Det var efterhånden længe siden at Isenwald slægten havde inviteret de højbårne til fest, men denne gang var der grund til at samles til fejring!
For prinsesse Astrid skulle vies med Alaric af Erneyll, hvilket fyrstinden Verona ville sikre blev en begivenhed Medanien ikke glemte foreløbig.

Alle de andre fyrstefamilier var selvfølgelig inviteret, samt mange af de der ellers bar vigtige titler i Krystallandet, men især mange af de vigtige folk i Medanien havde fået gæstebuddet. Det var vigtigt at de fik et indtryk af den kommende fyrstinde, hvilket Astrid fik rig mulighed til på denne måde.

Omkring borgen var der der slået farverige telte op til de af gæsterne der ikke medbragte deres egne, eller var blevet henvist værelser på borgen.
For skønt Isenborg lå smukt, var der det meget sparsomt med bebyggelse omkring den andet end en lokal landsby hvilket de færreste ville finde passende til andet end dele af deres følge.

Selve Isenborgs balsal var pyntet op med utallige bannere i rød og grøn, en løber i hvid med sole broderede i guldtråd fulgte kanterne af løberen som den ledte op til det opstillede alter, der stod badet i middagssolens lys.
Fredskildes Isari præstinde Iulia var rejst hele vejen for at stå for vielsen denne efterårsdag, smilende og hilsende på alle gæsterne, som de fandt pladser langs siderne af salen på de fremsatte stole og bænke.
Isenwald og Erneyll familierne havde plads tættest på alteret, jo vigtigere man var for brudeparret jo tættere på alteret sad man.
Da alle havde fundet deres plads, fulgte Verona selv sin datter og arving til alteret rørt til tårer, og utroligt stolt over at hun kunne giftes med en hun ville holde af, alt imens Alaric blev fulgt til alteret af noget af hans familie.
Selve ceremonien var kort, fyldt med prisende ord til Isari om at lyse på deres vej i livet, at lade dem være hinanden lys i mørke tider og at de sammen ville altid ville finde fred. Med de sidste ord blev det hvide og gyldne bånd bundet om deres hænder, det broderede Isenwald mærke til skue for alle.
De var nu gifte i Isaris åsyn.

En rungende klapsalve brød ud som ægteskabet blev gjort anerkendt af guderne, og den stolte moder tog ordet. “Kære alle sammen! Det vil være min og brudeparrets ære hvis i vil være med til jagten der følger!” En hujen kom fra en del af gæsterne der så frem til noget mere aktivt. “Som traditionen siger vælger brudeparret hvert deres hold, jo bedre et bytte jo mere velsignet vil deres lykke være fremover!” Resten af dagen var sat af til jagten, indtil det blev tid til festmåltidet om aftenen.
“Alle der ønsker at deltage bør stille op i gården klædt på til jagt, for resten er der stillet pavilloner op i haven” Verona selv ville ikke deltage i jagten, hun havde for meget at se til her på borgen, samt nogen skulle være med til at underholde de gæster der blev tilbage.

Aftenens festmåltid ville bestå af glazeret kronvildt, farserede fasan på en bund af bagte rodfrugter, tykke skiver af vildsvine bacon, samt marinerede vildsvineribben med krydderier fra hele riget.
Til hver ret var der rigeligt af den lokale vin, en ny til hver ret for smagen skulle jo passe sammen.
Tiden mellem retterne var nøje planlagt til at give folk rig mulighed for at tale sammen, men uden at man skulle gå sulten for længe. (Eller føle sig fanget i at skulle tale med dem man var endt ved siden af.)
Så snart aftensmåltidet var slut ville brudeparret blive sendt i seng hvor de mere private dele af deres ægteskabelige pligter skulle ordnes.
Sådan ville de næste to dage foregå med jagt om dagen og fest om aftenen og natten, hvor den foregående dags jagtbytte blev serveret om aftenen.


//PRAKTISK INFO!
Tråden er åben for alle der med rimelighed mener de er inviteret. (Hvis du er i tvivl send en PM til mig eller Fia ^^)
Al vold og åbenlyst tyveri/lovbrud vil blive stoppet øjeblikkeligt, og personerne smidt i fængsel.

Der kan laves reaktioner til tråden her, til at tilkendegive din karakters deltagelse, og derudover er folk velkomne til at oprette tråde ved siden af! Hyg jer!//

Annabeth have nok set sig i spejlet tusinde gange før de endelig sad i salen, hvor den fremtidige Fyrstinde af Isenwald skulle giftes. Hun var klædt i en smuk isblå kjole med broderier i sølv der forestillede svaner. Samt nøje valgte hvide perler, der dekorede kjolen i et fin mønster ved sømmene. Over sig havde hun en let kappe for at holde efterårets kølige vinde ude, den var mere simpel end kjolen, men kantet med tynd lys pels.
Hun havde glædet sig til brylluppet, festen gav hende god mulighed for at se familie relationer hun ikke så, så tit. Og enhver lejlighed som denne var også en mulighed for at se hvilke unge adelsmænd hun måske en dag skulle tilbringe livet med.


Jagten var skudt i gang for de fremmødte. Annabeth selv havde fundet sig et dejligt varmt glas cider,  mens hun bevægede sig rundt mellem gæsterne der var blevet tilbage. Hun vidste hun havde spottet sin kusine sammen med Arys familien, men lige nu kunne hun ikke se sin jævnaldrende familiemedlem. Hun var dog ret sikker på Emmeline ikke ville deltage i jagten, så hun måtte være her et sted. Med et bryllup som dette, var der så mange mennesker at man hurtigt kunne blive væk i mængden. 

