Det havde været et par forfærdelig sløve dage. Det var tre dage de skulle vente, men tre dage var åbenbart også for meget, når hele Fabians krop summede og kildede, hver gang han tænkt på det der skulle stå den torsdag, og han vidste ikke engang hvad Aldamar havde planlagt, men spændingen var åbenbart nok til at få ham helt op og køre.
Så derfor havde han måske også brugt lidt for meget tid på at planlægge hvordan han skulle snige sig ind i Arys palæet, som han heldigvis stadig huskede indretningen af ganske godt.
Derfor var det heller ikke hans normale tøj han mødte op i, men lig det tjenestefolkene gik i her i Arys palæet. Måske ikke så pænt, men hvis man ikke kiggede for indgående på det, så var der ikke nogen der lagde mærke til det. Og så havde han taget i hvert fald ansigtet af en lidt mere normalt udseende mand, med kort brunt hår. Han så på ingen måde ekstraordinær ud, og lignede så mange andre i byen, præcis som han skulle bruge.

Hvis man bare lod som om at man måtte være et sted, så måtte man også. Derfor kom han uden problemer ind af tjenesteindgangen, og var snart indenfor. Der var overraskende få folk, og Fabian havde en vis fornemmelse af at prinsen måske havde sørget for at de ville være bare en anelse alene. Det stoppede dog ikke planen.
Hans ben bar ham ned i køkkenet, igen ikke mange folk, hvor han fik fisket en vin op og to glas til hænderne. ”Prinsen bad mig hente det,” sagde han, da en køkkenpige kiggede hans vej, og ellers fik han lov til at gå op. At finde Aldamar var dog usikkert. Han forsøgte at tage en lidt længere tur, bare for at se om Aldamar var i en af stuerne, inden han nåede op til værelset, han havde været lidt mere bekendt med.
Han bankede to gange på døren, og ventede på at høre om der kom noget larm derinde fra, som kunne indikere at Aldamar måske var derinde.

Torsdag var en aften han havde forberedt sig på i noget tid. Arya var sendt ud af huset til en eller anden overnatning hos en af hendes veninder her i byen, tjenestestaben var blevet undskyldt for en aften - en aften hvor at Arys prinsen gerne ville have palæet for sig selv, til at fordybe sig i 'studier og andre personlige anliggender'. Og hvem tog ikke chancen for en fri aften med ens kære og familie? 
Aldamar var i hvert fald gearet på at bruge aftenen med førstnævnte, og havde den sidste time tøffet omkring på sit værelse, bagved en lukket dør og høflig formaning om ikke at blive forstyrret. 

Gardinerne var trukket for, så selve rummet var kun oplyst af selektivt udvalgte krystaller og levende sterinlys, hvis flakkende skær skabte liv til et ellers simpelt værelse. I og med mange af dem var placeret i glasmosaik beholdere, var der glimt af kongeblå, varm orange og hvid rundt omkring på væggene. Loftet - bemalet med stjerner og stjernebilleder - gav også et køligt genskær idet at selve loftdekorationen også havde et strejf af magi i sig, så det var en ret så pulserende stemning af varmt og koldt, der prægede det ellers opryddede værelse.  Og selvfølgelig Aldamar selv, der stod ved sit skrivebord. 
Iklædt en natkåbe af silke og med et behageligt smil omkring læberne. 

Stående stod han og skriblede, en sidste hånd på et af hans mere personlige projekter - lidt af en evighedspraksis som han altid kunne vende tilbage til når han bare stod og ventede. Og vente, det var så bestemt hvad han gjorde lige nu. Indtil...
To bank på døren fik hovedet til at dreje sig i et ryk, og et lunefuldt smil sneg sig op omkring de smalle læber. Hvem end det var, havde tydeligvis trodset opfordringen om at lade ham være alene, eller... havde ikke fået den. Om ikke andet, var der intet skadeligt at se trådte man bare ind, så med et smil åbnede Aldamar munden. "Kom ind". 
Og vendte sig om, hænderne støttende på bordpladen og roligt tilbagelænet, idet at han betragtede hvem der kom ind.

