Det var tidligt på morgen, solen var kun ved at stå op på himlen, og kastede de første spæde solstråler ned over den lille oase hun havde skabt sig. Hun lå udenfor sin lille hule, men hvorfor? For en stund havde hun glemt om sit møde dagen forinden med Dagon, englen fra helvede, men som hun begyndte at komme mere til sig selv, kom minderne om oplevelsen også væltende ind over hende. Trods hendes forsøg på at heale sine skader med en mixtur, lavet på måneskinsliljen, var hun langt fra kommet sig helt over mødet. Hun havde stadig en frygtelig hovedpine, efter det hårde slag hun havde taget imod på kinden, og hun følte sig stadig hævet omkring øjet, som hun opdagede hendes syn var lidt sløret. Hendes ribben, der hvor han havde sparket hende, lyden af det knæk det havde givet vækkede smerterne i hende, men værst var det et helt andet sted, han havde taget en del af hendes sjæl med sig, da han havde forgrebet sig på hende, tvunget sig vej op i hende med magt, i en sådan voldsom grad at hun følte sig helt ødelagt bagtil. 

Havde mixturen dog slet ikke hjulpet det mindste? Hun vidste godt det ikke var sandt, selvfølgelig havde den hjulpet, endda rigtig meget da den var blevet lavet på liljer plukket under en fuldmåne, der hvor den var på sit stærkeste. Hun turde ikke tænke på hvordan hun ville have haft det uden mixturen, hvordan hun ville have set ud, uden den. Hendes blik vandrede forsigtigt rundt i den lille oase, passagen var solidt lukket efter hende, så meget havde hun da haft kræfter til, som hun havde krøbet ind i sit skjul og blot besvimet imellem de mange planter efter at have drukket mixturen. Hun lå lidt på jorden, øm og ødelagt helt ind i sjælen, mens hendes blik gled op imod himlen, hvor kun få skyer bevægede sig dovent hen over hende. Tankerne om den sorte røg, den som havde kvalt hende og fået hende til at besvime, det vendte sig i maven på hende som hun begyndte at føle sig dårlig, men var det derfor? Hun vendte sig hurtigt om, og måtte hæve sig lidt op fra jorden, inden hun tømte sin ellers tomme maves indhold ud på græsset foran hende. Ynkelig som hun følte sig, forsøgte hun at komme op på benene, så hun kunne komme hen og skylle munden. Hendes ben dirrede under hende, faretruende tæt på at give efter for smerten i hendes ribben og bagdel. Hvert lille skridt føltes så forfærdelig pinfuldt, at hun måtte sukke af lettelse da hun langt om længe nåede hen til vandet. Hun forsøgte at bukke sig efter det, men bevægelse fik hende til at klynke af smerte, som hun i stedet bare lagde sig ned igen og kun fik et par enkle mundfulde vand. 

Hun havde aldrig følt sig så ensom, som hun gjorde i dette øjeblik. Selv hendes lille oase, føltes fremmede, tomt. Hun lukkede øjne, som hun forsøgte at glemme alt om hvad der var sket hende, men minderne kom hele tiden væltende ind over hende, det eneste hun fandt trøst i var det slag, hun så velplaceret havde fået givet ham inden hun formåede at stikke af, det som havde sendt ham næsten i knæ foran hende. 

Det var måske ikke den kloge James der var kommet lidt til sig selv i alt dette her. Han havde endnu engang valgt at tage væk fra noget han kunne kalde hjem. Han havde ikke engang skrevet en note på noget, for han var ikke sikker på om Nianna kunne læse, og han kunne dårligt nok skrive. Han havde været på tur igennem landet. Han havde endnu engang taget der hen hvor han ikke skulle. Medanien stod så klart for ham, og alligevel havde han ikke fundet andet end en ækel dæmon der kun ville ham ondt. Denne blå damede dæmon havde gjort mere end rigeligt på ham. Men ikke engang der havde hans tur stoppet. Han ville føle noget anderledes, noget han ikke havde født længe. Noget rart som han kun kunne få fra en anden mand. Selvom det ikke havde været den klogeste mand han var gået til var Valtor alligevel den der måske kunne frembringe de følelser. Bare så han i det mindste kunne mærke noget andet end den smerte der hele tiden voksede i hans indre. Men inderst inde brændte hans indre for at være et sted han kunne føle sig hjemme. Et sted han kunne kalde hjem. Præcis sådan et sted havde Nianna tilbudt ham, og han havde jo takket ja før, så hvorfor kunne han ikke holde det halve løfte han havde givet?

Selvom rejsen fra Tumelinen havde været lang og hård havde han ikke stoppet en eneste gang. At han havde vendt om et par gange så rejsen føltes lidt længere var en anden sag. Han havde vendt om så mange gange for han vidste ikke hvordan Nianna ville tage at han bare invaderede hendes hjem på ny. Invadere var måske også så meget sagt når hun jo havde sagt at han måtte bo der. Men han havde jo endnu ikke gjort noget som helst som fik hende til at tænke bedre om ham. Han vidste faktisk ikke hvad der ville ske når han nu dukkede op. Han vidste hvor han skulle hen, han havde brugt sin sonar til at finde vej til vandet i den store mark af buske og planter. Nianna havde gemt sit hjem godt. Men han var klar til hvad der end skulle møde ham når han dukkede op. Da han endelig så breden der virkede så forandret men alligevel så kendt stoppede han sin flyvning. Han baskede lidt med vingerne og stod stille i luften mens han kiggede ned. Der var ingen vej uden om han måtte der ned, i det mindste så bare for at se om hun var der. Bare hun ikke var ude for at lede efter ham. Langsomt svævede han ned imod jorden og ramte med tærene først på det halv våde sand inden hele hans fod ramte sandet.

