Solen stod højt og bagte, selvom det var midt i februar måned. Malika var godt klædt på med et stort, orange silkesjal hen over håret, og lidt ud over panden, for at beskytte den blege hud. Om kroppen bar hun orangerøde silkesjaler bundet op til en kjole med et guld bælte om taljen hvori der var syet en pung fast. Pungen var der ikke særlig mange mønter i, for man kunne aldrig vide hvad der kunne ske på sådan en tur på markedet. Der var masser af mennesker omkring hende. Rige som fattige. Hun stod og kiggede på nogle grøntsager og frugter. Hun trykkede blidt på en frugt for at vurdere om den var lige som hun ville have den. En gang imellem skævede hendes blik paranoidt rundt om hende, for at sikre hvem der var tæt på hende. Særligt lagde hun mærke til en meget mørk skikkelse med mørk hud og sort hår. Efter at have udvalgt et par varer ved en bod valgte hun at betale forhandleren. Hun lagde sine frugter og grøntsager ned i sin flettede kurv. Hun kiggede igen sig kort omkring og og lagde mærke til at de fleste mennesker omkring hende havde fundet et andet sted at gå hen. Den mørke skikkelse var dog stadig i nærheden.

Malika tog sin kurv ind foran sig og begyndte at gå til en anden bod, som var væk fra den mørke skikkelse. Her kiggede hun på nogle flotte stykker silke. Hun stod koncentreret og mærkede på fibrene. De virkede til at være i god kvalitet. Hun kiggede op for at finde forhandleren der hørte til boden, men hendes blik fangede den mørke skikkelse. Blev hun forfulgt? Uanset hvad, besluttede hun sig at hun sagtens kunne komme tilbage en anden dag og kigge på materialet hun havde forelsket sig i. Hun begyndte at gå ind blandt de mange mennesker med raske skridt. Hun skulle ikke nyde noget tyveri eller lign. Hun drejede ned af en smal gyde efter få skridt på den nye gade kiggede hun sig over skulderen for at tjekke om hun stadig var forfulgt.

En dejlig dag med det gode vejr skulle bestemt nydes, og ikke nok med at Pharos kunne det så kunne han også følge efter denne adelige kvinde, som han efterhånden havde  spioneret på i alt for lang tid. Han havde hans følgesvenner med sig som altid. Hans ræv ved navn Ziwa og hans ulv/hund ved navn Zion, men han var nød til at holde styr på dem så de ikke ville løbe hen til kvinden. Det ville ikke være så heldigt, hvis han blev opdaget. Han holdte sig mest i baggrunden bare for at være sikker på, at han kunne lure lidt mere på denne kvinde. Hans orange øjne fulgte hendes bevægelse, og han nærmede sig hende en smule. Enlig var Pharos ikke sikker på, hvad manden som havde hyrret ham til at udspionere hende og få informationer fra ham ville med hende. 

Et suk forlod hans læber, og han måtte skubbe de tanker væk. Han gik forbi mange boder, og selvom der var mange mennesker der gik ind foran ham, var han lusket nok til at finde andre veje så han stadigvæk kunne holde blikket på kvinden. Som kvinden drejede ned ad den smalle gyde bredte der sig et tilfreds smil på hans ansigt. Selvom han faktisk ikke forstod, hvorfor hun ville ned ad den gyde. Den virkede nærmest aflåst, og lukket. Da han hurtigt kunne se at hun kiggede bagover var han hurtig til at gemme sig. Han skulede ned til Ziwa og Zion. De sad begge to og kiggede undrende op på ham. Men Pharos blinkede kort til dem, og da han var sikker på at der var klar bane trådte han væk fra boden han havde gemt sig ved. 

Perfekt hun stod endnu engang med ryggen til ham. Han gik tættere på, og følte sig ganske lydløs. Dog blev det afbrudt ret hurtigt som hans ræv og ulv/hund løb hen imod den adelige kvinde. Pharos spærrede øjnene op og skyndte sig at løbe efter dem imens han bed tænderne sammen af irritation"Skønt..."mumlede han som han fortsat nærmede sig kvinden.

Der var ikke nogen. Et øjeblik stod hun og ventede på der ville komme nogen rundt om hjørnet, men hun var alene. Hun besluttede sig for at hun nok bare havde været lidt for paranoid, og sænkede derfor farten, som nervøsiteten forsvandt fra hendes skuldre og hun lettede grebet på kurven.

Roen varede dog kun et øjeblik eftersom hun hørte poter løbe mod hende. Hun kiggede hurtigt over skulderen. Den mørke skikkelse var der igen. Poternes løben kom dog fra en ulv og en ræv som var på vej i fuld fart mod hende. Alle våbene lå på paladset, hun havde kun en sølle kniv gemt i guldbæltet. Det var i hvert fald ikke nok til at kunne forsvare sig imod alle tre, så instinkterne tog over for at stikke af. Alt den rotation med hovedet havde påvirket hendes balance, og det ene ben stod i vejen for det andet. Et ømt støn lød som ramte jorden. Med kroppen langs jorden kunne hun høre de firbenede dyr nærmede sig hurtigt. Den ene arm lå blottet på jorden og genspejlede nærmest sollyset som ramte den.

