Sted: Argyrisslægtens borg

Skyggerne trak sig langt i værelset, som lyset stråler banede sig vejen ind af vinduet. Lys der ganske langsomt, som tiden skred frem, begyndte at gøre omgivelserne mere synlige. Reolerne fyldt med bøger, et maleri på væggen, pejsen der udgød varme i form af de orangerøde flammer der havde godt fat i det tørre brænde. Det var et værelse, ulig mange andre fundet i adelige hjem. Rent, pænt og tungt. Åbenbart i dagens anledning syntes det også at virke direkte dunkelt og mørkt, trods flammernes varme skær og solen der begyndte at tvinge sig adgang.
Personen i lokalet holdte sig udenfor solens stråler, men stadig tæt nok på vinduet til blot at kigge ud af det med et tomt blik. Hun ænsede egentlig ikke udsigten, bestående af høje bjerge og snefyldte vider og skovområder. Hun kiggede ikke nærgående på noget af det, men fandt det mere rart at have sit blik vendt ud til det mere lyse end at affinde sig med mørket bag og indeni sig. Utallige tårer havde banet vej ned af hendes kinder, tydeligt antydende at hun havde grædt længe, uden at bruge kræfter på at tørre dem væk. Hun knugede sine hænder rystende om et gammelt lommetørklæde der havde svage spor af blod tilbage, der aldrig helt var blevet vaske af, mens hendes tanker fik lov at bide sig fast i nutidens forfærdeligheder.

Hendes bror var død. Slået ihjel og hun havde ingen mulighed for at se eller tale med ham igen. Helena tog en dyb skælvende indånding og lukkede sine øjne. Hendes øjne var trætte. Hendes krop var træt. Hun følte næsten ikke at have flere kræfter tilbage i kroppen til at græde mere, trods sorgen stadig var tung i krop og sind. Hendes øjne var ikke længere fyldt med tåre. Der var gået timer siden sidste tåre var faldet, og alligevel var man ikke i tvivl om at de havde løbet ned af hendes kinder. Minderne var alt der genspillede sig klarest. Gjorde hende distanceret fra nuet og i stedet hørte Renly’s hårde stemme igen og igen. Der er altid problemer med din familie! Først stikker kællingen af, og nu det her? Pigebarnet kan da ved gud ikke forvente at hun er mere værd end hendes bror. Vreden var ikke til at tage fejl af, som han havde kommenteret på Jocastas fremkomst, og Karkhos forrædderi, som han fint kaldte det. Han havde fortsat med alverdens forbandelser. Men han syntes aldrig at rette sin vrede mod Ciprian. Men han havde alligevel været stærkt konsekvent ved hans død. Der var ingen grund til at tage derover, og han havde heller ikke været hurtig til at viderebringe beskeden hjem. Manden var død og sådan var det. Nu måtte Renly jo bare, som han fint satte det, håbe at drengen havde bedre forstand end han så ud. Ingen af dem vidste at Morpheus faktisk var grunden til at Ciprian ikke længere var i live.

Helenas tanker, eller rettere, de tanker hun forsøgt ikke at have sig, blev afbrudt af en let banken. Hun åbnede øjnende igen, men flyttede sig ikke. Hun svarede ikke på banket, men lyttede kun. ”My Lady..” Tjenestepigen havde åbnet døren og kiggede hen på hende. Hun kunne mærke blikket, men gjorde stadig ikke antræk til at vende sig. Faktisk bukkede hun blot hovedet ned og krummede sig en smule sammen. Hun hørte at pigen hviskede, men ikke præcis hvad hun sagde, hvorefter døren blev lukket. Helena sukkede og løftede sit hoved en smule igen for at kigge ud af vinduet, hvor hendes blik i stedet fokuserede på et genskær. Hun rettede sig mere op, forvirret og drejede derefter hovedet, overrasket over at der rent faktisk var en anden i lokalet. At tjenestepigen faktisk havde lukket nogen ind. Men så snart Helena så præcis hvem det var, var pigen tilgivet. Et øjeblik var hun i tvivl om hun så syner eller om soldaten faktisk stod der.

Nyheden om Ciprians død havde bredt sig som en steppebrand og der var ikke gået mange timer fra selve ugerningen, til Karkhos havde fået det at vide. Ciprian død. Det kunne næsten ikke være et tilfælde. Og efter at have bevæget sig lidt for tæt på borgen og snakket med et par soldater, han vidste, han kunne stole på, fandt han også ud af, at det ikke var det. Morpheus havde myrdet sin egen far. Rystet, men ikke overrasket, var Karkhos taget tilbage til den faldefærdige hytte, han Jocasta og satyren havde gjort til sit hjem i den måneds tid, de havde været her. De var rejst lige efter at Morpheus og Ciprian havde forladt Dianthos.

Hvilket bare havde bevist for Karkhos, at han var ved at blive en gammel mand. De ejede ikke heste og måtte gå hele vejen. Efter de første par dage, havde hans fødder og ben været så ødelagte, at han ikke var sikker på, at han kunne gå hele vejen hjem. Han var blevet magelig og red alle steder hen nu. Men efter en pausedag, hvor han følte sig lidt for pylret om af de to yngre væsner, var det begyndt at blive bedre og da de endeligt nåede nord for Dødens Kløft, havde han ingen problemer med at følge med de andre.
De havde fundet en efterladt hytte, hvor halvdelen af taget manglede og ukrudtet havde overtaget gulvet, men det var stadig bedre end at sove i det fri og de havde gjort det til deres hjem. Jocasta havde et lidt løst forhold til dit og mit, hvilket både Ezra og Karkhos havde forsøgt at forklare hende, at de hellere ville arbejde for ting, men ingen af dem havde brokket sig, da hun var kommet hjem med en stor stak skind til at sove i. Nætterne var stadig under frysepunktet så langt nord på.
På et tidspunkt havde Karkhos anskaffet dem en hest. Til deling, siden ingen af dem havde krystaller nok til at købe en hver. Han brugte den mest, som han rejste rundt og holdt øje med tilstanden i lenet. Så diskret som muligt, han havde ikke lyst til at Moprheus eller Ciprian fandt ud af, at Jocasta var i nærheden.

Nyheden om Ciprians død havde skabt lidt røre i den lille hytte, men det havde Karkhos næsten ikke kunne koncentrere sig om. Hans tanker var gået direkte til Helena, der nu havde mistet en bror. For sin nevøs hånd. Som om Jocasta havde læst hans tanker, havde hun sagt, at han skulle tage af sted. Så længe han passede godt på sig selv.
Så han havde sadlet hesten og var redet af sted.

