Årets helbredstjek af Valtors slavebeholdning var veloverstået og var for en gangs skyld ikke endt i, at Ecaeriss måtte opløse nogle af dem. Det havde været en lang tur herop, men det var et af de eneste tidspunkter, hun forlod sit hjem i længere tid ad gangen, så at bruge ugevis på at se foråret spire frem omkring sig, gjorde hende ikke så meget. På denne tid af året var det stadig køligt nok til at hun havde en stor kappe om skuldrene, og sådan var det alligevel også lettest at få ophold på landevejskroerne. Tre nætter var blevet brugt i Valtors etablissement, mens hendes hest kom til kræfterne, og nu var hun så småt begyndt at vende snuden hjemad - eller måske mod Kzar Mora-bjergene, hvis hun havde tænkt sig at finde det tempel, Malon havde snakket om. Men det var længe siden nu, og han var ikke kommet tilbage, så han var nok som alle andre forsvundet i den flygtige nat, han var dukket op i.
Solen stod højt, da hun nåede Azursøen og gav hesten et hvil. Der var noget ritualistisk over hendes rute. Altid forbi søen på vej tilbage. Måske mindede den hende om søerne i Elverly. 
"En elverkvinde, der rejser alene?" lød det bag hende, og hun kunne ikke lade være med at sukke. 
Hun gad ikke snakke med de lokale. Hun gad ikke snakke med nogen. Men da hun vendte sig om, var det ikke nysgerrige bønder. Det var trukne sværd og smørrede grin. Dét fik smilet frem på hendes læber, og hun tog et sidelæns skridt mod noget buskads, som hun stak hånden ind i. Mørket indtog hendes øjne, samtidig med at den ene angribers skygge trådte op ad jorden ved siden af ham og svang sit sorte sværd mod ham. Overraskede udråb genlød mellem træerne, mens tjære slangede sig op over Ecaeriss' arm. Da den første angriber valgte at gå på hende og ikke den bløde skygge, sendte hun ham i jorden med et tjæredækket ansigt. Det prøvede at vride sig ind i åbninger og lukke luftvejene, og Ecaeriss slog en latter op over hans frugtesløse kradsen i forsøget på at flå tjæren af. 
Det fik dog de andres opmærksomhed, og en af kvinderne i røverbanden gjaldede et par ordre på noget, det lød som en nordlandsk dialekt og hvor halvdelen af ordene blev slugt, inden de nåede op over svælget. De andre trak sig tilbage og samlede sig i en mere organiseret facon, mens deres ven stadig vred sig i smerte på jorden. Det hjalp heller ikke, at Eca havde valgt at hæve tjærens temperatur til kogepunktet. 
"Løb, mens I stadig kan, rollinger," hånede hun dem.
Måske var det det, der gjorde det - hånen. Måske var det deres faldne ven. Han var ikke død endnu, bevares, men han ville aldrig blive et pænt fjæs igen, og det gjorde som regel folk mere vrede. Men de valgte ikke at tage flugten. Desværre. De valgte at angribe.

Eca stod ikke godt mod grupper, og det vidste hun godt. Hun var altid to med sin skyggeven, og tjæren talte næsten som et par ekstra hænder, men de her var seks og det var sådan cirka fire for mange til at Eca stod til at vinde - også selvom hun havde fældet en i starten, hvor hun havde overraskelsen på sin side. Nu var hun endt helt tilbage ved søens kant, hvor hun stod med sved på panden, skyggeven et par skridt foran sig og tjære dryppende fra fingrene og en halvcirkel af røvertyper, der ikke længere kun havde tænkt sig at stjæle hendes hest. Hun skar tænder og lod skyggen parere et udfald fra en af dem, mens hun langede ud med tjæren for at gribe om sværdet.

:Flokbroder. Har du set det? Tobenene med jerntænder slås med en som din modersøster!:
Sne's mentale stemme var aldrig i rigtige ord, men indtryk og fornemmelser. Det var bare Eroan's sind der oversatte det til noget han faktisk kunne forstå. Han kunne fornemme hende hvor hun lå, trykket ned imod jorden under et budskads langt nok fra kampen til at hesten ikke kunne lugte hende. Han kunne altid fornemme hans båndsdyr, lige meget hvor langt de var væk. For eksempel drev Jagtskygge dovent rundt på de 'varme' forårsvinde og ledte efter hjorte der var dumme nok til at komme ud fra træerne. Ved siden af ham vendte Solvinge den ene af sine vinger en anelse, og strøg væk fra ham. 
:Jeg ser dem, floksøster. De samme som overfaldt Vinterskjold's handelsmand. Nok er nok.: Han kunne ganske rigtigt se dem fra hvor han svævede over Azursøen på brede, brungyldne vinger. På den her afstand kunne han ikke se detaljer præcist og hans øneskikkelses underligt ovale syn hjalp ikke på det. Men han kunne se nok til at genkende deres farver og bevægelser. De havde været for mange til at han ville risikere Sne i en konflikt med dem, og Jagtskygge gad ikke jage mennesker. Men nu hvor de havde overfaldet en anden som tydeligvis var helt klar på at give dem modstand var det den perfekte åbning. 

Eroan begyndte at slå med vingerne for alvor, i stedet for bare at svæve på vinden. Hans ørneskikkese var større og tungere end Solvinge, og gyldne ørne var ikke hurtige flyvere. Men det var rigeligt i det her tilfælde. Søbreden kom hastigt nærmere som han så flere af skikkelserne gøre udfald imod den enlige skikkelse de havde overfaldet. Eller. Nej, der var to. Men den ene var mørk som en skygge, og han kunne ikke se dens omrids ordentligt. En af røverne lå allerede ned og flåede i sit ansigt. Tre af dem forsøgte at trænge sig ind på den enlige elver imens en fjerde løftede en bue. Hvad den femte lavede kunne Eroan ikke gennemskue, men buen var klart farligst. For ham selv, men sikkert også for hvem end det var de sloges med. 
Tre vingeslag senere var han tæt nok på, og Eroan foldede sine vinger sammen og vinklede sin hale og hals imod bueskytten imens han styrtdykkede. Vinden rev og flåede i hans fjerdragt, men ørnens ekstra, gennemsigtige øjenlåg lod ham holde sit bytte i syne. Jorden og de kæmpende skikkelser kom tættere på i svimlende fart og det krævede alt Eroan's koncentration ikke at slå vingerne ud og bremse. Først få meter over bueskytte slog han vinger så brede som en hest var lang ud igen og åbnede sine kløer. 
:Lidt har du da lært, broder!: lød Solvinge's kry stemme i hans hoved sekundet før hans kløer ramte bueskyttens skuldre og bryst. Røveren slap strengen med et halvkvalt skrig som stoppede i en gurglen da Eroan slog sit knivskarpe næb sammen om struben på.. ham? hende? Han havde ikke engang givet sig til til at se efter. 
Og der var stadig ikke tid. Nok havde han overrasket dem, håbede han, men en ørn på jorden var næsten lige så farlig som et får. To sæt øjenlåg lukkede sig imens han koncentrede sig og lod sin chakra løbe igennem sig selv. Luften omkring ham skælvede da hans ørneham trak sig fri af hans kød, og kort efter sad han sammenkrøbet oven på liget, med gyldne øjne rettet direkte imod den nærmeste og blod om munden og på fødderne imens han trak sin langkniv.