Da bekræftelsen af Aldamars stemme kunne høres gennem døren, kunne Fabian ikke andet end at smile, selvom han prøvede at få det værste af ansigtet, som han åbnede døren og kom til syne for Aldamar. Han lignede afgjort ikke sig selv, bortset fra kropsbygningen og højden, og måske glimtet der var i de i øjeblikket brune øjne.
Han lukkede døren efter sig, stadig med vinen og glassene i den ene hånd. ”Jeg tænkte at prinsen kunne bruge lidt forfriskninger...” sagde han, stemmen var afgjort hans, og han lod også endelig ansigtet ændre sig tilbage til hans eget, som han sagde det næste. ”Og måske lidt selskab? Det bliver vel så forfærdelig ensomt heroppe alene.” Smilet havde han ikke kunne holde på afstand mere, som spredte sig på hans læber. Drillende og så afgjort hans, men han blev dog stående hvor han var.

Nu hvor han var i rummet, så kunne han også se rundt, selvom det kun var kort øjnene flakkede før han bare kiggede på Aldamar. Han så ikke ud til at bære meget tøj, hvilket Fabian absolut intet problem havde i, og hvis de havde stået lidt tættere på hinanden, havde han nok også bare droppet vinen, for at røre ved ham. Det var forfærdelig så meget han følte sig selv længes efter Aldamar, selv når de stod i samme rum.

Det var en fremmed skikkelse der kom ind; en der var ukendt af Aldamar men nok også af tjenestestaben selv. Det var ikke Arys-stabens tøj manden bar, så på den front var han også fremmed. Men han bar derimod noget meget mere genkedeligt i hele sit udtryk såvel som stemmeleje, og der sitrede en vag tilfredshed igennem Aldamar da skikkelsens ansigt ændredes til et ansigt han kendte på mange leder og kanter, efterhånden. Fabian. 
Ikke overraskende havde han fundet vej ind, men overraskende nok... havde han faktisk fået tilsnusket sig noget af køkkenets vin - en gestus der fik ham til at nikke bifaldende for sig selv, omend det ligeså godt kunne være af hans ord. "Ikke dårligt.." smilede han, og vippede sig selv fri fra bordets kant idet at han gik imod ham. Slet, slet ikke dårligt. 

Silken var blød imod huden indenunder, og alligevel fornemmede fyrstesønnen hvordan forventningsfuld gåsehud strakte sig over hans arme og ben, og ned af hans ryg. Ikke noget han prøvede at lade sig mærke synderligt af, da han endelig nåede frem til Fabian, den ene hånd allerede på vej imod den stubbede kind... 
... og den anden hånd igang med at befri ham for både glas og vinflaske imens, med overraskende fingersnilde der ikke lod dem falde imod gulvet. Da han følte hvordan det skiftede hænder, var han dog ikke sen til at slippe kinden igen efter kun lige at have strejfet den flygtigt. Men det var godt at se ham, så meget kunne han mærke helt ind ved den hurtigere hjertebanken. 
"Alle andre har fået besked på at holde sig fra værelset her til aften... så udvalgt selsab er bestemt værdsat" lo han, og bakkede en imod sofaen i rummet for at sætte sig i den, en inviterende vinken der vidnede om at han så bestemt skulle med. 

Fabian burde ikke blive så glad over at høre noget der kunne minde om et kompliment fra Aldamars læber, men han havde savnet det. Deres måde at kommunikere på, og deres måde at røre hinanden på. Det var nok derfor han havde været drevet til ham til at starte med. Hvad de havde var noget unikt, også selvom Fabian var sikker på at enhver forelsket tøs mente det samme. Ikke ligefrem den sammenligning han havde håbet at finde sig selv tænke. Heldigvis var Aldamar også god til at distrahere.

