Alicia havde den seneste tid haft rigeligt at se til, så hun havde et godt stykke tid været distraheret fra at skulle tænke på tidligere hændelser. Imidlertid havde der dog været mindre at lave, så tankerne omkring Jack var dukket op til overfladen igen og havde prikket til hendes samvittighed. Indtil videre havde hun kunne skubbe det lidt på afstand hver gang, hun havde noget nyt at fokusere op, men på det sidste havde det været umuligt at ignorere, og nu var det der hele tiden, selv når hun havde noget andet at tænke på, og det gjorde, at hun havde svært ved at koncentrere sig om sit arbejde, og det var ikke super hensigtsmæssigt, når hun havde med andres liv at gøre. Derfor havde hun nu besluttet, at der skulle gøres noget ved det. Problemet var bare, at hun ikke anede sit levende råd om hvad. Det var ikke ligefrem en situation, hun var vant til at skulle håndtere. Det var jo ikke ligefrem fordi, hun havde vadet i forhold før i tiden, så det der med at håndtere følelser var ret nyt for hende. Derfor havde hun besluttet sig for at bede om hjælp fra mere erfarne personer, og hun havde fået spurgt sig frem til en Hecate Reier, der vistnok havde meget forstand på anstændighed, så det var da i det mindste en start. Hun havde ovenikøbet også fået en adresse.

Det var med dette formål, Alicia lige nu var på vej igennem Dianthos' gader. Hun havde iført sig sin uniform fra Lyset, men det var mest fordi, hun var blevet fortalt, at Hecate tidligere havde været en del af Lyset, og hun håbede på, at det ville gøre hende mere indbydende at snakke med for den aldrende dame. Hun kendte hende trods alt ikke, og Alicia ville ikke bare sådan overrumple hende.

Alicia stoppede foran døren til huset og tog en dyb indånding. Så bankede hun på.
"Frøken Reier? Mit navn er Alicia Minarko. Jeg hører, De er fortaler for anstændighed i byen, og jeg kunne virkelig godt bruge Deres råd" kaldte hun, med en tydeligt fortvivlet stemme, gennem døren. Hun håbede virkelig på, Hecate var hjemme og havde lyst til at hjælpe hende.

Hecate sad, som så ganske ofte, og nippede til en kop te i sit køkken. Der var en anelse mere fred i huset, nu hvor Shireen var blevet sat i lære - ikke at pigen havde larmet meget. Hun havde jo også Nemesis og Esther at se til.

Det kølige, lyseblå blik var fikseret på køkkenvinduet - som altid havde hun placeret sig således, at hun diskret kunne holde øje med, hvad der foregik uden for hendes hus. Skete der noget, hun fandt uanstændigt, var hun ikke sen til at flyve ud af døren, råbende og skrigende, som var dæmonerne fra Kzar Mora løs.
Hun havde derfor også allerede set den rødhårede kvinde i uniformen, der vandrede op til hendes hus, og hun havde knebet øjnene en smule sammen. En af de yngre krigere - hvad ville hun mon her?

"Øjeblik.." Lød det indefra, som Hecate fik stavret sig på benene og låst hoveddøren op. Ordene lød jo ganske fine, men man vidste aldrig med de unge nu til dags. Uniformen fik dog hendes ansigt til at se en anelse mildere ud, som hun bød den unge dame indenfor:

"Nuvel, nuvel, jeg foretog mig alligevel intet særligt. En kop te?" Spurgte hun og nikkede i retning af køkkenet som tegn på, at Alicia kunne sætte sig derud.

Alicia åndede lettet op, da hun hørte svar fra den anden side af døren, og hendes ansigt lyste op i et smil, da denne blev åbnet. Ordene fik hende igen til at ånde lettet op, som hun nejede.
"Tusind tak, det er virkelig pænt af Dem" svarede hun høfligt, selvom hun helt klart var forfjamsket samtidig. Hun trådte indenfor og lod sig styre mod køkkenet, som hun blev guidet derud. "Te ville være herligt."

