Sted: En større herregård en halv dagsrejse mod nordøst fra Dianthos
Tid: Midt i november 2014, eftermiddag
Vejr: Det plaskregner og trods årstiden glimter et enkelt lyn ind i mellem

Regnens trommen på tagen var den eneste lyd i det lille rum, Iskariot havde taget til at være sit kontor. Et stort skrivebord og en reol med bøger fra den forrige ejer af gården var næsten de eneste møbler i rummet ud over den behagelige stol Iskariot sad i og den lidt mere simple, placeret på den anden side af bordet. Der var dunkelt i rummet, mørket havde lagt sig tidligt og det var kun ilden i pejsen, der spredte lys og varme.

Iskariot sad i stolen med en hånd under næbbet og de turkis øjne stirrede tomt ud i luften. Hans tanker var langt væk, nærmere i Dianthos, eller nu nok mere syd på. Hans dumme halvbror var for ikke så længe siden blevet bidt af en drage, noget der nær havde kostet ham livet. Og nu var han på vej i krig mod Mørket. En trækning gik over halvfuglens ansigt. Hans storebror var en idiot, han burde blive på Paladset og komme sig. Men nej, han ville ud for at slås for det gode. Iskariot havde ikke rigtigt nogen respekt for hverken Mørket eller Lyset. Det de kæmpede for, var... latterligt. 
Men trods at han havde så negative tanker om sin bror, var han alligevel ved at overveje, om der var nogen måde, hvorpå han kunne holde øje med ham. Sørge for at denne stupide krig ikke blev hans endeligt. Han havde vist gjort, hvad han kunne, uden selv at melde sig under fanerne. En af ridderne tæt på Baldwin havde været ganske nem at komme ind på livet af og manden ville ofre sit liv for Baldwin. Ikke at Iskariots magi ville  holde krigen igennem, men han havde fornemmet tanken slå rod og han var ganske sikker på, at det var nok.

En forsigtig banken lød fra døren og han rettede sig op med et dæmpet suk.
"Ja?" 
Døren blev åbne halvt op og en af tilbederne stod der med sænket hoved.
"De har en besøgende, Herre Cort."
"Hvem er det?" Iskariot lød en smule utålmodig. Det var ikke de mest intelligente, der var i denne lille kult.
"En fremmed. Han vil tale med Dem." Manden lød en smule forvirret og Iskariot rynkede panden. "Han venter i den lille stue." 
Inden Iskariot kunne nå at svare, forsvandt manden. Hvad i alverden?

Halvfuglen rejste sig og rettede på den sorte kutte med sølvbroderierne langs kanten. Han havde fundet ud af, at der var mere respekt, når man faktisk så ud til at lede en kult. Teater, han var ligeglad. Han var her kun, fordi han havde fået muligheden og han faktisk kunne bruge disse hjernetomme Zaladintilbedere til noget. Samtidigt gav det ham et sted at bo. Herregården havde han selv anskaffet dem, som han havde overbevist herremanden og hans kone om, at de meget hellere ville til Medanien og dyrke grøntsager end at bo her i den køligere nordlige del af landet. De havde endda papirer på, at gården var deres. 

Nå, der var vel ikke andet for end at se, hvem den fremmede var. Så Iskariot bevægede sig ned mod den lille stue, et rum der ligeledes havde et par bogreoler og nogle bænke og stole, der var gjort behagelige med fåreskind. Der var også gang i pejsen her og flere tællelys gjorde rummet mere oplyst end det, han kom fra.
Han trådte inde i rummet og lagde det skarpe ørneblik på manden i rummet.
"Jeg er Iskariot Cort. Hvad kan jeg gøre for Dem?" At tiltale andre i den mere formelle form var banket ind på rygraden af ham. Det betød ikke noget for ham, han anså stadig selv selv som over alle han mødte, hvilket man måske også kunne tolke i hans blik.

Vertis havde ankommet til gårdspladsen i karret, og var blevet skyndet indenfor uden et ord. Det havde været en kort rejse fra hovedstaden til herregården, men han var hurtigt blevet træt af de bumlende bevægelser på den faldefærdige landevej, og det var med stor nydelse at han nu sad og ventede i en hyggeligt oplyst stue. Han havde endda fået nogen til at bringe ham en kop te, der - på trods af at være af lavere kvalitet end han var vant til - fyldte ham med stor nydelse efter den lange rejse. Hans rejsetøj var en let beklædning af holdbare bukser og en skjorte i en mørk grøn farve. Hans ranke positur vidnede til hans idé om sin egen station, men den simple beklædning fik ham til mest at ligne en succesfuld handelsmand - med rigdom så stor at han intet behov havde for at se rig ud.

Ingen havde spurgt om hans navn, ærinde eller autoritet. Han havde spredt ordet forud for hans ankomst, og aktiveret hvad midler han havde plantet i Iskariots organisation. Han fangede fuglemandens blik, og studerede ham nøje. Vertis blik var, for de fleste, intetsigende - sorte øjne der tog til sig, men afslørede intet. Et skarpt sind ville kunne se den evindeligt tilstedeværende morskab, og den lynende intelligens der lå bag.

Som et lyn skar himlen i to, tog dæmonen et sip af sin te. De havde ikke travlt.
"Sid ned," sagde han roligt, den melodiske dybe stemme både blød og hård på samme tid, som silke strøget over stål. "Vi har mange ting at diskutere."

Manden i rummet var allerede blevet udstyret med en kop dampende te og virkede mest som om, at det var Iskariot selv, der var gæsten. Arrogancen havde nær fået halvfuglens fjer til at stritte, men intet rørte sig på ham, da han med de turkis øjne betragtede ham. Hans tøj var praktisk og ved første øjekast så han måske ikke ud af så meget. Iskariots skarpe øjne fortalte ham dog noget andet. Tøjet var dyrt, det samme med mandens støvler. Hans holdning og den måde, han så på Iskariot sagde, at han var en mand af position. Og da han mødte hans blik, der måske kunne virke udtryksløst, fik halvfuglen en fornemmelse af, at han morede sig. Nej, her var en mand, der forsøgte at virke lidt neutral, men som havde noget gemt under overfladen. Iskariot kunne genkende det fra sig selv.