Det var blot et øjeblik han mærkede Aldamars fingre mod sin kind, hvilket var alt for kort tid, og da han forlod ham igen, havde han hverken vin, glas eller Aldamar ved sin side. Vær tålmodig, kunne han høre sig selv sige i sit hoved. Det gjaldt om at nyde aftenen.
”Så jeg falder alligevel under udvalgs selskab,” sagde han grinende, og løsnede det øverste af skjorten, som han fulgte efter Aldamar. Det her tøj var virkelig ikke ham, men det havde fået ham ind, og det var næsten lidt nemmere at mødes sådan her, selvom han også godt vidste at det nok ikke blev normen. Aldamar kunne ikke sende tjenestestaben ud hver torsdag.
Han slog sig derfor også ned i sofaen ved Aldamars side, og sparkede skoene af fødderne, bare fordi det ville nok ske før eller siden de skulle af, og han havde også på fornemmelsen, at han nok ikke ville blive holdt i det her tøj i alt for lang tid. ”Jeg kan se du rigtig har fået sat op til aftenen,” sagde han med et blik rundt på alle lysene. Det var næsten romantisk, hvilket var lidt underligt for Fabian, men... overraskende nok ikke uvelkomment. 

Med trænede fingre blev glas sat på bordet og vin skænket op, og fyrstesønnen fulgte de røde dråber med øjnene, et lille smil spillende om læberne. Der ville nok gå noget tid inden at det smil forsvandt, kunne han fornemme på måden aftenen mere og mere føltes længeventet og kærkommen for Aldamar. Benene blev foldet ind under sig selv i en skrædderstilling - knap så adeligt men meget mere behageligt, og med en lille latter fik Fabian sit eget glas, imens at han lænede sig tilbage i sofan med sit. Selvfølgelig faldt han under udvalgt selskab, Aldamar hev hverken silkekåbe eller sterinlys frem for mindre, skulle han være ærlig med sig selv. 
Øjnene fandt hans skikkelse, og han kunne til sin egen fornøjelse konstatere hvordan at det øverste af skjorten allerede var blevet løsnet. "Jeg havde god tid" påpegede han. Han havde i hvert fald taget sig god tid, kunne man også formulere det som. 

Det var helt underligt at se Fabian så... velklædt. Ikke at han ikke brød sig om det - han havde altid haft lidt af en svaghed for de kønnere ting i livet, noget som Fabian velsagtens udemærket godt vidste. 
Glasset blev rakt frem imod ham til en klinkende skål, førhen at det fandt vej til læberne, og den krydrede smag eksploderede på tungen. Han vidste nok ikke engang hvilken vin han havde fået fat i, men en god en. 
"Kan du li' det?" kom det en anelse forsinket fra ham, og Aldamar nikkede imod området, inden at han... selv strakte sig en anelse, påpasselig med ikke at afsløre for meget af hvad der var bagved det Arys blå silke, endnu. Om han kunne li' det, om han kunne li' ham, to sider af samme mønt og Aldamar prøvede at skubbe den lille gnist af nervøsitet til side, og skubbede sig selv imod bare at være i det. 
Hvis han ikke kunne, var han jo ikke kommet, vel?

Fabian trak kun sit ene ben op og lagde det på sit knæ, før han tog imod glasset med den fine vin i. Han havde ærlig talt bare taget hvad han kunne få fat på, da ingen af flaskerne sagde ham noget, men de havde set fine nok ud til at det nok var noget familien drak og ikke tjenestestaben. Ellers var han nok blevet stoppet inden han havde forladt køkkenet, hvis han skulle være helt ærlig.
Han lænede sig derfor også afslappet tilbage, og nød blikket fra Aldamar. Han var anderledes klædt i dag, men det var Aldamar i den grad også, og en lille del af Fabians hjerne undrede sig over præcist hvad Aldamar havde på under silkekåben. En ting han nok skulle find ud af tids nok. Det virkede trods alt ikke som en Aldamar ting, at rende nøgen rundt, kun med kåben som dække.

