Den søde juletid er ved at være over os, og det betyder, at det er tid til et comeback for denne hyggelige, lille skrivekonkurrence!

Temaet er "Hede, romantiske fortællinger" som foregår i Krystallandet!

For at deltage..

• Skriv en romantisk fortælling på mellem 200 og 3000 ord


• Indsæt fortællingen her i tråden sammen med en passende titel


• Fortællingen må ikke indeholde direkte, slibrige beskrivelser og fy-fy ord som pik eller kusse, men der må gerne være masser af hentydninger.. ;)


• Benytter du andre end dine egne karakterer, så sørg for at du har et OK fra ejeren af karakteren. Der tilføjes en liste herunder over brugere, der har det OK med at deres karakterer bliver (mis)brugt af alle.

Deadline for at indsende sit bidrag: 7. februar 2022

Vinderen af konkurrencen får som sædvanlig æren - og alle får et trofæ for deltagelse.

Følgende brugere har sagt OK til at alle må bruge deres karakterer:
Alianne_
Blæksprutten
Dragonflower
Helli
Hope
Jinx
Karen
Kravekage
Krystal
Murizz
Nyxx
Sunny
Que

Kontakt Krystal for at komme på listen

Eksempler på tidligere hede romancer:

Forskud på Livet
af Grace

Natten var ved at sænke sit mørke over Krystallandet, som Isadora sendte et længselsfuldt blik over det damask dækkede bord til hendes hjertes udkårende siddende så langt fra hende at det føltes som mile og ikke meter. Hans mørke øjne mødte hendes grå og holdt dem fanget, som et lille skælmsk og lovende smil krøb frem på hans læber, før han formede et lille usagt ord kun for hende at læse. Snart. Det sendte en forventningsfuld illing gennem hende og fik et smil til at bryde frem der opløste det isnede udtryk hun ellers havde haft.

Et enkelt slag på et krystalglas brød deres blikkes kontakt, som middagen blev erklæret overstået og selskabet budt videre til resten af festen. Isadora fulgte langsomt resten mod døren, givende dem tid til at komme foran hende og hun ude af syne for lidt for årvågne blikke. Hun vidste ikke hvad han havde planlagt, men tvivlede på det ville være noget deres årvågne familier ville værdsætte. Så fandt en varm hånd hendes og døren blinkede væk for at de i stedet for at følge selskabet til dans og sladder trådte ind i et stearinlysoplyst værelse kun for to.

Hun drejede sig let og lod sig omslutte af hans stærke arme. Holdt tæt som trolovede ikke burde, men ønskede at gøre. Hans mørke øjne havde atter fundet hendes og smilet bredt sig til at være alt andet end skjult. "Endelig alene." Han bøjede sig og lod florlet sine læber finde hendes. Undersøgende og spørgende, usikre trods alt til hun gengældte og åbnede op. Et kys så længe ønsket og kun så få gange tidligere sneget sig til. Et kys der blev til flere, som hænder fandt bånd at løsne og stof af få til at falde til gulvet.
"Åh Lord Thurston!"
...

Højt at flyve, dybt at falde… I kærlighedens dyb
af Erforias

Dryp.. Dryp.. Dryp.

Ekkoede det gennem tårnets haller nu tomme haller, de glistnende dråber gled ned af de azurblå skæl der dækkede prinsen af havets krop.
Tårnet var endelig deres og hovmod var blevet besejret, ,en det var endnu ikke ovre. Der var stadig en kamp prins Orpheus måtte vinde, så med faste skridt arbejdede han sig op gennem tårnet, sveden glistnende fra hans veltrænede krop, et fast greb om hans mægtige spyd, der aldrig veg fra hans side.

Faldne fjer prydede balkonnen hvor han fandt den han søgte. Aiur stod med med ryggen til, de majestætiske brune vinger spredt ud for at mærke vinden. “Det var du længe om” kom det med et smørret smil fra halvfuglen.
Solen gav ham et skær der nærmest virkede guddommeligt som han vendte sig mod havets perle. “Hah! Af alle mødesteder vælger du det der er til din fordel, nok er dine evner med dine klør formidable, men kan du håndtere en mands spyd?” Lo prinsen med en ryngende latter, som han gik nærmere. Frygtende for at den anden kriger skulle kunne høre hans hjerte det hamrede fra havets dyb.

Som en høg var halvfulgen klør fæstnet om havmandens mægtige spyd, hånden glidende ned af skaftet “Det lader til at du ved mere om spyd end ventet” smilede prinsen sigende, som et suk undslap hans læber. Aiur slog en latter op der varmede som solens stråler, gribende om halsen på den distraherede prins “Det lader til at jeg har dit liv i mine klør atter engang” sukkede han.
Orpheus smilede overlegent “Er det ikke faldet dig ind at det er der jeg ønsker at det er?” men for hvert ord der forhold hans mund, blev de royale kinder en mørkere og mørkere blå.
Aiur’s øjne blev store, var det sandt? Havde han hørt rigtigt? Spydet pulserede stadig i hans hånd, åh det var nærmest umuligt ikke at ville lege med det! “Der er intet liv jeg hellere vil holde, men… Det er vel kun passende at du lærer mig at håndtere dit spyd… ordenligt”

Fortræffelige lyster i mørket
af Jinx

”Kom tættere på” lød det lavt, og en smule dybt. Et hurtigt tegn, blev givet fra dæmonen, som han inderligt håbede på, at englen ville se. De gyldne øjne sørgede hele tiden for, at følge sin slave. Som den spinkle dreng endelig stod foran Mizech, spredte der sig et tilfreds smil på dæmonens ansigt. Det var tydeligt, at se hvor nervøs Bart var, og var han en engel som ham, og ligeså spinkel. Ville dæmonen sikkert også være lidt nervøs. Et lusket smil spredte sig over ansigtet, og han afklædte nærmest sin slave med øjnene. I snart alt for lang tid, havde Mizech siddet i den bløde veloursofa. Han kedede sig, og det var han sikker på at englen godt vidste. Uden en advarsel, hev han den uskyldige engel tættere på, og blinkede til ham”Lad mig lige smage dig, okay” halvt hviskede han med en legende undertone. At vente til Bart, havde givet en reaktion gad Mizech ikke. Det var spild af tid at vente, når han alligevel bare ville tage, det som var hans. Rettere sagt, det var hans slave, han kunne vel gøre hvad han ville, ikke?

