Der var stort set altid en anledning til fest i Kazimi-paladset. En fødselsdag for en af familiens utallige medlemmer, et nyt spændende køb, der skulle fejres eller en anden højtidelighed. Særligt kendt var Kazimi-fyrstens mandefester, der kun var for hankøn af adelige stand, og hvor der efter sigende var en særlig løssluppen stemning.

Letpåklædte slavinder bevægede sig ind og ud mellem gæsterne i feststuen, der havde en stor balkon med udsigt over haven. Der var rigeligt med vin og små forfriskninger at nippe til. Midt i det hele sad fyrsten, som sædvanlig iført sine overdådige silkeklæder, et tilsyneladende utømmeligt glas i hånden og omgivet af sine loyale håndlangere.

Aftenen bød på en række underholdningselementer: En kamp mellem et par muskuløse minotaurslaver, en jonglerende sværdsluger, en vild dans, der for alvor fik sveden til at løbe, inden tørsten kunne slukkes i den kølige vin, der nærmest blev tryllet frem, hvorefter man i ro og mag kunne betragte en anden type dans, som en slavinde forførende afklædte sig.
Aftenen indbød sig naturligvis også til at lave nye bekendtskaber - eller forstærke eksisterende alliancer. Der var ingen tvivl om, at Fyrst Sephyran holdt af at omgive sig med magtfulde mænd og netop i dette selskab, kunne man for alvor slå sig løs, når der ikke var nogen kvindfolk til at blande sig i tide og utide.
Af samme grund var alle de mænd, der betød noget inviteret - både inden og uden for Rubiniens grænser. Det galdt både de ældre og mere indflydelsesrige samt de yngre, som Sephyran håbede at kaste noget indflydelse over eller "sælge" en datter til.

Som månen steg på himlen over tårnene på Kazimipaladset fortsatte musikken til langt ud på natten, blandt med bifaldende råbe fra dybe manderøster. Fyrsten blev mere og mere fuld med hvert glas, der blev skænket, men hans klare blå blik opfattede hver detalje i rummet.

Reaktionstråd - man er velkommen med at joine med alle (mandlige) karakterer, der menes at kunne være inviteret. Skriv en PB, hvis du ønsker noget særligt plot med Sephyran under festligheden!

Hvor 'mandefesterne' var, var Fareed også. Det var en naturlig ting af at være bror af fyrsten, og selvom han måske ikke i sine unge dage ville få invitationen, så kunne det ikke undgås disse dage. Fareed vidste altid  når en fandt sted, og det var bedre at invitere ham end den flamboyante Fareed bare kom og deltog i festen uden invitation.
Han var mødt oppe i lette klæder i lilla farver i den bedste kvalitets silke, og han havde taget pladsen ikke langt fra fyrsten, siden de var brødre. Håret var trukket tilbage, så det ikke kom i vejen, og skægget sat med så meget, at ikke et hårstrå rykkede sig. Hans hænder og nedre arme var dog dækket af klæder og smykker, som dækkede over de få ar han havde, men ellers, så var han å nydelige som han kunne være. Hans ene ben var faldet udenfor klæderne, og indikerede at han i hvert fald ikke havde noget umiddelbart under klæderne som man kunne se. Sikkert ikke en ting folk havde lyst til at undersøge nærmere.

Han drak og spiste godt, som han morede sig over festlighederne som fyrsten havde sat op for dem. Vinen blev langet indenbords i rigelige mængder, og både øjnene og hænderne vandrede hvor der var mulighed for det. Man måtte røre lidt på de pæne sager, og hvis en mandlig slave kom i nærheden og Fareeds hånd alligevel fik vandret hvad mere var, så var der om ikke andet ingen der kommenterede på det.
Som alkohollen kom indenbords blev han også mere løssluppen og mere højlydt. Opmærksomheden trak han til sig, og mere hud kom til syne, som overdelen blev mere og mere løsnet. Der var trods alt intet til de her fester der var helt anstændigt, bortset fra ikke at røre ved de andre adelige i selskabet. Desuden så havde man jo standarder.

Efter Jontar var kommet i de voksnes rækker for nogle år tilbage, var han kommet med til de utallige mandefester holdt af hans egen fader, fyrsten. Det var ved at være flere år siden, at prinsen havde haft sin første invitation til denne slags gæster, men det kunne stadig overraske. De mange slaver, der vandrede rundt. Størstedelen var af det kvindelige køn og de havde tæt på ingen klæder på. Der blev ikke efterladt meget til fantasien. Og som søn af den dameglade fyrste var dette næppe et problem for Jontar. Han nød at se en fin bagdel på en flot kvinde, slave eller ej. Eller et par hoppende brystparti i takt med en gang. Eller en lille hoppen på stedet som ordre.