Han klinkede sit glas mod Aldamars, inden han tog en lille tår af vinen. Han brugte tungen på at fjerne eventuelle vindråber fra hans læber, inden han svarede på Aldamars spørgsmål. ”Det er ikke dårligt,” var næsten ekkoet fra tidligere, om hvordan Fabian sneg sig ind. Den eneste form for sandhed, var da også at det faktisk ikke var dårligt, men hvor godt han kunne lide det, nævnede det ikke noget om. Det afslappet smil på hans læber, talte dog om at han nok kunne lide det mere end han gav udtryk for. Det gav i hvert fald en behagelig stemning, og måske også følelsen af at mere skulle komme, nu når Aldamar havde brugt så meget tid bare på at dekorere sit værelse til anledningen. 

At forvente at der ikke skulle komme mere, ville være forkert. Meget forkert,  da intet i Aldamar's blik, holdning, ordvalg eller stemmeføring prøvede at tale imod det, da han med en mild latter rystede en anelse på hovedet over det stille ekko af hans egen kommentar. Ikke dårligt? Man måtte vel tage hvad man kunne få, selvom en drillende del af Aldamar da gerne så den kompliment uddybet - men vidste at det nok ville komme. Det hele skulle nok komme. 
Lige nu simrede hans spændingen godt, og han havde altid været lidt elegant omkring at trække det ud. Hastværk var trods alt lastværk. Og de var allerede startet så småt, fra det øjeblik Fabian var trådt ind. 

Vinen hvirlvede dovent op omkring glassets kant, en bevægelse der forekom meget mere rolig end den splittelse Aldamar følte i sig selv. Spænding blandet med en god del nervøsitet - to følelser der var lidt svære at forholde sig til når man gerne ville udstråle overskud og ro, men dog i stærk kontrast ved den simple fornemmelse af glæde der også eksistrede, og som fik ham til at slappe af i det. "... hvad er dine forventninger for i aften?" et spørgsmål der blev stillet med et nysgerrigt glimt, og han drak endnu en tår af vinen. Så havde han i hvert fald en idé om hvor mange - eller måske nærmere hvilke tanker den blonde mand havde gjort sig, og det i sig selv... var måske den vageste indikation på at noget i hvert fald havde forandret sig i deres dynamik. 
Ikke fordi at Aldamar ikke havde tænkt på det før - han havde altid vist et vidst hensyn, ville han mene. Men lige nu var det meget direkte hvad Fabian ville, han havde vel lovet at gøre op for hvor kort tid de såes sidst. For ikke at tale om at det som han ville, ville Aldamar nok også i sidste ende. 

Det havde blot været et spørgsmål om tid, før Fabians hånd var begyndt at vandre mod Aldamar. Han kunne trods alt ikke lade vær, og havde ikke været god til at holde fingrene væk, lige siden han første gang havde fået lov til faktisk at røre ved ham. Det var også næsten kun blevet værre, som han havde vænnet sig til at det var i orden. Så hånden lagde sig på Aldamars lår, oven på silkekåben, som skjulte hvad end der under, med mindre han ville kunne mærke det ved sin hånd.

”Hmm..” en eftertænksom mine spredte sig på Fabians ansigt, som han kiggede overvejende på Aldamar. Et mere drillende smil banede sig dog snart vej, for han havde da haft nogen tanker i gang med hvad Aldamar ville gøre ved ham. Heldigvis faldt det interessepunkt altid i god jord hos dem begge. ”Jeg forventer at du giver lidt i gengældelse fra sidste gang,” startede han med at sige, selvom det ikke var så specifikt til at starte med. Han lænede sig lidt længere ind, så han kunne sænke stemmen, selvom det ikke nødvendigvis var behøvet. ”Forhåbentlig kan jeg se lidt mere af hvad du kan gøre med de bånd.” Han havde virket øvet sidst de havde haft det fremme, og det var da absolut sådan noget han gerne ville udforske med Aldamar. 

