liter vand for at få den gustne smag af opkast væk. 
Tjenerinden, der førte hende ind for at blive frisket op, prøvede at tale til hende, men alt Adena kunne, var at snøfte og forsøge sit bedste på at holde tårerne tilbage. 
Det hele var gået galt. Hun havde været så tæt på, og nu var det hele forspildt. Hun havde set Aldamars mangel på ansigtsudtryk på vej hjem. Han måtte havde regnet det ud. Hun følte sig som en idiot for overhovedet at have håbet på, at hun kunne redde deres ægteskab. Nu havde hun dødsdømt det, allerede inden vielsen. 
Hun ville ikke slippe med et par afskårne hårlokker næste gang, hun mødte Athelstan. Han ville slå hende ihjel, hvis ikke hendes far fik hende sendt langt væk i skam inden. 

Hun følte sig ikke meget frisket op, da hun stavrede tilbage ind i stuen på usikre ben. Hun havde rettet blikket mod gulvet hele vejen hen på stolen, der stod overfor den lille sofa, både fordi hun ikke ville vise sin skam, men også fordi hun stadig følte, hun kunne vælte om når som helst. Tjenestepigen havde tørret blodet af hendes læbe og sveden af panden. Hun var blevet hevet ud af kjolen og sat i en simpel mørkegrå en med et bånd om maven, som hun dog måtte binde ekstra løst, fordi hun ikke var helt sikker på, hvordan maven havde det endnu. 
Grene og blade var blevet hevet ud af håret, som var blevet taget ned fra frisuren og nu hang løst, udover nogle lokker, der var kortere end resten, og som var blevet sat rundt i en lille cirkel med en hårnål. Det så godt ud, så længe de var under kontrol, men hun havde stadig ikke fundet en undskyldning, der havde været god nok til sin far. Han havde ikke været tilfreds med, at hun havde siddet fast i en sprække i en vogn, hun havde kørt med, og de var blevet nødt til at klippe i det, og han var stadig på jagt efter en magiker, der kunne løse uheldet - og sikkert også en passende straf for at datteren ikke havde været påpasselig nok. Heldigvis var der ikke andre hjemme end tjenestefolk i aften, da der heldigvis var gang i flere fester end den, Adena selv havde været til.

På stolen hang hun med skuldrene, men foldede hænderne pænt i skødet og lagde anklerne over hinanden og let ud til siden. Blikket holdt hun på hænderne, selvom synet af Aldamar og hans følgesvens knæ burde få hende til at hæve det og tiltale ham. 
Hvorfor mon han har en ven med? tænkte hun, og følte straks at det var komplet irrelevant for den åndssvage situation, hun havde sat sig selv i. Den eneste lyd, der kom fra hende, var endnu et snøft. Der var ikke en eneste sætning i hendes tanker, der lød overbevisende nok til at det ikke ville ødelægge alliancen.

Man kunne nærmest mærke skyen over Aldamars hoved som de gik mod hvad Fabians formodede var Adenas hjem. Det var i hvert fald ikke turen han forventede mod Arys palæet, og det gav nok også god mening. Hun skulle hjem og hvile sig, selvom Fabian selv ikke var helt klar over hvad han skulle sige eller gøre, eller om det var passende han blev.

Da de blev sat ned i stuen, og Fabian prøvede at smile lidt mere opmuntrende til Aldamar, selvom han ikke var sikker på at han kunne tage hans hånd, og bare gøre noget for at få det udtryk væk fra Aldamars ansigt. Han vidste godt også godt at det ikke ligefrem så godt ud, men i situationer som disse? Så var det svært at læse fyrstesønnen.
Heldigvis var der ikke meget han skulle gøre som Aldamar hev talismanen op, som han havde fundet på Adena, og et undrende udtryk spredte sig i Fabians øjne.

”Kan jeg se det?” spurgte han, og rakte ud efter den, og ville tage den, lod Aldamar ham faktisk gøre det, så han kunne studere den. Han havde set nogen gå med de her før, altid gemt under tøjet, men han måtte ærligt indrømme at han ikke var sikker på hvad det var til. ”Der er i hvert fald nogen der sælger dem... jeg ved ikke for hvad,” sagde han og trak endelig på skuldrene.