Begge dyr stoppede op ved kvinden, og begyndte at gå rundt om hende som hun pludselig var landet på jorden. De kiggede begge to mistænkeligt på hende som deres snuder hurtig var igang med at snuse til hende. Pharos nærmede sig kvinden, og han tog den ene hånd op ad bukselommen. Synet af hans dyr fik ham til at sukke lavt, for de gav da heller ikke kvinden en chance for at rejse sig op eller til at komme sig over det pludselig fald. Han kunne se hans ræv Ziwa begyndte at vifte med halerne op ad kvindens arm, og hans ulv/hund satte sig pludselig ned foran hende. 

Imens det så ud til at denne kvinde prøvede at skygge sig en smule for solen nød Pharos solen, og dens varme. Der var fantastisk vejr, og han klagede bestemt ikke over det. Da han stod henne ved kvinden lod han hans orange øjne glide ned over hende. Hun kunne godt ligne en adelig, især på baggrund af hendes udseende og beklædning. Hans ræv viftede fortsat med halerne imod kvindes arm, og Pharos sukkede hvorefter han valgte at bukke sig en smule forover"Kan jeg tilbyde dem en hånd til at komme op"lød det venligt fra ham i en høflig tone, som han lod hans blik hvile sig på hendes ansigt. 

Begge firbenede dyr snuste hende og hun kiggede hen over skulderen for at se hvad de lavede. Som den mørke skikkelse kom tættere på, kunne hun se at han sukkede. Hun rynkede let på brynene og rettede bagefter blikket til ulven der satte sig foran hende og ventede. Der var mange ukendte og muligt farlige ting i nærheden af hende, så hendes blik stod aldrig rigtig stille, for efter et lille øjeblik stod den mørke mand ved siden af hende og hendes hoved drejede sig hurtigt til hans ben, og derefter op til hans ansigt. Hun valgte at tage imod den hjælpende hånd. Som hun rejste sig, faldt det løse, orange sjal af hende og ned på jorden. Håret fyldte en del, nu hvor der ikke var nogen som helst vægt på det til at tynge det ned. At kigge på hende ville være som at kigge på papir i strækt sollys – det gør ondt i øjnene.

Hun børstede lidt støv af den rød-orange kjole og kiggede op på ham, ”De forskrækkede mig!” sagde hun bestemt, og kiggede fra hans ene øje til det andet. Der var en flot kontrast imellem øjnene og hans mørke hud. Generelt hvis man så de to stå over for hinanden ville man nok syntes de var kontraster til hinanden.

Om det var overraskende eller ej at hun tog imod hans hånd vidste han ikke, men Pharos valgte at være en gentleman lige i det øjeblik. Andet så han ingen grund til, så da hun kom op stå og gik igang med at børste lidt støv af kjolen. Han nåede hurtigt at opfange at hun havde tabt det orange sjal, og skulle til at bukke sig ned for at samle det op. Men Zion var hvist hurtigere, som hasn ulv/hund havde fået fat i sjalet og nu kiggede op på Pharos med det hængende i munden. Han skyndte sig at tage fat i det med et blidt greb, og bad Zion om at give slip. Hvilket han hurtigt gjorde, men kiggede undrende på Pharos"Det skal ikke ødelægges Zion"sagde han og blinkede til ham. Zion viftede lidt med halen og gav et nik med hovedet.

Han betragtede sjalet en smule, og lod så hans øjne hvile sig på hende. Det var nærmest som om hun strålede i lyset, og der var allerede varmt og solskin nok. Men hendes påklædning, farverne og det blonde hår havde nogle gode kontraster til hinanden. Det virkede også til at hendes øjne var landet på hans øjne. Han løftede et øjenbryn men grinede så før han lagde hovedet på skrå og rakte sjalet imod hende"Er mine øjne spændende"drillede han og holdte lidt fat i sjalet så det ikke rørte jorden. Han vidste ikke om hun ville have det tilbage, men han gik ud fra det. Derfor holdte han det også strukket fem imod hende, så hun kunne tage det. Hans blik gled så ned imod han ræv der så ud til at kigge på kvinden, nærmest betagende. Måske var det fordi hun var en køn kvinde, at Ziwa synes hun skulle sidde og stirre på hende. Pharos var vant til at hans ræv gjorde sådan noget, og normalt plejede hun ikke at gøre det. Normalt var hun bare en diva, men det virkede til at hun beundrede Malika.

