Sted: Skoven og lysningen, hvor den gamle forladte hytte ligger, der skal være Karkhos' og Helenas hjem
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Dejligt forårslunt, det hele viser sig fra sin bedste side

Der var køligt mellem træerne, som de red igennem skovens skygge. Stien var knapt synlig foran dem, kun med svage indikationer på, at han havde været her sammen med dværgen for fire dage siden. Ferghus havde lovet at vende tilbage efter en uge, så Karkhos ville vise Helena stedet før da. Selvom han ville ønske at han kunne vise hende mere end det faldefærdige hus uden tag og det meget forladte udtryk. Men det ville tage tid at reparere og de var i større sikkerhed her, gemt væk i skoven, end deres nuværende tilholdssted. 
Så da han og dværgen var redet hver deres vej, var Karkhos redet direkte hjem med den glædelige nyhed. Og smidt Helena på hesten og taget hende med tilbage igen.

De var redet igennem landsbyen, den mest direkte vej, og han ville gerne vise hende den. Han håbede, at hun kunne lide den. Han havde kort udvekslet et par ord med et par folk på vejen derfra og de virkede åbne for at få naboer. De fik dog stadig mistroiske blikke, som de red igennem byen, men det virkede til at hjælpe lidt, at han havde en kvinde ved sin side. Byen var stor af en landsby så langt væk fra alting at være med smed og endda en kro. De ville ikke komme til at mangle noget her.

Da de nærmede sig lysningen, drejede han sig lidt i sadlen og bad hende lukke øjnene. Egentligt lidt i sjov, han var ikke sikker på, at hun ville gøre det og oplevelsen ville være lige så fin, hvis hun så hytten igennem træerne først. Men til hans overraskelsen gjorde hun, som han sagde. Så han førte hendes hest ind i mellem de sidste træer og ud i solen. Det glimtede lidt i den lille sø og solen ramte perfekt den lille hytte. Det var idyllisk og han kunne mærke sit hjerte sætte farten en smule op. Ville hun kunne lide det?
Han red lidt længere frem og stoppede så op.
"Du må godt åbne øjnene nu." Hvad mon hun ville sige til det lille hus, hvor taget manglede, døren hang skævt på sine hængsler og alt var overgroet med ukrudt og græs. Lige nu lignede det ikke meget et hjem. Men det kunne det komme til. Deres hjem. 
Tanken gav ham en knude i brystet i en blanding af skræk og glæde.

Aldrig før i sit liv havde Helena været så usikker på hvad næste dag ville bringe hende. Om hun fik mad, om de blev fundet eller der skete noget andet der var i kategorien som farligt. Og aldrig nogensinde havde hun trods alt det, været lykkeligere. Hun vidste at hvad end prøvelser dette valg bragte med sig, var det uden indvendinger, det værd. Ofte tænkte hun tilbage på hvad hun havde sagt den dag de var stukket af. Den dag hun havde stået så fast på sin beslutning at det ikke hjalp noget at forsøge at overtale hende til andet. At hun ikke kunne forestille sig et liv uden ham. Uden Karkhos. Nu, nok ikke mere end en uge senere, var det endnu mere umuligt end før. Den korte adskillelse gjorde også blot den tanke og følelse stærkere. Hun lyste op når hun så ham, og at han kom tilbage med beskeden om at han havde fundet præcis det de ledte efter, fik mange bekymringer til at dale. Et hus. Et hjem.

Det første hun blev præsenteret for, var landsbyen nær. Et fredeligt sted med mange forskellige ansigter. Nogen venlige, nogle bryske, og noget nært dem alle mistoriske. Men et venligt smil, en varm hilsen og korte samtaler fik dem langt - noget hun kunne. Noget Helena for alvor følte hun kunne hjælpe med. At tale og lytte. En evne der nok skulle bringe hende held og muligheder dette sted. Der så ud til at være en god håndfuld hårdtarbejdende mænd og kvinder villige til at snakke og danne bånd til, selvom det ville tage tid som fremmed at komme ind i varmen.

Alt i alt, en opløftende start. Allerede nu kunne Helena lide landsbyen og se mulighederne i hvad der lå. Hun havde ikke megen kendskab til livet udenfor en borg eller beskyttede rammer for den sags skyld, men hendes logik fortalte hende, at dette ikke var noget dårligt sted! Samt fordelene for at de ikke var inde i midten af byen men derimod skulle ud i skovområdet - tæt pakket og finde det hun gættede på udgjorde hjemmet.
Med Karkhos' forespørgsel kom et let grin fra hende, inden hun ganske villigt lukkede sine øjne i. Lod ham føre hende uden at sætte den mindste smule tvivl frem i hendes krop. Der fandtes ikke en mand hun stolte mere på end ham.
Helena var ikke sikker på hvor langt de red før han lod hende åbne øjnende. Hvor langt inde de var kommet, men fremme var de. Langsomt åbnede hun øjnene og så på huset. Et lille hus, gammelt og ganske tydeligt også påvirket af mange års slid fra naturens side. Taget manglede, det lettere nedbrydelige materiale havde set bedre dage og det havde været ubeboet i mange dage. Det var intet luksus, det var ikke engang noget man kunne kalde et hjem endnu. Der manglede noget overalt - men fantasien satte ikke jordiske grænser - og det så ikke værre ud end hvad de var kommet fra.