Læberne pressede han imod englens læber. Grådigt, og en smule utålmodigt fik han vendt dem rundt, så han kunne være en smule hævet over Bart på sofaen. Han slap ikke englens læber, og hvorfor skulle han også gøre det. Den uskyldige, og søde slaves læber smagte jo meget godt – når man tænkte på Mizechs ellers kolde læber. En ganske tilfreds knurren kom fra dæmonen, og slap så kysset efter kort tid. Englen kiggede genert væk, og lignede et jordbær i ansigtet”Så slemt var det heller ikke, det som skal ske nu er meget værre”pointerede han med et kækt smil. De ord kunne han godt se fik slaven til at ryste, og nærmest krølle sig sammen. Alligevel virkede Bart også nysgerrig efter at se, hvad dæmonen havde tænkt sig at gøre. Mizech lod de gyldne øjne glide ned over den spinkle krop som var under ham, og han trak langsomt sit overtøj af, så den kolde krop kun indeholdt perle halskæden. Et større smil foldede sig på dæmonens ansigt, og han betragtede sin slave med et nydende blik. Der gik ikke lang tid, før englen fik taget sit eget tøj af. Dog ventede dæmonen ikke på, at englen fik overtøjet af. Med fingrene skar Mizech igennem tøjet, og resterne blev han revet i stykker”Meget bedre”mumlede han tilfreds, og bed sig i underlæben.

Englen lignede fortsat et jordbær i ansigtet, og nærmede sig dæmonen. Så meget som han kunne nærme sig, eftersom positionen lige nu, ikke var den mest behagelige. Før slaven overhovedet fik en chance for, at forklare sig, eller sige stop. Eller andet, hvad den unge dreng nu havde lyst til. Så havde Mizech for længst lænet sig ned imod englens overkrop. Han plantede nogle kys ned langs den blege overkrop, og stoppede med vilje som han nåede under navlen”Du ved godt, at du ikke kan gøre noget… Du får heller ikke lov”nævnte dæmonen, som han slikkede maveskinnet en smule, før han fik fat i båndet som hang på sofaryggen. Han bandt englens hænder sammen, og førte dem op over englens hoved. Et blink blev givet til slaven, som bare nysgerrigt og en smule bange fulgte med, hvad dæmonen havde gang i.

Langsomt bevægede Mizech sig ned over englen. Plantede lidt flere kys på den nøgne hud, og da de kolde læber rørte spidsen af slavens manddom, skulede de gyldne op til Bart. Ingen ord kom ud af dæmonens mund, men ville blot få enhver reaktion med. Så mange reaktioner, Mizech nu kunne få med, og printet ind i sit sind”Nu begynder det sjove…”hviskede han, som han åndede ind på spidsen af englens manddom.

Den Første Gange
Aleksander og Fabia(n)

Aleksander vågnede med et sæt, da der blev banket på døren med hård hånd. "Jeg er vågen!" udbrød han, mens han panisk forsøgte at vælte ud af sengen, trods lagnet om ham gjorde sig ypperligste for at holde ham fanget. Efter en hård kamp fik han viklet det ene ben fri og svunget det udover sengekanten, inden han frøs på stedet. Han genkendte ikke rummet. Ej heller genkendte han den bløde hånd der hvilede mod hans lår.

Det havde været en simplere tid, før Kiles Orden havde rystet riget. Dengang havde havde Aleksander af Isenwald blot været en junker blandt mange, og ovenikøbet en ranglet, ukoordineret en af slagsen. Det havde ikke overrasket nogen af Aleksanders soldaterkammerater da de fandt ud af han aldrig havde lagt med en kvinde før, men det havde ikke holdt dem fra at hjælpe den keglede junker med at blive en 'rigtig mand'!

Junkerens blik fulgte den bløde hånd, langs en elegant arm, standsede kort ved den bare skulder, inden det nåde et blond hoved og et par intense øjne der betragtede ham søvnigt. "Klar på en tur mere?" klukkede de fyldige læber.
Aleksander ville nok have rødmet, havde hans blod ikke været på vej i den anden retning.
Hånden fra hans lår flyttede sig mod hans våben, men trods situationens forvirring, var Aleksander kampklar. Hurtigt flyttede hans sig udenfor hendes dristige rækkevidde, ved heroisk at kaste sig ud af sengen. Blød Hånd, arm, skulder, blond hoved, intense øjne og fyldige læber kom i fokus fra Aleksanders nye udkigspunkt, og viste sig alle at tilhører en yderst yndig kvinde, der klukkede muntert. Hvis han ikke huskede helt forkert, havde hun kaldt sig 'Fabia'og de havde brugt en yderst interessant aften sammen, hvis minderne der hastigt vente tilbage til ham var til at stole på. Skønt han var uerfaren, havde hun været en yderst kompetent og tålmodig lærer.

"Kom endelig igen!" lød Fabias leende stemme efter Aleskander, da han senere hinkede ud fra værelset med den ene sko i hånden, skjorten uknappet og våbenbæltet over skulderen.
Det var ikke kun den kolde natteluft der fik junkerens kinder til at blusse ildrødt op som nattens udskejelser genspillede sig i hans sind på turen hjem til barakken. Kvindens ord som hun havde vist ham hvordan man virkelig holdt sit våben i stand ekkoede i hans tanker længe efter.

"~Åååh Prins Isenwald~!"


Hun viste næppe bedre, men der var noget ved tiltalen der fik Aleksander til at rette ryggen lidt ekstra.

Kun en tåbe frygter ikke kærlighedsstrømmen
Renaél og Ethelihn

Renaél missede med øjnene. Solens varme stråler havde vækket ham fra en dyb søvn af den slags, som man kun fik af en hård dags arbejde—eller en hård nats. Av! Åh hans ryg var øm! Hver en muskel overarbejdet. Han smilede veltilfreds og strakte sig som en kat efter dagens femte lur på det bløde underlag og rullede om på den anden side for at sove lidt længere. Det havde han fortjent efter den omgang.

