Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Jorah Asvard
Kaldet: Asvard
Køn: Mand
Alder: 304
Fødselsdag: 5.5 år 1720
Tilhørsforhold: Retmæssig Neutral
Tro: Aladrios
Erhverv: Aladrio's vogter - Diplomat og Lærer
Nuværende levested: Omrejsende - Drage Templet
Race: Engel
Uddybende om race: Tidligere menneske
Asvard døde som 40 årig, og ligner derfor en mand i den alder til han en dag dør igen.

Udseende

Højde: 193 cm
Vægt: 96 kg
Øjne: Stålblå, og smalle. Asvard højre øje er mælkehvidt og blind
Hår: Hvidt med gråt skær. Der er stadig lidt brunlig pigment at finde i hans skæg og øjenbryn, trods det bliver mere og mere gråligt.
Hud: Lys
Kropsbygning: Høj og smidig. Han er meget agile og hurtig.
Hverdagstøj: Alment rejsetøj for det meste, i neutrale farver og udstråling. Hans tøjvalg får ham til at fremstå generelt fredelig og rolig.
Ar, permanente skader el.lign: Asvard højre side af kroppen er præget af arvæv, fra en skade som fratog ham synet på højre øje.
Særlige kendetegn: Det hvide hår og det blinde øje.

Magi

Magisk evne (1): Standard Luftbeherskelse: Kan kontrollere vindenes retning og skabe større vindpust, der kan slå andre omkuld. Kan løfte mindre genstande ved hjælp af vinden. Bruges en større magisk ressource, kan man tilkalde kraftigere vinde som tornadoer og man kan stabilisere luften omkring sig, så man kan flyve over kortere afstande. Herefter går der timer, før dette kan gøres igen.

Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Ingen magisk evne

Baggrundshistorie

Jorah blev født ind i en lille bondefamilie i Medanien, omgivet af skov, marker og klukkende åer. Jorah blev forkælet af sin storesøster de første par år af sit liv, og de tog dannede et tæt forhold allerede i hans spæde barneår. Jorah husker ikke noget fra sit barndomshjem, men har hørt Ariah fortælle ham mange historier om den trægyngen i æbletræet, deres fars grove hænder og varme kram, og deres mors blide sind og gyldne hår. Jorah bilder nogen gange sig selv ind at han husker tiden, men gennemlever den mere gennem minderne som Ariah har skabt gennem sine fortællinger.


Skyerne som tildækkede nattehimlen, var farvet røde af ilden der slikkede sig dræbende over landsbyen træhuse. Sort røg blandede sig med den kvalmende varme, mens lyden af kamp og smerteskrig fyldte den grufulde nat. Den lille seksårige pige løb så hurtigt, som hendes små ben kunne bære hende, med sin lillebror på ryggen, som græd utrøsteligt. Tårerne løb ned af soden på pigens ansigt, som hun grådkvalt forsøgte at tysse den lille dreng ned. De to børn gemte sig i skovene i flere dage, før en vandre fandt dem. En høj spinkel elvermand, som bar Aladrios klæder. Han fodrede de to børn, vaskede soden af deres hud og gav dem varmt tøj på kroppen, og tog dem med tilbage til et magisk sted, hvor klipperne svævede frit i himlen og hvor de kunne være i sikkerhed.


Sprudlende af liv, dansede den sekstenårige knægt rundt på klipperne og trænede til hans arme og ben føltes som om de skulle til at falde af. Han havde fra barnsben udvist en evne til at kontrollere luften efter ønske, og den var yderst fordelagtig når ens hjem fløj rundt i himmelen. I sine tidlige teenageår havde han brugt tiden på leg og forsømte sine forpligtelser, vild og fri som vinden. Men som alderen tog lidt til, fandt han sig tilpas med intens træning og dedikation. Han trænede til luftens element var en naturlig del af ham og han smidigt kunne løbe over klipperne uden nogensinde at frygte at han ville styrte i døden.


En større stridighed var brudt ud i Norden. Asvard havde befundet sig i området, for at aflægge et mindre Aladrios tempel et besøg og afvise sin respekt. På sin tilbagerejse blev han fanget i krydsilden, da han forsøgte at redde en familie fra at havne i samme situation, som klanen blev stormet. Han så ikke pilen komme, men mærkede en skærende intens smerte, som den takkede flintesten borede sig igennem hans bryst og gennemborede hans hjerte. Tiden syntes at stå stille, som han langsomt faldte på knæ, og inden han ramte den snedækkede jord, var verden blevet sort og stille.