"Lady Jasmine, hvor er Deres kjole vidunderlig" Lady Jasmine rødmede som altid ved den mindste kompliment. "Tak.. Lady Annabeth pigen mumlede lidt hendes svar. Annabeth smilede til den anden kvinde. Jasmine havde altid været generet og meget selvkritisk. med lidt småsnak frem og tilbage før de blev afbrudt at Jasmins moder.

Med et opgivet suk banede hun sig ud mod de smukke haver, hvor de meste fantastiske efterårsfarver herskede. Træerne var alle farver fra grøn til rød og de sidste sommerblomster kæmpede med at blive. Georginerne stod stadig smukke sammen med roserne, hvilket de ville blive ved med til vinterens komme.  Her havde hun et overblik over de fleste mennesker og vinkede gladelig da hun endelig spottede den hun søgte.

Dagen var kommet og havde længe været ventet. Eller, det syntes Astrid i hvert fald. Astrid var i starten af det nye år overbevist om at hun ville ende med at have fyrstinde titlen helt alene, uden nogen mand ved sin side. Det tog dog kun nogle måneder, før hun mødte den mand, som hun nu var ved at gifte sig med. Helt fra første gang hun mødte Alaric af Erneyll, havde der været noget helt særligt over den måde han repræsenterede sig selv på. Måske var det bare noget der hørte til at være en del af Erneyll? Hun håbede i hvert fald ikke at han ville ændre sig, når hans fik nyt familienavn. Det var heller ikke noget hun regnede med.

Verona, fyrstinden af Isenwald, havde hovedsageligt stået for at få mange af tingene op og stå. Astrid havde dog valgt at se gæstelisten igennem. Ikke fordi Astrid havde nogle veninder af lavere rang der skulle med, men blot for at sikre sig at hun havde styr på navnene på de forskellige deltagere. Hun ville nødig risikere at hun stod og snakkede med en, som hun ikke kendte navnet på. For det var svært at holde styr på alle de adelige og vigtige folk, og der blev lagt en del mere i, at hun skulle vide hvem alle var, når hun var arving af fyrstinde titlen, end den gang hun ’bare’ var komtesse. Nu hvor det blev klargjort yderligere, at Astrid stod med arvingstitlen, havde de to kvinder også sørget for at invitere en masse vigtige familier, for der var jo ikke nogen grund til at, allerede inden hun sad med titlen, at hun skulle have dårlige relationer med andre familier. Isenwald havde ikke brug for et dårligere ry. Familierne kunne altid takke nej tak til invitationen.

En aftale til maskeballet i foråret, havde hjulpet Astrid med at få den perfekte bryllupskjole. Dinah, en skrædder i Dianthos, som Alexander fik lavet sit tøj af, havde fået til opgave at lave kjolen og resultatet kunne ikke være bedre.
Kjolen var blevet bragt til Isenborg i en kasse, og da tjenestepigerne trak kjolen ud af kassen, kunne man høre alle de magisk opladte krystaller trille af kjolen. Krystallerne var nemlig til for at den kunne bevare den magi, som Dinah havde lagt over den. Kjolen var utrolig nem at tage af og på, når man kendte til det ’systemet’. For når kjolen var af, var den i to stykker; et for- og bagstykke. Når de blev placeret mod hinanden, skulle man blot berøre de tre krystaller samtidig; en under brystet og en på hver hofte, for at den lukkede sig sammen til en kjole. Kjolen kunne også transformere sig til en buksedragt, ved blot at fjerne de to hoftekrystaller; dette var oplagt, eftersom Astrid vidste at der ville være en jagt efter vielsen. Kjolen var simpelthen så utroligt veludført  og smuk, at det var ærefrygtindgydende. Den bar selve skovens skønhed, som var den blevet velsignet af Avanya, gudinden for skoven! Den var en skønhed, der rørte sjælen og indgød respekt. Hun selv blev påvirket af en utrolig selvtillid og tro på sig selv, som hun iførte sig kjolen.
Hun stod et øjeblik og så sig selv i spejlet med kjolen på. Silhuetten var en klassisk timeglas, med en noget smallere top end bund, dog med en vovet udskæring. Den var nemlig ret bred og temmelig dyb, dog var der på denne udskæring en bred blondekant som illustrerede et hjortegevir. Bunden af kjolen var kantet med lysebrun bæverpels, de vidde ærmegab ligeså, blot kortere. Hen over bæverpelsen i bunden, var der broderet med guldtråd motiver af skovens dyr der blev samlet til procession på fronten. Selve kjolen gradierede fra en mørk mosgrøn farve i bunden til en knopfrisk grøn ved skuldrene. Dem med gode øjne, ville op af kroppen, være i stand til at se et diskret broderi af de lokale træsorter. På hver side af kjolen kunne også ses en stejlende kronhjort i rustrød kobbertråd.
Tjenestepigen nærmede sig så, med en ekstra tilføjelse. Kappen. Den blev sat på ved skuldrene og i toppen var der friske knopper, som fra et træ, som gradvist foldede sig ud til blade, i takt med at de kom længere og længere ned af ryggen, for til sidst at blive rustrøde og falde af kappen. Bladende som Astrid efterlod, ved hvert et skridt hun tog, var af silkepapir i tekstur og omtrent en håndfuld i mængde. Bladende ’groede’ fra kappen.
Astrid begav sig så hen til sit smykkeskrin, hvor hun fandt en simpel halskæde. Halskæden sad nemlig tæt ind til halsen og i midten var der en helt speciel sten. Stenen var nemlig en lille grøn smaragd, som havde været starten på den intimitet de havde fået. Minderne om rundvisningen i minen strejfede hende før hun fandt et par øreringe der matchede de krystaller der var på kjolen.
Inden hun begav sig fra sine gemakkere, tændte hun et lys, for at sænke sin fader en tanke. Hvor ville hun ønske han kunne være der…

