Sted: En lysning i et skovstykke i Azurien
Tid: Omkring middag
Vejr: Solen skinner og der er næsten frost

Det sorte bæst bevægede sig igennem underskoven i den unge skov, som et mareridt i en drøm. De sorte skæl var matte, lige som den sorte læderagtige hud, der dækkede den lidt for slanke krop, og passede ikke rigtigt ind i vinterens brune og grå farver. De store klør lavede dybe mærker i den våde skovbund og de store flagermuseagtige ører drejede rundt for at følge lydende i skoven. Og de isblå øjne gled over omgivelserne. Opmærksomme. Men trætte.
Zofrost haltede let på det ene forben, men ikke nok til at han blev langsom. Om halsen på ham, hang der et hasbånd i tykt læder. Hans nye herres idé. Han var en hund og skulle vise ejerskab som en hund. Ved at bære et halsbånd.
Det var ydmygende. Men han havde prøvet det før, det var ikke den første herre, der havde ment det var en god idé. Det sad blot en smule stramt og irriterede ham, når han gik.

Han kom frem til en lille lysning og med et suk besluttede han sig for, at det var her, han ville holde pause. Den var ikke så stor, resterne af nogle træer, der var væltet, afslørede at den kun var et par år gammel. Men den passede ham fin, udsynet var nogenlunde. Så han gik ud på midten og satte sig. Stoppede med at støtte på det ømme forben, inden han skiftede skikkelse. Siddende på knæ på jorden med armen holdt ind til sig. Han var ikke et kønt syn, som hans ene øje var blåsort, en misfarvning der trak ned over kindbenet. Hans læbe bar tydeligt præg af at være flækket og hans næse var en smule hævet efter slag. Men alle skrammerne så ud til at være et par dage gamle. Det var de ikke, de var nærmere et par timer gamle. Han helede hurtigt, men når hans herre slog, tog det altid en dag eller to, alt efter skaden, før det var væk.

Det var tydeligt at se på ham, at han var træt. Og den smule sul på kroppen, han havde fået hos Balthazar var væk igen, tynd og knoglet. Han var sulten. Åh, han var så sulten. Hans nye herre havde besluttet sig for, at han ikke var værd at bruge penge på mad på, så Zofrost måtte selv fange sin mad. Og så meget fritid fik han ikke, at han havde mulighed for at finde alt det, han skulle bruge for at kunne leve for. Det var mest derfor, at han var herude i dag, for at finde mad. Hans Herre, Jaspar, havde sendt ham bort efter tævene, vred og uden lyst til at se på ham. Zofrost havde grebet muligheden for at komme væk med kyshånd.
Lige nu trængte han dog bare til en pause. Det store halsbånd hang om halsen på ham. Skjorten var taget fra ham og han var i bar overkrop, svagt frysende i kulden, nu han ikke havde noget energi at stå i mod med. Træt lukkede han øjnene og holdt sin ømme arm ind til sig. Han havde løftet den for at beskytte sit ansigt, det havde været dumt. Han vidste bedre. Nu var der bare ikke andet for end at vente på, at den holdt op med at gøre ondt.

Suppen boblede lystigt men ville tage noget tid inden den var færdig. Melda var inde ved byen igen for at se sig om, en ting Vanya var meget i mod men Melda var selvstændig og umådelig stædig. Så Vanya havde bøjet sig med ordren om at Melda tog Morven med sig i det mindste. Så nu var Vanya alene igen og den tid blev brugt på madlavning. De skulle have tørret noget mere kød og benene skulle laves til suppe. Men et par kaniner mere ville intet gøre.
Vanya tjekkede bålringen og gemte sine ting før hun forvandlede sig til en smuk hvid fugl og satte afsted mod himlen. Hendes skarpe blik spottede snart en kanin der hoppede afsted mellem træerne der manglede meget af deres løv. Vanya dykkede og snart var Kaninen død. Triumferende forvandlede hun sig tilbage til sin elver skikkelse og hængte kaninen i en strop fra hoften. Hun trak sin bue og nærmede sig en lysning hvor der kunne være større bytte.

Lysningen var dog øde og Vanya skulle til at gemme buen væk da hendes blik fangede en skikkelse. Hun lagde en pil klar på buen og nærmede sig langsomt skikkelsen bag fra. Jo nærmere hun kom jo mindre virkede skikkelsen dog som en trussel og det endte med at hun sænkede den spændte bue og kneb de isblå øjne let sammen.
”Hvem der?” Sagde hun lidt skarpt og drejede kort hovedet da en lyd forstyrrede hende. En kanin var ikke nok men for nu måtte hun lige afklare om mandspersonen foran sig var fjendtlig eller ej i forhold til så tæt på hendes nuværende lejer var.

