På stedet hvor Sydvejen delte sig i to, hvor den ene vej førte til Rubininen og den anden til Medanien, lå en lille kro, der ganske simpelt blev kaldt "trevejskroen". Kroen plejede at nyde godt af de mange rejsende syd og nordpå, men det sidste halve år havde ikke været godt for forretningen. Pesten havde taget livet af kroens kok og den ene af kropigerne, og nu måtte krofatter selv arbejde i køkkenet.

Solen var ved at gå ned og de sidste, gyldne stråler skinnede gennem kroens vinduer, men de mørke skyer der truede i horisonten viste, at et uvejr var på vej. Krofatter håbede, at dette kunne få flere til at søge ly i krostuen, hvor der lige nu kun sad et par enkelte gæster ved pejsen i hjørnet.
Der var ganske stille i kroen, men et kort øjeblik blev stilheden brudt, da kropigen, der var ved at bringe en skål varm suppe hen til en af gæsterne, med sin magi fik suppeskålen til at flyve højt op i luften, hvorefter den smadredes mod gulvet og varm suppe sprøjtede til alle sider. Der lød et lille skrig fra den forskrækkede kropige, som løb hen mod køkkenet for at hente noget at tørre op med, og øjeblikket efter kunne man høre krofatter, der skældte og smældte: han var godt klar over, at magien var ustabil, men hun måtte da for pokker passe bedre på, for han havde ikke råd til at ansætte andre!

Denne plottråd er oprettet i forbindelse med vores IRL-skriveweekend, men folk der ikke deltager og regner med at være online i weekenden, er selvfølgelig også velkomne til at være med i tråden.
Da den er en del af kaos-plagen, er det et krav, at man slår terninger for sine evner, som beskrevet i introduktionstråden til plagen.

Regn...Hvor hun dog hadede det. Den sidste halve time havde det været som om vejrguderne ikke kunne bestemme sig, og lod til at gøre at himmelen nu dryppede en god jant regn ned over landskabet, uden nogen tegn på at ville ende. 
Et mindre nys forlod den letpåklædte, Celyon som hun holdt øje med vejen foran sig. Hun havde undgået at lade sig holde hen af folk i byen, og som hun endelig havde fundet en vej ud gennem portene uden at live holdt tilbage grundet hendes udseende og muligheden for at miste blod til de døende, var vejen blevet temmelig uden at vide hvor hun ville hen.. Sin fars gamle hjem? Men hvor lå den? Ingen synes at vide noget når hun en sjælden gang havde mødt nogen på vejen.. Og nu var hun altså der.. 
Endnu et forkølet nys forlod hende idet hun fik øje på en kro længere fremme.. 
Kro betød mad, varme.. Måske hendes pengebeholdning ikke var så stor men, måske kkunne hun arbejde sig fra det.

I ren og skær iver fik hun teleporteret sig, af flere omgange, hen og ind i kroen. Lige til synet af den skældende kromand. Forsigtigt fik hun stoppet sin hale op under det korte skørt  '' Dav i stuen! Sikken et vejr hva? '' Lød det friskt, mens hun ignorerede at hun var havnet i sådan en småakavet situation. Dog kunne de blege øjne ikke undgå at bemærke noget snask og vand klasket op på væggen. 

Det var ikke fordi Saga som sådan havde noget imod regn, det var mere når den var våd og faldt fra himlen og gennemblødte hende. Kriterier der alle var opfyldt da Saga, en anelse irriteret over regnen der havde sneget sig ind under hendes skjorte, forlod vejen for at søge mod kroen i solens allersidste stråler.
Hendes fødder var ømme og hun var begyndt at fryse, så synet af kroen var livlinjen der reddede hende fra at skulle sove under åben himmel denne regnfulde nat.
Udenfor kroen stod en del heste bundet til en pæl, men Saga, der aldrig havde haft luksusen ved en hest, skænkede dem ikke et blik, som hun gik op af trinene til kroen og åbnede døren.