Han var nervøs som hans vinger forsvandt om bag ryggen og han langsomt trådte frem imod den hemmelige have. Han var urolig for hvad der mødte ham. Måske hun slet ikke havde været her længe og haven var ødelagt, for så kunne han da rede haven bare en smule. Jo tættere på haven han kom jo mere steg hans puls. Han var så nervøs lige pludselig. "Nianna?... Er du hjemme?" kom det fra ham som han kom tættere på haven og kiggede sig lidt omkring. Alt ting lignede sig selv intet var forandret det var vel kun en god ting. Måske var det også bare ham der havde ændret sig en smule. Hans blik vandrede rundt og han fandt Nianna siddende foran noget men han kunne ikke se hvad det var. "Hej Nianna.. Forstyrre jeg?" han kiggede nervøst rundt med de to forskellige farvede øjne og trådte et par skridt tættere på hende. Nu håbede han virkelig ikke på at han forstyrrede hende for noget i verden. Det var det sidste han ønskede.

Nianna lå så opslugt af frygten, af smerterne og minderne, at hun ikke hørte der var noget som kom nærmere i haven, hun lå blot lettere sammenkrøllet på den gode side, den højre side hvor ribbene ikke gjorde ondt. Uanset hvordan hun havde forsøgt at placere sig, var der hele tiden et sted der gjorde ondt, et sted som mindede hende om den frygtelige oplevelse med Dagon, englen fra helvede. Da en stemme pludselig lød, trak den hende så voldsomt ud af tankerne, at hun ikke engang registered hvor velkendt og savnet den havde været, hans stemme, James' stemme! Hun for sammen med et højt klynk, som hun tog sig til den venstre side, inden et panisk blidt blev vendt imod lyden, imod den stemme som havde vækket hende, skrækslagen for at den kunne tilhøre Dagon. Hun havde svært ved at fokusere på skikkelsen, hævelsen over hendes venstre øje og de mange blodspræninger fra slaget havde virket fået tag i hendes syn. 

Hun mærkede hvordan hele hendes krop dirrede under frygten, der fik hendes hjerte til at hamre ustyrligt i hendes brystkasse, men så stille, jo mere hun så på skikkelsen og jo nærmere ham kom, kunne det virkelig være ham? "James?" Hendes stemme var helt svag, den lød så forkert at hun ikke engang var sikker på den var kommet fra hende selv af. Da han talte igen, blev hun mere sikker, for stemmen det var hans, men hele hendes krop trak sig instinktivt tilbage da han kom et par skridt nærmere, hun burde ikke frygte ham, hun frygtede ham jo slet ikke, men hun havde ingen kontrol over sin krop, minderne var for friske i hendes erindringer endnu, til at hun kunne stoppe sig selv. "James....." Hendes stemme lød mere sikker denne gang, som tårerne uden nogen advarsel begyndte at vælte ned over hendes kinder, hun havde løst til at rejse sig, løbe hen og kaste sig i hans arme, men hendes krop var frossen til jorden, uden at stand til at bevæge så meget som en muskel, det lige indtil, hendes mave, hun kunne mærke hvordan den igen begyndte at vende sig, vride sig indeni hende, hun forstod intet af det, men hun måtte vende sit ansigt væk og med tårerne væltede ned over hendes kinder, kom den smule vand hun lige før havde fået held til at synke op igen. Hele hendes krop dirrede, som hun prøvede at løfte den ene håndryg op for at tørre sig om munden, hun følte sig så ulækker, så forkert og skamfuld. Hun ønskede ikke at han skulle se hende sådan, det var jo hende som skulle pleje ham, hjælpe ham tilbage på fode igen, han skulle ikke se hende sådan, knække og ydmyget. 

Hun skammede sig over den forfatning hun var i, hun måtte tage sig sammen, hun måtte finde en måde at stoppe tårerne på, så hun kunne rejse sig og sende ham et smil, som om intet var hændt hende, men uanset hvor meget hun prøvede, hvor dybt hun søgte efter styrken til at gøre præcis dette, blev hun siddende, hulkende efter vejret. 

Dette her var et ukendt farvand for ham. Men han ville gerne snakke med Nianna igen. Hun havde været et hyggeligt selskab, også selvom hun ikke havde det bedste sprog. Han var ikke sikker på hvordan det gik hende, og det håbede han egentlig inderst inde på at han ville få svar på jo tættere på han kom på hende. Han hørte hvordan hun sagde hans navn, men den lød så svag, måske en smule afkræftet og alligevel vidste han ikke hvad der var galt. Han trådte tættere på hende og det første han så var hendes hærgede ansigt. Hvad var der dog sket?! Og hvorfor så hun sådan ud?! Var hun kommet til skade her? Havde nogen gjort hende ondt?! Alle mulige tanker for igennem hans hoved og ingen kunne svare på dem ud over Nianna selv. Han nærmest løb hen til hende for at se hende kaste op. Der var noget der var helt galt her, og han vidste ikke hvad han skulle stille op. Han havde aldrig haft en søster at tage sig af. Eller i det hele taget haft nogen han skulle tage sig af. Og nu lignede hun noget der var løgn som helt klart havde brug for noget omsorg!

Han satte sig på hug og lagde en arm gå rundt om hende. "Hvad er der sket?" langsomt løftede han hendes ansigt ved at lade en finger gå under hendes hage for at løfte det op. Hun lignede bestemt en der havde fået bank. Han havde selv set sådan ud før, blåt og hævet øje, ja hun havde uden tvivl været ude for vold. "Hvem... Hvem har gjort dette her?" kom det fra ham og kiggede på hende. han kunne mærke sorgen inde i sig selv. Han skulle aldrig være gået fra hende, og alligevel var det lige præcis det han havde gjort. Han havde forladt en han aldrig skulle have forladt. Men hvor skulle han vide fra at hun ville se sådan her ud, bare fordi han havde været væk i hvad.. En uges tid?! Hvorfor skulle han altid være idioten der altid forsvandt på de tidspunkter han ikke skulle gøre det. Nej det var ikke fair over for Nianna på nogen måde. Han tog fat i sin trøje og rev den i stykker med sine hænder. Ikke at han havde råd til at købe noget nyt, men det var lige meget nu. Han dybbede stoffet i vandet ved siden af hende så den blev godt våd og kold. Langsomt lagde han kluden på hendes hævet øje og han kiggede på hende. "Undskyld for at jeg forsvandt." kom det fra ham og kiggede på hende. Han kunne ikke engang smile lige nu, der var intet at smile af. Dette har var ikke fair for nogle af dem. Men Nianna havde bestemt ikke fortjent at få tæv på nogen måder.