Det havde taget ham et par dage at komme frem til Argyris' hjemsted og hesten havde sitret af træthed under ham, da han havde efterladt den i en skov, der grænsede op til borgen. Ingen grund til at tage den med hele vejen, den ville bare afsløre ham. Mørket var kun lige ved at lette, da han fandt sig en plads ved vejen ind til borgen, hvor han havde en god udsigt, men stod rimeligt godt skjult. Nu var spørgsmålet bare - hvordan kom han i kontakt med Helena?

Der gik en times tid og solen rejste hurtigt hen over himlen uden at han kom frem til en løsning. Han kunne ikke bare vade ind, han ville risikere at blive genkendt og han havde en fornemmelse af, at Renly ikke så venligt på mandlige besøgende til sin kone.
Som han var lige ved at overveje at gøre det alligevel, dukkede en velkendt skikkelse op på vejen. Tjenestepigen. Hende, der havde hjulpet med at få Helena til healer i Dianthos. Han tøvede et kort øjeblik, men bevægede sig så nærmere vejen og da hun gik forbi, sprang han frem, greb fat i hende og lagde en hånd over hendes mund, for at hive hende med tilbage i mellem træerne. Hun var noget mere sprælsk end han havde regnet med og hans skinneben kom ikke uskadte ud af hans lille stunt, men det kunne han ikke tage sig af.
"Shhh, jeg gør dig ikke noget, jeg har brug for, at du tager en besked til Helena." Hans ord fik pigen til at stoppe med at kæmpe i mod og han slap hende langsomt. Hurtigt vendte hun sig i mod ham og gav ham et ublidt dask på brystkassen med en flad hånd. De grønne øjne skød lyn, som hun så på ham.
"Ved Aladrios, det gør De ikke igen, De skræmte livet af mig!" Hun daskede til ham igen. "Og hvor har De været?! Fruen har haft brug for Dem!"
Karkhos åbnede munden for at sige noget, men var så overrasket over hendes reaktion, at han forblev tavs. Pigen, der umuligt kunne være en dag over 18, strøg en vildfaren lok hår om bag øret og lov blikket glide over ham. 
"Det klæ'r Dem med nyt tøj." Hun sukkede og drejede hovedet mod borgen, mens hun så ud til at tænke. "Fruen kan ikke forlade borgen uden at have vagter med. Så jeg gætter på, at vi må smugle Dem ind til hende."
Karkhos rystede på hovedet.
"Det er umuligt. Hvis du må bare vil aflevere en besked til hende..."
"Sludder! Jeg skal nok få Dem ind til hende. Hun har virkeligt brug for en ven lige nu. Hvor godt er Deres skuespil? Hvis nogen spørger, hvem De er, så er De min gamle bedst... far." Der var et glimt i hendes øjne og det gik op for Karkhos, at hun morede sig. Lidt for meget. Han brummede lidt surt, stadig hylet lidt ud af den, og fulgte med hende, som hun begyndte at gå.
"Vi bliver nødt til at gå ind igennem porten, men efter det, tager vi tjenesteruten, så burde vi ikke blive opdaget." Hun samlede kurven op, som hun havde tabt, og Karkhos gav op på at protestere. Han måtte bare ind og se Helena og denne tjenestepige virkede til at vide, hvad hun lavede. Med et mørkt udtryk hev han hætten på sin kappe op over hovedet og lod sig selv synke sammen, mens han gemte sit sværd under kappen, så han ikke lignede en soldat, men mere en nedslidt bonde. Han havde før snydt vagter på denne måde i sin tid som soldat.

På en eller anden måde lykkedes det. Om det var på grund af pigens talegaver eller hendes fremskudte hofte, da de passerede vagterne, det vidste han ikke, men snart var de inde i borgen og hun førte ham af smalle trapper og små skjulte gange op til etagen, hvor Helenas værelse lå. De stødte på flere tjenestefolk, men ingen så ud til at interessere sig for, hvem han var. Efter at have set, om der var frit, hentede hun ham fra et skjul og førte ham ned til en dør, hun forsigtigt bankede på.
"Mylady?" Det lød ikke til, at der var en reaktion og blikket i pigens øjne sagde det hele, som hun vendte sig mod ham. "Jeg håber De kan trøste hende, hun vil ikke snakke med mig. Jeg skal nok holde vagt." Og så lukkede hun ham ind og lukkede døren bag ham.

Hans blik fandt straks Helena og langsomt trak han hætten tilbage. Hun så trist ud. At hun havde elsket sin bror var ikke svært at se, og selvom Karkhos ikke helt forstod hvorfor, siden manden havde været så... uelskelig, stillede han ikke spørgsmål til det.
Hun vendte sig i mod ham og han kunne ikke andet end at smile lidt forsigtigt til hende. At se hende igen sendte små lyn igennem ham og hans hjerte bankede hårdt i mod hans ribben, ikke bare på grund af adrenalinen fra turen igennem borgen. Han ville sige noget, men ud over et dumt "hej" havde han ingen ord, så han lod være. Blev stående og betragtede hende og forsøgte at styre sin lyst til at gå over og tage hende i sine arme.

Pigen havde virkelig forsøgt, men det var knap lykkes hende at få Helena til noget så almindeligt som at spise. Hun havde ikke været tæt med sin bror, det kunne man vidst desværre aldrig påstå de havde været, selvom minderne fra barndommen var dem som holdte sig mere positivt end voksenårerne. Men lige meget hvor mange argumenter hun skulle kunne finde for, at hun ikke behøvede at være så ked af det, virkede det ikke. Ciprian havde været hendes bror. Hendes familie. Hvor modbydelig en tyran han nogle gangen end kunne være. Og hun elskede sin bror. Præcis som hun elskede sin nevø og sin ældste søn, der ligeledes udviste grusomme tegn med den stigende alder.

Helena blinkede nogle gange, overbevidst om at hun så syner. At hun lige nu var så ked af det at hun drømte ham frem. Hun rejste sig forsigtigt, langsomt kommende til kendsgerningen at han ikke var indbildning. At han rent faktisk var her. Karkhos var her. Det forsigtige smil, blev gengældt af et lige så forsigtigt, og der nåede en anden følelse end sorg op i de blanke blå øjne. Glæde. Men det varede ikke længe før tårerne vendte tilbage, og hendes underlæbe begyndte svagt at dirre.

Det var ikke hensigten at hun ville begynde at græde igen, men hele hende maven knugede sig sammen af tristhed og glæde på en gang. Hun var så glad for at se ham, og overvældet af varmen der spredte sig i kroppen. Samtidig med var hun stadig ubeskrivelig trist over hvad der var sket. Helena havde ikke overskud til at lade tankerne bestemme, eller følge hvad der var forventet. Kroppen satte i bevægelse hen imod Karkhos, først langsomt, og derefter hurtigt, som kunne hun vitterligt ikke stoppe sig selv fra det, for til sidst at omfavne ham.
Helena hvilede sig ind imod hans brystkasse, allerede hulkende og strammede grebet som hendes arme greb rundt omkring livet på ham. Helena tænkte ikke over om han overhovedet var forberedt på at hun kunne finde på det, eller om han bød det velkommen. Noget i hende havde så meget brug for hans nærvær at alt andet i hendes hoved var så uendelig ligegyldigt. Etiketter, forventninger, rang, status. Alt sammen direkte ligegyldigt.