Med hovedet let på skrå, tog hun huset ind, med omgivelsernes magi der tilføjede noget unikt og ekstra. Den lille sø der glimtede i baggrunden, og solen der fik noget varmt og hyggeligt frem. Hun kunne forestille sig det. Se for sit blik hvordan udkrudten forsvandt, hvordan huset blev heldt og hvordan de kunne leve der. De to. Sammen. "Det bliver perfekt" Hendes blik gled kort tilbage til det glimtende vand, givende et minde der fik hende til at smile endnu mere som hun kiggede mod ham.

Det var egentligt lidt utroligt, hvor nervøs han var, som da hun åbnede øjnene og så på det, der kunne blive deres hjem. Måske var det af rent praktiske årsager, for hvis hun ikke ville bo her, skulle han ud for at finde noget andet. Men måske var det også fordi, at han selv kunne se, hvor godt det kunne blive. Han ville selv gerne bo her, det var perfekt på mange måder. Landsbyen så nær ved, men også det lille gemmested i skoven, det egentligt var. Det var ikke let at finde herind. Og man havde en god udsigt over omgivelserne, så han ville kunne se, hvis der kom nogen. Og huset var til at reparere, det havde dværgen i hvert fald fået ham til tro. Nej, han var ikke sikker på, at han kunne finde noget bedre end det dette. Selvom det lå langt under den standard Helena var vokset op med.

Spændingen tog til i de sekunder hun var om at svare, men som hud udtalte, at det var perfekt, skyllede lettelsen igennem ham, noget der blev afsløret ved det smil, der dukkede op i hans skæggede ansigt.
"Godt." Han betragtede hendes smil og øjne, inden han satte gang i hesten igen og roligt skridtede ned i mod huset. Det skete, at han ikke kunne tage blikket af hende. Hun var smuk, især når han kunne se smilet i hendes øjne, og han var kun blevet mere forelsket i hende i den tid, de havde haft sammen. Han var ikke i tvivl om, at han ville gøre alt for hende. Ja, han ville endda dø for hende, skulle det en dag blive nødvendigt. 

"Jeg ved godt, at det ser lidt faldefærdigt ud lige nu, men det burde være til at ordne." Han skævede til hende som han talte. Dette afhang af Ferghus, for Karkhos havde ingen anelse om, hvordan tingene skulle gøres. Det var en smule frustrerende, men han havde for lang tid siden affundet sig med, at han ikke kunne alt. Hans felt var kamp, så måtte han lade andre om alt det andet.
"Ferghus snakkede om at lægge græstørv på taget i stedet for strå. Det er mere holdbart og mere brandsikkert." Han var stadig lidt usikker over det hele, men måtte stole på, at dværgen havde styr på det. Han virkede sådan.

Helena havde vidst fra starten af deres rejse at han havde været urolig og nervøs omkring det, usikker på om det var noget hun ville godkende. Han havde ikke direkte vidst mange tegn! Som altid havde det lagt bag den alvorlige fasade, men som de var kommet tættere og tættere på, blev det for hende, mere synligt. Og så lettelsen overtog ham, smilede hun varmt til ham. Hun elskede at han satte hendes mening så højt. At hun ikke bare skulle følge med, og acceptere at tingene blev som de gjorde. Han satte faktisk hendes mening ind som værende lige så vigtig som hans egen. Hun var værdsat og hendes mening var for en gang skyld faktisk medregnet.

Helena satte hesten i bevægelse, lod dem komme tættere på, mens hun hørte Karkhos tale om huset. Hun havde persontligt selv ikke nogen forstand på at bygge huse, eller reparere dem, eller leve i dem. Hun var mere på bar bund end han, der trods alt kunne klare sig selv i livet. "Jeg synes vi skal tage imod hans råd - han ved mere end vi begge gør" svarede hun med en alvorlig mine, som hun stoppede hesten og svang sig ned fra den. Hun havde hurtigt erfaret at tøjet hun nu bar, var nemmere at bevæge sig i. Det var praktisk og ikke til for at gøre hende pæn eller afstråle hvor rig hendes ægtemand var. Hun bevægede sig mere frit, mere komfortabelt og det havde ikke taget hende lang tid faktisk at se hjemme og naturlig ud i det - trods der var ting hun ikke kunne slippe. Hun red ikke som en arbejdskvinde. Hun gik ikke som en og hendes holdning var mere rank end en der altid havde arbejdet for føden på den ene eller anden måde.

Helena lod hesten finde frem til noget af det ukrudt der åbenbart var ganske appetiteligt, og lod hende stå der, mens hun selv gik hen og lod en hånd glide over de gamle, men faste og solide sten der udgjorde husets vægge. Mærkende hen af det let ujævne, tage følelsen ind, i ro og mag. Lod stedet fortælle hende sin historie på en eller anden måde.

At have trumfet sin egen mening igennem ud at lytte til hendes, var ikke noget, der på nogen måde faldt Karkhos ind. For ham var hun ikke mindre end ham, nej hun var på lige fod med ham. Han anså ikke kvinder for mindre, han havde set mange krigere af hunkøn. Men ikke kun krigere med et sværd i hånden, men også kvinder, der klarede sig igennem umenneskelige liv. Sådan som denne kvinde ved hans side også havde. Så hendes godkendelse af stedet, af huset, deres fremtidige hjem, betød alt for ham. 

Hendes svar om dværgen fik ham til at nikke let og brumme bekræftende. Det var en god idé at lytte til den anden tavse mand, der havde virket til at vide en del om det at bygge huse. Karkhos håbede, at han var til at stole på, men hans mavefornemmelse sagde ham, at Ferghus var en god mand. Der havde i hvert fald været noget over ham, Karkhos kunne relatere til.

