Hun lukkede døren bag sig, og et kort øjeblik tillod hun sig selv at læne sig op ad den, med hånden stadig rundt omkring håndtaget. Følelserne var ude på tøjet, og ganske tydeligt noget der ville ligge hos hende længe. Hvordan skulle hun kunne fortsætte sit arbejde, når hun ville have i baghoved, at der stadig fandtes personer der ville hende det godt? Det var næsten tragisk at den ældre kvinde, havde brugt netop det, til at overleve dagene. Også selvom hun vidste, at hvis Fabian nogen sinde hørte hvordan hun tænkte om sig selv, ville han blive påvirket af det.
Ingen, elskede hende. Det var sådan hun overlevede, hvilket i sig selv var en forfærdelig tankegang, når hun godt vidste det ikke passede.
Med et let suk gav hun slip på håndtaget og trådte væk fra den sikkerhed, som Asvard—Jorah, havde givet hende.
Tilbage var det falske smil, og de glade øjne. Som hun gik hendes runder og sikrede sig, at alle havde hvad de skulle bruge, og hendes piger og mænd blev behandlet derefter.

Asvard sad i mange minutter tilbage og forsøgte at forstå hvad der egentlig var sket. Forsøgte at få trådene til at binde sig sammen til noget sammenhængende.
Han måtte være den rigtige, på det rigtige tidspunkt, til at træde ind og give Sif muligheden bare et øjebliks mulighed for at være sårbar og få afløb for bare en brøkdel af sine problemer og de indre virkelige følelser. Følelser som blev dæmpet og lukket af hver eneste dag, til fordel for en maske, som passede til hendes fængsel.

Han sad længe med koppen og stirrede ind i ilden, før han endelig rejste sig og lod koppen finde tilbage på bordet. Han måtte hellere finde ud herfra igen, og helst uden at skabe alt for meget opmærksomhed mod sig selv. Han havde endnu mindre lyst til at blive indfanget af gruppen igen, end han havde da han først trådte ind på bordellet.
Han havde alt for meget at tænke over.