Ganske vidst var dagen i går ikke startet så heldigt ud, som den endte. Endnu engang var han blevet sendt med de andre urtekyndige elvere afsted for at samle… ja, urter. Utroligt spændende. De var taget mod den sydlige ende af Lindeskoven. Selv under løvtræernes tykke kroner, kunne sommervarmen mærkes og det blev ikke bedre, da de nåede helt ned til kysten og ud på det åbne sand. De skulle indsamle stormtang. Noget med at der var overflod af dem og de i så store mængder kunne piske en orkan op bare ved at ligge selv, hvis det gik helt galt. Jo, han havde da hørt efter. Han havde dog undret sig over, hvorfor nogle af de andre havde taget skiftetøj med.

Et par af de nyeste urtesamlere så mod syd. Obsidianøerne var langt væk, men de tætte askeskyer forsvandt aldrig helt og den ene stillede sig lidt tættere på den anden. Men røgen rørte ikke Renaél, selvfølgelig. Han havde da set de skyer hundrede gange før og ønskede slet ikke at have nogen i nærheden at knuge sig til. Det skulle da kun være for at beskytte hende—han mente dem. Ingen bagtanker naturligvis. Apropos tanker i baghovedet, hvor var al den tang, de skulle indsamle? Og hvor var de to ungelvere på vej hen? I vandet? I vandet. Vent, i vandet?! Åh, det var der tangen var… men han havde jo desværre ikke noget skiftetøj med. Så var det jo godt, at man ikke så mindre godt ud uden skjorte. Solen havde allerede fået hans hud til at skinne en smule, da han krydsede armene over sit torso, samlede hænderne om skjortekanten og trak det sammensyede stof over hovedet, så musklerne spillede, og håret så ekstra pjusket ud. Han sprang i vandet efter de andre og dykkede efter stormtang.

En elver som Renaél, var en dygtigt svømmer og kunne jo nemt holde vejret i flere minutter! Da han kom op til overfladen nær stranden igen, var der dog ingen af de andre at se. Måske havde han holdt vejret så længe, at de var begyndt at lede efter ham? De måtte jo savner ham gevaldigt. Det kunne bestemt ikke være fordi, han selv var svøm—strømmen havde drevet ham hen til den forkerte strand. Det var her, uheldet begyndte, for i samme øjeblik mærkede han et greb om sit korte, tykke, velsiddende hår, en forfærdelig niven i hovedbunden, og sin overkrop langsomt bryde vandoverfladen, uden at han ellers selv gjorde noget. En barbarisk ork havde taget ham ved hårene, trukket ham op ad vandet og vendt ham, så han kunne se en stor robåd med fire, nej syv, sortklædte, rimeligt muskuløse orker med Mørkets symbol på brystkasserne.
"En vildfaren elver?" sagde den største af dem og grinede glubskt. Grinet blev hurtigt erstattet af et brølende: "Smid ham op i båden og ro tilbage til skibet! Og få så lidt fart på, jeg er sulten!"
De ti enorme orker roede med støn af kraftanstrengelser og muskelspændinger, så årerne nært brast under trykket, og nåede i løbet af ingen tid om på den anden side af den nærmeste odde, hvor en etmastet båd lå og ventede på dem. Renaél havde selvfølgelig kæmpet bragt imod, men han måtte til sidst bukke under for orkernes råstyrke og blev bagbundet nærmest kastet op på dækket af det tremastede krigsskib. Det var her, heldet begyndte. Eller det var selvfølgelig ikke udelukkede held. Hans gode udseende og naturlige charme var svære at modstå.

Fra femmasterens agterstavn gjaldede en stemme piskende gennem luften som en forurettet sirene ned mod det nedre dæk: "Hvorfor er han stadig i live!" Et par kvindelægge omsuste af et grønt, slidset silkeskørt blev synlige på vej ned ad trappen.
Til Renaéls store bekymring svarede den største og mest hærgede af orkerne med frygt i den ellers kraftfulde stemmen: "Han opdagede os! Vi kunne ikke lade ham svømme tilbage!"
"Præcis, dit åndsfraværende kålhoved! Hvis han har evnerne, kunne han allerede have advaret resten af spidsørerne," et trin ned, "Fortalt dem vores lokation," et trin mere, "Hvor mange vi er," sidste trin, "Og præcist hvor stor din-" Trinnene standsede og det samme gjorde, hvad sikkert ville have været en rammende beskrivelse af hvor stor en fangst, orken havde gjort. En skinnende, ravnsort hestehale af en fortryllende længde, svirpede, som om den havde sit eget liv, bag en lys kvinde med gennemborende, ravgule øjne og en meget let, meget afslørende silkekjole. Deres øjne mødtes. Hvis Renaél ikke vidste bedre, eller måske netop fordi han vidste bedre, kunne han se gnister springe derinde. Han mærkede øjeblikkeligt en spænding i luften, og det samme gjorde hun uden tvivl. Stilheden mellem dem vibrerede som luften over brændende strandsand, og han dristede sig til at give hende et selvsikkert blink med sine lysende grå øjne. Mere skulle der selvfølgelig ikke til!
"Før ham til min kahyt. Jeg tager mig af ham." Ikke så meget som et strejf af følelse.
Det åndsfraværende kålhoved lod dog til ikke at være helt åndsfraværende, selv om Renaél ikke helt brød sig om undertonerne i det sleske, knurrende grin: "Hehehe, javel general." Selvfølgelig, en kvinde i hendes position kunne jo ikke vise sine sande intentioner foran sine underordnede.

Ranaél vendte sig endnu engang på sit bløde underlag i et forsøg på at falde i søvn og opdagede flere ømme punkter, mens han huskede gårsdagens begivenheder. Eller de flest af dem. Han huskede ikke rigtigt, hvordan han var endt i generalens kahyt, men det måtte være fortrængt af anstrengelsen. Han huskede da, hvordan kvinden stod, da han kom ind i kahytten og døren blev lukket bag dem. Hans reb var væk på det tidspunkt. Hvornår de blev fjernet, huskede han ikke, men det var heller ikke vigtigt!