Han svang sig af hesten og lod den følges med den anden ud på jagt efter mad, mens han selv fulgtes med Helena. Den måde hun rørte ved muren på, fik ham til at smile lidt i skægget. Det var så meget hende, at føle ting, og han elskede det. Men så igen, var der noget ved hende, han ikke kunne elske? At se hende i bondetøj gjorde hende blot endnu mere tiltalende, det klædte hende på sådan en afslappet måde. Han selv havde også skiftet til mere neutrale klæder og selvom hans ryg var rank på en måde, der stadig skreg soldat, følte han sig på en eller anden måde også bedre tilpas. Han havde lagt noget ansvar fra sig og en vægt var faldet af hans skuldre. Anonymiteten bekom ham godt.

Tavst fulgte han med hende, lod hende gøre sit, danne sit eget indtryk. Hans tanker bevægede sig mod praktiske gøremål. Huset skulle tømmes for skidt og pejs og skorsten undersøges, så de kunne tænde ild til aften. Der var nok at lave, inden dværgen kom tilbage og han overvejede, om han kunne lave en kost selv ud af en gren og noget af det lange, tørre græs. Det måtte være muligt. Ikke?

Den brummende bekræftelse var nok. Ferghus ville blive spurgt til råds om mange ting, og hans hjælp ville blive værdsat højt. Helena var taknemmelig for at Karkhos havde fundet den dværg på det tidspunkt han havde. Hun forstod ikke meget af det liv de skulle til at leve, men hun var villig til at lærer og så længe der var en til at lærer hende, ville det blive nemmere. Desuden, hvis Karkhos stolte på dværgen, gjorde hun det samme, selv uden at have mødt ham.

Helena fulgte væggen til hun nåede døren der hang på sine hænglser. En gammel nedbrudt dør der gav åbenhed nok til at se ind. Hvor rodet og efterladt det var. Ikke at det slog hende ned, det var vel ganske naturligt at det var synet hun skulle se derinde. Og når der var rigeligt at tage fat på, ville det ikke være svært at finde et sted at starte - at finde noget hun ville være i stand til at gøre. Helena vendte sig, lød øjnene hvile på manden der rendte noget eftertænksomt med hende. Hans tanker allerede et helt andet, og højst sandsynligt praktisk sted. Hun smilede.

Smilede, som hun tog hånden til sig, og i stedet gik hen til ham, let med hovedet på skrå for at stille et tavst spørgsmål. Nemlig hvad han tænkte på. Hun selv havde haft rig mulighed for at lade tankerne vandre som hun havde følt sig hen af husets stenvægge. Tænke på fremtid, nutid, hurtige gøremål, pratiske ting, men mest af alt bare hvordan en hverdag ville komme til at udforme sig. Givet at de aldrig blev fundet eller afsløret. Tanker der fik hende til at række ud og blidt ligge sin hånd imod hans kind. Tænk at hun måtte gøre det uden at skulle frygte blikke og konsekvenser. "Hvad kan jeg gøre?"

Karkhos havde været væk I sine tanker og havde ikke helt set hende vende sig I mod ham. Det var først, da hun kom nærmere og hendes hånd rørte hans kind, at han hævede blikket og så på hende med et lidt spørgende, men også smilende blik. At have nogen til at røre ved sig på den måde, var ukendt for ham, men han havde ikke noget i mod det, langt fra. Det gav ham en følelse af at være ønsket. På en helt anden måde end når der normalt var brug for ham. Hendes spørgsmål fik ham til at række ud, lægge hænderne mod hendes sider og trække hende ind til sig, inden han lagde armene om hende. At være så tæt på hende fik ham som altid til at få en følelse af, at han blev stakåndet og hans mave trak sig sammen. Det var absolut ikke en dårlig følelse, nej, hun tog bare pusten fra ham med sin skønhed. Sin godhed, den kan kunne se i hendes øjne. Øjne han kunne fordybe sig i for evigt.

”Du kan hjælpe med at tømme gulvet inde i huset, så vi har et sted at sove i nat.” Hans stemme var dæmpet og der var intet kommanderende i den. Var det ikke noget hun ville, var det også i orden. Men han tvivlede på, at hun ville sige nej, han havde en fornemmelse af, at hun ønskede at være hjælpsom og praktisk med det, hun kunne. Der var meget han ikke sagde, at han gjorde af små og store ting, som hun måske burde hjælpe med. Han var vant til at lave arbejdet for to alligevel og meget af det krævede kendskab til livet på vejen. Men han sagde ikke noget, gjorde det uden at gøre noget ud af det. Han ønskede ikke noget arbejde fra hende, bare hende. Han ville ikke kræve noget, der var for meget for hende.

Hans hænder kærtegnede hendes ryg og han betragtede hendes ansigt lidt, uvillig til at slippe hende igen. De var helt alene og der var ingen frygt for at blive opdaget. Ingen risiko for dømmende blikke og vrede. Nej, han havde hende for sig selv og selvom de kun havde haft hinanden i så kort tid, ville han aldrig undvære hende igen. Det var svært at finde roen ved det, men hun hørte til i hans arme. Og ingen skulle komme og fortælle dem andet.
Selvom der ikke var et tydeligt smil på hans ansigt, fortalte hans øjne alt, hvad hans indre følte. Han elskede hende. Åh, hvor han elskede hende.

