Zahinael

Zahinael

Krystalisianer

Retmæssig Ond

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2036 år

Højde / 192 cm

Alianne_ 06.02.2021 11:26
Det var sjældent, Zahinael holdt venner i sin kælder. Den var som regel forbeholdt et par Lysets spioner - eller folk mistænkt for at være det - og med kun to celler og et kosteskab skulle pladsen ligesom prioriteres. 
Men det her var et særtilfælde og efter lang tid på Obsidianøerne stod kælderen alligevel tom i øjeblikket. Zahinael var kommet tilbage til Dianthos efter succesfuldt at have fået alle sine nyuddannede spioner tilbage i deres respektive klimaer, og på vejen hjem havde han hørt nogle spændende rygter om en forvirret ung mand, der lød til at udvise nogle ret genkendelige symptomer på slet ikke at være så ung, som kroppen indikerede. Det havde ikke taget lang tid at få ham hevet ind til byen og diskret placeret i kælderen hos Bind og Sting.
Zahinael kunne dog ikke være sikker i sin sag, før han så ham i egen høje person, men nu hvor han stod foran den lille celle, var der ikke skyggen af tvivl tilbage. Essens genkendte essens, og selvom det var over tusind år siden, var det som at stå tilbage under dæmonkrigene med en god ven igen. En god ven, der burde være død. For hans egen skyld, mere end andres.
"Godmorgen Bjørn," sagde Zahinael. Det var på ingen måde morgen, men hernede var der ingen vinduer til at sige ham imod. 
Han trådte ind i cellen og tog plads på den lille skammel, han havde taget med ind fra gangen. Cellen i sig selv havde kun en smal, hård briks og et tæppe var ekstraordinært blevet smidt ind til frygtdæmonen. En spand i hjørnet var ellers det eneste inventar på de blodstængte gulvbrædder. 

Deamiel

Deamiel

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2707 år

Højde / 193 cm

Sunny 06.02.2021 16:03
Hvordan var han endt her? Ting var gået så hurtigt. Han var stødt på nogle flinke folk, som han var faldet i snak med. Og så skete der... noget? Han kunne ikke huske noget!
Da han var vågnet på en briks i en mørk kælder, kunne han mærke som frygten pressede sig på ham. Hjertet dunkede i brystet på ham. Det føltes som om det prøvede at kvæle ham. Hvorfor var der barer for? Panik! Ren rå panik. Hovedpinen var ved at slå ham omkuld. Der var som om noget i hans sind prøvede at kæmpe sig fri. Noget som han havde glemt. Men der var jo ikke andet end det han lige havde oplevet. Hvorfor vidste han så at han var blevet taget til fange? Hvorfor var det så skidt? Hvem havde taget ham til fange? Hvorfor var han sikker på at han ville dø? Død? Hvorfor tænkte han på det? Han var jo ikke såret.

Der var gået længe hvor han nogen gange desperat havde hevet i træmmerne, og nogle gange sat i et hjørne og grædt af frygt. Hvad skete der? Lyden af at nogen pludselig nærmede sig hans celle, fik ham til at fare sammen og krybbe hen i et hjørne. Den store muskuløse mandekrop virkede ynkelig i cellen. 
Der kom en mand. Manden virkede... genkendelig. Bjørn tog sig til hovedet, som igen noget kæmpede i hans sind. Han knurrede af smerte. Hvad skete der?
Manden satte sig blot på en skammel og kiggede på ham. Hvorfra vidste han hvem han var? De havde aldrig mødt hinanden. Manden gjorde ham utryg. Meget utryg. Han krøb mere sammen i hjørnet og kiggede på manden med store forskræmte øjne.
"Hvor er jeg?"
Zahinael

Zahinael

Krystalisianer

Retmæssig Ond

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2036 år

Højde / 192 cm

Alianne_ 06.02.2021 16:15
Det var sørgeligt at se Deamiel så sammenkrøben og rystende. Som om vinterkulden havde taget fat i hans skuldre og ikke ville slippe. Som om tæppet slet, slet ikke havde været varmt nok. 
"Du er i sikkerhed," svarede Zahinael. Det var det bedste svar, der var. I sikkerhed for dig selv. "Men du hedder ikke Bjørn, vel, Deamiel?"
Zahinael drog et suk og kørte hånden gennem håret. Det var ikke ligefrem det her, han var bedst til. Normalt var det godt, hvis hans folk glemte. Glemte hvem de var, og kun var, hvem han ville have, de skulle være. men Deamiel havde glemt for meget. Glemt sig selv. Sin storhed. 
"Hvor meget har du glemt, Deamiel?" spurgte han, men blev siddende. 
Hvor  underligt det end måtte føles, blev han siddende for ikke at virke for skræmmende. Der var ingen grund til at bruge frygten mod frygtdæmonen. Endnu. 

