Det havde været ulideligt.
Fanget i et lille bitte bur i flere dage, hvor hun knap kunne gå rundt om sig selv. Ude af stand til at strække sine ben eller forvandle sig til menneske. Hun havde brugt dagene på at tjekke buret. Tjekke om hun kunne komme ud. Intet.
Hun fandt intet rart ved stedet. Varmen generede hende ikke, men det bragte en dulmende effekt på omgivelserne. Alt var så lyst og dunkelt på en gang. Tungt og nedslående, trods de lyse farver.

Hvad der føltes som flere årtier, blev hun flyttet. Vargas havde ikke givet hende mulighed for at gøre andet end at lystre og træde ind i det nye bur. Hendes nye fængsel der tilbød mere komfort, men stadig var et fængsel. Hun havde mulighed for at hoppe omkring og bevæge sig mere frit rundt. Men ligemeget havde det hjulpet. Kun én ting i disse forfærdelige omgivelser syntes at fange det lyse væsens interesse og medlidenhed. En anden slave.

For Ella lignede det at hun strejfede frit omkring på stedet, uden bånd eller sten til at stoppe hende. Hun var yndig, ung og rar. Måske den eneste chance Ella havde. Tynd og sårbar, men der var håb. Ella satte sig på gulvet og ventede. Ventede på at pigen kom tilbage, hvor længe det end tog. Så snart hun gjorde ville Ella bevæge sig tættere på lågen og være meget insisterende på at danne øjenkontakt. Håbe, at det var nok til at pigen ville snakke med hende. Måske hun var nysgerrig? Vargas havde trods alt aldrig set hendes slags før, selvom hun nu engang måtte være dæmon. Måske var det nok.

Ana havde været meget nysgerrig på det lille væsen der havde stået i Vargs hjem et stykke tid nu. Hun havde frygteligt ondt af det, og det virkede trist og sørgmodigt de gange hun havde set på det. Derfor havde hun stjålet nogle kiks fra køkkenet, en ting der uden tvivl ville give hende en omgang med remmen igen, men hun kunne ikke bære at det lille væsen var så trist.
Hun listede sig ind i rummet hvor det stod. Hun tjekkede at der ingen vagter var og listede hen til buret. Vargas var ude så hun frygtede ikke ham lige nu, det skulle nok komme når han fandt ud af hvad hun gjorde.

”Syyh” Hviskede hun til væsnet og bøjede sig ned foran buret. Det var et ufatteligt smukt væsen og det gjorde ondt på Anastasya at se det spærret inde på denne måde. ”Her.. Du må være sulten” Hviskede hun og skubbede kiksene ind gennem tremmerne til det lille væsen. ”Din stakkel… Du har ikke fortjent at leve i et bur” Hviskede hun og smilede sørgmodigt til væsnet. Det var der ingen der havde men sådan var realiteten.

Ana sprang op da hun hørte en lyd fra gangen og holdt vejret mens en vagt passerede på den anden side af døren. Hun burde ikke være her! Hun havde desuden også gjort hvad hun kom for, og hvor meget hun end ønskede at berolige det stakkels dyr var det ikke en ting hun kunne. Hun vendte sig igen og så mod væsnet – det var første gang hun havde været så tæt på det, og det føltes som om den søgte hendes blik? Hun havde ikke turde nærme sig med Vargas i nærheden eller på grunden i det hele taget.

Ella sad og ventede på at kvinden kom tættere på. Hun så op på hende med de store sorte blanke øjne. Nysgerrig og sørgmodig. Hun var en rar sjæl der havde vovet sig herind for at give hende lidt mad. Ella bøjede sig ned og snuste til de kiks der blev skubbet ind forbi træmmerne. Nok spiste hun ikke fysisk føde men de lugtede stadig godt.
Kvindens ord fik hende til at løfte hovedet igen og blinke et par gange. Det var næsten som om alt håb skindte hun af hende. Kvinden havde sået håb nok i Ella til at hun turde prøve.

Hun reagerede promte på lyden udefra og tog en dyb indånding. Det kunne ikke vente. Kroppen forvandlede sig tilbage til den menneskelige skikkelse hun havde taget sig da hun ville undersøge menneskenes verden. En bleg pige med langt lyst hår og klare blå øjne der ejede det samme håb og sorg. "Vent. Du må ikke gå" hviskede hun ihærdigt og så håbefuldt og bange på kvinden. "Jeg be'r dig. Jeg kan ikke udholde at være her meget længere." hun hviskede stadig, bange for at larme. Bange for at han kom tilbage. Det var ikke svært at se at hun var bange, men hun havde mere håb om at forlade stedet end at bøje sig lydigt. Fangeskab havde altid været det værste Ella kunne udsættes for.

Anastasya vendte sig om med et sæt da en stemme pludselig og hendes blik faldt på en smuk ung pige i buret hvor det lille væsen havde været. ”hvor-" begyndte hun men sandheden slog hende snart, det måtte være det lille væsen der havde forvandlet sig.

”åh nej" Hviskede hun og gik tættere på buret. Hvis Vargas viste hun var kvinde… måske viste han det men han ville uden tvivl lade pigen lide samme skæbne som Ana selv. Ana lod hænderne hvile mod tremmerne til buret og fårene væltede op i hendes øjne. Pigen var fanget på en dybt inhuman måde, ikke at nogen slavehandlen var behandlet humant, Ana var nok både den mest heldige og den mest uheldige.

Diamanter klirrede på gulvet i det Anas tåre trillede og hun forsøgte at få kontrol over det så Vargas ikke blev sur. ”Vargas ville slå mig halvt ihjel" hviskede hun til pigen men lod alligevel hånden hvile på låsen til buret. ”Men ingen bør leve i et bur…” hviskede hun og skævede mod døren hvor vagten havde passeret.

