Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Frejdis Midos
Kaldet: Knæflækker
Køn: Kvinde
Alder: 85
Fødselsdag: 2.2 år 1940
Tilhørsforhold: Sand Neutral
Tro: Thatos, Nak'lar
Erhverv: Byvagt
Nuværende levested: Dianthos - Dianthos
Race: Minotaur

Udseende

Højde: 221 cm
Vægt: 198 kg
Frejdis er en høj og relativt smalt bygget kvinde, for en minotaur at være. Hun gør dog mere end op for det i muskelmasse, og en skulen der kan få selv den mest hærdede kriminelle til at tænke sig om en ekstra gang, inden de bryder loven på hendes vagt.

Hendes pels er en fin hvid over det meste af hendes krop, med en mere cremhvid nuance omkring hendes ansigt og mule, der selv er nær bronze farvet.
Mellem hendes horn, og nedover den øverste del af hendes ryg, vokser en imponerende manke af orange, rød-blond hår.
Frejdis horn er store, og vokser ud fra hendes tindinger og fremad i en buet vinkel, før de retter ud i to fremafrettede spidser. Hornene er udskåret med runer og symboler, det nærmeste Frejdis har kunne komme at få en tatovering.

Som oftest ses Frejdis i rustning, med sin gode, dværgesmedede økse ved sin side. Øksen bærer navnet "Basse" og var en gave fra Lysets Admiral. Skal hun dog være i civilt, foretrækker hun en løs kjole, med god plads til bevægelse, der ikke viser for meget af hendes pelsede gedebukke ben og klove.

Magi

Magisk evne (1): Sandt syn:
Frejdis har evnen til at se igennem illusioner og magiske forvandlinger.
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Magisk evne (2): Bommerang:
Frejdis kan få hvad end hun havde mellem hænderne sidst, til at vende tilbage til hendes hænder. Om det er et våben, en legmedesdel eller et krus øl (i sådan et tilfælde er det kun kruset, og ikke nødvendigvis indholdet der vender tilbage).
Dygtighed til at kontrollere evne: Middel

Personlighed

Frejdis er ikke nødvendigvis nogen særlig kløgtig kvinde. Hun ved meget lidt om historie, og endnu mindre om kust eller litteratur. Hun er nem at overtale til ting, og er ikke den skarpeste til at regne ud når nogen forsøger at snyde hende. Til gengæld har hun et stort hjerte, en lige så stor stolthed, og er bomstærk og ærlig!
Hun undgår for alt i verden ansvar når hun kan, for hun ved at ansvar får en slået ihjel før som senere.

I modsætning til mange andre minotaurer, hader Frejdis ikke mennesker. Hun har gennem sit livs vandring lært at de er stærke på deres egen måde. Ikke lige så stærke som minotaurer selvfølgelig, men det sammenhold mennerskerne har, og har lært til de andre racer, gør dem værdige til hendes beundring. Det var trods alt det der gjorde de kunne vinde over Klanerne, selv da de var på deres stærkeste!

Frejdis har set og gjort meget i sin tid, og hendes moralske kompas har på inden måde nogensinde peget nord. Selv nu, hvor hun har sat sin rute i en mere lovlydig retning, er det stadig en meget stor gråzone, og hun har det sjældent særlig skidt med at kigge den anden vej, hvis det gavner hende selv.
Der er dog visse ting hun aldrig kan se igennem fingre med, og håndtere med enorme mængder af vold, et etisk valg der heller ikke altid falder i hendes overordnedes smag. Stolthed og familie er hellige ting, og ligeså er spil. Folk der er dumme nok til at blive opdagede i at snyde i spil i Frejdis nærvær, møder en ubehagelig skæbne.

Frejdis farvede fortid har også introduceret hende til mange spændende typer, der kender hendes plettede fortid, en fortid hun foretrækker forbliver skjult.

