Sted: Et sted i mellem Azurien og Dianthos
Tid: Midt på dagen
Vejr: Gråt, let blæsende, men tørt

"Dit umulige møgkræ!" De høje vrede ord blev efterfulgt af et slag med kæppen og Zofrost krøb sammen med armene over hovedet for at beskytte sig. Smerten fra slaget, der havde ramt ham hen over ribbenene, gjorde ondt, men han sagde ikke en lyd. Faktisk gjorde han ikke andet end at blive liggende på jorden og tage i mod de slag, hans vrede herre tildelte ham med kæppen. Hvorfor kæmpe i mod? Det ville blot gøre situationen endnu værre, og han havde efterhånden fundet ud af, at hans nye herre bare skulle brænde vreden af, hvilke gik rimeligt stærkt. Han blev vred over nogle underlige ting, men han var det heldigvis ikke så længe af gangen.

"Uduelige slave, du kan ikke engang trække en vogn!" Kæppen ramte igen, ned over hans hofte. Nej, han kunne ikke slæbe en vogn, ikke som han havde det nu. Han var træt ind i sjælen, fik alt for lidt at spise og alt for lidt søvn og hvile. Og vognen havde ramt et hul og han havde trykket videre og den var væltet. Det var ikke hans skyld, ikke rigtigt, men nu var det, som slagene faldt ned over ham. Lige nu havde han givet op. Han orkede ikke mere, han var udmattet og sulten og han var så forvirret over at have skiftet herrere så mange gange inden for så kort tid. De ville alle sammen have noget forskelligt af ham og han kunne ikke nå at finde et godt sted at være, før han pludseligt skiftede herre igen.

Vreden fortsatte lidt endnu. Stadig ingen lyd fra Zofrost, det var bare tæv, ikke noget specielt, ikke noget, han ikke havde prøvet så mange gange før. Lige pludseligt stoppede hans herre med at råbe. I stedet hvæsede han af ham.
"Der kommer nogen, stop med at være uduelig!"
Zofrost tøvede ikke, men kom tumlende på benene. Hans balance var ikke for god, så inden han nåede helt op, skiftede han til dyret. Halsbåndet strammedes straks op om halsen på ham og han snerrede lige så meget af følelsen, som af manden, der var dukket op. Skællene rejste sig rystende og skiftede farve fra sort til advarende rød, mens han viste sine hvide tænder og lagde ørerne ned. 
Trods den vrede positur, kunne man stadig svagt fornemme trætheden over ham. Selv i dyreskikkelsen så han tynd ud, det var som om, at den læderagtige hud var spændt lidt for hårdt ud over knoglerne. 
De isblå øjne var rettet mod den fremmede og det var tydeligt, at selvom han lige havde fået tæv, selvom han var i så sølle stand, var han klar til at forsvare manden bag sig med sit liv.

Sejr havde fløjet hele dagen, og selvom han var stærk, så var der trods alt også grænser for hans udholdenhed, så han var nødt til at tage en pause. Under sig spottede han en vogn, der var væltet, og han tænkte, at hvis han nu hjalp vognens ejermand med at rejse vognen igen, kunne Sejr måske lokke noget mad og vand ud af ham, så han kunne restituere lidt, inden han rejste videre mod Dianthos. Da Sejr kom lidt tættere på, kunne han dog se, at vognens ejemand var i færd med at tæve løs på en meget udmagret mand, der tilsyneladende var spændt for vognen. Barbarisk! Den udmagrede mand var jo slet ikke i stand til at slå igen! Sejr var ikke ligefrem de nedtrådtes frontkæmper, men han brød sig ikke om vold, og slet ikke når den var så uretfærdig, som det han så nu under sig. 

Med en mægtigt vingesus landede Sejr nogle meter væk og gik nærmere. Normalt ville han skjule sine enorme, sorte vinger, men det gjorde han ikke denne gang; de kunne virke truende, og den effekt ville han gerne gøre brug af lige nu.

Sejrs arrige mine forsvandt dog et øjeblik, da den udmagrede mand pludselig sprang op og blev til... en hund??? Sejr kunne ikke huske, han nogensinde havde set noget lignende, og han blev straks mere nysgerrig end vred.

"Sit," sagde Sejr blot til den knurrende hund, og det var helt tydeligt i han dybe stemme, at han fuldt ud forventede at blive adlydt. Ligegyldigt om hunden adlød eller ej, vendte Sejr dog blikket mod ejeren og sagde, "Hvem eller hvad giver dig ret til at tæve løs på dette stakkels, forsvarsløse væsen?"