Trods at stemmen virkede blød, var det en umiskendelig ordre og Iskariots blik flakkede i et splitsekund, inden han samlede hænderne foran sig, skjult i ærmerne, og blev stående, hvor han var. Han agtede ikke at blive hundset rundt med, det var han blevet det meste af hans liv. Og sådan var det ikke mere. Der var dog intet usikkert eller på nogen berørt i hans stemme som han svarede.
"Jaså?" Hans stemme var rolig og hans blik lige så udtryksløst som den andens. "Og hvem er De så, jeg åbenbart har ting at diskutere med?" Han ville vide mere om manden, inden han overhovedet ville overveje at sætte sig. 

Iskariot var meget svagt foruroliget over denne mand, der kom og opførte sig som om, at han hørte til i bygningen, men han var ikke bange eller bekymret. Og han var ikke vred, bare irriteret. Han havde en bygning fyldt med tilhængere, som han ville kunne hidkalde til forsvar i løbet af ingen tid. De var så svage og havde været under hans styre i så lang tid, at han nærmest ikke behøvede at bruge sin evne til at få dem til at adlyde hans mindste ordre. 
Desuden, han kunne forsvare sig selv, hvis manden havde fjendtlige intentioner. Hvilket det ind til videre ikke så ud som om. Ingen af tankerne kunne læses på ham, da han roligt så ind i den andens øjne.

I den frosne tavshed der efterfulgte Iskariots spørgsmål, tog Vertis et afslappet sip af sin te. Hans blik hvilede fast på fuglemanden, som han analyserede og overvejede. Da han valgte at blive stående, kunne Vertis mærke mild irritation vælde i ham, men han valgte ikke at gøre et større nummer ud af det - Hvis Iskariots dødelige stolthed ikke tillod ham at følge et forslag, var det hans eget problem. Og han lod bestemt til at have problemer.
Det var kun sjældent at man så kultister med den form for intelligens der gemte sig bag Iskariots blå øjne. Løftet om fremtidig magt på bekostning af nutidig frihed tiltrak sjældent de skarpeste knive i skuffen. Vertis betvivlede hans hengivenhed, og tvivlede på at han havde været en kultist længe - Eller for den skyld tilbeder af Zaladin. En mand som Iskariot ville næppe finde sig i at være stillet under nogen, og i hvert fald ikke længe. Hvis han var startet fra bunden, havde det været med intentionen om at nå til hvor han var nu, og det implicerede en ambition som Vertis fandt beunderingsværdig.

Dæmonen satte koppen fra sig på bordet, og slog et ben over kors. "Mit navn er Daman Pallisheaf, men en mand i Deres stilling kender mig nok bedre som Stemmen. Ser De, Hr. Cort, jeg er kommet med storslåede nyheder!" Han slog hænderne ud til siden som han sagde det, og viste et glansfyldt smil, der ikke nåede til hans blik. "Men først. . . Jeg antager at De er den religiøse type?" Han sendte ham et bedømmende blik, fri for fordomme. Hvorvidt han var troende eller ej, gjorde ingen forskel. Det ville ikke ændre udfaldet af deres møde, eller udfaldet af Vertis kampagne.

Navnet 'Stemmen' var ikke et han havde fundet på selv, men han måtte indrømme at det lå bedre i munden end Pallisheaf. Det var et navn han var blevet skænket af de talrige små-kulte han havde samlet under sig selv over de seneste år. Navnet var blevet ham foræret som et symbol på respekt, men dæmonen kunne ikke lade være med at finde det ynkeligt - for ikke at nævne blasfemisk. Zaladin talte for sig selv, det var blot et spørgsmål om at lytte.

Stemmen. Selvfølgelig havde Iskariot hørt om manden, der var talerør for selveste Zaladin. Ikke at halvfuglen et øjeblik troede på det, siden han ikke troede på, at guderne i det hele taget eksisterede, og selv hvis han havde gjort det, ville han ikke have troet, at en enkelt mand ville få den ære uden da at styre hele verden. Hvis en gud havde noget at sige, måtte det være noget, der kunne lave hele verdensopbygningen om.
Oplysningen gjorde hans blik en smule mere intenst, hvad ville denne mand med Iskariot? Tage det fra ham, han havde bygget her? Det ville de blive to om at bestemme. Skulle han blive besværligt, kunne det ende med, at han faktisk ville høre en stemme i sit hoved. Bare ikke Zaladins.

Spørgsmålet var som sådan uskyldigt nok og så dog. Enhver anden ville ikke spørge en leder af en religiøs kult, om man var religiøst anlagt, det lå ligesom i jobbeskrivelsen. Det virkede som en fælde og Iskariot var lidt om at svare, som han overvejede, hvad der ville være fornuftigt at sige.
”Min position burde tale for sig selv.” Det var hverken et ja eller et nej og den fremmede måtte selv nå sine konklusioner ved det svar. Hans øjne blev kort smalle, inden han trådte et par skridt længere ind i rummet.
”Jeg bryder mig ikke om dette komediespil, jeg kender til Deres plads, hvad vil De mig og denne lille gruppe?” Han stemme var lidt mere skarp end før, han var ikke en undersåt til Stemmen, han var leder for denne lille kult og han agtede ikke at finde sig i hvad som helst. Ikke at Iskariot ikke kunne blive uendeligt diplomatisk og underdanig skulle situationen have brug for det, men lige nu irriterede manden ham mere end godt var og han følte sig ganske sikker i denne situation, selvom han vidste, at manden var dæmon og sikkert ældre end hvad han kunne forestille sig. Men det skræmte ham ikke, han kendte til dæmoner. Nej, han ville vide, hvad manden ville ham. Uden indpakning.