Det var ikke lige en ørn, Ecaeriss havde forestillet sig, hjælpen kom fra, men da den borede sig ned i bueskytten, som hun ikke havde opdaget allerede havde spændt buen, var hun ikke utaknemmelig. Da ørnen øjeblikket efter - hun blev distraheret af en af røverne foran sig - var blevet udskiftet med en elver, fyldte forvirringen dog lidt mere. Ikke at hjælp var helt uvelkomment, men netop elverhjælp kunne hun egentlig godt være foruden. 
Der var dog ikke tid til at brokke sig, for røvergruppen var hurtige i deres omstilling til en ny modstander og fik positioneret sig, så den nyankomne ikke længere kunne falde dem direkte i ryggen. Det gav Ecaeriss noget mere plads at arbejde med, og hun tog et par hastige skridt væk fra bredden, så der i det mindste var en fri flugtrute bag hende. Dog stod hesten på den anden side af røverne, og den havde efterhånden luret, at alting ikke var som det burde. Det ville være noget rigtig skidt, hvis den valgte at stikke af med alle hendes ting. 
I ompositioneringen fik hendes skygge gjort et heldigt udfald mod en af røverne, som måtte trække sig med en hånd i siden, hvor blodet piblede frem. Ecaeriss selv var ved at løbe tør for tjære, og budskadset lå også bag røverne nu i forhold til hende. 
Røverne så fra de nye elver til Eca og til deres ven, der nu mest bare lå og klynkede på jorden. Han var ikke død, for Eca havde ikke haft overskud til at proppe tjære helt ned i hans lunger. Da hun først blev presset tilbage, mistede hun grebet om magien og tjæren lå bare som mørke klumper, der pressede sig ind i hans varmeboblede ansigtshud. De andre røvere tøvede. En af dem tog et fastere greb om sit sværd. En anden tog et skridt bagud.
"Åh I kan tro nej," snerrede Eca og håbede på, at den nyankomne elver delte hendes holdning. "I får ikke lov til at flygte nu."
Hun satte sig på knæ og kørte hænderne hen over græsset under sig. Strå og muld blev til tjære under hendes fingerspidser, og hun prøvede at sende den nye elver et sigende blik, selvom hun godt vidste det ofte slog fejl, når hendes øjne var mørkere end natten selv, hvorefter hun trådte frem og kastede kogende tjæreklatter mod modstanderne.

Der opstod en af de undelige, nærmest frosne pauser som nogle gange fandt sted midt i en kamp. Hvor alle mest bare så hinanden an i et par sekunder og ventede på at nogen skulle gøre noget. Tid nok til at se hvad han var rodet ind i. Tre røvere med våben, en som stod lidt væk og så ud til at ville gøre et eller andet med hænderne. Magi? 
Og deres offer... var en elver. Ikke en bjergelver, ikke i det tøj. Skovelver... selvfølgelig er jeg ved at redde en zalans skovelver. Eroans fingre knugede sig om hans knivskæfte imens hans frie hånd åbnede hans kappe og lod det tunge pels-og-fjer klæde falde til jorden oven på den døde bueskytte. Der var mindre chance for den gik i stykker sådan. Under kappen bar han kun en let læder vest, sit bensmykke og tætsiddende benklæder af skind, holdt lukket i siden med lædersnørre og fæstnet til et vævet læderbælte omkring livet på ham. 
"I får ikke lov at flygte nu. " Stemmen var tydeligt elvisk, og kunne kun komme fra skovelveren. En af hendes angribere var nu tydeligt såret. To og en halv bevæbnede. Eroan grinede lidt for sig selv. Ikke helt uduelig, trods alt. Han kunne se den begyndende tvivl, panikken. Røvere var aldrig de dygtigste krigere, aldrig de modigste. Men han var stadig bekymret for den sidste. 
:Floksøster. Tag den isolerede ud af flokken. Jeg tager mig af resten: Der var intet svar, bare en fornemmelse af accept. Sne var en dygtig jæger og snu nok til at magikeren nok aldrig ville se hende komme. Derfor var det stadig noget skidt at han ikke havde sit spyd. Tid til at være smart, Eroan. 

Eroan rejste sig fra hvor han havde siddet sammenkrøbet over den faldne skytte, i sin fulde højde. Lavstammet og bred for en bjergelver betød at han ikke tårnede sig over røverne, men han var stadig et hoved højere end de fleste mennesker, muskuløs og intimiderende med hans ravgyldne øjne og flossede ører. Blodet omkring hans mund og på hans fødder gjorde det ikke bedre, ej heller den glitrende kniv i hans hånd. 
"I har valgt det helt forkerte sted at være dumme... " Hans stemme var ru efter flere dage hvor han ikke havde brugt den. "Hvem vil gerne dø først? " 
Han begyndte at gå frem imod de tre røvere med våben, som så mildest talt pressede ud nu, mellem ham, skyggen og hvad end det var hende elvertøsen havde gang i der stank så meget. Først der så han et glimt ud af øjenkrogen. Skarpt hvide lys føg gennem luften imod ham og det var med nød og næppe han fik kastet sig frem og undgik to af de tre. Det sidste, en syl af hårdt lys på længde med en finger, ramte ham i skulderen og borede sig ind i musklen der med en følelse som en istap. Kort efter hørte Eroan et højt smerteudbrud og en ulvs snerren. Sne var nået frem til magikeren. Godt. 
Han kom på fødderne igen, mindre elegant end han kunne have ønsket, tids nok til at møde den første røvers angreb med sin kniv i stedet for sit ansigt. Hans frie, sårede hånd greb om menneskets håndled og han udstødte en kort, smertefyldt ed. Lys-sylen sad stadig i hans Zalans arm! 
"Hvad end du har gang i, skov-tøs, så gør det nu! " Han var for optaget til at bekymre sig om at forsøge at tale skovelvisk. Hun måtte zaladin tage ham forstå bjergelvisk!