Så ukendt som pludselig berøring af en godartet slags var for ham, ligeledes var den også for hende. Både at modtage og give. Men hun følte også det var helt igennem rigtigt for hende at gøre. Hun havde lyst til at gøre det. Mærke at han var der og ikke bare var noget hun havde opdigtigt i sit hoved efter så mange år hvor hun havde været alene. Alene i den forstand at hun aldrig havde nogen der holdte så meget af hende, som hun vidste at han gjorde. Hvor tavs han end var, kunne hun mærke langt mere end en anden nok ville kunne se og fornemme.
Hendes hånd gled ganske let ned af kinden og lagde sig imod hans brystkasse i stedet som han trak hende ind til sig, skabende en dybere nærhed igen. Hvilket fik Helena til at smile. Hun nikkede som svar. Det vidste hun trods alt at hun kunne hjælpe med. Helena havde aldrig lært at bruge værktøj, hun havde aldrig haft brug for det. Praktisk arbejde var altid blevet ordnet af andre omkring hende, og hun vidste helt ærligt ikke en disse om at klare sig selv. Men hun var villig til at lærer, og det var lige nu nok det vigtigste.

Helena lukkede øjnende som hans hænder blidt kærtegnede over hendes ryg, og hun rykkede sig tættere ind til ham, lod panden hvile mod hans hals, som hendes armen lagde sig om sig. Hun burde gå i gang med det arbejde han havde sagt at hun kunne hjælpe med. Men det var bare så rart at stå hvor hun gjorde. Mærke hans varme og nærhed. Den omsluttende tryghed der var ved hele hans eksistens og hvor varm og glad hun blev i hele kroppen af at han var der. Forhåbentlig ville dette aldrig nogensinde forsvinde igen. Forhåbentlig ville ingen komme og tage den lykke væk hun endelig havde fundet i ham! Helena ville blive her resten af sit liv. Sammen med manden hun elskede.

Karkhos’ hoved fandt automatisk hvile på hendes, som hun kom nærmere og hvilede sin pande mod hans hals. Roligt lukkede han øjnene og nød hendes nærvær i fulde drag. Bare at stå der med hende, gav ham mere sjælefred end noget andet kunne gøre det. Problemerne forsvandt ud i det blå, minderne forsvandt og han fokuserede på nuet. Lod sig selv suge ind i den følelse, hun gav ham. Han nød roen og gjorde intet for at afbryde deres omfavnelse. Ikke til at starte med, i hvert fald.
På et tidspunkt trak han sig dog tilbage. De skulle nå en del før mørket lagde sig. De brune øjne søgte hendes blå og hans hånd trak sig fra hendes liv til hendes ansigt, hvor han blidt strøg hende over kinden med en tommelfinger, inden han lænede sig frem og kyssede hende på panden.

”Jeg vil lige se, om jeg kan lave en kost, det vil gøre det nemmere at få resterne af stråene ud. Hvis du vil, kan du begyndte med at smide de større bunker ud.” Hans blik gled over deres omgivelser. ”Jeg tror møddingen kommer til at ligge et sted skråt bag den gavl, så skal vi ikke slæbe så langt fra den fold, vi skal lave.” Det var mest et kvalificeret bud, han havde ingen anelse, om det var realistisk. Det måtte de vil finde ud af med tiden. Lige nu var det ikke værre, end at de altid kunne flytte den igen.

Lidt modvilligt slap han hende og drog ud for at finde en gren, der kunne bruges til skaft til en kost. Da han havde fundet en, der var lang og lige nok, brugte han en kniv til at skære græs af med, til at binde til skaftet. Det var ikke hans gode kniv, den havde han efterladt på Argyris’ gods ved siden af liget af Renly, men en god soldat havde altid en ekstra i sin oppakning. Han havde stadig ondt i det sår, kniven havde været brugt til at lave, men det var ikke værre end at han kunne ignorere det det meste af tiden.

Til sidst var han tilfreds og kunne ikke andet end at håbe, at den ville virke. Det var første gang, at han havde lavet en kost, men så længe den kunne feje måtte den være god nok. Så han vendte tilbage til huset og Helena. Han blive stående i døren og betragtede hende lidt. At se på hende var en ting, han ikke kunne få nok af.

Livet havde været nemmere hvis alt de behøvede var at stå her med hinanden. Glemme tid og rum som eksisterede det ikke så snart de stod på den måde - men som altid måtte logikken og de kloge tanker tage over når tiden kom dertil. Selvom der gik noget tid, hvor ingen af dem flyttede sig, men blot nød hinandens nærvær, vidste de også godt begge to, at der var et arbejde at udføre. Derfor gjorde Helena heller ingen modstand som Karkhos begyndte at trække sig væk og i stedet kigge hende i øjnende. Hun smilede blidt til ham og mærkede at hendes øjenlåg gled en smule i, som hans tommelfinger strøj hende over kinden og derefter mærke hans læber mod sin pande.

Helena fulgte hans blik som han begyndte at tale, og noterede sig stedet han omtalte og nikkede. Det lød som en plan. Heldigvis vidste hun at adskilles ikke var en permanent ting, men derimod kun for en stund, som han slap hende og begyndte at bevæge sig væk. Selvom han manglede, var hun ikke så fastgroet at hun ikke kunne håndtere at gå alene.
Målrettet og med et bestemt, for ikke at sige stædigt, glimt i øjet gik hun ind i huset og så på rester fra taget, bunker af ting og meget der efterhånden som tiden var gået, var begyndt at se rimelig ubestemmeligt ud. Med et bestemt suk, skubbede hun de løse ærmer en smule længere op og gjorde hvad hun bedst kunne.

