Det var ikke længe siden, Lykke havde været på en lignende mission med Damien. Nu havde hun så fået næsten samme ordre, men denne gang blev hendes makker Yotul. Et faktum, Lykke ikke videre var glad for. Sidst havde hun ikke på nogen måde opført sig imponerende. Rygtet ville dog vide, at hun i mellemtiden var blevet ridder, så det kunne have ændret sig, men Lykke ville hellere set konkrete beviser først. Pigens evner var dog ganske nyttige, men Lykke var stadig ikke imponeret over opførelsen, og hun skulle virkelig bevise en del, før hun fortjente respekten.

Lykke havde nøje valgt sit tøj til formålet; den sorte top var stramtsiddende og dækkede kun brystet, så hun havde så frie bevægelsesmuligheder som muligt. Bukserne var ligeledes stramtsiddende, men tydeligt elastiske, så der heller ikke her, var noget, der forhindrede hende i at bevæge sig frit. Vingerne var gemt i ryggen, men der var slidser i toppen til formålet, at de skulle være ude. Halen bevægede sig roligt svajende fra side til side bag hende, som hun stod ved porten til udgange af Kzar Dûn og ventede på sin makker.

Meget kunne man sige om hæren, men der var bestemt ingen grund til at trænge dem op i en krog på denne måde. Yotul havde været en del af Mørkets hær i rigtig lang tid efterhånden og hun kunne ikke se, hvorfor det hele skulle have taget en sådan drejning, at folk lige pludselig valgte at stikke halen imellem benene og flygte. Derfor kom det ikke som en overraskelse, da generalen udstødte en ordre på at indfange disse desertører. De skulle have set det komme, men om ikke andet så ville deres torturmester få noget at se til. For Yotul ville ikke komme tomhændet hjem. Heller ikke når hun skulle følges med Lykke.. arbejde sammen med hende..

Yotul var langt mere afslappet i hendes tøjstil, hvilket ikke skulle komme som en overraskelse for Lykke. På ryggen bar hun sig sværd i en læder snor, som var bundet omkring hylsteret og ellers placerede sværdet indenfor en rimelig afstand af hende, så hun nemt kunne række over skulderen og hive det frem, hvis det blev nødvendigt. Den hvide top dækkede primært hendes bryst, maven var bar og bukserne lettere forrevet lige under knæet. Det hele sad godt til, så hun kunne bevæge sig frit. Yotul fik nemt øje på Lykke ved porten, som hun uden videre gik hen til hende og nikkede som en hilsen. "Så er det bare os to.." kommenterede hun med en lystigt latter, som sikkert ikke faldt i god jord, men hun så da frem til at konfrontere desertørerne, så de kunne få gjort en ende på rygterne. Yotul gav ikke udtryk for at være utryg eller utilfreds med situationen, hun havde fået mange forskellige reaktioner fra folk, men mange var også endt med at skifte mening, så snart hun viste sig frem. Lykke havde ikke set mere end en leg fra hendes side af. Langsomt løftede hun højre hånd for at række over skulderen og tage fat om skaftet på sværdet. "Rygterne mener, at de fleste har søgt udenfor byen.." startede hun mere seriøst, som hun så afventende på Lykke.

Lykke drejede kun hovedet nok til, at hun kunne skimte Yotul ud af øjenkrogen, da hun kunne høre skridtene nærme sig. Kommentaren fik Lykke til at komme med et fnys, der kunne minde om et grin. Det var det dog ikke. Det var mere en advarsel om, ikke at være så letsindig. Hun havde på fornemmelsen, at Yotul havde mere at give af, end hun først havde vist, men Lykke havde ingen intentioner om at lade tvivlen komme hende til gode. "For værre eller bedre" svarede hun tørt.

Den mere seriøse stemmeføring fik dog Lykke til at dreje hovedet helt, så hun kunne se elveren i øjnene, inden hun nikkede, hvorefter hun drejede blikket tilbage igen. "Det ville ikke være klogt at prøve at gemme sig bag murene, når det er Mørkets territorium" svarede hun med en alvorlig tone. Den ene hånd blev knyttet, ikke i vrede, men i forventning om, hvad der skulle ske næst. "Der er stor risiko for, at vi skal bane os vej gennem en flok dragefødte først" fortsatte hun, og denne gang var afskyen tydelig i hendes stemme. Ikke en afsky for Yotul, men for de bastarder der stod mellem hende og hendes mål. Pligten krævede, at hun lagde sine personlige følelser for pigen til side og fokuserede på opgaven. Hun skulle nok blive prøvet, når først de kom ud på den anden side. Hun vendte igen blikket, der denne gang var mere stålsat end hånende, mod elveren. "Er du klar?" spurgte hun, men det var tydeligt retorisk, for hun ventede ikke på svar, inden hun vendte hovedet opad mod toppen af muren, hvor to vagter stod. "Åben porten!" beordrede hun og lod med det samme sin hud skifte. Der gik kun et par sekunder, inden hun var dækket fra top til tå af den sorte, skællede, metallignende hud.