Vertis udtryk ændrede sig næsten umærkeligt da han blev benægtet svaret på sit spørgsmål – selvom Iskariots svar fortalte ham meget. De andre kultledere havde alle reageret omtrent det samme, og ingen af dem som fuglemanden foran ham. Nogle fandt hans spørgsmål morsomt, andre blev fornærmet – én i sådan en grad at han havde udfordret Vertis til en duel på stedet. Efter det første indtryk havde de alle indstillet sig på fjendtlig vrede, som de indså at han spurgte i den dybeste alvor.
Men ikke Iskariot. Han holdt et koldt hoved, hvilket var imponerende i en person der vidste de talte med en dæmon. Men det irriterede ham at han ikke havde besvaret hans spørgsmål direkte. ”Din position,” sagde han roligt som han lod sin evne gradvist fri. Han ville øge den mentale pres på Iskariot hurtigt nok til at han ikke kunne tage fejl af kilden, men langsomt nok til at han ikke overvældede mandens mentale forsvar. ”Siger mig intet, Hr. Kort. Tal for Dem selv.” Han ville øge presset til at han kunne se et respons i fuglemandens øjne, og derefter tage kontrol af sig selv og droppe angrebet. Han ønskede at fuglemanden skulle indse hans magt, men ikke at knække ham. Ikke endnu.
”Men jeg undskylder – tusinde gange. Jeg har ikke været direkte. Men først, lad os kvitte høflighederne og tale direkte?” Han rettede sin ryg, og tog en tår af sin te inden han forsatte. ”Zaladin nærmer sig, og har gjort det min pligt at gøre verden redde til hans ankomst.” Dæmonen studerede fuglens ansigt nøje. Han forventede at se vantro i fuglemandens blik, men underspillet, subtilt.
”Din kult, sammen med mange andre, har fået æren af at hjælpe mig i at facilitere overgangen. Nogen spørgsmål?” Hans blik granskede lederen efter selv det mindste udtryk.

Det var ret tydeligt for Iskariot, at manden ikke var tilfreds med hans svar. Men så længe han ikke vidste, hvad han egentligt ville, var Iskariot meget påpasselig med at give ham mere end højest nødvendigt. Det kunne ske, at "Stemmen" ikke ville være tilfreds med en vantro som leder af denne lille kult. Det ville Iskariot finde ud af før han gav nogle af sine gode kort væk.
Mandens ord blev fulgt op af noget. En kløen i halvfulgens sind, der tydeligt afslørede, at dæmonen forsøgte at pille ved hans hoved. Ikke en trækning løb over det fjerede ansigt som den andens evne pressede på, han koncentrerede sig i stilhed om at holde den ude. Han var ikke bange, selvom han alt for godt kendte til de effekter sindsmanipulerende evner kunne have - han havde selv en.

Selv da presset forsvandt, uden at have gjort nogen skade, var Iskariot tavs og ubevægelig som han lod manden tale færdig. Zaladins ankomst. Havde han ikke været så vred, havde han nok slået en latter op. Idéen var latterlig, men han kunne sagtens se, at den nok ville sælge hos mere religiøse væsner. Zaladins stemme, der nu kom og bekendtgjorde deres herres ankomst til denne verden. Noget der ville gøre enhver religiøs idiot varm i bukserne. Iskariot var i stedet ved at overveje, hvad manden ville få ud af det. Og den sidste sætning afslørede dette ganske fint. Han ville samle de små grupperinger til én stor. Magten bag så stor en gruppe ville være betydelig.

Vreden sad stadig i halvfuglen, han havde ikke tænk sig at finde sig i dæmonens forsøg på at skræmme ham med sin evne. Nej, han måtte bevise overfor ham, at han ikke var til at lege med, især hvis han skulle have noget at have sagt i forhold til den plan, der havde udfoldet sig for ham. Langsomt gik han endnu tættere på de to stole, hvor dæmonen var placeret i den ene, ikke for at sætte sig, men for at mindske afstanden i mellem dem.

"Hr. Daman Pallisheaf, der er noget, De har misforstået. Jeg er ikke en, De kan komme her og bruge som De vil." Hans næb bevægede sig ikke, men stemmen ville lyde klart i den anden mands sind. Pludseligt befandt de sig i et lille rum med murstensvægge. Den ene stol var væk og der var kun dem, stolen Vertis sad i og det lille bord. Det svage lys havde ikke en kilde, da der ingen vinduer eller nogen dør var i de fore vægge, der gik op til loftet i det store rum, de stadig befandt sig i, men som ikke kunne ses for Iskariots illusion. Rakte Vertis ud og rørte ved væggene, ville hans fingre gå igennem, og han ville også kunne mærke den anden stol, hvis han rakte ud mod, hvor den havde stået.
"Jeg er om noget Deres ligemand." De turkis øjne hvilede iskoldt på dæmonen, tydeligvis ikke bange for ham. "Måske ikke i alder eller race, men de er ikke den eneste med evner, hverken magiske eller inden for styring af en kult."

Vertis så sig fornøjet omkring da hans omgivelser påtog sig en anden form. Det var muligt at han ikke skulle nyde det i den grad han gjorde, da det tydeligt var ment som en blanding af en demonstration og en trussel, men potentiallet i evnen havde distraheret ham så effektivt at han et kort øjeblik var ligeglad med den anden mand. Han lænede sig frem, og famlede omkring i luften indtil han kunne mærke den anden stol under sine fingre. Sikke en fascinerende magisk evne!
Dæmonen sagde intet, som han sank tilbage i stolen, men hans blik var fjernt, tankerne allerede dedikeret til at plotte og planlægge hvad han kunne gøre hvis dette nye værktøj kunne stilles til rådighed. Han tænkte praktisk talt ikke over mandens ord som de dukkede op i hans hoved, indtil at Iskariot kaldte sig selv hans ligemand. Han kunne ikke holde en dæmpet latter tilbage. Hvis Iskariot levede 7000 år længere, kunne det være at han ville forstå hvorfor at Vertis fandt det så morsomt. Dæmonen fattede sig hurtigt, og kiggede på den anden mand med et skråt grin.

”Jeg må indrømme at jeg ingen planer havde om at bruge dig, da jeg kom herind. Jeg ville slå dig ihjel, sammen med alle de der var dumme nok til fortsat at følge dig. I stedet, vil jeg gøre dig et tilbud!” Han rejste sig fra stolen, og trådte tættere på Iskariot. Han måtte forhindre sig selv i at forsøge at påvirke mandens sind, fristende om end det var, sikker på at hans forslag ville falde i god jord.
”Ser du, jeg har ingen interesse i det sykofantiske magtspil. Jeg har en mission, og min mission er vigtigere end alt det – om du tror mig eller ej. Herren er på vej,” han holdt en dramatisk pause, og fastlåste mandes blik. Hvad der var at finde i dæmonens øjne var nøgen ærlighed. ”Og jeg har brug for nogen til at styre de tilbedende masser.” Han begyndte at bevæge sig rundt om Iskariot i en cirkel, mens han forsigtigt undgik rummets møbler ud fra det mentale kort, han generelt havde af sine omgivelser. ”En der er ambitiøs og skrupelløs. En der har et talent for at styre de religiøse. Er der nogen der falder i tankerne, Kort?” Vertis lagde ekstra pres på fuglemandens navn, og der var mere end en smule galskab i hans stemme. Det havde været længe siden at en dødelige havde underholdt ham i sådan grad, som denne gjorde, og underholdning var tæt på det eneste der betød noget for Vertis.

