Ah, hovedstaden. Dette fantastiske og møgfyldte sted der altid sørgede for at Phoenix havde sig en god dag. Om hun befandt sig på en kro, hvor hun drak sig fuld eller mødte de mest fantastiske bekendtskaber, eller om hun rendte rundt nede i kartakumberne og skræmte forbipassagerende. Alt sammen var noget der fik den forskruede kvinde til at smile glad og hoppe rundt som en ung teenager.

Denne sene eftermiddag var hun vendt tilbage til den underjordiske del af byen. Stedet der altid lugtede finurligt, og bragte så dejlige minder om hendes møde med Jarko! En mand der virkelig ikke havde sat pris på hendes tilstedeværelse, men som havde været fantastisk sjov at lege med. Måske var hun heldig at møde en ny hernede.

Phoenix bevægede sig rundt i de smalle gange, der nogen gange mundede ud i større, hvor der var gitter op til gaderne ovenfor. Her lugtede surt, harskt og ofte af afføring. Det var i hvert fald ofte her det havnede. Phoenix rynkede også selv på næse, men fortsatte afsted, mens hun sang en sød sang. En børnesang der gav genlyd igennem hulerne, mens hun bevægede sig dansende afsted, undgik at træde i noget uhumsk og ellers lyttede efter om hun kunne høre nogen. Hvis hun kunne drejede hun om et hjørne, i et håb om at komme tættere på før eller siden. Man kunne jo gå hen og være heldig!

Den ramme lugt slog i mod hans næsebor og han stoppede op. Kloakkerne. Selvfølgelig skulle han ned i det beskidte, stinkende rige. Hvis Thanos skulle beskrive sine forventninger til Dødsriget, ville det være noget ala kloakkerne under hovedstaden. Fyldt med lort og en stank, der kunne få det til at vende sig i ens mave. Og selvfølgelig ledte hans jagt ham derned. Denne gang skulle han fange en eller anden kriminel, der åbenbart gerne holdt sig til de underjordiske gange. Manden havde åbenbart fået tilnavnet ”Rotten”, om det var fordi, at han var halvdyr og faktisk havde en rottehale eller om det var fordi, at han elskede kloakker - eller en blanding af det hele - ja, det var Thanos hamrende ligeglad med. Han var blevet betalt for at bringe ham - eller bare halen - tilbage. Og det måtte han jo så gøre. Også selvom tanken om at bevæge sig ind i mørket faktisk gav ham en let kvalme. Ikke på grund af nogen form for følelser over for det, for han havde ingen, men hans krop var åbenbart ikke glad for lugten.

Med et svagt suk trak han den røde klud op over sit underansigt i et forsøg på at holde bare lidt af lugten ude, inden han gik ind i de underjordiske tunneler. Og han kunne hurtigt konkludere, at det hjalp ikke en fløjtende fis, hvilken gjorde den lette kvalme værre. Så han var ikke ligefrem i godt humør, som han bevægede sig længere ind. Han havde været meget fornuftig og havde fundet sig et par gamle støvler og et par gamle bukser. Jakken havde han efterladt på sit kroværelse sammen med vesten, så det var kun en skjorte, der ville gå til. For det blev smidt ud så snart han havde gjort sit ærinde hernede. Kulden bed, men han tog det ikke så tungt. Der ventede et meget langt og varmt karbad tilbage til kroen til ham.

Tiden gik og han stødte på enkelte ødelagte væsner, der rodede rundt i alt det klamme i jagt på gemte skatte, men ingen af dem var den, han søgte. På et tidspunkt hørte han nogen… synge… en kvindestemme. Det var ikke en kvinde, han søgte, så først drejede han den anden vej, men senere kom den tilbage, meget tættere på. Og der kom hun, rundt et hjørne, nærmest dansende igennem det ankeldybe stads. Thanos lagde straks hånden på sværdskæftet, man kunne aldrig vide, hvem man kunne støde på hernede.