Attituden betød intet for Yotul. Hun var stødt på værre omend det var mange år siden, så havde hun ikke problemer med at opføre sig bare en anelse mere professionelt end at lade det gå sig på. Det var op til Lykke hvordan hun ville håndtere situationen, for Yotul havde allerede bestemt sig for at have det sjovt og trække nogle forrædere med retur, så de kunne stå til ansvar overfor deres handlinger. Hun bar er bælte til formålet, hvori der var plads til flasker. Lige nu var flaskerne tomme, men hun forventede bestemt at få fyldt nogle stykker op. Særlig med dragefødtes blod. Hun havde endnu ikke en flaske med det blod, så hun forventede at få muligheden nu. Dog besvarede hun ikke Lykkes tørre kommentar, hun trak bare på skulderne.

"På flugt tænker man jo ikke altid logisk.." kommenterede hun med et hævet øjenbryn, som hun dog nikkede til advarslen om, at de kunne støde på dragefødte. Det ville være hendes første kamp med en dragefødt og hun var en anelse for spændt på at prøve sine kræfter af. Dog spildte hun ikke tiden før at hun trak sværdet over skulderen og holdt det med begge hænder. Hun var mere end klar.. til at møde mørket for alvor. "Gem nu noget til mig" kommenterede hun med et smil, som hun så imod porten. Den tunge port var lang tid om at gå op, men de kunne heller ikke lade den stå åben for længe.. så Yotul var hurtigt til at forlade stedet og smutte igennem den smalle åbning for at komme ud på den anden side.. der skulle nødigt trænge nogen ind i fæstningen, som ikke hørte hjemme der.

Lykke tyggede en anelse på svaret. Hun kunne i og for sig have ret, men det var der andre, der måtte tage sig af, hvis det skulle vise sig at være sandt. Desuden ville de være væsentligt nemmere at indfange.

Lykke sendte Yotul et kynisk smil over den næste udtalelse. "Det kommer da i høj grad an på, hvor hurtig du er" svarede hun med en munter tone, der, for de fleste, virkede mere skræmmende. Det var de færreste, selv i Mørkets hær, der fandt glæde ved at dræbe andre, men Lykke var ikke ligefrem almindelig.
Som porten larmende begyndte at åbne sig, lod Lykke sine vinger gro frem. Disse blev med det samme også dækket af den skællede hud, så de var beskyttede, inden hun foldede dem helt ud og fremviste det store vingefang. Ligeså snart porten var åbnet nok til, at hun kunne være der med en skulderbredde, slog hun et kraftigt slag med vingerne, der sendte hende flyvende fremad, og hun nåede kun lige at lægge dem langs kroppen, så de ikke stødte mod porten.

På den anden side blev Lykke bekræftet i sin mistanke; der var en mindre hær af dragefødte, der med stor sandsynlighed skulle forhindre Mørket i at komme nogle vegne. Lykkes læber brød dog i et nyt kynisk smil, inden hun, igen med vingernes hjælp, satte af i et kæmpemæssigt spring fremad for at kaste sig over den nærmeste. Hun fik fat med begge hænder og på den enkelte kolbøtte, hun slog med sit offer, fik hun drejet halsen på den. Da hun igen kom op på fødderne, brugte hun sit momentum på at kaste liget mod den næste dragefødte, inden hun for alvor viste halens farlige rækkevidde, da hun strakte den ud i fuld længde og gennemborede brystet på en tredje fjende.

De havde virkelig ikke meget tilfælles, men Yotul lod det ikke gå sig på, som hun var langt mere fokuseret på opgaven, end hun havde været i et stykke tid. Hun kunne mærke hvordan adrenalinen pumpede rundt i kroppen på hende. Noget hun sagtens kunne øge, hvis det blev nødvendigt. Dog havde hun ikke i sinde at gå over gevind med det hele. For blev de først fanget i en kamp, så skulle de jo stadig have fokus på deres mission, som ikke nødvendigvis indebar at tynde ud i de dragefødte. Det ville måske komme senere, men først skulle de have styr på tropperne.

Yotul lo let af Lykkes kommentar, før at hun strøg ud igennem porten. Før hun nåede at se sig om, var Lykke fløjet over hovedet på hende og straks igang med at kæmpe sig igennem mængden af dragefødte. Yotul stod ud med højre hofte, som hun lod bladet hvile mod sin skulder. Der var om ikke andet noget styrke i hendes makker. En styrke hun ikke selv kunne prale af at besidde. Men det var ikke altid nødvendigt.