Nogle af tingene var for tunge til at hun kunne løfte det ud, men hun fik det puffet til siden, i en mere eller mindre bunke, så det ikke bare lå ud til alle sider. Gamle blade, grene og hvad end det var blev båret ud til der hvor Karkhos havde snakket om at møddingen skulle være, og op til flere gange ignorerede Helena en ugenkendelig følelse af noget klamt på fingrene der fik hendes tæer til at krumme sig sammen. Og selvom det gik langsomt, i forhold til en der var mere vant til at klare sig selv, gjorde hun fremskridt. I øjeblikket sad hun på knæ og kiggede på nogle gamle redskaber der var blevet efterladt. Jernet var gammelt og rustent, og ville aldrig kunne bruges ordentligt igen, men måske materialet kunne. Hun drejede det rug materiale mellem hænderne, men stoppede så snart hun mærkede et blik på ryggen. Langsomt drejede hun hovedet og kiggede på Karkhos i døren med den kost han havde lavet, smilede til ham og kom på benene igen. "Jeg har fundet noget gammelt værktøj. Jeg tror ikke det kan bruges, men måske materialet kan" Hun vidste det ikke, men havde da en forhåbning om det. Kunne det ikke smeltes om? eller gjorde man ikke det?

Det var tydeligt at se, at der var sket noget, da Karkhos kom tilbage til hytten. Hun gik til den med liv og sjæl. Og den stædighed han allerede havde set i hende. Egentligt burde han gøre opmærksom på sin tilstedeværelse, men han ville bare lige betragte hende lidt. Snart så hun dog op på ham og han smilede en smule undskyldende til hende for at lure. Hendes spørgsmål fik ham i bevægelse og han gik hen til hende for at bukke sig ned og tog det ene stykke metal fra hende. Det var rustent og tydeligvis meget gammelt. Overfladen var næsten porøs. 
"Jeg ved det ikke. Jeg tror det ikke, men mon ikke Ferghus ved mere om den slags." Han var trods alt en dværg. Karkhos havde ikke nogen anelse, smedehåndværk havde aldrig interesseret ham. Han kunne slibe et sværd, men det var også det. 

Han rakte hende metallet tilbage og så rundt i hytten.
"Du er kommet langt." Han gik hen og så på bunken af tungere ting. Det meste burde han nok kunne fjerne selv. Den største bjælke fra loftet krævede noget mere, men snart var de tre til at løfte på den. Kosten stillede han fra sig op af den ene væg, inden han begyndte at slæbe. Både sår og ryg brokkede sig, men han blev ved til kun den ene bjælke lå tilbage. Der skulle være klar til natten, der hastigt nærmede sig, solen var snart på vej ned bag træerne og mærket kom snigende. 
Hvis der var andet tilbage på gulvet, hjalp han Helena med resten, men ellers gik han ud for at samle brænde til et bål. 

Endeligt var der gang i ilden, deres oppakning var inde i huset, hvor gulvet var pænt ryddet og klar til at de skulle se på resten af huset, når Ferghus kom. Træt havde Karkhos sat sig på bjælken og så ind i ilden. Nok var han vant til fysisk hård træning, men dette havde været noget helt andet og hans gamle muskler føltes godt brugt. Han glædede sig allerede til at kravle under tæpperne. Han havde foreslået Helena at samle græs til underlag, så de ikke skulle sove direkte på det hårdttrampede jordgulv. Han burde nok hive deres mad frem, men lige nu trængte han til en pause. Bare lige ti minutter til at få ryggen til at slappe af igen. Ubevidst havde han lagt en hånd over stedet på maven, hvor kniven var gået igennem hans hud.

Helena havde absolut ingen forstand på værktøj eller hvad der kunne bruges til at lave noget nyt. Hun genkendte mere formen fra noget hun havde set på afstand men sådan set aldrig nogensinde rørt ved før. Hun kunne med besvær sadle en hest, det var så langt hun efterhånden var nået. Og alligevel forsøgte hun med alt hun kunne mønstre af lært og logik for at vide hvad hun skulle gøre i dette nye liv hun nu havde fået. Et liv hvor hun havde meget lidt fortand på hvordan hun skulle leve. Men hun ville gøre det bedste forsøg nogensinde. "Jo, han ved i hvert fald mere end vi gør" svarede hun i en munter tone. Karkhos vidste lange mil mere end Helena, men selv han var ikke vant til at leve på denne måde! Men han havde nogle fordele fra i hvert fald at vide hvordan han skulle passe på sig selv og overleve generelt.

Helena trak en smule på skulderne og så rundt i rummet. Ja, hun havde efterhånden fået fjernet en god del, især af hvad hun kunne nå og især løfte. Den sidste de var nok det vigtigste når alt kom til alt. Hun ejede ikke den største fysiske styrke.
Som Karkhos gav sig til at hjælpe, kiggede hun en smule bekymret imod ham. Han gav ikke udtryk for det, men hun vidste at han havde ondt. Men hun stoppede ham ikke - næsten nervøs for at han ville blive sur hvis hun prøvede. I stedet satte hun selv de sidste kræfter ind for at tage det sidste og få gjort klar - forsøge at tage nogle af de tungere ting trods hun måske ikke burde, men så behøvede han i det mindste ikke.