Ecaeriss var heldigere end den mørklødede elver, der fik en af magikerens lyspile i skulderen. Den store kappe, Eca bar, gjorde tydeligvis hendes former svære at se, så lyset, der blev kastet efter hende, flænsede kun stoffets kant frem for hende. Men magikeren var stadig et problem. Et stort problem, for han kunne kaste det efter dem på afstand, hvor de to elvere...
En klump hvis pels overtog magikerens ansigt og snerren og flænsen blandede sig med dødsskrig. En ulv? En ulv, der bare lige kom ud ad ingenting og faldt røverne i ryggen? Et øjeblik troede Eca, at det var elveren, der havde formskiftet igen, men han var ved at blive presset tilbage af en af de andre. Hvis de skulle til at slås mod et ulvekobbel også, ville Eca godt nok blive lidt træt. 
Men ulven var godt optaget af magikerens ansigt, så for nu måtte Ecaeriss koncentrere sig om de sidste angribere, der stadig stod på benene og bekymre sig om et potentielt ulveproblem bagefter.
Lige i det samme råbte elverhannen til hende, og det fik hende til at tro, at han faktisk godt vidste, magikeren lige var blevet lagt ned. At vurdere, at det var det helt rigtige tidspunkt at slå til på, var ikke noget man gjorde med et sværd så tæt på ansigtet. Skovtøs... Måske hun skulle drukne ham i tjære, når hun var færdig med de her lømler.
Den sårede havde trukket sig tilbage med sit sværd hævet mod den hvide ulv, hvis pels nu var blodplettet. Han stod tættest på den og tænkte tydeligvis, at den var farligst for ham. Ecas skygge flankerede den sidste kvinde, der stod op, og fordi hun havde fået Ecas tjære i ansigtet, var hun usikker i sine bevægelser og distraheret af smerten. 
I fem lange skridt kredsede Ecaeriss uden om hende og lod sin skygge holde hende beskæftiget, hvorved Eca  nåede hen til den sårede mand. Med hans fokus rettet mod ulven, fik hun kastet en stor klump tjære direkte hen på hans sår, og inden han nåede at vende sig, var hun allerede igang med at få det til at synke ind gennem åbningen og overtage hans blodbaner. I underlige krampetrækninger faldt han gispende til jorden, og stadig med den ene hånd udstrakt mod ham  for at styre tjæren og holde ham på knæ, fik hun sin skygge til at presse kvinden tilbage indtil hun snublede over en falden kammerat. Eca fik lagt hånden på den døde kammerats sko, og skyggen forsvandt, da Eca brugte resten af sin koncentration på at opløse menneskekroppen til tjære. Den døde krop  gjorde ingen modstand under hendes magi, men hun stoppede af chakrahensyn stadig efter et enkelt ben - det her var mere end nok. Tjæren slangede sig op ad kvinden, der i et panisk forsøg på at hakke de sorte slanger væk, kun fik skadet sig selv. Tjæren fandt vej op til hendesmund og pressede sig derfra og ned i lungerne, mens det kvalte hendes skrig. 
Med to liv i sine hænder, rejste Ecaeriss sig op igen og vendte blikket mod den anden elver og den sidste modstander. "Skal du bruge hjælp til den der, halvork?"
Han var jo nok en eller anden grad af bjergelver, siden han rendte rundt så tæt på bjergene og udsmykkede sig med døde dyr, men hans ører så underlige ud - herfra kunne Eca ikke helt sætte en finger på det - og huden så næsten grønlig ud i det spirende landskab. Han havde også talt nogenlunde forståeligt elvisk, men kun nogenlunde. Accenten var tyk, og Eca havde været for lidt i kontakt med andre til at kunne placere den. Derudover var det den bedste fornærmelse, hun kunne komme på lige på stående, ret optaget fod. Hvis han viste sig at være halvork, ville det næsten være ærgerligt.

Det er virkelig flot det her, Tænkte Eroan vrissent for sig selv imens han forsøgte at holde mandens sværd væk fra sig selv. Du skulle bare ende i en styrke-kamp med en såret arm, hva? 
Hans skulder føltes som om nogen vred en varm kniv rundt i den imens hans arme gav sig. Lige nu havde hans modstander fordelen, for Eroan havde været totalt ude af balance da de ramte hinanden. Men imens de var optagede af hinanden forsvandt hans modstanders venner en efter en. Som så ofte når adrenalinen pumpede igennem ham føltes det som om alting sløvede ned og Eroan bildte sig ind at han havde alt tid i verden til at følge en sveddråbe pible ned af sin modstanders ansigt. 
I virkeligheden skete alting så hurtigt at det var svært at følge med. Skovelveren og hendes skygge havde formået at tage de sidste to ud af spillet som følge af Sne's distraherende overfald på magikeren og havde nu overskud til at tale. Og det var nok til at distrahere Eroan's modstander. Presset fra sværdet imod hans kniv lettedes som manden kastede et kort blik imod Eca og Eroan's læber skiltes i et ulvesmil. 
"Det var dumt. " Eroan tog et hurtigt skridt til siden og trak til i manden's håndled. Den bevægelse gjorde langt mindre ondt end det tunge pres havde gjort og med Eroan's fulde styrke bag den blev røveren trukket fremad og ud af balance. Eroan's kniv kom fri af dens clinch med sværdet og som røveren tog et vaklende skridt fremad for et bevare balancen trådte Eroan forbi ham, fremad, og drev det 9 tommer lange blad ind i brystkassen på ham i en enkelt, hurtig bevægelse. Lyden af mandens lig der ramte jorden mindede mest af alt om en sæk kartofler. 