Alicia satte sig forsigtigt ned på en stol ved køkkenbordet, og hun kunne nu for alvor mærke nervøsiteten brede sig. Hvordan startede man lige sådan en samtale her? Og hvad ville Hecate dog ikke tænke, hvis hun bare sådan brast ud med det? Der var vel ingen vej udenom at forklare det, som det var og så håbe på, at hun ikke blev dømt alt for hårdt.
"Så... for et stykke tid siden-ehm... har jeg ligget med en mand. Det er ikke, som De tror!" afbrød hun sig selv tydeligt nervøst.
"Jeg... troede faktisk, at der skulle være et forhold, men-ehm... jeg fandt ud af senere, at han var forlovet med en anden. Han... lå med os begge uden at fortælle nogen af os det!" Vreden og harmen over mindet om, hvor forfærdet Octavia havde set ud, fik kort hendes øjne til - i bogstaveligste forstand - at lyse op. Hun tog dog en dyb vejrtrækning for at få lidt ro på følelserne igen, inden hun fortsatte: "Jeg konfronterede herefter førnævnte mand, og han forsøgte ovenikøbet at benægte det. Jeg troede dog ikke på ham, og... ja. Nu er jeg her. Det... har rumsteret i mit sind et stykke tid, men jeg har haft rigeligt beskæftigelse i Lyset til at holde mig distraheret, men efter der er faldet lidt ro på igen, er det atter dukket op til overfladen. Jeg... føler mig virkelig som et forfærdeligt men- væsen, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre for at gøre op for den fejltagelse, jeg har begået?" sluttede hun så. Fortvivlelsen var tydelig i englens ansigt, men hun fastholdt blikket på den ældre kvinde.
"Jeg... håber virkelig ikke, De tænker alt for dårligt om mig."

Den unge kvinde virkede ganske utroligt nervøs, og Hecate lod hende finde sig til rette i køkkenet, mens hun gik i gang med et at hælde mere af de varme vand op til endnu en kop. Hendes krogede fingre fandt vej til hylden med den mere beroligende te - noget hun selv af og til var nødt til at tage, når resten af verden gik hende for meget på. Hun stod med ryggen til Alicia, mens hun gjorde tekoppen klar - heldigvis havde hun kogt rigeligt med vand.

Koppen klirrede en anelse, som sætningen ligge med en mand blev ytret højt i hendes hus, og det skarpe blik blev kortvarigt kastet over skulderen mod den unge kriger, men hun lod hende fortsætte med læberne presset en anelse sammen i en smal streg.

Inden tekoppen blev sat foran Alicia, gik Hecate hen og lukkede døren til køkkenet helt i. En af de unge piger, der boede hos hende, kunne være hjemme, og dette var ikke en samtale for deres ører. Derefter bragte hun tekoppen til Alicia og satte sig endelig ned ved køkkenbordet, mens hun kæmpede med at beherske sig:

"Hvilket vederstyggeligt mandfolk! .. man skulle tro at forlovelser intetsomhelst betød nu til dags!"

Endte hun alligevel med at udbryde, vredt, mens begge hendes hænder greb om hendes egen tekop for at berolige sig selv og vende tilbage til det egentlige emne: "De har begået en fejl, men jeg ser, at De angrer det.. fortæl mig først om fremmest.. han har vel ikke gjort Dem med barn?" 

Alicia bemærkede godt koppen klirre, inden den blev sat. Hun lod derfor Hecate sætte sig til rette, og hun ventede tålmodigt på svar. Vreden i kvindens stemme overraskede dog Alicia. Hun kunne mærke, at vreden ikke var rettet mod hende, og det varmede faktisk hendes hjerte, at hun fik bare en anelse medhold.

Ved spørgsmålet sendte Alicia Hecate et forsigtigt smil og rystede på hovedet.
"Nej. Selv hvis han havde, er jeg ret sikker på, min død ville have forhindret et barn" svarede hun hudløst ærligt uden egentlig at tænke over, at det ikke lige var almen viden, hun var blevet slået ihjel og derefter genopstået.
"Det... er en historie i sig selv, og hvis De ønsker, skal De nok få den på et andet tidspunkt" tilbød hun. Hun gik ikke ligefrem ud fra, det var en fortælling, hun burde give sig i kast med lige nu.

Alicia tog forsigtigt en tår af theen. Den var virkelig god, og hun kunne mærke, hun slappede mere af. Varmen generede hende overhovedet ikke - hendes elementalgener gjorde hende stadig immun overfor varmen - men hun havde oplevet, at mennesker havde det med at blive lidt utrygge, når de fandt ud af, at ild ikke rigtigt påvirkede hende, og det virkede til at hendes direkthed i forvejen havde trykket en nerve hos den aldrende kvinde.
"Tænk sig, kujonen forsøgte at tale udenom og det hele, da jeg konfronterede ham med det..." mumlede hun mere henvendt til sig selv end til Hecate, selvom det stadig var fuldt hørligt, og hun mærkede igen vreden trykke sig op til overfladen, hvilket fik hende til at tage endnu en tår af theen.