Det var en fysisk træt Helena som satte sig på hug på gulvet ved siden af Karkhos. Hun kunne havde sat sig på bjælken, men foretrak at hun kunne sidde på en måde så hun bedre kunne kigge på ham. Forsigtigt lagde hun en hånd på hans knæ og kiggede op på ham med et roligt men også bekymret blik, over hans hånd der lå mod maven og såret hun vidste gemte sig derinde. "Har du ondt?" Hun skulle nok få hjulpet med maden og hvad end der manglede før de rent faktisk kunne sove, men hun ville være sikker på at han ikke var i for stor smerte. Han skulle ikke slide sig selv ihjel - de fandt en måde at nå det hele på alligevel.

Karkhos fulgte Helena med blikket, da hun satte sig ved siden af ham og lagde en hånd på hans knæ. Det var så uvant for ham, at nogen bekymrede sig for ham, ja, selv han bekymrede sig ikke sådan for sig selv. Det var ikke fordi, at han ikke kunne lide det, det var rart at føle, at nogen tænkte på ham. Han vidste bare stadig ikke helt, hvordan han skulle reagere på det.
Men han lagde sin ene hånd på hendes. Det var stadig specielt at røre ved hende og han gjorde det gerne. Nu han havde muligheden for det. Han var lige ved at lyve for hende, som han altid gjorde for folk, når hans fysiske tilstand var oppe at vende, men hun var ikke hvem som helst og han tøvede lidt, inden han lavede et kort, enkelt nik.
”Det har været en lang, hård dag.”

Han havde ikke kigget til såret, men han havde ikke mærket blodet løbe, så det gik nok endnu. Det var ryggen, der var værst, ryggen og hans knæ, men det holdt han for sig selv. Det var alderdommen, det tvivlede han ikke på. Selvom han stadig var ret som i sine unge dage, vidste han, at det kun ville vare få år, før hans ryg ville begynde at runde sig og han ville begynde at gå ujævnt.
At det gjorde ondt, ville han ikke snakke om. Han havde for meget ære til at pive og det ville hjælpe med en nats søvn, især nu, hvor underlaget var en smule mere blødt end direkte jord. Han havde overanstrengt sig og han vidste det, men han var også et stædigt væsen. At stoppe halvvejs var ikke noget, han gjorde.

”Det bliver bedre efter noget hvile.” Han gav hendes hånd et klem og rørte på sig, for at finde deres mad, mest for at komme ud af situationen, men et jag af smerte fik ham til at blive siddende. Måske lidt mere hvile inden han begyndte at være aktiv igen.
”Du må også være træt… jeg tror vi kommer til at sove godt i nat.” Han smilede mildt til hende, forsøgte at skubbe snakken væk fra ham selv. Han flyttede hånden fra sin mave og strøg den ned over hendes hår i stedet. Det flotte hår, han havde svært ved at holde fingrene fra. Ja, han havde helt generelt svært ved at holde fingrene fra hende. Hånden fandt frem til hendes kind og aede den blidt med en finger.

Helena havde altid haft mange at bekymre sig om. Forsøge at sikre sig at hun kunne hjælpe når noget gjorde ondt, enten fysisk eller i sjælen. Guderne måtte vide at hun havde set begge dele. Men hun kendte udtrykket. Udtrykket af at skjule sine egne skader, som han altid havde gjort - hun selv ligeså. Hun kunne ikke bebrejde ham for at følge et instinkt der altid var blevet svejset fast til hele hans person igennem sin opvækst. Men hun var taknemmelig. Taknemmelig for at trods den maske af stædighed og skjul af egen svaghed, slog han ikke hendes ord helt væk. Helena smilede til ham og nikkede let, forstod ordene han ikke sagde.

Der gik ikke mange sekunder før bekymringen var tilbage ved hans bevægelse der blev afsluttet en smule unaturligt og resulterede i at han ikke flyttede sig trods det som virkede til at være hans plan. Hvis nu de begge kunne sætte bare et gram af deres stædighed på hylden, og indrømme at det gjorde ondt engang imellem, og nogen gange meget, var det nemmere at være til. Det var i hvert fald nemmere for Helena at vide hvordan han havde det, trods bevægelser også udtalte ord munden aldrig sagde.

"Det er jeg sikker på at vi gør, det har i hvert fald været hårdt arbejde" Og hendes havde været mindre fysisk krævende, men Helena var heller ikke spor vant til at klare sig selv. Hvis det stod til Helena ville hun kunne blive siddende her i al evighed, med halvt lukkede øjne som hans finger aede hende blidt over kinden. Hun gav hans knæ et blidt klem, før hun rejste sig. Tvang sig selv ud af den behagelige omgivelse, for at hente tasken med deres ressourcer. De havde brug for det. Men hun var ikke langsom til at finde tilbage igen og sidde ved siden af ham, og holdte sin stædige maske af ikke at vise hvor træt hendes egen krop var, som hun satte sig ned igen. "Er du sikker på vi overhovedet kommer op i morgen" Efter at havde sat sig end igen, føltes kroppen næsten endnu mere træt!

Karkhos var glad for, at Helena ikke begyndte at spørge mere ind til hans velbefindende, selvom han kunne se på hende, at hun vidste, at han havde ondt. Måske som tiden gik, ville han åbne mere op for hende, men det hele var stadig nyt og lige nu gjorde han sit bedste, uden at gå for meget på kompromis med den, han var.
Hendes ord fik ham bare til at nikke med et svagt smil. Han så det ikke som om, at hun havde lavet mindre end ham. Arbejde skulle fordeles på evner, og hun havde lavet lige så meget som ham, hvis man så det sådan. Hun måtte være mindst lige så træt som ham, hvis ikke mere. 