Varmen var det første der slog imod hende, hurtigt fulgt at duften af mad. En duft der fik hende til at indse, hvor sulten hun rent faktisk var. Hun havde selvfølgelig heller ikke fået noget siden morgen, så det gav god mening.
Hun rystede vandet af sig, skråede over gulvet og nåede over til bardisken hvor hun bestilte et krus mjød og et måltid mad. En svag klirren lød fra bardisken da hun smed et par mønter på træet, og øjeblikket efter blev der stillet et stort glas mjød foran hende.
Saga kastede et blik rundt i den sløve kro og slog sig ned ved et bord i hjørnet, hvor hun kunne se de andre gæster men blive ladt i fred. Det passede hende fint, hun havde ikke brug for selskab lige nu og foretrak egentlig mere et varmt måltid mad frem for en samtale med en fremmed hun ikke kendte. I stedet måtte hun nøjes med at varme sig med mjøden til en start, men kunne konstaterer at den også var udmærket. I hvert fald formåede hun at tømme det meste af glasset i én mundfuld.

Det var en af de få gange, hvor Mimi havde forladt skoven hvor hun ellers havde opholdt igennem de sidste mange måneder og hun havde søgt hen på den nærliggende kro for, at få et ordentligt måltid istedenfor det, som hun ellers normalt havde levet af. Men hun havde bemærkede, at hendes evner havde haft opført sig underligt og det var noget af det, som havde gjort at hun havde sine betænkeligheder omkring at søge et sted hen, hvor der muligvis var en masse andre væsner, da hun aldrig rigtig havde lært at styre hendes evne med at læse andres tanker. Da hun var kommet ind på kroen så fandt hun et lille hjørne i nærheden af døren, hvor hun satte sig ned og selvom hun var gået indenfor så havde hendes hvide direwolf ikke forladt hendes side på grund af den havde lagt sig ned ved hendes fødder.
Efter, at der havde være en af de ansatte forbi hende for at tage imod hendes bestilling, som bestod af suppe med brød så kiggede hun forsigtigt rundt på de andre, som også befandt sig inden på kroen mens hun ikke kunne lade vær med, at tænke for sig selv *Bare de her væsner har styr på sig selv og deres tanker* Men lige så snart, som hun havde tænke den tanke så kunne hun mærke på sig selv, at hendes evne var aktiv, hvilket blot gjorde hende meget nervøs - især da hun ikke havde lyst til at vide hvad der optog de andres sind i dette øjeblik. 

Svana var kommet lidt længere fra end hun normalt gjorde for et glas mjød. Men hun havde hørt så meget godt om stedet, at hun simpelthen havde været nød til at opleve det for sig selv.
Butikken havde hun lukket tidligere en normalt, og med glade små hop var hun vandret afsted til trevejskroen. 
Iført tøj, hun selv med en smule kunnen, havde syet. Sad hun og dinglede med fødderne på en stol der var alt for stor til hende. Med et krus mjød foran sig som også bestemt var alt for stort. 
Men dette så ikke ud til at gøre humøret mindre på den lidt besynderlige skabning. Som flere folk som var til stede havde kastet nogle mærkelige blikke. For hvad var hun? Ikke nogen dværg, ikke nogen alf. Men hvad? 
Når hun havde prøvet at forklare at hun nu altså var noget man kaldte en gnome, havde folk bare stiret også begyndt at grin. Svana havde selvfølgelig altid grinet med. Grin var altid så smitsom.

Men da den stakkels kropige begyndte at få skæld ud over noget hun jo tydeligvis ikke kunne gøre for. Kunne hun ikke lade være med at hoppe ned fra stolen, og trippe hen til krofatteren.
,,Det hjælper vel ikke at skælde hende sådan ud?'' prøvede hun forsigtigt, dette var vel ikke tiden til at råbe sådan op. Han havde jo sagt det selv, hun havde brug for det. Men da han ikke lyttede eller ikke lagde mærke til hende, Hæv hun ham lidt i buksebenet, da hun med nød og næppe gik ham til hoften som en lille barn.
,,Den herre, jeg synes nu virkelig ikke du skulle råbe sådan!'' Svana kiggede håbefuldt på den nyankommet for hjælp til situationen, eller nogen af de andre som befandt sig i kroen. Der måtte da være andre som havde det på samme måde?