Asvard hev kold luft dybt ned i lungerne og spærrede øjnene op med et sæt. Forpustet lå han på kold stengrund og stirrede ind i en mørk klippevæg. Den ene hånd fandt frem til brystkassen hvor pilen havde boret sig ind i hans hjerte, men der var intet at mærke. Derimod var der fjer at spotte i hans synsfelt og ganske rigtigt, stak der et par hvide vinger ud af ryggen på ham. Forvirret trak han sig op og sidde og så sig omkring. Hans øjne vænnede sig hurtigt til mørket, og hans blik fandt frem til et drageæg der lå tæt ved ham. Han var vågne i en tilstand hvor han havde nærmest omkranset for at beskytte det. Han lod en hånd glide over det rug kolde æg. Instinktivt vidste han at dette æg var vigtigt, og han måtte tage det med sig.


"Er der nogen grund til, at folk bliver mere stædige med alderen" klagede Asvard sig brummende, som han trak skintæppet over den gamle kvinde, som lå grinende på sit sengeleje. Hun manglede flere af sine tænder, og huden var dækket af rynker og leverpletter. Håret var kridhvidt og øjnene fastholdte deres stålblå klarhed, trods årernes prøvelser. "Det er en konsekvens af at blive svagelig, kære bror. Noget du heldigvis slipper for" grinede den gamle gnæggende. Asvard rystede på hovedet af sin søster, og satte sig på stolen ved siden af sengen. "Der skal være nogle fordele ved at blive skudt i sin bedste alder, selvom jeg godt kunne have brugt at være tyve år yngre da det skete." pointerede han og tog sig ufrivilligt hen over brystkassen hvor tøjet gemte et hvidt mærke fra pilen. "Ja, det kunne du li, din skørtejæger" Asvard gispede fornærmet. "Må jeg være fri! Hvis der var nogen der jagtede skørterne, var det vidst dig" Ariah grinede hæst og nikkede. Gode tider. Det var mange årtier siden, selvom Ariah aldrig mistede sit glæde og gnist i årernes løb. Årerne begyndte at hale ind på hende, med hastige og ubarmhjertige skridt.
Asvard brugte et hvert frit øjeblik han havde, sammen med sin søster. Han kyssede hende på panden hver aften og holdte hende i hånden til hun faldte i søvn. Lige indtil den dag, hun ikke vågnede op igen til en ny dag. Ariah tog gnisten og glæden med sig i graven, og efterlod Asvard følelseskold og tom i flere årtier.


Trods årerne ikke påvirkede hans middelaldrene udseende, var Asvard blevet komfortabelt i et gammelt sind, som fokuserede på hans helligelse til arbejde, diplomati og sin religion. Han rejste rundt i Krystallandet mange afkroge, tilegnede sig viden, hjalp hvor det var ham muligt og groede derfor ind i en komfortabel stilstand i sit sind hvad angik dybere menneskelig kontakt. I flere år, syntes han egentlig ikke rigtig at knytte sig til andre væsner, og holdte verden i en armslængde som årerne blev til årtier. Lige indtil et chok gik igennem kroppen på ham, som kanden med vand landede i hans skød og gennemblødte hans tøj og sendte et koldt gys igennem huden. Først der åbnede hans øjne sig igen for omverden, som han så den unge præstinde undskylde panisk og være helt ude af sig selv. Hendes klare øjne skinnede af energi og han lærte hurtigt at hun var en iltret, varm og klodset personlighed, som altid var omgivet af larm og liv. Det blev ikke første eller sidste gang, han overværende hende vælte genstande, gå ind i ting eller snuble over sine egne fødder, efterfulgt af en varm latter, og for hver gang blev hans smil varmere og varmere.