Hun stirrede først på ham, som om hun ikke helt vidste, om han var der. Men endeligt dukkede der et svagt smil op på hendes ansigt og Karkhos følte en stor lettelse. Hun var glad for at se ham. Der var gået en måned siden de sidst havde set hinanden og han havde næsten været helt i tvivl, om hun ville blive glad for at se ham igen. Men smilet nåede knapt øjnene, før de fyldtes med tårer og Karkos' eget smil forsvandt for bekymring. Men inden han havde set sig om, kom hun over til ham og hendes krop rørte hans, som hun lagde armene om hans liv og hvilede ansigtet mod hans bryst. Grædende.

Han stivnede. De kunne ikke stå så tæt, de kunne ikke... men tankerne forsvandt som hans krop automatisk tog over og han lagde sine arme om hende, for blidt, men alligevel fast, at holde hende ind til sig. Trøstende. Alting blev et stort rod inde i ham, samtidigt med, at der faldt en sær fred over ham. Hendes nærhed var som koldt vand på en forbrænding, et eller andet blev lindret og han vidste, at han ville have svært ved at slippe hende igen. Men samtidigt protesterede alt i ham stadig, han kunne ikke holde om en gift kvinde, hvis mand ville slå dem begge ihjel, fandt han ud af det. 
Men åh, hvor havde han drømt om at holde om hende, passe på hende.

Forsigtigt strøg han en hånd ned over hendes hår.
"Jeg kom, så hurtigt jeg kunne. Jeg er ked af det." Han var ikke ked af det på sine egne vegne, han var ked af det på hendes. Hendes gråd fortalte tydeligt, at hun var i sorg over at have mistet sin bror. Karkhos havde ikke megen sorg i eget hjerte over tabet af hans tidligere arbejdsgiver. Han havde kendt manden hele sit liv, men ud over den loyalitet, han havde haft som soldat, havde han aldrig haft nogle specielle følelser overfor ham. Ud over had. 
Han sagde ikke mere, ikke lige nu. I stedet holdt han op hende, lod hende græde og gjorde sit bedste ved bare at være der, for at trøste hende. Det var uvirkeligt at have hende så tæt, endeligt, men han var mest bare koncentreret om at trøste hende. Bare holde om hende.

Et skælvende lydløst suk gled igennem Helena, som hun mærkede hans arme lægge sig om hende. Kroppen i det rene virvar faldte til en smule til ro og fik ubehag og smerte en smule på afstand, som hun lod både krop og sind glide ind i varmen, trygheden og nærværet han gav hende. Den forsigtige berøring over hendes hår, fik hendes fingre til at løsne sig ganske let i deres greb, uden at slippe ham. Men hun virkede allerede nu mere afslappet, mere rolig, mens hun lyttede. Lyttede til den dybe stemme som talte til hende, mens hun kunne høre den stabile banken fra hans hjerte i brystet. Hans ord bragte en varm fornemmelse ned i hendes mave. En følelse der næsten fik hende til at holde endnu mere fast igen, selvom det lige nu nok ikke var muligt at komme tættere ind til ham end hun i forvejen var. "Jeg burde ikke være så ked af det" hendes stemme var grødet og spinkel, som hun fik sagt ordene hun selv havde tænkt så mange gange ud, dog forstummet en smule som hendes hoved holdte sig trykket ind til Karkhos.

Langsomt som Helena fik afløb fra det hele, falmede hendes gråd ud, til hun til sidst var stille. Kun hendes vejrtrækning var stadig til tider en smule påvirket af gråden. Som alt dette ebbede ud, lukkede det op for hendes tanker igen. Sindet der vidste at hun ikke måtte holde den anden så nær, men end ikke sindet ønskede at adlyde den hårde opdragelse. Helena vidste hun havde haft et ønske om at holde om ham. Holde ham tæt til sig, og mærke ham mod sig, men havde ikke begrebet at hun havde haft så hårdt brug for det. At forlade ham igen, var uoverskuelig, ja føltes faktisk umuligt. Hun ville ikke. Hun ville bare blive stående. Så det var præcis hvad hun gjorde.

Helena blev hos ham, travs, med et hjerte hvis rytme var faldet i takt med den andens. Hun var næsten bange for at flytte sig, men samtidig med ønskede hun også at se ham. Hun bakkede ikke ud af hans favn, det var hun ikke klar til. Men hun fik trukket sit hoved væk fra den hvilene position for i stedet at kigge op på ham. I det sekund gik det op for hende hvor tæt det var, nu hun så op i hans øjne. Hendes hjerte slog hårdere, mens kroppen var i konflikt med sine egne signaler. Hun var stivnet i at blive i den position hun nu stod i, næsten overbevidst om at hun kunne mærke hans vejrtrækning imod sin hud. De måtte ikke, men hvordan kunne noget man under ingen omstændigheder måtte føles som det eneste rigtige.

Fast som en klippe støttede han hende, som hun lod sorgen vælde ud og tårerne væde hans tøj. Hans ene hånd aede hende blidt på ryggen i en lille, undseelig bevægelse, trøstende. Tavst stirrede han frem for sig med et tomt hoved, der heldigvis havde givet op på at få fornuften tilbage i hans krop. Lige nu var hun alt, hvad han kunne fokusere på, hendes greb om ham, hendes krops rysten og hendes varme. Duften af hendes hår og følelsen af hende mod ham. Han ville ikke slippe hende, om så Renly selv kom og forsøgte at få dem fra hinanden. Hun havde brug for ham og havde følelserne for hende ikke fyldt alt før, ville de absolut gøre det nu. Han havde på intet tidspunkt benægtet, at han havde fået følelser for hende, han vidste bare, at de ikke kunne blive til noget og havde derfor gjort sit for at ignorere dem. Men i dette øjeblik kunne han ikke. Han elskede denne kvinde og det ødelage ham, at han aldrig ville kunne komme til det.

Men han kunne ikke gøre noget ved hverken det ene eller det andet og de brune øjne blev blanke, mens hun græd ved hans bryst.
Langsomt faldt hun til ro og hans aen døde ud, men hans greb ændrede sig ikke. Han kunne blive stående med hende i favnen resten af sit liv, skulle det være. Men han vidste ikke, om hun havde det på samme måde. Han vidste, at der var følelser i mellem dem, men hvor tunge de var, vidste han ikke. Også en af grundende til, at han havde forsøgt at lukke døren til sit hjerte.