De dragefødte havde desværre ikke overset hende, så der gik ikke lang tid før at den lyshårede elver måtte igang med at kæmpe sig fri. Hendes latter strøg over mængden, som de valgte at angribe hende én ad gangen. De undervurdere hende nok, når først de sammenlignede hende med Lykke, som ikke befandt sig langt fra hende. Men der gik ikke lang tid før hun havde forladt sin hvile position og hurtigt sprang frem imod den nærmeste fjende. Med et strøg hun imellem benene på manden og skubbede sværdet ind bag ved knæskallen, så han faldt på knæ. De dragefødte var udrustet med et godt forsvar med deres skæl, men der ville altid være punkter, hvor skællen ikke ville kunne være. Hvilket hun hurtigt havde analyseret. Så snart den dragefødte knælede, var Yotul på benene igen med sværdet tæt på, som hun straks huggede det ind ved armhulen og pressede sværdet så langt ind som overhovedet muligt. Spidsen strøg ind i mandens hjerte og han faldt sammen foran hende. Videre til den næste. Uden at skænke Lykke en tanke..

Lige meget hvor meget hun prøvede, kunne Lykke ikke skabe et hul i rækkerne; de dragefødte var for gode til at lukke det igen, så snart hun havde fået brudt dem. De var virkelig velorganiserede, det måtte hun give dem. Der måtte mere drastiske midler i brug. Nu håbede hun blot, at elveren var med på at parere ordre, selvom de teknisk set var samme rang. "Yotul, hold dig tæt til mig. Jeg laver et hul i deres formation, men vi har kun kort tid til at komme igennem. Hop op på min ryg om nødvendigt" sagde hun bestemt. Det var ikke en direkte ordre, men der var samtidig heller ikke et spor af bøn i hendes stemme. "Og lad for Zaladins skyld være med at holde øjenkontakt med mig de næste ti sekunder."

I håb om, at Yotul fulgte instrukserne, drejede Lykke hovedet tilbage mod flokken af dragefødte. "Jeg beordrer jer! Dræb jer selv!" råbte hun, så hun var sikker på, at alle, hun havde fået øjenkontakt med, kunne høre hende. En stor del af formationen stivnede nogle sekunder, mens de kæmpede med Lykkes indflydelse, men størstedelen af dem begyndte med det samme at stikke deres eget våben i dem selv. Hvis Yotul ikke reagerede på dette, var Lykkes plan at gribe hende om livet med den ene arm og så sætte af med vingerne, så de begge kom ud på den anden side. Med det samme, de havde lagt afstand fra de dragefødte, ville hun så slippe hende igen. Hvis Yotul enten selv var løbet igennem, eller var hoppet op på ryggen af Lykke, ville hun henholdsvis enten vente på hende, eller ryste sig for at indikere, at hun godt måtte hoppe ned.

Der var forbavsende mange fjender. Underligt nok så lod det som om de havde fået ordre til at holde porten lukket og derved ikke lade nogen slippe ud. Samtidig så kunne de nemt gøre et forsøg på at angribe porten, hvis de først fik samlet deres rækker. Men noget holdte dem tilbage eller måske ventede de på nogen. Yotul havde ikke tid til at overveje hvorfor de ikke stormede fæstningen, da hun var travlt optaget af at hive sit sværd ud af en dragefødt. Hun måtte ligge lidt ekstra kræfter i, da sværdet havde sat sig fast i nogle skæl. Hun brummede utilfreds, placerede en fod imod liget og hev til. Yotul havde nær sat sig på røven, hvis ikke det var for den dragefødte, som havde stilt sig lige bagved hende. Hun kiggede sig over skulderen med et smil. "Godaften" lo hun køligt, før at hun spyttede ham i hovedet. Der var blod fra et tidligere slag imod hendes mave. Noget hun nemt kunne have healet, men dette var langt sjovere, som blodet ramte ham i munden og hurtigt fandt ind til hans indre organer. Han stivnede, som han skulle til at hæve sin økse imod hende. Derfra tabte han øksen og faldt til jorden med et bump. Yotul valgte at stille sig ovenpå ham, da hun hørte Lykke kalde. Hvorfra? Hun spejdede omkring til hun fik øje på Lykke. Der var flere dragefødte imellem dem. Irriteret over situationen, valgte hun at springe op på den nærmeste dragefødte og hoppe videre til den næste indtil hun landede bag Lykke. "Du kunne ikke have valgt et mere belejligt tidspunkt?" mumlede hun, travlt optaget af at skrabe blodet af sit sværd for at hælde det på flasken. Ikke at hun nåede at fylde dem, som hun hørte Lykkes ord.. Af hvad for noget? Hun brummede lidt, som hun kiggede op på Lykken og trak på skulderne. "Hvis du smider mig af igen lige efter, så bliver jeg sur.." vrissede hun, før at hun valgte at sikre sværdet på ryggen og dernæst hoppe op på Lykkes ryg.. Det måtte se virkelig skørt ud. Dernæst lukkede hun øjnene..