Hun stod med ryggen til ham—ryggen huskede han specifikt fordi kjolen ikke ligefrem dækkede den—, og hældte vin op i et par glas. Det lange sorte hår hvilede hen over hendes ene skulder. Kjolestoffet bølgede let, som hun skiftede vægt for at dreje rundt. Ud ad øjenkrogen bemærkede han et par sværd. Et sted i baghovedet ringede en klokke.
Kvinden sukkede og begyndte at gå mod Renaél med et vinglas i hver hånd og med vuggende hofter uden at spilde en eneste dyrebar dråbe. "Jeg er så glad for, jeg nåede at standse dem, Renaél. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg ikke var dukket op i tide. Gjorde de dig for træd?" Hun bukkede sig ned til ham i en karismaboostende vinkel. Han tog imod hendes udstrakte hånd og rejste sig med et kækt hævet øjenbryn, der skjulte helt perfekt, at han ikke anede, hvor denne kvinde havde hans navn fra: "Jeg er helt uskadt. Sådan et par orker kan jeg sagtens klare!" Hun rejste sig med ham, trådte lidt tættere på og strøg ham over kinden med en slank, kølig hånd. Vent. Hvordan kunne hun hjælpe ham op og røre ved hans kind, når hun bar to vinglas? Først nu så han, at hendes sorte hår bevægede sig og havde overtaget det ene glas, så hun havde en hånd fri. Det var der sandelig mange ting, man kunne bruge til, tænkte Renaél og smilede med en gnist i øjet. Som at håndtere flere sværd på en gang. Noget dæmrede. Det var et minde om en sulten kvinde i en skov. Hvad var det, hun hed?
"Jeg skylder dig jo en tjeneste, husker du vel, Renaél," Kvinden rakte ham det ene vinglas og vandrede over til sengen, hvor hun satte sig, det ene ben slynget over det andet, "Så hvad ønsker du dig af Mørkets General?" *Ethelihn!* Det var det, hun hed. Renaél sippede af vinen og slentrede mod mennesket, som om han havde al tid i verden, han var trods alt udødelig. "Hvad jeg ønsker mig? Er der nogen… begrænsninger?" Han var næsten nået hen over gulvet. Der var grænser for, hvor langt man kunne strække spændingen på gulvet af en kahyt. Hun smilede et ladet smil: "Absolut ingen." Selv når den kahyt lå i et langt, søstærkt krigsskib af udholdent træ, der gled som smurt gennem hvidtskummende bølger, med syv stolt rejste master og en styrke af tyve orker. Til at hejse sejlende.

Vent lidt. Ranaél havde aldrig fortalt hende sit navn... og madrasser plejede ikke at være så grynede. Av! Han missede med øjnene. "Renaél?" Hvad lavede han udenfor? "*GISP* Renaél!" Solen havde netop rejst sig over de østlige bjerge og blændede ham. Der gik lidt, før han kunne se sandstranden, de andre samlere, der kom løbende, og sidst men ikke mindst, sin komplet solbrændte hud. "Vi har ledt efter dig hele natten!" "Er du uskadt?" "Selvfølgelig er han det." "Ja, han forsøgte sikkert bare at slipper for endnu en dukkert og tog sig en lur her i går."
Samlerne hjalp Renaél op under en blanding af latter og skænden. Oversamlerne var ikke imponerede over hans arbejdsdisciplin. Renaél selv var lidt rød om ørerne og ikke kun på grund af solskoldningen. Men det havde nu været en god drøm! Han var sikker på, at skulle han være blevet fanget i virkeligheden af Mørkets General—som han nu huskede hed Ethelihn, skulle det nogensinde komme op—, og skulle han tilfældigvis have reddet hendes liv, så hun skyldte ham en tjeneste, så ville han sikkert kunne lave samme nummer! Ja, uden tvivl!
"Vent, hvad er de her mærker på hans håndled? Er det rebmærker? Og denne bule i hans baghoved? Og de her rifter? Det ligner, han er blevet slået bevidstløs, skubbet ud af ruden af en generals kahyt og faldet ned i vandet tæt nok på stranden til, at han ville overleve og skylde op på land!" "Det var da utroligt specifikt, Holmiel?" "Jeg syntes, det var åbenlyst, Vatsion."

Brug af Elrivas Treston er godkendt med hende :)

Røvrendt af Reynlest
Zirra og Treston Reynlest og  Jandar Harpespiller (NPC skjald)