Måske var han døset lidt hen, måske var han bare træt. Men han havde lukket øjnene og verden var forsvundet lidt for ham. Så han havde overhovedet ikke hørt, at der var kommet nogen ind i lysningen. Det var først, da stemmen lød, at han fandt ud af, at der var nogen. I et sæt var han på benene og drejede rundt mod den fremmede, der havde talt til ham, med blottede tænder og et aggressivt udtryk på ansigtet. Et udtryk der ikke helt kunne skjule hans udmattelse. 

Det var en kvinde. En elver. Hun havde en pil rettet i mod ham og han frøs midt i en bevægelse. Det nyttede ikke at blive truende, når hun kunne nå at skyde ham, inden han var halvvejs over mod hende. Hans isblå øjne flakkede fra hendes ansigt til pilen og tilbage igen. Ville hun skyde ham? Han var ubevæbnet, så det i hvert fald ud til, og lige nu var han ikke en trussel. Udadtil. Han var tynd, fyldt med skrammer i ansigtet og nogle store blå mærker på brystkassen. Og han så virkeligt udmattet ud. Han trængte til noget godt mad og en god omgang søvn. Og en regelmæssig gentagelse af begge dele resten af sit meget lange liv, hvilket han end ikke magtede at drømme om.

Langsomt rettede han sig op og lod sit ansigt falde i mere neutrale, men noget mistroiske folder, med let sammenknebne øjne. Hans skuldre faldt en smule ned, men det var tydeligt, at han ikke var afslappet, men bare ville virke mindre truende. Det var på den ene side svært for ham, fordi han var typen, der hellere ville angribe, men på den anden side havde han et helt lives øvelse. Det var altid nemmere at vise total underkastelse end at kæmpe i mod og få tæv. Men lige nu var det også vigtigt at vise, at han var klar til at forsvare sig selv, hvis det skulle blive nødvendigt.
At hun havde stillet ham et spørgsmål, var ikke noget han svarede på. I stedet så han bare afventede og mistroisk på hende.

Vanyas blik vandrede over skikkelsen da han endelig faldt til ro og rynkede de mørke bryn og lagde hovedet en anelse på sned. Skikkelsen var enormt forslået, mager og ranglet. Han virkede til at starte med truende men truslen syntes at forsvinde da hun så hvor ynkelig han var. Hun ville højest tænkeligt ikke få en skramme hvis han angreb, men så igen - folk kunne skjule de mest besynderlige evner og forbandelser.

"Hvem er De?" Sagde hun, det var altid velset at holde på formerne, man kunne aldrig vide om han var en finere mand kommet på afveje eller i problemer. Hun sænkede buen og stak pilen tilbage i koggeret i en langsom bevægelse. Hendes blik faldt på hans mærker og det blå øje han havde. "Har De brug for hjælp? Jeg har nogle healende urter?" Sagde hun og hævede en hånd i et tavst signal på at hun ikke havde tænkt sig at angribe.

Jo længere hun så på ham jo mere arrig blev hun. Det var jo kun en dreng! Hvem ville behandle en dreng sådan? Hvorfor ville nogen behandle nogle på den måde? Det var ren og skært misbrug og sådan noget gjorde Vanya gal. Hun trådte frem, skjulte alle tegn på arrighed og plantede et smil på sine smalle læber. Det lange hvide hår faldt ned over hendes skuldre i det hun trådte over en stor gren og hun stoppede op. "Jeg har mad nok til to - De ser ud til at kunne bruge et måltid" Sagde hun. Hvorfor var det lige at hun altid stoppede op og hjalp folk? Der var ingen der hjalp hende og Melda, så hun burde være ligeglad. Men det var hun altså ikke.

Mistroen forsvandt på intet tidspunkt fra hans udtryk, faktisk blev det næsten værre, da hun sænkede buen og lagde pilen væk. Spørgsmålene blev ved med at komme fra hende, men hav forblev tavs. Vidste ikke rigtigt, om han var forpligtet til at svare, forvirret over hendes høflige tiltale. Han var ikke en De. Han var en køter og ingen talte pænt til ham.
Da hun trådte et skridt frem i mod ham, hvæste han dæmpet og advarende og trådte et skridt tilbage. Hun skulle ikke komme tættere på. Men han løb ikke, han var simpelthen for træt til at fremmane energien til et kraftudbrud. Men hans hænder var knyttet, klar til at slå.