Nianna for forskrækket sammen, da han pludselig kom løbende imod hende, alt i hendes krop skreg at hun skulle stikke af, som var han Dagon, englen som havde overfaldet hende, hun kunne slet ikke få samling på sine tanker og følelser, det eneste hun mærkede var smerten i hele sin krop og panikken, vild panik der gennemsyrede hver en celle i hendes krop, som han kom helt hen til hende, satte sig på hug og lagde en arm om hende. Uden af stand til at stoppe sig selv, og være rationel skreg hun som om hun brændte sig på ham, fægtede med armene imod ham og imod luften, mens hun knugede øjne i. Hvorfor ville det ikke stoppe? Hvorfor følte hun sådan her? Var det på grund af smerterne ved øjet, det brækkede ribben, eller det faktum at hun frygtede for aldrig at kunne sidde på bagdelen igen? Selv vidste hun ikke at nederdelen var blevet farvet af blod bagpå, fra overgrebet. Hele hendes krop rystede under hans berøring. "Slip mig... Stop Dagon!" skreg hun igen, indtil det gik op for hende hvilket navn hun havde skreget, det var jo ikke Dagon men James, hvorfor kunne hendes hjerne ikke forstå det.

Lyden af hans stemme, der forsøgte at trænge ind til hende, hans berøring under hendes hage der fik hendes blik rettet imod ham. Hun var låst fast i panikken, kunne ikke tænke rationel, det hele flød over i hende, som tårerne igen begyndt at rende ned over hendes kinder, inden hun forsøgte at trække sig væk, væk fra den berøring hun mærkede, den brændte hende, gjorde ondt. Hun fik sig fri af hans greb og vendt rundt på siden, liggende på jorden med ryggen imod ham. Hendes overkrop rystede af de mange hulk der lød fra hende. Uanset hvordan hun lå med benene gjorde det ondt, hvad end hun forsøgte sig med at strække dem ud eller bøje dem op til sig, det ville bare ikke lade være med at svie så frygteligt, og hun var skrækslagen for om det nogensinde ville blive godt igen, om smerten nogensinde ville forsvinde fra hendes røv. 

Hvad var der med hende? Hvorfor var hun sådan her? Kunne hun ikke genkende ham? Havde han virkelig været væk i så lang tid?! Måske havde hun fået en hjernerystelse. Eller værre end det?! Det skræmte ham faktisk lidt, men mest af alt skræmte det ham at hun udviste så meget frygt. Frygt for hvad han ville gøre når han egentlig bare ville hjælpe. Han prøvede så vidt muligt at få hende til at slappe af, men hun ville væk fra ham og han kunne mærke det i hele kroppen. "Hey. Hey... Det er mig James" kom det beroligende fra ham og lod hende blot trække sig væk fra ham. Han ville jo ikke være til besvær. Men han kunne heller ikke bare lade hende sidde her og være helt alene. Stoffet i hans hån var gennemvædet af vand og dryppede ned hvor hun allerede havde kastet op en gang, men han var lige glad. Hans tøj kunne vaskes, hvis han satte sig i det. Han havde oplevet det der var langt værre.

Langsomt bevægede han sig lidt frem imod hende. "Her lad mig hjælpe" kom det fra ham og lagde en hånd på hendes brystkasse. Langsomt lod han sin evne træde i kræft. Denne gang var det ham der skulle hjælpe hende og ikke omvendt. Hans hån blev varm, men langsomt ville varmen sprede sig i hende og fjerne den frygt der sad i hende. Den ville aldrig kunne fjerne det hun havde i hovedet, men den frygt der udspillede i hendes følelser og krop ville langsomt forsvinde jo længere tid hans hånd var på hende. Hvis hun ville væk fra ham skulle han ikke stoppe hende. Men han ville være der for hende, præcis som hun havde været der for ham. Han ville ikke gøre sig nogle forhåbninger om at det ville blive bedre. Men så kunne han jo lade hende komme til ham. I hvert fald til hun var klar til det. Måske han så kunne lave lidt i haven af en eller anden art, også selvom han ikke havde grønne fingre på nogen måde.

Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, hvad hun skulle sige og gøre, hendes hoved var lammet af frygten, udslettede ethvert normalt handlemønster fra hendes krop, som hun blot blev liggende. Hun kunne ikke flytte sig mere, kunne ikke kæmpe imod hans tilstedeværelse, for selvom han blev ved med at snakke og hun kendte stemmen, ville hendes hoved ikke acceptere sandheden. Hun rykkede blot svagt hovedet fra side til side, hendes krop benægtede at det kunne være sandt, hun var kommet hjem igår, slæbt sig selv ind i haven, alene og fortabt i sig selv, James havde ikke været der, Orcus havde heller ikke været der, dem hun stolede på og regnede med. Det havde kun forværret hendes tilstand, som hun havde kæmpet sig igennem en nat med mareridt og skrig, som hun ikke kunne vågne op fra.