Der blev stille omkring dem. Kun hesten's nervøse bevægelser og rullene øjne afslørede hvor tæt den var på at løbe. Sne sad afventende ved siden af magikeren og så fra Eroan til Ecaeriss med gule øjne. Eroan var vagt opmærksom på Solvinge der landede i et træ lidt væk og en spørgende fornemmelse, dulmet af afstand, fra Jagtskygge. Irriteret rakte han op for at flå lyssylen ud af hans skulder, men det magiske projektil var allerede smuldret til fint, fint støv som blæste ind imellem ham og Ecaeriss i en glitrende strøm for at forsvinde ud over søen. For første gang tog han sig tid til faktisk at studere elveren han havde blandet sig for. Hun var, som så mange skovelvere, smuk. Umærket af livets strabadser og årenes gang med en hud så bleg at han ville have troet hun var syg hvis han ikke vidste bedre. Og de der sorte, afgrundsdybe øjne gav hende et overjordisk træk som var lige så foruroligende som hendes skønhed var dragene. 
"Halvork. " Eroan's stemme knækkede svagt imens han svarede, og han rømmede sig lidt. "Nok er jeg klar over at skovelvere er svagelige, men hvis de er så skravlede at at se en elver med muskler får dig til at tænke på orker har jeg ondt af jer. " Han rørte sig nærmest ikke imens han talte, men lagde kun sit hoved lidt på sned så hans højre øje var rettet mere imod hende end hans venstre, en gestus der blev fulgt nærmest som et spejlbillede af Solvinge fra hans plads i træet. 
:Flokbroder. Du bløder. Skal jeg rense det for dig?: Sne's forespørgsel brød Eroans blik og han sendte sin floksøster et svagt smil. 
:Nej, floksøster. Det er bare en skramme. Det går over: Han kunne ikke lyve for hende, men han fornemmede alligevel Sne's skepsis den anden vej. For han underdrev måske lidt.

Hanelveren fik gjort det hurtigt af med sin modstander, lige så snart han blev opmærksom på, at alle hans venner var døde eller hastigt på vej i den retning. Kniven i hans brystkasse gav en sært tilfredsstillende lyd, og et øjeblik glemte Eca, at hun stod med to andre, mens hun så elvermanden tage den andens liv. Det havde hun ikke set nogen gøre lige så nemt siden Malon havde besøgt hende...
Derfor tog hun nok heller ikke hans svar helt så tungt, som hun burde, for han havde virkelig fine muskler, og det var sjældent hun fik lov til at betragte væsner med god, kropslig bygning. Ofte var det nogle værre svæklinge, der kom til hende, eller også var de hakket halvt i stykker.
Den tanke fik hende tilbage på sporet med dem, hun havde fat i, og hun fik presset det sidste luft ud af kvinden, hvis krop endelig faldt slap sammen på jorden. Manden, hun stadig havde fat i blodbanerne på var en anden sag. Han var krummet sammen på jorden i en krampetrækning og åndeløse skrig på hjælp, og Ecaeriss trak tjæren ud af kvinden for at have mere at arbejde med til ham. Hans øjne spilede sig op, da Eca trådte tættere på ham, og han holdt hænderne op foran sig, da tjæren gled ned over hendes arme og greb om hans. Fra armene snoede den sorte masse sig rundt om hans skuldre og trængte ind i huden ved halsen, hvor den lagde sig som en barriere for blod og luft. Mennesket blev blå i hovedet, rullede med øjnene og faldt til sidst livløs sammen på jorden. Tjæren trak sig tilbage for at lægge sig som en magelig slange om Ecaeriss' skuldre, og hun vendte sig mod elvermanden og svarede endelig på hans spørgsmål.
Fordi forårskulden stadig bed en smule, havde hun en kappe udenover sin sædvanlige, ikke særligt dækkende kjole. Kappen havde et rundt forstykke, der gik helt ned over brystet, og det var heldigvis den lange del af kappen nær hendes ben, som magikeren havde fået fat i. Det skulle bare klippes til, så hun ikke væltede i det nu, men kappen ville stadig holde hende lige så varm. De bare tær var pakket ind i et par knæhøje støvler, som hun kun brugte til netop den her tur den ene gang om året, så de så lige så nye ud, som de havde gjort for ti år siden - omend der nu var et par halvstore blodpletter på læderet. Det sorte hår var sat op i rejsens anledning - dog mest med fletninger og samlede små buler af hår, så det i det ikke slæbte hen ad jorden eller nåede hestens bagdel, mens hun red. Fordi hun stadig holdt magien ved lige, var øjnene stadig kulsorte. 
"Hmfr, jeg foretrækker ikke at blive sammenlignet med de skravl," Hun var fuldstændig enig i, at det var præcis, hvad de var. Hele bundtet. "Bjergelver, formoder jeg?" Hun løftede et spørgende øjenbryn, men blev distraheret af den første røver, hun havde angrebet. Han forsøgte at kravle lydløst væk bag bjergelveren. "Gider du lige tage dig af ham der?"
Hun lagde mærke til mandens let skrånende hoved og fik øje på ørnen, der sad i et træ bag ham og gjorde præcis det samme. Han havde da taget en mindre dyreflok med på udflugt.
"Er dine venner sultne, eller skal jeg tage mig af rodet?" fulgte hun derfor op med og slog ud med hånden mod de ødelagte menneskekroppe.

Eroan så til med en hvis fascination imens Ecaeriss gjorde det af med de sidste to røvere. Ud fra hendes ansigtsudtryk var der ikke nogen tvivl om at hun tog en hvis form for nydelse af at klemme livet ud af de to mennesker med sin... tjære? Det lugtede som tjære. Men han havde aldrig set tjære uden for de få naturlige tjærepøle der var at finde i bjergene og det her var virkelig ikke det samme. Hun virkede ikke umiddelbart truende over for ham, men det var bedre at være på vagt lidt endnu. Og han kunne ikke se ret meget af hende under kappen. Men hun var næsten lige så høj som ham og havde en udstråling han automatisk forbandt med en alfa-hun, en forventning om at blive adlydt og om at verden ville flytte sig for hende. Ikke så ringe, for en skovelver. 
Og da hun svarede igen kunne han ikke lade være med at hæve et øjenbryn og smile. Det var meget få andre, selv blandt hans eget folk, der delte hans opfattelse af Elverly's dovne, svagelige befolkning. Denne kvinde var muligvis skovelver, men hun havde passet fint ind blandt klanerne med hendes evner og tydelige kompetence. 
"Hmm... Forståeligt nok. Og ja, bjergelver. Helt uden ork. " Mange bjergelvere ville være blevet rasende over sammenligningen, men Eroan havde sloges med nok af de brutale væsner til at han havde en hvis respekt for dem. Han vendte sig om ved hendes ord og så på den sidste overlevende. "Jeg tror ikke de har flere venner, så at sende ham som advarsel duer alligevel ikke. " Han trak på skuldrende og gik hen til den krybende røver og knælede ned over ham. Hvor Ecaeriss havde dræbt de andre langsomt og med tydeligt behag greb Eroan bare manden i håret, ignorerede hans klykende, tjærekvalte bøn om overlevelse og trak hans kniv igennem struben på ham, dybt nok til at lave et hak i rygsøjlen. Et hurtigt, rent drab, ikke anderledes end hvis det havde været ethvert andet bytte. Han gjorde sin kniv rent på mandens tøj og satte den tilbage på plads i bæltet før han vendte sig tilbage imod hende. 
"De er altid sultne, men Sne bryder sig ikke om menneske. " Eroan trak på den skulder der ikke var såret. Hans sind oversatte Sne's tanker til et toneleje han forbandt med løftede næser bland menneskets adelige :Det er fordi de smager surt. Og de her lugter værre end normalt.: Han kunne ikke lade være med at smile imens han bøjede sig ned og vendte det seneste lig om. Blodpølen fra hans strube bredte sig hastigt i græsset omkring ham. "Men Solvinge vil sikkert gerne have øjne, tunger og indvolde. " :Selvfølgelig vil jeg det. Pelskuglen kan være lige så snobbet hun vil, men øjne er øjne!: Så snart Eroan havde vendt liget om tog den gyldne ørn afsæt fra sit træ og svævede ned til lige hvor den satte sig til rette på brystkassen for at pille lækkerierne ud. 
Imens Sne slentrede ned til søbreden for at drikke og vaske blodet af sin snude gik Eroan nærmere på den fremmede elver. Igen drejede han hovedet let fugleagtigt og så vurderende på hende. 
"Du er... ikke det jeg forventede. Mit navn er T'karon Eroan Euchué. Eroan, det meste af tiden. "