Hun tilbød ham mad og healende urter. Hvad var det for noget? Forvirringen kunne ses i hans ansigt, og hans blik flakkede kort. Endeligt sagde han noget, tvunget af sin opdragelse.
”Mit navn er Zofrost.” Selv hans stemme lød udmattet og han fugtede kort sine læber, inden han rettede sit stadig mistroiske blik mod hende igen. ”Hvad vil De mig?” Hun måtte ville ham noget, når hun tilbød ham ting helt uden at kende ham. Han fik aldrig noget gratis og forventede det slet ikke fra en fremmed.

Hans opmærksomhed var ikke kun rettet mod hende, men også mod hans omgivelser. Var der flere? Var hun alene? Hvor stor fare var han i? Men der var ikke tegn på flere end hende, men hans sanser var som et almindeligt menneskes, hans anden skikkelse kunne have afsløret så meget mere, men han skiftede ikke. Kunne ikke kommunikere med kvinden som dyr, plus det var en god idé at gemme sit bedste kort i ærmet til sidst, hvis hun alligevel skulle beslutte sig for at angribe.
Nok så hun ikke vred ud, men han havde brugt hele sit liv på at opfange små signaler for sin egen sikkerhed, at han ikke var i tvivl om, at hun var vred. Og han bakkede et skridt mere for at skabe afstand i mellem dem.

”Lige nu ønsker jeg at hjæpe Dem” Sagde Vanya og lavede en kort gestus til ham. ”De ser ud til at have brug for det – Hvad er der sket? Har nogen gjort dette mod Dem?” Hun var stadig ikke sikker på at manden var fredelig, måske var det dumt men hun kunne ikke bare lade ham stå. ”Jeg har lejer ikke så langt her fra – De kan følge mig og få et måltid mad, så kan jeg hjælpe Dem med deres sår?” Vanya fortrød langsomt hvert eneste ord hun sagde, udtrykket på mandens ansigt tilkende gav stor mistillid og uro – Hun ønskede ikke at han var utilpas, samtidig med at hun ikke ønskede at han stod foran hende. Det var nemmere at vende det blinde øje til alt, når man ikke kunne se det.

Men nu var han her, og hun følte sig forpligtet til at hjælpe ham hvis han ønskede det. Ønskede han det ikke var det sådan det var, så ville hun vende tilbage til sin lejer og flå kaninen der endnu hang fra hendes hofte. Det var nyttigt at jage i hendes fugle form, selvom at den sprang meget i øjnene i den mørke skov.

Det gav et svagt ryk i Zofrost ved hendes gestus, som en håndsky hund, men han bakkede ikke mere.
”Jeg gjorde min herre utilfreds.” Det var let at svare på. Han var faktisk ikke helt sikker på, hvad det havde været denne gang. Det var ikke altid, at han nåede at opfange, hvad han havde gjort galt, før slagene faldt mod ham. Især ikke med den nye herre, der bare virkede vred over alt. Lige meget, hvad han gjorde.

Hendes tilbud om at han kunne komme med tilbage til hendes lejr, tog han kun halvt til sig. Venlighed var uvant for ham og sidst han havde været i en fremmed persons lejr, var han blevet forgiftet og havde sovet en halv dag væk. At han også dengang havde haft brug for det, var noget andet. Han var blevet skudt af en pil. Denne gang var det ikke så slemt. Andet end at han var træt helt ind til marven.
Hans blik gled ned mod haren i hendes bælte og for et øjeblik var sulten tydelig på hans ansigt. Han burde jage selv, men han var ved at være for træt. Det kunne snart ikke betale sig at løbe en hare op, i forhold til, hvad den gav ham i sidste ende.

Han kunne ikke sige ja. Han var intet værd og kunne ikke bare spise andres mad eller tage i mod deres venlighed. Han havde ikke fået lov af sin herre.
Men sulten red ham og en gang i mellem blev han svimmel af udmattelse. Han ville så gerne tage i mod hendes tilbud, men alt i ham var opdraget til, at han ikke kunne. Et glimt af ubeslutsomhed gled over hans udtryk, inden han rystede på hovedet og trykkede sin skadede arm ind til sig.
”Jeg… kan ikke tage i mod deres tilbud.” Hans stemme afslørede, at han gerne ville, men hans blik var næsten lige så afvisende som før. Han var bare så træt.