Hun flyttede lidt på sig og så op på ham. Hans blik blik mødtes hende og han følte sit hjerte springe et slag over. 
"Vi vælger ikke selv, hvem vi elsker." Det var et svar på hendes ord der allerede føltes som om, at de var lagt væk, og selvom de samtidigt var en kommentar til det rod, der var inde i ham selv, skyndte han sig at tilføje lidt mere.
"Han var din bror." Næsten om i en drøm løftede han en hånd og lagde den mod siden af hendes hoved. Strøg blidt tommelfingeren over hendes tinding. Men kun for et øjeblik, han vidste, at det var forkert og han lagde armen tilbage om hende. Det var også forkert, men... mere sikkert.

Helenas blik låste sig fast i hans, mens hans ord lod det sidste af masken krakkelere for øjnende af ham. Hvordan hendes blå sorgfyldte øjne, lod længslen skinne igennem. Afslørende hvor meget hun havde kæmpet med sit eget indre i nu alt for lang tid, for ikke at vise hvad hun følte. Selvom han havde tilføjet ord til sætningen der ledte tilbage til hendes egne førnævnte, var det ikke der hun hægtede sig fast. Hans ord havde ramt så mange aspekter af hendes liv. Hvordan hendes sind insisterede på at elske folk, som mange nok ville sige ikke fortjente det. Men vigtigst af alt, hvor uretfærdigt det kunne være. Hvor uretfærdigt det var, at hun i sit lange liv ikke på noget tidspunkt havde følt denne varme og altoverskyggende følelse, før nu. Henvendt mod en mand hun vidste hun aldrig ville kunne få.

Helena blinkede tungt, hvilket banede vej for et par lydløse tåre, som hans hånd blidt rørte hende. Hun drejede ganske let imod den, bød den velkommen, hvor kort det end blev. Hun ville ønske han fortsatte, men vidste at alt der foregik lige nu var farligt. Farligt og dumt. Helena sank en klump der havde formet sig i halsen, som hun forsøgte at omfavne at hendes hjerte var ved at springe ud af brystkassen på hende. "Ja.. det var han"

Hun bøjede hovedet ganske let, slap hans øjne, for at lukke sine egne. Det var uretfærdigt. Hun ville ønske der var bare et eller andet hun kunne gøre, uden at gå imod sig selv. Helena vidste at hun ikke kunne være sin mand utro, lige meget hvor meget hun havde lyst til at kysse manden foran sig. Men mentalt vidste hun godt at følelserne for længst havde taget beslutningen om hvor meget han betød for hende. Hun ville aldrig kunne vise det. Aldrig fysisk vise hvor meget han betød, en kendsgerning der fik et par nye tåre til at bane sig vej gennem de lukkede øjne. Men hun kunne sige det, eller nærmere hviske det. "Jeg elsker dig" Vi vælger ikke selv, hvem vi elsker. Hun havde ikke valgt det, men hun gjorde det alligevel. Helena elskede ham.

Noget skete med hende, efter Karkhos havde udtalt sine ord. Som om hun åbnede for sit indre og han kunne læse det hele i hendes blik. Det gav et sug i hans mave og for et øjeblik var verden væk omkring ham, som han læste i hendes indre, hvad han følte i sit eget.
Hendes tårer løb ned af hendes kinder og skar sig samtidigt ind i ham som skarpe knive. Det gjorde ondt at se hende græde, han ville ønske, at han kunne gøre noget for at stoppe hende. Men han vidste også, at det nok var bedst sådan.

Hendes blik gled fra hans, som hun så ned og lukkede øjnene. Automatisk gled hans fingre over hendes ryg, trøstende og støttende. At mærke hendes ryg under stoffet sendte en underlig følelse igennem hans hænder og arme og han ønskede at fortsætte. Kærtegne hende og få hende til at falde til ro. Men hans hænder blev pænt på hendes ryg, stille, bortset fra de lette strøg fra fingrene.

Ordene ramte ham hårdt, alt for hårdt. Hele hans krop stivnede, hans bevægelser frøs. For et øjeblik blev hans blik tomt og han følte sig svimmel. Jeg elsker dig. Ord han ikke havde hørt siden Scaralin. Hvem skulle have sagt dem til ham? Han havde ingen børn og knyttede sig aldrig til nogen. Han havde ingen familie. Og selvom han vidste, at Morpheus på en eller anden måde havde elsket ham, var det aldrig blevet luftet i mellem dem. Scaralin havde udtalt ordene engang, sidste gang inden han havde set efter hende og Jocasta, siddende i en vogn på vej væk fra Ciprian.
Hendes ord brændte sig ind i ham og som det første chok begyndte at forsvinde, fyldtes hans brune øjne med tårer. Han elskede også hende. Det havde han vidst længe, men vidste også, at det ikke kunne bære nogen steder.

Tavst, for han vidste ikke, om han kunne få sin stemme til at lystre, gled hans arme en smule op og han trak hende fast, næsten for fast, ind til sig. Den skæggede kind fandt hvile mod hendes hoved, som den første tåre gav op og løb fra hans kind. Der ville ikke følge mange efter, men et par enkelte ville dryppe ned i hendes hår. Han kunne slet ikke løsne sit greb, som han med hele sin tilværelse næsten desperat forsøgte at gengive hendes ord. Han elskede også hende. 

Tyngden fra at kunne mærke at armene stadig lå beskyttende om hende, samt den beroligende, trøstende og tilstedeværende følese af hans fingre der gled over hendes ryg, beroligede. Og samtidigmed udgjorde en brik mere til at hun ikke lod være med at sige ordene. Farlige, stærke og ærlige ord, som fik al bevægelse hos ham til at stoppe. Stivnet i bevægelsen, grandgiveligt chorkeret over ordene hun havde sagt.

Helena forventede ikke at han sagde det tilbage. Hun forventede ikke engang at han følte det samme, men hun var ikke i tvivl om at han på en eller anden måde holdte af hende, og ligesom hun selv havde lagt bånd på sig selv. Hun lod stilheden forblive indtagt, uden antræk til at sige mere, men hun åbnede sine øjne igen, først seende direkte ind i hans brystkasse, før hun ganske let løftede dem. Hun så hvordan tårerne fyldte hans øjne, afslørende at hendes ord havde ramt ham. Hårdere end hun kunne havde tænkt sig til. Manden der stædigt havde holdt sine øjne tørre i offentligheden, trods smerten der fyldte den dag hun havde set ham i healerhuset.