Havde Astrid haft en hver anden kjole, havde hun haft en ulmende nervøsitet. Dog gik hun selvsikkert og med et roligt smil på læberne, mens hun blev fulgt ind af sin moder, som havde tårer i øjnene. Dét at se sin moder, rørt til tårer, gjorde at Astrid gav hende et blidt klem for at forsikre hende om, at alt var lige som det skulle være. Det kunne dog ikke vare evigt, det lille klem, eftersom Verona måtte tage afstand og Astrid stå ved det opstillede alter. Kort lod hun sine lyse øjne glide ned af den hvide løber, hvor hun kunne se de rustrøde blade, som var faldet af den kappe hun bar. Blikket nåede dårligt nok at se hen over gæsterne, før det blev rettet mod Alaric. Hun sendte ham et lille smil og et afslappet suk, som verdenen omkring dem syntes at forsvinde. Det var dem og Fredskildes Isari præstinde. De prisende ord lød højt og tydeligt og inden længe var deres hænder bundet af hvide og gyldne bånd.

Klappesalven lød pludselig, og Astrid lagde endnu engang mærke til de mange gæster. Ja, hendes egne tanker blev nærmest overdøvet af klappesalven. Derfor var det utrolig rart, da hendes moder tog ordet og forklarede resten af dagens forløb. En jagt, på hvert sit hold. Det skulle nok gå godt, i hvert fald for Astrid. Alaric måtte jo så bare finde ud af om han ville bruge den lille gave hun havde givet ham til midsommerballet. Det var en gave, som ville gøre at han nemmere kunne være en del af jagten, eftersom han jo manglede en hånd.

Det nygifte par måtte endnu engang skilles. Tæt ved stalden, stod stalddrengen Owen med hendes koksgrå hingst, Aladrios´ Kriger, klar til opsidning. Det var med en utrolig let bevægelse, at Astrid fjernede de to nederste krystaller, således at kjolen transformerede sig til en buksedragt, som hun kunne ride i. Hun fik sig et pilekogger og en bue. Det tog kun et øjeblik før hun havde sat sig op og fundet sammen med sit tilvalgte hold. Inden jagten blev sat igang fik Astrid sendt sin mand et udfordrende smil. Et smil han burde kende til fra når de havde reddet om kap. Med en hast drog de så ud på hvert sit hold på jagt deres fremtidslykke.

Jagten sluttede, med en utrolig mængde råvildt. Dét og at kunne genforenes med sin mand til aftenens festmåltid, var alt der skulle til for Astrid lod sig smile, noget som oftest var en sjældenhed at se hos den unge, nu gifte, arving.
Der blev smagt godt på de forskellige vine, vel vidende om hvad der var sket sidst hun havde været fuld i Alarics selskab. Denne gang var der bare ikke noget der skulle holde hende tilbage, og hun vidste udmærket, at selvsikkerheden nok ville blive pillet af hende, lige så snart kjolen ville falde til gulvet. Vinens effekt havde bare med at være på hendes side!


//Først og fremmest tusind tak til Chilitoke, som designet Astrids brudekjole! Jeg er evig taknemmelig over det arbejde han har lagt i kjolen, og kan slet ikke forestille mig hvor mange timer Dinah selv måtte have lagt i kjolen, selv med sine evner! Dertil har jeg valgt at tegne kjolen, for at tydeliggøre alle de elementer der er med! Skitse her (anbefales) vs Farvet billede her

EDIT: Grundet en diskussion i chatten, omkring om kjolen var somewhat ulovlig, har jeg redigeret beskrivelsen af den effekt den har på folk omkring hende. Kjolen eller den magi der er i den, er altså ikke ulovlig.

Misundelse.
Det var den primære følelse, der gnavede i Amelia under vielsen. Jalousien dryppede fra hende som klistret harpiks fra et træs indre. Det var ikke så meget rigdommene, der blev fremvist, ej heller brudeparrets højere rang i forhold til hende - ja, det meste af Krystallandets adel var jo kommet fra nær og fjern for at deltage i brylluppet!

Nej, misundelsen skyldes, at Astrid af Isenwald og Alaric af Isenwald så forelskede ud. Det varme blik, de mødte hinanden med, da Astrid svansede op ad gulvet, fik misundelsen til at skyde ud i hver en fingerspids. Alt, Amelia kunne tænke på, var, at hun havde giftet sig med den forkerte Erneyll.
Ved siden af Amelia sad Athelstan og betragtede brudeparret med sine sædvanlige ligegyldige, dovne øjne. De var selvfølgelig begge klædt pragtfuldt og matchede som sædvanligt hinanden i de røde og sorte farver. Fra det øjeblik parret havde sat deres fødder på Isenwalds jorde, var de trådt de ind i rollen som forelskede nygifte, og det skulle alle vidne, koste hvad det ville!