Vanya bed tænderne hårdt sammen ved hans ord og strammede grebet om buen en anelse. Han var slave – det var modbydeligt. Hans blik mod haren gik ikke hendes skarpe elverøjne forbi og hun viste at han var sulten. Havde det været hendes søster der havde stået foran hende eller en anden sørgelig skæbne var ligegyldigt – Vanyas instinkter gik i gang og hun blev stædig som altid.
Hun trådte frem mod ham da han afslog hendes tilbud og så på ham med et stenhårdt ansigtsudtryk.

”Tilbuddet er her med trukket tilbage” Sagde hun køligt og nikkede mod skoven bag ham. ”Det er lavet om til en ordre – afsted” Sagde hun og lagde stædigt armene over kors. ”Kom så – jeg ønsker ikke at true dig” Sagde hun bestemt og så på ham med et hårdt men dog moderligt blik i de isblå øjne. Hun virkede ikke som en der tog afvisninger let og kunne være ret truende med de kolde øjne hun besad.

”Ordren er simpel. Flyt dig, den retning, sæt dig når jeg siger det, og bliv hvor du er. Så tager vi den der fra” Hun trådte et skridt tættere på som for at få ham til at træde i den rigtige retning som hun ønskede.

Der dukkede kort en rynke op i Zofrosts pande, da elverkvinden pludseligt skiftede væremåde. Med sammenknebne øjne så han på hende, som hun trak sit tilbud tilbage og i stedet lavede det om til en ordre. Hvad var det nu for noget? Hun havde virket så bekymret og nu virkede hun så... hård. Noget der absolut ikke gjorde noget godt for at få Zofrost til at stole på hende, men hun havde fat i noget af det rigtige. En ordre. Noget han ikke kunne lade være med at reagere på, også selvom hun ikke var hans ejer. Men hun opførte sig pludseligt sådan, og noget inde i ham reagerede automatisk.

Han blev stående lidt, men sænkede så hovedet og trådte et skridt bag ud. Og så endnu et, inden han vendte rundt og begyndte at gå i den retning, hun havde udpeget for ham. Han var simpelthen for udmattet til at prøve at protestere. Samtidigt havde han det ubevidst bedst, når nogen tog teten og bestemte over ham. At tage sine egne valg og beslutninger var svært for ham, og når han var så træt, næsten umuligt. 

Så han gik næsten helt frivilligt igennem træerne med blikket rettet mod sine bare fødder, når det ikke fór rundt for at holde øje med deres omgivelser. Han gik af sted med sænkede skuldre og sænket hoved, en langt lidt filtret hård hængene ned omkring skuldre, ryg og hoved. Næsten helt godmodigt, hvis man ikke lige lagde mærke til hans spændte muskler og det årvågne blik i de blå øjne. Selvom hun pludseligt havde taget en lederrolle betød det ikke, at han stolede på hende, nærmere langt fra. Han var klar til at forsvare sig, skulle det være nødvendigt.

”Her..” Sagde hun da de nåede udkanten af en lejer. Hun indikerede med buen et sted ved et tændt bål og nikkede til ham. ”Sæt dig” Sagde hun bestemt og gik hen til gryden der stod over bålet. Hun satte sig ned på den anden side af bålet og fiskede haren frem, med en kniv og nogle øvede bevægelser skar hun skindet af den og begyndte at pille den fra hinanden for at smide kødet i suppen. Hendes hårde øjne hvilede på manden og hun mærkede igen hadet over slaveejere stige op i sig. ”Har du et navn?” Spurgte hun lidt mere venligt mens hun forsatte sit arbejde.

Bålet varmede dejligt og suppen boblede lifligt i gryden. Vanya var ikke det store snakkehoved men hun forsøgte alligevel at holde mandens fokus så han ikke pludselig stak af fra hende. ”Mit navn er Vanya – hvis du vil vide det… Jeg lavede egentlig mad til mig og min søster men nu bliver det til dig også. Vi kan ikke have at du render rundt uden sul på kroppen, om du vil eller ej” Sagde hun og rørte i gryden mens hun skævede til ham.

