Det var, hvad der tegnede til at blive en søvnig eftermiddag langs Dianthos' bymur. Vejret havde været usædvanligt lunt og bortset fra et par enkelte griffe tilhørende Lysets brigade samt nogle høge i horisonten, havde vagterne på toppen af muren ikke spottet noget særligt af interesse. 

Lige ind til et råb brød stilheden: "DRAGE I HORISONTEN .. nej vent .. DRAGER!"

Solen skinnede i skæl i forskellige farver og vagterne begyndte at løbe for at gribe til våben, flere huskende det grufulde drageangreb otte år tilbage. "Ved Isari .. der er mange af dem!" Hviskede en vagt, som var gået i stå med klargøre sin armbrøst til det potentielt kommende angreb. Flere skrig lød nedefra, som det var gået op for de, der stod i kø til at passere gennem byporten, at noget var ved at ske.

"VENT! STOP!" En mand iført Lysets uniform kom forpustet løbende med en pergamentrulle i hænderne. "Calanis Durothil og hans Vogtere af Aladrios' Orden har anmodet om adgang til byen.. de ankommer på drageryg.." Begyndte han febrilsk at remse op, mens pergamentet foldede sig ud. "Hold jeres våben tilbage." 

Vagterne sænkede langsomt buer og armbrøste og udveklsede blikke. En mumlede: "Hvem Zalan er Calanis Durothil og hvor har han så mange drager fra?"



I den kølige luft langt over byen fløj delegationen af dragryttere. Calanis fløj i spidsen på den efterhånden store drage, Malyros, og bag ham var en mængde af udsendinge fra templet Ango Corda, hvor Aladrios' Vogtere holdt til. De, hvis drager endnu ikke var store nok til at klare flyveturen, ankom enten senere til fods, eller rejste sammen med andre Vogtere på de større drager.

De fleste havde glemt alt om den gamle organisation - det var trods alt næsten et årtusinde siden, at Krystaldragerne var gået i dvale, og Vogterne havde mistet deres formål. Men nu hvor drageæggene var klækket og de havde vokset sig store nok til igen at tage ud på missioner i Krystallandet, var der blevet sendt bud til forskellige steder, meldende Vogternes ankomst.

Det første og vigtigste stop var naturligvis Krystallandets hovedstad, Dianthos, hvor en mægnde af Vogterne forventede at blive vinteren over - heriblandt for at deltage i de årlige midvinterfestligheder.

Som dragerne fløj ind over byen og satte kurs mod landingspladsen ved Krystalpaladset, kiggede måbende byboere op fra Dianthos' gader. Dette var utvivlsomt en begivenhed, man ville tale om i mange af de kommende måneder.



Dette er en reaktionstråd, hvor alle som enten har en karakter blandt Vogterne eller er til stede til at se deres ankomst til Dianthos, har mulighed for at skrive et svar. Man er også velkommen til at skrive en reaktion, hvis man f.eks. har spottet Vogterne flyve over landevejen nord for Dianthos, uden selv at være i byen

Asvard havde været bundet til Ango Corda i så lang en årrække, at det føltes som et helt nyt eventyr at begive sig ud i Krystallandet igen. Mange ting var som før, og alligevel virkede alt så forandret.

Første gerning var at ankomme til Dianthos, med flere af hans tidligere elever, medvogtere og venner til fods, mens de mindre drager enten gik eller føj ved siden af dem. Storm, den blå hvidskæggede drage, gik som en hund ved siden af Asvard og så skeptisk på enhver den ikke kendte, men forholdte sig ellers roligt.

Byen summede af liv, og reaktionen på dragernes fær hen over byens gader, summede fortsat lystigt og iltret i blandt befolkningen. Dianthos havde ændret sig. Asvard stod i hvad han for halvtreds år siden havde anset som værende en bekendt gade, og så rundt. Det var ikke her han var bestemt til at skulle blive, men nye tider var på vej. Nye nødvendige tider, som måske kunne sætte en stopper for al den krig og ufred der havde hærget landet, og i stedet fokusere på et liv, hvor alle kunne leve side om side. For nu, var Asvards vigtigste formål, at lærer at begå sig blandt den almene befolkning igen, og vel og mærket ikke forvente han blev ramt af et angreb hver gang han rundede et hjørne.