Der var ikke ligefrem en overflod af mennesker i denne del af byen. Tvært imod! De fleste der kunne finde på at befinde sig hernede, var enten desperate, uden lugtesans eller skøre. Hvad Phoenix præcis hørte under, undrede ingen hernede. Det var ikke første gang de havde set den sorthårede unge kvinde vandre rundt i denne stinkende undergrund, og det blev heller ikke sidste hvis de kendte hende ret. Accepten for hendes tilstedeværelse, var der hos de fleste, selvom det løb mange koldt ned af ryggen når hun begyndte at synge og nynne rundt dernede, mens hun bevægede sig rundt med lette hop hvorved noget af den brune væske splattede op af de lange slidte støvler.

Hun var på vej ned af et af de længere rør, da en mand kom til syne. Fjendtligt af udseende, og ikke vant til at befinde sig dette sted. Det var tydeligt at se på hans sammentrukne ansigt, over klamheden der skyllede over en sart sjæl. Phoenix sagtnede farten for til sidst at stå stille, stoppe sin syngen og derefter ligge hovedet ganske let på skrå. Spændende. Han lignede ikke en desperat nok til at gennemrode andre menneskers efterladenskaber og ekskrementer for en chance for en mønt eller to. Nej, han måtte være her med anden baggrund. Lidt ligesom Jarko, dengang hun mødte den gamle guttermand. Et skummelt smil krusede frem på hendes læber, for en ganske kort stund, inden det gled over til den sædvanlige uskyld hun emmede af, men ikke ejede. "Er du kommet for at lege?" det blev sagt næsten for piget og uskyldigt. Et fornuftigt sind ville hurtigt regne ud at hun var af en mere forskruet natur.

Thanos lod roligt blikket hvile på pigebarnet, mens alle andre sanser var fokuseret på deres omgivelser. Hun kunne være en fælde og de små tunneler, der var spredt over det hele, kunne rumme røvere. Ikke sandsynligt, men en mulighed og derfor også noget, Thanos skulle forholde sig til. Men ind til videre så det ud til, at der kun var hende. Hun måtte uden tvivl være sindssyg, det strålede jo ligefrem ud af hende. Hvilket fik Thanos til at beholde hånden på sværdets skæftet, selvom hun samtidigt så utroligt uskyldig ud. Men kan skulle ikke dømme folk på deres udseende.

Hendes spørgsmål fik ham kort til at rynke panden, som var det et trickspørgsmål. Han havde ikke tid til at snakke med hende, han skulle finde sit mål og op i den friske luft igen. Den ramme lugt fortsatte med at give ham en let kvalme og han forsøgte alt hvad han kunne, at tænke for meget over det. Svært når han samtidigt skulle være så fokuseret på, om der var andre i nærheden.
”Nej.” Hans ene faste ord gav genlyd i tunnelen, efterfulgt af lyden af hans skridt igennem det klamme snask som han begyndte at gå fremad. Han skulle forbi hende, det ville være dumt at gå tilbage.

Så det gjorde han. Gik op til hende og udenom, hvilket tunnelen heldigvis var bred nok til. At vende ryggen til hende var måske ikke det mest smarte, men han stolede nok på sig selv, sine egne evner, sin størrelse og sin forbandelse til, at han gjorde det uden tøven.
Hun havde ingen betydning for ham og han var ligeglad med hende. Han var ikke nysgerrig over, hvem hun var eller hvad hun lavede hernede. Så længe hun ikke stod i vejen for ham, angreb ham eller på anden måde tog hans opmærksomhed fra jobbet, var hun ubetydelig.