Skulle hun undskylde? Hun følte behov for at undskylde men så igen havde hun jo kun gjort hvad der var nødvendigt for at få manden med sig så hun kunne passe på ham. Hvorfor ville hun overhovedet passe på ham? Hun kendte ham ikke, han var intet for hende – men der var tydeligvis ikke andre der passede på ham… Hun sukkede og rystede på hovedet af sig selv, hvad var hun dog blevet efter hun havde fået ansvar for Melda?

De kom frem til en lejr, hvor et bål holdt en gryde med mad kørende og duften var nok til at få Zofrosts mave til at knurre. Uden protest satte han sig ned, hvor hun angav, at han skulle sætte sig, men hans blå, mistroiske øjne slap hende ikke. De fulgte hende, som hun gik over på den anden side af bålet og satte sig, inden hun gik i gang med at flå haren. Sulten holdt han øje med hendes bevægelser. Han kunne æde haren rå uden at blive syg af det, han havde gjort det så mange gange før. Han havde intet til at lave ild, ingen kniv, ingenting, så når han fangede sin egen mad, røg den ned som den var, især i hans anden skikkelse. Tilberedt mad var bedre, men han var ikke kræsen.

Hans blik flakkede til hendes ansigt, da hun spurgte ham, om han havde et navn.
”Zofrost,” svarede han kort og flyttede lidt uroligt på sig, kløede sig på den bare brystkasse med de tydelige ribben. Tavst lyttede han til hendes ord om hendes navn og om suppen. Han endte med at skære ansigt, ganske svagt, inden han gjorde tegn til at ville rejse sig op.
”Jeg vil ikke være til besvær eller spise andres mad.” Det var ikke så meget et spørgsmål om at ville, men at være opdraget til ikke at belaste andre. At lade andre spise før sig selv og leve af rester. Ikke at tro, at man kunne tillade sig at fylde noget.

Vanya så på ham og hævede øjenbrynene da han gjorde tegn til at rejse sig. ”Jeg sagde ikke du kunne gå – jeg sagde du skulle sidde og nu skal du spise” Sagde hun og rejste sig. Hun tog sin egen skål og Meldas. Melda kunne bruge Vanyas skål når hun kom tilbage fra sine eventyr.
Vanya hældte suppe op i skålene og gav ham en af dem ”Spis” Sagde hun og satte sig et lille stykke fra ham, ikke mere end at de stadig begge sad ved bålet men langt nok fra at hun gik ud fra han ikke følte sig truet af hende.

”Hvis du var til besvær ville jeg ikke have kommanderet dig her til – så ville jeg have jaget dig bort. Jeg ville ikke dele min mad hvis ikke det var mit ønske” Sagde hun lidt strengt, som hvis man talte med et stædigt barn.
”Jeg forstår at du ikke… Forstår, at jeg forsøger at hjælpe. Men det gør jeg. Du er tynd som en pind, de blå mærker kan du ikke skjule. Jeg ved ikke hvem der har gjort det mod dig, men stod det til mig passer en af mine pile godt gennem vedkommendes øjenhule. Ingen bør behandle andre sådan” Vanya stoppede med at tale og drak lidt af suppen før hun fiskede nogle kanin stykker op med fingrene og tyggede dem. Hendes blå øjne iagttog ham varsomt, som troede hun at han ville løbe væk.

Zofrost tøvede, men satte sig så ned igen. Hun var meget bestemt i sit tonefald og alt i Zofrost var opdraget til at følge en ordre. Ikke at han altid gjorde det, men det fik han også kun straf ud af. På den ene side var hun for venlig til at han virkeligt følte, at han skulle gøre som hun sagde, men på den anden side gav hendes tonefald ikke plads til modsigelser, så han endte med bare at gøre som hun sagde. Han blev siddende og tog i mod den ene skål. Tæt på var duften næsten overvældende og det var lige før, at han bare slugte indholdet som det var. Men det var lige varmt nok, så i stedet førte han forsigtigt skålen til sibe læber og drak en smule af den velsmagende suppe. Selvfølgelig brændte han tungen, men han var ligeglad.