At manden var kommet flyvende, var ikke gået helt op for Zofrost, han havde været for travlt optaget af at være træt og have ondt. Det var en stor mand med en fast udstråling, noget andet end hans herre, en snusket, spidsnæset mand, der missede med øjnene og mest mindede om en kloakrotte med lort i pelsen. Zofrost havde trods tæv endnu ikke fået nogen form for respekt for manden. Han var ingenting. Den mest sølle herre, han nogensinde havde haft. Havde han ikke været af den tro, at han selv ville dø, hvis hans herre døde, havde han slagtet ham i ren afsky. Han var under Zofrost, han var for god en slave til det her. Ikke at han selv tænkte tanken bevidst, men det lå i ham alligevel. 

Men den fremmede mand var en anden sag. Fysisk frygtindgydende og med en udstråling, der krævede respekt, allerede inden han åbnede munden. Og han åbnede munden. Sit. Ordren ramte som en mursten og forvirringen blev straks tydelig i dyrets udtryk. Han fik en ordre? Af en fremmed? Han skulle ikke lystre en fremmed. Men det var så stor en lettelse at få en ordre af den slags, en utvivlende, fast og kommanderende ordre, at han nåede slet ikke at spekulere.
Han satte sig. 

Hans herre, en middelaldrende "handelsmand" ved navn Igurt, tabte kæben og så fra sin ulydige slave til den fremmede mand, inden han begyndte at blive rød i hovedet af vrede. 
"Det er min køter, min slave, og jeg kan gøre med ham, hvad jeg vil! Hvad får dig til at tro, at du bare kan komme her og kommandere rundt med min uduelige, ulydige slave?!" Han løftede kæppen op, ikke for at true Sejr, det var han alligevel for fornuftig til, nej for at true Zofrost med flere tæv. "Ikke at jeg ved, hvad ved Zaladin jeg skal bruge det kreatur til, han kan hverken lystre en ordre eller slæbe en vogn! Spild af byttehandel!" Han knurrede nærmest af vrede, hvilket ikke hjalp på indtrykket af en rotte.

Zofrost sænkede hovedet lidt, da kæppen blev hævet, men han flyttede ikke på sig, alt for træt til at reagere på truslen, og alt for forvirret over det, der lige var sket, til at rejse sig igen. Manden havde sagt sit i en tone, der havde været umulig ikke at lystre.

Sejr brummede tilfreds, da han så ud af øjenkrogen, at hunden lystrede hans ordre. Den var ganske sød, selvom den så mærkelig ud, og den fortjente i hvert fald ikke at blive behandlet så dårligt af en mand så ussel som den mand, der nu stod foran Sejr og truede væsnet med flere tæsk. Modbydeligt. Kun patetiske undervæsner brugte vold mod andre, der ikke kunne forsvare sig, tænkte Sejr, og han trådte helt automatisk i mellem slaven og ejeren for at blokere med sin store krop. Normalt blandede han sig ellers ikke i den slags - tingene måtte gå deres naturlige gang - men han kunne simpelthen ikke holde synet af den stakkels, forslåede slave ud.

"Alle levende væsner fortjener respekt og kærlighed," tordnede Sejr mod den lille mandsling med kæppen. "Men det er helt tydelig, at du ikke fortår dig på den slags. Du fortjener ikke en slave, før du kan finde ud af, at behandle den ordentligt. Jeg vil råde dig til at give slaven til mig frivilligt, så jeg ikke bliver nødt til at tage den fra dig med magt."

Mens han talte, løftede Sejr sine enorme sorte vinger for at virke endnu mere truende, selvom hans toneleje forblev normalt. Han så manden direkte i øjnene og tog helt blidt om hans sjæl. Det ville ikke gøre ondt, men manden ville føle en ubehagelig trykken for brystet for have svært ved at få vejret ordentligt.

Zofrost var stadig forvirret. Nu ikke bare fordi, at han havde fulgt en ordre, han ikke skulle følge, men også fordi den store mand begyndte at forsvare ham. Råbe af hans herre og sige, at alle væsner fortjente respekt og kærlighed. At manden ikke fortjente ham som slave. Hvad var det for noget at sige? Forstod den fremmede ikke, at det var sådan det var, at være slave. Sådan det altid havde været?

Forvirringen blev endnu større, da manden sagde, at han ville tage ham med. Det kunne han jo ikke. Igurt ekkoede hans tanker med sine egne ord.
"Du kan ikke få slaven med, han er magisk forb..." Der kom en halvkvalt lyd fra ham og Zofrost var straks på benene. Der var noget galt.
"Zo-zofrost, stop ham, han gør din herre ondt!" Ordene var trykkede og paniske. Uden tøven sprang Zofrost frem og placerede sig i mellem dem fremmede og Igurt med en snerren. Igen raslede hans skæl advarende og de skiftede farve til den blodrøde farve, der stod i skarp kontrast til den sorte.