Pharos lod hans blik hvile sig på kvinden igen, og han skævede kort ned til sjalet som han rakte frem imod hende"Det beklager jeg meget"svarede han  med et buk forover, og som han rettede sig op igen studerede kort sjalet igen. Det havde en flot farve, og det passede godt til hendes blonde hår og påklædning"Deres sjal"lød det så kort fra ham med en venlig stemme, uden at vide hvad hun hed. Nå de havde vel heller ikke travlt så han måtte vente lidt med at høre hendes navn. 

Mens han bukkede sig ned, kiggede Malika med på hvad han lavede, og opdagede sit sjal, og at ulven tog det. Et lille nej kom fra Malikas læber, da hun var bange for at det skulle gå i stykker i tænderne på dyret. Manden virkede dog til at have styr på sin kommunikation med dem.

Han havde i opdaget at hun var en smule optaget af hans øjne og påpegede det, mens han rakte hende sjalet. Hans kommentar fik hende hendes øjne til at suse ned til hendes sjal, som blev holdt frem til hende. Hun kunne mærke hendes kinder blev lidt varme. ”Deres øjne er meget interessante,” forklarede hun og kiggede stille op mod ham igen.

Da han endelig beklagede den forskrækkelse han havde forsaget, og rakte hendes sjal til hende, tog hun forsigtig imod det. Roligt lod hun sjalet folde ud mellem hendes arme, mens hun tjekkede om der var kommet noget huller fra ulvens tænder. Heldigvis ikke noget som hun bemærkede. Der var ikke engang savl på. ”De kan godt virke ret intimiderende, husk på det,” fortalte hun ham, som en forklaring på hendes stikken af. Hun regnede med det ville være rigeligt at kunne tænke over det når man gik rundt blandt andre væsner.

Hun svang sjalet hen over hendes ryg og skuldre. Det tæmmede håret en anelse. Hun takkede for at få sjalet tilbage og krydsede derefter armene for at holde bedre fast på hendes sjal denne gang. ”Fulgte De efter mig?” spurgte hun lige ud, selvom det var et meget ligeud svar. Hun ville nok få et nej, uanset hvad. Enten var det et ren tilfælde, eller så ville han dække op for sin besættelse af hende.

Det var næsten et held at sjalet ikke var gået i stykker, for Pharos havde været bange for at det ville blive ødelagt men dog ikke. Han undslap et hurtigt lettet suk, og lod så hans orange øjne møde kvindens. Han lagde hovedet på skrå, og løftede en hånd op til hans hoved, han strøg en hånd igennem hans hår. Nærmere hanekam af en art, som det enlig godt kunne ligne. Han vidste intet om at hun begyndte at føle en varme i hendes kinder, og holdte blot det brede smil på ansigtet. Han kunne mærke Ziwa s haler imod hans ben, og han skulede kort ned til ræven. Lige nu så det bare ud til at den kiggede på kvinden, ligesom Zion gjorde. De var vel begge både på vagt og nysgerrige efter, at vide hvem hun var og om hun var en fjende eller ven. 

"Jeg takker glædeligt for den kompliment"sagde han høfligt og foldede en arm ind foran sig for at give hende et elegant buk forover. Han havde vel en god måde at opføre sig på overfor andre, men det kunne sagtens vende også. Han udnyttede vel bare hans gode side, så meget som han lige kunne, nu hvor den alligevel var fremme. Pharos lod hans øjne glide ned over hende, bare for at se hvordan hun så ud nærmere og lidt tættere på. Der var vel ikke særlig stor afstand imellem dem, men det gjorde ikke ham noget. Som denne kvinde fik lagt sjalet rundt omkring sig sendte Pharos hende et bredt smil. Som hun kommenterede på hans dyr vendte han blikket væk fra hende og kiggede ned på ræven og hund/ulven der bare stod og stirrede på dem. Han forstod godt hvorfor hun fandt dem intimiderende, og det undrede ham heller ikke"Det vil jeg huske på, men jeg er sikker på de ikke ønsker at skade dem"sagde han med en venlig stemme, som han løftede hans blik op så han kiggede på hende igen.

Som hun spurgte om han fulgte efter hende lod han det brede smil vokse, og han lænede sig lidt frem imod hende, og lagde en finger under hendes hage. Han løftede hendes hage en lille smule op for at se hende direkte ind i hendes øjnene"Hvis jeg svarede ja, hvordan ville du så reagere"lød det fra ham i en næsten hviskende og lokkende tone. 

Hun smilte glad, da han tog det som en kompliment og bukkede for hende. Hun gav ham et lille nej tilbage. Han virkede til at have noget respekt for hende, og faktisk virkede han til ikke at ville have skræmt hende. Malika lagde mærke til at han studerede hende, hun løftede øjenbrynene en smule. Malika var en  høj tynd pige, med en tydelig muskulatur og brede hofter. ”Godt,” hun gav ham et enkelt godkendende nik.