Helena lod sig villigt trække ind i hans favn. Hun pressede sig ind imod hans bryst, mens hendes fingre lukkede sig om stoffet på hans ryg. Tyngden fra hans kind fyldendte omfavnelsen til en helhed hvor hun følte sig så fysisk tæt på ham som hun overhovedet kunne komme. Mærkede hvordan han gav alt hans krop overhovedet kunne mønstre for at svare hende. Og det virkede. Selv uden at bemærke tårerne der landede i hendes hår, var der noget i hende der vidste det. Tavse mænd kommunikerede på måder, kun få forstår. En tavs erklæring som tvang tårerne frem i hendes egne øjne igen.

Det var som om, at virkeligheden forsvandt for ham, som han stod der med hende i sine arme. Med hendes varme krop i sin favn og hendes ord rungende i sine ører. Det føltes som en evighed siden, at han havde lagt sine øjne på hende på markedspladsen, et helt andet liv, hvor han ikke havde haft nogle følelser for den ældre kvinde. Men som han havde mødt hende igen, siddet tavst ved siden af hende på bænken i Labyrinthaven, var noget vågnet i ham. Følelser, han ikke skulle føle. Følelser han var for gammel til at have. Følelser der var vokset eksplosivt, som han havde båret hende til en healer og reddet hendes liv. Og nu stod han her, med kvinden han ikke kunne benægte, at han elskede. Han ville ikke slippe hende.

På et tidspunkt ville han blive nødt til det. Slippe hende og sige farvel igen, selvom der ikke længere var nogen tvivl om, at de ønskede hinanden. Det gjorde så ondt at have den viden. Det at han kunne tage tilbage til Jocasta og Ezra og stadig mærke hver eneste gang, at Renly lagde sine hænder på hende, skadede hende, uden at han kunne gøre noget ved det. Renly. Manden der stod i vejen for deres kærlighed. Og der var intet, Karkhos kunne gøre ved det.
Selv når de stod, som de gjorde nu, så tæt de kunne komme, kun med tøj i mellem dem, kunne han mærke afstanden. Barrieren, der forhindrede dem i at give slip. En barriere, der altid ville være der.

Men han skubbede tankerne fra sig og fokuserede på den fysiske fornemmelse det var, at have hende så tæt på. Han ville huske følelsen, hendes duft og hendes hårs kildren af hans kind. Hendes hjertes banken og hendes vejrtrækning. Han ville huske det hele og gemme det i sit sind, så han kunne trække det frem og huske hende, når han følte sig fortabt. Huske hende i mørket, når alting var så tungt, at det var svært at bære.
Så han blev stående. Tårerne tørrede hurtigt ud, men hans greb slappedes ikke og han flyttede ikke på sig. Ikke endnu.
Grunden til, at han var kommet, var glemt. Morpheus og Ciprian. Alting var uvigtigt lige nu.

Hele verden omkring hende, omkring dem var ligegyldig for hende i dette øjeblik. Det var ikke andet end en usammenhængende masse af forpligtelser, krav og valg, der alle ville ødelægge præcis det som foregik mellem dem lige nu. Helena vidste at det ikke ville vare evigt. At begge parter måtte vende tilbage til deres hverdag, uden at se hinanden igen. Eller måske aldrig se hinanden igen. To gange havde de sagt farvel, hvor de begge havde troet det var endeligt. Var det så underligt at Helena håbede på at denne gang var det samme. Et farvel som aldrig blev det sidste? Håbet om at realiteten ikke sprang frem fra sit skjul denne dag, og vidste dem sandheden. En soldat og en gift adelskvinde. Sandheden var rungende tydelig, at det aldrig ville kunne lykkes.

Men for nu, forblev hun i hvad hun kunne mærke og føle. Hans hjerteslag der blidt nåede hendes øre. Varmen fra hans krop der gled over i hende. Den helt specielle duft han naturligt havde der gav hende en fornemmelse af hjem. Hvordan skulle hun nogensinde blive klar til at give slip og sige farvel til ham? Helena vidste at hun ville kunne komme til at se tilbage på dette som en trøst, men samtidig også være det som ville bringe hende mest afsavn og smerte. Helena var ikke sikker på hvor lang tid hun havde holdt sig fast i hans favn, men det var lang tid, og lysten til at give slip, meldte sig aldrig. Men tårerne var stilnet af, og hun følte sig bare tryg og varm.

Og heldigvis behøvede hun ikke at flytte sig, eller trække sig ud for at tale. Hun havde i alt dette her glemt sin egentlige grund til sorg. Sorgen der havde startet det hele. En mands død, der havde ført Karkhos tilbage til hende, omend kun for en stund. Helena sukkede let. "Karkhos.. Ved du.. Ved du hvordan Ciprian døde?" Renly virkede ikke interesseret i at finde ud af det, for når manden var død var det jo bare det. Det var svært at acceptere som svar. Og her. Hos Karkhos, kunne hun spørge ærligt, uden frygt for afstraffelse.

Roen faldt over ham. Hvordan kunne den andet? Tiden blev til en uformelig masse, der hverken havde en start eller en slut og han havde ingen anelse om, hvor længe de stod sådan. Længe. Men det kunne ikke blive for længe.
Hendes spørgsmål fik ham til at åbne øjnene, men ellers flyttede han ikke på sig. Ikke andet end at hans brystkasse løftede sig i et lydløst suk. Hun vidste det ikke. Det overraskede ham ikke, men han var ikke glad for, at han var den, der skulle fortælle det. Eller måske var han, bedre ham end Renly. Han regnede ikke med, at den mand ville bringe den nyhed på en god måde.

Det varede et øjeblik, inden han svarede som havde han ikke lyst til at afbryde deres stille stund med så forfærdelige ord.
"Morpheus slog ham ihjel." Han flyttede lidt på hovedet, næsten som for at stryge hende over håret. "En kniv til hjertet, fik jeg at vide. Det er gået stærkt." Han vidste ikke, om det var en trøst, men det følte han. En hurtig død var altid det bedste. Der var ingen følelser i hans ord, selvom det var hårdt at vide, at Morpheus havde gjort det. Han kunne ikke påstå, at han var overrasket, men han havde alligevel ikke set det komme. Måske var det en god ting, at han var kommet væk derfra. Ville det måske være gået ud over ham? Han tvivlede, men man kunne åbenbart ikke rigtigt vide med den unge, vrede mand.

På rejsen hertil, havde han spekuleret over, om han kunne have gjort noget. Hvor han havde fejlet igennem drengens opdragelse. Men han havde ikke kunne se, hvad han kunne have gjort anderledes, for han havde gjort alt hvad han kunne, for at gøre Morpheus til en bedre mand. Men hans fars gener sad i ham, hans fars had og vrede. Og trods Karkhos' ihærdige forsøg på at beskytte ham, var det blevet fremavlet af hans far. Så nej, han kunne ikke have gjort noget. Det vidste han logisk, men følelsesmæssigt havde han det stadig dårligt. Morpheus' skade mod sin søster og nu mordet på hans far. Hvis bare... Karkhos lukkede øjnene igen og skubbede det fra sig. Nuet var vigtigere.