Jandar Harpespiller skulle til at have den bedste nat i sit liv. Det havde taget ham månedsvis at finde de helt rigtige til sine ... fantasier, og han var ellers en ganske nydelig, ung mand. Men selvom han havde både fingerfærdighed og var velsignet med en smuk sangstemme, var ingen af de smukke unge væsner bidt på hans ellers noget så indbydende forslag. Faktisk var han ude i at skrive flere sange  om sin nød og opføre dem på utallige kroer, før der endelig var bid - dog ikke af tvillinger, som han havde ønsket, men af pseudotvillinger, men på nuværende tidspunkt var han heller ikke så kræsen. Og hvem ville ikke ligge med en Reynlest, i øvrigt?
    Det tog pusten fra Jandar, da tvillingerne trådte ind på hans lejede kroværelse (det var ikke sådan ligetil at udføre sådan nogle eskapader derhjemme, når man stadig boede hos sin mor), og han endte med at sætte sig ned på sengens kant, mens han viftede sit ansigt med hånden for at holde sig selv fra at dåne. 
    "Kan du lide, hvad du ser?" Det lækre, legende, smørrede smil, der brød frem på Zirra Reynlests ansigt ville han skrive sange om de næste årtier.
    "Er du sikker på, han kan holde til os begge?" spurgte Treston Reynlest. 
    Han var klædt i sin militæruniform. Noget, Jandar havde sukket meget over, når han hang ud ved Paladsets træningsplads for at 'finde inspiration til sin næste sang'. Mere interessant  var dog, at Zirra var klædt i en kjole. Det havde Jandars venner sagt, hun aldrig gjorde sig i, medmindre forældrene tvang hende. At hun havde gjort det ... for hans skyld! Åh, dette ville i sandhed blive den bedste nat i hans liv.
    Han var tom for ord, idet de lukkede døren bag sig og kom nærmere. Zirras hofter svingede, Trestons overarme spændte uniformsjakken til bristepunktet, og alt Jandar kunne, var at bide sig i læben og sukke hengivent. Han prøvede at forme en sætning, da Zirra satte sig på sengekanten ved siden af ham, men hun lagde en finger over hans læber. Det havde hun næsten ikke behøvet, da han nu havde direkte udsyn til hendes formidable kavalergang. Treston skubbede ham bagud, og som han lå der og kiggede op på de to unge lømler, som byens trubadurer fik så meget materiale fra, vidste han, at ingen kvinde eller mand nogensinde ville kunne overgå dette.
    De overdængede ham med kærlighed. Zirra afklædte ham, mens Treston bandt et stykke stof om hans øjne, og de fortalte, hvordan man kunne mærke alting meget bedre, når man ikke kunne se. Og hvor havde de ret! Fingre blev strøget over hans krop, og han måtte gætte, hvis var hvis. De ru håndflader måtte være Trestons. De fine, varme fingre, der strøg op over hans arme og holdt dem blidt fast over hans hoved, måtte være Zirras. Mens han kun kunne mærke det, måtte tvillingerne tydeligt kunne se, hvor meget han nød det.
    "Ville du ligge med din søster, Jandar?" hviskede Treston i hans øre.
    Spørgsmålet kom helt bag på ham, og han mumlede noget usammenhængende, inden tungen fandt ud af, at den kunne bruges igen. Tanken i sig selv var jo direkte frastrødende - ikke at det ændrede på hans underlivs tilstand lige nu. Kunne de ikke bare fortsætte?  "Øh-bøh, nej? Hun er jo min søster."
     Fingerstrøgene var alt for distraherende til at samtale var en mulighed.
    "Hvorfor tror du så, jeg vil ligge med min?"
    Med ét trak begge tvillinger sig. Zirras varme hænder fortrak sig fra hans håndled, Trestons ånde forsvandt fra øret og sengen blev to mennesker lettere. Forvirret og pludselig utryg, satte Jandar sig op. Eller han forsøgte i hvert fald. Et forsøg, der ikke lykkedes på grund af rebene om hans håndled. Og han kunne stadig ikke se noget.
    "Tror du, det vil give ham en lærestreg?" lød det fra Treston.
    "Alt efter, hvor hurtigt, nogen finder ham," svarede Zirra og ignorerede Jandars begyndende protester. "Og alt efter, hvor skingert, han råber efter hjælp. Lad os gå ned og få en øl."
    Den umiskendelige lyd af en håndklasker* genlød fra gangen, og så var Jandar alene på kroværelset. Alene, bundet og meget, meget nøgen.

*High-five

Breve og Blomster
Dag og Shireen

Kære Komtesse Shireen Reier

Jeg håber dette brev finder Dem vel. Jeg skriver til Dem fordi jeg ved De, af alle, ville kunne værdsætte dydigheden af to blomster jeg så på en balkon i Dianthos.
Højt over mig stod de, og om det var deres duft eller deres sælsomhed der drog mit blik til dem, kan jeg ikke sige. For det er ikke ofte man ser en rose dele potte med en tjørn. Den lille rosenbusk bar en enkelt blomst, hvis blade brændte som morgenrødet. Jeg fandt det svært at tage mit blik fra den. Med ved dens side stod en tjørn, og trods dens utilgængelige udtryk, havde den sin egen skønhed, som aftensolen fangede facetterne af bladenes kant, og drog blikket mod de svulmende bær på grenen.
Unægteligt kønne hver for sig, så fandt jeg dem først i kontrast til hinanden. Men jo længere jeg betragtede dette umage par, jo mere stod harmonien mellem dem tydeligt for mig.

Men jeg stod der, ude af stand til at trække blikket fra dem, strakte rosen sig mod solens sidste stråler, og en pludselig vind bragte tjørnen til dens side. Det var det smukkest jeg nogensinde havde set.
Men ak, skønt jeg kunne have nydt det til natten faldt, så blev den glæde gjort kort. En husholderske kom, og klippede rosen fra dens gren, utvivlsomt for at skjule dens skønhed bag husets murer. Men synet bor stadig i mit hjerte, og jeg håber det med dette brev at det ligeså kan bo i dit.

Med ærbare hilsener
Komtesse Dag Tordenklinge

En side af natten
Mehdi og Caitlin (med tilladelse fra Erforias)

Ørkennattens kølighed havde sænket sig over Balzera så snart solens sidste stråler var forsvundet under horisonten. Det var en tiltrængt afveksling fra den ellers så stegende hede og denne nat endda hjulpet på vej af en svag brise fra havet. Vinden havde dog også taget enkelte skyer med sig ind. Lette, tynde og slørede skyer, der aldrig ville kunne give regn, men kun lige kunne dække halvmånens ansigt i korte øjeblikke før de drev videre ind i opløsningen.
En perfekt nat for et uinviteret besøg.
Caitlin betragtede afventende den indmurede have med de stensatte stier og planter alt for planlagt placeret. Intet tilfældigt der. Ikke måden stierne snoede sig i mønstre eller hvilke farver sten der var valgt. Ikke i fontænens rislende vending af vandet, som øgede køligheden i det afgrænsede rum. Slet ikke planterne, der dækkede hjørne eller skabte skygger hvor i møbler var sat. En have for folk med krystaller og tid til at nyde dem.
Ingen væsner brød havens nattero.
Dejligt når noget var så enkelt som håbet.

Hun passerede haven og fandt en vej op til den ønskede balkon. Overdækket for skygge, men åben for vind. Så vidunderligt anderledes end hvor hun kom fra. Åbningen indtil var da også kun spærret af et florlet klæde, hvis svage bevægelse i brisen, næsten overdøvede hendes poter og vægt lande på gulvets sten. Selv trukket for, kunne hun se, forhænget havde mere stof i sig end til den dobbelte åbning, og alligevel var det let at se igennem.
Ind på Mehdi i sengen.
Med et smil voksende morende frem, rejste hun sig, som hun forvandlede sig tilbage til menneske og trådte frem. Ind i klædet og lod det svøbe sig om hende, uden rigtig at dække hende mere end den enkle og alt for tynde silkeskærk hun havde på. Fremhævet tydeligt, som halvmånen slap fri af skyerne i det samme øjeblik og kastede sit lys med hende ind.