Det var ikke den reaktion, Iskariot havde håbet på, da dæmonen ikke virkede påvirket af hans evne. Nej, han virkede... fornøjet. Et nederlag, men halvfuglen var ikke overrasket. Han var vokset op i hænderne på en dæmon med mindst lige så meget arrogance i sig som denne. De troede ikke, at noget kunne røre dem. Iskatriot kunne sjovt nok ikke rigtigt lide dæmoner.
Samtidigt var han et eller andet sted da en smule opløftet over, at manden virkede imponeret, men det kunne han ikke bruge til noget, ikke lige nu. Og følelsen forsvandt med det samme, som latteren lød i rummet. Nej, selvfølgelig fandt han ham ikke som en ligemand, men Iskariot mente det nu seriøst. Nok kunne han ikke måle sig med alder og race, men det var heller ikke alt. 

Igen lyttede han tavst, uden at ændre udtryk. At døden havde kastet blikket på ham igen, rørte ham ikke. Han var ikke religiøs, men han havde en tro om, at han havde et mål, der skulle fuldføres, før han skulle dø. Og at denne mand ville have smækket ham som en irriterende flue var heller ikke overraskende. Foruroligende, men Iskariot havde tro nok på sig selv til at tænke, at han ville have klaret sig igennem det.
Han flyttede sig ikke, som manden rejste sig og gik hen i mod ham. Der var højdeforskel i mellem dem, hvilket tvang hans blik op ad, men stadig rørte han sig ikke, lagde ikke nakken lidt tilbage. Nej, det ville han ikke give ham.

Tilbuddet var mere end han havde regnet med. Ærligheden var nem at se i Pallisheafs øjne og det gik op for Iskariot, at dæmonen vitterligt troede på, at Zaladin var på vej. Det ændrede ting. Hans øjne fulgte ham, som han begyndte at gå rundt om ham og fremlagde sit forslag. Tankerne fór af sted i det fjerede hoved. Hvor meget kunne han stole på ham? Overhovedet ikke, men måske han skulle stole på mandens fanatisme. Der var visse ting, man kunne stole på og personlighed og tro var noget af det. Det varede lidt, inden han svarede på tilbuddet. Han vendte det i hovedet, stillede for og i mod op i mod hinanden. Sagde han nej, ville han uden tvivl miste sin plads i kulten og skulle finde noget nyt. Sagde han ja... hans magt ville vokse og han ville få mange flere at kunne bruge i mod sit eget mål. Kapital. Men han ville være under denne dæmon, uden tvivl, selvom han ville kæmpe for at holde dem på nogenlunde samme niveau.

Beslutningen var overraskende let og pludseligt så rummet ud, som det havde gjort før. Ingen grund til at demonstrere mere. Han drejede sig lidt, så han kunne se manden i øjnene.
"Deres tilbud er lokkende. Jeg har dog et par krav. Jeg er velkommen til at bruge ressourcer som jeg ønsker, mandekraft, krystaller og hvad jeg ellers står og har brug for. Inden for rimelighedens grænser, selvfølgelig." Hans blik blev mere intens og denne gang var det ham, der trådte nærmere. "Behandler De mig som en undersåt, en under Dem, vil De hurtigt se Deres kult falde fra hinanden. Jeg kommer til at være Deres samarbejdspartner på lige fod med Dem, når der skal tages beslutninger. Vi indgår en forretningsaftale, der skal holdes."  Det trak svagt i hans mundvige. "Ellers vil der nok ikke være tvivl om, at det har konsekvenser." Nej, han vidste, at han indgik en aftale med en farlig mand, der nok ville dræbe ham uden at blinke. Der var kun ro over ham, som han ventede på svar. Hans krav var modige og han vidste det.

Da rummet vendte tilbage til sit gamle udseende fandt Vertis tilbage til sin stol og kastede sig i den mens han lod fuglemandens ord skylle ind over sig. Hans øjne kneb sammen i irritation – manden forstod virkelig at irritere ham. Han havde naturligvis forventet at manden ville bruge en nogle af ressourcerne til sine egne formål, grådighed lå i de dødeliges natur, trods alt. Men at kræve det af Vertis sårede hans stolthed.
Hans tænder skurrede som kravene blev mere og mere utålelige. At true ham med hans egne følgere viste hvor lidt tro manden havde i Zaladin, tydelige nok til at selv en død mand ville kunne forstå det. Han samlede sine hænder i skødet, og lod tavsheden tale for ham.
Den skuffede stilhed strækkede sig i flere minutter, mens Vertis overvejede om fuglemanden reelt var det værd at holde i live – der var mange der kunne udføre den foreslåede opgave. Og Iskariot ville forråde ham, det var uundgåeligt. Gennem årtusinderne havde han set fuglemandens øjne i for mange mænd til at han kunne føle sig overrasket længere.
”Du lader til at tage fejl af din organisation, Kort. Det er en kult du leder, ikke en forretning. Vi tjener alle Zaladin, kan du nok huske? Hver og én, fra den menige kultist til dig og jeg arbejder i skyggen af noget større end os selv. Vi tager ikke beslutninger, vi følger ordre.” Men Vertis forventede ikke at overbevise de blå øjne om en eneste ting, for de var øjne der ikke troede på noget større end sig selv. Han havde set dem hundrede af gange før, og de havde aldrig set sandheden i hans ord.
På den anden side vidste Vertis at han havde kultisternes hjerte, og deres udødelige hengivenhed. Hvis Iskariot forsøgte at gå imod missionen, følte han sig sikker på at følgerne ville vende sig imod ham før ordet ville nå Vertis. Normalt ville han ikke tøve med at give efter for mandens krav – jo mere kaos der blev skabt desto bedre – men hans mission var for vigtig til at han kunne ofre kulten på bålet af denne mands ambitioner.