Manden lænede sig tættere på hende, og Malikas alarmklokker begyndte straks at ringe. Hun syntes klart han var for tæt på. Han løftede hendes hage så hun kiggede mere på ham. Hendes øjne var meget lysegrå og med små gyldne pletter. De stirrede direkte ind i de orange øjne. Hans svar fik hendes øjne til at spærre op. I stedet for at skubbe ham væk og stikke af, sank hun den klump der var dukket op i halsen, og svarede lavt, men bestemt tilbage ”Jeg ville bede dig om at holde dig væk”. Hendes øjne blev mere rolige. Han virkede pludselig meget mere som en person hun ikke ville bryde sig om. For et øjeblik siden virkede han jo ret fornuftig, faktisk som en hun måske ville tage med til paladset.

Det var nok noget af det der kunne overraske de fleste ved ham, Pharos kunne være noget så høflig, elegant, prinsen på den hvide hest. Men han kunne også vende, og blive det værste man kendte. Dog forholdte han sig så meget som muligt neutral, for det mente han var bedst. Han skulede ned til hans dyr der kiggede på kvinden, og de begyndte igen at gå rundt om hende. Pharos havde ikke bedt dem om det, men de skulle nok undersøge lidt mere. 

De virkede stadigvæk til ikke at være helt sikker på, om hun var en ven eller fjende. Han stod og betragtede hende før han vendte blikket væk fra hende. Han valgte at holde afstand fra hende, for han respekterede vel stadigvæk hendes ønske og hende"Jeg har ikke gjort noget ondt ved dem jo"lød det fra ham som han vendte hans blik hen imod hende. Han begravede så begge hænder i hans bukselommer, og kunne så mærke hans ræv prikkede til hans ben med snuden. 

Han tænkte lidt over, hvad det kunne betyde. Men han kom så frem til, at det sikkert måtte være fordi hun ønskede at de skulle videre. Tilbage til pladsen, og Pharos lod hans øjne hvile sig på kvinden, før han lod hans øjne studere hendes ansigt lidt mere"Vil de gøre mig æren og tage imod mit selskab tilbage til pladsen"spurgte han elegant og høfligt. Enlig var han slet ikke i hans onde humør, også selvom hun mente at han skulle holde sig væk, så havde han jo ikke skadet hende eller såret hende. Dog forstod han godt, hvorfor hun var på vagt for han havde jo i teorien udspioneret hende. Han havde stadigvæk missionen i hovedet men det behøvede hun ikke at vide.

Malika rynkede på brynene, ”Det kan godt være!” hun var stadig lidt oppe og kører og var lidt hysterisk i stemmen, men ikke højt, ”Men hvis de forfulgte mig og kom tæt på mig, ville de have muligheden for at kunne gøre mig ondt,” påstod Malika som trådte et lille skridt tættere på ham. Hendes arme var ned langs siden og håndryggene opad, med knyttede fingre.  Hun havde endda lettet hælene lidt fra jorden. Hendes kinder havde fået en lille smule farve, fra blodet der strømmede til hovedet. Hvad var det han ikke forstod med sikkerhed? I sig selv havde hun heller ikke helt sin sikkerhed i tankerne, som hun prøvede at bevise for manden at hun havde ret.

Manden kiggede slet ikke på hende, så da hans blik pludselig blev rettet mod hende og spurgte om hun ville med ind på pladsen, blev hendes øjne store af overraskelse og forvirring. Hun satte hælene ned på jorden igen og slappede af i armene. ”J-jo det kan jeg godt,” svarede hun ham og blinkede lidt med øjnene. Hun vendte sig roligt mod pladsen og begyndte at gå. ”Hvad er Deres navn?” spurgte hun mens hun gik. Hun løftede sjalet fra bunden af hendes hår og op på hovedet for at dække skygge hendes ansigt mod solen.

Begge øjenbryn blev pludselig skubbet op i panden på ham, og han lod hans orange øjne hvile sig på hende. Gøre hende ondt? Han kunne ikke lade være med at smile bredt og begravede den ene hånd godt i bukselommen, før han lænede sig ind imod hende. Lige nu tænkte han slet ikke på Ziwa og Zion der allerede var på vej hen til pladsen igen. Pharos holdte øjenkontakten med hende, før han lagde en finger under hendes hage, og lagde hurtigt mærke til hendes kinder der pludselig fik en anden kulør"Hvorfor skulle jeg gøre dig ondt"Sagde han og blinkede til hende. Han forstod dog godt at hun tænkte det, og han var ikke engang sikker på hans egne ord, om at han faktisk ville skade hende. Ville han ende med det? Han var ikke sikker på det lige nu.

Han gav ikke slip på hendes hage med det samme, men holdte blidt fast om den med fingeren, og lod hans blik glide ned over hendes ansigt. Han havde fortsat hans mission i hovedet, og frygtede at nogle andre ville finde hende, og stjæle hende så han ikke kunne fuldføre hans mission. Men han smillede lidt ved tanken, ja som om nogen overhovedet havde chancen for det. Pharos var sikker på at han nok skulle skaffe dem af vejen, hvis det ikke ville hjælpe kunne Ziwa eller Zion nok godt gøre det. Som hun spurgte efter hans navn gav han slip på hendes hage og tog nogle skridt tilbage, og begyndte langsomt at gå hen imod pladsen sammen med hende"Pharos"svarede han ganske kort, før han kiggede lidt mere på hende. 