Hele hendes krop spændt op, forhindrede hende i at trække vejret, da han lagde en hånd imod hendes brystkasse, det brændte helt ind i hende. Hvad prøvede han på? Hun forsøgte at få sine arme til at samarbejde, til at kunne skubbe ham væk, men de rørte sig ikke, ikke en muskel rørte sig i hende. Hvad var det han gjorde ved hende? Hans hånd blev varm, hvorfor blev den det? Mistroen og frygten havde besat hver en del af hendes krop, men noget ændrede sig, han gjorde noget! Hendes blik løftede sig imod ham, malet til af frygt, men hun stoppede ham ikke, mærkede blot forandringen, til hun til sidst kunne hive luften ned i sine lunger igen, det var som om det panikanfald hun havde følt, det dæmpede sig. Tankerne var der stadig, minderne om alt det han havde budt hende, men frygten der havde sløret hendes hoved løftede sig langsomt, og hendes blik klarede op og blev afløst af en skam og sorg. "James..." klynkede hun dæmpet, men hun var ikke længere i tvivl om det var ham, ulykken lå i hendes stemme inden hun til sidst som den sidste rest af frygten forlod hendes krop, kæmpede sig op i hans favn med ansigtet begravet imod hans skulder. "Det var.... Jeg.... Han...." Hendes ord gav ingen mening for hun vidste ikke hvordan hun skulle udtrykke sig, istedet knugede hun sig ind imod ham som galt det hendes liv, trods hun måtte undertrykke de kraftige smerter i hele kroppen. Hun turde ikke tænke på hvordan hun så ud under tøjet.

I det mindste fjernede hun sig ikke fra ham, det var kun en god ting. For han var her virkelig kun for at hjælpe hende. Lige meget hvad det var så skulle hun bare sige til. Han mærkede hvordan frygten i hende langsomt forsvandt fra hende. Og hun kunne slappe mere af, måske ikke i hovedet. Men følelsen af at kunne trække vejret normalt. Følelsen af at noget lettede fra ens hjerte og de spændte muskler det var det han var ude efter. Ikke efter at rede hele hendes liv. For hvad der end var sket hende, så var det ikke noget han kunne ændre på nu. Og endelig sagde hun hans navn. Endelig virkede det hele så bekendt igen også selvom hendes læber måske kun var en svag hvisken af navn for ham. Han var ikke sikker på hvad han skulle gøre. Der var så mange ting han kunne spørge om og han var ikke sikker på ham han ville kende svaret.

Først da hun kæmpede sig op og ind til ham lagde han den ene arm rundt om hende og den anden på hendes hoved for at lade den køre hen over håret på hende. "Sssh" kom det fra ham for at berolige hende. Han ville ikke tvinge noget frem hos hende som hun ikke var klar til. "Jeg er her nu. Bare rolig." han var ikke sikker på hvordan det kunne hjælpe. Men han vidste at han blev nød til at være her i et stykke tid. Det var sådan det blev nød til at være. Den kolde klud han havde haft i hånden lå op af hendes ryg og han kiggede ned ad hende og lagde mærke til blodet der var på hendes nederdel. Men han sagde ingen ting, det var ting der kunne vente. Dog kunne han regne ud hvad der var sket. Det hævede øje, blodet på nederdelen. Der var ingen tvivl nogen havde forgrebet sig på hende. Han vidste hvad det ville sige. Det var sket for ham selv. Han havde selv gået med blod i bukserne før, været øm i hele kroppen af at kæmpe. Og ikke mindst så havde han også været hævet alle steder på kroppen efter en tortur. Lige så stille begyndte han at vugge fra side til side for at berolige hende. Dog kunne han mærke en indre vrede hos sig selv, og hans puls der langsomt steg mere og mere. Hvem der end havde kunne finde på dette her var en død mand!

Lyden af hans stemme, den virkede beroligende for hende, hun forsøgte at slappe af i kroppen, bare lagde sig synke ind imod hans krop, den sikre favn hvor hun vidste hun var i sikkerhed, i hendes hjem hvor ingen kunne nå hende og gøre hende ondt. Hendes krop dirrede af kulde, som om hun ikke længere kunne få varmen, et næsten sygeligt selvhad voksede indeni hende, hvordan kunne hun have været så dum? Hvorfor lyttede hun ikke til sine alarm, til skovens dyr som var flygtet fra ham, hvorfor lod hun sig lokke af sin nysgerrighed? Da han begyndte at rokke hende stille, lød det er hjerteskærende skrig ind imod hans skulder, af smerte, den smerte som frygten før havde undertrykt, men ikke længere kunne. Hvorfor gjorde det så ondt?

Febrilsk, kæmpede hun sig ud af sin overdel, ligeglad med James hun måtte se det med sin egne øjne for at tro det. Hele hendes højre side ved ribbene var misfarvet kraftigt, det spredte sig fra dyb violet til den næsten gule kulør af et meget gammelt blåt mærke som var på vej væk, så havde hendes mixtur altså virket markant godt, men som hun sad let bøjet imod siden, kunne hun se hvordan hun næsten så helt trykket ud ved ribbene, hun var i tvivl om de var brækkede eller blot voldsomt bøjede, hun vidste bare det gjorde frygtelig ondt. Hun løftede et tårevædet blik imod James, var det sådan han havde det dengang de mødtes, var det sådanne tanker han døjede med? Ville hun komme til at blive ligesom ham, fuld af sorg og nedtrykt? Hun begravede sit ansigt ind imod hans brystkasse igen. "Fjern dem.... fjern dem.... fjern dem...." Om og om hviskede hun de samme ord, mens hun holdt sig for ørene, som om hun prøvede at lukke dem ude af sit hoved, hun ville have tanker væk, hun ville af med minderne der så livagtigt trak hende igennem mishandlingen og voldtægten igen og igen. Den måde Dagon havde haft overtaget hele vejen igennem, lige til det sidste, lige til hun slog igen fordi hun fik sig vendt om. 