Luften virkede dels tungere end i, ved og hos Ango Corda. Aslak havde tilbragt så lang tid i templet, at han næsten ikke kunne erindre at have mærket en luft sådanne før. Men måske var det ulemperne ved at være så fjern fra denne virkelighed, dette var et ukendt territorium for ham. De mange skæve eksistenser som byen bød på. 

Tempoet i fodtøjet var slået ned i gear, så han gik generelt fem skidt bag Asvard, en person han havde den dybeste respekt for. Så ved at holde sig i nærheden af ham, som de gik igennem byen, sikret han sig selv, ikke at fare vild eller rode sig ud i noget. Ikke sagt, at Asvard kunne tage ansvar for Aslak og hans manglende kompentencer for socialisering. 

Et prust kom fra dragen som havde skrumpede sig selv ned til pelskrave størrelse, som den lå henover skuldrene, og han løftede hånden op for at give den et let klø på hagen. Mange ville nok mene, at opleve noget så stort, ville tage pusten fra en, men han var uberørt af dette, en reaktion var endnu ikke taget stilling til. Årvågen for hvad der kom om hjørnerne og fra siderne, bemærket han ikke alle de reaktioner folk kom med (ikke at Aslak ville have forstået nogle af dem særlig godt alligevel). Men han frygtede ikke for dem, for de havde vokset sig klar til at komme igen, det var bare et spørgsmål om tid om hvornår de blev lige så mægtige, som vogterne førhen havde været. En tid han så frem til, håbede at leve i. "Thsss," tyssede han på sin drage, som den hungret efter mere kløen. 

Aslak lignede nok mere en vagt for Asvard, end en vogter ham selv, som han fik der og virkede så uberørt af det hele. 

Der var en anden energi i luften i dag, kunne Edur mærke. Han sad højt oppe på en afsats og kunne holde øje med horisonten. Han sad egentlig bare og nød stilheden, og lyden fra den susende vind, indtil han fik øje på noget stort og flyvende. Den var meget større end en fugl. Da dyret fløj tættere på kunne han se skældet på væsnet glimte i solens skær. 

 Han måtte holde hånden over sit hovede for at se tydeligere, det kunne vel ikke være.. En drage? Hans mørke vinger blafrede af spænding. Edur havde godt hørt nys om dragernes genoprejsning, og selvom det var kommet på tale, kunne Edur ikke tro det før han selv kunne se det. Og nu så han det. Drager. Hans øjnene spærrede sig op i forundring, og han måtte længere ned for at se dem på tættere hold. Han kunne se at de længere henne ad torvet havde taget deres landing. Edur var ikke en som var særlig god til at udtrykke sine følelser i ansigtet, så selvom hans øjne var umiskendeligt store, havde han stadig en forholdsvis udtryksløs mimik. Dog kunne man se på hans vingres dirren at han var spændt som et lille barn til sin fødselsdag. 

 Drager. Fantastiske skabninger. Han elskede dyr og naturen, og aldrig havde han troet at han skulle opleve denne dag, hvor han overværede drager kommer til Dianthos. Edur havde egentlig planer om at tage tilbage til sin familie i Amazonitskovene, men.. han kunne vel godt blive lidt længere. 

Idrys havde allernådigst fået lov til at sidde bag på en af de andre drager, eftersom Zuhal endnu ikke var stor nok. Den mindre drage befandt sig i hans rygsæk, men havde stukket snuden ud for at nyde den friske luft. Han sikrede et par gange, at hun var tilstrækkeligt fastgjort, og gav hende en lille godbid..

"Snart er vi fremme.." Hviskede han, og ganske rigtigt. I det fjerne kunne man se Dianthos med Krystalpaladsets tårne strålende i vintersolen. Endelig skulle de officielt præsenteres for resten af landet, og herfra ville de utvivlsomt blive sendt ud på forskellige missioner i det kommende år.. For Idrys var det en lettelse endelig at kunne slippe ud af templet og møde den rigtige verden igen.

Han var iført en varm pelskantet blå kappe og vanter, for at kunne holde varmen i de højere luftlag. Hans hår truede dog med at slippe løs og var sikkert forfærdeligt vindblæst, men det var prisen for at ride på drageryg. Han glædede sig umådeligt til, at Zuhal selv blev gammel nok og tiden var inde til, at de to skulle rejse Krystallandet tyndt..
Men for nu måtte han væbne sig med tålmodighed og nyde alle de officielle begivenheder, de utvivlsomt skulle deltage i, efter deres ankomst til Krystallandets hovedstad.