Helena mærkede hans brystkasse bevæge sig en smule mere op end ved en normal vejrtrækning. Hvilket gav hende en forhåbning om at han kendte svaret til hendes spørgsmål. En bitter forhåbning, for hun havde ikke en fornemmelse af at hun ville bryde sig om hvad det var. Ligemeget hvad ville hun ikke være glad, men nogen ting var værre end andre.

Som det svar Karkhos gav hende, var alt andet end behageligt. Helena lukkede sine øjne og sukkede. Hun nussede sig ind imod ham, men hun kunne ikke lade være med at tænke over det. Hendes nevø havde igen udvidst sig fra den voldelige side. Morpheus havde dræbt sin egen far. Hun var ikke sikker på om det lød til at havde været et kontrolleret, planlagt drab eller impulsivt. Hvis det var gået stærkt, virkede det ikke som en vredesaktion. I vrede stoppede de sjældent igen. Den bitre erfaring havde hun efterhånden gjort sig.

"Vil det da ingen ende tage..." hviskede hun lavmælt. Helena huskede sin far, og hvordan han brutalt og nådesløst opdragede sin søn. Og hende for den sags skyld, men det var aldrig nær så brutalt. Så længe hun opførte sig ordentligt. Brutalitet som Ciprian havde taget til sig, suget ind i krop og sjæl som teenageårerne tog til. Han havde ikke altid været som han blev som voksen. "Hvornår stopper min familie med dette vanvid" Helena begyndte ikke at græde igen, men et svagt snøft kom alligevel fra hende. Hvorfor hendes familie. Hvorfor var hun født ind i det blod. Frygten for selv at blive vanvittig af vrede, havde plaget hende som barn. Hun havde været direkte bange for at blive vred. Hvad hvis hun gjorde nogen fortræd. En frygt der var forsvundet igen, men hvad hvis hun havde givet det videre. Den frygt slap hende aldrig.

Karkhos' hjerte fortsatte sin rolige banken, selvom han næsten havde en fornemmelse af, at det forsøgte at banke sig ud igennem hans brystkasse, især da hun nærmest puttede sig bedre ind til ham. Tanker om, hvad kunne være, forsøgte at tvinge sig frem, men han tvang dem nådestløst ud af sit sind. Dette var et øjebliks nydelse, et øjebliks frihed som ville forsvinde ud i intetheden, så snart han slap hende igen. Han tvivlede på, at han nogensinde ville få lov til at holde om hende igen og den tanke var næsten nok til at tvinge tårerne frem igen. I stedet fokuserede han på hendes ord, der atter fortalte ham, at hun ikke hørte til i den familie, hun var født ind i.

Ja, hvornår ville det stoppe? Karkhos kunne tydeligt huske Helena og Ciprians far, der havde været en skræmmende mand. Mere skræmmende end Ciprian. Og hans fars historier om deres farfar... nej, det var en vred og voldelig familie, ingen tvivl om det. Hvis den fortsatte... han åbnede øjnene som en tanke slog ham.
"Det stopper nok ved Morpheus. Han er blevet forbandet. Han kan ikke få børn." Der var ingen glæde i hans brummende stemme ved den konstatering, men han var heller ikke ked af tanken. Nej, det ville stoppe med Morpheus, medmindre han fandt en måde at bryde forbandelsen på. Det håbede Karkhos ikke. Jocasta skulle være den eneste, der kunne føre familieblodet videre, hun var nok den eneste, der kunne bryde den forbandelse, der lå over den familie. Vreden. Hadet.

Karkhos vidste ikke, hvordan Helenas børn var, men med Renly som far, kunne det næsten ikke være anderledes end hos resten af Atillian-slægten. Han ville kun glæde sig, hvis han tog fejl, for Helena var så god en person, at hun fortjente gode børn. Faktisk var Karkhos ikke helt klar over, hvor mange børn hun havde, men det var vist nogle stykker. Men det var ikke vigtigt for ham, han regnede ikke med nogensinde at have noget med nogen af dem at gøre.

Tankerne og minderne om den oprandte barndom i en familie, hvor nåde ikke syntes at eksistere, var kun mulige at håndtere så roligt, fordi hun befandt sig hvor hun gjorde. Trygheden og Karkhos' varme tillod hendes lukkede sind at åbne op og få genkaldt og bearbejdet ting. Helena var knap klar over at det hang sådan sammen, men at kunne tale om det, eller bare have muligheden, hjalp. Det ville aldrig blive perfekt. Ikke som mindet om hendes fars arrige råben nåede hende igen. Det tvang et spjæt igennem hendes krop. Efter alle disse år, havde det stadig samme effekt.

Helenas øjenbryn rynkede sig sammen i forvirring og hun drejede hovedet ganske let, så det mere var siden af hovedet end hendes pande, som hvilede ind imod ham. "Kan.. Kan han ikke?" Helena følte ikke glæde ved denne nyhed, men en følelse af lettelse, kunne ikke undgå at finde vej. En lettelse mod et ufødt barn som ville havde lidt så meget som alle børn havde lidt i familien. Alle havde de smerter, men og ar på sjæl og krop fra nogle andres vrede og had.

"Tror du jeg har givet det videre?" hendes egen stemme var blevet så lille. Så skrøbelig og usikker. Han havde set hende skrøbelig før, selv hvor lille hun kunne blive, specielt da hun havde været skadet. Men dette var en anden form for skrøbelighed. Ting hun aldrig før havde sagt eller givet udtryk for, der åbnede hende op. Faktisk var hun hunderæd for at få et svar på spørgsmålet. Noget i hende ville nemt kunne svare på spørgsmålet, hvis Jocasta havde stillet nøjagtig det samme. Selvfølgelig ville de ikke kunne give det videre. Man kunne ikke give noget videre man ikke havde i sig. Men det svar virkede ikke at give sig selv. Trods det var nøjagtig det samme, føltes det så vidt forskellig. Som om samme spørgsmål med samme ord, overhovedet ikke var ens.

Karkhos' greb om kvinden i hans favn strammedes automatisk, som det gav et spjæt i hende af ukendte årsager. Han spurgte ikke, fortsatte bare med at holde hende ind til sig og forsøge at få hende til at føle sig tryg. Han følte næsten ikke, at der var så meget andet at gøre, end blot at bruge sin brede fysik til at beskytte denne spinkle kvinde, der virkede så skrøbelig og lille i hans favn. Han havde virkeligt ikke lyst til at slippe, det var som om at hele hans væsen havde ventet på dette øjeblik hele hans liv. 