Han kunne ikke gøre noget for hende, og som hun trak overdelen af måtte han kigge væk fra hende hurtigt. Det var ikke fordi han ikke ville se hende uden tøj på, for det var han lige glad med. Men at hun havde fået skade der også så tæt på et hjerte var ubamhjertigt. Hvem der end havde gjort dette her var fulde af vrede, og han kunne ikke gøre noget som helst for at lette hendes smerte. Han kunne ikke heale, han var ingen healer og han havde ingen ideer om planter. Han havde måtte gå til et healer hus for at rette op på de skader han havde haft på sig efter alt han havde været igennem. Da hun igen begravede sit ansigt i hans brystkasse kiggede han ned på hende og lagde hovedet ned på hendes så meget han kunne. "Sssh" kom det fra ham igen og aede hende på ny hen over håret. Han vidste at det ville tage tid for hende at komme over det. Hvis det nogen sinde skete. Men hun skulle aldrig blive lige som ham. Det havde hun ikke brug for. Han havde bare været igennem langt mere end hun havde. Og med tiden skulle det nok gå væk og hun ville sjældent tænke på det.

Han kyssede hende kort i håret og fortsatte sin aen i hendes hår. "Tag nederdelen af når du er klar. Jeg skal nok vaske den" hviskede han til hende så det kun var hende der kunne høre det. Han vidste ikke om hvem der end havde gjort dette her ville gøre det igen. Eller om han overhovedet ville komme i nærheden af hende igen. Men han skulle aldrig vise sit ansigt foran ham. Han ville flippe ud, Nianna var et uskyldigt væsen der ikke kendte til ret meget her i verden. Hun var godtroende og det var der intet galt med. James var det selv. Det handlede bare om hvor meget man kunne tillade at være det i en verden som denne her. Den var grusom på så mange måder, og alligevel kunne han ikke gøre hverken fra eller til for at afhjælpe de smerter som Nianna gik og havde.

Nianna bemærkede ikke den måde hvorpå James kiggede væk fra hende, for han havde jo set hende før uden tøj, for hende betød det intet, slet ikke i denne stund hvor hun så gerne ville føle noget andet, hun kunne stadig mærke Dagons hånd om hendes nakke, hånden han havde haft om hendes håndled som han vred armen om på ryggen af hende, hånden der havde presset imod hendes lænd for at hun ikke kunne kæmpe sig væk inden overgrebet, hans hud imod hende bagtil, og det helt utænkelige han havde budt hende. Hun ville have ham af sig, hvorfor kunne hun stadig mærke ham på sin krop. "Få ham væk..." klynkede hun ind imod hans brystkasse. 

Da han nævnte hendes nederdel, blev hun ramt af en frygtelig følelse i maven, hun havde virkelig kæmpet imod, spændt op i sin krop som aldrig før, men han havde kvalt hende for at få magten. Hun vidste ikke om hun kunne tage den af, og hvorfor? Var der noget galt med den? Hun drejede hovedet en ganske lille smule så hun ud af øjenkrogen, kunne se blodet på nederdel, det så farligt ud som om hun havde et gabende sår for at efterlade et sådan svineri. Flov over sig selv vendte hun blikket væk, inden hun forsigtigt rakte ned med den ene hånd for at skubbe den af sig, blottede hver en del af hendes krop. Blodig og forslået, overalt dækket af mærker der så flere dage gamle ud, trods det var sket igår. "En engel.. jeg... jeg troede... ikke..." klynkede hun ind imod hans brystkasse, mellem hendes hulk der sendte rystelser igennem hele hendes krop.

Hvad sagde man overhovedet til nogen der havde oplevet det samme som ham? Han vidste det ikke, men han vidste at han ikke bare kunne sidde her og gøre ingen ting. Han vidste at han måtte gøre noget. Om det så var at flyve hen til næremste by for at gå i et healer hus til hende. Men han ville ikke efterlade hende, han kunne ikke. Det ville være synd for hende og hun havde brug for ham lige nu. Når hun engang sov kunne han tage afsted, men så skulle han skynde sig. For var hun lige som ham ville hun skrige, og for ham kunne det være farligt for de nærmeste, men hendes skrig ville være som alle andre. "Jeg ved det Nianna. Jeg ved det" kom det fra ham og han vidste nemlig lige præcis hvordan hun havde det. Han have oplevet det på egen krop. Han vidste hvad det ville sige at have ondt alle mulige steder man ikke ønskede at være øm.

Hvor flovt hun end måtte være vidste han hvordan det var. Alle havde grint af ham af at have blod ned langs buksebenet, og i værst faldt noget langt værre end det. Valtor havde ikke lige frem været rolig da han voldtog ham første gange. Og alligevel havde han valgt at gå tilbage til Valtor for at føle han levede. Det var ikke sådan verden skulle være, og det skulle han også forklare Nianna.  Som hun alligevel fik krænget nederdelen af sig kiggede han ned på den. Det så ikke så slemt ud, men alt kunne se slemt ud i hendes øjne. Og så var han lige glad med om hun overhovedet ville tage imod hans hjælp, eller hun for den sags skyld var nøgen. Hun havde brug for HAM. Og Han skulle hjælpe hende så meget han kunne. "Lig armene om min hals." kom det stille fra ham og kiggede på hende. Han rejste sig lidt op og bevægede sig om på siden af hende for at tage fat under hendes ben og rundt om hendes ryg. Han ville bære hende, noget han aldrig ville kunne have gjort da han var varulv på grund af sine dårlige led. Men alt var forandret nu hvor han var engel. Han var stærkere i sine led, alle de fejl han havde haft før havde han ikke længere. Han tog fat i nederdelen med den ene finger, og han løftede hende op og bar hende hen til hende ned imod vandet han vidste han var kommet fra. Hun skulle vaskes, se om hun kunne vaske noget af alt det af sig hun gik og tumlede med. Selvom hendes ord skar ham i hjertet så vidste han at han ikke kunne gøre noget som helst. "Ikke alle er sådan" kom det stadig stille fra ham.