Men frygtdæmonen virkede bange. Unaturligt bange. Menneskeligt bange. Det var ikke godt for en af Deamiels slags at være i live så længe, som han havde været, og jo mere Zahinael så på ham, jo mindre overbevist var han om, at han kunne bruges til noget. En knækket, glemt eksistens var intet værd. Men hvis hans potentiale kunne genåbnes... De muligheder ... Det var et forsøg værd.

Deamiel

Deamiel

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2707 år

Højde / 193 cm

Sunny 06.02.2021 16:41
Han følte sig ikke sikker. På ingen måde sikker. Det virkede næsten som om væggene begynde at klemme sig tættere på ham. Han kunne ikke forklare den følelse. Fangeskabet var allerede ved at kvæle ham. Hvorfor skulle han nogensinde være blevet forvist fra sin lille skovsø? Hvis han bare kunne have blevet i sin lille fine lysning, hvor skovens dyr og planter var hans selskab, så ville det her aldrig være sket. Hans øjne flakkede desperat efter en reflektiv overflade som han kunne flygte ind i. På den måde kunne han muligvis komme ud.
Han kiggede panisk over på manden som sagde hans navn igen. Eller det navn som han havde fået af Fugl. Det var ikke hans navn. Hvor vidste han det fra? Og hvem var den Deamiel? Han tog sig til hovedet og klemte mod sine tindinger.
"Jeg ved det ikke. Jeg er Bjørn. Jeg ved de ikke."
Panikken var ved at æde ham op.

Hans panik stoppede lidt. Manden nævnte noget om at have glemt. Han trak vejret dybere, og han lagde mærke til som tårer havde trukket striber ned af hans ansigt. Glemt. Hvad havde han glemt? Ordene fik fokuseret hans sind lidt. Hvad havde han glemt? Var det noget vigtigt?
"Jeg... hvem er jeg?", kunne han høre spørge. Ikke manden. Mere ud i rummet. Han vidste ikke hvem han var. 
"Er jeg en åmand? Ved du hvad en åmand er?"
Spørgsmålet kom direkte til manden, som Bjørn kiggede på ham. Den her gang med mere nysgerrige øjne. Måske vidste manden noget om hvem han var?
Zahinael

Zahinael

Krystalisianer

Retmæssig Ond

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2036 år

Højde / 192 cm

Alianne_ 06.02.2021 20:05
Ganske langsomt rejste Zahinael sig op. Han ønskede ikke at virke frembrusende eller voldsom over for Deamiel og gjorde sine bevægelser dovne og afslappede. Buret var trods alt mest for Deamiels skyld. 
"En åmand. Eller et spejlbillede. Eller en refleksion. Måske en blank overflade," sagde han og rakte sin hånd frem og ned mod den anden dæmon, inde nhan tog det sidste skridt frem, så han havde en chance for faktisk at nå den. "Jeg er her for at hjælpe dig, Deamiel. Med at huske. Du søger en overflade, ikke? Noget du kan hoppe ind i. Kom op at sidde på briksen med mig."
Det var naturligt, at frygtdæmonen prøvede at løbe fra forvirringen og smerten. Zahinael havde set dem dengang under krigene, hvor de blev udskiftet i deres delinger som rationer, fordi de fortabte sig i overfladerne og drev sig selv til vanvid ved at spejle så mange andre væsners frygt, håb eller knuste drømme. 
Men Deamiel havde holdt ud længere end de fleste - og var tydeligvis ikke omkommet, da portene blev lukket, som Zahinael først havde antaget. Han var selv flygtet ud i skovene i et forsøg på at gemme sig fra forfølgelsen, men med de store vinger havde det været næsten umuligt. Deamiel havde måske gemt sig i en sø, sådan som hans første bud på, hvad han var, var en åmand. Det måtte Zahinael undersøge senere, når han var færdig her i kælderen. Men for nu kunne lidt venlig samtale ikke skade. Med tiden kunne de fleste huske, men om en ødelagt og alt, alt for gammel frygtdæmon også kunne nå dertil... Zahinael havde sin tvivl.

