Midt på dagen - Solen står højt på himlen og er virkelig skarp - Stærk vind.

Brock var kommet langt hjemmefra, og intet af stedet her mindede ham det mindste om hans mors lille by i bjergene. Alt var så gol og koldt, og alt så ret så dødt ud ved det som hed Dødens Kløft. Noget han havde opstøvet af nogle andre vandre han stødte på for et par dage siden. Han var nervøs, for med den stærke vind, skulle han ikke for tæt på kanten til kløften. Men han skulle heller ikke tæt på, for at kunne se hvor stor og langt den strakte sig gennem landskabet, det var virkelig både skræmmende og imponerende. 
Brock trak jakkens krave godt op om ørene imens han vandrede langs af Dødens Kløft, og vågede sig længere og langsomt mod kanten af Kløften. Han var meget nervøs for at komme for tæt på, men alligevel var det umådeligt spændende at komme tættere på uden at han ville falde ud over. Da han var blot et par 10 meter fra kanten til Kløften lagde sig på alle 4 og krøv over mod kanten og ultra forsigtigt lod han hovedet stikke ud over kanten og så ned i den sorte afgrund. 
"Woau, der er godt nok langt ned, jeg har virkelig ikke lyst til at være den som falder ned her." sagde han til sig selv imens han tog en lille sten og lod den falde. Han hørte aldrig stenen ramme bunden da det både blæste for meget, og der var sygt langt ned. Han tog et stort suk og kravlede lidt tilbage før han satte sig op på sine knæ og tørrede den nervøse sved af sin pande. 
"Havde jeg vinger havde jeg prøvet at se hvad der var der nede, der må være spændende ting der nede, eventyr eller mysterier at finde" sagde han mens han kløede sig i skæget og kravlede længere tilbage før han ville være modig nok til at rejse sig op og stå. Han begyndte at se sig lidt rundt, og så en skikkelse langt væk, han vinkede til skikkelsen efter som han tænkte at det sikkert var en fælles vandre. Men efter han så bedre efter var bare en rådent halvt højt træstub. 
"Såda også, lyset kan virkelig spilde en et pus." mumlede han for sig selv før han vendte ryggen til den høje træstub og vendte blikket den anden vej.

Der var intet mere befriende end en flyvetur, uanset hvor destinationen var. Amara var taget til Dødens kløft, ikke der skete noget spændende på de breddegrader, ikke hvad hun vidste af. Nej, hun var her blot for at nyde den smule frihed hun nu engang havde. Hun landede på jorden og lod blikket glide rundt, men der var absolut ingenting, jo en rådden træstub her og der, nogle sten og knogler… Der var sikkert en del der var faret vild og endt her i kløften, andre havde måske taget springet oppefra? Hun trak let på skuldrene før hun satte sig på hug, da hun spottede noget der godt kunne minde om fodspor ”Hmm.” sagde hun som hun hørte en lyd og netop som hun drejede ansigtet imod lyden, fløj en pil forbi hendes ansigt. Uden så meget tøven satte hun af fra jorden og søgte op til kløftens kant. Hvad end der var i den kløft havde hun ikke lyst til at møde det, for det var formentligt vredt og sulten. 

Der gik ikke længe før hun nærmede sig kløftens kan, dog begyndte hun at kunne mærke modstanden fra den stærke vind, hvilket naturligvis gjorde det lidt hårdere for hende, men hun havde sine tricks til at bryde igennem de voldsomme vindpust der kom fra tid til anden.