Bevægelsen kaldte på svar og Mehdi vendte sig da også prompte. Afslørende på en og samme tid at han næppe havde sovet, men ventet - og at han sov i mindre end hun var kommet i. Ingen ringe opdagelse.
Caitlin mødte skælmsk han blik. "Du savnede overraskelser i tilværelsen..." Hun lod den hænge imellem dem, som hun tog et par sensuelle skridt ind i værelset og fri af klædet. Kendende hans forsigtighed og grund til denne, drejede hun sig langsomt rundt, så han kunne se at intet var skjult under det gennemsigtige stof. Ingen våben det var.
"Og du vandt jo uden at ville kræve en pris..." Roligt og nydende synet af ham, som hun nærmede sig. Den veltrænende krop, den selvsikre profil og alle mulighederne kun delvist skjult af lagenet over skødet. Hvilken skam det var placeret der.

Hun stoppede som hun nåede ham og strøg blidt en hånd over hans kind og ind i hans hår. Ingen tvivl var mulig om hans reaktion på hende så nær eller at det var den effekt hun havde håbet på. Slet ikke som hun hviskede ganske tæt ved hans øre. "Overrasket eller passende pris?"

Silke stof i sølvmåneskin
Caitlin og Mehdi

Den blide nattevind fik de tynde silke gardiner til at danse blidt i måneskinnets skær før en dovent dækkerede det blide sølvendelys, for trods Balzeras bagende hede under solens åsyn, var den rubinske nat et noget køligere bekendtskab. 
Ikke at kulde var i Kazimi junkerens tanker denne aften, hvis kortene faldt rigtigt så ville det næppe blive et problem.

Nærmest som kaldet smygede sig en skygge ind på værelset, noget mindre end ventet, alligevel ventede et et syn der bragte et yderst tilfreds smil til hans læber. "En glædelig overraskelse frøken Silver." Spandt han og tog hendes form ind, hun stod badet i sølvskindende månelys, med en lille snurrende gestus fra den unge Kazimi drejede hun langsomt omkring som budt, at sikre sig det kun var en behagelig overraskelse var kun på sin plads.
Roligt skubbede han sig op i siddende stilling, strækkende sig så hun havde frit udsyn til ham udover den lille smule det ensomme lagen om hans liv formåede at dække. "Da jeg valgte at lade dem være kreativ, var jeg ganske nysgerrig hvad de mon ville komme på..." Smilet strålede helt til de gyldenbrune øjne, som hans gave kom tættere og tættere på.

Som hun nåede frem nåede hendes hånd ikke meget mere end at finde hans kind, inden hans egen hånd blidt gled mod hendes skulder for at finde hvile ved hendes nakke. "Jeg er ganske tilfreds med udfaldet" Sukket han i en hvisken med slet skjult begejstring, noget et blik mod lagnet kun ville understøtte.
Et skælmsk smil spillede over hans læber før de mødte hendes nakke i kys efter kys, en veltilfreds nærmest spindende lyd lød efterfulgt af et hvin som hun blev hevet ned i sengen med ham over sig. "Hvad siger vi?" drillede han, mens hun med teatralsk flair rullede med øjnene, trods hendes blik ekkoede hans eget. "Åh lord Kazimi!" 

En Hed Romance
Frederik og Ukendt
 
 Efter en lidt for lang, kold uge i Dianthos, havde Frederik forkælet sig selv med en tur i en ny del af badehuset. Ud fra hvad han havde forstået, bestod det ikke af andet end nogle siddepladser i et ikke alt for stort rum. Det der gjorde det specielt fra hvilket som helst andet rum, var at det blev fyldt med varme dampe. Det lød helt perfekt til den kulde forskrækkede olieforhandler.
 
 Og da olieforhandleren sad afklædt i det lumre rum, kunne han bedst beskrives som salig. Totalt afslappet sad han tilbagelænet med øjnene lukket på den varme stenbænk, mens sveden piblede frem på den nøgne krop. Frederik var overrasket over hvor ringe sigtbarhed rummet havde, men det passede ham egentligt også ganske fint, for så behøvede han ikke forholde sig til at kunne se hvem der ellers kunne sidde og svede i rummet med ham.
 Bedst som Frederik havde tænkt tanken, hørte han døren gå op og i. Den kølige luft på den anden side af døren var tydelig at mærke inde i det varme rum, og Frederik gøs kort ved den tydelige temperaturforskel. De mørkeblå øjne forblev lukket, uinteresseret i hvem end der havde tilslutte sig i det dampede rum.
 
 ” Puuh, det er godt nok hedt herinde! ” Stilheden blev brudt af en dyb stemme ved Frederiks side. Det let svedige øjenbryn løftede sig i Frederiks pande, som han brummede kort som svar.
 ” Og man kan nærmest ikke se længere end sin egen hånd. ” Denne gang åbnede Frederik øjnene. Manden havde ret, det var som om dampen var blevet tykkere. For  at teste om han kunne se meget længere end sin egen hånd, kiggede Frederik til siden. Dampen var så tyk han kun lige kunne ane den anden mand. Han virkede lidt ældre end Frederik. Kropsbygningen var robust og han lignede en mand der tog godt af sig selv. Frederik så væk med varme kinder. Det var da utroligt så varmt der var blevet i det lille rum.
 ” Jah, det er ikke meget man kan se… ” mumlede Frederik, mens han kørte hånden gennem det svedige hår. Han stoppede op midt i bevægelse, da en ny varme syntes at brede sig ved hans side. Det mørkeblå blik skævede til siden, og ganske rigtigt; manden var rykket tættere på. Frederik fortsatte bevægelsen, og prøvede ikke at tænke over, hvordan han næsten kunne mærke den andens svedige krop.
 ” … Man kunne nærmest gøre hvad som helt, og ingen ville finde ud af det..” Manden havde sænket stemmen, og kort efter mærkede Frederik en hånd mod sit knæ. Han sagde ikke noget, men sank kort en klump. Det virkede som om det lille rum var blevet en hel del varmere, og det hjalp ikke da hånden begyndte at glide op ad låret.
 Han håbede ikke flere havde tænkt sig at ville nyde de varme dampe.