Kaliyah havde været på vej sydfra. Hun havde været på Topalis i et stykke tid og nu prøvede hun at komme nordpå. Måske der var noget nordpå der kunne hjælpe hende og Ryuu med at separere. Sådan så de i det mindste kunne få ro på. Men Kaliyah var begyndt at tro at det nok ikke var muligt. De var nok fanget sammen.... resten af deres liv. Og hvem vidste hvor lang tid det ville være? Havde hun også fået ekstra år?
Men regnen var ligeså stille begynde at falde, og det var begyndt at blæse. Hun måtte hellere finde et sted at komme væk fra vejret, især når hun ikke rigtig kunne flyve i vejret.

Ikke langt fra hvor hun fløj, så hun en smule lys, og tænkte at det måske var et sted hun kunne holde ind. Hvilket det hurtigt viste sig at det var en lille kro. Et lille smil kom over hendes læber, og hun tog sin kappe og tog hætten på. Det var bedre hvis andre ikke så halen og hornene.
Hun gik op og bestilte lidt mad, før hun satte sig over mod væggen, hvor hun følte sig lidt mere alene.
"Jer og jeres menneskeføde. Den eneste rigtige måde at spise på er frisk kød. Måske lidt brændt," lød det inde i hendes i hoved og Kaliyah rystede på hovedet. Hun ville aldrig blive glad for den måde drager spiste deres mad på, selvom Ryuu havde overtalt hende til at spise det på den måde et par gange.

En suppe kom ned til hende og hun takkede for den, og tog en skefuld op, og ville puste noget af varmen væk. Men da hun pustede ud, blev der pustet ild ud. Ilden var mindst 5 meter lang og og en meter i diameter på det bredeste punkt. Selvom hun hurtigt lukkede munden for at få ilden til at stoppe, så var skaden allerede sket. Ilden var begyndt at kravle op af nogle af bjælkerne og Kaliyah vidste ikke hvad hun nu skulle gøre.

Relyua havde været på vej væk fra elverly i noget tid nu, og så var han ankommet og kommet forbi denne lille kro. Perfekt! Så kunne han få noget at spise. Han var lige på vej mod kroen som han så lidt af et lys blusse op derinde. Damn der måtte være godt gang i pejsen derinde, så han åbnede bare døren med entusiasme og glæde. Men lige som døren åbnede opdagede han hvad lyset kom fra da flammerne fra kvinden blev hevet overimod den nu åbne dør for at suge ilden til sig så han smed sig hurtigt bagover for at undgå at få svitset håret, men nej desværre for ham fangede ilden hans hår og han rullede rundt på jorden for at få slukket sit hår.

"Forhelvede! Så meget gang i pejsen behøver der da heller ikke være!"

Han havde slet ikke fået fat i at det var en kvinde der havde spyet ild udover det hele. Han fik hurtigt rejst sig op igen som ilden var forsvundet og vadede så ind over gulvet, og det var først der han opdagede hvordan der var ild i søjlen at han måbede! Og løb ud af kroen for at få fat i en spand med noget vand, spanden fandt han hurtigt og tog vand fra hestetruget og skyndte sig ind i kroen og kastede vand ud mod søjlen hvilket betød at det sprang ud i alle retninger og ramte forskellige folk som ikke lige var helt opmærksomme. Og da han så at der var ild i en af stolene, greb han også det første krus med mjød der stod i nærheden og kastede det ud over stolen og bankede så ilden ud.