Ordren lød og tingene lod til at gå i stå. Det var lidt som om at stemningen i luften forandre sig. Derfor valgte Yotul også at spænde let i benene for at skubbe sig længere op på hendes ryg, så hun kunne se over hovedet på hende. Blot for at se hvad Lykke havde gjort. Til hendes overraskelse, så havde ordren fungeret, som var de blevet sat i en form for trance? Måske hun ikke skulle drille Lykke helt så meget en anden gang.. Derefter gik det stærk, som Yotul fik øje på en åbning og en mulighed for at indsamle det sidste blod. Hun pressede hænderne imod Lykkes skulder og rejste sig på hænderne, så hun svang rundt med benene og brugte de dragefødtes hoveder til at komme ud af mængden. Et stykke fra Lykke var en dragefødt travlt optaget af at stoppe sine 'kammerater' med at udføre Lykkes ordre. Men hun nåede ikke langt, før at Yotul havde boret sit sværd igennem øjet på hende og de begge faldt til jorden. Sværdet blev trukket ud, som Yotul skyndte sig på benene og løb imellem de dragefødte mod kanten af 'slagmarken' Ude at balladen brugte hun noget tid på at samle det sidste blod sammen i den lille flaske. Endelig havde hun fået sig et eksemplar af de dragefødtes blod.

"Vi skulle gerne videre i dagens tekst, så tidspunktet er så belejligt, som det kan være" svarede Lykke uden spor af morskab i stemmen. Hun var egentlig ligeglad med, om Yotul havde ment det som en joke eller ej, lige nu var hun selv for fokuseret på den reelle opgave til overhovedet at opfatte jokes lige nu. Den næste konstatering fik hende dog til at fnyse hånligt. "Skulle jeg være bekymret?" spurgte hun, og nu kom den arrogante side af hende atter frem; det var tydeligt, at hun stadig ikke regnede Yotul for ret meget, om end hun var en dygtig kriger.

Lykke nåede ikke at bære elveren ret langt, inden hun hoppede af igen og på egen hånd kom igennem det hul, Lykke havde formået at lave. Lykke gloede vantro på pigen, som hun gav sig til at fylde flasker. Var hun ikke klar over, at de ikke var ude endnu? Med en irriterende mine, greb Lykke fat i kraven ved nakken på pigen og begyndte at trække hende afsted for at komme væk fra de dragefødte, der var løbet efter dem. Det var da imponerende, at hun bare sådan gav sig til at holde picnic midt i en kampzone. Lykke sagde ikke noget, men da de først havde brudt med træerne, og hun var sikker på, at de var sluppet ordentligt væk fra soldaterne, slap hun igen taget og lod sin hud skifte tilbage til den almindeligt hvide. Små skrammer kunne ses hist og her, hvor de dragefødtes våben havde brudt hendes panser, men det var ikke noget videre vildt og voldsomt. Lykke sagde stadig ikke noget, men hendes blik var ikke videre billigende.

Det var lige før at Yotul havde lyst til at himle med øjnene af Lykkes ord, men hun undlod at gøre det, i stedet bandede hun bare indvendigt, som hun lidt følte sig tvunget til at følge hendes ordre. Var de ikke af samme rang eller sad det stadig i Lykke, at de var stødt på hinanden for flere måneder siden midt i træningen? Hun sukkede lidt, før at hun bare gjorde hvad der blev sagt for at få det overstået, så de faktisk kunne komme igang med deres mission og ikke bare fjolle rundt med de mange dragefødte. De ville højst sandsynligt også være der, når de kom tilbage, så Yotul skulle nok få det hun var kommet for. Foruden det at finde forræder af mørket. Der var ikke god luft imellem dem, men Yotul valgte ikke at bruge mere tid på at kommentere på hendes ord. Det var Lykkes egen sag, at hun ikke så Yotul som en værdig modstander eller makker, det kunne de altid tage fat i senere. Først skulle de ud.. og videre i teksten.