Blodmagi
Veszatar Måneskygge og Faust

Faust bankede højlydt på den solide trædør, og som han syntes der gik for lang tid bankede han endnu et par gange, selvom han godt vidste at beboeren nok sov, som månen stod højt på himlen.
Endelig åbnede døren sig dog. Måneskinnet skinnede smukt på den mørkelilla hud, og kroppen virkede kun til at være indsvøbt i en tynd hvid silkekåbe, der ikke overlod meget til fantasien. Han havde tydeligvis lige sovet, som håret også virkede uredt.
Et overrasket udtryk faldt over det kønne ansigt. ”Faust, hvad laver du her?”
Faust kunne mærke varmen stige op til kinderne, som han forsøgte at rømme sig. ”Jeg håber ikke at jeg forstyrrer dig alt for meget jeg…” han rankede sig lidt mere op, ikke at det hjalp meget. ”Jeg har nogle spørgsmål angående -”
Ves hev kåben lidt mere sammen, som den virkede til at være ved at løsne sig.
Faust måtte rømme sig endnu engang. ”- angående de seneste artefakter du afleverede, hvis du har tid til… det.”
”Var det så vigtigt?” Spurgte Ves i en let leen, mens hans øjne virkede til vurdere Fausts skikkelse. ”Men kom dog endelig indenfor,” sagde han alligevel.
De to af dem satte sig i modsatte stole. Ves’ krydsede sine ben, så den ene undslap kåben, og den mørke hud stod i klar kontrast til den lyse kåbe. Faust havde svært ved at tage øjnene helt af det. Sådan som kåben virkede til at glide længere og længere ned, og Ves virkede fuldstændig ligeglad eller ubevidst omkring det.
”Lytter du efter?” Ves’ ord rungede i Fausts ører, som han endelig fik kigget op, og fokuseret tilbage på samtalen.
”Ja!” Faust sagde af ren refleks.
Ves lænede sig fremad i sin stol, og kåben virkede til blot at åbne sig mere, som noget af brystkassen kom til syne, og den gled ned omkring skulderen. ”Gør du virkelig?” spurgte han, et drilsk smil på læberne.
”Jeg… jeg er blot fascineret af dine… tatoveringer,” sagde Faust i håb om at redde den.
Ves så lidt overvejende på Faust, som hans blik gled op og ned af vampyrens skikkelse. ”Har du lyst til at se lidt nærmere?” spurgte han, og han tog fat i kåben og hev den længere ned så hele brystet var blottet. Med den anden hånd løb han den meget stille henover en tatovering der var hvor hjertet sad. ”Den her indikerer at jeg har blodmagi i øjeblikket… ikke at det ville virke på en vampyr.”
Faust var ret sikker på at der ikke var behov for noget blodmagi.

Fortabt Kærlighed
Matthew og Aewen (Eks kone)

Nætterne havde været lange, præget af mareridt og svedeturer. Denne nat var anderledes, det havde været Matthew og Aewens bryllupsdag, men han havde holdt den alene i løbet af dagen, kun holdt ved selskab af Aewens gravsten. Efter at havde lagt i sengen i tyve lange minutter, faldt han langt om længe i søvn. 

~~~~

Aewen stod i døren ind til sovekammeret, knapt iført nogen form for tøj. Dette bragte et smil frem til hans læber som han betragtede hende bevæge sig nærmere, nærmest som var hun en slange der snoede sig mod ham på gulvet. Hun stoppede foran Matthew og sendte ham et kækt smil, inden hun lænede sig ned og kyssede hans pande "Kom med i seng kæreste" kom det fra hende som hun let bukkede sig for at tage dæmonens hånd og trak i ham. Matthew forstod godt en hentydning og rejste sig fra stolen og fulgte efter hende. 

Aewen kravlede op på sengen, så nærmest afventende på Matthew, der endnu var i alt for meget tøj til overhovedet at kunne overveje denne akt med sin elskede kone. Et smil fandt vej til hans læber som Aewen kravlede til sengens kant og gjorde tegn til han skulle komme over, hvilket han gjorde. Med "assistance" fra sin bedre halvdel, fik han næsten alle klæder af og han bukkede sig ned over hende. Et kys blev placeret mod hendes pande som han lå hånden under hendes hage og fik hende til at se på ham "Jeg elsker dig, Aewen" sagde han inden han lænede sig ned for at lade deres læber mødes i et lidenskabeligt og nærmest hungrende kys. Hun behøvede ikke at sige noget, han vidste at hun elskede ham mindst lige så meget han elskede hende.  Alt mens kysset fandt sted, var Matthew begyndt at få dem bevæget væk fra sengens kant og længere op mod puderne.

Fra hendes læber, mod hendes kind og til hendes hals bevægede han sig over hendes hud med små kys. Da han nåede halsen, lod han nogle af de små kys, blive erstattet af små blide nap. Små blide suk kom fra Aewen som Matthew begyndte at bevæge sig ned over hendes krop. Den ene hånd havde fundet vej til det ene bryst, hvor to fingre legede med brystvorten. De gyldne øje så op på hende med et forførende smil. Den frie hånd havde der imod gået syd på, ned til hendes inderlår, hvor han let greb fat samt af og til lænede sig ned for at kysse. 

Denne nat skulle være speciel, ingen stress og jag. Bryllupnatten skulle nydes til fulde og det blev den. 

~~~~

Matthew vågnede til følelsen af en der strøg hans kind. Uden så meget som at åbne øjnene mumlede han let "Aewen?" men da han åbnede øjnene blev han blot mødt af ingenting. Aewen var væk og hun kom nok aldrig tilbage.

Langt om længe
Asha og Beon

Det var ikke unormalt der gik dage, uger og måneder mellem de så hinanden. Selv efter halvorken havde lært at skrive og oftest sendte breve hjem til borgen, var der et arbejde at passe. De var krigere, om end menneskets funktion var at blive i arkivet og finde en form for struktur og funktion i de ældgamle skriftruller der var blevet præsenteret i det rene rod. De havde begge rigeligt at se til, men ingen dage nær så gode og opløftende, som når menneskets nysgerrige øre hørte nyhederne om hjemkomsten af én specifik deling.
De havde gået om den varme grød i mange år. En begyndelse, hvor de fandt lighed i hinandens status som udskud. Et bekendtskab der havde udviklet sig til et nært venskab, hvor de fandt tryghed i hinandens selskab. Udefra, ville det være svært at finde et mere umage og forskelligt par som de to. En udspekuleret, bogorm som arbejdede fra skyggerne. En ilter kriger, som slog først og spurgte bagefter.