En krage fløj hen over den tiltagende uvejrshimmel og landede foran kroen i det øjeblik, regnvejret begyndte. I en sky af fjer bleg kragen til en mand i slidt rejsetøj og uplejet skæg, som trådte hen mod døren i samme øjeblik, som tunge regndråber begyndte at falde fra den mørknende himmel. Han kunne høre larm inde fra krostuen, og da han åbnede døren, blev han mødt at et voldsomt pust af varme.
Mens han overvejede hvorvidt han bare skulle lukke døren igen og rejse videre, lykkedes det en elver inde i kroen at få slukket flammerne, og Jarko lod langsomt døren glide i bag sig. Kroestuen var et rent kaos, og fra døren ud til køkkenet stirrede krofatter måbende på scenariet - man kunne se en vis lettelse i hans øjne over at ilden kom under kontrol, selv om han uden tvivl var utilfreds over ødelæggelsen i hans kro.

Som Jarko trådte et par skridt ind i rummet, mistede han dog igen sit greb om forvandlingsmagien og mand blev igen til krage. Cirklende fløj han rundt i krostuen - der skulle sandsynligvis alligevel ryddes op, før han kunne få sig et krus mjød og et varmt måltid mad, men lige nu ville han bare ønske, at magien ville lystre ham. Et hæst "KRAAAA!" lød fra hans næb.

Sikken liv og lade dage der pludselig var i kroen. Celyon spærrede øjnene en smule op ved ilden der brast ud af ingenting.. Eller næsten ingenting.. En form for øglekvinde var vidst ikke helt 'ingenting' Hun strammede instinktivt sin hale omkring livet på sig selv, som var hun bange for at ilden kunne påvirke hendes hales ild på en eller anden måde. hun ville gerne have hjulpet med at slukke ilden, men uden en ordentlig kappe havde hun kun det hun stod og gik i, ikke ligefrem nyttigt.
De lyse pupilløse øjne skævede rundt. Krofatteren lod umiddelbart til at være helt ude af fatningen som han stod der i døren mens kropigen skyndte sig ind i køkkenet. 
"Ja, ingen råben... " Idet hun have sagt det var en elver begyndt slukningen af ilden, en smule hidsigt men effektivt. Hun sendte et tandsmil til krofatteren. "Se, det går jo nok alt sam.. " Knapt havde hun fuldført sin sætning før hun følte en knugen i kroppen hvis teleportation pludselg skød igennem, så hun nu stod godt og vel tyve meter væk fra kroen, midt ude i regnvejret hvor himmelen for alvor havde åbnet sine sluser. '' ...-men..... Helt ærligt...'' Sukkede hun som hun følte det efterhånden lange hår sjaske tungt ned i ansigtet inden hun strøg det væk så det istedet klistrede sig til hendes ryg og korte kappe.

Hun drejede sig om og fik igen øje på kroen, tøvende gik hun hen imod den, som fornemmelsen af teleportationen stadig var i hendes system. 
Og ganske rigtigt, endnu en teleportation gik i gang og førte hende endnu længere væk. Med en stædig grimasse satte Celyon for alvor gang i bentøjet og løb denne gang hen til kroen, åbnede døren og lød sig omsuge af kroens tørhed og varme.. Lige nu følte den gennemblødte kvinde godt at hun kunne have foretrukket en god fugttagende ild så hun kunne blive tør og varm igen.
''  Ja det er ikke helt let.. '' Påpegede hun med et lille smil, mens øjnene fulgte kragen.

Lige før, at der pludselig havde opstået ild inden i kroen så havde det passe med, at Mimi havde valgt at se ned på Snow, som ville nusse lidt på hoved, hvilket Mimi gjorde lidt og det var derfor hun kun svagt nåede, at opfange noget rødt der kom frem i hendes synsfelt - noget, som hende til, at reagere uden at tænke over det. Nemlig, at vælde bordet foran hende om således, at det lå med bordpladen vendt over imod ilden og lige så snart, som hun havde dukkede sig ned bagved det så brød kaos'et ud i krostuen samt hendes evne med at læse tanker gik amok, da hun begyndte at opfange alles tanker, som bedfandet sig indenfor 100 meter - noget, som fyldte så meget i hendes sind, at hun slet ikke kunne hører hendes egne tanker på grund af alle de andre råbte så højt indeni hendes hoved og hun satte hendes hænder op foran hendes øre i et mislykkes forsøg på, at lukke tankerne ude alt imens at snow reagere ved at sætte sig op vedsiden af hende og se bekymre på hende og vise tænder hvis der var nogle, som kom for tæt på.  