Hun prøvede at få sig selv under kontrol, men det var svært, selv med frygten fjernet fra sit indre, var hendes hoved stadig et frygteligt rod. Alt der før var op, var nu ned og omvendt. Intet gav mening for hende, hverken hendes tanker eller hvad hun følte. Der hele spillede et pus med hendes hoved, for han rørte jo ikke ved hende længere, men hun kunne mærke det, lige der på hendes håndled, men når hun kiggede var hans hånd der ikke, det stramme greb som føltes så virkeligt, men slet ikke var der. Hans ord, der ikke burde have været betryggende, føltes beroligende for hun var ikke alene, selvom hun ikke ønskede den oplevelse for nogen, så var hun ikke alene, han forstod hendes tanker, hvad hun mente når hun ikke engang selv forstod det.

Panisk for at han skulle forlade hende, da han gjorde antræk til at rejse sig klyngede hun sig fast i hans skjorte. Han måtte ikke gå fra hende, hun kunne ikke være alene! Men hans ord fik hende til at løsne let op i sit greb, han gik ikke, han blev her, hun kunne trække vejret igen, men hun kunne ikke slippe ham med blikket et sekund, som han bevægede sig om på hendes anden side, den venstre side hvor smerterne ikke ville få hende til at skrige. Hun knugede armene om hans hals og nakke, som han bad hende om, selv hvis hun ville det havde hun ikke haft kræfter til at kæmpe imod, da han løftede hende op i sin favn. Følelsen af at forsvinde ind i hans arme og hans krop, gled over hende. Hun følte sig så lille, som hun hang i hans favn, som han bar hende ned imod vandet. Hun vendte ikke blikket væk fra ham, følte at hvis hun gjorde det ville hun forsvinde væk. Han blev hendes holdepunkt igennem smerten.

Det kølige vand, føltes næsten som var det is, hun blev sænket ned i, hun vred sig da det ramte den sviende bagdel, der fik det til at brænde i hele hendes krop. Hvordan kunne det gøre så ondt? Hun ville næsten ønske hun havde kæmpet imod selvom det ville have kostet hende en brækket skulder som han havde sagt, det ville have været bedre end hvad hun følte lige nu. Hun lod hænderne sænke sig ned i vandet, formede hænderne så hun kunne samle lidt vand i dem inden hun lod det skylle over sin krop, et lille område af gangen, inden hun mere febrilsk begyndt at gnubbe hårdere og hårdere på sin hud, hvorfor ville følelsen ikke forsvinde? Hvorfor kunne hun stadig mærke hans hænder på sig? Hun begyndte at lade neglene kradse hen over huden, mere og mere intenst. 

Det var ikke så underligt at Nianna ville have det dårligt fra nu af og måske resten af sit liv. Tænk hvis dette her var hendes første møde med sex. Det ville være en rigtig dårlig ting at møde. Hun ville aldrig kunne se sig ud af den lille ting. Det ville hele tiden sidde i baghovedet på hende, og hun ville aldrig kunne mærke det fantastiske ved at hun overhovedet kunne nyde at være sammen med et andet menneske. Ja det var nok ikke det samme slags sex de havde, men sex var sex, og det at være sammen med en anden person var jo vidunderligt på så mange måder. At han havde valgt den helt forkerte vej at gå for at føle noget var noget andet. Men hvad skulle han ellers gøre når han bare ville fylde det tomrum der var inde i ham? Nianna havde aldrig fortjent det der var sket hende på nogen måder. Det var det værste der kunne ske for hende. Hun var så uskyldig og han kunne ikke stille noget op for at afhjælpe hende på nogen måder.

Jo tættere på han bar hende ned til vandet jo mere holdte han fast i hende. Han ville ikke tabe hende, men det gjorde han heller ikke. Først da de kom ned til vandet trådte han ud i det for at gå langt nok ud til at hun ville kunne mærke vandet på ryggen og benene først. Langsomt sænkede han hende ned i vandet for til sidst at slippe hendes ben, og så hvordan hun overgav sig til det kølige vand. Hendes skrubben på sin krop kunne han godt forstå. Han havde gjort det samme hver gang han var blevet voldtaget. Han holdte stadig nederdelen i hans hånd og han lagde en hånd på hendes hånd, for at stoppe hendes skrubben med neglene. "Rolig. Du kradser dig selv til blods." kom det fra ham og aede hende på hånden. "Her lad mig hjælpe" kom det fra ham og rev et stykke mere af sin trøje. Den var godt ødelagt nu, men han var lige glad. Han vædet stoffet i vandet og langsomt vendte han sig om så han stod lige bag hende. Langsomt lod han den kolde våde klud ramme hendes ryg og han vaskede hende langsomt. Han ville aldrig kunne ændre på at hun hele tiden ville mærke hænder og lem imod hendes krop. Det var noget hun måtte leve med resten af hendes liv. På et tidspunkt ville det måske være gemt så langt væk at hun kunne leve et normalt liv igen. Han var gennemblødt til navlen men han var lige glad. Ikke engang den prikkende fornemmelse af det kolde vand rørte ham. Han lod stadig kluden af stoffet køre forsigtigt over hendes ryg.

Nianna sad ganske stille i vandet, hendes blik var tomt, blottet for følelser, da James fik stoppet hende i at kradse sig selv til blods, hun sagde intet, vendte ikke ikke engang blikket op imod ham. Stille sank hun blot sammen i kroppen, mens han bevægede sig om bag hende. Hun registered lyden af hans trøje, der igen blev maltrakteret som han rev et nyt stykke af den, inden han gav sig til at vaske hende på ryggen. Hun bevægede ikke en muskel i hele kroppen, da han begyndte at vaske hende, selvom vandet føltes bidende koldt imod hendes hud.