Flasken nåede at blive fyldt, før at Lykke kom brasende ind midt i det hele og krævede at hun fulgte med. "Hey!" brummede hun irriteret. Men hun mistede hurtigt fodfæste, så hun endte med at blive slæbt med, uanset om hun ville eller ej.. Forbistrerede dæmon. De troede altid at de var hævet over alle andre. Yotul lagde fornærmet armene over kors, imens at hun blot betragtede de mange dragefødte, som de var på vej væk fra. Sværdet havde hun stadig i den ene hånd og flasken i den anden. Hun forsøgte at få flasken ned i sit bælte, men endte med at tabe det, så det gik i stykker. Et frustreret og irriteret støn forlod hendes læber, som hun skævede imod Lykke og forsøgte at hive sig fri. Intet hjalp, så hun slap ikke fri før at Lykke gav slip og da hun gjorde, kiggede hun bare yderst utilfreds på hende. "Er du ikke lidt stiv i det?" røg det ud af hende, som i at Lykke tog det hele lidt for alvorligt. Måske det ikke var det rette tidspunkt at sige den slags på, men hun kunne ikke lade vær. Hvor Lykke havde skrammer havde Yotul ingen. Havde hun haft det, så havde hun healet og lukket sårene med det samme med sin evne.

Lykke tog sig ikke synderligt af elverens protest. Hun var væsentligt mere fokuseret på at slippe fra hæren af dragefødte, og hun var absolut ikke imponeret over skødesløsheden fra den andens side. Havde hun regnet med, at hun bare sådan kunne holde pause i fjendens territorium? Enten var hun arrogant, eller også var hun bare godt gammeldags dum. Lykke hældte mere til sidstnævnte. Pigens kommentar hjalp dog absolut ikke på humøret, og Lykke sukkede med en brummende lyd, der godt kunne minde om en ildevarslende knurren. De pupilløse øjne lynede, da hun kastede blikket på elveren. "Selvfølgelig er jeg stram i det!" udbrød hun mere irriteret end vred. "Du vælger at stoppe op i et åbent område, mens vi stadig bliver jaget af bastarderne! Havde du regnet med, de bare ville vente, til du var færdig?! Jeg forstår virkelig ikke, hvordan du er blevet ridder med den indstilling" svarede hun nu tydeligt vred. Hænderne var hårdt knyttede, og de dirrede svagt under presset. Hun måtte dog beherske sig. Missionen var vigtigere. Med en dyb indånding lukkede hun øjnene et øjeblik og åbnede dem igen, inden hun vendte sig for at sætte kursen videre. "Men det er lige meget. Lige nu handler det om desertørerne og ikke vores forhold. Det kan vi tage på et senere tidspunkt."

Yotul kunne ikke helt lade vær med at tænke på, at nogen måtte have fået det forkerte ben ud af sengen.. For hun havde da aldrig gjort hende noget. Eller jo det havde hun vist, men der var ingen grund til at behandle hende på den måde. Det bragte blot minder tilbage til hendes barndom, hvor orkerne havde set det som ganske sjovt at bære rundt på hende. Lige indtil hun selvfølgelig havde fået nok af det og de aldrig turde gøre det igen. Selvfølgelig kunne Lykke ikke vide noget om det, dog blot Yotul hængende for en stund, blot så hun kunne undgå flere problemer, imellemtiden gled blikket imod de dragefødte og den 'skat' hun ikke havde fået med sig. At komme tilbage på jorden var ganske tilfredsstillende, som hun fnøs irriteret af hendes makker og ellers himlede let med øjnene. Ja, det hele var lidt som en leg, hvor hendes partner tog det ganske alvorligt. Mon det var derfor hun var så stiv i nakken? Det gav et mindre sæt i Yotul, som Lykke lød irriteret. Hun hævede kort øjenbrynet, som hun lagde armene over kors. "Måske trænger du til at ændre din holdning til mig, så kunne du måske se forbi den legesyge facade" kommenterede hun med et irriteret blik i øjnene. Hvorfor skulle alt tages så alvorligt? Det gjorde det bestemt ikke sjovere at gøre sin pligt. Men måske Lykke nød at være sur hele tiden?

"Fint!" lød det lettere sammenbidt fra Yotul, som hun rystede let på hovedet og ellers fulgte efter hende. Yotul lod den ene hånd strejfe sværdet, som hun trak blodet fra det og lod det falde til jorden. Hun sørgede altid for at blande sit eget med fremmeds blod, så hun nemt kunne rense sit våben. "Hvad venter vi på?" lo hun, som hun løb forbi Lykke og gav tegn til at hun skulle forsøge at følge med. Det var lidt som om hun havde vendt på en tallerken, og fuldkommen glemt det mindre skænderi, de lige havde haft gang i. Det var jo bare småting.

Lykke hævede på ny et bryn over pigens svar. Facade? Var det det, det hele var? Hvad i al verden var det dog, hun var så bange for at vise, siden hun gemte sig bag det legesyge? Lykke skulle lige til at åbne munden for at spørge, da Yotul nu begyndte at bevæge sig videre. Med store øjne fulgte Lykke hende egentlig bare med blikket uden at svare. Hun var nu altså en spøjs skabning. Hun satte dog efter kort tid efter elveren, for hun kom pinligt i tanke om, at det var hende selv, der havde sagt, de havde travlt. Var det derfor, hun holdt en facade oppe? Så hun var svær at greje? Lykke vidste det ikke, og lige nu var det for den sags skyld heller ikke vigtigt.