Svana's øjne blev store. 
Hvordan var de gået fra at have et lille råberi omkring brug af magi, til at kroen nu stod i flammer!? ,,Tæpper, vi har brug for tæpper!'' råbte hun mens hendes ben løb så hurtigt hun kunne efter elverene der havde haft præcis sammen idé, de havde brug for vand, massere af vand før at det var hele kroen brændte ned.
Panikken havde hurtigt bredt sig blandt de mennesker der befandt sig inde i lokalet. Men inden at hendes små ben og den alt for store spand som hun næsten ikke kunne bære, var nået tilbage ind i kroen så det ud som om at ilden alligevel var ved at være under kontrol. Eller næsten da. Vanden hun satte ned på gulvet skvulpede over, men holde dog balancen lige med nød og næppe. Hun klappede hænderne sammen og smilede bredt.
,,Ja se det er fantastisk sammenarbejde!'' hænderne blev sat i siderne da hun gik hen til bordet hun havde siddet ved, halv brændt væk. Men det som der var det værste var dog, hendes mjød var væk! 
,,Min mjøøød!''

Kaliyah's øjne var blevet store og efter at ilden var blevet slukket følte hun pludselig lidt for meget opmærksomhed på sig. Hun var godt klar over at det var hendes skyld at der var blevet sat ild i alting. "Det var ikke min mening," startede Kaliyah med at sige og havde allerede sat skålen med suppe fra sig og havde løftet sine hænder for at vise at hun ikke mente nogen skade. Dog var hætten faldet lidt ned og de store horn var mere tydelige.
"Bag ignorer de dumme mennesker. De bliver vrede over ingenting, ha!" sagde Ryuu inden i Kaliyahs hoved og hun kunne ikke lade vær med at tænke tilbage, at Ryuu nødig skulle sige noget med hvordan hans temperament var omkring alting.

Den her kro var da noget af et cirkus. En krage, en ulv, to meget små væsner hvoraf den ene forsvandt midt i det hele, mens den anden forsøgte at hjælpe ham med at slukke ilden. Det var i det mindste en hjælp for ham da han ikke skulle gå ud og hente endnu en spand, så den spand der var blevet stillet af den lille brugte han til at slukke det sidste, inden han gik over for at rejse det væltede bord op igen, hvor han så blev snerret af, af en stor ulv og han bakkede bare tilbage af hvor han var tæt på at vælte over en stol, da han hørte den lille beklage sig over manglen på mjød. *Hvad laver alle de dyr dog herinde?*

"Øhhh yeah undskyld, men der var ild i stolen og mjøden var det nærmeste..."

Han virkede ikke helt stolt over at have brugt mjøden til at slukke ilden med, men så alligevel det var vel vigtigere at ting ikke brændte sammen. Han kiggede bare over på den skyldige med ilden da der blev undskyldt, og rystede så småt på hovedet. Ikke noget særligt det var jo under kontrol og i disse perioder var dette jo småting. Han begyndte så at rode igennem sin pung for at finde nogle mønter frem, som der kom en stormene ind af døren, som var enig i at ilden var småting da det jo kunne ske og at det ikke var til at styre noget lige nu.

Efter at have fløjet et par runder i krostuen, lykkedes det Jarko at få tilstrækkelig kontrol over magien til at forvandle sig tilbage til sin menneskeskikkelse. Her stod han mellem væltede borde, hvor en kvinde med en ulv gemte sig bag den ene af dem. Den blottede tænderne ved synet af Jarkos forvandling, og han skyndte sig at træde et skridt til den ene side.