”Drop dine naive forhandlingstermer, og vi har en aftale. Du kan handle som du selv finder bedst, bruge ressourcerne som det er nødvendigt og drive politik efter behov, blot husk at der er ingen regler i virkelighedens verden. Jo mindre jeg er involveret, desto bedre.” Han drejede hovedet til at han kunne se ud af vinduet, og faldt i staver mens han tænkte på de mange andre steder han hellere ville være. Farcen af den orden han var med til at skabe gjorde ham syg til hans kerne.
Hans stolthed tillod ikke at den sidste trussel gik ubesvaret. ”Handlinger skaber konsekvenser. Hvis du tror at kultisterne vil følge dig over Herren, er jeg bange for at du bliver skuffet. Tving dem ikke til at lave det valg.” Han vendte hovedet tilbage til fuglens blå øjne. ”Har vi en aftale?”

At manden var skuffet og irriteret over Iskariot var der vist ingen tvivl om, som stilheden lå tungt i rummet, efter han havde smidt sig i stolen igen. Iskariot blev dog stående, stadig med hænderne samlet i de store ærmer, uden at røre sig og uden at flytte de turkis øjne fra ham. Han var vant til at vente. Selvom man ikke kunne se det på ham, var han anspændt, klar til hvis manden skulle ombestemme sig og angribe ham. Selvom han ikke havde taget sine våben med sig, var han ikke hjælpeløs. Takket være sin magi og sin tid under Mørket.
Men det så ikke ud til, at det var, hvad manden havde i tankerne. Denne gang var det Iskariots tur til at slå en let latter op ved den andens ord.
"De tager fejl, hr. Pallisheaf. En kult er som de selv siger en organisation. Og en organisation kræver lederskab og styring selv helt ned på de lavpraktiske niveauer. De ønsker vel tilfredse, medlemmer, der er lette at styre? De skal have mad, tøj på kroppen og tag over hovedet. De skal have noget at lave i dagligdagen, en følelse af, at deres tro fører til noget og Zaladin tager sig af dem. Ellers kan selv troen ikke holde samling på en kult. De ønsker at samle en stor kult? Så vokser presset for at have styr på de små og store ting. Disse kultmedlemmer er som små børn, der har brug for en voksen til at tage sig af dem. I troen, ja, men specielt også i dagligdagen. Jo mindre de skal tænke, jo bedre." 

Der kom lidt mere liv over ham, som han talte, lidt mere bevægelse i kroppen og i fjerene på hans krop. Han vidste, at han havde ret, han havde lært fra en af de bedste. Organisation var vigtigt. Ellers faldt det hele fra hinanden.
Han lyttede til de næste ord, der kom fra dæmonen. Han skulle droppe sine naive forhandlinger, men ville alligevel have frie hænder? Iskariot kneb kort øjnene sammen, men svarede ikke, da det så ud til, at der var mere på vej. Ganske rigtigt. Ord han skulle tygge lidt på, overveje om han skulle vise for manden, hvad han kunne tvinge folk til. Det var dumt at vise sine kort, men samtidigt kunne det måske vise sig at være en god idé. Han gjorde sig selv til en større trussel, men dæmonen skulle være blind, for ikke at se, hvad det kunne bruges til i et fremtidigt samarbejde.
Tavst kaldte han på en af sine medlemmer.

"Hvis jeg skal indgå i et samarbejde med en som Dem, hr. Pallisheaf, vil jeg have det hele lagt på plads. De må undskylde, men De er ikke en mand, jeg agter at stole på." Han sagde dette roligt og uden provokation, det var blot et fakta. 
Døren blev åbnet og en lidt yngre mand med et kort, brunt hår kom ind med et lidt usikkert udtryk i ansigtet.
"Herre Cort, jeg..." 
"Det var godt du kom, Fennis, jeg skal bruge dig til en demonstration." Hans øjne låste sig fast i mandens og hans evne gik i gang. Den unge mand begyndte at flytte lidt uroligt på sig og gik så tavst over til pejsen, hvor han efter et lille ekstra skub, stak hånden ind i ilden. Et par sekunder gik, indtil ilden tog ved og et skrig banede sig vej igennem hans hals. Endeligt gav Iskariot slip.
"Stop."
Manden trak sin hånd til sig og så dybt forvirret på de to mænd med den forbrændte hånd holdt mod brystet. Iskariot gik hen og lagde en hånd på hans skulder og førte ham mod døren.
"Gå ud og find Hanna, så hun kan se på den hånd." Manden blev ført ud af rummet og Iskariot lukkede døren bag ham, inden han vendte sig mod dæmonen.
"Jeg har allerede tvunget dem til at tage det valg." Han slog let ud med hænderne, indikerende, at han syntes samtalen trak i langdrag. "Måske vi skulle stoppe med truslerne og i stedet gå til kernen. De ønsker at optage min kult i noget større. Jeg ønsker ikke at give slip, da jeg skal bruge den. Måske vi kunne finde en mellemvej - De får det religiøse lederskab over mine medlemmer og jeg varetager det praktiske i den organisation, De ønsker at lave, så De kan koncentrere Dem om Zaladins ord i stedet for småting som daglig ledelse og praktiske gøremål?" Han håbede manden ville være klog nok til at sige ja, det var i Iskariots øjne perfekt. Han kedede sig ved det religiøse, men havde evner til at styre det praktiske. Og manden havde lige udtalt, at jo mindre han var involveret, jo bedre. Det perfekte match? Så længe de ikke forsøgte at slå hinanden ihjel.

Vertis nikkede modvilligt til fornuften i Iskariots ord. Han havde en tendens til at holde andre til de samme forventninger han holdt til sig selv, og det inkluderede hans allierede. En sand Zaladist, i Vertis øjne, havde ikke brug for andet end sin hengivenhed til at holde sig kørende, men det var ikke en realistisk forventning i en organisation af den foreslåede størrelse.
”De misforstår mig, Hr. Kort,” det virkede som det rigtige tidspunkt at demonstrere høflighed. ”Eftersom De ikke stoler på mig, og jeg naturligvis heller ikke stoler på Dem, vil de vilkår vi udarbejder alligevel ikke gælde. Så hvorfor lave aftaler når vi kan regne med at de kun bliver overholdt, hvis det ikke er ubelejligt?” Vertis smilte til fuglemanden, og der var afslappet underholdning af finde i hans ansigt.
Efter demonstrationen sad hans smil lidt mere anstrengt i ansigtet. Deres evner mindede uhyggeligt meget om hinanden – Kort lod endda til at have mere kontrol over sine ofre end Vertis. Intensiteten i hans blik som han kiggede på manden kunne indikere at hans syn var nødvendigt, men den korte demonstration var ikke nok til at drage konklusioner fra. Vertis var overbevist at han kunne ødelægge de dødeliges sind, for på den måde at gøre dem ubrugelige for dem begge – men hvor ville det efterlade ham? Hans magiske fordærv var hans eneste våben, og hvis han ofrede sin mulighed for at kontrollere andre, fjernede han sin stærkeste våben. Han lavede en mental note – når han vendte tilbage til byen ville han lave et korps af de meste dedikerede kultister, der ville tjene som hans personlige garde. Hvis det blev nødvendigt at knuse deres forstand, var det vigtigt at de stadig ville tjene Zaladin når han mistede personlig kontrol over dem.