Tunge støvler, indsmurt i mudder og blod, trampede hårdt hen over stengulvet. Målrettet mod de støvede arkiver. Målrettet. Hendes vejrtrækning var tung og størknet blod sad stadig som skæl over den grønne hud og det brune hår. Det skulle have været et almindeligt togt, som så mange andre. Intet nyt, intet besværligt, intet over det sædvanlige farligt. Alligevel, havde hun stået med foden tæt ved graven. En nyhed der var nået hjem til borgen. Om hvordan hæren nær havde lidt et stort tab i både antal og riddere. Siden da havde mennesket siddet på stikker efter blot det mindste nyt. Ingen vidste det, men han var skrækslagende hver eneste gang hun tog afsted. Han gemte det bag et skævt smil og deres evige drillerier. Selvfølgelig kom hun altid hjem. Indtil den dag hun ikke gjorde. Hver gang frygtede han var den sidste.

Hornet buldrede. Meldte hærens hjemkomst. Mennesket sprang op fra sin stol. Bogen foran ham havde lagt der i flere dage på den samme side, men intet var gået ind. Dens vigtighed syntes ligegyldig. Den spinkle hånd rakte mod håndtaget og flåede døren op, men ud nåede han ikke. På den anden side af døren, var halvorken nået frem og hendes stærke hånd var på modsatte håndtag, åbnede indad synkront med ham.
Forskrækket stirrede han ned og hun op. Deres kroppe så tæt at de næsten rørte, med hjertet i halsen. Han så hendes skader, og hans bekymring havde været berettiget. Hun mærkede den velkendte duft af pergament og morgendug der hang i hans hår. Mennesket sank en klump i halsen, bange for at flytte sig, bange for at tage det sidste skridt, som usikkerheden krøb op i nakken på hams som en kold edderkop.
Halvorken havde efterladt det sidste af sin usikkerhed på slagmarken. En nærdødsoplevelse sætter alting i et andet perspektiv. Hun var ikke bange mere.

Selvsikkert tog hendes grove fingre omkring hans nakke, guidede ham til deres læber for første gang mødte hinanden. Hans skæg kildede mod hendes læbers bløde hud, som hendes spidse hjørnetænder let stak mod hans. Hans ellers blide fingre greb hårdt om hendes stærke hår i nakken, holdende hende lige så meget fast som hun ham. Så mange følelser løb igennem det første kys på en gang. Længslen, håbet, glæden, lettelsen og passionen. Gnisten sprang som vildild, og hvad startede som en let prøve, blev vekslet til mange års indebrændt hunger.
Mennesket lod sig skubbe tilbage ind ad døren, rundt og hørte den i baggrunden smække hårdt bag sig, som halvorken skubbede hele hans krop mod den. Både imponeret og yderst ophidset over hendes råstyrke, lod mennesket hende tage kontrol. Han ønskede at gøre alt for hende. Alt hvad hun ville og bad om, skulle blive hendes.

Rummets temperatur var steget markant. Pergamenter og bøger var skubbet omkring, blandet med tøj, sko og rustning. Intet lå hvor det skulle, undtaget de to skikkelser der stadig var flettet ind i hinanden, med tung vejrtrækning og hårdtslående hjerter. Hun hvilede sit hoved ind mod hans kraveben, mens hans fingre dovent kærtegnede hendes skulderblad. Hendes ben og arm lå stadig hen over ham, hvilende og tilfreds. Han hvilede sin kind og næse ned i hendes kraftige krøllede hår, og lukkede sine øjne. ”Jeg elsker dig” Beon mærkede hvordan Ashas arm og ben greb hårdere omkring ham. Han smilede varmt over hendes fysiske svar.

En hårdhændet skitse
Enzel og Phillippe
Af Blæksprutten og Que

Kære P


Som du nok ved er jeg en meget utålmodig mand og jeg bryder mig ikke om at vente længe på at få post, og havde det ikke været fordi du har en særlig plads i mit hjerte, så havde jeg slet ikke skænket det en tanke at skrive som det første. Og så her om natten.


Ja, beklager hvis du blev vækket, men jeg er nu lige så meget en kat af natten, som jeg er et menneske, P.


Om dagen har jeg nok at bestille, men her i nattetimerne hvor alle sover er der forfærdeligt stille, men mit hoved vil ikke give mig fred. Jeg tænker på den måde vi skiltes ad sidst, og jeg spørger mig selv hvorfor vi ikke kan gå hver til sit uden at blive uvenner? Måske vi skulle droppe det med at leve hver for sig. Jeg ved godt det ikke kan lade sig gøre, men det er hvad jeg tænker på i nattetimerne. Om dagen klarer jeg mig udmærket, så længe jeg ikke er ædru.


Jeg håber ikke du væmmes ved mig, for jeg kan love dig for, at jeg ikke altid har været så elendig og desperat. Hvis blot du lå hos mig i nat, så ville mit hoved måske holde op med at forstyrre mig med længselsfulde tanker.


Vær en skat og send post tilbage med det samme. Jeg har betalt vores bud godt.




Kærligst din længselsfulde E

E




Du har intet at skamme dig over. Selvom jeg ved vi burde stoppe det, sidder jeg tit i samme situation. Trods mine ord sidst, har jeg ikke kunne stoppe med at lade tankerne kredse om dig.


Jeg har taget mig selv i at tænke på gang, vi snakkede om at jeg skulle lave en træudgave af mig selv. På hvad du mon ville gøre med den i de ensomme nattetimer. Måske noget mere håndgribeligt ville være bedre?


At lave en replikation kan jeg desværre ikke gøre hurtigt. Den skal jo også leve op til en vis standard. Kun det bedste forlader mit værksted. Jeg kan i stedet give dig det næstbedste. Lad os kalde det en skitse af den ægte vare, og så håber jeg du kan nøjes med det, til vi ses igen.


P