Hendes nærvær fik ham til at skæve mistroisk til hende. Men hun sad der bare og spiste af sin egen suppe. Og snakkede. Han lyttede uden helt at forstå. Hvorfor var hun så vred på hans vegne, forstod hun ikke? Det var bare sådan at det var. Han var en slave, et væsen uden rettigheder, et væsen man kunne gøre med, som man ville.
Han vidste ikke, hvad han skulle sige til det, så han sænkede skålen lidt og trak så på skuldrene. Han ville ikke have noget i mod at se sin nye herre død, han var… ikke rar. Men havde nogen af hans ejere været det? Nej, han havde ikke noget at sige til det, for selvfølgelig havde hun ret, verden var bare ikke indrettet sådan. Men tavsheden føltes uhøflig og han spekulerede kort over, hvad han skulle sige.
”Hvis min herre dør, dør jeg. Vi er magisk forbundet.” Det var det eneste, han lige kunne finde på at sige. Forklare hende, at hun ikke kunne dræbe hans herre.

Vanyas hårde blik var hæftet på væsnet foran sig og hun spiste langsomt som for at være sikker på at han ikke stak af og altid var klar til at stoppe ham skulle han prøve på det. Hun kunne se han var skræmt, og kunne slet ikke tænke på hvad han havde været igennem. Men Venlighed syntes ikke at trænge igennem den forholdsvist unge drengs hoved og det skar lidt i hende at hun skulle være så hård – ikke at Vanya ikke altid var hård, men der var også grænser… normalt.

”Magisk.. Forbundet..” sagde hun langsomt og hendes overlæbe hævede sig kort i en usagt ed. Det skulle lige passe, selvfølgelig var det ikke en mulighed bare at slå ihjel – det var aldrig en mulighed og ordene havde også været sagt i frustration over at se den unge mand så tilredt.
”Hvorfor stikker du ikke bare af? Kan din ejer mærke hvor du er?” En ny frygt satte ind og Vanya indså at det nok ikke havde været klogt at slæbe manden med sig til lejeren. De måtte nok bryde op før end de havde planlagt hvis en magisk ond mand nu viste hvor de var – hvem viste hvad han kunne finde på.

Vanya iagttog mandens forsøg på at spise og slugte selv lidt mere af suppen mens hun lod stilheden herske lidt. Hun viste ikke hvad hun nu skulle sige og tydeligvis kunne hendes ord ikke bringe ham til at slappe af alligevel, så hvorfor forsøge at skubbe mere til det bjerg. Nej, det der virkelig gik hende på var hans mangel på frihed. Hun hadede stort set alt der var ondt og det generede hende mere end hun ville indrømme at se manden der sad foran hende, med sine blå mærker.

”Jeg har noget pileurt. Jeg kan lave noget pileurts te der vil lindre dine smerter..” Sagde hun. Tonefaldet var et spørgsmål selvom at spørgsmålet aldrig rigtig blev stillet og hun stirrede bare på manden med sine isblå øjne.

Zofrost nikkede kort som svar til hendes ord. Han vidste godt, at det ikke var normalt. Han havde endnu ikke mødt en slave, der havde samme magiske bånd til sin herre som han havde. Deres lænker var altid fysiske. Hans var… ja, magiske.
Selvom suppen ikke var kølet ned, fortsatte han med at drikke en smule forsigtigt af skålen. Forsigtigt, men hurtigt, det kunne jo være, at hun ombestemte sig og så var det vigtigt at have spist så meget som muligt, inden muligheden blev taget fra ham igen. Han brugte kun den ene hånd til at holde på skålen, den anden holdt han stadig mod sit bryst. Den var ikke brækket, men et eller andet gjorde ondt nok til, at han helst ikke ville bruge den.

Hendes spørgsmål fik ham til at stoppe med at drikke af suppen og køre tungen over sine læber, selvom den ene stadig gjorde ondt. Hvor meget skulle han fortælle? Han havde ikke fået ordre på ikke at fortælle noget. Han endte med at ryste på hovedet, så det lange hår bevægede sig om hans skuldre.
”Nej. Men min ejer kan altid… kalde på mig.” De sidste ord blev sagt med et lidt tøvende tonefald, han plejede ikke at sætte ord på det. ”Kommer jeg ikke, får jeg hovedpine.” Det var mildt sagt. Han fik så ondt i hovedet, at han næsten ikke kunne bevæge sig. Men efter de første par gange, sørgede han altid for, at det ikke kom så langt. Medmindre han blev forhindret, selvfølgelig. Som dengang i ørkenen sammen med Ella… han skubbede straks den tanke ud af sit hoved og understregede det ved at sluge en stor mundfuld suppe, der brændte hele vejen ned.