Hvordan skulle hun nogensinde komme videre fra dette, og hvad med Orcus hvad måtte han ikke tænke hvis han kom tilbage inden hendes skader var healet, hvis han da kom tilbage? Hun knugede øjne i for hun vidste slet ikke om hun ville kunne fortælle ham det, eller hvordan hun ville reagere på hans nærhed. Tøvende krydsede hun armene over sin overkrop, og knugede omkring begge hendes overarme, inden hun tvang sine øjne op igen. Hun drejede blikket en smule hen over skulderen imod James, taknemlig for han ikke forsøgte at presse en masse svar ud af hende, men blot var der for hende. Hun kunne ikke sidde og have så ondt af sig selv, hun måtte finde en måde at lægge det bag sig, finde en form for facade der kunne skjule det, men hun vidste ikke hvordan. Og hvad med James og Orcus, skulle hun nævne for ham at hun havde mødt en. Hendes blik lå længe på James, inden hun med et suk vendte blikket væk igen, hun kunne os bare give sig til at svømme ud over søen, lade sig synke ned når hun ikke kunne mere. 

Hun stirrede ud over søens overflade, den var urolig af deres tilstedeværelse i vandet. "Jeg.. Hvordan vil han... se på mig...." Lød det forsigtigt fra hende, hendes ord lige så rodede som hendes tanker, men Orcus ville han se anderledes på hende, ville James? Ville de begynde at se på hende på en anden måde, fejlede hun noget nu? Hun lukkede øjne, frygtede aldrig at finde en glæde igen. Og hvad hvis hun mødte Dagon igen? Hendes krop begyndte at ryste ved tanken, om at kunne risikere at rende ind i ham igen, men nu ville hun da vide bedre. 

Han dybbede stoffet i vandet igen og lod den på ny komme op på hendes ryg. Han havde nu været alle steder på hendes ryg, men hun ville aldrig blive ren. I hvert fald ikke indvendig.. Hun ville altid være beskidt i tankerne, det var sådan han havde det. Uanset hvor meget man skrubbede kunne man aldrig komme af med de tanker om at det havde været ens egen skyld. At det hele var sådan det skulle være, og tanken om at det ville ske igen. Han fjernede stoffet fra hendes ryg og bevægede sig om foran hende, for at lade stoffet ramme hendes skulder og langsomt køre ned over hendes blågule mærke ved ribbenene. Han var meget blid, da han vidste det bare ville gøre ondt. Men han var ikke læge, så han kunne ikke bestemme sig for om hun blot havde fået et hårdt slag, eller om noget muligvis var brækket. Og hvis noget var brækket så skulle det nok hele med tiden.

Han lyttede til hendes ord og stoppede med at vaske hende på brystet og det blålilla mærke. "Hvem? Ham der har gjort dette?" kom det fra ham og kiggede på hende, prøvede at fange hendes blik, men han vidste ikke om det nogen sinde ville lykkes for ham. Han lod stoffet køre ned ad hendes arm og ned imod hendes hænder. Der var ingen grund til at ødelægge hende mere, og det gjorde han forhåbentlig heller ikke. Men han vidste at dette her ville være en hård tid hun gik i møde. Han skulle passe på hende, lige meget hvad der så skete med hende. Han ville være der for hende, lige indtil hun fik det bedre. Han ville ikke tvinge noget ud af hende hun ikke var klar til. Han havde ikke gjort det. Han havde gjort det til Marad, men han havde mere eller mindre været lige glad med det. Så det havde vel egentlig aldrig været rigtig kærlighed, om end at Marad havde sagt at han elskede ham.

Hun løftede blikket ganske svagt, fra vandets overflade, da han bevægede sig rundt om hendes. Hans bevægelser, var så langsomme og forsigtige. Var det, det hun kunne se frem til resten af sit liv? At han ville være så forsigtig som gik han på gløder fra et bål, hun håbede det virkelig ikke, hun ikke kunne bære tanken om aldrig at løbe frit i skoven igen med den sprudlende glæde indeni sig. Hun måtte ikke give op, hvor håbløst og smertefuldt det føltes lige nu, hun måtte tro på det kunne blive bedre med tiden. For en kort stund, fulgte hans stoffets bevægelse ned over hendes krop, som en skar en svag grimasse da han ramte hendes ømme ribben, selvom hans berøring kun var fjerlet. Hun sukkede svagt, hun måtte blive stærkere end dette, hun kunne ikke blot være det sølle menneske hun følte sig som. 

Da han svarede på hendes ord, løftede hun dog blikket imod ham, som han selv var holdt inde på med at vaske hende. Hun rystede ganske svagt på hovedet, hun var lige glad med hvordan Dagon måtte se på hende, eller tænke om hende. Men Orcus? Hvis han vendte tilbage, ville han kunne se på hende? Røre hende igen? "Orcus... Jeg mødte en....." Hun stoppede sine ord, for hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det for ham, den rejse hun havde været ude på, den tid hun havde været væk. Hun havde mødt Orcus, en dæmon der handlede med slaver, men som alligevel havde fundet vej dybt ind i hendes hjerte, hendes hjerte var fuld af afsavn efter han var rejst tilbage imod kløften efter sin rusmidler. Hun vendte sit blik væk fra James, ønskede ikke at han skulle se hende plaget af alle de følelser der raserede i hendes krop. Tårerne samlede sig i hendes øjenkroge som hun mærkede kvalmen komme over hende igen, hvorfor blev den ved på den måde med at komme over hende? Hun holdt sig for munden, forsøgte at undertrykke behovet for at tømme der mave der ellers ikke kunne være mere tom allerede.

Ville han for altid nu tænke over den måde han reagerede på når det kom til Nianna? Ville han for altid gå på listeføder fordi han ikke ville have hun skulle opleve det samme som ham? Ville hun overhovedet på nogen måde blive sit ellers så glade jeg igen? Det var svært at sige, og han håbede egentlig bare på at hun ville kunne ligge alt dette her bag sig, lige meget hvor slemt det end måtte være. Han vidste hvor slemt en voldtægt kunne være, og hun var helt sikker ikke det man ville huske sin første gang som. For det var det han regnede med at det havde været. Hendes første gang sammen med en anden mand. Hun ville aldrig opleve det gode ved at dele den del af sig med et andet væsen. Hun ville for altid kunne sammenligne den ting med noget der ikke var godt. Han havde virkelig ondt af hende, og han vidste ikke hvad han skulle sige for at bryde den tavshed der var imellem dem.