At hans fader endnu havde inviteret ham med, var faktisk et under for Jontar. Det ville ikke have kommet bag på prinsen, hvis fyrsten havde valgt at inddirekte straffe ham på manglende kone ved at 'forglemme' invitationen, selvom den kun skulle rundt igennem paladset for at nå Jontar. Alligevel var prinsen inviteret. Og det havde sikkert også en god del at gøre med de mange aktiviteter af festen. Der var slaver involveret i meget af det og hvem bedre til at finde de bedste af de bedste end Jontar af Kazimi? Uden ham ville de ikke have fundet to muskelbundte af minotaurslavere. Eller så mange yndige og ikke mindst villige kvinder. Det havde ikke gået Jontars øjne forbi, at mange havde smuttet for en kort stund med armen rundt om livet på en eller flere af de mange slavinder. Det var jo en mandefest.

Imens hans fader nød festen indenfor, havde Jontar valgt at opholde sig ude på balkonen. Selvfølgelig med et konstant fyldt glas vin i den ene hånd og den anden på ryggen af en af de yndige slavinder. Den endnu stadig ungkarl skulle jo nyde dette liv, for mod årets ende ville han have, eller i hvert fald være tættere på at finde sin kone. Enten af eget valg eller truffet af faderen. Dog behøvede det ikke stoppe Jontar fra at nyde sig til fester som disse eller i hverdagen. Han var jo en Kazimi. Meget kunne man få sig selv til, når man havde détte efternavn.

Mehdi havde hørt mangt og meget om fyrstens storslåede mande fester, men dette var den første han havde haft æren til at deltage i. Selvom han næppe ville indrømme det hvis nogen spurgte, havde han en nagende fornemmelse om at hans egen fader havde stoppet sin bror fra at invitere ham under Mehdis udveksling, men ak den slags tunge tanker hjalp intet i så overdådige en fest som denne. 
Alle sanse blev mere end rigeligt stimuleret, det var som en overnaturlig vandring som kun fyrsten af Kazimi kunne frembringe, noget som ganske sikkert kunne lokke mange en mand i fordærv og hvor meget end Mehdi ville det, så var han lokket over evne.

Den kølige vin flød frit og den unge Kazimi var mere end villig til at dele sin sangstemme med dem der var villige til at lytte, samt hvem end der måtte være i nærheden, men de dansende slavinder var aldrig lagt fra hvor Mehdi opholdt sig.
Ikke at slå sig løs til en af fystens mandefester var jo nærmest utaknemmeligt, fortalte han sig selv som han nærmest drak de forførende blikke der blev sendt i hans retning.
Månen havde nært ikke stået op for en meget eksotisk norlændinge slavinde havde lagt sit slør om hans nakke og begyndte at lede ham afsides festen, dog kunne han have svoret at hans fader Fareed havde løftet et glas i hilsen enten til ham, eller slavinden som de forlod festen. En mindre detalje som hun lovede en mere personlig dans kun for de to.

Der var sjældent en fest i Rubinien, som Karim ikke deltog i. Det var besynderligt som hans invitationer altid havde det med at blive væk i posten, men lagt lå det da for den gamle Al-Kazimi at bebrejde de gavmilde værter for den slags forseelser. Der var trods alt en nær endeløs liste over ting der kunne være gået galt, og hyppigst benævnt af Karim selv, var der jo det faktum, at han så sjældent var ved sine egne besiddelser. Invitationen lå ganske sikkert derhjemme og ventede på ham, alt andet var jo utænkeligt!

Karim var klædt prægtig på, men hans klæder blev langt overskygget af den herrer han havde med sig som gæst. Et spil af farver dækkede denne gæst fra kronet top, til kroget tå, glansfuld var hans slæb i festens belysning, og betagede gisp bredte sig, som slæbet foldede sig ud i al sin pragt!
En skønnere påfugl var næppe set i det ganske land.

Karim selv havde dog bedre ting at tage sig til, end at hånde sin medbragte gæste-fugl ved vingen, så mens den mageligt vandrede rundt og nappede til hvad end mad den kom forbi, mængede Karim sig med de yngre mænd og drak tæt af vin, mens han fortalte farverige historier om Mandefesterne fra hans ungdom, dengang afholdt af Sephyrans fader.