Samtalen kom dog heller ikke meget videre, som Adena kom ind. Hun så ud til at have fået det lidt bedre, men det virkede ikke som specielt meget, og pludselig følte Fabian sig meget malplaceret i rummet. Adena havde sikkert ingen idé om hvem han var, og hvorfor han stadig var her. En hver anden ven ville have undskyldt sig selv og gået, men ikke Fabian. 

Der var ikke meget tøven i det når Aldamar rakte Fabian halskæden så han kunne se den, imens at han selv gennemgik hvad han vidste om amuletter og talismaner - noget han ikke havde studeret videre ofte, da det simpelthen sjældent var relevant. Han havde ingen grund til at benytte sig af dem selv, og udover det, så var der vel ikke noget han kunne gøre, når andre valgte at bruge dem. Medmindre den person skulle være hans trolovede, og mistanken om hvordan Adena var kollapset i haven, mere og mere blev ledt hen imod det ellers uskyldige lille glas af remedier. 
Hans humør var dog blevet bedre på turen herhen, og selvom Aldamar ikke havde forestillet sig at bekymringen og skuffelsen havde fjernet sig selv på gåturen, ville han næsten vove at påstå... at han følte sig okay, nu hvor at de endelig sad ned og var indenfor. Han havde en god fornemmelse i kroppen, hvilket var en underlig kontrast - fyrstesønnen kendte sig selv ret så godt. Og synet af hende der nu kom ind af døren - og flasken der blev givet tilbage i selvsamme - jah det burde vække den vrede han vidste, at hans krop og sind husede. 

Men hvad der kom frem, var bare... mild irritation. Som var det svært at forblive vred; på intet tidspunkt mistænkte Aldamar flasken for at have dén effekt. 

Efter nogle minutters akavet tavshed, var det at han endelig rømmede sig og gjorde en kop med te klar, som han skubbede hen imod Adena. Det føltes ikke engang mærkeligt at Fabian også sad her, så veltilpas følte han sig, øjnene gled hen imod den (lige nu) mørkhårede mand, han smilede en anelse uden at lægge mærke til det. Aldamar var ikke veltilpas i sådan nogle situationer. 
"Er du okay?" et ret så direkte spørgsmål, og de mørke krøller bevægede sig en anelse henad brystet idet at han lænede sig indover bordet, hovedet støttet af hånden og albuen imod bordpladen. 

Stilheden var lang og pinefuld, og i Adenas hovede gennemgik hun reaktioner og undskyldninger til de anklagende råb, hun forventede om lidt ville lyde ud af Aldamars mund. Men det kom ikke. I stedet kun et foruroligende uformelt spørgsmål om hendes velbefindende. Langsomt hævede hun ansigtet.
"J-Ja, Deres Højhed..." svarede hun og følte hun burde sige noget mere, men forklaringerne lå ikke klar på hendes tunge. Hvad skulle hun også sige? Måske var det bedre først at svare, når...
Adenas blik blev fanget af Aldamars ene hånd, der skødesløst legede med en kæde og ... flasken. 
Hvordan havde han fået fat i den? Hvorfor så han så veltilfreds ud? Var der noget hoverende at finde i hans øjne, eller var det bare... Alkymien. Selvfølgelig. Aldamar rørte ved flasken og var derfor påvirket af dens effekter!

Med et lille gisp, der truede med at blive til et hvin, rejste Adena sig halvt op og langede ud efter den. Hendes fingre lukkede sig om det tynde glas og hun rev den til sig uden tanke for, om kæden ville knække endnu mere. Et øjeblik stod hun med flaske i den ene hånd og den anden hvilende på bordpladen for støtte; et forvildet udtryk i ansigtet. Nu havde den bare effekt på hende i stedet. Ingrid havde sagt, de skulle i poserne, før de ikke havde effekt mere. Det måtte være en slags værn mod alkymien. Alkymi, hun virkelig havde fået nok af for i aften. 
Hun skyndte sig at tage koppen med nyophældt te og hælde indholdet ned i den nærmeste potteplante - hun kunne have valgt tekanden, men det krævede præcision, og hendes hænder rystede af forlegenhed - hvorefter hun lagde glas og kæderester på bordet og resolut placerede tekoppen omvendt henover det hele.  
Langsomt satte hun sig ned igen med bankende hjerte, bævende læber og lidt blegere kinder. 