Selvom han var stoppet med at vaske hende og han hørte hendes ord og rysten på hovedet, hørte han alligevel et navn. "Jeg slår ham ihjel..." kom det mumlende fra ham men højt og forståligt nok til at hun ville kunne høre ham. Egentlig skulle det hele bare have været en tanke, så han lagde ikke engang mærke til de ord der faktisk var kommet over hans læber. Hvordan han ville slå en anden person ihjel vidste han ikke, men nogen fortjente en pris ved dette her. Og blod ville være nemmere at få på hænderne end noget andet. Også selvom han faktisk ikke anede noget om nogen former for våbentræning. Han havde aldrig været voldlig, men Nianna havde været god ved ham, og hun var det nærmeste man kunne komme en familie. Og dem man holdte af skulle man også passe på. Han fjernede hånden med kluden i fra hendes krop og stirrede på hendes nederdel der lå og flød i overfladen af vandet imellem dem. Han bukkede sig ned for at tage det op. Langsomt lod han stoffet gnide mod hinanden ved den røde plet. Først roligt men derefter hurtigere gnidninger for at få pletten af. Det skulle nok lykkes for ham at få pletten af. Dog stoppede han sine bevægelser da han mærkede hendes følelser. Hun behøvede ikke at sige noget, han kunne mærke dem, og det var mere end rigeligt. Det stak ham i hjertet at en som hende skulle føle noget så slemt som dette her.

Nianna så lettere overrasket og forskrækket op på James, da han pludselig mumlede noget om at slå nogen ihjel. Havde han mon troet det var Orcus som havde gjort det? "Det var Dagon, en engel som... som.." Hun stoppede sig selv, da hun ikke kunne få sig selv til at sætte ord på præcis hvad han havde gjort, bare tanken bragte alle smerterne tilbage i lys lue i hendes krop, og hun krummede sig en smule sammen i vandet med armene tæt slået om hendes overkrop. Hun sad sådan for en stund, med blikket rettet ned imod søens overfalde, der var helt urolig på grund af deres tilstedeværelse i vandet, men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige, hun var blot taknemmelig for James var der, så hun ikke skulle være alene i frygten for Dagon nogensinde ville vise sit ansigt igen. Hun trak vejret dybt, imens hun virkelig forsøgte at få samling på sig selv, inden hun vendte blikket imod den nederdel der flød i vandet. Blodet var stadig til at se på skindet, og det gjorde ikke noget godt for hendes humør, men til sidst da hun ville række ud efter den kom James hendes i forkøbet, hun løftede blikket imod ham, inden hun rakte hånden frem for at tage imod den, hvis ikke hun kunne rense sig selv for følelsen af Dagon, kunne hun måske fjerne pletten og lidt af smerterne selv, ved at vaske skindet.

"Må jeg ikke nok selv?" spurgte hun ganske dæmpet, og lod blikket hvile på ham for en stund, mens hun undertrykte alle de følelser der raserede indeni hendes krop, mest af alt ønskede hun blot at glemme dette, alt dette! Men så alligevel ikke, hun måtte tro på og stole på hun kunne rejse sig stærkere end nogensinde, uanset hvor umuligt det virkede i denne stund, men alle minderne var stadig for friske til hun kunne pakke dem helt væk. 

Lige meget hvem det så var der havde gjort dette her ved hende så fortjente de døden! Det kunne ikke være rigtigt at dette her skulle være sket Nianna. Hun havde slet ikke fortjent at opleve det på egen krop, slet ikke når hun ikke vidste hvad det ville sige at have nogen former for sex. For slet ikke at tænke over at hun var så uvidende om så mange ting, og der var så mange ting hun stadig manglede at forstå. Men en voldtægt kunne ødelægge alt for hende. Det var ikke sådan det skulle være. Hun fortjente kun alt det gode i sit liv. Så at en eller anden idiot havde ødelagt hende fortjente at betale prisen med sit liv. Han forstod ikke lige frem hvordan nogen kunne være sådan over for andre. Og slet ikke nu hvor hun fortalte at personen var engel. Det fik ham til at overveje om han selv ville blive sådan på et tidspunkt? Var det at være engel ondskab? Var det derfor at han var blevet genoplivet som engel? Han bed sig i læben og han kunne mærke hvordan vreden spredte sig i kroppen på ham. "Engle... Dæmoner.. Ondskab... Han burde lade livet.!" han var godt arrig, og han ville virkelig gerne bare slå på et eller andet, men det ville sikkert bare resultere i at han kom til skade, og det var ikke noget at af det Nianna behøvede at tænke over. Hun skulle koncentrere om sig selv og komme på fode igen.

Som han stod og gned på stoffet kiggede han på hende som hun gerne ville selv. Han var lidt usikker på om hun ville kunne klare det, han havde selv haft svært ved det da han var blevet voldtaget. Men hun var ikke alene, hun havde ham. Og han skulle nok være der for hende, lige meget hvad der så skete. "Hvis du ønsker." kom det fra ham og rakte stoffet hen imod hende. Han havde allerede ødelagt sin trøje 2 steder, oh han skulle helt klart have en ny trøje, men det kom i sidste række. Dette her var langt mere vigtigere end noget andet. Dog stak det ham i hjertet at mærke hendes følelser der nærmest sprang ham i hovedet. Der var så meget at tage højde for, men han kunne egentlig godt forstå hende. Der havde ikke været nogen at tale med da det skete for ham. Men Nianna havde ham, og han skulle nok hjælpe hende igennem dette her.