Da de pludselig stod på pladsen lagde han hovedet på skrå, og drejede sig rundt så han stod med fronten til hende. Han løftede den frie hånd op imod sjalet hun havde omkring sig, og holdte blikket på hende"Hvad er deres navn"spurgte han med ganske høflig og elegant stemme. Han lod hans fingre stryge hen over sjalet, og havde ikke tænkt sig at fjerne blikket fra hende. Men måske han virkede for direkte og for tæt på, så måske han skulle holde lidt afstand"Du har tilladelse til at skubbe mig væk, hvis jeg er for tæt på"drillede han lidt som han blinkede til hende.

Pludselig stod deres ansigter utrolig tæt, måske endda lidt for tæt, hvis det var Malika der skulle bestemme. Igen tog han fat i hendes hage, Typisk når lige havde hidset sig lidt op og fået farve i kinderne. Det skulle jo forstås som at hun var hidsig! ”Jeg kender dig jo ikke, jeg ved jo ikke hvad du kan finde på,” svarede hun stadig lidt anstrengt. Han holdt stadig fast i hendes hage, og hun kiggede stadig ret intenst i hans øjne. Hvilke tanker mon flød i hans hoved lige nu? Pludselig gav han slip og trak sig tilbage. Hun kunne endelig falde ned og begynde at gå med ham. Pharos. Interessant navn.

Siden de ikke var kommet langt ned af sidegaden tog det ikke længe før de var på pladsen. Hun følte sig på en måde lidt mere sikker blandt de mange mennesker, så var der jo en mulighed for at folk kunne hjælpe hende, hvis han prøvede på noget. Pludselig stod han igen foran hende, og hun stoppede brat op, for ikke at brage ind i ham. Malika var som frosset, som han løftede sin hånd mod hendes sjal. Da han spurgte om hendes navn rømmede hun sig og svarede klart: ”Malika Rana Rim Af Kazimi,” Hun var tydelig og bestemt. Måske han nu fandt ud af at hun var adelig, og snakke Dis med hende. Det var sjældent hun kun behøvede at sige sit fornavn, og endnu sjældnere hun kunne sige det afslappet. Han var ret grænseoverskridende, men det var lidt som om Malika var begyndt at vænne sig til det. Det var måske ikke så heldigt… Som han blinkede til hende, kunne hun mærke gåsehuden på ryggen og armene. Hun blinkede blot et par gange før hun med sin underarm ville skubbe hans arm væk. Hun sagde intet, men valgte blot at gå forbi ham. Hvad skete der lige? Hun kiggede sig over skulderen til ham, ”Skal De noget bestemt på markedet?” spurgte hun med et smil. Hu havde endnu ikke fået at vide om han faktisk fulgte efter hende, men efterhånden ville hun måske heller ikke vide det.

Som hun valgte at gå forbi ham lod han hans øjne følge hende, og han drejede rundt og greb ud efter hendes hånd. Han havde da ikke tænkt sig at lade hende gå lige nu, og desuden var han nød til at vise hende at han respekterede hende, og endnu mere at han respekterede den familie hun kom fra. Efternavnet kendte han, så Pharos sendte hende et bredt smil, før han bukkede sig en smule forover og holdte fast i hendes hånd med et blidt greb"Det er bestemt en ære at møde dem Malika Rana Rim"lød det elegant og høfligt fra hans mund, hvorefter han plantede et kys på hendes håndryg.

Han rettede sig så op, og gav slip på hendes hånd før han lagde hovedet på skrå, og begravede en hånd i den ene bukselomme. Han skulede så hen til hans dyr der rendte rundt ved nogle af boderne, hvilket ikke gjorde ham noget. Det betød vel kun at han havde hendes fulde opmærksomhed, og at hans dyr ikke ville forstyrre eller gøre et eller andet imod denne elegante og kønne kvinde. Han var enlig enig med det hun sagde, det kunne være lidt farligt når man ikke kendte hinanden, men han ville dog stadigvæk sørge for at han ikke skadede hende. Skete det skulle han nok sørge for at fjerne skaden, for han vidste at specielt med de adelige, der skulle man vise respekt og høflighed.En anstændig opførsel, hvilket Pharos ikke lige vidste hvor meget han kunne give det, lige nu gik det ganske fint.