Det er da heller ikke til at besøge en kro under dette kaos. Tænkte han ærgerligt. De fleste borde og stole i rummet stod dog stadig normalt, og det lykkedes ham at finde en plads - på god afstand af den hornede kvinde, der tilsyneladende kunne finde på at spyde ild. "Så ... kan man få et krus mjød og en tallerken suppe her i kroen?" Spurgte han halvhøjt ud i krostuen, håbende på at fange krofatter eller kropigens opmærksomhed. Regnen slog ganske vidst mod ruderne, men han var så småt begyndt at overveje, at dette nok ikke var det bedste sted at tilbringe natten.. 
"Teleportation?" Spurgte han med løftet øjenbryn den unge pige, der var forsvundet et splitsekund og nu stod dryppende af regn. Det var næppe den sjoveste evne at rende rundt med under denne plage. Selvom det var bedre end ild, tænkte han, igen skævende hen mod kvinden med hornene, der sad i sortsvedne omgivelser. 

Og pludselig var der kaos i den lille krostue. Fra det ene øjeblik til det andet bredte ilden sig fra en ene kvinde og ud i kroen, hvor den straks begyndte at slikke op af det tørre træ. Saga rejste sig, men nåede ikke at gøre mere før en elver pludselig kom farende med både vand og mjød.
Ganske hurtigt tænkt, og det så ud til at virke, for der gik ikke længe før ilden var under kontrol. Selvom det havde kostet et godt krus mjød - ærgerligt, men sådan var det jo.
Kvinden der havde været skyld i ilden undskyldte. Hendes bevægelse havde skubbet den store hætte lidt ned og afsløret et par store horn. Saga sukkede, selvfølgelig var det et halvvæsen der havde sat ild i det hele og afbrudt hendes mjød drikken. Ikke at Saga diskriminerede andre væsner, meeeen kunne de måske ikke lade være med at sætte ild i ting? Helt ærligt, så måtte de sgu da gå et andet sted hen.

Hun satte sig tilbage på stolen idet kropigen kom med den bestilte mad. "Et krus mjød til," bad hun, inden hun skævede til den elver der havde kastet med den lille persons mjød. "Vent, giv mig to." Man kunne jo aldrig vide. Hun tømte det krus hun havde stående og greb skeen for at kaste sig over suppen.
Graaaaah. En rumlende lyd fik hende til at se op. Hun forventede halvt om halvt at se et eller andet halvdyr stå inde på kroen og knurre, men mødte ikke andet end de andre krogæster. Hvad fanden? Endnu en knurrende lyd, denne gang højere end den forrige, afbrudt af en ny knurren og en ny "Ahhhhh!" Udbruddet var højt, men hun ænsede det ikke og slog i stedet hænderne op for ørerne. Det hjalp lidt på lydende, skønt hun stadig kunne høre denne knurrende lyd. Det lød næsten som en knurrende mave - nej vent, et utal af knurrende maver - og med en vis forfærdelse gik det op for hende, at det var lige præcis hvad det var. På en eller anden måde var det det eneste hendes øre kunne opfange i dette øjeblik, og tvang hende til at lukke øjnene og højtydt nynne i et forsøg på at få lydene til at forsvinde.

(( ja da saga vr alt for hurtig for mig må det jo være mimis tur så vi venter til næste omgang sory krys )

Lige så snart, som hun havde sat sig ned gemt bagved bordet så flyttede alt hendes fokus over på, at lukke alt de råbende tanker ud og det er derfor hun slet ikke lade mærke til, at der igen opstod ro omkring hende. Mens hun sad og holdet sig for ørerne så vuggede hun ubevist småt frem og tilbage for sig selv. De sammen tanker kørte i ring i hendes sind og efter lidt tid så kunne hun pludselig mærke, at alle de andre tanker forsvinde fra hendes sind og det var i det sammen tidspunkt, som hun tænke *hold nu kæft alle sammen!* hvilket skete samme-tide med, at hendes evne med at kunne læse andres tanker vendt sig til det modsatte og alle pludselig kunne hører hvad hun tænke, hvilket bare var den sammen tanke. Der gik nogle øjeblikke før, at det rigtig gik op for hende, at der var opstået roen i kroen og da det var gået op for hende, så rejste hun sig letter nervøs op - det skyldte især, at hun ikke havde lyst til, at se en masse ild havde retning over imod hende og da hun var kommet op på hendes ben så kølede hun kort Snow på hovedet inden, at hun gav sig til at rejse bordet ordentlig op igen, hvilket ikke var lige så let, som det havde være at vælde det om på siden.

