Frejdis var stadig ny til hele det der byvagts noget, og selvom hun tog sin potion død seriøst, så var der stadig en del ting hun ikke havde lært, og ikke forstod endnu.
De ruter hun skulle gå vagt på var en af sådanne ting, men i stedet for at gå i panik, eller rende hovedløst rundt, havde minotaurern besluttet, at det nok bare var bedst at blive stående. Hun var svær at overse, så hendes partner skulle nok finde hende før eller siden, og så ville det jo være synd og skam hvis den sidste smule sollys skulle være gået til spilde, bare fordi de var blevet splittet op!
Med en veltilpas mine kløede Frejdis sig under mulen. Aaaah ja, det var livet det her. De fleste problemer skulle hun bare kigge lidt hårdt på, så løste de sig selv, og selv når hun engang imellem skulle flekse med musklerne, så var folkene omkring her så vat-armede at det aldrig blev en fair kamp. Præsis som hun kunne lide det!