For Llyr havde det været som så mange andre dage, da han stødte på Koda. At se en bjørneunge helt tæt på var noget ekstraordinært, for de ville for det første ikke bevæge sig rigtig ud af deres hule før de var et par måneder gamle, men her stod Llyr. I midten af skoven overfor en lille bjørneunge der lavede ynkelige lyde, og lige ved siden af den var en stor bjørn, der allerede så ud til ikke at trække vejret. Det var ganske tydeligt at dette måtte være moderen der havde prøvet at beskytte ungen og det også være lykkedes, men desværre med livet som indsats. Det mærkelige var at de andre unger ikke var der, da hun udentvivl måtte have haft flere.... eller måske var de omkommet ifølge af tørken og mørket der havde hersket?
Det havde stukket i hjertet på Llyr, og han gjorde noget meget ulig ham. Han troede stærkt på ikke at forstyrre naturens gang, men han kunne alligevel ikke lade et dyr alene når det var tydeligt at dets eneste skæbne var at blive ædt af de større dyr i skoven. Især fordi den ikke var vant til at skaffe mad selv, selvom den efterhånden måtte være gammel nok til at den ikke behøvede at dige mere.
Han havde trådt forsigtigt frem, men den store bjørn så stadig ud til at være død, og da han tjekkede på åndedrættet var det ganske klar, men ungen var tydeligvis ikke klar til at forlade sin mor. Hvilket da også var ganske klart hvorfor.
Llyr blev nødt til at gøre noget! Så han fandt nogle bær han havde stoppet ned i sin taske. De var blevet lidt smattet efterhånden, men stadig spiselige. Man kunne ikke være alt for kræsen når man levede som Llyr. Og forsigtigt fik han at sig ned og givet bjørneungen lidt at spise. Det var dog ikke uden at Llyr også fik lov til at blive bidt i hånden af det lille dyr. Et par enkelte bandeord kom da også ud af den ellers reserverede mand. Heldigvis så det ud som om at bjørneungen spiste bærerne alligevel, og smaskede næsten med det i munden.
Som bjørneungen fik lov til at spise, fandt Llyr et lille tørklæde for at binde sin blødende hånd ind, så der ikke ville komme blod ud over det hele. Forhåbentlig ville det heller ikke stoppe ham fra at skrive og tegne i hans bog, selvom bjørneungen havde hans fulde opmærksomhed.

Der gik et par dage hvor Llyr gav bjørneungen mad, og var også kommet til at give den navnet Koda. Desuden havde han efterhånden fået konkluderet at det nok var en hunbjørn. Han var godt klar over at han nok ikke ville kunne overlade hende til naturen, til trods for at hun virkede til at være kommet sig over tabet af moderen for det meste. Hun var også begyndt at følge efter ham, når han gik for langt væk, selvom hun stadig ikke var helt tryg ved ham, og holdte sig et vidst stykke væk fra ham for det meste.
Han var ligeså stille begyndt at bevæge sig væk fra området, da han hørte en piven fra Koda. Hun var blevet fanget i en fælde. Heldigvis ikke en der var alt for farlig, men hun sad stadig fast, men mon ikke at hun havde alarmeret dem der havde fælden om at hun var der? Llyr ville helst ikke tage nogen chancer, og skyndte sig over for at hjælpe hende fri fra fælden. Måske med tiden kunne han vise at hun virkelig ikke skulle være bange for ham.

Det var ikke længe at Elyon havde tænkt sig at blive liggende på den mosbelagte jord inde i skovens dyb. Hun havde ligget der i over 24 timer, og det var simpelthen for lang tid; Godt nok var hendes krop stadigvæk øm af pokkeren til! Men, efter at Ray havde foræret hende en taske med forsyninger, og et tæppe var hun blevet en smule mere udhvilet samt fået styrket sig på forsyningerne. Hun havde stadig lidt brød tilbage i tasken, og på vejen havde hun også fået plukket sig en smule bær som hun spiste med glæde. Det var stadigvæk svært at gå pga. at benet stadigvæk ikke var helet, men der ville nok gå nogle uger før hun ville være i stand til at galopere afsted som den Kentaur hun nu var. Tasken havde hun slynget om livet, og imens hun småhaltede afsted, og prøvede ikke at forvolde sig selv for meget smerte, gik hun og spiste af bærrene som hun havde samlet ind. De var en smule syrlige, og hun formodede at de nok ikke var helt modne endnu, men der var nu stadig noget saftigt og lækkert over smagen på de blåviolette bær. 

Pludselig hørte Elyon et pivende jamren, ikke langt fra hvor hun stod placeret, og hurtigere haltede hun hen for at finde ud af hvad der lavede denne lyd. Hun var godt klar over at det var et dyr, og at den var meget bange. Måske var det lille væsen jokket i en fælde? Hun så meget bekymret ud, og tittede frem fra buskene, hvor på den anden side, en lille bjørne unge sad fast i en fælde. Åh nej, lille stakkel - åh? Først nu opdagede hun et langhåret menneske løbe hen til dyret for at hjælpe denne fri; Han så ud til at ville den lige så meget godhed som hun selv ville yde for den, og forsigtigt travede hun frem mod dem. "Er den kommet slemt til skade? Stakkels lille væsen." Sagde hun blidt, og sørgmodigt over at nogle folk stadigvæk kunne finde på at jage stakkels små dyr. Hun lagde mine til at ville hjælpe dem. 