Med et mistroisk blik skævede han til hende. Sidst nogen havde givet ham noget mod smerten, var han blevet syg og havde sovet i en fremmed mands telt. Klog af skade havde han ikke planer om at sige ja tak til noget som helst nogensinde igen. Så han rystede hurtigt på hovedet igen.
”Nej… tak.” Så ondt havde han heller ikke. Det værste var sulten. Han slugte endnu en mundfuld og konstaterede, at skålen allerede var ved at være tom. Det føltes godt i maven og hans tomme mave var allerede ved at føles fuld, men han var ikke mæt. Ikke psykisk i hvert fald.

Vanya rynkede brynene ved hans ord og sænkede tænksomt skålen lidt. Det lød meget kompliceret, endnu en ting der prikkede til hendes retfærdighedssans. Det var ikke i orden, ingen skulle lide som han havde gjort. Hun burde slå manden der havde gjort det ihjel men hun ønskede ikke at skade den unge mand foran hende yderligere.
”Har du aldrig været fri?” Spurgte hun så, langsomt og forsigtigt. Det var umuligt for hende at forstille sig hvordan det var at være slave, hvordan det var at blive udsat for hvad han havde oplevet. Hun ville hellere dø end at leve på de vilkår. Hendes blik rejste mod himlen, som hendes fugle form var hun fri og elskede vinden og naturen.

Hun nikkede ved hans afvisning og bed tænderne sammen. Hun måtte lige minde sig selv om at han ikke var en unge der kunne befales ting – hun kendte ham ikke engang. ”Godt så…. Mere mad?” Spurgte hun så og nikkede mod gryden med suppen i. Der var stadig rigeligt og hun havde ikke noget i mod at dele, så længe han ikke udnyttede hendes tillid. Men han slog hende ikke som en der kunne finde på det. Hun ville heller ikke holde på ham mere, nu havde hun set at han havde fået noget at spise jo. Han havde brug for hjælp – men hun kunne ikke hjælpe ham mere uden at gøre skade på ham.

Hendes spørgsmål var så forsigtigt, hvilket forvirrede ham lidt, men han rystede bare let på hovedet.
"Nej. Jeg blev skabt som... slave." Det var et grimt ord at tage i munden, men det var nu sådan, det var. Han hævede skålen igen og tømte den, selvom suppen stadig var godt varm. Hans krop blev varm og sløv af den varme mad, men mon ikke, at han havde tid til at finde sig et sted og sove lidt, inden hans herre kaldte ham tilbage. Nu hvor han ikke havde brugt tiden på at jage, som planen egentligt havde været. 
Hans blik gled rundt på deres omgivelser, inden det vendte tilbage til kvinden, der tilbød ham mere mad. Han tøvede lidt, men endte med at nikke og holde skålen frem.
"Hvis jeg kan få den halvt fyldt." Det var forkert at bede om noget, men han ville ikke have en hel skål mere, så meget kunne han ikke spise. Ikke uden at brække sig, så snart han skulle løbe. Han var vant til at være sulten og kendte sin krops begrænsninger.

Mens hun hældte op, tillod han sig at se mere grundigt på hende. Det hvide hår og de meget blå øjne, lige som hans. Hvem mon hun var? Han kunne godt se, at hun var en elver. I hans gamle verden var elvere ikke noget, man bare lige stødte på, de holdt sig for sig selv. Så det var ret specielt, at han nu sad her og fik mad af en elverkvinde, der virkede til at være harm på hans vegne over hans liv. Skulle hun ikke bare være ligeglad? Det var ikke noget, der involverede hende. Forvirringen var nok at se i hans blå øjne, inden han sænkede blikket igen. Da skålen var fyldt op, sad han lidt med den og bed sig i læben. Endeligt trak han vejret dybt ind og stillede et spørgsmål.
"Er... er der mange elvere rundt om... i Krystallandet?" Han havde på et eller andet tidspunkt fundet ud af, hvad landet hed, han var blevet fragtet hen til. Men han vidste ikke ret meget om det, for hvem satte sig ned og forklarede ting til en slave?

Hendes blik blev kortvarigt hårdt igen og hun tøvede med at spørge om mere. Skabt som slave – det var det værste hun havde hørt… Ja nogensinde. Hvem ville dog skabe et væsen og bevist dømme det til trældom? Hun bed tænderne så hårdt sammen at det knirkede, men hun kommenterede det ikke. Hvad skulle hun sige? Hun kunne tydeligvis ikke hjælpe ham ud af sin skæbne, så det eneste hun kunne gøre var at hjælpe ham i nuet.
Hun nikkede derfor og fyldte på hans skål, sørgede for at give ham så meget kød som muligt, for at forsøge at få bare lidt sul på den tynde afmagrede krop. Hun så da også noget overrasket ud ved hans spørgsmål men et svagt smil spillede et sekund på hendes læber, over at han faktisk turde sige noget, før det forsvandt igen.