Ecaeriss fik helt lyst til selv at lægge hovedet på skrå, for hans bevægelser og sætninger lød som om, der var mere... Noget, hun ikke selv hørte. Eftertanker. Hun rystede det af sig, da han kom hen foran hende. Hans svedduft ramte hende med en lille brise, og hun så ham åbenlyst an, afventende og vurderende. Bjergelvere var kendt for deres dyriskhed, men den her havde da virkelig taget det til ekstremer, både med knogleudsmykningerne og sine dyrevenner. Eroan. Navnet lå i munden som en blød kartoffel.
"Du forventede et skvat som de normale Elverly-beboere, kan jeg høre," svarede hun og løftede hånden, hvor tjæreslangen gled ud i håndfladen. "Jeg kan klare mig selv, mange tak. Men det ser ikke helt ud til, det samme gør sig gældende for dig."
Det var sagt med et glimt i øjet og blikket rettet mod hans sårede skulder, men om det blev opfattet på den måde, var ikke til at sige, når hun stadig havde natsorte øjne. Uden at give ham hverken valg eller advarsel, lagde hun hånden mod hans sår og lod tjæren trænge ind i såret. Nu hvor det ikke blev gjort som et angreb, bølgede massen mere ind i hullet end trængte sig på, og hun fik temperaturen til at passe på hans krop, så det næsten ikke ville kunne mærkes. Tjæren satte sig hurtigt fast på de brudte blodåre og huddele og trak det sammen, så meget det kunne, mens det fyldte resten af tomrummet ud. 
Da hun fjernede hånden var såret blevet til en sort plet i hans arm, og hun lod tjæren glide af sig og ned på jorden - slap magien og fik det hvide i sine øjne tilbage igen. Hun kunne rydde kroppene op og fylde sine krukker i saddeltaskerne, når fuglen var færdig med at mæske sig.
"Ecaeriss," svarede hun i en forsinket præsentation uden at belemre ham med et efternavn, der alligevel ikke ville sige ham noget. Men modsat så mange andre møder blev hun stående foran ham. "Skal jeg begynde at forvente et røverproblem, hver gang jeg er forbi disse kanter? Sidste år var vejene fredelige."

Eroan ville normalt bare være gået efter at have sikret sig hun var i et stykke. Hun var trods alt skovelver. Men hendes attitude var så anderledes end han havde forventet at han endte med at blive stående da hun gik hen til ham. Han kunne godt se hun så på hans skulder, men det var svært at tolke hendes blik. Han tog sig selv i, kortvarigt, at sammenligne hende med en slange. Kold, smuk, dødbringende og næsten umulig at læse. ... Tænkte jeg lige på en skovelver som smuk? Og dødbringende? Er jeg blevet syg? Tanken fik ham til at smile lidt, til trods for hendes let hånlige ord. 
"Det kunne jeg se. Du var ved at klare dig selv hele vejen ud i søen før jeg blandede mig. Og her var jeg endda flink nok til at få dig til at se godt ud imens. " Hans stemme var begyndt at løsne lidt op, miste det værste af sin ru kvalitet og lægge sig over i hans sædvanlige, dybe og selvsikre toneleje. 
Til trods for det var det lige før han trak sig da hun rakte ud efter ham med hånden dækket af den tjære-agtige substans, og hans indre reaktion fik både Sne og Solvinge til at vende hovedet og kigge over imod dem. Et lettere makabert syn, eftersom Solvinges næb var sølet ind i øjenvæske. Men han blev stående stille og betragtede hende imens hun lagde hånden på hans sår. 
Det var... den særeste fornemmelse. Eroan havde oplevet helbredende magi før. Det var alt sammen ubehageligt, udefrakommende kræfter der tvang hans skikkelse til at ændre sig uden hans vilje. Det her var... subtilt anderledes. Til at starte med kunne han nærmest ikke mærke det og i takt med at tjæren bandt sig til hans sårede ud og kød gik der en let kuldegysning igennem ham. Og da Ecaeriss fjernede sin hånd igen lå der noget der mest mindede ham om en kraftig sårskorpe omkring hullet som gjorde markant mindre ondt. 
"heh. Det er praktisk det stads. " Han drejede ansigtet ned imod tjæren og trak vejret dybt så hans næsefløje dirrede. Det duftede mindre af tjære nu hvor overskuddet var faldet af, og han kunne dufte hende under det. En klar, markant duft at levende kvinde blandet med sved og blod. Langsomt så han op indtil hans øjne fandt hendes, øjne der ikke længere var sorte og blanke som spejle. Og stoppede der. Hverken ulv eller ørn veg fra at se andre i øjnene, og det gjorde Eroan heller ikke. 
"Ecaeriss. " Han gentog hendes navn, vagt ændret af hans accent, som om han smagte på det. "Vejene er blevet mindre sikre for rejsende. Mange adelige forsømmer deres pligter for at lege magtspil med hinanden. Kun få husker de gamle pagter og menneskenes flokleder er for svag til at tvinge dem. " Han sagde det som om det bare var simpelt faktum. Imens han talte havde han drejet sig så han stod med fronten direkte imod hende, og tog et kort skridt nærmere, så kun få centimeter adskilte dem. Personlig sfære havde aldrig betyder meget for ham og der var noget dragende over skovelveren nu hvor hun havde normale øjne igen."Men du burde klare dig hvis du tager et våben med. Du lignede bare let bytte for fjolserne. " Han holdt en kort pause før han, uden at slippe hendes øjne med hans, lod en enkelt sætning mere falde. 
"Men rovdyr kender deres lige. " 