"Jeg ved heller ikke hvad de kan finde på prinsesse"lød det en smule kækt fra ham, som han blinkede til hende. Som han hørte hendes spørgsmål kiggede han rundt imens han trak en smule på skulderen. Han kunne da ikke afsløre hans mission lige nu, måske han burde kidnappe hende lidt væk fra folkemængden. Barefor at gennemføre hans mission, men det var som om at tidspunktet ikke var til det endnu"Ikke andet end at se mig lidt omkring"sagde han med et bredt smil som han vendte blikket hen på hende igen. Han løftede en hånd op til hendes sjal, og lod nogle fingre stryge hen over det. Det var et flot sjal, og det passede godt til hende"Hvad med dem, havde de nogle bestemte planer her på pladsen"spurgte han som han lod smilet brede sig en smule.

Malika kunne mærke en hånd tog fat i hende. Normalt tog folk kun fat i hendes hænder for at stoppe hende fra hendes eventyrlige ture, eller for at hilse på mænd. Til gengæld var det ikke så tit at hun fik lov til at hilse pænt på mænd. Som hun vendte sig om for at se hvad han ville, skulle hun til at trække hånden til sig. Da hun opdagede at han bukkede for hende og kyssede hendes hånd løb det endnu en gang koldt ned af ryggen på hende, og man kunne på hendes arme se at de hvide hår rejste sig.

Da han rettede sig op og gav slip stod hun et øjeblik med hånden i luften før hun rystede minimalt på hovedet og tog fat i hver side af sin kjole og nejede en smule for Pharos. Hun lod være med at kommentere på det, for hun vidste ikke hvor han kom fra eller om det på nogen måde var nogen som helst ære at møde ham. Det var det nok ikke. Alle betød noget for Malika, men det betød ikke at alle skulle behandles lige. Nogle folk skulle man tage mere hensyn til, andre skulle man belære og nogle skulle man bare holde sig på afstand fra. Hun vidste ikke helt hvor han hørte til, men hun frygtede den sidste kategori. For det meste havde hun et ’Far’ kort i baglommen, som gav hende et fint sikkerhedsnet, som fik folk til at holde afstand, eller passe på. Det der undrede hende mest, var at Pharos ikke tog afstand fra hende. Det virkede dog som om han var mere forsigtig. Hvilket også var fornuftigt nok. Malika tænkte ikke meget over hans dyr ikke var ved hans side.

Hvad Malika kunne finde på? Hun rystede på hovedet af ham. Og nu kaldte han hende også ved titel? Hun prøvede at lede efter ord, men kun halve ord kom ud af hendes mund, som hun konstant stoppede sig selv i sin sætning. Han blink hjalp heller ikke på ordene der ikke rigtig kunne komme ud af hendes mund. Efter hans svar lod han igen sin hånd op til hendes sjal. Forstod han ikke hendes afvisende arm for et øjeblik siden? Hun lod kun et øjeblik gå før hun trak sig væk med et halv skridt. ”Jeg fandt noget silke, inden jeg gik ned af gyden… Det ville jeg egentligt gerne finde igen,” nævnte hun og kiggede sig hen over skulderen, for at se om hun kunne se boden.

Hendes svar fik ham til at tænke lidt som han løftede et øjenbryn, og drejede rundt for at se  efter boden hun snakkede om. Han mente godt nok at have set den bod på pladsen, men måske han lige havde været alt for hurtig forbi den. Så der var ikke brugt meget tid til at betragte boden, og se nærmere på hvad der blev solgt. Hvor var det nu at den bod lå henne, han stod og tænkte lidt og skulle til at kigge ned imod hans dyr men de var pludselig væk. Han spærrede øjnene op kort og bed tænderne sammen, han var virkelig nød til at finde dem. Men måske de var på vej hen imod en af mad boderne, eller måske de havde fundet vej hen til boden der solgte silke.

Pharos drejede hovedet hen imod Malika, og han drejede kroppen lidt mere så han stod med fronten til hende. Han holdte afstand til hende, for det virkede ikke til at hun ville have han skulle være tæt på. Dog forstod han godt hvorfor, men han ville ikke afvise at det ikke ville ske at han ville nærme sig hende igen"Vil de gøre mig den tjeneste at lade mig tilbyde dem mit selskab igennem markedet"spurgte han og holdte en arm ud, hvis hun ville tage imod den. Ellers ville han bare stå afslappet og vente på hendes svar. Pharos kunne pludselig høre nogle knurre lyde, og var sikker på at det kom fra hans ræv eller hund/ulven. Bare de to ikke var havnet i problemer, for det var de gode til. Den ene mere end den anden, og Pharos lod hans orange øjne hvile sig på hende.

"Jeg er nød til at sætte pris på mit selskab af en prinsesse fra den adelige Kazimi familie"sagde han med en høflig stemme hvor at han sendte hende et bredt smil. Han håbede at hun ville med ham igennem folkemængderne så han kunne finde hans dyr, men også så hun kunne komme henne til boden der solgte sjal igen. Han lod kort hans øjne glide ned over hende, før øjnene landte på hendes ansigt igen. Han undlod at sige mere, og kunne endnu engang høre nogle brummende lyde. Han sukkede og bed indeni til guderne om at der ikke var skabt problemer. At han i al hemmelighed havde hans mission i baghovedet behøvede hun ikke at vide.