Men alligevel gav hun hans knæ et klem og kom på benene. Hans blik fulgte hende, mens hun hentede tasken, maden var opbevaret i. Heldigvis ikke noget, der skulle tilberedes, men heller ikke noget, der var specielt spændende. Måske han skulle undersøge skoven i morgen og sætte et par snarer. Frisk kød ville ikke være af vejen efter de mange dage på hesteryg uden mulighed for andet end småting fundet på vejen.
Han glædede sig til at se huset blive bygget op, og få mulighed for at gøre det til et rigtigt hjem. Nok havde han rejst meget, men han havde også boet fast på borgen i meget af sit liv. Det lille hus, han var opvokset i, havde han solgt allerede da hans mor døde, han havde aldrig været interesseret i at bo for sig selv. Et værelse på borgen havde været godt nok, en base. Og han savnede allerede en base. Det ville blive godt med et hus. Med Helena.

"Hvem siger, at vi skal," brummede han og lagde en arm om hende for at trække hende ind til sig. Det var en sær tanke, at blive i sengen. Men han havde ret. Der var ingen forventninger til, at de skulle stå op og udføre dagens gerninger for alle andre. Hvornår havde han sidst tilbragt en morgen i sengen? Altid tidligt oppe for at træne og ordne ærinder. Måske... de skulle blive liggende dagen efter. En hel ny verden med selvbestemmelse. Et svagt smil lå i hans mundvig ved den tanke og han sukkede træt. Der var tydeligvis mange tanker, der skulle læres fremover.

Alting blev nemmere så længe man gik ind i det med et åbent sind. Helena var gået fra et liv hvor hun egentlig ikke skulle løfte en finger, ikke skulle arbejde eller kæmpe for føden. Hun kunne altid bare gå ned og tage. Hun havde altid et sted at være, tøj på kroppen og mulighed for transport. Helena havde været adelig hele sit liv, og alt det materielle havde været til stede altid. Ting hun i mange år havde taget for givet, og som nu ikke længere var en selvfølge.

Havde hun ikke selv valgt disse forhold, havde hendes indstilling også været en langt anden. Men hun havde valgt det, og grunden dertil sad ved siden af hende. Helena vidste hvad hun havde måtte opgive, på godt og ondt. Hvad hun havde ladt tilbage - et liv som mange ville ønske de havde. Men det var det hele værd, nu at kunne læne sig ind i en tryg favn og mærke den affektion og kærlighed, hun aldrig før havde haft. "Det er der ingen der gør" og det var der heller aldrig nogen der kom til.

Helena smilede ved tanken. Ingen skulle nogensinde bestemme over dem igen. Hvornår de stod op, hvad de spiste, hvordan de indrettede deres hjem. De var frie, begge to, og havde svært ved at affinde sig med at være deres egen herrer. Helena havde, og hun kunne mærke at soldatens faste rammer stadig sad i Karkhos og dikterede mange ting han gjorde. "Vi kan blive liggende lige så længe vi vil"

Det var en vidunderlig ting at mærke hendes krop mod sin og han kyssede hende på siden af hovedet. Hun var alt han kunne drømme om, drømme han aldrig havde tilladt sig selv at have. Han havde aldrig troet, aldrig turde håbe… og nu sad han her med en kvinde, han alligevel aldrig havde kunne forestille sig skulle være hans.
En dæmpet brummen skabt af morskab kom fra ham ved hendes sidste ord.
”Hvor længe tror du, at vi har tålmodigheden til at blive liggende?” Hans sind ville kræve at han rejste sig for at træne, som han gjorde hver morgen. Noget han ikke havde gjort i de dage, de havde rejst. Og han havde en fornemmelse af, at hun heller ikke ville kunne finde ro i sengen.

Han gav hende et klem og tog tasken for at finde deres mad frem. Et halvt brød, noget tørret kød og en humpel ost. Hans lille beholdning af krystaller var væk for denne gang. Han havde flere, men de var gemt væk langt derfra. Nok havde han aldrig rigtigt kunne forestille sig ikke at tjene Atillian, men han havde alligevel været forberedt og havde gemt små depoter af krystaller og andre ting rundt omkring. Steder, der forhåbentligt ikke blev opdaget af andre. En dag måtte han sadle hesten og rejse ud efter dem, men ikke nu. Når såret var helet og Ferghus var kommet. Så Helena var sikker og han var frisk nok til at kunne rejse hurtigt.

Maden lagde han på et klæde i mellem dem, så de kunne dele den. Roen om dem var rar. Aftenens stilhed, bålets knitren og hendes tilstedeværelse, der bragte mere varme til hans gamle kadaver end bålet. Det ville ikke vare længe, inden han lagde sig, han var så træt. Men lige nu nød han det, trods smerterne. Han nød hendes tilstedeværelse og manglen på pres fra sine omgivelser. Huset skulle laves, men det hastede ikke mere end at de bare skulle være færdige, når kulden kom. Og det burde de nok kunne nå.
Han spiste i tavshed, medmindre hun begyndte at snakke. Der var ikke noget at sige, der kunne få ham til at starte en samtale, ikke lige nu.

Han havde en pointe. En pointe der fik Helena til svagt at grine. ”Ikke synderligt længe, men det vigtigste er også at vi har muligheden” Det var ikke så meget at de sov en hel dag, eller valgte at blive liggende en hel dag. Det var mere friheden at de kunne. De havde friheden til at gøre hvad de ville. Frihed kom altid med en pris, eksempelvis var det ikke længere store måltider af mad, tjenestefolk til at vaske tøjet eller andre huslige og hverdagsting der før var blevet klaret for hende. Hun havde fravalgt alle de ting, for at have friheden til at følge sit eget hjerte.