Hånden på sværdet. Oh de søde mænd. Altid så bange af sig! Det var helt morsomt og til at grine af, selvom Phoenix holdte sig til bare at smile. Hvad havde han tænkt hun kunne gøre mod ham? Hun var jo bare en sød og uskyldige pige der befandt sig et uheldigt sted. Stakkels lille hende. Det var svært ikke at fnise bare ved tanken. Nogen havde før grebet ud efter hende, forsøgt at lærer hende at være ordentlig. Det virkede aldrig helt efter hensigten. Hun regnede heller aldrig med at det kom til at ske. Phoenix følte sig jo ikke unormal! Bare mere festlig.

Phoenix slikkede sig ganske let over læberne idet han gik forbi, ignorerende at stanken var så kraftig at man næsten kunne smage den. Hendes blik fulgte ned over hans krop, ikke spor skjulende at hun tog alt i øjesyn. Dårlig så han ikke ud. Stort stærk, muskuløs og så meget ikke hjemme her. Et let tøset fnis forlod hende.

Hun lod ham gå, de første par skridt, inden gled ned på hug, uprovokeret lod hånden glide ned i den glamme suppestans, og kastede det i en bue hen imod hans ryg, med noget held nakken. Phoenix havde gavtyvesmilet tilbage, ventede ganske pænt på at han ville vende sig, hvilket han uden tvivl ville efter sådan en gave smidt efter sig, tænkte hun. "Hvorfor så kedelig.. At lege er så sjovt" Først når hun havde haft øjenkontakt, ville hun vende rundt, drejede ned af et sidderør og løb. Håbende i hele kroppen at han fulgte efter i vrede. Men man vidste jo aldrig. Måske han var fornuftig. Måske var han fornuftig nok til ikke at løbe efter hende ned i den langt mere gruopvækkende og kvalmende fælde hun havde i tankerne.

Først troede han, at det var det. At den sindssyge pige ville lade ham gå videre uden problemer. Men det var en idiotisk tanke, affødt af et håb om, at han snart ville være ude af kloakken igen. Han havde virkeligt svært ved lugten og ved den fornemmelse det var at trække støvlerne igennem snasket, der gik ham til anklerne. Manden havde ingen følelser, men dette klamme sted fik hele hans indre til at vende sig i afsky og kvalme. Nej, han skulle snart ud herfra, når han havde fundet Rotten.
Men håbet blev hurtigt ødelagt, som noget ramte ham i nakken med et splat. Det fik ham til at stivne på stedet og lukke øjnene, mens et udtryk af vantro gled over hans ansigt. Hun… hun havde kastet lort i nakken af ham. Lugten var ikke til at tage fejl af. Hans mave vendte sig, som han kunne mærke det begyndte at glide ned.

Langsomt vendte han sig i mod tøsen og så på hende med sine kolde, døde øjne. Ingen vrede, bare… mordlyst. Så snart hans blik mødtes hende, vendte hun om og løb med ordene rungende efter hende. At lege er så sjovt. Åh, han skulle vise hende, hvordan han legede. Så ville hun ikke synes, at det var sjovt mere. Han tog et enkelt skridt i retningen mod hende, men stoppede op igen, Hvor meget han end gerne ville stikke øjnene ud på hende, havde han en anden opgave hernede. Og jo hurtigere han løste den, jo hurtigere kunne han komme ud herfra.
Så han vendte om og fortsatte den vej, han havde haft retning i mod til at starte med. Hvor han skulle finde sit mål anede han ikke, men havde fået et par hints, så det var det han gik efter nu. Forhåbentligt så han ikke mere til tøsen.

Hans reaktion var nok til at hun næsten begyndte at grine. Et stort smil var at finde på hendes læber, og de rosa øjne havde en udstråling af morskab. Hun fandt det hele direkte sjovt! Hun var fuldt ud tilfreds med at han havde sådan en gnist i øjet, omend det var anderledes. De fleste var blevet vrede, havde haft hele ansigtet malet i det. Han virkede mere kontrolleret. For kontrolleret. Men hun havde alligevel tænkt han reagerede som mange andre.