Malika sukkede opgivende, eftersom de begge kiggede søgende efter boden, og ingen af dem udbrød med ’der!’. Malika skulle til at fortælle Pharos at det hun bare kunne komme tilbage en anden dag og kigge efter silken, men da hun så han øjne spærre op et øjeblik, fulgte hun hans blik. Hun kunne slet ikke se noget der skulle virke bekymrende og kiggede derfor tilbage til Pharos. Hendes hår ville normalt have svævet rundt i luften, men sjalet holdt styr på det store, lyse hår.

En arm var strakt frem mod hende som en invitation til en tur igennem markedet. Hun tog hans hånd forsigtigt og med et mistænkeligt blik. ”Du viser bare vej,” sagde hun tøvende og med hovedet et på skrå. Han prøvede stadig at smigrere hende med at polere hendes status i ansigtet på hende. Hun brød sig egentligt ikke om det. Hun vidste godt selv hvordan hendes navn og liv havde betydning på Rubinien og smådele af Krystallandet.

Som han lod sit blik vandre ned af hendes krop gav hun hans hånd et lille klem, for at fortælle hun godt havde lagt mærke til hvor hans blik var og hvad han lavede, men også for at fortælle at han godt måtte få øjnene op til hendes ansigt igen. Endnu en gang rynkede hun på brynene som han fik øjenkontakt med hende. Havde de været et mere privat sted havde hun nok snakket ret så uhøfligt til ham. Hun havde en lille fornemmelse af at Dain sikkert ville være vild med den måde Pharos prøvede at smyg sig ind på piger… Dain skulle også snart få en over nakken og forstå hvordan man opførte sig omkring kvinder. Darkhan kunne måske endda lære lidt af både Dain og Pharos… Eller måske skulle de alle sammen bare snakke med Spencer? Hendes hoved løb afsted med hende.  Spencer var jo bare høflig og en god ven… Ikke?

Som hun havde taget imod hans arm begyndte han at gå igennem folkemængderne, og lagde undervejs mærke til boderne. Lige nu kunne han slet ikke få øje på boden der solgte silke, men han kunne huske hvor boden lå placeret ca. Han gik i et normalt tempo, for han behøvede ikke skynde sig igennem markedet, og desuden var der masser at se. Tiden kunne sagtens bruges rigtigt på denne solrige dag, og det vejr var noget Pharos bestemt nød. Det fik næsten hans orange øjne til at lyse lidt op når solskinnet ramte dem. Han fortsatte lidt videre, før han pludselig kunne se hans dyr der bare begge to stod og kiggede op på kvinden bag boden, hvor der blev solgt silke.

Så det var her, men Pharos var ikke helt sikker på at hans dyr med vilje havde endt herhenne ved silkeboden. De havde sikkert duftet sig frem til noget mad i nærheden, og det var sikkert derfor de begge to var endt ved silkeboden. Begge dyr var luskede, og Pharos lod hans blik glide ned på dem som de begge to kiggede op på ham. Et lille suk forlod hans læber, og han drejede hovedet hen imod Malika"Boden er her, og jeg må indrømme at alt det silke er utrolig smukt"sagde han med et smil. Han lod hans øjne hvile sig på hendes ansigt. Han betragtede silken omkring hendes hoved, og kort bare nød synet af hende. Men det blev afbrudt ret hurtigt af hans ræv der viftede med halerne imod hans ben.

Pharos kiggede ned på ræven der stod og så ganske uskyldig ud. Han sukkede igen, og lagde den frie hånd ned i bukselommen. Han holdte fortsat en arm ud som hendes hånd lå på den, han havde vel nogle gode manere, og han havde skam ikke tænkt sig andet når det var en adelig kvinde han var i selskab med. Men Pharos var bare heller ikke lige typen der havde gode manerer hele tiden, det kunne sagtens vende. Han lod hans øjne glide hen over det ene silke stykke efter det andet, og lagde mærke til at hans hund/ulv kiggede på et stykke der havde en tyrkis farve med nogle guld detaljer på. Pharos blev også fanget af det kort"Hvordan ser det stykke silke ud de havde kigget på"spurgte han undrende som han vendte blikket hen imod hende. Han havde altid en pung med sig med krystaller, rav stykker, og nogle jade stykker. Kun hvis han ville ende med at falde over et eller andet som fristede ham. Hans blik mødte kvinden bag boden, og han bukkede høfligt for hende, som han rettede sig op"Jeg beklager hvis mine dyr har skabt problemer eller lavet ballade"lød det høfligt og elegant fra Pharos som han skulede lidt ned imod hans dyr. Kvinden rystede på hovedet og fortalte ham at de ikke havde lavet problemer eller ballade. Han gav et nik fra sig,og åndede lettet ud, og han lagde hovedet på skrå som hans blik gled lidt mere rundt på silkestykkerne.