Det første svar fik et lille nik fra Aldamar, det havde trods alt været... en anelse forventet. Og ikke noget han var imod, når han med et lille grin følte en enkelt hånd på låret, der allerede så småt var begyndt at  gå på afveje. Det andet svar, fremprovokerede derimod en lille periode med stilhed... inden at grinet omkring Aldamar's fik en lidt mere selvtilfreds kant, og benet Fabian havde sin hånd på, blev strakt ud og lagt over hans lår, mageligt. 
Fabian fascination var kærkommen, og et eller andet sted, fantastisk i sin åbne tilgang. Havde den ikke været der, ville det her aldrig, aldrig nogensinde være kommet på tale i første omgang, og Aldamar takkede nogle gange - selvom han ikke ligefrem var religiøs, hvad der føltes som de rigtige guder, for at skøgen var dumpet ind i hans liv. Både på det gode og det knap så gode. 
"Det burde kunne lade sig gøre" smilede han, tankerne et kort øjeblik en anelse flyvske i hvad der ville være bedst, hvad der ville være sjovest. Der var trods alt en del måder at gøre det på, alt efter hvilken effekt man ville opnå. 

Benet over hans lår begyndte at bevæge sig en anelse, som et fraværende, gnindende kærtegn der dog bad ham komme tættere på om han ville. Han gjorde dog selv ikke meget for at rykke sig nærmere, godt tilfreds med at han virkede til at komme til ham, da det - og det af flere grunde - talte fyrstesønnens selv vigtige følelse en god tak op. Vinen skiftede hånd, så den nemmere kunne sættes på sofabordet hvis det blev nødvendigt. 

Fabian var ikke helt sikker på hvordan han skulle ty de stilheden til at starte med, med som smilet fik en lidt anden kant, så kunne han kun mene at det nok var en god ting, at han var så interesseret i det. Nogle gange havde Fabian dog lyst til at hive Aldamar bare en lille smule ned fra sin høje hest, som han så godt placerede sig på, men nogle gange... så var det også helt i orden. Der var ingen rund til at ødelægge det gode humør, når det ikke generede ham lige nu. Hvis Aldamar gerne ville føle sig eftertragtet, så kunne Fabian godt opfylde den del.
”Jeg havde ikke nogen tvivl,” svarede han grinende, og kiggede ned på benet over hans eget, som virkede bare en lille smule insisterende.

Han lænede sig lidt frem for at stille glasset fra sig, mest for ikke at risikere at spilde det, skulle tingene alligevel gå lidt overbord. ”Er der noget du gerne vil have, Baldric?” spurte han drillende, men gjorde så også præcis hvad Aldamar bad ham om, og rykkede sig blot lidt tættere på, så han bedre kunne læne sig ind. Det betød dog også at hånden på låret gled længere op. Hvis Aladmar gerne ville have noget, så kunne han jo spørge. 

Om der var noget han ville have? Aldamar's øjne blev knebet en anelse sammen ved det dumme spørgsmål, da det uden tvivl kun var stillet, fordi at han kunne. Man skulle ikke være noget geni for at vide at der var noget han ville have her i rummet, og havde de været et par måneder tilbage, ville han aldrig have trukket i den fiskesnørre som Fabian fiskede med; han spurgte ikke decideret om de ting han ville have. 
Men nu? Nu kunne han godt, og benet blev trukket en anelse op, for i stedet at bore sig ind bagved ryggen på ham, og insisterende at folde underbenet  en anelse igen. Trække ham en tættere med benmusklerne, så han var placeret imellem hans ben, næsten. Ikke helt endnu, da det andet forblev i resterne af hans tidligere skrædderstilling, og stadigvæk holdt det nogenlunde åbent. 
"Selvfølgelig er der noget jeg gerne vil have" Aldamar's stemme lød næsten irettesættende til sammenligning med den andens mere drilske energi, men smilet om mundvigen tog virkelig enhver brod de ord kunne siges med, af. 

Fyrstesønnen skubbede de akavede gnister væk, sank en klump, og bad lidt til at det ikke kunne gennemskues hvor uvant det var for ham verbalt at række ud. "Jeg vil gerne have dig..." En pause blev lagt (med vilje), inden at hånden lagde sig over hans. "... lidt tættere på" og trak den længere op. 

Det var fuldstændig fabelagtig at se Aldamar tage hvad han gerne ville have, i det her tilfælde at Fabian kom tættere på, og han lod sig også hive sig tættere på, med glimtende øjne, og et drillende smil. Aldamar var trods alt ikke den eneste der gerne ville føle sig eftertragtet, hvis Fabian også skulle være lidt ærlig.