Oppe i højderne, bag de andre flyvende, farvestrålende drager, havde Dion den ære at agere bagtrop og vejlede nogle af de små, nye flyvere og motivere dem til at flyve lidt hurtigere så de kunne følge med Malyros og dets rytter Calanis.

Dion var en rød og stor rubindrage – næsten lige så stor som Malyros endda. Og han var sadlet op med en rytter med lige så flammende rødt hår som Dions drageskæl. Dragten som rytteren havde på var pyntet med dens overflødige skæl, som pyntede og beskyttede ham mod vind og vejr. Og ild.

Som de nærmede sig murene til hovedstaden blev rytteren Elemér nervøs endnu engang. Men han var også spændt, for det her var hans allerførste besøg i hovedstaden. Han så til mens alle dragerne fandt gode steder at lande. Elemér forsøgte at dirigere Dion hen at lande ved nogle pladser i byen, men hver gang de kom for tæt på, gik det op for ham, at det var umuligt at lande her med så stor en rubindrage. Så dragen cirkulerede rundt over byens tage og skyggelagde gaderne, hvor folk stod samlet og pegede op efter dem enten med frygt eller forbløffelse.

”Undskyld ven,” Elemér klappede Dion på halsen med nogle gode dask, så han kunne mærke det igennem det solide skæld ”Jeg tror vi må campere udenfor byen. Du er simpelthen for stor til vores hovedstad.” Elemér håbede ikke at han gik glip af noget spændende. Han havde nu set frem til at se Calanis blive modtaget af selveste Hendes Majestæt Dronningen.

Næsten helt bagerst i drageflokken kunne man se en lang, tynd drage. Fra undersiden så den meget lys ud, men fra hvor dens rytter Hel sad, var den næsten rødglødende. Vingerne var hver udstyret med fire kæmpe kløer, hovedet med fire spidse, hvide horn og halen var så lang og tynd, at den i vinden mest lignede et stykke papir der flagrede efter den.
Hel havde for længst opgivet at udstyre dragen med saddel og seletøj, da han allerede havde mistet én finger til den, og ikke havde specielt meget lyst til at miste flere. For ikke at skvatte af i tide og utide, stod Hel og balancerede med et knæ og en fod hen over dragens brede ryg. En hånd holdt fast i det reb, han med nød og næppe havde fået lov til at binde om det store dyrs hals, og med den anden støttede han omkring bulen i sin tynde silkeskjorte, der udgjorde den lille killing som altid fulgte med ham.

Mens andre var klædt i varme lag af klæder, var Hel selv kun dækket af et enkelt tyndt lag. Hans egen ekstra varme og dragens ekstra varme var rigeligt til at holde både ham selv og den lille kat godt lune. Alligevel havde han varmere tøj med i sin oppakning. Hans søster havde tvunget ham til at tage det med, men i ren protest, selvom han havde kunne bruge det flere gange, nægtede han at finde det frem.

Fascinationen lyste ud af de skrigende gule øjne, som delegationen strøg hen over landet og snart kunne se bymuren til Dianthos. Hel var ikke gammel, men over 200 år var alligevel brugt i templet og han var ekstatisk over endelig at se noget nyt.
"Vex!" Udbrød han med hård tone, idet dragen gav et aggressivt skrig fra sig og var begyndt at dykke mod jorden. Igen. Hel rykkede hårdt i rebet og dragen rettede sig brokkende op igen. Sådan var det meste af turen gået, men han kunne vel ikke bebrejde Vex. Han var lige så spændt på at se noget nyt som Hel var.

Hel og Vex var nogle af de sidste der landede ved Krystalpaladset. Den røde dæmon hoppede smilende ned af dragen. Han nød opmærksomheden det gav at ankomme sådan, og han lagde bestemt heller ikke skjul på det. Det fik ham kun til at smile bredere, at flere folk ikke kun stirrede med interesse, men også med en snert af frygt for de mange store dyr, der nu befandt sig i byen.
Hel trådte op på siden af sin drages hoved og gravede den lille killing ud fra under skjorten. Han placerede hende på jorde, gav hende frit lejde til at udforske, men indtil videre blev den lille kat stående ved Hels fødder.