Et lille fnys kom fra hende under beretningen om menneskene, der forsømte deres pligter. Mennesker forsømte ofte deres pligter. Eller glemte, de havde en aftale om at udføre dem. Eller glemte, at andre væsner havde væsentlig bedre hukommelse, end de havde. Den del kendte hun alt for godt til hjemme i Medanien. Hun havde gjort et stort nummer ud af at få folk til at lade hende være i fred, og alligevel glemte de fra tid til anden, hvem hun var, og hvad hun gjorde ved ubudne gæster.
Kommentaren om, at han endda havde fået hende til at se godt ud under kampen, havde fået hende til at trække på smilebåndet. Havde han kunnet tage et par af dødsstødende fra hende, hvis han havde ønsket at se stærkere og mere erfaren ud end hende? Han var uden tvivl stærkere - i hvert fald fysisk. Det talte musklerne deres tydelige sprog for. Ikke at hun ikke påskønnede dén del. Det var kærkomment, når man ellers kun så slatne mennesker i nabolaget.
"Tre hver er ganske lige, ja," svarede hun og fordrejede med vilje hans ord en smule. "Vi fik hinanden til at se ret godt ud i den kamp."
Hun havde trods alt givet ham mulighed for at klare ærterne selv - og det havde han også gjort. Hurtigt og effektivt, men det var også nemmere, når man havde et halvt sværd ved hånden. Ecaeriss' egen urtekniv - omend alligevel en håndslængde lang - var ikke meget bevendt at sprætte folk op med. Derudover var hun ikke så bevendt med at benytte våben. Hun foretrak at overlade den slags til sin skygge, så hun ikke selv fik beskidte hænder.
"Det er som om mennesker glemmer, at vi ikke er lige som dem, når bare der går lang nok tid," fortsatte hun i et blødere tonefald og lod sin pegefinger glide henover de tværgående knogler, han havde draperet henover brystkassen. "Er det også sådan for jer oppe i bjergene, eller komme I rent faktisk langt nok væk fra dem til at de glemmer jeres eksistens... helt?"

Hendes ord fik ham ikke helt til at le. Eroan lo sjældent. Men de fik ham til at smile, igen. Nok til at han viste tænder. Hun havde bestemt ikke været uduelig, selv om hendes evner var... sære. Anderledes. Men meget var anderledes for ham. For eksempel var det de færreste der forsøgte at røre ved hans talismaner. De fleste lod faktisk til at synes de var lidt sære. Eller slog dem hen sover overtro eller barbari. Ecaeriss lod ikke til at de generede hende det mindste. Som han drejede hovedet lidt igen kunne han have svoret han fornemmede latter fra Sne. Hunulven kendte ham godt nok til at vide når noget begyndte at fascinere ham. Og så lige en skovelver af alle ting... 
"De er faktisk ikke så slemme, de fleste her omkring. Ikke længere. Så snart man kommer væk fra byen og ud imod bjerge, skove og kystland er det folk der klarer sig selv. De har lange hukommelser, for mennesker. Og når de ikke har, så minder vi dem om det. " Han trak lidt på skuldrende. "Det er faktisk en af grundende til at jeg var i nærheden da de her forsøgte at overfalde dig. " 
Uden at tænke over det løftede han sin højre hånd for at gribe om hendes håndled som hendes fingre løb over hans talismaner og nåede ikke at stoppe sig selv før han havde lagt korte, stærke fingre om hendes håndled. Fingre stadig dækket af røverblod. Han så ned, og lod sine øjne fange af hendes lange, slanke fingre og den tydelige styrke i både hendes underarm og hænder. Da han så op igen rystede han lidt på hovedet og slap hende igen. 
"Hmm. Jeg glemte lige.. Jeg burde nok gå ned og vaske det her af mig. Før jeg bliver helt klistret. " Eroan tog et skridt væk, stod helt stille i et par sekunder mens han betragtede hende, og vendte sig så om for at gå ned til vandet. Allerede på vej derned var han ved at skille sig af med sin vest. Der var trods alt ingen grund til at vente, eller til at bekymre sig om hvem der så ham. 
:Du er ved at vise dig igen.: Tanken var ikke så meget ord som et mentalt billede af en ung hanulv der spankulerede rundt med halen kækt løftet. Eroan oversatte det bare uden at tænke. Sne havde åbnet gabet  i et ulvegrin mens hun så fra Eroan til Ecaeriss. :Og her troede jeg ikke du var interesseret i en mage, flokbroder.: Eroan sendte sin ulve-ven et halvt opgivende, halvt irriteret blik, før han smed sin vest på søbreden og forsigtigt tog sin talismankæde af og lagde på den. 

Ecaeriss så fra hånden og op til hans øjne, da han tog fat i hende. Det varede kun et sekund, så havde han sluppet og var gået forbi hende. Hun blev stående og drejede hovedet langsomt mod hans høje skikkelse. Hun tog sig selv i at studere hans bevægelsesmønstre (og musklerne på hans ryg, da han tog vesten af), inden hun selv fulgte efter. Der var trods alt også blod på hendes støvler.
Ved søens bred undgik hun at stå i vejen for den hvide ulv, der også vaskede sig, og satte sig på et stykke græd, der ikke var gennemvædet af søens luner eller tidligere regnskyl. En del af kappens kant havde hun også fået slæbt gennem en blodpøl, og hun dyppede kanten i vandet og brugte det til at få tørret det værste af støvlerne. Læderet skulle helst ikke gennemvædes, når hun stadig havde en lang rejse foran sig. 
"Det er dit daglige arbejde - at sørge for, menneskene husker jeres gamle aftaler?" spurgte hun. "Dig og dine... Dyrevenner?"
Ecaeriss kunne godt forstå behovet i at være flere, hvis landevejene var så usikre, som Eroan havde fortalt, men det ar nu stadig lidt besynderligt, at han rendte rundt med de to umage dyr ved sin side. Der måtte stikke noget mere under - magi? Eller måske var det en ny ting, bjergelverne var begyndt på siden sidst hun havde haft noget med dem at gøre. Hvilket var meget lang tid siden og grænsende til aldrig. 
En af blodpletterne havde ramt op ad bagkanten på støvlen, og Ecaeriss gav sig til at binde lædersnørrene op så hun kunne vaske den af uden at have den på imens. Noget i hende fik hænderne til at arbejde langsommere, lade skørtet falde lidt mere til side end det behøvede og trække foden en smule langsommere ud, end strengt taget nødvendigt. Hun endte med at fjerne strømperne også og lade tæerne dyppe sig i vandets overflade. Den sidste del mest fordi det behagede hendes trætte fødder med kulden, men den første del... Den første del fordi hun nød at vise sig frem for ham. Gengælde hans gestus, selvom vesten dog ikke havde overladt meget til fantasien i forvejen.