Baggrundshistorie

Frejdis' barndom var som de fleste andre minotaurer i Midos klanen, præget af hård kamp fra det øjeblik hun kunne svinge sin næve. Frejdis var på ingen måde det første barn af Thorkall og Åsvald, men hun var det første der overlevede forbi sit 12. år.
Hendes liv var meget som alle andres. Hver morgen var der kamp, for at vågne op og sikre sig de svageste fik nok bank til de ikke ville klare sig gennem dagen. Så var der morgenmad, efterfulgt af våbentræning. Om eftermiddagen var der der stenløft, hvor alle blev læsset med sten til bristepunktet, og skulle stå med dem til aften gongen lød. Kollapsede man under vægten inden, var der ingen hjælp at hente!
Efter aftensmaden var der historie fortælling, hvor de største minotaureres dåder fra fordoms tider blev genfortalt af mystikkerne, og hver fortælling blev afsluttet med en påmindelse om altid at være stærkest, så fortidens nederlag for menneskernes hånd aldrig ville gentage sig.
Dernæst var der overlevelses træning under nattehimlen, og de der klarede sig igennem, kunne nå et par timers søvn, inden det hele startede forfra igen den næste dag.

Det var på sådan en dag som alle andre, under aften-fortællingerne at Frejdis først begyndte at tale med Thorvald. Thorvald var mystiker, og gennemgik derfor en anden træning end Frejdis og de andre unge minotaurere. Thorvald var ikke kun mystiker, men kunne også se at tale med forfædrene, en evne der havde vundet ham megen respekt. Frejdis lyttede interesseret som han fortalte om de ting ånderne havde lært ham, og var overrasket over at finde ud af, det ikke kun var klanens forfædre der kom til ham, men også dem fra andre klaner, og endda andre racer!

Der kom sig en tid hvor Thorvald havde besluttet at drage på en pilgrimsfærd, og det tog ham ikke længe at overbevise Frejdis om at tage med, som hans livvagt. Hun skulle slås med 6 andre om det privilegium, men Frejdis sejrede over dem, og drog med Thorvald på hans vandring.

De to oplevede meget på deres vandring, lærte meget om verden og dem selv. Rejsen knyttede et tæt bånd mellem de to, et bånd så tæt som familie.
Det var en varm sommerdag i de nordlige bjerge, hvor Frejdis og Thorvald blandede blod, og forseglede deres bånd. Familie, ikke blot af bånd men af blod ligeså.

Dagen efter rejste de hvert til sit, men med deres bånd fæstnet i blod, skulle de aldrig være hinanden fjerne. Thorvalds spirituelle rejse krævede han fortsatte alene, til de dybeste skove og travleste byer, mens Frejdis.. ja, Frejdis havde ikke mange planer med sit liv, men hun havde lært en ting eller to om mennesker i sin tid med Thorvald, og fandt hurtigt hyrer som livvagt. Da hende Frejdis skulle beskytte døde alligevel til gift, søgte den ikke længere helt unge minotaur grønnere græs som lejesvend.

Det viste sig at være et hverv der passede hende fremragende! Ikke for meget ansvar, og de fleste problemer kunne løses med hendes blotte tilstedeværelse. Minotaurere havde et temmelig dårligt ry lærte Frejdis, og det udnyttede hun til fulde.

Hendes liv skulle dog ændre sig markant under et skæbnesvangert kortspil med to dværge og en dæmon, på en havnekro nær Tusmørkedalen.
Frejdis havde tabt alt, og ville uden tvivl havde tabt sine støvler også, hvis hun havde haft nogen. Hendes held vente ikke, men en ny deltager sluttede sig til bordet, og tabte hurtigt lige så meget som Frejdis havde satset. Den nyankomne fik dog en enkelt heldig hånd, og vandt den imponerende dværge økse der oprindelig havde lokket Frejdis med i spillet. De andre grinede lidt, troende han da ikke kunne forlade spillet så hurtigt. Han var jo lige kommet! Men det viste sig at lige præcis det han havde i sinde.
De to dværge og dæmonen var bestemt ikke tilfredse. Nu havde de troet de kunne snyde nemme penge ud af dem, og så skulle de tabe til en dårlig hånd! Hvad værre var, de havde mistet dværge øksen der tilhørte dværgenes boss.
De trak op til ballade. Den nye spiller grinede lidt, og pointerede at han vandt den helt hæderligt! Hans sentiment lod ikke til at trænge ind, men det fik Frejdis til at rejse sig med et hidsigt prust. Manden havde vundet øksen helt ærligt, og de tre skulle ikke tro de bare kunne snyde ham fra sin præmie!