Lykke satte farten op for at komme op på siden af elveren. "Når nu vi mere eller mindre er tvunget til at skulle arbejde sammen, må jeg så have lov at spørge... hvorfor den legesyge facade?" Lykke havde ikke ligefrem lyst til at være perlevenner med Yotul, men hun var ærligt nysgerrig omkring emnet. Hun selv havde aldrig haft behov for facader, så hun forstod det absolut ikke. Lykke var ikke ligefrem typen, der lagde fingre imellem, hvilket også var grunden til det direkte spørgsmål.

Noget kunne tyde på at dæmonen havde tabt sin stemme, som Yotul ikke helt kunne lade vær med at grine lidt af det selv. Hun skyndte sig dog videre, så Lykke ikke ville se smilet eller begynde at hundse med hende yderligere. Yotul ønskede bestemt ikke at havne på hendes skulder igen, så hun måtte jo heller komme igang. Dog havde hun ingen planer om at stikke af fra hende, da de jo var partnere på denne opgave og derved ikke kunne undslippe, uanset hvor meget de gerne ville. Der var vidst ingen af dem, der helt forstod den anden, som Yotul var lettere forundret over Lykkes hårde ydre. Var der virkelig ikke mere til hendes personlighed?

Yotul vendte blikket imod dæmonen, som hun rynkede let på brynene over hendes udtalelse. Det undrede hende en smule, at hun næsten spurgte om lov til at stille spørgsmålet.. Måske hun ikke forventede et svar og derfor ikke ville føle sig afvist, hvis hun sagde nej? "Egentlig ikke" kom det kortfattet fra hende, som hun vendte blikket væk og lod blikket glide fremad. Så brød hun ud i en latter igen og kiggede tilbage imod dæmonen. "Kan du ikke se det?" spurgte hun lettere forbavset, som hun egentlig ikke forstod hvorfor Lykke var nød til at stille spørgsmålet. "Alt andet er sgu da kedeligt.. At opretholde en stædig personlighed og være alvorlig hele tiden, hænger mig langt ud af halsen. Jeg har ikke planer om at være så seriøs, når jeg sagtens kan have det sjovt.. Og måske det ikke en gang er en facade.." forklarede hun med et legesygt smil på læben. Hun stoppede op og lagde armene over kors. "Måske alvoren er steget mig til hovedet? Måske det i virkeligheden er en måde hvorpå jeg nemt kan bryde isen overfor fremmede?" fortsatte hun med armene i siden, omend hendes ansigt ikke bar spor af, at hun kunne være fornærmet eller sur.

Ved det første spørgsmål rystede Lykke på hovedet med et oprigtigt overrasket udtryk i ansigtet. Hun var ikke vant til sådan en personlighed, og hun forstod det absolut ikke. Det var jo grunden til, hun havde spurgt. Hun fnøs dog af hentydningen - det var i al fald det, hun havde opfattet det som. "Vi er måske for forskellige til at forstå hinanden? Eller også er det måske, fordi du ikke har mødt mig, når jeg har fri? Jeg tager alle opgaver meget seriøst, hvilket måske også gør, at jeg er lidt tør i det. Det, og så er jeg generelt ikke ret god til humor" forklarede hun hudløst ærligt. "Det er måske lidt kliché-agtigt" afsluttede hun med et grin.

Igen måtte Lykke blive overrasket over forklaringen. "Så det var en isbryder? Jeg var ikke klar over, der var behov for det?" svarede hun, nu komplet paf. Lykke var generelt den direkte type, så hun kunne absolut ikke forstå behovet for at "bryde isen." Hun følte sig faktisk en smule gammeldags og de ellers blege kinder blev en anelse lyserøde over flovheden, hvilket fik hende til at dreje hovedet den anden vej. "Jeg er måske for enkelt indrettet til at kunne forstå dig rigtigt." Ærligheden var ikke til at tage fejl af, selvom hovedet nu var vendt væk.