Imens Ecaeriss fandt sig til rette ved vandkanten havde Eroan sat sig på hug og begyndt omhyggeligt at vaske sine hænder rene for blod. Han bemærkede først hvor tæt på hun egentlig var da han fornemmede Sne rejse sig og gå længere væk fra dem. Nok var ulven og han så nære som familie, men hun havde stadig ulves naturlige ubehag ved fremmede og fortrak at holde god afstand. I stedet slog hun sig ned ved vandkanten et par dusin meter væk og gav sig til at slikke resten af sin pels ren. Fra Solvinge var det eneste Eroan rigtigt fornemmede en nærmest barnlig glæde og voksende mæthed. 
"Hmm. Nej. Jeg er jæger. Kriger. For klanen er det ofte lidt det samme. Men min mors søster er klan leder, så jeg... forventes at hjælpe. Og jeg er god til mennesker. " Han gik i stå kortvarigt og så på sine hænder igennem vandoverfladen. Så så han over på hende med et hævet øjenbryn i et ansigtsudtryk der fik hans ansigt til at minde langt, langt mere om en almindelig elvers end normalt. "Jeg bliver ofte beskyldt for at tage overildede beslutninger som 'et andet menneske'. Måske derfor? " 
Eroan var ikke blind for Ecaeriss' indsats med at tage sig god tid. Og hvor mange andre måske havde set væk og nøjedes med sideværts blikke så lod Eroan blot sine øjne dvæle ved de elegante, langsomme bevægelser, de slanke ankler og de bedragerisk bløde lægge som han var sikker på var stærkere end de så ud. Først da hun satte fødderne i vandkanten så han op på hendes ansigt, smilede bredt, og vendte så tilbage til at vaske sig selv af, denne gange blodet der løb fra såret i hans skulder. 
"Sne og Solvinge er... Noget andet. Venner er nok ikke det rigtige ord, men heller ikke helt forkert. " Han talte roligt imens han brugte håndfulde af vand til langsomt at vaske det halvt indtørrede blod væk og efterlod hans hud glinsende af fugt. Hvis det kolde vand generede ham lod han sig ikke mærke med det. En lille del af ham var klar over at han ganske rigtigt gjorde det Sne havde beskyldt ham for, at vise sig frem, men når det nu ikke lod til at den smukke kvinde havde noget imod det, så var der jo ingen grund til at lade være med at spille lidt med musklerne. 

"Jeg ville tage det som en fornærmelse at blive sammenlignet med et menneske," svarede Ecaeriss med et hævet øjenbryn. "Men det er heller ikke ligefrem de fineste eksemplarer af racen, jeg har nede i Medanien."
Normalt ville man inkluderer sit område og sige vi i stedet for jeg. Men Ecaeriss havde været eneboer længe nok til ikke at inkludere nogen som helst i sine tanker eller sætninger. Der var kun hende og hytten og dyrene kom tættere på huset, end de fleste væsner turde, medmindre de havde brug for hendes helbredelse. 
Den anden støvle fulgte den første og hun satte sig med fødderne i det kølige, dovne vand, satte hænderne i græsset bag sig og lænede sig let tilbage. Det meste af blodet var kommet af støvlerne, og kappen havde sikkert brug for en ordentlig vask, så den kunne blive helt ren for mudder, støv og menneske, men der ville nok komme mere på den på turen hjem. Det kunne vente. 
"Har beskyldningerne så noget på sig - med de overilede beslutninger? Det virkede meget overlagt, at du valgte at hjælpe mig, inden jeg blev kastet i søen?" Hendes blik gled over hans vaskebevægelser, mens hun talte. Han var blevet væsentligt mere tilsølet, end hun var, men han havde også startet med at være en fugl og havde derfor blodstænkt på næsten hele overkroppen og i ansigtet. 

"Altså, jeg vil da hellere sammenlignes med et menneske end en skovelver. " Om han havde glemt at hun var skovelver eller det var meningen var ikke lige til at lure ud af hans tonefald, men selv i den profil hun kunne se var der et lille smil der trak hans ene mundvig op. "De fleste af vores mennesker er lige så flyvske og lette at glemme som alle mulige andre. Men nogle få i mængden skiller sig ud. " 
Som han blev færdig med sætningen rettede han sig op igen så han sad på sine hæle, og så irriteret på sit spejlbillede i vandet. At skulle vaske sig på den her måde tog for evigt. Det var så meget nemmere bare at hoppe i vandet. Så hvorfor er det jeg ikke bare gør det? Det plejer da aldrig at være et problem? 
:Fordi du er bange for at hunnen skal se dig med våde fjer og opdage at du faktisk slet ikke er så kry som du lader som om: Solvinge's mentale 'stemme' lød altid mindst lidt drillende, men denne gang var det tydeligt at den store rovful gjorde grin med ham. 
:Pas du bare dig selv, fjerkost, ellers ender det med at være dig der får våde fjer!: For ligesom at bakke hans trussel op samlede Eroan en håndfuld vand op og kastede den i Solvinge's retning, men sprøjtet nåede slet ikke tæt på. En fornemmelse af underholdthed strømmede ind fra alle hans tre venner, og Eroan kunne ikke lade være at smile. 
"Håber ikke du er blufærdig. " Var hans eneste rigtige advarsel før han bandt sit bælte op og begyndte at trække benklæderne af. " det bare nemmere at blive ren derude. " Han nikkede ud imod søen mens han svarede på hendes spørgsmål. 
"Og altså... hvis du spørger klan-lederen ville hun helt sikkert synes det var overilet. Hun ville have ment jeg skulle have hentet min bue og skudt dem i stedet. Helst fra luften. " Han trak på skuldrende som han fik hevet det sidste af hans 'bukseben' af. Det var slet ikke bukser, men mest bare to rør af skin, syet sammen i siden og holdt på plads at hans flettede bælte. Midterstykket var faktisk bare et lændeklæde som også fulgte efter dem. "Hun bliver ved at påstå jeg ikke forstår risikovurdering. " 
Med de ord rejste han sig, strakte sig kort, og vadede så ud i søen til han var i det kølige vand til hofterne. 