Han kunne høre hendes lettelse, en lettelse han under overfladen delte. At Morpheus aldrig havde virket interesseret i at få børn var en anden ting, at han slet ikke kunne var... godt. 
"Nej." Ikke lige nu. Risikoen for, at han fandt en måde at bryde forbandelsen, der gjorde at han på den måde aldrig ville kunne skade en kvinde, var der selvfølgelig, men ind til videre havde intet lykkedes. Heksen, der havde kastet den på ham, måtte have været stærk. Karkhos kunne stadig huske hendes blinde, og alligevel seende, øjne. Endnu et minde han skubbede fra sig. Det var ikke vigtigt. 

Helenas stemme var så spinkel og usikker, da hun udtalte sit spørgsmål, at det fik Karkhos til at bevæge sig. Han rettede sig op og slap omfavnelsen, for at skubbe hende lidt ud, så han kunne lægge sine hænder på begge sider af hendes ansigt og se ned i hendes øjne. Roligt og fast. Han betragtede dem grundigt for et øjeblik, inden han svarede.
"Jeg har kun set godhed og skønhed i dit hjerte, aldrig noget af din fars eller brors vrede og grimhed. Du er et godt menneske Helena." Han smilede svagt, men oprigtigt og fandt sig selv fanget i hendes øjne igen. Hun var så nær. Igen var det som om, at verden gik i stå. At der kun var ham og hende i en grå masse af uvirkelighed. Han ville så gerne, men vidste, at det var så forkert. 

Og som kaldet lød der en let banken på døren og den gled ganske svagt på klem, som tegn på at der ikke blev kigget ind.
"Mylady... middag nærmer sig, De er snart ønsket." Tjenestepigen hviskede forsigtigt. Og magien blev afbrudt.

På en gang var det forfærdeligt, og på den anden, kunne hun simpelthen ikke undgå at være lettet. Hvis det stoppede der. Hvis det virkelig stoppede der. Ville magtkampene, undertryggelsen, vreden og hadet i den side af hendes familie stoppe. Hvordan det teknisk fungerede, vidste hun ikke. Hun vidste ikke hvorfor Morpheus ikke kunne, og fandt nok aldrig ud af det, med mindre hun spurgte. Men det virkede ikke vigtigt for hende at vide.

Helena havde ikke lyst til at flytte sig ud af hans favn, men gjorde ikke modstand som han skubbede hende en smule ud. Hendes egne hænder løsnede deres greb, men hænderne forblev liggende mod hans lavere ryg, ikke klar til at give helt slip. Hans hænder guidede hendes ansigt til at se op. Hendes vejrtrækning blev en smule påvirket af følelsen af hans hud mod hod hendes ansigts bare hud. Sendende de velkendte lyn og varme igennem hele hendes krop.

Hans ord frembragte blidheden og varme tydeligere i hendes øjne som hengivenheden endnu engang skyllede over hende. Et lille smil voksede frem, mærkende at hun tog ordene til sig. Lod dem varme hende og vide at det var sådan han så hende.
Det var lige før hun havde gjort det. Det var lige før kroppen havde vundet over hende og lænet sig frem. Helena havde lyst til at gøre det. Hun ville så gerne og ikke tænke over konsekvenserne. For et sekund var alle de tanker væk. Alt det som forhindrede hende, og det havde næsten været nok til at hun havde flyttet sit hovede det sidste korte stykke og følt hans læber.

Men den ganske lette banken havde slået virkeligheden ned i hende. Hendes blik flyttede sig instinktivt til døren, inden hun lukkede dem. Hun var ikke klar. Hun ville ikke. "Nej.." Hendes stemme rystede, som hun hviskede så lavmælt at hun næsten var i tvivl om hvorvidt Karkhos kunne høre det. Hun ville virkelig ikke. Hun allerede mærke det nu. Distancen som byggede sig op indeni hende. Modvilligt trak hun sine arme til sig, og det gjorde nærmest fysisk ondt overalt i kroppen på hende. At hun var nødt til at gøre det.

Det gav et synligt ryk i ham, som den svage banken nåede hans bevidsthed og hans hænder faldt fra hendes ansigt, den ene søgende sværdet ved hans side. Men det var bare tjenestepigen. En næsten smertefuld trækning løb over hans ansigt og i et splitsekund ønskede han kun at knuge hende ind til sig igen, men hun flyttede sine hænder fra hans ryg og han vidste, at det var for sent. De havde fået den tid sammen, som de kunne og nu var der ikke andet for end at sige farvel og kun drømme om at se hinanden igen. Varmen fra hende forsvandt alt for hurtigt og han knyttede sine hænder, som han lukkede de smertefulde følelser inde og masken gled på plads. Den mørke, følelsestomme maske, han lige nu havde brug for, så han kunne gemme, hvor ondt det gjorde at slippe hende.

Hendes nej havde næsten ikke kunne høres, men han fangede følelserne bag og det gjorde ondt, men samtidigt gjorde det ham bare en smule glad. Hun ønskede heller ikke at slippe ham, selvom de skulle.
Karkhos trådte et skridt tilbage og det føltes næsten som at bakke ud over kanten på en klippe, hvor han ville falde ned i mørket uden nogensinde at ramme bunden. Jo større afstand, der var i mellem dem, jo ensommere ville han blive. Men han gjorde det. Tvang sig selv til at rette sig lidt op og tage hele kappen af stivhed og soldatens etikette på sig igen. Næsten som et forbandet og alligevel trygt tæppe, der beskyttede ham mod omverden.

"Jocasta ville have mig til at sige, at hun tænker på dig og er ked af det på dine vegne." Han måtte hellere huske at give beskeden videre, hun havde været meget bestemt på, at han skulle huske det. For et øjeblik var hans hoved tomt, samtidigt med at hele hans krop var i oprør. Det hele gjorde så ondt og han havde mistet kontrollen over sig selv og han vidste det. Hvilket bare forstærkede hele hans stivhed og aflukkethed for et øjeblik, som han end ikke kunne se på hende, men bare stirre ud i luften.
Men sådan kunne han ikke forlade hende. Og efter et øjeblik rakte han ud og tog hendes hånd og mødte hendes blik.
"Helena..." Han vidste ikke, hvad han skulle sige, hvilket nok både kunne ses og høres på ham. "Jeg... pas godt på dig selv."

Det føltes som om alt i hendes indre faldte sammen, da han trådte tilbage. Alt det som havde fyldt og varmet hende for ganske få sekunder siden, var ikke længere omkring hende. Han havde givet noget hun havde haft brug for i så uendelig lang tid, og tanken om at det var væk og nok aldrig kom tilbage, var smertefuld. At hun nok aldrig ville føle sådan igen gjorde fortabt. Hun kunne mærke det på sin egen vejrtrækning, som kæmpede hendes krop panisk imod det hendes sind gjorde ved den. Lukkede ned, skabte sig et skjul og lod omverden forblive uvidende. Det gik langsomt, men det kom roligt frem i hende. Hun kunne ikke gå derfra at ligne en der allermest havde lyst til at falde sammen af gråd. Hun kunne ikke afsløre for nogen, at hun følte sig tom invendig. Som var hendes hjerte blevet revet brutalt ud af brystkassen og afleveret til den tavse soldat til at tage med sig.

