De havde kun lige rørt overfalden af emnet, men allerede der havde det stukket for dybt. Aslak var bekendt med hvilke risiko de kunne løbe ind i, hvorfor han allerede på daværende tidspunkt afgivet et løfte om at sikre sig, at Isora kom uskadet igennem. Ikke at det havde været nok for de andre, men det var sådan Aslak så det og prioriteret det. 

Men dagene siden dengang havde nu passeret og de skulle gøre klar til afrejse. Aslak havde dog et privatanliggende at tage sig af, før de helt officielt kunne tage deres afsked med storbyen. Men helt at holde styr på sin læremester og hans vildfaren i byen, vat et uoverskueligt projekt. Skønt man lige så stille kunne definere ham som en aldrende og erfaren engel, kunne han endnu med al disktration formåe og forsvinde for øjnene af en i løbet af et blink. 
Heldigvis var der hjælp at hente, hvis ikke hos værtinden hvor de havde logi, så hos sine med vogter. Aslak havde med hjælp her fra, fundet frem til hvor han for dagen kunne finde Asvard. 

Som han nåde til paladset, blev han henvist til riddersalen. Han spurgte ikke ind til det eller om der havde været nogen former for møder som vedrørte vogterne. Nej, Aslak flugte blot trop og havde kun sin mål for øje. "Asvard?" brød han stille ind, som han nåede halvvejs ind i riddersalen og så Asvard i samværd med nogle andre. Det så ikke synderligt vigtigt ud, men hvem var han at diktere sådanne ting? 

Øjnene havde gledet omkring for lige at få en fornemmelse af rummets betydning. Det var nyderligt, men historien for dets betydning lå tungt i væggene og dets malerier. 

Trods alderens tryggen, der var hårdere end hans fysiske alder, var Asvard stadig ikke nem at holde styr på. Manden stod sjældent det samme sted ret længe af gangen, og havde stadig sin forkærlighed for at betragte sine omgivelser så ofte så muligt.
Det betød at han ofte forsvandt videre til andre projekter, gøremål og generelle oplevelser.

For nu, befandt han sig endnu engang i Krystalpaladset storre riddersalg, hvor han havde talt ivrigt med et par af lysets krigere. Faktisk havde han først lyttet til deres ord, og senere fået opstartet en noget iltret debat, han mest havde håbet var en filosofisk tilgang. Vogterne fandt sig oftere mere velkomne blandt lysets krigere, men det betød ikke at deres verdenssyn var spor ens, og det havde skabt en gnist af debat. Trods alt stadig debat, som Asvards medvogter brød ind.

Den ældre engel havde været optaget af at følge med i krigernes pludselige diskussion med hinanden, tilfærdigt og roligt. Asvard havde derfor ikke opfanget at hans medvogter var dukket op, før nu og Asvard drejede lidt forvirret hovedet før han mødte den andens blik. "Ah, Aslak. Undskyld mig." de sidste ord henvendt til krigerne før han trådte væk fra dem, mens de fortsatte med at diskutere indbyrdes.
"Alt vel?"

Debatten syntes ikke at være blive synderligt påvirket af Aslaks tilstedeværelse, hvilket nok var meget godt. Han havde alligevel ikke interesse i at forstyrre de andres dagligdag, Asvard var dog noget andet, omend det blot var for et øjeblik. Den hvidhåret lærer gav sin tid til Aslak og lagde ud med et spørgsmål som kunne være ment til alt en nu engang kunne rumme. "Vi rejser ved morgengry, men grundet rejsens omstændigheder vil jeg betro dig med det sidste omkring mig," skønt Asvard allerede vidste så meget, var der endnu usagte ting. 

Aslak havde ikke en reel skam i dette, men han vidste at skulle det gå galt for sig, skulle en kunne bring beskeden videre. Alle ønskede vel et eller andet sted, at hvis de skulle afgå ved døden, at deres familie vidste besked. 

Det var her Asvard kom ind i billedet. "Det tager blot et øjeblik, og så går jeg igen for at få pakket færdig med Isora, er det i orden?" men hvis ikke han havde tid, skulle han selvfølgelig ikke belemre ham med det. 

Asvard betvivlede at de to krigere ville opfange det, hvis han egentlig bare var gået. Men af ren høflighed undskyldte han selvfølgelig sig selv, og trak sig fra deres debat og forventede Aslak fulgte med ham, den håndfuld skridt der nu engang var tale om.
Asvard lagde sine hænder bag ryggen, og rynkede sine bryn i panden. Han nikkede, indikerende at han lyttede og at Aslak havde fri talerør. Han var bekymret for rejsen som Aslak og Isora havde planlagt at ligge sig for, men vidste også at han ikke havde rettighederne til at standse dem. Eller måske havde han, men Asvard var ikke typen der forsøgte at begrænse folk. Så længe de tog hans råd og ikke mindst bekymringer for gode vare, mente han ikke der var ret meget andet han kunne gøre.