Man skulle tro, at skoven har brækket sig ud over hende med alle de dyr, knopper og blade, tænkte Amelia giftigt, mens hun sendte brudeparret en stiv grimasse af et smil, da alle rejste sig og klappede efter vielsen. Endelig overstået. Snart gik jagten i gang. Hun ville blive tilbage på slottet og gribe muligheden for at drukne sine sorger i vin og finde nogle gamle veninder at sladre med. Det trængte hun til, hvis hun skulle komme igennem de næste to dage.

Det sidste lange stykke tid havde det virket til, at hoved familien i Isenwald var blevet placeret under en uheldig stjerne. Voldsomme overfald på begge døtre og en søn der længe havde været formodet tabt til Mørkets styrker. Det hele havde ikke været rent mørke, for midt i mørket var en trolovelse opstået.
En trolovelse, der skulle binde to de fyrsteslægter Isenwald og Erneyll til hinanden i en stærk alliance.

De seneste par dage op til brylluppet havde hun flittigt lagt flere visit forbi borgens lille private tempel, hvor bønner blev givet til de retmæssige Guder og Gudinder. Bedende for at Astrid og Alaric måtte få et langt, lykkeligt, kærlighedsfuldt og frugtbart ægteskab.
Den opblomstring trolovelsen havde givet Astrid, havde den yngre søster ikke kunne undgå at varmes af og alt tvivl gik til i varmen. Astrid af Isenwald elskede den mand, som hun inden længe kunne kalde for sin mand, hun ville være en af de få der var heldig nok til at kunne sige hun giftede sig med kærlighed.

Den nervøsitet om Astrid ikke lod til at bære på dagen, bar Thalia i stedet for sin storesøster, indtil bruden trådte ind i den op pyntede balsal. Nervøsitet blev skiftet ud med åndløshed over brudens skønhed, fik glædestårer til at stige op i øjenkrogene et varmt og stolt smil til at bryde læberne – for Thalia af Isenwald var i dette øjeblik så stolt og glad på sin søsters vegne, at hun kunne sprænges.

Da vielsen var vel overstået fyldte rungende klapsalver fra de mange gæster salen i en hyldest til det indgået ægteskab, de alle i med anerkendelse fra Guderne have været vidne til.
I allerbedste Isenwald maner, deltog Thalia i den efterfølgende jagt i ledsagelse af sin bue og pil, højt til hest på hendes trofaste brune hingst, med det éne iøjnefaldende blå øje.
Den udsøgte middag blev indtaget med velbehag, og i de mængder det ind strammede korset tillod. Efter middagen fangede den unge prinsesse et krystalglas med boblende cider, fra en af borgens tjenere i et oprigtigt venligt smil.
Bevægede sig rundt blandt farvestrålende skøjter, gled de lyse øjne søgende over de mange gæsters ansigter i håbet om at finde den en helt bestemt person. Indimellem bremset af høfligheds samtaler og lykønskninger om fremtidens fyrstepar.


//Ønskes der en tråd med Thalia til brylluppet, så prik endelig til mig på Discord eller PM c:

Emmeline holdt blikket fremefter, som hun rank fulgte resten af Arys familien ind i den store sal. Det var hendes første deltagelse i en større festlighed, der ikke kun involverede den nærmeste familie, og det gjorde hende en smule nervøs. Ikke at nogen ville lægge specielt mærke til hende på sådan en dag, noget hun dybt nede værdsatte, men alt ville stadig være nyt og lidt af en prøve af hende.
Alt dette var dog glemt, som Fyrstinden af Isenwald førte sin datter op og denne afslørede et kunstværk af kjole, der var så misundelsesværdig at alle andres blegnede i sammenligning. Lige som enhver brud ønskede det. Mest betagende var dog måden den unge kvinde og den unge mand så på hinanden på. Som var de alene i salen og i livet.

Efterfølgende fulgte Emmeline strømmen der i dæmpet snak og latter fandt vejen til haven og forfriskningerne der. Jagt havde aldrig været noget hun var blevet taget med på, så hun så ingen grund til at opleve sin første i dag. Desuden var hun alt andet end klædt på til det.
Hendes kjole var i en dæmpet koralfarve med en samstemt støvet isblå overkjole. De inderste ærme sad tæt, mens de yderste strakte sig mod græsset under hendes fødder. Rundt langs ærmegabene og den firkantede halsudskæring var broderet rhomber i sølv med en zircon påsyet i midten af hveranden. En enkel halvkappe i uld farvet i samme støvede isblå havde hun lagt over skulderen på vejen ud. Efteråret var kommet og der var ingen grund til uforsigtighed.

Emmeline sivede stille rundt mellem gæsterne, lyttende, smilende og småsnakkende. Så mange høflighedsudvekslinger og smil, der sjældent virkede mere end overfladiske. En lille smule overvældende om ikke andet til to damer trådte til siden og et velkendt smil lyste dagen op med en glad vinken.
Annabeth!
Hun lyste op i smil og vinkede tilbage. Lige den hun havde håbet ville være her!