Da han ikke fulgte efter hende, blev hun skuffet. Tydeligt skuffet, og valgte i stedet at tage en smutvej til siden. Forsøgende at inde frem til ham hurtigt igen. Det tog lidt tid, men hun endte ud med bemudrede støvler, at stå foran ham som han gik i den retning hun nu havde flyttet sig hen til. Hendes brystkasse løftede sig ganske let op og ned efter at havde småløbet igennem tunnelerne. Phoenix grinede, lidt som et lille barn og lagde hovedet på skrå. "Skal vi lege?" spurgte hun igen, velvidende at hun allerede havde sagt det en gang før. Men det kunne jo sagtens være at han havde skiftet mening.

Thanos fortsatte igennem de stinkende omgivelser, med sanserne på stilke og et konstant forsøg på ikke at tænke over, hvad der stadig var vådt i hans nakke. Han kunne ikke få sig selv til at række om og tørre det af, det ville gøre hans hænder klistrede. Bare tanken var nær ved at give ham et surt opstød. Så hellere bare ignorere det, til han kunne få det varme bad tilbage på kroen.
Der var næsten koldt nok til at han kunne se sin ånde i de mørke tunneller. Han burde måske have haft en fakkel med nede, men han ville hellere have sine hænder fri og der kom lys nok ned fra de huller der var til overfladen. En gang i mellem kom der et velsignet pust af frisk luft, men det var altid væk så hurtigt som det var kommet.

Han troede, at han havde set det sidste til pigen, men længere fremme dukkede hun op igen. Hun virkede forpustet og havde sikkert løbet efter ham i de mindre tunneller. De rosa øjne så på ham med et udtryk, der fik ham til at tænke, at hun var problemer. Store problemer. Men hans ansigt var så dødt som før med et lige så dødt blik. Tanken sendte ingen følelser igennem ham, bare logisk irritation over, at han ikke kunne få lov til at udføre sit job og komme ud herfra.
Hendes gentagede spørgsmål forstærkede bare følelsen af problemer, men han agtede ikke at spilde sin tid på hende. Alle andre steder end i lort til anklerne, havde han gerne "leget" med hende, men lige nu ville han hellere få opgaven overstået og komme videre.

"Du må høre dårligt. Jeg sagde nej. Rend ud og find nogle andre at irritere." Han talte lidt til hende som var hun et barn, og i hans øjne var hun det også. Der var noget over hende, der i hvert fald ikke var voksent. Hun var sindssyg, det var han ikke i tvivl om. Hvad han skulle gøre ved hende, vidste han ikke. Kom hun tæt nok på, jamen så kunne han stikke hende ned med sværdet, der var nok ikke nogen, der ville savne hende, hernede i affaldet.

Manden så ikke bare mildt irriteret ud. Han lignede virkelig en der helst ville så langt væk fra disse omgivelser så hurtigt som overhovedet muligt. Det kunne vel ikke undre mange. Her var klamt, stinkende og kvalmende. Phoenix smilede drilsk ved tanken. Det kunne sådan udnyttes. Hun elskede at hive folk med herned, se dem blive mere og mere utilpas og på anden vis få det dårligt. Det var sjovt!

"Jeg spørger bare indtil jeg får det svar jeg vil høre" grinede hun på en måde der emmede af for meget uskyld. Påtvunget uskyld, der ikke ramte op i hendes øjne der sendte et nærmest sygeligt glimt. Han havde ret i at tingene ikke fungerede helt rigtigt i hendes hoved. Drevet for langt ud af verdens ondskab, flere år i fangeskab og den hårdhændet behandling. Og alligevel havde hun haft langt mere frihed end mange af de andre slaver. "Ej, irritere jeg dig virkelig så meget? Skal jeg ikke gøre det godt for dig igen?" spurgte hun sødt med hovedet på skrå.