Og det sus der gik gennem Fabian, var elektrisk. Hans læber skiltes lidt, og hans øjne tog lidt en anden kant, noget mere lysten. Når Aldamar bad på den måde, så kunne man jo ikke sige nej. Hans hånd gled op, næsten helt til skridtet, og nu hvor de sad næsten helt op af hinanden, så kunne Fabian bedre læne sig ind.
”Det skulle du da bare have sagt,” hviskede han, og hvis Aldamar havde nogen forbehold med verbalt at sige hvad han ønskede, så burde det ikke være på baggrund af Fabian mere. Fabian så ud til at nyde det, men ikke på bekostning af Aldamar, nej. De fik begge to noget ud af det ved at sætte Fabian i det her humør. ”Er der andet du vil have?” spurgte han, stadig lidt drillende, selvom hans egne øjne flakkede ned til Aldamars læber. De havde ikke kysset endnu, hvilket var lidt af en skam hvis man spurgte Fabian. Hele hans krop virkede til blot at summe af længsel efter Aldamar. Vinen var i hvert fald ikke vigtig mere.

En sitren banede sig vej igennem ham da hånden gled længere op end forventet, og med en stille gysen følte han blikket på ham ændre sig en anelse, men bestemt ikke på nogen negativ måde. Nej, meget mere nærværende, meget mere søgende, og Aldamar følte sig selv nikke mentalt - nok også i virkeligeheden - idet at overvejelserne gled igennem ham. 
Han havde halvt om halvt glemt hvilken form for intensitet det bragte med at have Fabian så tæt, Fabian der så på ham, som om at han gjorde noget helt rigtigt. Og når nogle gjorde det, var det svært at lægge de fingre imellem der skulle stoppe det, hmm? Glasset gled op til læberne og fyldte den korte afstand imellem deres ansigter ud - trak lige stilheden efter 'er der andet du vil have. Og uden at fjerne blikket fra ham, fik Aldamar sat det fra sig på bordet ved siden af så begge hans hænder kunne besætte andre poster. Smart at han skiftede hånd, det var godt tænkt. 

Ligeså smart som at få vinklet ham ind imellem sine ben. Aldamar foldede snart det andet ben ud af dets bukkede, halve skrædderstilling, og lod det slå følge med dets partner, da det strakte sig ind over hans lår for at vikle sig omkring ham i en kærlig benlås. Hans hånd ved inderlåret fik et klem og Aldamar lænede i selvsamme overkroppen en anelse fri af sofaens ryglæn og frem imod Fabian, øjne glimtende i den flakkende belysning. "Et kys" fulgte han op med få centimeter fra hans læber, og kunne næsten forestille sig smagen af ham, sammen med resterne af vin der sad tilbage. 
"Kys mig som du ville ønske du kunne, tilbage i mandags" hviskede han krævende, bestemt lokket af det blik der lurede i hans blå-grønne øjne. 

Man skulle ikke bede Fabian om noget mere end en gang, især ikke når det var noget så fristende som at kysse manden han havde set frem til at se siden i mandags... nej, som han havde set frem til at se i flere uger, og bare, have ham for sig selv. Fabian havde intet imod at dele, men der var en tid og sted for det, og han havde bare savnet Aldamar.

Hånden der stadig var på låret, nussede ham ligeså stille, hvilket ikke virkede helt uskyldigt med sin position på benet, mens hans anden hånd fandt vej op til Aldamars nakke. Han var så tæt på. ”Det tror jeg lige kan overskue,” hviskede han, ikke helt villig til bare at lade hans samtykke gå ud i stilheden, selvom ordene nok snart blev glemt, som han endelig lænede sig det sidste stykke frem, mens han sørgerede for at holde Aldamar hvor han var. Han regnede i hvert fald ikke med at Aldamar ville forsøge at undgå kysset.
Der var en desperation i kysset, som havde han ikke kysset ham rigtig i ugevis, hvilket det lidt føltes som om lige nu. Duften af Aldamar, og smagen, var overdøvende, og han ville bare have mere, hvilket blot betød at han forsøgte at læne sig mere ind i Aldamars sfære, nu når det blev lidt svært at hive ham tættere på. 