"Ingen hast fra min side af, Aslak. Du kan frit tale" Asvard kunne altid finde tid. Tid, var netop det den hvidhårede ældre mand havde erfaret at han havde alt af. Langt mere, end han følt sig fortjent til.

Uden nogen større overvejelser, fulgte han blot troligt med Asvard for de skridt de tog sig. Skønt det ikke så ud af mange skridt, var det alligevel lange skridt de tog sig. Selvfølgelig havde de (red. Aslak og Isora) drøftet Asvards bekymring som var blevet udtrykt dagen i badehuset, men han var fast besluttet på at de burde tjekket det ud. 
Et sted lå bekymringerne ikke Aslak så tungt på skuldrene, hans bekymring tilfaldt udelukkende Isora. Hun var endnu ung og havde et langt liv foran sig, skønt Aslak selv var ung af sin art og havde massere af år foran sig. 

Hovedet gav et ryk ned, halvvejs igennem et nik, men han lod det hænge en anelse før han løftede hovedet op igen og åndede lettende ud "Jeg har lagt en anvisning til dig i dit rum, om hvordan man finder vej hen til min races tilholdssted. Hvis nu det skulle gå galt," han vidste meget vel, at ordene ikke lød spor opmuntrende eller motiverende for at støtte dem på rejsen dertil. 

"Jeg har et barn i stammen som fortjener at vide hvis noget gik gjalt og jeg håber du vil være ham som kunne gøre det," det var næppe det mest heroiske sagt, men ærligheden var en bærende bjælke for Aslak og hvem han var.  

Asvard stod afslappet og afventede Aslaks ord og generelt hvad han havde i tankerne at tale om. Den anden vogter gik også direkte til sagen og Asvard rynkede brynene i panden. "Javel". Han forstod meningen. I hvert fald, at skulle det gå galt, og det var virkelig galt, var det Aslaks ønske at Asvard skulle benytte anvisningerne til at finde Aslaks eget folk. Viderebringe den triste nyhed. Det gav ikke ligefrem Asvard ro i maven over at sende de to yngre afsted på færden de havde udset sig, men han kunne heller ikke hindre dem.

Asvard rankede sig ubevidst en smule mere op og løftede hovedet bare et par milimeter. Han tog en dyb indånding og bearbejdede informationen. Barnet var en ny og uventet oplysing. "Jeg ønsker ikke det bliver en nødvendighed for mig at gøre den tunge ære. Men selvfølgelig. Jeg vil viderebringe nyheden, skulle de ulykkelige omstændigheder være ude" accepterede han. Han var beæret over at Aslak stolte så fuldt på ham, både at give ham informationen om hans klans hjemsted, men også den personlige side af sig selv.
Han håbede inderligt han aldrig fik brug for at gøre netop det han havde lovet.

Det var en byrde at pålægge andre, det vidste han udemærket godt. Men som Aslak så det, var det en form af nødvendighed at kunne give det hele en afslutning som det forvente. Men det at han kunne betro sig hos Asvard med disse informationer, det var en lettelse for ham. Men han vidste lige så vel godt, at det næppe opmuntrede medvogteren til at støtte afrejsen der stod forude. 

Han bed en anelse sammen og nikkede langsomligt med hovedet "Tak," han tog et skidt tilbage. "Jeg vil træk mig igen. Går alt vel, er vi retur om halvanden måned måske," det var en satsning af tid og forventning, for selvfølgelig kunne han ikke vide besked for hvordan resten ville gå, men så længe de rejste med Keji, ville de komme en del længere end til fods per døgn. 
Måske han skulle have givet mulighed for at Asvard kunne komme med nogle indvendninger eller opfølgende spørgsmål, men sådan virkede det nu ikke til, at han alligevel havde noget at bringe til bordet. 

Aslak fik vendt om og gik atter sin returrute. Hjertet var lettet og en uretfærdig byrde var blevet vidergivet. 

Selvfølgelig havde dette ikke nogen opmuntrende effekt på at sende de to afsted på en livsfarlig rejse. Men Asvard var også taknemmelig for at Aslak betroede ham den viden han nu stod med. En viden han aldrig nogensinde ville udnytte eller give til andre.

"Jeg vil be' til at i får en rejse uden større problemer" De var ikke de første vogtere til at tage ud til landets krænser, og næppe de sidste. Men det var en farlig destination de havde i tankerne. Asvard nikkede tilbage til Aslak som farvel og så hvordan han begyndte at bevæge sig ud af rummet.

Han burde havde haft indvendinger, og måske endda protestere! Men det gjorde Asvard ikke. Han modtog blot byrden der var blevet ham givet, og lod den blive på sine skuldre. Den ville aldrig forsvinde igen, så længe Aslak tog ud på rejser. Hvilket han næppe nogensinde stoppede med.