”De har en aftale,” sagde han med et afmålt smil. Færre regler var bedre, da regler førte til orden og orden var antitesen til det kaos han elskede så højt. ”Af ren nysgerrighed, hvilke intentioner har De så med Deres ny fundne indflydelse? Jeg dømmer ikke.” Han løftede hånden i en undskyldende gestus. Han var realt nysgerrig, og hans ærlig blev overleveret med hans ord.

Iskariot var ikke enig med Stemmen om, at aftaler var unødvendige. En aftale skulle overholdes om den var belejlig eller ej, men nu vidste han, at den anden ikke så det sådan og derfor var han dog enig i, at det var ligegyldigt at lave en aftale med ham. Iskariot selv ville leve op til den, som han havde lært af sin gamle dæmoniske mentor, men når han vidste, at den anden ikke ville, kunne det være lige meget. Han agtede ikke at indgå i aftaler, han selv kun havde tænkt sig at overholde, så var kaos bedre. Så var man forberedt på, at intet kunne forudsiges.

At hans lille demonstration havde en indvirkning var han ikke i tvivl om, men han lod selv mest som om, at det ikke havde været noget. Hvilket det fra hans synspunkt heller ikke havde været, medlemmerne i denne kult var tyndslidte og han havde ikke problemer med at tvinge et medlem til at skade dem selv. Og selv uden sin evne, havde han en ret godt kontrol over dem. Godtroende, religiøse fjolser. Det var værre end at være ved Mørkets Hær, hvor krigerne lige så blindt adlød deres overordnedes ordrer. Men de fleste tænkte i det mindste for dem selv. Det kunne ikke påstås for de fleste i denne kult.

Et smil fandt kort frem til hans næb, som dæmonen godkendte hans forslag. Et glimt af noget lidt uhyggeligt gled over hans blik, men forsvandt lige så hurtigt igen som han blev spurgt, hvad han ville bruge sin nye indflydelse til. Han fik langsomt hen og satte sig på den anden stol, hvor han afslappet lænede sig tilbage og lagde sine tynde ben over hinanden under roben og lagde hænderne til hvile i sit skød, inden han trak let på skuldrene.
"Jeg har et personligt mål, en hævn der skal udføres." Han agtede ikke at uddybe hvad, men disse få ord slap han godvilligt. Han havde opdaget, at det godt kunne være svært at skjule noget man brændte så meget for, som hans hævn over sin halvbror. Og en vag sandhed var nemmere at styre end en løgn.
"Men Hr. Pallisheaf, fortæl mig endeligt mere om deres mål. Zaladins ankomst til denne verden. Deres arbejde med at samle de små grupper til en stor. Jeg ønsker at vide alt." Han så direkte på ham og lagde ikke skjul på, at han vitterligt ønskede at vide alt. Jo mere han vidste, jo nemmere ville den kommende opgave blive.

Samtidigt rakte han ud, satte gang i køkkenet. Han havde en fornemmelse af, at denne samtale ville vare resten af dagen og sikkert ud på natten. Der skulle mad og drikke til. Og han havde et lidt skjult mål - kunne han få dæmonen til at fortælle, ville han afsløre mere om sig selv og det var lige så vigtigt for Iskariot at lære denne mand at kende. Hvad fik ham til at virke og arbejde? Hvilke tanker gemte der sig i hans hoved? Endnu et øjeblik, hvor Iskariot ville ønske, at han faktisk kunne læse tanker. Men han ville tage sig til takke med en lang og dyb samtale.
Nu hvor deres samarbejde virkede til at være en realitet, var det vigtigt at vide så meget om den anden som muligt. Og han var ikke dum. Dæmonen havde garanteret de selv samme tanker.

En lektion Vertis havde lært gennem årtusinderne var, at de dødelige satte prisen på deres personlige information for lavt. Eller rettere, som dæmon havde han lært på den hårde måde, hvad der skete når folk fik fingrene i ens sande navn. Dette var ikke hans første besøg til de dødeliges rige, og hver gang var der en næsvis ung karl på en hellig mission fra en eller anden gud, der blev ledt til at finde navnet, og så var spillet ovre for den kære Vertis. Efter et par gange havde han lært at holde kortene tæt, selv de kort han tænkte ligegyldige. Det var ikke til at sige hvad der satte dem på det rette spor.
Dæmonen hævede et øjenbryn over mandens snak om hævn. I hans erfaring var hævn en undskyldning for at gøre noget andet, om det var at tilrane sig magt eller indflydelse. Hævn for hævnens skyld var sjældent, og typisk forbeholdt specielle tilfælde - som regel forræderi fra fronter man tænkte bundsolide. ”På familie?” Han smilte lumsk. Fuglemandens ansigt afslørede ikke meget, men han fornemmede alligevel at det var et ømt punkt. Og ømme punkter gjorde folk nemme at læse.
”Det er en lang historie, Hr. Kort. . . Når man når en hvis alder, begynder man at se tingene anderledes. Man begynder at kunne se de grove træk – det guddommelige skakspil, hvor træk udspiller sig over årtusinder, hvis ikke længere. Den store altopslugende kamp mellem orden og kaos. Mange tænker at Zaladin står for ”ondskab” og bruger hans navn som undskyldning for egocentrisk adfærd, men sandheden er at Zaladins natur er kaotisk. Selv under dæmonkrigene lå landet ikke under denne grad af kaos – og de andre guders tilhængere er dertil svækkede. Herren presser på grænsen mellem verdnerne, og jeg er blevet sendt for at. . . hjælpe ham på vej, så at sige.”
Han sendte fuglemanden et jovialt smil, som havde han netop delt sin ynglingsopskrift. ”Så fortæl mig, hvem i din familie er problemet? En far, mor, søskende. . . Søskende, altså. Fascinerende forudsigeligt, hvis jeg skal være ærlig. Du er næppe den første med et familievendetta. Har han eller hun taget dit kongerige og giftet sig med din brud?” Samme joviale smil prydede hans ansigt.