Ella havde taget chancen. Forvandlet sig og afsløret sin hemmelighed, med det spinkle desperate håb at pigen ville lytte. Ville hjælpe hende. Ella var ikke bare et dyr der sad i fangeskab, hun var en person. Hun nægtede stadig at omtale sig selv som en dæmon, trods Vargas havde slået fast at det var præcis hvad hun var.

Ella trak sig tættere på buret og lod hænderne lukke sig om burets træmmer. Tårene der voksede frem i pigens ansigt, fik Ella til at fortrække ansigtet i sorg. Hun vidste ikke helt hvad det betød at græde. Hun havde set folk gøre det, og at det var et udtryk for at man på en eller anden måde var ulykkelig. Det var en underlig stikkende følelse i næsen, at mærke hvordan vand voksede frem i hendes øjne. Overraskelsen ved at der faldte klare, hvad ella troede var krystaller, ned på gulvet, var ikke nok til at fjerne hverken desperation eller de nylige tåre i øjnene.

"Jeg be'r dig. Jeg ved det er alt for meget at be om, men.. jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre" Ella snøftede og tørrede sig under øjnende med den ene hånd, og kom med et let ynkeligt snøvt som hun kiggede ned på sin hånd. Tåre var en mærkelig ting, men kroppen havde reageret helt af sig selv. Hun havde ikke været i stand til at stoppe det.

Anastasya så på låsen og følte de konkurrerende følelser og tanker. Hun måtte ikke - Vargas ville slå hende ihjel, genoplive hende og så slå hende halvt ihjel igen. Uden tvivl den værste straf hun nogensinde ville få. Men hun kunne ikke lade det smukke væsen sidde der inde - hun kunne ikke have sådan et smukt væsen i fangeskab. Hun var nød til at gøre noget. Tårerne trillede stadig og diamanterne klirrede men hun havde nu truffet sin beslutning.

"Okay - men vær stille" Hviskede Ana og så sig om, der var ingen i nærheden på gangen så vidt det lød. Hun så sig der om efter efter nøglen til hængelåsen på buret og bad i sit indre bare til at den ikke var på Vargas person. Hun rodede lidt rundt i en skuffe, tjekkede et par andre steder før hun vendte sig mod buret. "Hvor er nøglen?" Hviskede hun i det hun fik øje på noget der glimtede under en lysestage på et bord. Hun hastede der hen og greb en lille sølv nøgle med et lettet suk.

"Jeg tror dette er den.. Pas på" Hviskede hun og stak nøglen i låsen. "Hvis dette virker skal vi være hurtige - måske skal du skifte form så det er nemmere at skjule sig?" Forslog hun og så frygtsomt på væsnet før hun så mod døren hvor skridt fjernt kunne høres fra den patruljerende vagt der snart kom tilbage. Ana sukkede lettet da låsen gik op og hun trådte til side.

Ella sad med hjertet helt oppe i halsen. Næsten følelende at hun ikke kunne trække vejret, imens hjertet hamrede afsted med så høj en fart at hun kunne blive svimmel. Ella kunne ikke undlade at frigive et lettet suk som pigen gik med til at forsøge at lukke hende ud. Derudover holdte hun sig stille som en mus, med taknemmelighed og lettelse malet i alle sine træk, som hun fortsat holdte let om træmmerne og så efter hvad der foregik. Hvordan pigen rodede igennem skuffer og andre gemmesteder for at finde en nøgle til at lukke hende ud.

Hun bakkede let væk fra døren og mærkede kriplen i kroppen for at skifte form. Det hele var for spændende og skræmmende til noget hendes menneskekrop før rigtig havde været udsat for. Hun følte sig ikke tryg i den krop i forhold til sin egen. "Okay.. Tak" hviskede hun tilbage og skiftede om til det lille hvide væsen med store kuldsorte øjne. Så snart døren var åbenet, hoppede Ella lettet ud og landede blødt på gulvet, skiftevis stirrende mod lyden af skridt og tilbage på pigen. Hun tøvede et øjeblik, før hun kom med et let nik, og ellers pillede afsted hen af gulvet, i modsatte retning end de tydelige skridt, men alligevel på en flugtrute for at finde ud. Alt hun håbede var blot at pigen ikke gennemgik forfærdelige konsekvenser for sin uselviske gerning. Hun håbede en dag at kunne tilbagebetale bare lidt for den hjælp.

Anastasya så efter det lille væsen og smilede let for sig selv. Hun havde gjort en god gerning men til hvilken pris? Hun skjulte sig selv da en vagt passerede få minutter efter og der på begyndte hun at samle diamanter op i sin kjole hvor hun lavede en fold at bære dem i. Hvis der lå diamanter over det hele viste Vargas jo udmærket hvem der stod bag og forhåbentlig kunne hun udsætte sin straf bare lidt. Men mon ikke Vargas kunne regne ud hvem det ene væsen i hele slavehandlen der kunne finde på at lukke andre ud kunne være, specielt når det var i hans egen bolig.

Hun greb alle de diamanter hun kunne og hastede tilbage til sit kammer, men diamanterne der lå under buret og i hjørner hun ikke havde set lå stadig og glimtede og ventede på at afsløre hende over for hendes herre. Men den straf måtte hun tage, og for det smukke væsen ville hun gladelig gøre det – ind til Vargas stod med bæltet eller værre i hånden og hun måtte krybe for sit liv for hvem viste hvilken gang. Men hendes liv ville aldrig ændre sig, det var hun sikker på.