Der gik et år, før Emilia konfronterede ham. Et år, hvor han var rejst til og fra Aladrios templet for at udføre sine opgaver, og hver gang tillod sig at nærme sig præstinden, men aldrig indenfor håndsrækning. Trods følelserne der var blusset op, vidste han også hvad den brutale sandhed var. Han var allerede i sin menneskealder, betydeligt ældre end hende, og nu levede et udødeligt liv. Selv når alderen ville korrelere, ville skæbnen stadig være ond. Hun ville dø som alderen tog hende, og han ville forblive. Ordene vekslet, afspejlede netop dette. Hendes iltrene tilgang, som levede i nuet, blandet med hans kolde kendsgerninger. Hun havde fået tågen af ensformighed til at slippe sig tag i hans sind, og banet vejen tilbage for den passion der havde præget hans yngre dage. Et skæbnesvangert øjeblik erstattede den passion hans fornuft og kolde tilgang, og lod oprigtige følelser overtage ham for første gang i årtier.

Et øjeblik, som resulterede i at han ni måneder senere holdte hendes hånd og fjernede det svedgennemblødte hår fra hendes pande. Han fortalte hende at alt nok skulle gå, at hun godt kunne klare det, og vidste han løj, som styrken i hendes hånd blev svagere og svagere. Han græd, som han rokkede hende i sin favn, som hun forlod de levendes verden, og lovede hende at deres barn intet skulle mangle. Marion blev det vigtigste og dyrebareste i hans liv, og han ville holde sit løfte til evig tid.


Marian tester sin fars tålmodighed og evne til at håndtere en iltret teenager, som kaster sig hoved først ud i problemer, er meget passioneret omkring sit lod i livet og som ikke forstår der er regler for hendes egen skyld. Generelt en årrække hvor Asvard var meget på prøvelse, og forsøgte at undgå at lade sin datters attitude smitte for meget af på de andre munke, samtidig med at han genså hendes mor soleklart i hendes opførsel.


Elementerne rasen bragte utrygge og farlige tider med sig overalt i verden. Stormene var mere intense, vandet mere forræderisk, jorden utilregnelig og flammerne mere brutale. Byer blev ruineret og ødelagt på få minutter, og alle havde en frygt om hvem der blev næst. Aladrios vogtere havde derfor rigeligt at gøre ved at hjælpe den almene befolkning med at beskytte deres hjem, få mad på bordet og flygte fra elementerne, når deres vej slog forbi deres hjem. En af disse landsbyer var blevet angrebet af en vild lynelemental, som satte ild til husene med lynnedslag og forsøgte at blæse skidtet væk, som den selv udtrykte det. I krydsilden, brugte Asvard sin luftevne til at skubbe Marion væk fra et angreb, men blev i samme proces ramt af lynet. Forbrændt faldt han bevidstløs til jorden og blev liggende. Asvard vågnede først flere uger senere, med stadig stærke smerter og forbrændinger på højre sidde af kroppen, og et blindt højre øje. Trods han var vågnet var han i mange måneder efter plaget af voldsomme smerter, spasmer og spontane stød igennem nervesystemet.


Asvard var hårdt såret og havde mange varige mén, og brugte derfor flere år på at genvinde og genoptræne sin styrke og kontrol over egen krop igen. I denne tid begyndte han at fungere som lærer og mentor for de unge munke, der stadig var i gang med deres optræning. Det var også i denne tid, det mest magiske skete. Dragerne vendte tilbage til landet, hvilket også medbragte katastrofale følger flere steder, men i dragetemplet var det en nyfundet glæde, da det første æg klækkede og en ny generation af drager kunne ville flyve over landet. Under en kraftig storm, klækkede det blå drageæg som Asvard havde vogtet over siden sin genopstanden fra de døde, og en blå drage krøb ud i verden. Det magiske bånd mellem dem var intenst og noget Asvard aldrig før havde følt. Et bånd så stærkt at han følte dragen var en del af ham, og han var en del af den. Han døbte den Storm.


Som Storm voksede sig stor og stærk, og Asvard selv genvandt det meste af sin styrke, var det tid at genoptage nogle af sine gamle forpligtelser. Hans position som mentor og lærer var blevet ham kærkommen og bragte ham megen glæde. Men verden udenfor kaldte og han måtte til at sprede deres budskab på ny, og udføre sine oprindelige pligter - i hvert fald samtidig med at han fastholdte at undervise nogle måneder om året.

Familie: Ariah Asvard - storesøster - Menneske - Aladrio's vogter - 4 år ældre end Jorah - Død

Emilia Laurier - Mor til Marian - Menneske - Aladrios Præstinde - Død
Marion Asvard - Datter - Menneske - født år 1966 - Aladrios vogter

Andet

Asvard kan trække sine vinger ind og ud efter ønske

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Middel