Fordi Elyon var utrolig eventyrlysten, og nysgerrig af sind; var hun ikke bange for mennesket. Hvis han ville hjælpe et lille dyr i nød, konkluderede hun at han ikke var særlig farlig. Hun betragtede hans mørkere hud. Elyon selv var jo meget lys i huden, og hendes hestekrop skinnede perlemor-agtigt da solen ramte hendes pels. Hun havde forbindinger rundt om sig, og lignede en der var kommet slemt til skade; Hvilket hun jo også var. Forbindingerne var viklet rundt om hendes talje, og rundt om hovedet. Samt det højrebagben, og ellers havde hun blåmærker, og krattemærker over alt på kroppen; Hun var også en smule snavset fra jord og grus. Det lange grå hår, lå ned over hendes ryg, og to lokker hang over hendes bryster og dækkede dem, så de ikke var til skue. Hun var nøgen udover forbindingerne, og tasken som  hang rundt om hendes liv. 

Det gav noget af et sæt i Llyr da han pludselig hørte en stemme, da han ikke havde hørt nogen nærme sig, men det var nok egentlig fordi at han havde været så fokuseret på at befri Koda, som stadig pev noget voldsomt. Det var ikke fordi at det så ud til at hun havde fået nogle skader, men hun havde siddet godt fast. "Jeg tror hun er okay... under omstændighederne" kommenterede Llyr blidt, og kiggede kort op på kentauren, før at han forsatte med at få hende fri. 

Desværre skræmmede den store kentaur også Koda, som løb væk og gemte sig bag et træ, så snart hun kom fri. Tilgengæld løb hun dog ikke helt væk, og Llyr kunne heller ikke lade vær med at kigge lidt efter hende, men han gjorde ingen mine for at få over og hente hende. Hun var trods alt stadig et vildt dyr, selvom han havde passet hende de sidste par dage, og hun virkede mere tilpas omkring ham.
Han rejste sig op og børstede sine hænder af hans bukser, før at han kiggede ordentlig på kentauren. Hivs det havde været en hver anden mand, ville de nok have dobbelttjekkede at kentauren så ud til at være nøgen, men det så ikke ud som om at Llyr ænsede det. I stedet for opdagede han alle de skader hun havde. "Er du okay tilgengæld? Du ser da ikke ud til at være i for god stand," udbrød han. Måske var det fordi at hun ikke var fuldt menneske, at Llyr følte sig mere tilpas omkring mødet? Måske var det derfor at han kunne være åben. Han havde trods alt altid været lidt af en akavet type omkring andre mennesker, men dyr kunne han forholde sig til.

"Åh det var godt.. men det er stadig forfærdeligt! hvem kan dog finde på at sætte fælder op heromkring.." Hun lød frustreret over vedkommendes gerning, hvem det nu end var som havde sat fælden. Med små besværligheder fik de endelig flettet den lille bjørne unge ud af fælden, og med ét stak det lille myr af og gemte sig i nærheden bag en af buskene. Måske havde den lille aldrig set en kentaur før? Det gav meget god mening, desuden var Elyon jo også meget højere end den lille bjørn, så hun forstod godt hvorfor den måske kunne blive forskrækket. 

Elyon så nøjsommeligt efter bjørneungen med hovedet let på skrå og en finger ved hagen. Hun så stadig lidt bekymret ud, "Bare rolig lille ven, jeg er skam ikke farlig." sagde hun så blidt hun kunne, og tittede hen mod den lille. Den lille bjørne unge stod stadigvæk ovre ved buskene og var lettere usikker; så Elyon gjorde ikke andet end at vinke forsigtigt til ungen og smile. Hun rettede sig op igen, og fandt så god en støtte hun kunne med benene; hun følte sig ti gange tungere fordi hendes højre bagben ikke kunne være behjælpelig med at bære hendes krop. 

Med en flygtig grimasse af smerte mødte hun mandens blik, og da ændrede hun udtrykket til noget venligt og sødt. Da han spurgte ind til hendes tilstand, skævede hun lidt ned ad sig selv og smilede lettere forpint til ham; "Tja.. Jeg var ude for et større uheld.." En svag klukken lød fra hende som døede hen lige så stille, "Jeg faldt ned fra en meget høj skrænt.. eller en bjergside.." Hun tog sig lidt til hovedet, "Der var ihvertfald langt ned.. Jeg er overrasket over at jeg stadig er i live." Sagde hun med et meget forbavset toneleje. 

Men, Elyon havde ikke lyst til at bringe hele baggrunden for hvorfor hun var kommet til skade på bane.. Så hun skyndte sig at spørge om den andens navn; "Hvad hedder du egentlig?" Hun smilede venligt. 

Llyr kunne ikke andet end at give kentauren ret. Det var modbydeligt at sætte fælder op mod de stakkels pus. Selvom han også selv godt kunne lide at spise kød, så havde han ikke hjertet til selv at dræbe. Han var mere interesseret i at studerer dyrerne som de var. Selvom han måske havde studerer et par dyr indvendig også, når de nu alligevel var døde, og skulle bruges til mad. Så lang tid at det var en human død, og de ikke skulle pines.

Han kiggede lettere bekymret på kentauren som hun forklarede hvad der var sket. "Det er utrolig heldigt," indrømmede han. Hvis hun syntes det var højt, så var der stor mulighed for at hun kunne være kommet alvorligt til skade. Især når hun var sådan et stort dyr. Jo større de var, jo hårdere ville de falde. Det havde Llyr hårdt op til flere gange tilbage i Norden, da han stadig boede hjemme.
"Mit navn er Llyr, bjørneungen har jeg navngivet Koda.. og du er?" spurte han. Det var næsten underligt for Llyr at have en ordentlig samtale med et andet væsen. Det var i hvert fald uger siden han sidst havde haft en nogenlunde normal samtale med nogen. Det var nok hans egen skyld, fordi han typisk ikke var interesseret i andre mennesker og elvere når han stødte på dem. De var bare ikke så interessante for ham, som dyr ellers var.

//Inaktiv