En skøn stemning var over hele festivalpladsen, solen skinnede og der var masser af mennesker spredt over hele pladsen. Boder var der masser af, hvilket kun gjorde det sværere at beslutte sig hvor man skulle starte. Leah havde gået lidt rundt imellem nogle forskellige boder, før hun var stoppet op henne ved en krydderi bod. Hendes øjne gled hen over det store udvalg, imens hun overvejede om hun mon skulle købe noget af det. Et smil bredte sig over hendes ansigt, og hun lagde en hånd i siden som hun betragtede krydderierne lidt mere.

Efter ganske få minutter drejede hun hovedet væk fra boden imens hendes krop fulgte med, og hun lod øjnene skimme pladsen. Måske hun skulle undersøge nogle af de andre boder, bare for at se hvad der ellers var. Efter at have set sig lidt omkring, blev hun enig med sig selv om, at hun slet ikke kendte nogen. Det virkede ikke til, at der var nogle hun havde set før, eller kendte. Leah lagde hovedet lidt på skrå, som hun gik lidt væk fra boden. Hun nød det gode vejr, som hun lod smilet vokse en smule, og skævede kort ned imod den lille brune taske hun havde med sig"Hmm"lød det overvejende fra hende, før hendes blik faldt hen på en mad bod. Skulle hun få sig lidt at spise, før hun ville tjekke nogle af de andre spændende boder.

Hun havde begivet sig hen til festivals pladsen, ikke fordi hun skulle noget specielt, hun var bare i humør til at se sig lidt omkring uden de to ulve tæt på hende. De fleste hun gik forbi hilste på hende, ikke fordi hun kendte dem personligt, hun havde bare været her så meget efterhånden, at de havde en anelse om hvem hun faktisk var, uden helt at vide det alligevel udover de ting hun ofte købte her. Hendes øjne søger rundt, som hun vipper hovedet lidt på skrå. Da hun skimter en anden elver i mængden af mennesker, en der var på hendes højde eller måske få cm højere, måske en enkelt cm. Hun bevægede sig med langsomme, men bar alligevel sig selv meget elegant rundt i flokken, som hun nærmest dansede om folk der ikke overvejede at flytte sig som hun gik fremad. 

Der kom en hummen fra hende, som hun alligevel nød stemningen som var på pladsen, hun nød var hvordan det var heromkring, der var absolut ingen tvivl om det var et sted hun opsøgte fordi hun faktisk havde lyst. Hun skilte sig nok ud af mængden med kjolen, samt hendes højde også tynd hun virkelig var. Men det var intet at gøre ved, de havde altid prøvet at se om hun kunne tage lidt mere på, men hendes krop ville ikke være med til at skulle have mere fedt på kroppen, men det var ikke fordi man kunne se hun på nogle måde skulle være undervægtig som hun ville have været hvis hun havde været et menneske. Hendes hår falder bag hende, som det ligger helt fladt ned ad hendes ryg. 

Den gode stemning der var over hele pladsen, gjorde nærmest Leah i endnu bedre humør. Det var virkelig rart, at man bare kunne nyde det i stedenfor at der altid skete et eller andet. Heldigvis slap hun for kaos, og ballade selvom hun altid havde været god til at havne i det. Måske hun bare slet ikke kunne undgå det, men det gjorde vel heller ikke noget. Det tilføjede blot lidt spænding til hendes liv, som sikkert godt kunne trænge til lidt kaos, og ballade engang imellem. Hendes blik gled lidt rundt, for at se om hun kunne genkende nogle af de mange mennesker. Men der var ingen der virkede særlig genkendelig, så hun gav sig til at lytte til gademusikken. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene bare for at nyde lyden af de smukke toner, før hun pludselig kunne mærke nogen væltede ind i hende. 

De brune øjne åbnede hun, for at skulle se efter hvem der var stødt ind i hende. Men det var blot et lille barn, en knægt der stod med funklende øjne og kiggede op på hende. Et blidt smil voksede på hendes ansigt, og hun bukkede sig en smule ned hvorefter hun strøg en hånd hen over det pjuskede blonde hår"Er du faret vild, hvis du er hjælper jeg gerne med at finde din mor eller far"sagde hun med en varm stemme, som hun sendte knægten et større smil.

Knægten lyste pludselig op, som han greb fat i hendes hånd, og Leah kunne ikke andet end at smile. Dog pludselig kunne hun se en skikkelse lidt længere væk, det så ud til at være en elver ligesom hende. Smilet voksede, og hun satte kursen hen imod den ganske flotte elver. Knægten fulgte med, som han så ud til at kigge op på hende med de funklende øjne"Vi skal nok finde dine forældre, det lover jeg"sagde hun med et stort smil, som hun lod blikket hvile sig på knægten. Efter nogle minutter stoppede hun op ved kvinden, og betragtede hun lidt. Det var ikke så tit hun mødte andre skovelvere, men når hun endelig gjorde blev hun altid glad"Er du skovelver ligesom mig"spurgte hun undrende men en smule nysgerrig også, som hun lagde hovedet lidt på skrå, og gav knægtens hånd et blidt klem. Hendes blik hvilede sig på kvinden foran dem. 

Hun vipper hovedet lidt på skrå, som skovelveren kommer hen til hende, med en lille menneske knægt. Tit blev menneske børn væk her, der var alt for mange mennesker til de kunne finde rundt i den nogle gange. Så for hende var det intet nyt i at et barn måtte hjælpes, men det var godt nogle ville hjælpe de små børn som farede vild. "Det er jeg, mit navn er Rhea," hilser hun på elveren foran hende. Hun ser på den lille dreng, som hun før har haft set. "Blevet væk igen?" Spørger hun ham med et smil. Drengens hoved bliver rød som en tomat, imens han ser lidt ned i jorden, tydeligt det ikke er første gang de har set hinanden eller han er blevet væk. Rhea ser på denne elver igen, "Hans mor ejer en af boderne længere den her vej," siger hun, som hun peger til en af de boder der er bagved hende et sted. 

Hun vender sig rundt et øjeblik, som hun kigger mellem mængden, inden hun tager en dyb indånding, som hun et øjeblik tager lidt sanser fra hendes forvandlings form, hvor hun hurtig fanger duften af hans forældre. Hun blinker lidt med øjnene, så hendes normale øjenfarve kommer tilbage igen, inden hun ser over sin skulder på elveren og drengen. "Kom så kan jeg vise dig hvor han skal hen, han er ikke god til at finde tilbage igen," siger Rhea, hvilket igen for drengen til at blive endnu mere genert end han er i forvejen. Den lille dreng titter hovedet frem fra den anden kvinde, imens han ser tænkende ud. "Hvor er dine ulve frøken Rhea?" Spørger han, tydeligt han ikke har glemt hun har dem, efter de få gange han har set hende udenfor festivals pladsen. Hun ser på knægten, inden hun ryster lidt på hovedet. "De må jo ikke komme med herind, det går jo ikke nogle prøver tage Sun og Night fra mig," siger hun roligt. Kort sagt, ikke mange er så glad for ulve, hvilket hun godt kan forstå, derfor hun også lader dem være ude af byerne i de øjeblikke hun render og laver noget. De er tit i nærheden af hvor hun gik fra dem, så hun ved altid hvor de er henne, så det er aldrig et problem.