Man kunne måske undre sig, hvorfor han pludseligt ville beskytte sin herre med sit liv, når hans herre tydeligvis behandlede ham så dårligt, men han var fra starten af blevet fortalt, at slog han sin herre ihjel, ville han selv dø. De var magisk forbundet og der var ingen grund til, at Zofrost ikke skulle tro det. Han havde i hvert fald ikke lyst til at forsøge, for trods sit hårde, utakennemlige liv, havde han ikke lyst til at dø.
Så nu stod han her og ville gå til angreb mod en mand på størrelse med et bjerg, bare for at beskytte det sølle skrog af en herre, så han kunne holde sig selv i live. Selvom han var træt, selvom han havde ondt, selvom han var så sulten, at han var svimmel.
Advarslen var tydelig i de blå øjne, selvom der også var et svagt snert af beden om, at manden ville lade være. Bare forsvinde igen og lade dem være.

Sejr vidste egentlig ikke så meget om slaver eller om at holde slaver, så han var en smule overrasket, da hunden, Zofrost, som den åbenbart hed, stillede sig i mellem dem, selvom det var hans herre, der lige havde mishandlet ham. Men overraskelsen var dog ikke nok til, at Sejr trådte tilbage eller opgav sin lille mission; han ville have den hund. Den skulle være hans, og han skulle nok vise den, hvor storsindet og gavmildt han ville behandle den.

"Undskyld, vovse," sagde Sejr og smilede lidt undskyldende til slaven, inden han slap sit tag i handelsmandens sjæl og tog fat om Zofrosts i stedet for. Han prøvede ikke at gøre ondt på slaven, men han lagde nok kraft i sit greb om væsnets sjæl, så gerne skulle få ham til at falde sammen under trykket, under følelsen at en kampesten var blevet lagt på hans brystkasse.

Samtidig holdt Sejr sit blik på handelsmanden, som han havde sluppet sit tag i. 

"Hvis du gerne vil beholde din sjæl," brummede han med en tydelig trussel i sin dybe stemme, "så overdrager du slaven til mig. Jeg vil give dig nok krystaller for ham, så du kan købe en ny slave, der passer sig bedre til din stand."

Igen forvirring. Hvorfor sagde manden undskyld? Men inden Zofrost nåede at tænke mere over det, skete der noget ubehageligt. Hundedyret gispede pludseligt efter vejret og for et øjeblik blev han stående på sine ben, inden de langsomt knækkede under ham. Hvad skete der?! Den røde farve forsvandt og skællene lagde sig ned igen, mens det gav nogle ryk i ham, som han forsøgte at holde sig oppe, at komme op igen, at trække vejret rigtigt. Men det var som om, at han blev mast under en tung vægt, og han havde ikke kræfter nok til at komme op igen.
Panikken begyndte at brede sig i ham. Hvis han ikke kunne komme op, kunne han ikke forsvare sin herre! Men hans krop ville ikke lystre, og han kunne ikke andet end at følge med i, hvad der skete omkring ham.

Igurt gispede efter vejret, da taget i hans sjæl forsvandt. Han var blevet bleg og med sved på panden, nu klar over, at denne fremmede var en fare. Hans blik flakkede fra den nu hjælpeløse slave til den fremmede, gigantiske mand, og man kunne se krystallerne blive flyttet rundt i hovedet på ham. Endeligt sænkede han opgivende hovedet og nikkede.
"Fint! Jeg kan ikke bruge det skravl til noget alligevel! Magen til ulydigt bæst skal man lede længe efter! En hest er mindre besværlig!" Han stak hånden inden for jakken og hev en lille læderindbunden bog frem. "Han er magisk bundet til sin herre og det kræver et lille ritual. Jeg håber ikke, at De er bange for at bløde lidt!" Han gnæggede lidt ved tanken om at skære i den store mand, men holdt hurtigt op igen og pegede på Zofrost. "Jeg skal bruge ham."

Og derefter ledte han Sejr igennem ritualet, hvor han skar en blødende ridse i både Sejrs og nu menneskelige Zofrosts underarme for at presse de to sår mod hinanden, mens han selv skar sig i hånden og lagde den ovenpå. Derefter fremsagde han en masse ukendte ord fra bogen af, ord han ikke kunne læse, men som bogen tvang ham til at udtale, så snart han forsøgte. 
For Sejr ville han langsomt komme til at føle et bånd med Zofrost, noget der svagt kunne mærkes de næste par timer, men snart ville blive en del af ham uden at han tænkte over det.
Zofrost derimod ville opleve den samme følelse som altid. hvordan hans indre kompas skiftede fra hans gamle herre til hans nye, hvordan svimmelheden fik ham til at vakle. Han var nu bundet til Sejr og det ville han altid kunne mærke, da han altid ville kunne fornemme i hvilken retning, hans herre var.