Deamiel

Deamiel

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2707 år

Højde / 193 cm

Sunny 06.02.2021 22:31
Han for sammen, da manden rejste sig og trådte tættere på ham. Hvad ville han? Hele hans krop var i højeste alarmberedskab. Hvorfor skræmte manden ham så meget? Hvad skete der? Skridtene virkede truende. Bjørn var byttet, manden var rovdyret. Manden ville noget med ham. Hvad ville han? Hvorfor Bjørn? Bjørn havde da ikke gjort manden noget. 
Han kunne knap nok høre noget, som blodet tordnede inde i hans ører. Han stirrede blot panisk op mod manden, som han nærmede sig. Men så var der noget som manden sagde. Hvor vidste manden så meget om ham? Hvordan vidste manden at han kunne blive en del af et spejl, eller en sø? Vidste manden hvem han var? Hvad han var? Ville han kunne få svar på sit gamle spørgsmål?
Han kunne mærken som panikken forsvandt lidt igen. Måske var manden ikke så farlig? Men hans sind var stadig helt op at køre. Hver eneste bevægelse blev lagt mærke til. Måske var manden venlig nok.
Han rakte hånden forsigtig frem og tog mandens hånd. Han lod sig blive trukket op. Han stod tøvende et øjeblik, som manden satte sig på briksen. Hans blik flakkede mellem manden, briksen, og udgangen. Udgangen hjalp ham ikke på nogen måde. Han satte sig på briksen. En god afstand til manden. Han knugede om tæppet som lå på briksen. Det gav ham en hvis tryghed.
"Er du ligesom mig? Kan du også spejle dig i andre?"
Zahinael

Zahinael

Krystalisianer

Retmæssig Ond

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2036 år

Højde / 192 cm

Alianne_ 15.02.2021 20:03
Deamiel satte sig på briksen, og Zahinael lod der være en smule plads imellem dem, så nærheden ikke virkede så påtrængende. Frygtdæmoner spejlede god nok andres følelser, skræk og (knuste) håb, men fysisk nærhed var sjældent noget, de brød sig om. Slet ikke, når de varnået til det stadig, Deamiel desværre var sprunget på hovedet ned i. Zahinael burde lade ham dø. Det var for alles bedste. Men noget holdt ham tilbage, og han fortalte sig selv, at det var fordi Deamiel kunne bruges. Tanken om at de kunne få en hær af frygtdæmoner, hvis de ville, blev for en gangs skyld ikke hørt af den rationelle sand.
"Nej," svarede han med et suk. "Men jeg kender dig, Deamiel."
Navnet blev gentaget. Husk det nu. Bare en smule.
"Eller, jeg kendte dig engang. For mange, mange år siden," fortsatte han. "Engang, hvor verden stod i flammer under vores hænder og hvor vi marcherede mod fjenden side om side. Lige som du nu kalder dig Bjørn, kalder jeg mig også noget andet. Du kendte mig som Izael."
Lige i det øjeblik blev Zahinael faktisk i tvivl om, om han havde lyst til at Deamiel skulle huske ham. Det havde været slemt nok, da han havde indrømmet det hele over for Lykke. Da hun havde genkendt ham. Selv uden hornene, halen og vingerne... Den prægtige figur, der havde være Izael, lignede nu blot en midaldrende menneskemand.

Deamiel

Deamiel

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2707 år

Højde / 193 cm

Sunny 16.02.2021 21:32
Der kom navnet igen. Deamiel.
"Deamiel..."
Navnet blev gentaget hviskende. Han så sig selv stående over en død person. Kvinde. Vorenia af Isenwald. Korporal. Begærer Javenia Irgemstaadt. Frygter slanger. Død ved snitsår over struben ved egen hånd. Blodet flød stadig fra det åbne sår. Ud af den reflektive pøl af det friske blod trådte Vorenia af Isenwald. For evigt vil hun kunne torturere de pårørende. For evigt vil hun kunne ses i spejle og søer. Drive familie og nære venner til vanvid, om mindet af Vorenia af Isenwald. Uden sikkerhed for at de kunne stole på deres egne sanser.