Ecaeriss hævede et øjenbryn ved kommentaren, der ikke var møntet på hende så meget som hele hendes race - og til en vis grad var hun jo enig. Hun var ikke selv synderligt interesseret i at blive sammenlignet med en skovelver, men hun kunne jo ikke rigtig se sig fri for at være en. 
"I er ikke så glade for min slags her i bjergene, hva'," mumlede hun. "Nogle gange er det vel rarere at være menneske og bare glemme gamle fejder."
Ikke at hun gad at tage det op som et seriøst emne lige nu. I stedet lagde hun hovedet på skrå, da han begyndte at kaste vand ind på bredden for at ... Ramme sin fugl? Den var flere meter væk, og han havde ikke en chance, men noget sagde Ecaeriss at der havde været en kommunikation, hun ikke kunne høre. Venner er nok ikke det rigtige ord, havde han sagt. Var de forbundet? Den samme?
Hun blev hevet ud af tankesporet, da han ublu smed resten af påklædning, som var lige så simpel i snit som hendes eget - nærmende sig ikke helt at kunne blive kaldt for tøj. På det punkt havde hun altid haft en fascination af de mere simple folkefærd, der gik mindre op i dækkende tøj eller store rustninger. Hvis hun holdt sig fra konflikterne, skulle hun ikke bruge den slags. Det samme gjaldt, hvis hun kvalte konflikterne, før de rigtig opstog. Tøj var ofte bare i vejen. Oftere ville Ecaeriss ønske, at det bare var i vejen -  det var ikke ofte nok, hun fik lov til at tage det af for andet end at skifte det. 
Et smil bredte sig på hendes læber, mens hun tog hans nøgne skikkelse i øjesyn og betragtede ham vandre ud i vandet. Nej, hun havde skam intet imod det her. Man kunne ligefrem påstå, hun nød det. Selv med ligene i baggrunden.
Lidt underholdt kaldte hun ud til ham. "En rovfugl med bue i kløerne - det syn ville jeg nu gerne se! Eller du kan måske gro vinger ud af ryggen frem for at skifte helt?"

Eroan rystede på hovedet af hendes kommentar om hans forhold til skovelvere. "Nej, det er mest bare mig og min familie. Og er par andre. Resten lader til at have det fint med bare at glemme det hele og ignorere det. Pft. " 
Frem for at forsøge at føre en samtale med søen vendte han sig om så han kunne se ind på bredden igen og gav sig til at vaske resten af blodet af. Det var et trick han endnu ikke havde luret, hvordan han undgik at blod og skidt kom med over når han skiftede ham. Så hver gang han havde brugt sine dyreskikkelser til at kæmpe var han altid sølet ind bagefter. Upraktisk, men ikke nok til at opveje fordelene ved at være naturligt bevæbnet og have dyrenes hurtighed.
Ecaeriss tilstedeværelse, hendes afslappede position på søens bred og hendes øje på ham var noget han var bevidst om, på samme måde som han var bevidst om solens svage varme på hands skuldre. Det fik ham til at tage sig lidt bedre tid, at være mere bevidst om hvordan han stod i vandet og hvilken side han vendte imod hende. Og han var nødt til at indrømme for sig selv at han viste sig frem. Bjergelverne var for... tætte til at han ofte indlod sig med nogle af dem og det var sjældent han mødte nogen som var både interessante og fysisk tiltrækkende... Selv om hun var skovelver. 
"Detsværre ikke. Jeg har min oppakning liggende i 'nærheden'. " Hans fingre lavede et ironisk tegn i luften. I fugleflugt var det ret tæt på, men ikke helt tæt nok. "Mit tøj og min kniv kan passe under hammen, måske også en kort økse. Men hvis jeg forsøger at tage bue og spyd med så virker det ikke. " Han trak på skuldrende og dykkede ned under vandet for at skrubbe blodet af sig ansigt og hals. Da han kom op igen strømmede vandet fra hans flettede hår og ned over ham mens han sendte hende et overraskende afslappet grin

"Så når..." Men han havde allerede hovedet under vand, og hun trak på skuldrene og ventede, indtil han kom op igen. 
Hun fandt sig selv trække på smilebåndet af hans drengede grin. Det virkede yngre, end hun først havde skudt ham - men alder var sådan en flydende ting for elverne. Helt ung, var hun ret sikker på, han ikke var, selvom hans klan betegnede ham som dumdristig. Det var ofte noget, man voksede fra. Ofte.
"Så når din leder siger, du skal skyde folk fra luften, mener hun måske, du skal klatre op i det nærmeste træ, lidt ligesom, åh du ved," Hun hævede det ene øjenbryn, mens smilet dirrede i den ene mundvig. "En skovelver?"
I en flydende bevægelse kom hun på benene igen og rystede det værste vand af fødderne, inden hun foldede dem ind under sig og lod dem tørre i kappens folder. Med albuen hvilende på det ene knæ, lagde hun hagen til rette mellem sine fingre og lænede sig lidt frem, selvom det ikke bragte hende nærmere Eroan. Smilet dirrede stadig i udkanten af hendes mundvig og noget drillende funklede i hendes blik. Næsten som om hun gerne ville provokere ham. Han havde allerede givet udtryk for, at han ikke kunne lide sine tidligere artsfæller. Hvor dybt mon det had egentlig stak?

Eroan skar en grimasse ved sammenligningen med skovelvere. Aladrios forbyde det. Det var ikke direkte væmmelse, men det var meget tydeligt at han ikke kunne lide sammenligningen. Overhovedet. Imens han svarede tog han et par skridt nærmere, så vandet kun lige gik ham til livet, og løftede sit ene ben nok til at han kunne nå sin fod for at gnubbe det sidste blod af der. 
"Bah. Gemme sig i træer. Giv mig klipper hvis det endelig skal være fast grund. " Han rystede på hovedet og et kort øjeblik så det ud som om han ville få overbalance som han stod der på et ben. "Du har tydeligvis aldrig set nogen af klanernes ørneryttere i aktion. " Han så op på hende igen da han satte sin fod ned og fangede hendes mørke øjne med hans gyldne. Og fangede det drillende i hendes blik. 
"Jeg er ikke helt så nem at få op, Ecaeriss. Ikke helt. " Han trak på skuldrende og satte sig så ned i vandet så det kun var hans hoved der kunne ses. Selv om havde det været bare hundrede år tidligere havde sammenligningen nok gået ham til at fare i flint. Hans had til sine artsfæller var blevet dulmet noget af andre, nyere konflikter, men det lå der stadig, lige under overfladen, klar til at blusse op igen.