Malika og Pharos gik nu sammen, hånd i hånd ned mellem folkemængden. Hvem skulle have troet det. Folk måtte tænkte ’sikke et umage par’ når de gik forbi. Enkelte gange kunne Malika nå at fange øjenkontakt med de folk de gik forbi. Hun smilte blidt til dem, ikke at det forklarede noget til dem, men måske gav det dem lidt ro. Solen bagte stadig på dem, og Malika kunne tydeligt mærke at hun havde det varmt, og inden længe skulle have noget at drikke for at kunne stå ordentligt på benene. Hun rømmede sig en enkelt gang, på paladset var det altid et tegn til et glas vand snarest skulle være i hænderne, men hun regnede ikke med at Pharos kendte til det ’tegn’.  Malika skævede en gang op i mod Pharos øjne og kunne se at solen, ligesom med hendes hud, skinnede tilbage. De var flotte og mindede hende om rav. Rav. Det mindede hende om at hun skulle tjekke om hun stadig havde sin pung. Hendes frie hånd gled om bag ryggen på hende og fandt hendes pung. Den var der heldigvis stadig. Som hun blidt trykkede på pungen, kunne hun mærke at den fyldte det som hun var overbevist om den skulle fylde.

Pludselig kunne Malika se de to dyr, og det slog hende at han nok gerne ville afsted for at kunne finde dem. Hvor havde hun dog været glemsom. Malika nikkede blidt, ”Ja jeg har en god sands for silke,” svarede hun ham med et kærligt smil. Malika kunne nu se at Ræven ved siden af ham viftede med sin hale i mod hans ben. ”Hvad vil den?” sprugte hun roligt, og så pænt hun kunne, når hun ikke kendte navnet eller kønnet på den. Hun ville ikke fornærme hverken ham eller ræven.

Malika betragtede så Pharos blive opslugt af materialerne, og beundrede næsten hans koncentration. Den blev dog afbrudt af et spørgsmål til hende. Eftersom hun havde stået lidt og faldet i staver over hans interesse for materialet, skulle ordene lige formes i munden, før de kom ordentligt ud, ”Eh… Det var vidst turkis med guld brodering,” nævnte hun som hendes blik fangede hans igen. Hun skævede hen til materialerne og kunne se det stadig hang fremme. Hendes hjerte smeltede en smule som hun beundrede silken. Kvaliteten var bare så god. I baggrunden kunne hun hører at han tog hånd om situationen med sine dyr, som heldigvis ikke havde lavet ballade.

Som ræven viftede med halerne lidt mere, løftede Pharos øjenbrynnet for han undrede sig lidt hvad den ville. Han skulede så hen imod boden, hvor der blev solgt mad og var næsten sikker på at det var netop dét som hans ræv havde fået duften af. Det var sikkert også derfor hun havde viftet med halerne imod hans ben. Maden duftede godt, og han vidste at han sikkert var nød til at købe noget af det til hans ræv, og hunden/ulven. Dog så det ud til at lige nu var blikket rettet på alt det silke der blev solgt ved boden. Phaors lagde hovedet på skrå, og lod hans øjne hvile sig på stykkerne. Så hørte han hendes spørgsmål, og det fik ham til at dreje hovedet så han kiggede på hende"Have noget mad"sagde han og sendte hende et bredt smil.

Det var nok svært for begge hans dyr at holde sig helt i skinnet, eftersom der var en stærk duft af mad i nærheden. Det var også klart når denne silkebod lå tæt på boden med mad, og Pharos bukkede sig en smule ned imod Ziwa, og strøg en hånd hen over hendes ansigt. Hun viftede lidt mere med halerne, og lagde hovedet på skrå. Han kunne ikke lade være med at smile lidt over ræven, og skævede op til Malika. Der gik ikke lang tid før, at han havde rejst sig op igen, og begravede en hånd i bukselommen, imens han fortsat havde hans arm rakt ud så hun fortsat kunne holde om den.

Så lod han hans øjne glide hen over silke stykkerne, og der var så mange han følte sig betaget af. Han betragtede det blå stof med guld detaljerne på, og lod hans blik falde hen på kvinden bag boden. Alle de flotte silke stoffer gjorde ham fristet til at købe et. Pharos skulede så kort hen til mad boden ved siden af, og sukkede lidt. Han håbede da at hans dyr kunne vente lidt, bare indtil at han lige var færdig ved denne bod ham og Malika stod ved"Gad vide om det er det samme stof jeg beundrer"sagde han og tænkte lidt som han lod hans blik glide lidt mere rundt på de forskellige stof stykker. Han skævede hen til Malika og sendte hende et smil, før han tænkte lidt. Enlig ville sådan et stykke stof ser utrolig flot ud til hende, specielt fordi hendes påklædning bestod af nogle flotte farver, samt at hendes blonde hår næsten var endnu flottere i solens lys. Selvom hun skjulte det lidt eller nærmere skyggede det lidt med sjalet.