Siden Kiri havde rejst fra Amazoniskovene, havde hun prøvet at finde sin herre, siden hun endnu ikke var klar over hvor Mørkets Krigere var taget hen efter Midnatsborgen var blevet brændt ned. Men at finde nogle der ikke ville blive fundet var en hel del sværere, selv med hjælp for diverse biller som gerne ville hjælpe deres artsfælde. Men nu var hun endt i Tusmørkedalen, og siden hun endnu ikke havde spottet nogle af de krigere hun kendte, måtte hun erkende at det her også var det forkerte, men nu ville hun skaffe sig noget at spise inden det blev for mørkt, og hvis hun ikke stødte på nogle kendte ansigter i morgen, så ville hun flyve videre mod nye horisonter.

Men nu sad den lave pige i et træ, med en spændt bue og holdt sine øjne på dyret få hundrede meter fra hende. Hun sad mussestille i træet og ventede med en uhyre mængde tålmodighed, før hun endelig slap buen og pilen fyrede afsted med en umådelig hast. Den burde ramme dyret uden problemer, for hvis der var en ting Kiri sørgerede for, så var det var hun altid ramte sit mål. Hun kunne ikke have at hendes herre blev vred på hende hvis hun missede sit mål

Cregans aften var gået rimelig stille og roligt for sig. Han havde trænet på sin rejse mod hovedkvarteret. Det var vigtigt, træningen. Der var ikke noget vigtigere end den. Jo, når kontrakten på et mord skulle udfyldes, så var den altid vigtigere. Men i aften var sporingsarbejdet det, der skulle arbejdes med. Han var godt i gang med det, og hans blik øjenfarve var grå. Neutral. Koncentreret. Meget fokuseret. Mens han sporede et bytte, tænkte han ikke på meget andet end det. De andre omgivelser var lagt i baggrunden, og for en person som Cregan kunne det sagtens betale sig. Han havde en evne der gjorde, at hans instinkter slog ind ved enhver fare. Så han kom ret sjældent i problemer, når han bare kunne løbe væk eller skyde problemet ned med den langbue, som han lige nu havde i hånden. Den trak mange pund. Og pilene var rigtig skarpe. Man fik kun det bedste, når man var en del af Den Hvide Rose. Og gjorde man ikke det, så havde man mange år på bagen, nok til at rende rundt med ting, der var mere dyre end normalt, fordi man enten havde krystallerne eller modet og evnen til, at stjæle hvad man ønskede.

Cregans bue var lavet af ordenen, men han havde selv betalt for sit udstyr. Og det var i bedste orden. Alt fra de bløde lædersko, til de tætsiddende, mørkegrå bukser, den grønne skjorte og den lange, mørkebrune jakke. I de farver var han svær at få øje på i nattelivet. Det var nok også derfor, pilen fløj direkte mod ham, selvom han nu stod ret tæt på sit bytte. Han skulle ellers til, at stikke sin langkniv i byttet, men da han trak kniven, satte intuitionen ind, og i stedet for at stikke ud efter dyret, vendte han sig i et splitsekund og parérede pilen. En handling meget få individer kunne klare. Han kunne ikke se pilens ejermand, men da byttet begyndte at løbe, forskræmt, smed han kniven, trak en pil, lagde den på buen og skød med uhyggelig præcision. Pilen ramte dyret ind i siden, og det væltede omkuld, før han havde en pil mere på buen. Et lille fløjt lød fra ham. Bueskytten var dygtig. Han havde vidst taget personens bytte.
"Træd blot frem.. Jeg beklager at jeg stod i vejen," sagde han halvhøjt. Han smilede skævt og hans øjne gik over til sin naturlige brune farve,

Kiri skulle have været mere forsigtig, hun skulle have lyttet bedre efter inden hun skød afsted, og hvis det her havde været en mission, var hendes herre blevet tosset på hende, med god grund. Det var godt at der ikke var andre i nærheden til at se at hun havde kikset så grueligt i det. Heldigvis så det ikke ud som om at manden var sur over at hun var ved at have ramt ham, for selv at fremmede, var hun ikke en fan af at blive skældt ud, selvom hun selvfølgelig var klar over at det var nødvendigt for at blive bedre og et anstændigt menneske.