At undgå det var hvad er lå fjernest fra Aldamar's tanker, idet at han med et frydefuldt suk følte hvordan at deres læber ramlede sammen. Førhen at han vidste af det, var det næsten som om at ryggen buede for at trykke sig ind imod Fabian, og hånden der knap og nap havde sluppet glasset, lagde sig om hans arm for at kunne følge den ned til skulderen. En så velkendt og ønsket følelse, at Aldamar ikke kunne andet end at næsten juble af lykke, havde hans mund ikke været godt optaget. 
Benene løsnedes en anelse i deres greb da de et kort øjeblik følte svagere - han vidste godt at han ikke smeltede men det føltes sådan en gang imellem - og da han slap kysset var der krøbet en sund farve henover ansigtets kinder. 
Det var endelig nu. 

Fabian var ikke den eneste der ville have mere, og med et suk af længsel fandt hænderne vej til skjorteknapperne som han halvt om halvt selv havde åbnet det øverste af, for at fifle med dem. Det her skulle i hvert fald af, hvad end det var. Han havde aldrig kunne ødelægge tøj på den måde han havde hørt nogle af hans kammerater havde gjort førhen - det virkede utrolig upraktisk i længden, men han kunne nu nikke genkendene til den utålmodighed der fik dem til at ødelægge knapper eller tvinge syninger i stykker. 
Han havde i den utålmodighed, kortvarigt kigget ned for at se hvad han havde gang i. Men da han løftede ansigtet igen, var det at munden med drillende kys fandt vej til hans hals, da han i et lille ryk hev ham mere nedover ham via grebet i skjorten. Sofans 'ende' ramte hans ryg igen i den bevægelse, og han lænede sig veltilfreds tilbage. 

Fabian kunne sagtens mærke hvordan skjorten han bar var ved at blive åbnet, hvilket han absolut havde intet imod. Jo hurtigere det kom af, jo hurtigere kunne han mærke Aladmars hud mod sin egen, og nu når fokusset var på Aldamar... så skulle den kåbe også af ham.
Dog kom den tanke aldrig så lant, som Aldamar begyndte at hive ham ned over ham, og han måtte ændre position bare en smule, så han kunne støtte på sine knæ og hænder. Det var ikke ofte, at han faktisk var den på toppen, mest fordi han lod Aldamar være den i kontrol, da det betød mere for ham, end for Fabian.

Hans øjne kiggede ned på kroppen under ham, og en lille leen undslap ham, ikke nødvendigvis fordi der var noget sjovt i det, men han følte sig bare så glad. Det var en underlig følelse at have så meget af, at han faktisk lagde mærke til den under alt lysten.
Han ændrede vægten, så han kunne støtte på den ene arm mod armlænet, så han stadig var over Aldamar, før at hans nu frie hånd fandt vej til kåben Aldamar bar, i håb om også at kunne løsne den op, mens Aldamar selv var i gang med Fabians skjorte. Aldamar havde alligevel også behov for lidt erfaring indenfor at få tøjet af andre folk, han havde efterhånden set eller i hvert fald følt Fabian gøre det med en vis snilde. 

Havde det været en fremmed person, ville de aldrig have fået lov til at læne sig ind over ham på den måde. Havde det været en han ikke kendte godt nok, havde Aldamar slet og ret tvunget dem af sig, eller om han kendte dem bare en anelse, blødt men fast fået vendt dem om, eller skiftet rundt på en eller anden måde - han kunne ikke være under nogle uden at føle sig indeklemt, presset eller halvt om halvt klaustrofobisk i slemme tilfælde. Men lige nu? Jah der var det okay. 
Blikket gled kortvarigt op på skikkelsen over ham ved den lille latter - den var ny, og det smittede nok til at Aldamar følte sine læber krænges opad i et fjollet smil, og lod det ene ben møve sig ind imellem hans ben, nu hvor at han støttede på sine knæ i stedet. 