Deamiel gispede som mindet passerede hans sind, og det forfærdede ham. Det gibbede i ham, og han kiggede skræmt på Zahinael. Hvor meget vidste han om det? Han sagde at de havde kendt hinanden for meget lang tid siden. Han kan ikke huske nogen fra før han levede i sin skovsø. Han vidste ikke en gang om der var en ting før skovsøen.
"Hvem... hvem var Vorenia af Isenwald, Izael?"
Det nye navn faldt ham naturligt at bruge. Han vidste ikke hvorfor, men spørgsmålet rungede i hans hovede, og han lagde ikke mærke til sin ændring.   
Zahinael

Zahinael

Krystalisianer

Retmæssig Ond

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2036 år

Højde / 192 cm

Alianne_ 18.02.2021 17:30
Navnet sendte en blanding af afsky og gensynsglæde igennem Zahinael. Det var et navn fra fortiden. Det var Vorenia også. Fortiden spøgte altid et eller andet sted, og selvom han prøvede at få Deamiel til at huske sig selv, behøvede det ikke bringe alle tidligere gerninger med sig. Der var styrke og lærdom i fortidens kampe, men ofte var Zahinael for travlt beskæftiget med nutiden til at synes det var værd at bruge alt for meget tid på noget, der ikke var mere.
"Fra fortiden," svarede han roligt. "En fortid, der ikke er så vigtig mere."
Langsomt vendte han hovedet mod Deamiel og mødte hans blik. Et farligt træk, når det nu var en frygtdæmon, han sad overfor, men der var ikke meget i verden, Zahinael frygtede længere, og det var vigtigere at få prikket til Deamiels selvfølelse.
"En adelig, der ikke rettede ind. Et af dine fineste værker. Men det er ikke så vigtigt, hvem hun var. Det vigtige er, hvem du var," spurgte han. "Ved du hvad, du er, Deamiel?"

Deamiel

Deamiel

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2707 år

Højde / 193 cm

Sunny 19.02.2021 11:52
Blodet fra minderne hjemsøgte ham stadig. Han kiggede på sine hænder, og han så blodet han havde på dem fra mange forskellige folk. Så meget blod. Koldsved løb ned af panden på ham. Han kunne mærke glæden det bragte ham at myrde. Hvordan det at få andre til at tage deres liv havde givet ham fryd. Havde han været så forfærdelig? En morder? De var jo ikke skadet. De led jo ikke! Han havde fået dem til at lide. Hvorfor havde han gjort det? Var det det han var? En der fik andre til at lide?

Han stirrede blot på sine hænder, som begyndte at dirre. Hans blik blev slørret, som tårer på ny fyldte hans øjenkroge, og dryppede ned i hans åbne rystende hænder. 
"Jeg var Vorenia..."
Stemmen bar ikke mærke af tårerne, men den var svag og dirrende. Han var i vildrede. Hvad var han? Hvem var han? Hvad havde han gjort?!
"Jeg ville ikke have at de led."
Ordene var ikke vendt mod Vorenia eller minderne, men alle de folk han havde druknet i sin skovsø. De sørgende, der blot var kommet til ham for at få medlidenhed. En at tale med om deres knuste hjerte. Ligesom denne skikkelse. En mand som ikke kunne bære sine sorger mere. Han stoppede lidelsen. Det gjorde ham glad. Ingen skulle lide. Eller skulle alle lide?

Han begyndte at trække vejret hurtigere. Overfladisk, som han dirrede mere. Hænderne for op til ansigtet, som han skreg af frustration, som blev blandet med smerte, som han greb fast i hår og hud og begyndte at hive og flå. Huden sprækkede over ansigtet. Sort tykflydende væske og puds drev fra sprækkerne. Med voldsomme kræfter og et voldsomt brøl blev en flig hevet af som smuldrede i sort puds. Det sorte blod sprøjtede ud over det hele med et voldsomt slask. Deamiel greb fast et nyt sted og med fornyet kraft hev til. En større flig faldt af og rev halvdelen af ansigtet af. Mørkeviolette flammende øjne brændte igennem den flydende masse under den unge mands ansigt. En rovdyrskæbe kunne anes gennem pudset. Vejrtrækning var dyb og hæs. Resterne af kroppen var spændt helt op, men Deamiels åndeform var for første gang blevet blotlagt lidt i årtusinder.
Zahinael