Så snart ritualet var færdigt, flåede Zofrost armen til sig og han kunne fornemme den kløende følelse, når de begyndte at hele hurtigere. Han var ikke længere ejet af Igurt. Selvom manden havde været skrækkelig, havde han næsten lyst til at græde. Endnu en ny herre. De isblå øjen skævede mod Sejr med et udtryk, der burde fortælle den store mand, at det ikke var en villig slave, han havde købt sig. Og lige nu, trods udmattelsen, skinnede dæmonen i ham igennem efter ritualet og han havde lyst til at flå og flæsen og smage blod. Men han bakkede bare et par skridt væk fra begge mænd, uvillig til at være i nærheden af nogen af dem.

"Jeg siger god fornøjelse med køteren. Ikke længere mit besvær." Han vendte rundt og begyndte at hive i sin vogn, der stod halvt udenfor vejen, hvor Zofrost var vaklet ud med den.

Sejr havde absolut ingen idé om, hvad han nu havde rodet sig ud i, men han tog det hele i stiv arm, så at sige, og sørgede blot for, at manden hele tiden kunne mærke Sejr lige på kanten af sin sjæl, som en myg i øret, så han vidste, hvad der ville ske, hvis han fiskede med noget. Blodmagien føltes... bekendt? Sejr kunne ikke huske det, men han var sikker på, at han engang, som sig selv eller som Liv, måtte have deltaget i noget lignende. Hvor han ellers genkendte følelsen fra, anede han ikke.

Han slap sit lette tag i handelsmanden, som han stadig ikke kendte navnet på - han ville have glemt det alligevel - så snart ritualet var færdigt, og Sejr glemte straks alt om hans eksistens, da han vendte sig mod sin nye hvalp, som slet ikke var en hvalp men en fuldvoksen mand... eller var det omvendt?

Da han havde haft fat i Zofrosts sjæl før, havde han mærket, at væsnet vist var en dæmon af en slags. Spændende!

Sejr rakte en hånd ud mod sin nye ven og smilede varmt. Han skulle nok gøre en ikke kun lydig med hengiven og kærlig slave ud af dette stakkels væsen.

"Vi skal nok blive fine venner, os to," sagde Sejr roligt og lod selv Zofrosts bestemme, om han ville tage den udstrakte hånd. "Men først skal vi vist have lidt sul på din krop, tror du ikke?"

Hans gamle herre så ud til at have mistet interessen for både ham og den store mand, så Zofrost valgte at ignorere ham og koncentrere sig om sin nye herre. En stor mand, meget stor mand, der virkede til at veje det dobbelte af Zofrost. Så fysisk havde han ikke nogen fordel, ikke før han skiftede tilbage til sin dyreskikkelse. Så havde han næsten altid fordelen. 
Selvom han var ved at overveje sine fordele i kamp, var det ikke fordi, at han seriøst havde tænkt sig at angribe, det var bare en del af den, han var. Se sine muligheder, vurdere situationer. Finde ud af, hvordan denne person ville behandle ham.

Det var smil snød ham ikke, mistroisk så han ham række en hånd frem og han blottede sine tænder, som en usikker hund, der advarede om, at den ville bide. Hans blik flakkede fra hans ansigt til hånden og tilbage igen, men han tog den ikke. I stedet bakkede han et minimalt skridt mere for at skabe lidt afstand i mellem dem. Men han forsøgte ikke at stikke af. Hvorfor forsøge, han kunne ikke. Men bare fordi manden nu havde en magisk forbindelse til ham, betød det ikke, at han var villig. Der var en grund til, at han skiftede ejere så ofte som han gjorde, han var ikke noget let og lydig slave. Det meste af tiden gjorde han, som der blev sagt, men nogle gange blev han umulig og nægtede at tage en ordre. Han tænkte nogle gange for meget.

Ordene om sul fik ham til at fugte sine læber og hans blik gled kort forbi Igurt. Manden havde sultet ham, alt for nærig til at give ham mere end hvad minimum han skulle have, hvilket endda havde været for lidt, selv suppleret op med det, han selv havde kunne finde. Men råt kød rakte ikke så langt, når det kom til næring.
Men tanken om sin sult fik ham til at sænke hovedet og blikket, som for at vise, at snakken om mad havde sin indvirkning på ham. Han ville være lydig, hvis han fik noget at spise.
Dog løftede han blikket igen lidt efter, bare så han kunne holde øje med sin nye herre. Tavs. Han sagde ikke meget, var på den ene side opdraget til at tie stille og på den anden side havde han bare ikke noget at sige.