Situationen var ved at blive uvant for dem begge, som Yotul egentlig forventede at Lykke ville være frembrusende og bede hende om at svare hende direkte. Men det skete ikke rigtig, mon Lykke havde tabt situationsfornemmelsen eller var hun bare kommet ud på dybt vand, hvor hun faktisk ikke vidste hvordan hun skulle reagere? Tanken bragte et smil frem på hendes læber, som hun overvejede situationen og nøje holdt øje med Lykkes reaktioner, bare så hun hurtigst muligt kunne undgå et slag, hvis Lykke nu genfandt sit hårde ydre og ville sende hende i jorden eller på en flyvetur.. Hun hævede det ene øjenbryn, som Lykke forklarede sig. Langsomt lagde hun hovedet let på skrå og armene over kors. Skulle det få hende til at forstå hende bedre? Hun rynkede let på næsen. "Bare fordi det er arbejde, så betyder det ikke, at man ikke kan have det sjovt.." kommenterede hun lettere henkastet, som hun bestemt ikke mente, at al arbejde blev nød til at være så alvorligt. Men det var måske bare hendes opfattelse. Ikke at hun forsøgte at ændre Lykke, for det var hun måske ikke interesseret i.

Yotul tappede stille med fingeren imod den modsatte arm, som Lykke ikke lod til at være klar over, hvor anspændt situationen imellem dem kunne blive. "Altså du er svær at komme ind på livet af.. Og så er det måske nemmere at lave fis med dig.. for jeg kan sagtens håndtere din vrede" fortsatte hun, for at uddybe hendes forklaring bare en anelse. Lykke havde sikkert den opfattelse af, at Yotul ikke fortjente hendes titel, ikke med det hun havde set. Kinderne skiftede farve, imens at Yotuls blik var fæstnet på Lykke. Det forbavsede hende en anelse, som det også bragte et lystigt smil frem på hendes læber. Imens at Lykke kiggede væk, trådte hun nærmere, sprang næsten op i armene på hende for at plante et kys imod hendes læber. "Jeg kan også bryde isen sådan" lo hun drillende, som hun hurtigt forsøgte at finde jorden igen og 'flygte' fra den store dæmon.

Lykke brugte en god rum tid på at tygge på de ord, Yotul var kommet med. Hun nærede dyb respekt for Mørket og for Ethelihn. Lorden var en anden sag, men han blev jo også skiftet ud, som hun skiftede undertøj. Hun havde generelt ikke tænkt over, at hendes pligter for Mørket skulle være sjove. I hendes hoved kunne man ikke taget noget alvorligt have det sjovt samtidig, men det kunne elveren? Hvordan gjorde hun det? Hun gjorde jo, som hun fik besked på, og om Lykke ville det eller ej, var hun jo blevet ridder. Hun måtte acceptere den del, uanset hvor meget hun så så Yotul som en mindreværdig race.

Lykkes indre grublerier blev afbrudt, da hun igen hørte Yotuls stemme, og hun kunne ikke lade være med at komme med et enkelt grinende fnys over ironien. Hun var jo netop direkte for at folk vidste, hvad de skulle forvente, og så de vidste, hvem de havde med at gøre. "Jeg er jo netop direkte for ikke at være svær at komme ind på livet af. Jeg er hård ved dig, fordi du er elver. Min overbevisning står fast om, at dæmoner stadig er den stærkeste race, og du vil ikke kunne overbevise mig om andet, men du vinder ikke min respekt ved at blive ved med at være underdanig og spille svag." Alvoren var tilbage et øjeblik, men den blev erstattet af komplet måben, da hun mærkede noget kravle på sig og det efterfølgende kys. Instinktivt gengældte hun det, men Lykke blev så overrasket, at hun stoppede op og bare stirrede på Yotul. Hun havde ikke forventet, at hun ville være så modig. Normalt var andre så bange for, hvordan hun skulle reagere, at de holdt sig på god afstand, men den legesyge elver var tilsyneladende ligeglad. Det var dog tydeligt, at hun forventede, at Lykke blev vred, sådan som hun begyndte at flygte med det samme, men Lykke var alt for overrasket til at føle vrede lige i øjeblikket. Så vågnede hun op og lod fingrene køre over sine læber. "Kyssede du mig lige?" Der var intet faretruende over stemmen, kun ren overraskelse, og det var tydeligt, at hun ville sikre sig, at det virkelig skete og ikke bare var hendes fantasi. Ikke i sine vildeste drømme havde hun forventet det udfald.

Det betød ikke så meget for Yotul at andre respekterede hende, hun vidste godt, at det sekund hun var trådt ind i mørkets hær, så ville hver dag være en prøvelse. Så hun havde ligesom lært, at der ikke var nogen grund til at overdramatisere tingene eller hænge sig i små detaljer, som respekt eller andet. Så længe hun bare udfyldte sin rolle, så var der vel ingen, som rigtig kunne beklage sig? Det var langt bedre at more sig dagligt og kun spilde enkelte dage på at tage ting seriøst, ellers ville livet være en kedelig tilværelse, særligt når man tænkte på hvor mange år elvere og dæmoner kunne leve, så hvorfor ikke bare nyde det lidt? Ellers måtte man jo køre surt i det, måske det var problemet for Lykke? Tanken fik hende til at overveje sine muligheder, som Yotul egentlig ikke havde noget imod at give dæmonen et lille skub.