Imens Aldamar en anelse fumlende løsnede knapper, fik Fabian langt mere elegant løsnet kåben. Og indenunder - hvilket måske havde været en anelse forventeligt, jah der havde Aldamar selv taget noget der mindede om det han havde fået købt med Fabian tidligere, på. Sort og sølv godt nok, med bånd og kæder der strakte sig på nogle lidt andre måder end dem Fabian havde stiftet bekendtskab med før, men grund idéen var det samme, og flettede sig over hans bryst, ryg, ben og arme i et intrikat mønster. 
Blikket flakkede i nogle sekunder ned for at kigge nedover hans eget bryst, hænderne stoppede deres arbejde, inden at han med en utydelig, mumlende lyd fik åbnet den sidste knap, og lod endelig hænderne sprede sig ud over det glatte bryst - de føltes næsten kølige imod den varme hud - inden at han lod dem glide op af nakken, for at krænge skjorten af ham ved et greb i kraveåbningen, trods den ville sidde fast omkring hans ærmer hvis han ikke rykkede dem fra sofaen. 

Hvis Fabian havde vidst hvor stor en ting der her var for Aldamar, så ville hans reaktion nok være anderledes, måske også en anelse overvældet. Det var nok bedre at han ikke vidste det for nu, men han ville i det mindste aldrig forsøge at overvælde fyrstesønnen der lå under ham.
Han var også ved godt humør, og havde måske forventet at Aldamar var letpåklædt og måske sågar nøgen under kåben. Han havde ikke overvejet at Aldamar ville være iklædt samme slags tøj, som han elskede at se Fabian i, og nu gav hans interesse for det langt mere mening.

Det var en anelse distraheret, som han forsøgte at hjælpe Aldamar med at få skjorten af ham, men hans øjne var i gang med at tage alle detaljerne ind. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige, men han kunne tydeligvis lide det.
Som han fik kastet skjorten lidt væk, forhåbentlig ikke oven på et lys, så rettede han sig bare en anelse mere op, mest for at kunne lade begge sine hænder udforske den blege krop under ham, og kæderne. Der var visse ting, der var tydeligt anderledes fra de ting han selv var blevet puttet i. Mest fordi at den her passede så ufattelig godt til Aldamar.

Endelig fik han dog mundtøjet på gled igen. ”Jeg forstår pludselig din besættelse med dem,” hviskede han, og rykkede sig lidt tilbage, så han kunne begynde at læne sig ned, for at kysse den blottede hud, selvom han også lidt havde lyst til at få Aldamar op og stå, så han rigtig kunne se tøjet. 

Imens Fabian havde betragtet hans 'dekorerede' krop, havde Aldamar ikke helt vidst hvad han skulle gøre af sig selv - deraf den utydelige mumlen, da han ville ønske at han havde nok selvsikkerhed i sig, til bare at kunne have smilet vindende i suset af overraskelsen. Men i stedet var det glimt af usikkherhed som følge af at ligge så blottet, der kom på banen. Men... han brød sig om det? 
Ikke længe efter gik det nemlig op for Aldamar at det betragtende blik kom af positive grunde, og med lille gys lod han ham bare udforske en anelse, mørkeblå øjne afventende i deres vage glimt for at få alle de små reaktioner med. Han hverken ville eller kunne benægte hvor meget det gav ham selv, når hænderne lige sad lidt for længe fast omkring nogle af knuderne eller kæderne. 

Først da Fabian rykkede sig en anelse tilbage og lænede sig ned, var det at Aldamar's hænder selv gik i bevægelse igen og kærligt legede en anelse med håret, inden at de gled ned forbi nakken og derefter ryggen. Hans besættelse? 
Hovedet lænedes nydende tilbage over kanten af sofaen idet at læberne ramte huden, og med en lille latter åbnede Aldamar munden. "Det kan noget, hmm?" mumlede han, og lukkede øjnene en anelse for at føle mere end vide hvor Fabian bevægede sig rundt henne. Små striber af veltilpas gåsehud strakte sig ned over hans arme.