Hun kunne kaste mere af den uhumske substans efter ham, men hun ventede lidt endnu. Det kunne jo alligevel være at han skulle denne vej. Hvad end han så ledte efter. "Hvad leder du efter?" hovedet lagde sig på skrå til den anden side. "jeg kan måske hjælpe dig? Give en rundtur! Der er langt mere uhumske steder end dette at besøge" hun grinede drilsk og bevægede sig i nogle lette dansetrin.

Som tøsen åbnede munden igen, blev Thanos’ tanke om, at hun var skingrende vanvittig bare forstærket. Han burde vende om og skynde sig væk så hurtigt som muligt, men Thanos var ikke typen, der flygtede. Slet ikke fra vanvittige pigebørn, han burde være stærk nok til at knække på midten. Men vanvittig var utilregnelig og uden at tænke over det, havde han taget fat om skæftet på sit sværd. I tilfælde af, at hun skulle angribe. Han følte ikke ligefrem at få krattet øjnene ud et sted som her.
”Mit svar ændrer sig ikke.” Han trådte et skridt frem, lettere truende, som tegn på, at han gerne ville forbi.

Hendes næste spørgsmål fik ham dog til at stoppe op igen og se lidt nærmere på hende. Kunne hun hjælpe? Hun virkede til at være rimeligt kendt hernede, måske hun vidste, hvor Thanos kunne finde denne forbryder, han var på jagt efter? Gøre hans søgen kortere, så han hurtigere kunne komme ud igen? Han overvejde det kort, for og i mod, i sin kolde, logiske hjerne. Der var meget i mod, men tanken om at komme ud hurtigere, vandt.
”Jeg leder efter et halvdyr. Han skulle have en rottehale og ansigtet af en rotte. Ved du, hvor han måske holder til?” Han så roligt på hende, villig til for et øjeblik at glemme, at hun kastede lort i nakken af ham, men det var ikke sikkert, at hun skulle forvente taknemmelighed fra ham, hvis hun hjalp ham med at finde hans mål.

Phoenix lagde hovedet til side og kom med en lillepige agtig lyd der stærkt kunne minde om at hun ikke var tilfreds med svaret. Hvilket hun virkelig heller ikke var! Absolut ikke. Kedelige mandsling. Han blev ikke engang sur nok til at jagte hende rundt og han gad ikke lege! Hvad var det dog for en indstilling. Så måtte hun jo tage andre midler i brug. Og det blev der helt sikkert også gjort. Gemt bag den ganske uskyldige ydre hun mønstrede, selvom den sjældent var betryggende for folk i dette område.

Et veltilfreds smil krussede sig frem på hendes fine søde læber som han stoppede op og kiggede tilbage på hende. Overvejende ideen. Hun lagde hovedet på skrå til den anden side, tænkende. Eller lod som om hun tænkede. "Han plejer at holde til længere mod vest. Jeg kan godt vise vej" det var ikke så meget et spørgsmål som at hun nu tog opgaven som vejviser. Hun bevægede sig nærmest hoppende, i et glad tempo hen forbi ham, smilede og begyndte at vise vej igennem tunnelen af byens affald. Hun guidede videre ned af et par tunneler, vinkede ham med sig hvis han ikke var hurtig nok, og stilte sig til sidst ved en tunnelindgang. "Dernede" hun pegede med en strakt hånd og dæmpet stemme. "Og til venstre. Han bryder sig ikke meget om at blive afbudt i sin.. forretning, så jeg bliver her" Hun trak hånden til ham smilede sødt og bakkede, så manden kunne komme til.

Komme til hendes lille søde fælde der helt sikkert ville give hende en bedre reaktion end bare et surt blik. Det var bare et spørgsmål om at gå nogle lange skridt og plask! han ville falde ned i den brune klumpede pøl. Forhåbentlig. Det var aldrig nemt at finde sumphullerne i disse tunneler.