Sejr blev blot ved med at smile, selvom Zofrost blottede sine tænder og ikke tog hans hånd. Det var helt tydeligt, at han vist aldrig havde haft en venlig herre - eller det var ihvertfald meget lang tid siden. Sejr havde ikke tænkt sig at blive endnu én. Loyalitet var altid nemmere at købe med honning end med tykt, så meget havde Sejr da lært i de sidste 6000 år, og hvorfor opdrage en slave, der hader dig, når man han opdrage én uuuuh, der elsker dig?

Med en brummen sænkede Sejr hånden og kløede sig lidt i det grå hår. De var lidt midt ude i ingenting, og sejr havde ikke lyst til at gå resten af vejen til Dianthos.

"Zofrost," sagde han og satte hænderne på hofterne. "Vi skal til Dianthos, men jeg er ikke i humør til at gå. Vær venlig at komme tættere på, så jeg kan bære dig på min ryg, mens vi flyver."

Zofrost flyttede lidt uroligt på sig, og lod blikket glide over omgivelserne omkring dem, vagtsomt og hurtigt, inden han så mod sin nye herre igen. Det gav næsten et sæt i ham, da han sagde hans navn. Med let sammenknebne øjne lyttede han til ham. Flyver. De skulle flyve. En kold knude dukkede op i Zofrosts mave. Han ville ikke flyve. Han havde prøvet det en gang før, for mange år siden, og havde bedt til de guder, han ikke troede på, om at han aldrig skulle udsættes for det igen. Så hellere pisken. Det havde været en skrækkelig oplevelse og han ville ikke gentage den.

Hurtigt rystede han på hovedet og bakkede et skridt mere.
”Jeg vil ikke flyve. Jeg vil hellere løbe.” Han ville på ingen måde kunne følge med, men han ville ikke blive væk heller. Han ville kunne mærke hvilket retning han skulle løbe. I mod sin herre.
Uhøfligheden i hans ord og gerning var klart baseret på magien, der lige havde fundet sted, og at han som altid lige skulle prøve grænser af ved en ny herre. Det gik sjældent godt, men han skulle forsøge alligevel.

De isblå øjne flakkede lidt, men ramte mandens ansigt ind i mellem. Han så ham næsten direkte i øjnene, noget han godt vidste, at han ikke måtte. Men grænserne skulle testes. Også selvom han var træt og ikke helt kunne overskue at få flere tæv lige nu. Faktisk kunne han ikke helt overskue noget lige nu. Og da slet ikke at flyve! Hvorfor end de så skulle det. Tanken om at skulle klamre sig til mandens ryg var heller ikke ligefrem tiltalende, det krævede for meget fysisk kontakt. Nej, han ville ikke flyve. Kunne han ikke bare løbe?

Sejr lo lidt og rystede let på hovedet af Zofrost. 

"Du kan slet ikke løbe så hurtigt," sagde han og strakte sine imponerende store vinger ud i fulde størrelse for at vise dem lidt frem. De havde et vingefang på i hvert fald fem meter, hvis ikke mere, og det var helt tydeligt, at de muskuløse vinger kunne sende Sejr af sted over himlen i høj fart. "Jeg skal nok holde godt fast på dig, så du ikke falder af."

Der skulle ikke et geni til at se, hvor usikker Zofrost var, og Sejr  fik helt ondt af ham, for det kunne kun betyde, at han havde oplevet mere end én dårlig herre, men sikkert en hel stribe. Der var helt sikkert noget tillid, der skulle vindes her, og Sejr var fuldstændig overbevist om, at han nok skulle komme under huden på Zofrost før eller senere. Han ville opbygge den mest loyale tjener, man kunne få, så selv hvis Sejr en dag skulle få den idé at give Zofrost fri, så ville han aldrig forlade ham. Lidt ligesom Sakse, der var den mest loyale søn, man kunne have.

"Men," sukkede Sejr og rystede vingernes sorte fjer lidt, "hvis du hellere vil løbe, så vil jeg ikke tvinge dig til at flyve. Så langt er der vel heller ikke til Dianthos nu."

Han smilede til Zofrost og ventede spændt på slavens reaktion på dette svar.