Dæmonens spørgsmål fik ikke en reaktion fra Iskariot, der blot så på ham med sit naturligt skarpe blik. Han havde ikke tænkt sig at uddybe det, han lige havde sagt. Der var ikke mange, der kendte hele hans baggrund og der var kun én, der vidste, hvem han ville have hævn over. Lysets General. Ingen ud over ham selv vidste, at den kendte halvfugl og han selv delte moder. Selv slavehandleren vidste det ikke, ikke så vidt Iskariot var bekendt med. Det var ham selv, der havde opsporet sin halvbror og dennes familie. Det havde været svært, men det var lykkedes. Nej, han ville ikke afsløre mere end at han ville have hævn. At dæmonen selv så ud til at regne ud, at det var over familie var uheldigt, men til at styre. Han ville intet afsløre om sin baggrund under hverken Mørket eller den dæmoniske slavehandler. Vargas’ titel ville han også pænt holde for sig selv, mest af respekt for dæmonen selv.

Han samlede sine let skællede fingerspidser foran sit ansigt og lyttede tavst til mandens snak om Zaladin. En tanke blev forstærket. Manden måtte være mentalt afsporet. Meget af det han sagde, gav god mening, også fra et mere logisk synspunkt, men den sidste sætning var helt af sporet. Iskariot tog hans ord til sig og var ganske rolig. At manden var så optaget af Zaladin burde gøre ham nemmere at styre i forhold til selve kulten og det praktiske. Hvad han rendte rundt og plaprede til medlemmerne omkring Zaladin, ja det ville ikke betyde så meget, medmindre det var til fare for selve kultens sikkerhed.

Han nåede ikke at tænke så meget mere over det, før emnet pludseligt gled tilbage til hans familie og snakken om hævn igen. Han løftede hurtigt blikket og så med det skarpe blik på ham, de turkis øjne halvt vrede, halvt iskolde. Han brød sig ikke om at blive provokeret på den måde, men han var ganske klar over, hvad dæmonen forsøgte at gøre. Og han bed ikke på krogen.
”Hr. Pallisheaf. Jeg er sikker på, at de forstår ønsket om at holde personlige oplysninger for sig selv. Jeg har fortalt Dem det, jeg ville, og De får ikke mere at vide. Mine personlige forhold kommer ikke i vejen for Deres mål. Skal vi vende samtalen mod det arbejde, der venter forude i stedet? Det vil De få mere ud af.” Hans stemme var rolig, selvom den var kold. Det hvepsebo skulle dæmonen ikke prikke for meget til, så ville han fortryde.

Vertis måtte erkende at det ville være produktivt at dreje samtalen i retning af organisationens fremtid, selvom han hadede den slags snak – det var ulideligt kedeligt. Synet af hvor defensiv fuglemanden blev ved emnet om hans familie gjorde det svært for Vertis ikke at presse på. Han mistænkte at det ville blive den sidste smule underholdning han ville få for aftenen. Han skar en grimasse, og bed i det sure æble.
”Meget vel, lad os drøfte det fremtidige arbejde. Vores opgave, indtil videre, er simpel: Skab kaos. Uorden svækker barrieren.” Han kiggede på fuglen, der med sit stoiske udtryk ligeså vel kunne have kaldt ham en tosse. Der fandtes kun tre reaktioner til nyheder af den kaliber – Glæde fra de troende, frygt fra ens fjender og vantro fra de skeptiske. At en leder af den nu største kult ikke reagerede overhovedet var alt bevis Vertis behøvede mod mandens tro.
”Jeg har personligt ingen problemer på den front – Kaos har det med at følge mig hvorend jeg går. Men jeg kan forestille mig at du ville finde det mere vanskeligt end de fleste, med dit ordentlige sindslag. Fortæl mig, hvad har du tænkt dig at gøre for vores sag?” En struktureret tilgang kunne være fordelagtigt, hvis ikke en kende selvmodsigende. Han var interesseret i at høre hvad Iskariot kunne foreslå.

Til Iskariots lettelse valgte dæmonen at følge hans forslag og skifte emne til den forestående opgave, der uden tvivl krævede en god håndfuld opmærksomhed. Der var mange ting, der skulle ordnes og sættes i system. Han blev siddende med fingrene hvilende mod hinanden, ansigtet drejet mod Vertis, givende ham sin fulde opmærksomhed.
Kaos svækker barrieren. Ganske passende til dæmonernes gud. Atter var der intet, der rørte sig på ham som ordene nåede ham. Han havde kun en tankemæssig reaktion bygget på logik og virkelighed. Dømte han manden for sin tro? Nej, ikke som han måske kunne tro. Det var blot en kendsgerning for ham, at den anden troede så dybt på noget, Iskariot selv ikke havde nogen tro på. Han så det logiske ved det, at tro var nødvendigt for de fleste væsner for at de kunne eksistere med mening. Det betød bare, at han accepterede, at for den anden mand var det virkelighed og Iskariot ville opføre sig herefter - ikke tale negativt om det, ikke dømme ham og ikke stå i vejen for ham.
Nej, hans opgave ville være at holde ham nok på jorden til, at han kunne tage beslutninger bundet i virkeligheden.

Han svarede ikke med det samme, men så spekulativt på ham, mens hans overvejede sit svar. Ja, hvad ville han gøre? Mens han tænkte, blev der forsigtigt banket på døren og han bød personen komme ind uden ord. En ung kvinde fra køkkenet kom ind med en bakke med to dampende krus te og en tallerken med brød smurt med honning. Krusene blev delt ud og tallerkenen placeret i midten på det lille bord, inden hun hastede ud. Så snart døren lukkede bag hende, bevægede Iskariot lidt på sig, klar til at tale.