Aldamar var overraskende rolig i det hele, og Fabian fandt sig selv kigge lidt undrende på ham. Han havde trods alt efterhånden set Aldamar i lidt dårligere situationer også, og han havde ikke set glad ud, da de gik fra festen. Havde det bare været fordi det var forventet? Fabian havde sine tvivl, og det kunne sagtens være at han var blidere nu, for ikke at skræmme Adena?
Alle de tanker blev dog hevet ud af ham, da Adena nærmest kastede sig over flasken Aldamar nu sad med, som om at hun nærmest ikke kunne leve uden. Oh. Han vidste ikke hvad flasken gjorde, men han var pludselig glad for ikke at have siddet længere tid med den.

En træt hånd gled igennem det korte hår, som han kiggede mellem Aldamar og Adena. Han følte virkelig ikke at han burde blande sig, men nu var han her, og siden han måske var en permanent liv i Aldamars liv, så måtte han nok også... gøre noget. Han havde sine formodninger om halskæden, men med mindre Adena faktisk var ærlig omkring det, så havde han ikke lyst til at presse noget i dag, men før eller siden... så måtte de jo snakke.
”Jeg ved godt at jeg ikke burde blande mig,” sagde han og kiggede mod Aldamar. Han kunne vel stoppe ham, hvis han ikke ønskede Fabians indblanding. ”Men hvorfor i alverden?!” Han nikkede mod koppen, men sagde ikke højt, selvom de godt alle sammen vidste hvad der lå under koppen. De blå-grønne øjne landede derefter på Adena. Øjne der var forfærdelig ens med øjnene på en vis lokal formskifter. 

Som opdagede Adena noget forfærdeligt rejste hun sig op, og før han vidste af det, var halskæden revet ud af hans hænder og på vej ned i tekoppen han lige havde hældt op til hende. Overrasket over hvor hurtigt det var gået glippede Aldamar en anelse med øjnene, inden at han langsomt stoppede med at læne sig ind over bordet - læne sig, ham af alle mennesker - og en genkendelig stivhed fant vej til hans ranke ryg, der i stedet faldt mere passende imod ryglænet på stolen. 
I suset af magien der forsvandt, var det som om en tåge lettede i hans indre - blæst i stykker og blæst væk, og alt skuffelsen, vreden og uforståenheden stod tilbage som før; blot nu med viden om at han også var blevet udsat for hvad end Adena havde hevet ind i sit liv. Potentielt set deres liv. Derfor var det utroligt passende da Fabian stillede et spørgsmål, som var så ufattelig konkret og vigtigt. Hvorfor. 

Hvorfor Zalan havde hun bedøvet sig selv med remedier af den slags. Det affødte så mange andre spørgsmål som han slet ikke kunne overskue var virkelige, og fyrstesønnens tavshed efter Fabian's ord var der kun fordi at han ikke vidste hvor han skulle starte. At hun så endda sad, bleg og med bævende læber gjorde det ikke bedre - hun tog sig jo ikke engang sammen til selv at forklarer! Noget der kun tilføjede endnu et lag til hvor ung og anderledes Adena var, fra ham. En dybere indånding, Aldamar havde svært ved at holde køligheden tilbage i sin stemme, men foretrak dén frem for den giftige spydighed der ellers lå under overfladen. "Hvorfor er det helt rigtige spørgsmål. Hvad, og hvorfor?" 
Det ene ben foldedes over det andet i stolen, og selvom Aldamar ikke var nogen høj skikkelse, syntes den ulmende uro i de mørkeblå øjne, at lade ham fylde mere i rummet end hvad kunne være rart.