Hun hoppede ned af grenen, og fløj lidt før hun landede ned på den hårde jordbund, stadig langt nok fra væsnet der havde fanget byttet ikke kunne se hende, da hun så tog hætten over hovedet og kutten omkring sig, så den blå hud og generelt det usædvanlige udseende ikke var noget der var alt for tydeligt. Buen var dog stadig sikkert i hendes hånd, mens hun trådte fremad. Manden foran hende, så egentlig ikke ud til at være særlig høj, især ikke når hun typisk var vant til folk der var langt højere end hende, da hun selv jo ikke engang nåede 160.

Hun stoppede op et par meter fra ham, og selvom kutten og mørket skjulte en del, så lyste de gule øjne nærmest fra under hætten af nysgerrighed. Selvom hun ingen problemer havde med at tage et liv, var hun stadig interesseret i de fleste, for at lære mere om verdenen var nu meget interesseret. Sidst havde hun hørt noget om et mønt system der blev brugt. "Det var min fejl, jeg burde have lagt mærke til dig," sagde hun med en stemme der helt klart tilhørte en pige, men den var mere hæs end de fleste pigers stemmer.

Cregan kiggede undersøgende rundt. Hans blik fangede hende, da hun hoppede ned fra et træ, og landede et godt stykke fra ham. Der blev fiflet lidt med noget kappe, før personen gik hen til ham. Hun skjulte sig lidt bag kappe og hætte, men alligevel var det sæt gule øjne der lyste op inde i hætten. Menneske var hun nok ikke. Han smilede alligevel. Mennesker var unge af natur. Så foretrak han bare generelt andre væsner. De var bare mere interessante, såsom pigen foran ham, for han blev helt sikker på, at det var det, hun var, da hun talte og selv undskyldte over for ham.
"På den anden side burde jeg måske også have lagt mærke til dig. Men under alle omstændigheder er byttet dit. Jeg var blot i gang med lidt træning, og jeg er sikker på, at du kan få mere gavn af det," selvom Cregan egentlig, når alt kom til alt, var et monster, en dæmon med svag empati, så kunne han skam sagtens være høflig. Det kom man bare generelt længere med, og med det tilflugtssted, han stod for, i Hovedstaden, så var det altså ret vigtigt, at være imødekommende over for alle, mand eller kvinde, engel eller dæmon.

"Jeg kan se en god bueskyttem når jeg lægger mit blik på personen. Du har god træfsikkerhed. Havde jeg ikke stået i vejen, vil jeg tro at din pil havde ramt dyret lige i ansigtet. Jeg må sige, du er dygtig," komplimenterede han hende, med et smil. Øjnene lyste lidt op, blev en smule grønne. Han var i det nysgerrige humør.
Stadig smilende, samlede han sin langkniv op og stak den tilbage i bæltet, hvorefter han gik hen til byttet og trak pilen ud med en forsigtighed, da pilen ikke skulle rykke alt for meget i stykker inden i dyret.
"Mit navn er Cregan, Hvad er dit?" hun var meget spændende, denne pige.

Kiri var ofte blevet beskyldt for at være en del ting, men ingen troede at hun var et menneske af gode grunde. Den mest populære teori var at hun var en dæmon. Hun havde aldrig kunne bekræfte eller afkræfte hvad hun egentlig var, men en dag ville hun nok finde ud af det, men nok ikke idag. Hun var dog en del overrasket over at manden foran hende, ville give hende byttet, siden han jo var den der havde fældet dyret.

Hun var ikke helt klar over hvordan hun skulle reagere på hele situationen, normalt måtte hun kæmp for sit bytte, men ikke denne her gang. Hun nåede slet ikke at sige noget dog, før manden komplimenterede hendes bueskytteri, og hendes øjne lyste nærmest op, og hun kunne ikke lade vær med at trække på smilebundet. For hun havde jo set at han også var god, men alligevel sagde han at hun var god til t skyde med bue også. Hendes lille hånd greb lidt hårdere fat i buen. "Men jeg kunne være bedre," indrømmede hun, men hendes øjne strålede stadig over komplimenten.

Hun fulgte efter Cregan da han gik hen til byttet. "Mit navn er Kiri," sagde hun. Det var i hvert fald det navn hun havde fået, for i mange år havde hun ikke et navn, det var også derfor hun kun havde et navn. Der havde været ingen grund til at give hende et fiktivt efternavn.