Et let hævet øjenbryn var den eneste mine, der fortrak sig på Hecates ansigt ved Alicias ord. Hun kendte ganske udemærket til konceptet om død og genopstandelse, og at det ofte var muligt for især dem, som fulgte Isaris veje. Det gav hende også en anelse om, at hvem Alicia end måtte være, måtte guderne have et formål med hende.

"Jeg forstår, tror jeg." Sagde hun derfor blot og nikkede kort. Hun lod stilheden mellem dem være et øjeblik, men lod til at være tilfreds med svaret: at der ikke var et barn, gjorde tingene mindre komplicerede. En udåd var stadig gjort, men i det mindste ville et uskyldigt liv ikke komme i klemme på grund af det.

Hendes mumlen fik dog en lille fnysen til at komme ud af Hecates næsebor:

"Sådanne mandfolk vil sjældent indrømme deres fejl! Jeg håber, at den anden kvinde brød forlovelsen?" Det var en alvorlig ting at bryde et sådant løfte, men bedre, end at spendere sit liv med en mand, der tydeligvis ikke havde nogen respekt for ægteskabet! Det var netop Hecates overvejelser om sådanne ting, der havde gjort, at hun aldrig selv var blevet gift.

Alicia nikkede blot til Hecates ord om forståelse. Det var rent faktisk rart, at hun ikke skulle til at forklare om genopstandelse midt i det hele. Det ville blot udskyde kernen om deres emne unødigt.

Hecates fnysen fik varmen til at brede sig lidt i Alicia. Selvom hun kunne mærke vreden, var det alligevel en rar følelse at have en, der var harm på hendes vegne. Hun så dog lidt tænksom ud ved spørgsmålet, inden hun trak lidt undskyldende på den ene skulder.
"Jeg ved det ærligt ikke. Kvinden var naturligvis meget oprevet over nyheden, så jeg tror, hun har afbrudt forlovelsen, men jeg ved ærligt ikke, om det er sket" svarede hun ærligt. Egentlig håbede hun lidt på det. Jack fortjente på ingen måde hverken hende selv, Octavia eller nogen anden kvinde.

"Aladrios taler om balance i verden. Disse handlinger har skabt en ubalance i al fald inden i mig, og jeg ønsker at genskabe balancen. Kaos kræver orden, men jeg ved ærligt ikke hvordan, jeg skal skabe orden i det kaos, der er blevet skabt" forklarede hun lidt dybere. Det var ganske tydeligt, hun fulgte Aladrios' filosofi om balance i verden. Selvom hun havde sluttet sig til Lyset for at kæmpe mod Mørket (mest fordi Mørket ville overøse verden i kaos, hvis de vandt krigen), var det stadig filosofien om balance, hun holdt sig til.

Det var naturligvis op til den anden kvinde, hvad der skulle ske - hverken Alicia eller Hecate havde noget at skulle have sagt der. Men derfor kunne den ældre kvinde stadig håbe, at der var kommet konsekvenser af de frygtelige handlinger!

"Det er ikke anstændigt for en kvinde at sladre.." Sagde hun, løftende sin tekop til de tynde læber og tagende et sip inden hun fortsatte. "Men det ville være fordelagtigt, hvis det blev fortalt højt og tydeligt, hvilken slags mand han er.."

Hecate påstod ikke, at hun løb med sladder, men kendte man hende, ville man vide, at hendes ører ofte stod på stilke. Og når det angik uanstændige mænd, fandt hun det kun passende, at der blev spredt rygter om deres gøren og laden, så anstændige kvinder vidste, at de skulle holde sig på lang afstand!

Læberne blev en smule smallere, da hun så, at Alicia ikke bekendte sig til Isari, men guden for balance var ikke et dårligt eller farligt sted at søge hen. Det kunne vel være værre måtte hun tænke over sig selv, mens hun tankefuldt satte tekoppen på bordet igen: "Hvad Deres forhold til guderne og balancen angår, kan jeg kun anbefale at søge mod templet. Tilbring en tid der og find den ro, De behøver."