"Jeg låner lige den her" brummede hun, og tog øksen fra ham. Hvad der fulgte var en imponerende afklapsning, hvor dæmonen blev tvunget ud i sin åndeform, og den ene dværg blev tævet med den anden, og begge anbragt i en tønde udenfor - med hoved nedad.
Slåskampen havde dog taget endnu en offer. Frejdis havde ikke ligefrem været forsigtig med øksen, og i sin iver havde hun fået flækket skaftet fuldstændigt.
"Undskyld. Jeg lod mig vist rive lidt med" undskyldte hun, som hun rakte de to dele af øksen tilbage. Heldigvis smilede manden blot bredt, og introducerede sig som Bastian Simmons.

De tog drak tæt natten igennem, for de penge de tre kortspillere havde efterladt. De fleste af dem var alligevel Frejdis'. Han tilbød hende et job, og hun takkede gladeligt ja!

Ilde viste Frejdis at Bastian var kaptajn, og jobbet var på et skib. Der skulle gå yderligere 2 måneder ombord skibet, før det gik op for Frejdis, at Bastian ikke bare var en hvilket som helst kaptajn, men Admiral for lysets flåde.
Frejdis forstod aldrig helt hvorfor Bastian tilbød hende jobbet. Hun havde brugt en god del af natten på at fortælle om alle de ulovligheder hun havde deltaget i, og hun huskede at han havde delt lige så mange røverhistorier. Hvordan han nogensinde var admiral var hende et mysterium.

Hvad hun dog kunne se, var at han var dygtig. Han forstod menneskernes styrke - sammenhold, og kommanderede ikke blot sin besætnings evner, men også deres tillid!

Frejdis tid til søs blev dog kortlevet. Det viste sig at hendes enorme vægt, fokuseret på klove, ikke var særlig sundt for skibet, og efter at være gået igennem dækket med en klov for tredje gang, gik hun med tungt hjerte til Bastian, og søgte om forflyttelse. For hun kunne godt lide hvad de gjorde. Hun kunne bare ikke gøre det til søs!
Bastian kunne se problemet, men det var stadig modvilligt at han sørgerede for hendes forflyttelse. Næste gang de lagde til ved Juvelen, ville Frejdis gå i land for sidste gang, og starte sit nye liv hos byvagten.

Deres afsked var en øm affære, med hele besætningen samlet om minotaur-damen der nok havde gjort deres liv besværligt ved at gå igennem dækket i ny og næ, men også havde kunne laste skibet hurtigere end nogen anden, og havde givet dem flyveturer, som de kun havde oplevet som små børn.

Som de sidste farvelle blev sagt, bragte Bastian en sidste gave frem. Øksen Frejdis havde flækket ved deres første møde, nu hel igen, med et forstærket skaft af det hårdeste jerntræ fra elvernes skove. Den var så tung Bastian knap kunne præsentere den, men Frejdis løftede den så let. Den var som skabt til den store kvindes næver!
Som en sidste tjeneste bad hun Admiralen døbe våbnet. Et våben skulle døbes i blod, og gives et navn med Minotaurernes runer. Hun viste Bastian de rette tegn, og lod ham skære sin finger på øksens klinge, og tegne dem.
"Hvad hedder den så?" spurgte han så da ritualet endelig var færdigt. Frejdis smil var bredt, og skinnede som solen selv, da hun svarede "Basse".

Familie: Midos klanen, men især
Far: Thorkall den Røde
Mor: Åsvald Gyldenlok
Blods-Bror: Thorvald Åndehvisker
Niece: Clara Belle af Erneyll

Samt en håndfuld brødre og søstre der ikke overlevede den hårde opvækst i Midos klanen.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Fantastisk
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Fantastisk
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Under middel
Chakra: Under middel