”Jah.. Der er en del. De fleste holder til i Elverly, deres by men der er også en del der rejser rundt… Jeg holder mig og min søster væk derfra, og jeg vil ikke råde dig til at søge der til” Sagde hun, ikke advarende men mere belærende. Hun lænede sig lidt tilbage og overvejede sine næste ord møjsommeligt. ”Før du spørger…” Sagde hun, da de fleste altid ville vide hvorfor hun ikke var i Elverly ”Min familie kom galt afsted i byen og jeg kunne ikke håndtere den måde vi blev behandlet på der. Så jeg tog min søster og vi har været på vejen lige siden, med himlen som vores loft og skoven som vores hjem” Sagde hun og så rundt på træerne med et næsten tilfreds udtryk før hun så mod ham igen.

Hjertet bankede i brystet på ham, det med at stille spørgsmål var farligt. Men hun virkede så flink og et eller andet sted havde han brug for at vide mere. Han kunne sjældent spørge sine ejere om noget, fordi det blot var en forstyrrelse at have en nysgerrig slave, og det gik bare ud over ham. Det var frustrerende ikke at vide noget om det land, man var i, det var svært for ham at færdes rundt omkring og det var svært for ham at udføre sine opgaver. 
Ærligt talt havde han hjemve efter der, hvor han kom fra. Landet var lidt mindre end dette og fyldt med grantræer, bjerge, sne og sletter. Den her mere nordlige del af Krystallandet passede ham nogenlunde, og han frygtede lidt en dag at blive taget tilbage til landet af sand og varme. Men han forsøgte at lade være med at tænke på fortiden og fremtiden og holde sig i nutiden.

Og lige nu havde han stillet en fremmed person et spørgsmål. Hvad han egentligt ventede at få ud af det, vidste han ikke, men han var klar til at flygte, skulle det være nødvendigt. 
Det var det ikke. Kvinden svarede ham med et seriøst og oprigtigt svar. Han lyttede omhyggeligt efter, hvad der blev sagt og gjorde sig umage med at huske navnet på elverbyen. Elverly. Hvor mon den lå? Vent, måske... havde han næsten været der? Et minde om et møde med en stum elver gled over hans sind og han rynkede kort panden, inden han vendte opmærksomheden tilbage til den hvidhårede kvinde. Han vidste ikke, hvad han skulle sige til hendes fortælling, så han sad lidt tavs, inden han tvang sig selv til at sige noget.
"Det er jeg ked af at høre." Det var nok ret tydeligt, at det bare var et høfligt svar, for han vidste ikke, om han skulle være ked af det på deres vegne.
Nu hvor han havde fået svar, skyndte han sig at fortære noget mere suppe. Der var meget kød i og han tyggede hurtigt stykkerne.

Vanya smilede anstrengt og rystede på hovedet ved hans svar. ”Det er der ingen grund til, jeg lever præcis som jeg gerne vil” Sagde hun med et lettere sørgmodigt smil i hans retning. Hun ville ønske at hun kunne hjælpe ham, befri ham så han kunne leve som han ville – men med hans tidligere ord viste hun også at det var umuligt og hun ville ikke engang for følge tanken.
Hun trak vejret dybt, fyldte sine lunger med luft, og pustede langsomt ud. Det var en underlig fyr der sad der, over for hende. Han virkede så skræmt og forsigtig men samtidig… Samtidig turde han stille hende spørgsmål? Det havde hun ikke forventet og det gjorde faktisk det hele lidt nemmere. Hun ville ikke belemre ham med en masse ord, en masse spørgsmål der sikkert bare ville få hende op i det røde felt igen.

”Er du sikker på at du har fået nok at spise?” Spurgte hun endelig, for at holde den mærkelige samtale kørende og for at gøre ham mere rolig ved ikke at lade stilheden snige sig for meget ind på dem. Hun viste ikke hvornår Melda kom tilbage men det kunne snildt vare meget længe, og selvom at kulden og aftenen ikke var langt der fra – kulden var kun en tanke væk – så var der ingen grund til at den høflige samtale døde helt.