Han kunne umuligt være den eneste, som havde malet et falsk smil på læberne i dag. Trods ingen kunne komme udenom brudens tydeligt smukke væsen, sad hendes gran-fætter med en indebrændt vrede i brystet. En følelse der lige så stille spredte sig helt ud til fingerspidserne, når han så brudeparret stå ved alteret og se så ulækkert forelsket ud.
Havde det ikke været for hans mor, Cordelia Isenwald, ville denne dag have tilhørt en anden. Nu blev hans gran-kusine gift i hans barndomshjem. Det føltes forkert. Men for den simple Nådigherre var der ikke andet at gøre, end at lade som om han var mindst lige så glad på deres vegne, som alle andre så ud til at være. Han kunne vel bare være lidt lettet over, at ceremonien i det mindste ikke varede længe. Det var med tunge klap Alfie deltog i den rungende klapsalve, som fyldte rummet.

Som en vældig dygtig jæger, var det måske forventet at Alfie ville deltage i aftenens jagt. Det var en af de få aktiviteter, som han kunne finde ordentlig glæde ved de næste par dage, og alligevel takkede han pænt nej. I stedet fandt han sig til rette i de opstillede pavilloner i haven.
Festmåltidet var lettere at forholde sig til. Der blev serveret rigeligt med mad og vin, så Alfie kunne oftest slippe for at tale for meget med sine sidemænd. Det havde uden tvivl været endnu lettere bare at blive hjemme, men hvordan ville det ikke have set ud, hvis den tidligere arving ikke dukkede op til den nye arvings bryllup. Han var her udelukkende for sit eget rys skyld, og derfor fandt han også den høflige attitude frem overfor alle gæster. Mon ikke de næste par dage kunne være med til at tvinge lidt af de mange rygter om Markus Alfie Isenwald i jorden.

Forhåbentligt ville det ikke blive helt så forfærdeligt at være her, som han egentlig forventede.

Invitationen fra Isenborg var ankommet til Iselinborg længe før end efterårs brylluppet skulle stå, så der var tid til at få alle de mere lavpraktiske ting på plads; ting som transport, gave til brudeparret og i Olive’s tilfælde smykker og kjole til anledningen. Naturligvis ville medlemmer fra Richelieu hertugslægten deltage, det var trods alt Hertugens grandfætter der stod gom.
Festlighederne var sat til at ville vare i to dage, med jagt som den unge komtesse bestemt ikke have intonationer i at deltage i. Faren for at skyde en af gæsterne eller i værste tilfælde en af de nygifte, så fandt hun det bedst at blive tilbage blandt de andre tilbageblivende gæster.

Vielsen var smuk, bruden ligeså klædt som var hun blevet velsignet af skovens Gudinde Avanya. Kærligheden til hinanden strålede ud af Astrid af Isenwald og Alaric af Erneyll fra det øjeblik bruden blev ført op til hendes kommende ægtemand, af hendes mor, Fyrstinden af Isenwald.
Efter vielsen delte gæsterne sig i to, de der valgte at deltage i jagten og dem som valgte at blive tilbage på borgen, og i stedet blande sig med de andre, der af forskellige grunde havde valgt ikke at deltage i jagten. Det var blandt disse at Olive bevægede sig rundt og konverserede, nøjagtigt som belært og forventet af en adelsfrøken. Selv når samtalerne ikke interesserede hende det fjerneste, lod den kommende Hertuginde det ikke vises udadtil.

Middagen var lige så overdådig som resten af brylluppet. Den ene smagfulde ret med vin nøje udvalgt til at komplimentere hver ret, blev serveret og gav kærkomment undskyldninger til ikke, at småsludre alt for længe med sidemanden. Noget Olive hurtigt satte stor pris på i det hendes bordherre, om end han var ganske køn var omtrent lige så spændende at hører på, som det var at se blæk tørre…
Uden at virke for desperat for at bryde fri af sin sjæl dræbende sidemand, undskyldte hun sig med et høfligt smil efter middagen og trak sig taktfuldt tilbage til balsalen, hvor orkestrets musik indbød herrerne til at byde kvinderne op til skørte hvirvlende dans.


//Ønskes der en tråd med Olive til brylluppet, så prik endelig til mig på Discord eller PM! 8)

Merissa var slet ikke så bitter, som sin bror. Måske burde hun være mere bitter over det, men at hænge sig i sin moders fejltagelser førte ingen vegne lige nu, når hele misæren var sket. På bunden var Merissa mest skuffet. Hvis man skulle gøre sig i den slags hemmelighedskræmmeri, kunne man da i det mindste gøre det ordentligt. Nej, Merissa havde tænkt sig at udnytte tiden her  under brylluppet til at vise, hvor lidt hun var sin mor (trods den slående fysiske lighed), og selv holde fast på nogle af de alliancer og bekendtskaber, Cordelia Isenwald havde fået smidt væk i sit fald.
Og så måtte hun hellere værne lidt om Markus' ry, inden det stivnede smil blev til en letgennemskuelig grimasse.

Der skulle dog hellere ikke meget til for at få løftet Markus' humør højere op, og selvom vinen helt sikkert ville gøre sin del, havde Merissa selv medbragt noget bedre: Hanna. 
Som sædvanligt, når Markus var til stede, var den lille rødhårede pige kun henne ved sin mor, når det var yderst nødvendigt. Hanna kunne få ethvert trist humør til at forsvinde som dug for solen. 
Helt modsat var hendes mørkhårede bror Geoffrey. Hans hunger for at deltage i jagten mindede Merissa foruroligende meget om Henry, og den eneste trøst hun fandt, var at Arvind i det mindste ville være ved hans side under hele turen og holde ham fra at blive for overmodig. Hvis der gik for meget jagt i den, ville hun nok trække i nogle tråde og se, om ikke de kunne slippe af sted med at tage lidt tidligt tilbage til hovedstaden - men for nu stod den på far-og-søn-aktiviteter i skoven, mens hun kunne få alle de nyeste rygter at høre fra hønsegården.