Et svagt antræk af et kort smil kom over hendes læber og hun fik langsomt åbnet hendes øjne. "Tak. Lad hende vide at hun også er i mine tanker" og det var hun. Ofte. Men ligesom med Karkhos, havde hun regnet med ikke at se hverken hende eller ham igen efter de rejste fra Dianthos.
Helena tog en ekstra næsten lydløs indånding, som hans fingre tog rundt om hendes hånd. Det var så svært ikke at træde frem og begrave sig ind i et nyt kram. Forsøge desperat at komme tilbage til det øjeblik der var slut alt for tidligt.

Helena så ind i hans øjne. De brune varme øjne. Hun sørgede for at huske hvordan han sagde hendes navn. Hvordan hans stemme lød når han udformede det. Forsøgende at huske alt ved ham for aldrig at glemme det. "I lige måde, Karkhos." Hun gav hans hånd et klem. Holdte fast i hans hånd et par sekunder mere, før hun begyndte at træde væk. Hun slap ikke hånden med det samme, før hun var for langt væk til at kunne holde mere. Først der slap hun. Langsomt. Hun tog fat i døren, åbnede den lidt op og ragte ud på den anden side for at trække tjenestepigen ganske blidt ind i lokalet. Hun havde hånden på hendes skulder, og dannede for første gang i nogle dage øjenkontakt med pigen. "Pas godt på. Lad dem ikke se jer" hun gav den spinkle skulder et ganske let klem, før hun vendte sit blik og sin opmærksomhed tilbage til Karkhos.

Hans udstråling var tilbage i soldaternes faste folder. Men hun vidste godt at det var et dække. Som hendes eget rolige blik, trods hele hendes krop og sind var i ren kaos. En lyd fra gangen, fik Helena til at dreje hovedet og bagefter bakke ud af døren og lukke den bag sig. Som hun kiggede ned af gangen blev lyden forstærket af gående fødder. Helena ventede ikke for at se hvem de tilhørte, men skyndte sig i stedet videre ned hvor hun var forventet at befinde sig. For hvert skridt hun tog føltes kroppen tungere og tungere. Svagere og svagere. Mens hendes sind allerede var tilbage i rummet, tilbage til at stå i hans favn igen. Mens hun håbede inderligt på at hverken tjenestepigen eller Karkhos var kommet i problemer i deres vej ud. Væk fra dette sted. Væk fra hende.

Karkhos nikkede let til hendes ord. Han ville bringe hendes hilsen videre til Jocasta, når han kom tilbage til deres midlertidige hjem. Hun ville have svært ved at forstå, havde han på fornemmelsen. Ungdommens ivrighed og fremfusenhed. 
Han kunne se på hende, hvordan hun gjorde som ham, lukkede det hele inde, skjulte sine følelser og sine tårer for omverden. Det burde ikke være nødvendigt. En så smuk kvinde burde ikke have sådan et dødt udtryk i ansigtet, der burde lyse af glæde og latter. Tanken fik ham til at spænde op i kæben.

Tavst lod ham sit blik møde hendes og følge hende, som hun gav hans hånd et klem og bevægede sig over til døren for at trække tjenestepigen ind. Han drejede sig i mod dem, men flyttede sig ellers ikke, rank og anspændt. Så mange følelser, der skulle holdes skjult, det var lige før at det ikke var muligt. Uden at sige mere eller gøre noget, så han hende forsvinde ud af døren og lukke den bag sig. Om det var sidste gang, at han så hende, det vidste han ikke. På den ene side håbede han det, håbede at han ikke skulle brække kassen op med følelser, der var i hans indre, igen. Det blev hårdere og hårdere at lukke for den og han var ikke sikker på, hvor meget han kunne holde til. Lige nu følte han sig så død, så ødelagt.

Hvor længe han lod tankerne opsluge sig, vidste han ikke, men en bevægelse og en blid stemme trak ham ud af mørket igen.
"Sir?" Pigebarnets bekymrede blik fik ham tilbage til virkeligheden og han faldt svagt sammen, som han tvang anspændelsen væk fra sine muskler.
"Vil du vise mig ud igen?" Hans stemme var en smule mere brysk end han havde tænkt sig, men pigen nikkede hurtigt og bed sig så i læben.
"Tager De af sted igen? Efterlader hende?"
Karkhos rynkede panden og havde nær bedt hende blande sig udenom noget, der ikke kom hende ved, men det slog ham, at hun bare var bekymret for sin frue.
"Jeg kan ikke gøre så meget andet." 
"De... De må ikke rejse." Pigens øjne blev blanke og hun samlede hænderne foran brystet. "Jeg er så bange for, hvordan hun opfører sig. Hun spiser ikke, sover ikke... De må ikke tage af sted, hun har brug for Dem. Vær sød at blive i nærheden, bare... bare for et kort stykke tid. Hun vil ikke lytte til mig." Den første tåre formede sig i pigens øjenkrog og fandt vej ned over hendes fregnede kind. Karkhos kunne nærmest mærke sit hjerte gå i stykker af hendes kønne og triste ansigt. Han lukkede kort øjnene og sukkede så.
"Jeg kunne vel godt finde et sted i skoven..." Inden han nåede at afslutte sin sætning, lyste pigens ansigt op.
"De vil ikke komme til at mangle noget, det skal jeg nok sørge for!" Det virkede næsten til, at hun ville kramme ham, men hun stoppede inden hun nåede så langt. "De er en god mand!"
Han brummede dæmpet og trak hætten til kappen op. Det var hun ikke det første pigebarn til at udtale. Han var ved at blive blød på sine gamle dage.

De nåede ud af borgen uden problemer og ingen kastede et ekstra blik på ham, som han bevægede sig ud af porten. Uden problemer fandt han hesten, hvor han havde stillet den og inden længe havde han fundet et sted at slå lejr, ikke alt for tæt på borgen. Pigen havde fået ham til at love, at dukke op ved vejen en time efter solopgang, så hun kunne give ham en pakke med mad. Selv et par uldne sokker var med, første dag. Tossede tøs. Hvad var det, han var blevet overtalt til?

Han brugte det meste af sin tid på at tænke eller bevæge sig tæt nok på til, at han kunne betragte borgen, hvor Helena befandt sig. Så tæt på og alligevel så langt væk, at hun kunne være en drøm. En drøm fyldt med varme, kærlighed og et par smukke blå øjne.