Fniset kom en anelse bag på hende, som Yotul rynkede på brynene igen. Hvad gik der mon igennem dæmonens hoved og hvorfor reagerede hun som hun gjorde? Det var ikke nemt at finde et svar ikke medmindre at hun spurgte hende direkte, alligevel var samtalen gået i en lidt anden retning, så hun følte ikke hun kunne bringe det den vej. Ikke lige nu i hvert fald. "Elver, dæmon, vampyr, ork.. Hvad så?" spurgte hun lettere henkastet, som hun egentlig ikke kunne se problemet. Yotul havde aldrig udvist foragt for en bestemt race, måske fordi hun ikke var stødt på den såkaldte race endnu, men hvem kunne også vide, om det overhovedet var muligt. Hun sukkede dybt, da Lykke atter talte om respekt og det faktum at Yotul opførte sig svagt. Hun trak let på skulderne, som om det egentlig ikke betød det store. Det var på tide at bryde samtalen og få noget andet på 'bordet'. Yotul kunne mærke gengældelsen i kysset, som det egentlig forbavsede hende, men det afholdt hende ikke fra at stikke af.. Hun skulle lige på nogenlunde sikker afstand, før at hun atter ville vende blikket imod dæmonen. Dæmonen havde tydeligvis tabt tråden.. "Mine læber imod dine.. Ja, det må være indbegrebet af et kys.." svarede hun med armene over kors, som om Lykke aldrig var blevet kysset før og hun derfor var nød til at forklare sig. "Er du slet ikke vred?" spurgte hun forvirret, som hun langsomt trådte nærmere. Det kunne være der kom en mere fysisk reaktion, hvis hun kom tæt nok på?

Lykke forstod en hel del ud fra Yotuls svar. På det punkt kunne de nok aldrig blive enige, og hun havde ikke tænkt sig at diskutere det mere. Det var der ingen grund til. Elveren havde givet udtryk for sin mening, og uanset hvor meget Lykke så skreg af hende, ændrede hun nok ikke mening. Hun var så vant til, at andre stillede spørgsmålstegn ved hendes synspunkt, at hun helt havde glemt hvordan det føltes, når folk egentlig bare accepterede den. Måske elveren ikke accepterede det, men hun udfordrede hende ikke på det, som så mange andre havde gjort.

Som Yotul forklarede, hvad et kys var, hævede Lykke det ene bryn mere og mere. "Jeg er udmærket klar over, hvad et kys er, det var ikke derfor, jeg spurgte" svarede hun imponerende roligt. Det næste spørgsmål kom dog bag på hende, og hun lagde hovedet en anelse på skrå med et nysgerrigt ansigtsudtryk. "Vil du gerne have, jeg er det?" spurgte hun med en hentydning af dril i stemmen. Hun prøvede stadig at regne ud, hvad elveren prøvede på, men hun flyttede sig ikke, som denne kom tættere på.

Der var efterhånden så mange delte meninger i landet. Der var sjældent to, der kunne være enig om alt og alle. Derfor havde Yotul også lidt lært at holde igen med sin egen opfattelse af ting og væsner, netop fordi hun bare var ligeglad. Hun var slet ikke interesseret i at behandle væsner forskelligt, medmindre de havde nogle særlige evner, som kunne gøre eventuelt tortur eller smerte mere underholdende. Lykke havde en del styrke, som Yotul havde mærket på egen krop og måske gerne ville mærke igen, men lige nu kunne hun ikke provokere hende nok til at hun lykkes med det. Så måtte hun finde på noget andet, fordi Lykke havde sat hende i en uvan situation.

Langsomt slap Yotul grebet om sin egen arm, som hun førte hånden op imod sine egne læber for derefter at køre pegefingeren over underlæben. De grønne øjne vandrede op af Lykkes skikkelse, som hun overvejede sine muligheder, før at hun bevist bed sig i fingeren. "Ja" svarede hun, mere henvendt til hendes første spørgsmål, når nu Lykke insisterede på at være rolig og kun gå efter at få svar på et forholdsvis enkelt spørgsmål. Yotul rystede dramatisk på hovedet, som hun da bestemt ikke ville have Lykke til at være vred, men alligevel ikke kunne lade vær med at grine bare lidt. Det var vist den eneste måde hun kunne bearbejde situationen på. Hvad skulle hun egentlig svare? Måske de bare skulle komme videre, så Yotul ikke blev konfronteret med et eller andet underligt og unaturligt fra Lykkes side af. Alligevel vendte Yotul ikke rundt, som hun fortsatte imod hende uden ord.