Thanos tøvede kort, som pigen lidt for glad bevægede sig ned af den klamme tunnel. Det er en fælde. Ja, det var det uden tvivl, men det kunne også være, at hun faktisk ville lede ham til sit mål. Langsomt begyndte han at gå efter hende, stadig med en følelse af, at han var ved at gøre noget dumt, men samtidigt også ret desperat efter måske at få lidt hjælp til at finde Rotten og komme ud derfra. Næste gang nogen ville give ham et job hernede, ville han sige nej. Det blev kun værre for hver gang, at han var hernede, lugten var ikke noget, man kunne vænne sig til.

Pigen ledte ham igennem flere større og mindre gange, inden hun endeligt stoppede op foran en indgang, der var for lav til at han kunne stå helt oprejst. Han så lidt på hende med sit døde, men skarpe blik. En fælde. Trods tanken, hev han sit sværd ud af skeden og trak vejret en enkel dyb gang, inden han bevægede sig ind i den lille tunnel. Der var mørkt og svært at se og han var ved at koncentrere sig om at se til venstre, som bunden under hans ene fod pludseligt forsvandt. Havde hans fodfæste været bedre, ville han måske kunne have holdt balancen, men der var slimet og hans støvle gled.

Der kom en kort forskrækket lyd fra ham, som han gled ned i hullet og hans krop blev dækket af det klamme stads, han før kunne nøjes med at få på støvlerne. Hullet var ikke så dybt, men den måde han gled ned på gjorde, at det eneste han ikke fik under, næsten ved et mirakel, var hans ansigt. Først frøs han nærmest, som vantroen gled over ham. Og så begyndte han at sprælle for at komme op, så tæt på panik som en mand uden nogen følelser kunne komme. Det gjorde det kun værre. Som han var kommet halvvejs op kunne hans krop ikke tage lugte og følelsen af snasken og han lænede sig til siden og brækkede sig. Så snart han havde fået vejret ned i lungerne igen, vendte hans mave sig og han brækkede sig igen. Rystende kom han på benene og så ned af sig selv, hvilket nær havde fået ham til at brække sig igen. Ved guderne. Så ulækkert.

Phoenix ventede i spænding på at han gik frem. At han tog beslutningen og gik afsted hen af tunnelen. Lidt længere og han ville mærke det. Han ville prøve at falde dybt ned i de klamme væsker. Hun bed sig i underlæben af ren spænding, og stirrede måske mere end hun burde. Men så længe han havde ryggen til, kunne han ikke se det. Måske mærke det, men det var noget helt andet.

Og det lykkedes. Han gik direkte i det. Eller direkte og direkte. Hans ene flod gled og resten af den store mand fuldte efter ned i det plumrende vand med et tilfredsstillende højt plask. Phoenix begyndte at klappe i sine hænder og grine muntert. Hans stivhed som det gik op for ham, og derefter kom panikken. Vandet skvulpede højlydt og klamt, som han forsøgte at komme op, inden han brækkede sig. Phoenix grinte nu så meget at hun var nødt til at holde sig for maven. Det her var genialt! Smukt nærmest.

Tårene voksede frem i hendes øjne af at grine så højt og voldsomt, at hun næsten knækkede sammen, som han brækkede sig igen. Det var ulækkert. Dejlig ulækkert. "Du gjorde det! Du gik i det!" hun burde løbe. Ligge afstand mellem dem, men hun havde simpelthen ikke luft nok i lungerne til det. At han ville tage hævn over det, slog hende, men var slet ikke stærk nok til at få hende til at flygte. Faktisk var hun nødt til at ligge en hånd mod den snaskede væg for at holde sig oprejst. Det her var simpelthen for godt!