Zahinael

Krystalisianer

Retmæssig Ond

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2036 år

Højde / 192 cm

Alianne_ 27.02.2021 22:07
"Åh, Deamiel..." sukkede Zahinael og rejste sig op uden et større hastværk. 
Tårer var ikke noget, han gad bruge tid på. Det følelsespis der skulle han have tævet ud af drengen igen. Han havde været fanget i et alt for blødt sind alt, alt for længe. Det skulle fikses og så...
Hastværk kom på, da Deamiel begyndte at rive sig selv fra hinanden. Det sorte puds, der sprøjtede ud fra sprækker i kroppen, splattede op ad vægen og ned på gulvet. Noget af det nåede endda at snitte Zahinaels ene bukseben, og han hoppede halvpanisk et skridt frem for at øge afstanden mellem dem. Den her vest var ny!
Lige så langsomt og roligt, som han var kommet ind i cellen, lige så hurtigt kom han ud og fik hamret tremmedøren i sig (ikke at man kunne høre det over Deamiels skrig). Zahinael priste sig lykkelig for, at de havde haft dygtige magikere til at holde al lyd fra at forlade kælderen, så de ikke fik ordensmagterne på besøg i tide og utide, for Deamiels skrig var efterhånden så høje, at han ikke engang kunne høre sine egne tanker. 
"Herre?" spurgte fangevogteren, der stod lænet op ad bagvæggen ude på gangen. "Skal han neutraliseres?"
"Lad ham stege i sin åndeform nogle dage," svarede han, mens han betragtede det uhyrlige scenarie foran sig. Åndeform og tjærelignende materie blandede sig i luften og på gulvet, og var man af mere skrøbelig karakter, ville man næppe holde sin maveindhold indenbords lige nu. Det lød lidt som om fangen i den anden celle faktisk var nået dertil.
Zahinael vendte sig mod fangevogteren, som trådte frem - klar til at modtage sine ordre.
"Få en barriere op," sagde han til hende. "Jeg er ikke helt sikker på almindelige tremmer kan holde ham, hvis kroppen først opløses helt. Så må vi se at finde en ny til ham. Og jeg tror..." et skummelt smil bredte sig om hans læber. "Jeg tror, jeg har den helt rigtige i tankerne."
Med et sidste blik tilbage på sin gamle ven - nu væsentlig mere opløst, end han nogensinde havde set ham - nikkede spionmesteren atter for sig selv, mens benene bevægede ham mod trappen. Måske han ikke havde været så heldig at få sin gamle ven tilbage. Måske han havde været heldigere og fået et våben i stedet.

Zahinael har forladt tråden.

Deamiel

Deamiel

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2707 år

Højde / 193 cm

Sunny 28.02.2021 00:21
Han lagde ikke mærke til hvordan Zahinael var begyndt at gå ud af cellen. Noget fortalte ham at han skulle blive ved med at rive. Flå det hele fra hinanden. Ødelægge løgnene! Han flåede videre. Skrigene rungede gennem rummet, og blev mere og mere unaturlige som store flager af hud røg på gulvet. Dæmonisk sort blod sprøjtede ud over hele rummet. Træmmerne blev sværtet til. Hver eneste las af hud der blev flået af, fik brøkdele af minder til at vælte tilbage. De mord han havde begået eller forudsaget. De folk han havde drevet til vanvid. Så meget frygt og galskab. Så meget død og blod. Og så meget nydelse. Den gang var det nydelse. Minderne om tiden i skovsøen. Hvordan hans sind havde været sløret i en sær mildhed. Død og galskab havde der været rigelig af. Selv da han rejste hvileløst rundt. Deamiel havde altid luret under tågen af glemsomhed.

Han prustede tungt. Det meste hud var revet af. Tilbage stod en afskyelig åndeform. Mørk som de sorteste skygger, dryppende af fordærv og puds. Fjer der smuldrede hver gang han bevægede sig. 
"Izael..."
Stemmen var knurrende. Hæs. Ubrugt i årtusinder. 
"Izael!"
Vrede der boblede frem, og rungede gennem cellen. Han kastede sig mod barerne. Kløerne erstattede nu hænder. Næbet og tænderne gnavede i træmmerne, men blev kastet tilbage af den magiske barriere.
"Izael! Jeg skal fortærre dig! Jeg vil være dit værste mareridt!"
Råbene var vanvittige og blev erstattet af et isnende hyl. Der var ingen der ville være i tvivl om at dette var en frygtdæmon. Vanvittig. Gammel. Frustreret. Et rovdyr der jagtede sindet. Besatte folks sanser. Drev dem til vanvid og fik dem til at tvivle på dem selv. En der havde overlevet alt for længe. Hvem ved hvordan en frygtdæmon var når den havde fået lov til at ligge og lure i så lang tid. Hvis Zahinael kunne få kontrol over ham, så ville han have en magtfuld allieret. Hvis ikke, så ville have en farlig fjende. Tiden og Zahinaels tålmodighed ville vise om han havde fået sig sin gode ven tilbage, eller om han nu blot havde erhvervet sig et tveægget sværd.

Deamiel har forladt tråden.

0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Helli , Tatti, Blæksprutten
Lige nu: 3 | I dag: 4