Man skulle som ung kvinde i adlen have en ualmindelig god grund, for ikke at dukke op til et bryllup mellem to fyrstefamilier.
Bryllupper var som alle andre arrangementer et godt grundlag for at se dem man ikke så ofte grundet den store afstand, men også et sted til at vise sig selv frem, blive set an og ikke mindst se andre an af både potentielle bejlere og konkurrenter. Det var derfor naturligvis med største selvfølge, at også Kazimi prinsessen deltog til løvfalds brylluppet på Isenborg.

Flere gange på turen fra Rubinen til Medanien, havde den unge kvinde åbnet pergamentet med den sirlige skrift, og løftet om en helt bestemt person også ville være at finde til brylluppet. Skønt hun glædet sig på Astrids vegne, de havde trods alt snakket en del sammen ved andre sammenkomster, men ikke så de kunne kalde sig nære veninder, så var den egentlige drivkraft for at møde op en helt anden mørkhåret person.

Vielsen var smuk og veludført. De nære familiemedlemmer virkede tydeligt glade for foreningen af brudeparret, der for en stund lod sig synke ind i en verden, hvor kun de to var at finde. I virkeligheden et syn, der kunne bringe en bitter smag frem hos de fleste som ikke var lige så heldige at finde samme kærlighed til deres ægtefælle.
Så snart ceremonien var veloverstået og de nygifte sendt ud på jagt, efter lykke til deres forhåbentligt lange ægteskab, gik Meena på sin egen jagt blandt festlighedernes tilbageblevne gæster.
Høfligt konverserede hun med de der nåede at bremse hendes færden rundt, smilte, grinte og komplimenterede når det var passende – helt som det var forventet i disse kredse – indtil hun kunne finde en passende undskyldning, for at bevæge sig videre i mængden med et de chokolade brune øjne glidende søgende hen over de fremmødte.


//Ønskes der en tråd med Meena til brylluppet, så hiv endelig fat i mig på Discord eller PM! 8)

Normalt ville Merek gøre alt hvad han kunne for at undgå at skulle deltage i en af adelens uendelige fester. Jo det kunne da nogle gange være hyggeligt nok, og nogle gange kom der endda kønne kvinder, som var med på at agere underholdning for en enkelt aften, men alligevel ville han hellere blive hjemme. Efter ulykken havde han haft en undskyldning, en hertugs pludselige død efterlod en masse, som skulle ordnes, og især når den hertug havde så meget rod i tingene, som hans far havde haft. Men nu gik undskyldningerne altså ikke længere, han blev nødt til i det mindste at vise ansigt.

Selv under vielsen havde han svært ved at skjule, hvor kedsommelig han fandt det. Ganske vist var bruden da køn at se på, men hvad havde det af betydning for ham? Selv han var ikke grum nok til at prøve på noget med en kvinde på hendes bryllupsdag. Kærligheden lyste ud af parret, men det sagde ham heller ikke noget, kærlighed var blot en ting, som var til besvær, skabt til at slørre ens dømmekraft.

Knapt var vielsen slut og resten af festlighederne begyndt, før han gik på jagt efter en, eller flere, som kunne underholde ham, indtil han kunne finde på en undskyldning til at smutte hjem. Ingen fangede hans umiddelbare interesse, men han holdt håbet ved lige, der skulle nok være nogen. Om ikke andet så ville chancerne blive større, når mange af mændene tog på jagt. Selv fandt han ingen interesse i dette, han var heller ikke meget værd med en bue, så han ville da hellere blive til festen og trøste de kvinder, som skulle se deres elskede mænd forlade dem til fordel for lidt sjov med en flok andre mennesker i en skov.

Den store dag var kommet, efter den tid de havde været forbudt at mødes med hinanden i, var dette noget af en gave. Alaric som ikke mindedes mange festligheder af tilsvarende pomp og pragt var for at sige det milde målløs.

At finde tøj til denne begivenhed havde været noget af det mest besværlige, han var blevet vist kofter og hoser i alverdens stoffer og farver. Han havde endt med et par mørke hoser, der endte ved et par sværtede støvler som han selv følte han næsten kunne spejle sig i, hvilket blot gjorde ham mere utilpas. Udover havde han en kort mørkerød underkofte som gik ham til midt på lårene. Udover dette bar han en knælang kofte i mørk, ja næsten sort stof, den var pyntet med vævede kantbånd af grønne tråde blandet med nogle enkelte sølvtråde og en enkelt rød tråd der var næsten umulig at se.
Om livet havde han et langt bælte der var snoet om hans talje 4 gange for ikke at slæbe hen af jorde, og over den venstre arm bar han en kappe i en meget mørk grøn farve på den ene side og en meget mørk rød på den anden side beklædt med kanter af bjørnepels.

Selv med det tøj, så dyrt det havde været, og hvor svært det havde været at finde så følte han stadig at det var utilstrækkeligt da han første gang lagde øjnene på hans brud. Han havde stået med rank ryg og afventet hende, men da han så hende faldt hans maske. Hans skuldre slappede af, og det stolte og neutrale blik og smil blev bredt og smittede hans øjne. Det var ikke svært at se at hans øjne kun hvilede på Astrid. 