Latteren rungede om ham som en hån, for det der var sket. Havde han været en mand med vrede i sig, havde han være kogende, men der var stadig bare tomt. For følelser. Hans krop teede sig og hans mave ville stadig vende sig, men så snart man kom ned under det fysiske ubehag, var der intet. Han vidste, at det var klamt, det han bevægede sig rundt i, han vidste man kunne blive syg af det, men han vidste også, at intet af det ville slå ham ihjel. Det var ren og skær kropsligt, at han reagerede på det. Så han blev stående stille for et øjeblik, mens han fik kontrol over sin krop, lyttende til hendes latter. Så hun fandt det morsomt? Hun kunne græde af grin over at lokke ham i en fælde? Ak, hun vidste ikke, hvem hun havde med at gøre.

Langsomt bukkede han sig ned og rodede lidt rundt i slimet, til hans fingre rørte det kolde stål. Trangen til at brække sig igen, hang stadig over ham, men det lykkedes ham at holde den i snor. Hans mave var tom alligevel. Han hev sværdet op og kom op af det knædybe uden at vælte igen. Uden et ord gik han over til hende. Hun måtte være dum ud over vanvittig, hun var ikke flygtet. Hendes fejl. I et overraskende hugtig bevægelse stod han ved siden af hende. Hårdt greb han fat i hendes hår og uden tøven knaldede han hendes hoved ind i væggen. Hårdt nok til at slå hende bevidstløs og få blodet til at løbe fra hendes pande. Han var ligeglad. I en glidende bevægelse greb han hendes bevidstløse krop og fik hende over skulderen i et brandmandsgreb. Og så var det bare med at komme ud derfra.

Turen tilbage var kringlet og det lykkedes ham at gå forkert en enkelt gang, ind i en blindgyde. Men han fandt til sidst frem til den indgang, han var kommet ind af. Den lå i en baggård i Skumringskvarteret og der var dejligt privat. Aftenen nærmede sig og tusmørket var begyndt at dominere byens gader. Han burde finde et af de steder, som han havde udset sig til at kunne tage sine ofre med, når han blev betalt for kidnapninger, men lige nu kunne han knapt nok være i sig selv. Så trods risikoen for at blive set, gik han over til gårdens brønd og lagde hende en smule ublidt, så han kunne holde øje med hende. Hurtigt smed han den gennemblødte skjorte og begyndte at hive spanden op af brønden. Så snart han havde den fyldte spand i hænderne, hældte han det iskolde vand ud over sit hoved. Luften var kold, vandet var koldere og hans lunger trak sig sammen og gåsehuden spredte sig med lynets hast over hans bare overkrop. Spanden røg i brønden igen og han gentog processen. Tredje gang gik det lidt mere roligt for sig, som han gnubbede sin hud ren, især hovedet. Det var slet ikke godt nok, men det måtte gå, til han kunne få et bad. Bukserne og støvlerne beholdte han på, men skjorten lod han ligge. Han ville hellere fryse.

Han satte sig på hug ved pigebarnet og betragtede hende lidt, mens han overvejede, hvad han skulle gøre ved hende. Han kunne stadig høre hendes latter. Den skulle hun nok komme til at fortryde. Han kæmpede lidt med sig selv, satte sikkerhed og trangen til et bad op i mod hinanden og han endte med at lade badet vinde. Så han smed hende over skulderen og begyndte turen til den kro, han havde valgt. Der var ikke langt. Ingen stoppede dem, det var trods alt Skumringskvarteret og snart var han fremme ved bagsiden af kroen. Hurtigt bevægede han sig hen til en dør, slæbte hende ned af en kort gang og trådte ind i et rum, hvor der stod et par store badekar og ellers var skabt til at man kunne bade der. Der var tomt. Han havde været heldig. Stadig ublidt lagde han hende på en bænk og slog slåen fra til døren. Fred.