Zofrosts blik vandrede ud af de store vinger. Følge med? Nej, det ville han ikke kunne. Slet ikke så træt som han var. Egentligt vidste han god, at han slet ikke ville kunne holde til et hurtigt løb i mod den store by. Han vidste ikke præcist, hvor langt der var, men det ville nok tage ham mindst en dag at løbe det stykke. Og det vidste han godt, at han ikke havde styrken til. Han var udsultet og træt og det ville bare ende med, at han ville vælte om på halvvejen. 

Han så i jorden, hans krop spændt op og hans hænder hårdt knyttede, mens han overvejede, hvad han skulle gøre. At han i det hele tage fik valget, var meget specielt og det var svært for ham at vælge, siden folk normalt gjorde det for ham. Valg var ikke noget, der hørte en slave til og han var meget dårlig til at håndtere det, så der gik lidt, inden at han tog en lidt dybere vejrtrækning og svagt nikkede.

"Jeg. Vil gerne. Flyve med. Min herre," mumlede han anstrengt, og man kunne næsten høre på ham, hvor meget han gerne ville vrænge ansigt af sine ord, men hans ansigt var bare sammenbidt, stadig med blikket i jorden. Han vidste, at den opførsel ikke var acceptabel, men han var næsten ligeglad. Selvom han godt kunne se på sin nye herre, at han kunne slå til, hvis han mente det var på sin plads. 

Sejr så interesseret til, mens Zofrost nærmest vred og vendte sig som en levende fisk på en glohed stegepande, inden han endelig medgav, at han gerne ville flyve med Sejr. Det var vældig underholdende at være vidne til, men Sejr håbede nu også, at Zofrost med tiden ville blive en smule mere medgørlig. Ellers kunne det hurtigt tage lang tid at få nogen som helst udrettet, hvis slaven skulle kæmpe så meget med sig selv hver gang, og især fordi Sejr havde svoret for sig selv, at han aldrig ville bruge vold mod Zofrost, med mindre det var strengt, strengt nødvendigt.

"Så kom," sagde Sejr med et smil og vendte ryggen til Zofrost, mens han knælede lidt ned, så Zofrost kunne kravle op på ryggen af ham. Så snart Zofrost var på plads, rejste Sejr sig og rakte bagud for at tage fat om Zofrosts ben for at holde ham godt fast, inden han satte af. Med et kraftigt vingesus, der fik blade og småsten til at hvirvle op i luften, steg de til vejrs. Sejrs enorme, sorte vinger slog slag efter slag, mens de steg højere og højere op, indtil Zofrosts tidligere herre og hans vogn lignede dukker til et dukkehus. 

Det var en kold og solrig dag. Vejret var klart, og dér langt, langt ude i horisonten kunne Sejr se små, sorte linjer, der steg til vejrs. Det var røgen fra Dianthos' mange skårstene. 

"Hold godt fast," sagde han til Zofrost, inden han satte kursen mod byen. Det ville stadig tage nogle timer, før de endelig nåede byen.

Det var frygteligt. Forfærdeligt. Skrækkeligt. Grufuldt. Først at kravle op på sin nye herres ryg, det krævede nærvær og det føltes frygteligt ydmygende. Han kunne mærke hans varme igennem tøjet og bare det var nok til at give Zofrost kvalme. han ville ikke røres ved, og slet ikke skulle være så tæt som det krævede her. 
Næst at måtte klamre sig fast, som jorden forsvandt under dem og al tryghed forsvandt med vingernes hårde slag, der fik luften til at få hans hår til at vælte rundt. Skrækken satte sig som en klump i hans hans og han endte med at klemme øjnene hårdt i, efterhånden som der blev længere ned. Der var ikke mange ting, der kunne skræmme Zofrost så meget, men ild og højder lå meget højt på listen over det, han var mest bange for. Sammen med at blive begravet levende eller blive smidt i en brønd i flere dage igen. 

Så han klamrede sig så meget til sin herre som muligt uden at kvæle eller ellers hæmme hans bevægelser for meget. Og så sad han der i flere timer, hvilket føltes som år. Han havde kvalme, men ikke noget i maven til at gøre noget ved det, hvilket nok var heldigt nok. Det hjalp ikke på hans udmattelse at være så anspændt og bange, men han kunne hverken hvile eller sove, nej, han var panisk vågen på hele turen. Og han frøs. Han havde slet ikke energi nok i kroppen til at holde varmen mod den kolde luft, der var så højt oppe. Selv ikke varmen fra hans herres store krop var nok til at holde ham varm.