Det hele virkede som en slørret masse for ham, mens han så Astrid som vielsen fandt sted. Præstens ord gik nærmest direkte gennem hovedet på ham, og han reagerede på dem af nærmest automatik som en soldat der uden forstand blot aflød ordre som de blev givet til ham. Han følte først sig selv rigtigt vågne op da han tog Astrids hånd.
Han gav den et blidt klem og sendte hende et varmt men lille smil som båndene blev bundet om deres hænder. 

Da klapsavlen brød ud i rummet vendte han sig med fronten med gæsterne, og trak Astrid blot en centimeter tættere på ham. Han havde hørt om jagten der fulgte og viste at selv med Astrids gave var hans chance nok ret så små. Den simple, men flotte protese hun havde givet ham var han stadig glad for. Den var udstyret men en simpel stump krog til at holde om tøjlerne så han havde den højre hånd fri til at bruge et spyd. 
Han fandt sig selv sidde og dagdrømme som han beundrede Astrid, men hun formåede dog at vække ham da hun tydeligvis udfordrede ham til at gøre sit bedste under jagten, da hun tydeligvis ikke ville gøre andet. Han smilede og rystede på hovedet af sig selv.

Aftensmåltidet og festlighederne gik roligt, eller sådan var det i hvert fald for Alaric om der var nogen der oplevede uro lagde han ikke mærke til det. Han takkede Verona flere gange når han fik muligheden for hvor smukt en vielse det var, og ellers svarede han blot folk når de spurgte ham med et blik der flakkede til Astrids skikkelse når han fik muligheden. Han kunne mærke hans hjerte slå hårdere og hurtigere jo senere det blev og jo mindre af aftensmåltidet der var tilbage. 

Den store dag var endelig oprindet. Astrid af Isenwald ville tage Alaric af Erneylls hånd i ægteskab. Isdronningens hjerte var tøet, Isenwalds fremtid var sikret, og Astrid fik alting præcis som hun ønskede det. Alexander havde båret blandede følelser i månederne op til, men nu hvor dagen stod, var han lykkelig på sin søsters vejene. 
Den unge prins havde været rastløs inden ceremonien, og havde konstant rettet på sit tøj, der var lavet af Isenborgs skrædder, og selvom der ikke var en finger at sætte på håndværket, sad det bare ikke helt lige så godt som han var vand til. Men der havde ikke været noget at gøre. Dinah havde haft mere end nok at se til, med at lave brudens kjole.

Ventetiden var hård, men Alexander stod pligtopfyldende ved sin mors side, og bød gæsterne velkommen, mens de trak ind i salen, og først da alle var på plads, kunne Alexander trække op foran til sin plads, mens Verona forlod salen, for at hente Astrid.
Rastløsheden var næsten uudholdelig, men som døren atter sprang op, og brudeparret blev fulgt ind, kunne Alexander ikke holde det inde mere. Rank stod han, med hænderne foldet bag ryggen, mens tårerne væltede nedover hans kinder. Det var det smukkeste syn han nogensinde havde set, og i det øjeblik var der ingen tvivl i hans hjerte, om at Astrid og Alaric ville blive lykkelige, og at deres lykke ville skinne udover Medanien, som selve gudernes velsignelse.

Alexander klappede højt som ceremonien var overstået, den første til at starte, og den sidste til at stoppe, inden Verona gav sin tale, og festlighederne kunne begynde. Den unge prins var ude ved sin hest, og ved at gøre klar til jagten, inden tårerne stoppede helt.

Og hvilken jagt det var! Alexander red, på sin søsters side naturligvis, med en gruppe unge mænd og kvinder, og deres gåpåmod var tydeligt. De skulle nedlægge noget stort, om det så ville tage hele natten!
Så galt gik det lykkeligvis ikke. Allerede en time inde, fandt de et tungt vildsvinespor. Det var farligt bytte, men alle var enige om, at mindre ikke kunne gøre det, for Brudens ære!
De satte ud efter vildsvinesporet, og trods det snoede og drejede sig, tabte gruppens jæger ikke sporet, men ledte dem lige til dyrets hule.

Sporet de havde fulgt tilhørte en stor so, men da gruppen nåde frem, var den ikke alene! To unge svin stod med, klar til kamp da de opdagede jægerne.
Kampen var hektisk, og flere af jagtgruppen kom mildt til skade, og en brækkede armen, men da alt var gjort, stod de sejers rig, med ikke bare et, men tre bytter!
Mens dyrene blev gjort klar til ridtet hjem, fangede en lyd Alexanders opmærksomhed. Han trak ind mod vildsvinehulen med spyd i hånd, klar på at møde mere modstand.. og der, i hulens dyb, lå tre små grise og gryntede, utilfreds over ikke at kunne mærke deres moders varme. Alexanders hjerte sank en smule, for de var tydeligt for små til at overleve på egen hånd, især med vinteren lige om hjørnet.

Så den unge prins tog sin kappe, svøbte de tre små grislinger i den, og bragte dem med sig tilbage. De var næppe noget værd som bytte, men de kunne uden tvivl finde en plads i svinestien til dem, så deres små liv ikke gik til spilde.

Tilbage på Isenborg blev byttet taget imod, sårerne tilset, grisene puttet, og Alexander kunne endelig synke ned i en stol, med et glas vin i hånden, og nyde festlighederne.