Dette var dog den mærkeligste forsamling hun nogen sinde havde været sammen med. 
Hvor var det dog fantastisk! I hendes lille smedebutik, var det desværre ikke meget man så til folk kun når man selvfølgelig ikke talte kunderne med. Men det foregik altid så professionelt, intet sjovt i det jo! 
,,Ah jamen selvfølgelig, ingen skade sket! Vi bestiller bare nogle flere'' sagde hun opmuntrende og da resten af flokken begyndte at snakke om at de skulle have drikkevare var hun hurtig til at række hånden i vejret ,,Og to til mig og min nye ven her!'' hvis hun havde kunne ville hun have dasket ham på skulderen, det blev dog et velplaceret dask på benet i stedet. 
Ulven havde hun næsten fuldkommen ignoreret, det var først da en stemme der råbte at nu skulle de holde deres kæft. At hun lagde mærke til kvinden i hjørnet. Hun lagde hænderne solidt over ørene som ren refleks selvom det var tydeligt at stemmen var kommet inde fra og ikke udefra.
Den var igennemskærene og pludselig var tanker i hendes hoved som bestemt ikke var hendes! Hun kiggede forvildet rundt og anede ikke hvad hun dog skulle gøre for at få dette stil at stoppe!

Kaliyah åndede lettet op da ingen så ud til at være vrede på hende, og lukkede øjne og sukkede dybt. Det havde i hvert fald taget det værste stress af hende at hun ikke skulle håndtere en masse vrede mennesker. De blev brat slået op da hun hørte en stemme hun ikke kendte i sit hoved og hun nåede lige at overveje om det var endnu drage i hendes hoved. Hun kunne dog ikke umiddelbart se hvor stemmen kom fra og..... hun kunne ikke rykke på hovedet.

"Oh.... det her er da ikke helt slemt," kunne Kaliyah høre komme fra hendes mund, men det var som om at der var en accent, med lidt for skarpe ord. Kaliyah var nu klar over hvad der var sket. Ryuu havde kroppen.
Kaliyah rejste sig op og langede ud efter skålen med suppe, som blev smidt på gulvet og maden spildte ud over det hele og skålen gik i stykker. "Det her er jo ikke spiseligt! Kom med noget kød! Råt, frisk kød!" sagde hun højlydt og kiggede efter en tjener der kunne bringe hende kød.

Det blev meget hurtigt dejligt stille i kroen, hvor det eneste der gennembrød det hele var et råb om at folk skulle holde kæft som ikke kom noget sted fra, og derefter så en der råbte efter mad, hvilket var meget normalt jo. Han blev revet ud af sine tanker da den lille kvinde hos ham tiltalte ham og gjorde an til at slå ham på benet. Hvad var det dog for noget at gøre? Hvilket overraskede ham en smule og det startede hans mangel på kontrol over begge hans evner, som han blev til en jærv. Hvilket betød at han faktisk nu var blevet noget lavere en det lille menneske hvilket var meget meget underligt, og så kom den anden tydelige følelse som var tegn på at hans sten evne også var aktiveret.

Han kiggede op mod kvinden foran ham, og nåede egentligt ikke at reagere på noget ud over den underlige råben som nu kom om at der skulle bringes noget frisk kød på bordet til ildkvinden. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv som han kiggede rundt, og mærkede hvordan hans poter begyndte at forstene og op af hans krop. Og det var en underlig følelse han havde som gjorde at han ikke helt kunne bevæge sig så godt som normalt. Han forsøgte at få kravlet sig op på stolen der stod ved bordet, så han ikke sad på gulvet, og han sad bare og kiggede lidt underligt rundt. Ude af stand til rigtigt at gøre andet end bare at sidde der.

*Forbandede evner!*