Endeligt kunne han mærke, at de var på vej mod jorden igen og han åbnede kort øjnene. Under dem var der en stor by. Med et stort palads, der skinnede strålende i den svagt vintersol. I stedet for at lukke øjnene igen, selvom han gerne ville, tvang han sig selv til at se på layoutet af byen, spotte de store veje og de store pladser og forsøge at huske det til, når han selv skulle færdes der.
Lige så snart de ramte jorde, væltede han af og tog nogle skridt væk, inden hans ben nægtede at bære ham mere og han rystede af kulde faldt om på jorden med et skræmt udtryk i ansigtet. Dét ville han ikke gøre igen, så hellere løbe til hans krop gav op!

Sejr satte fødderne på jorden med et tungt dump fra støvlerne, han havde på. De var landet i en lille sidegade ikke så langt fra det palæ, Liv på en eller anden måde havde fået skaffet ved at... Ja, det kunne han ikke lige huske. Han gik ud fra, at Cole - tjeneren som Liv også havde fået samlet op et eller andet sted - havde holdt huset i god stand og forhåbentlig ikke brændt det ned i mellemtiden.

Sejr nåede dog ikke at spekulere ret meget over det, før hans nye hund, som slet ikke var en hund, tumlede om på de ujævne brosten. Sejr sukkede. Det stakkels væsen var ikke ret robust endnu, men dét skulle Sejr nok få lavet om på! Palæet kunne vente lidt endnu; det var vigtigere at få noget mad i maven på Zofrost og noget tøj på kroppen, så han ikke gik hen og døde, inde Sejr fik ordentligt gjort brug af ham.

"Du er da lidt af en skvat," mumlede han, dog ikke i en anklagende stemme, men mere en konstaterende. "Dine tidligere herrer har ikke behandlet dig godt."

Uden at vente på svar samlede Sejr den skælvende Zofrost op i sine arme, som vejede han ingenting. Han kunne godt gætte, at Zofrost ikke ville bryde sig om det, men lige nu var det vigtigere at få ham ind i varmen på den nærmeste kro.

Som sagt, så gjort. Mindre end fem minutter senere trådte Sejr ind på en af byens bedre kroer og gik direkte hen til bordet, der stod nærmest krostuens ildsted og vinkede betjeningen hen.

"To kopper øl, og en stor skål af jeres varmeste suppe med brød," bestilte han og lænede sig så tilbage for at betragte Zofrost, som han havde sat i stolen nærmest ildstedet og varmen.

"Nå, Zofrost," sagde han og kløede sig lidt i skægget. "Fortæl mig så lidt om dig selv."

Det var lige så Zofrosts tænder klaprede, så meget frøs han, noget han ikke prøvede så ofte, siden han virkede til at have en naturlig resistens overfor kulde. Men han var så svag, at hans krop ikke havde noget at stå i mod med, og lige nu frøs han bare gudsjammerligt.
Hans nye herres ord, en herre han stadig ikke kendte navnet på, men var det egentligt også nødvendigt, fik ham til at skære ansigt i et vredt udbrud. Han var ikke et skvat! Han var bare svag lige nu, fordi han ikke havde fået nok mad i alt for lang tid. Men han sagde ikke noget, skubbede sig bare lidt væk fra den store mand. 

Men det hjalp ikke. Inden han kunne nå at gøre noget, var han blevet samlet op i favnen på den brede, varmen mand. Zofrost stivnede. Han ville kæmpe, han ville gøre alt i sin magt for at blive sat ned igen, både fordi han ikke ville flyve igen, fordi han ikke ville være tæt på manden og fordi han ville forsvare sig selv. Men han var stivnet og rørte sig ikke ud af stedet. Hvorfor? Fordi han var dødeligt udmattet psykisk og fysisk, og han vidste, at han alligevel ville tabe en kamp mod den meget større mand. Så han nøjedes med at stivne og lade sig bære af sted som hans herre nu fandt passende.

Varmen føltes helt vidunderligt, da han blev båret ind i en kro. Ydmygelsen ved det, fik ham til at krympe sig lidt, men samtidigt var det ikke ligefrem det værste, han havde prøvet, så han nøjedes med at sende en tjener et arrigt blik, inden han blev sat ned på en stol ved ilden. Med et mistroisk blik så han rundt og krøb sammen i stolen. Han var rundt på gulvet, hvilket var ret tydeligt under den uvenlighed han brugte som forsvar i mod verden.
Da Sejr snakkede til ham, farede hans blik tilbage på den store mand. Fortælle om sig selv. Et oprigtigt forvirret udtryk gled over hans ansigt, inden det vente tilbage til mistro og uvenlighed. Der var ingen taknemmelighed i Zofrost for noget af det, Sejr havde gjort for ham.