//Smid mig en pm hvis du vil have en tråd med Alexander, eller hvis DIN karakter skal have været en del af hans badass jagtgruppe!//

Denne dag i det smukkeste efterårsvejr havde været ekstra travle for den adelige slægt Margera, da de skulle søgede for heste til jagten til Isenwald familie bryllup. Rachel havde i 3 dage rede hold af heste hen til isenborgen i Medanien, da hendes far havde lovet at de måtte låne end del af deres fineste jagteheste til den store jagt efter ceremoni brylluppet. 

Dagen kom, hvor brylluppet skulle holdes og Rachel havde haft travlt lige fra, da hun stod op. Mange af de heste Isenwald, havde fået tildelt til lånes. Stod den første fødte datter for, så Rachel havde snakkede med nogen af staldknægte og den ene staldmester, om hvilke heste som skulle være klar når jagten skulle sættes igang. Da tiden nærmerne sig det store bryllup mellem Astrid af Isenwald og Alaric af Erneyll. Rachel glæde sig til vielsen, som hun havde set frem til i noget tid. Det var heller ikke tilfældig hun havde sat sig længste mulige ude, så den røde håret kvinde kunne se alt, som sket i salen. 

Det var med glædes tåre i den unge adelige grønne øjnene, da hun så den smukke Astrid træde ind. Det store øjeblik var noget af det smukkeste denne adelige kvinde havde oplevet, dog var der en smule længste efter sammen kærlighed, som brudeparret udvidste, hele denne vielse var så smuk og rørede, at de tåre, som hele tiden havde pressede på var begyndt at trille rolige ned af kinderne på Rachel, dog var det glædeståre, der var brudt frem. Da vielse var over rugede hele salen af klapsalverne, dog stoppede rachel hurtig hendes klapperi, da Verona begyndt at snakkede. Et lille øjekast blev sendt i hendes fader rettig, da hun klar over begivenheden jagten. Denne begivenhed havde aldrig sagt den røde håret kvinde det store at jæge og hendes kunstskab i bue og pil var heller ikke noget hun mester, dog til hendes held var det hendes fader og broder Brian, som tog på jagt. Så Rachel valgte at gør sig mere bemærkede i Pavilloner i haven, hvor mange også søgte den hendes kontrakt. 

Ved den store aftens festmåltid var det letter for Rachel at føle sig mere tilpas. Både den gode mad, men også den god vin sætte sit præg, selvom det var længe til hele var overstået endnu, og hun vidst også, at heste i staldene skulle passe i morgen tilligede. Så den ellers så festglade Rachel havde valgte at holde sig på måtten og gik rundt og snakkede med de forskellige folk til festen. 

// Ønske der en tråd med Rachel til Brullypet, endte omkring låne af hest til jagten eller andet, så skriv en PM eller fange mig Discord under Mushu//

Frystinden af Arys var naturligvis til stede ved denne festlige begivenhed. I dagens særlige anledning, bar hun ikke de grå og sorte farver, der ellers var blevet så velkendte på hendes person, men i stedet en dæmpet isblå kjole, med et koralfarvet skråbånd.
Leonora viste at værthinden ikke ville billige de grå farver til sin arvings bryllup, så Leonora havde da kunne strække sig, til i stedet at bærer sine familie farver, denne ene gang. 

Ceremonien var smuk, ikke mindst for brudens entré! Leonora tog sig selv i at være ganske vel imponeret, og som hun klappede med afmålt glæde med de andre gæster, viste hun at det ville kræve ikke så lidt at overgå Isenwald arvingens bryllup.

Med det praktiske overstået, kunne festlighederne gå i gang, og det var tid til at sikre det kommende fyrstepar blev fejret med manér! Det tog ikke Fyrstinden af Arys længe at finde Fyrstinden af Isenwald, og efter de nødvendige høfligheder var overstået, kunne fejringen i sandhed starte!

Det smukke bryllup fik faktisk Adenas ellers for tiden rimelig panisk raserende tanker til at slappe lidt af. De flotte farver og den formidable kjole holdt fokus, og blikket slugte al skønheden og sorterede rækken, hvorpå Athelstan sad, ud af eksistens. Blandt så mange mennesker og med Cordelia i nærheden, følte hun sig tryg, selvom han kun var få meter væk. Det dryppende, giftige blik, hun kunne skimte bag Amelias maske, stak dog lidt i hjertet. De flød længere og længere fra hinanden, og den retning, strømmen bar hendes tidligere bedste veninde, var ikke en, Adena havde lyst til at følge.
I stedet tvang hun sit blik på det lykkelige brudepar og skævede til Aldamar, der sad ved hendes side. Måske kunne hun se lige så lykkelig ud på deres bryllupsdag. Måske ville det bare være en facade. 

Jagten var ikke noget for Adena. Både fordi hendes forældre siden hendes storesøsters død havde forbudt hende at være nær en hest, der gik i mere end kontrolleret trav, men også fordi jagten i særdeleshed var noget for Athelstan. En vildfaren pil ville være et hændeligt uheld - ikke en risiko Adena var villig til at tage. I stedet brugte hun tiden med Aldamar, der tydeligvis heller ikke var til at rode blodtilsølet rundt i skovbunden. De snakkede med andre, familie, venner, alliancer og alt det midt imellem. Som aftenen faldt på, og flere af de familier, der havde deres små børn med, trak sig tilbage, fandt hun sig selv siddende med Aldamar lidt væk fra festlighederne, mens stjernerne tittede frem på en skyfri himmel i den kolde efterårsluft. 
For første gang følte Adena sig rigtig rolig ved siden af sin kommende husbond - tænk at det skulle ske til en anden fyrstedømmearvings bryllup.