De omkringværende lyde fra bål og vind, bekræftede blot at stilheden havde lagt sig. Ingen ubehagelig stilhed. Det syntes den aldrig at havde været. Hvorfor sige en masse ord for at udfylde et tomrum, som ikke var et tomrum. Helena nød stilheden, nød at hun i stedet kunne fokusere på følelser, tanker og den omfavnende atmosfære. Han var her. Karkhos var her hos hende, og det var alt der betød noget. Roligt begyndte hun at spise af maden, mærkede det dælme sulten i hendes mave. Osten smagte mærkeligt, men det var en ny oplevelse. Og som maden var indtaget begyndte søvnen at presse sig ind over den almene træthed og nærmest kommandere med hende.

Helena gemte et gab bag en hånd og kiggede over på Karkhos. Han så ligeledes træt ud, forståeligt med skaden der stadig påførte ham ubehag og smerte. At det tog så lang tid om at heale gjorde hende fortvivlet, men hun vidste også at der ikke var andet hun kunne gøre end at være tålmodig. ”Kom” Det var ikke en ordre, nej, dem gav hun ikke til ham, men mere en forespørgsel om at følge med hende hen og sove. De havde begge brug for det. Måske af forskellige årsager, men søvnen var ikke spor svær for hende at finde længere. Den kom nemt som ingenting.

Maden var som mad altid var, efter en lang hård dag, god, trods dens simple udformning. Det var næring til en træt krop, der tog glad i mod den. Stilheden var rar og gav plads i hans trætte hoved til at være i nuet. De brune øjne hvilede i ilden, mens han spiste. Maden og roen gjorde ham endnu mere træt og hans normale rette holdning var faldet en smule sammen. Det var næsten ikke gået op for ham, at han havde spist op, før Helena bad ham komme. Komme hvorhen? Han flyttede lidt forvirret blikket til hende, indtil det gik op for ham, at hun mente, at han skulle komme med i seng. Han åbnede munden for at protestere, han skulle... ja, hvad skulle han? Han lukkede munden igen og smilede svagt, inden han nikkede. Det lød som en god idé at komme i seng. Tanken om at sove på et forberedt leje i stedet for på jorden, var lokkende. Så han kom på benene, det ene knæ smældede, da han strakte det ud, men det lagde han knapt mærke til mere. 

Han ventede på, at hun også var kommet på benene, inden han trak hende ind til sig og gav hende et let kys på munden. Han følte sig lidt som en ung dreng, der gav sit første ulydige kys til en pige bag stalden, og følelsen fik ham til at smile lidt mere. Men der var ikke overskud til at nyde situationen, så han tog hendes hånd og tog hende med hen til det hjemmelavede midlertidige leje, der i hans trætte øjne så helt guddommeligt ud. Ingen blå mærker og de ville ikke komme til at fryse.
Lidt stift satte han sig ned og begyndte at tage sine støvler af. Ingen grund til at sove med dem på i nat. Derefter spændte han sværdbæltet op og lagde det på jorden, så han kunne nå det uden at skulle tænke over det.

Derefter satte han sig til at betragte hende. Når de havde lagt sig, ville han holde om hende som han havde gjort hver nat de havde haft hinanden. Måske han ville slippe hende i nat, nu hvor det var nemmere at holde varmen og der var mere plads at vende sig på, men det ville ikke blive bevidst. Det føltes så naturligt at sove med hende i favnen, det var næsten skræmmende. Men så længe hun ikke havde noget i mod det, ville han ikke stoppe. 
Så snart Helena havde lagt sig ned, ville han kravle under tæpperne og lægge en arm om hende.

Helena havde stadig meget at vende sig til, og meget hun skulle lærer at gøre. Men det var ikke noget hun frygtede at skulle. Enhver kunne lærer og hun havde fået så meget mere ud af at opleve dette liv. Et liv med en mand hun selv havde valgt. En mand hun inderligt elskede og ikke så en mulighed for at undvære. Slet ikke nu, de havde været i hinandens selskab i så lang tid. Så det var med et smil hun rejste sig op, bemærkede smældet hans knæ havde lavet, ikke vænnet sig til det, men vidste at hun ikke kunne gøre meget ved det. Bekymringen forsvandt aldrig.

Helena følte hun smilte som en ung teenagepige der imod sin families ønske fik lov at rende rundt med en knægt hun ville have, men ikke måtte få. Hvilket egentlig ikke var langt fra sandheden, andet end de ikke var unge mere. De opførte sig dog således, og det fik hende til at smile mere. At vide at den del af ens indre faktisk aldrig forsvandt, ligemeget hvor gammel man blev.

Helena blev stående oprejst efter Karkhos havde sat sig, for at flette det lange hår på ny, som hun gjorde det hver nat. Forhindrende at det blev filtret eller lå i vejen. Hvorefter kappen forsvandt, blev foldet sammen og derefter lagt ved siden af det leje der udformede en meget mere behagelig seng for natten end jorden. Sidst forsvandt hendes sko, og hun krøb ind under tæpperne, direkte ind i Karkhos’ favn, hvor hun hørte til. At sove med hans arme omkring sig, havde været noget nært det mest beroligende hun i sit liv havde oplevet. Følelsen af tryghed og varme, var vanedannende. At have ham røre ved sig, holde en smule mere fast i søvne, og vågne op til at han stadig var der – hun ville ikke undvære det.