"Der er to niveauer til denne kult. Der er det øvre niveau, det folk vil se udefra. Kaosset, troen og en stærk religiøs leder, der har samlet folk under sig. Deres niveau, som De får lov til at styre som De vil. Men der vil også være et niveau under det, hvor jeg vil holde alle trådene, styre det praktiske. Sørge for at der det, der skal til for at tilfredsstille tilhængerne på det mere lavpraktiske, fysiske niveau." Han slog let ud med hænderne.
"Har vores folk sjælelige problemer og religiøse spørgsmål, kommer de til Dem. Er køkkenet ved at løbe tør for mel, så kommer de til mig." Et svagt smil dukkede op om hans næb. "De har set, hvad jeg kan. Jeg tænker at lidt ekstra krydderi til Deres prædiker måske ikke kan skade?" At bruge sine illusioner på den måde, ville blot være underholdende. 
Det var lidt en gentagelse af det, der allerede var sagt, men en lille opsummering var nok ikke af vejen. Så kunne han uddybe senere. Roligt rakte han ud og tog det ene krus for at sætte sig med det mellem hænderne, ventende på, at det kølede lidt ned.

Vertis kunne ikke lade være med at le ved tanken om at holde en prædiken, som var han en almen præst. Nej, selvom hans rolle indenfor kulten var som den spirituelle leder, foretrak han at holde sig anonym. Alle medlemmerne kendte til hans ry som ’stemmen’, og rygterne om ham løb vildt mellem kultene, men det var de færreste der havde set ham personligt – at finde sig i folkets opmærksomhed betød kun at hans navn blev fundet hurtigere, var han kommet til at erfare. Det var intet tilfælde at hans var blevet kendt som Stemmen, da han ofte brugte sin evne til at tale igennem sine undersåtter.
Latteren udviklede sig langsomt til en grimasse, som han begyndte at se fornuften i mandens ord. Med en kult af den størrelse de nu arbejdede med, var rygter næppe nok til at holde følgerne tro mod sagen, og hvis han skulle bedømme på Iskariots svar lød det ikke til at de havde meget retning. Hvis de skulle tjene hans sag var en prædiken ikke en dårlig idé. Det ville antænde deres ildhu, og hjælpe hans mål i det lange løb.
”Jeg prædiker ikke, Kort. Zaladister bliver tiltrukket til løftet om magt og evigt liv – en smule mystik hjælper til at holde dem på plads.”
Han følte at Iskariot havde misforstået pointen bag hans spørgsmål, og han kunne føle humøret dale yderligere ved udsigten til at forklare sig selv. ”Det er alt sammen meget vel, men jeg spurgte til dine tanker til at skabe kaos – Deres intelligens og ambitioner må da kunne bruges til andet end søskendehad og indkøb?”

Dæmonens latter undrede Iskariot, der lagde hovedet lidt på skrå og rynkede panden, hvilket fik de små fjer til at rejse sig en smule. Hvad var så morsomt? Svaret fik hans ansigt til at glattes ud igen og han sukkede dæmpet. Arrogancen og troen på andre væsners religiøse styrke var grænsende til det uvirkelige. Idiotiske. Mystik. Ja, det var godt, men Iskariot var ikke i tvivl om, at disse tilbedere havde brug for noget håndgribeligt. Noget de kunne se og røre ved, en til synligt at styre dem i stedet for en stemme i deres hoved. Det virkede kun, hvis man havde en evne som Iskariots.
"Det er jo Deres valg, men jeg er sikker på, at en lille optræden i ny og næ kun ville styrke sammenholdet blandt følgerne. Jeg står i hvert fald til rådighed, skulle der være brug for det." Der var ingen grund til at presse på, men nu havde han i hvert fald plantet idéen. Dæmonens ansigtsudtryk havde tydeligt afsløret, at han havde set fornuften i det. Det var godt nok for Iskariot, selvom at han i lige den forbindelse var ligeglad. Han kom bare med praktiske idéer.

Mens den anden mand snakkede videre, sippede han forsigtigt til den varme te. Skabe kaos. Et svagt smil dukkede op om hans næb, som han sænkede kruset igen og lod det hvile mellem de to skællede hænder. Åh ja, hvad kunne han gøre for at skabe kaos? Ja, han var god til at holde orden, det var, hvad hans intelligens kunne bruges til. Men kaos. Åh, han kunne skabe kaos.
"Kaos er mange ting. Hvilken type ønsker De? De har set mine evner. Skal jeg få de andre templer til at mundhugges indbyrdes? Få menigfolk til at se tegn på Zaladins komme? Få en adelig til at gå i trance på paladset og råbe op om mørkets komme? Mulighederne er uendelige. Jeg ønsker ikke at gøre opmærksom på mig selv, men mange ting kan klares i det skjulte." Nej, han ønskede ikke at blive opdaget, hans eget personlige mål var vigtigere end dette latterlige religiøse mål, men han var villig til at gøre en del, blot for at bibeholde sine ressourcer. Hvilket han beviste lige nu ved at sidde og forhandle med en dæmon. Han nippede til teen igen med blikket på manden i den anden stol. Var det godt nok?

Da han så fuglemandens kolde ansigt følte han sig endnu engang nødsaget til at sluge sin stolthed, for fornærmelsen der lå gemt bag var næsten uudholdelig. Manden havde ansigtet af en, der talte til en underordnet, som en voksen der taler til et barn eller en lærer der taler til en elev. Den distancerede tolerance Iskariot behandlede ham med var næsten mere end dæmonen kunne håndtere, men heldigvis besad han selvkontrol nok til at nøjes med at give manden et afslappende smil. Det var ikke unormalt for de dødelige at tro at de vidste alt, og at der fandtes ingen større magt end dem selv. Vertis trøstede sig selv ved at han måske en dag ville se når virkeligheden gik op for Iskariot.
”Når tiden er rigtig, vil jeg tale til dem. Mine taler har en. . . berusende effekt, kan man sige. Til den tid er det din opgave at holde dem tilfredse.” Vertis rakte ud efter den ene kop med te, og tog et eksperimenterende sip, og fulgte det op med et dybberet et da han konstaterede at temperaturen var lav nok.
”Nej, her er din opgave,” der var ikke skyggen af tøven i hans stemme, som havde han blot ventet på dette øjeblik til at videregive sin plan, selvom den var nyligt formet. ”Find en adelig familie, helst en der står tæt på Lyset, og få en – og kun en - fra deres familie til at dræbe en familie af bønder – gerne offentligt nok til at rygterne spredes, men privat nok til at de adelige føler at de kan lægge skjul på sagen. Intet skaber kaos i et samfund som oprør blandt den laveste klasse.” Han smilte jovialt, og tog endnu et sip af teen. Skulle man bedømme ud fra Vertis udstråling, havde han netop fortalt om et af sine ynglingsskuespil, og ikke et mord-komplot.