"... alt står i den lille bog, De har fået," sagde han dæmpet, men afvisende. Det måtte være den viden, han ledte efter. Zofrost vidste ikke præcist selv, hvad der stod i bogen, men noget om hans historie og skabelse, navnene på hans forrige ejere, hans evner og måske lidt om hans personlighed og hvordan, man skulle... styre ham. Han vidste det ikke med sikkerhed, men det var det, han var kommet frem til med tiden.

"Jeg er fuldstændig ligeglad, hvad der står i den bog," sagde Sejr og rystede afvisende på hovedet. "Jeg vil høre dine egne ord. Dem tror jeg mere på. Jeg vil vide, hvilke ting du nyder, hvilke ting du ikke bryder dig om."

Sejr smilede til Zofrost og lænede sig lidt tilbage i stolen, mens en servitrice kom over med to krus øl og dampende varm suppe med brød. Sejr tog straks en slurk fra sit krus og tørrede sit skæg med hånden, inden han gravede en pibe og læderpung med tobak frem fra sin lomme, så kan kunne stoppe og og tænde sin pibe. Han blæste en sød røgsky mod Zofrost.

"Nå? Lad mig så høre."

Han smilede, men det var også tydeligt på hans stemmeleje, at det var en lodret ordre.

Zofrosts nye herres svar fik ham til at knibe øjnene lidt sammen. Hans egne ord. Hvilke ting han nød og hvilke ting han ikke brød sig om. Havde Zofrost været en anden, havde han leet højt, for hvad kunne manden bruge den slags viden til? Ud over at skade ham endnu mere ved at forhindre ham i at gøre de få ting, han fandt glæde ved, og tvinge ham igennem de ting, han ikke kunne lide. Nej, den slags ting kunne Zofrost ikke fortælle om, ville ikke fortælle om. Det var hans viden, ikke noget hans herre skulle vide noget om.

En skål med suppe blev sat på bordet og duften fik med det samme Zofrosts mave til at knurre og hans tænder til at løbe i vand. Men han rørte sig ikke. Om suppen var til ham eller ej, han havde ikke fået lov til at spise, og så længe han ikke havde fået lov, var det bedst at lade være. Nu vidste han ikke, hvordan hans nye herre havde det med den slags, men nogle, for ikke at sige en del, af hans tidligere ejere havde haft det sådan, at de skulle styre, hvornår han spiste og hvornår han gjorde alt andet.
Så han lod den stå, men havde svært ved at flytte blikket fra den. Han var så sulten, han var svimmel. Hele hans krop skreg efter noget næring, og hans mave jamrede sig igen, højt nok til at Sejr burde kunne høre det. Men han lod som ingenting.

Tonefaldet i hans herres ord, fik ham endeligt til at løfte blikket. Et usikkert udtryk kom over hans ansigt og han flyttede lidt på sin i stolen. Man kunne se modviljen kæmpe mod det, at han havde fået en ordre og til sidst gav han op og sænkede blikket ned på sine hænder i stedet.
”Jeg…” Han skar ansigt. ”Jeg kan godt lide at… løbe… i min anden skikkelse. Bare løbe. I naturen.” Han flyttede på sin igen og trak vejret dybt. ”Jeg bryder mig ikke om…” Han afbrød sig selv ved at ryste på hovedet, og lægge sine arme om sig, inden han sænkede hovedet, så hans hår faldt ned foran hans ansigt. Han havde ikke lyst til at fortælle sine svagheder til denne mand.
Han rystede stadig af kulde, selvom han var ved at få varmen fra ilden ved siden af sig. Lige nu ville han godt bare have lov til at være i fred og nyde varmen og forsøge at lade være med at tænke på maden, der stod ved siden af ham og duftede så fantastisk.

Sejr lyttede roligt til Zofrosts ord. Hans ubehag var så tydeligt, og Sejr skulle lige til at afbryde ham og sige, at han ikke skulle sige mere, da Zofrost selv stoppede.

"Det er nok nu," sagde han roligt og rakte ud for at klappe Zofrost på hovedet. Han lagde mærke til, at Zofrost endnu ikke havde spist noget, selvom han så helt udsultet ud.

"Spis din mad," sagde Sejr og nikkede mod den dampende suppe og brødet. "Hvis du vil have mere, siger du til. Du skal blive helt mæt. Jeg kan ikke bruge en udsultet assistent til noget."

Sejr brugte med vilje ikke ordet 'slave', for han anså ikke Zofrost som sin slave, selvom han købt og betalt for ham. Zofrost skulle være hans hjælper, hans assistent, ikke blot en modvillig slave, der ville vende sig mod ham ved første lejlighed. Zofrosts tidligere ejere havde tydeligvis ikke fattet, hvor stor en værdi, en loyal hjælper kunne være.