Phoenix begyndte at få kontrol over sin latter og mavekramperne det medbragte. Hun burde ikke havde fundet det så morsomt, men hun elskede bare virkelig når folk gik i hendes fælder! At de ikke vidste bedre end at være skeptisk overfor enhver ting hun foretog sig. Det uskyldige ydre virkede på nogen, men var også et advarselstegn for andre. Hun trak vejret i rimelig hårde stød som hun begyndte at få styr over det. Bare ikke hurtig nok til at hun kunne nå at ligge noget afstand. Manden var kommet op af den svulpende og klumpende masse og var alt for hurtig til hun kunne flygte.

Hun mærkede den klistrende fornemmelse af væggen, men mest af alt det hårde slag der ramte perfekt til at få hende til at gå ud som et lys. Phoenix' krop faldte sammen som en sæk kartofler, og der var ingen reaktion på at blive løftet op og ligge over skulderen. Hele hendes krop var slatten, og nem at flytte rundt på. Ingen modstand.

Phoenix kom med en klagende brummen som hun åbnede det ene tunge øjenlåg op. Det var nye omgivelser. Alt for lyse i forhold til hvad der havde været under jorden. Hun kørte en smule forvirret en hånd over ansigtet, hen over blodet der løb ned af siden af hendes hoved, som konsekvens af nærkontakten med væggen. Det tog en lidt svimlende bevægelse at komme op halvt sidde på bænken, mens hun orienterede sig. Det lignede et baderum. Hendes rosa øjne fulgte rundt og lagde sig på manden. Nu uden skjorte. Uuuuh. Ikke noget dårligt syn. Det var næsten nok til at overdøve hendes hovedpine, som hun bed sig i underlæben og lagde hovedet let på skrå. "Skal vi i bad?" hendes stemme var en smule groggy, og armen der holdte hende oppe gav op og hun lå ned igen. For satan han havde slået hende hårdt ind imod den væg!

En lyd lød fra pigebarnet. Hun var ved at vågne. Thanos kørte hånden igennem det varme vand i det ene kar som var gjort klar til ham, inden han rystede vandet af hånden og gik over til hende. Hun virkede på ingen måde skræmt af situationen, men spurgte i stedet om de skulle i bad. Hun måtte være ødelagt i hovedet, Thanos mødte sjældent nogen, der ikke blev skrækslagen over at blive slået ud og derefter kidnappet, især ikke, når det var en som ham, der gjorde det. Det gjorde ham nysgerrig. Hvordan ville hun reagere på den behandling, han havde planer om at give hende? Ville hun knække eller trække sig længere ind i hvad der måtte betegnes som sindssyge? Selvom han var nysgerrig, var han også ligeglad. Han ville have lidt sjov med hende og hvordan hun havde det bagefter var ligegyldigt. Hvis hun var heldig, var hun stadig i live.

Med et par lange skridt, var han henne ved hende og greb hende i håret for at hive hende på benene.
"Du skal." Uden nåde slæbte han hende over til det høje kar, der gik ham til omkring livet i højde, hævet lidt op fra gulvet, løftede hende op og skubbede hendes hoved ned i vandet. Der var et svagt smil om hans tynde læber, men ellers ikke en eneste følelse i hele hans ansigt som han holdt hende under med et godt tag i hendes hår. Han blev ved med at holde hende under for en tid, inden han hev hende op igen, så hun kunne få vejret.

"Du morede dig over den forkerte mand." Og så skubbede han hende under igen, denne gang i længere tid, inden han hev hende op og kastede hende fra sig på gulvet. Med blikket på hende, begyndte han at spænde sit bælte i sine bukser op. Det var også ubrugeligt nu, som resten af det tøj, han havde haft på, men det kunne nå at klare endnu en opgave inden det røg ud med bukserne. Så snart spændet var åbnet, hev han bæltet ud af bukserne og foldede det i halv. Det ville ikke skade hende så meget, men det ville gøre ondt. Han tog et par rolige skridt hen i mod hende med bæltet klar i hånden.

Phoenx var stadig disorienteret. For satan han havde slået hårdt da hendes hoved havde ramt ind imod den væg. Det var en væg? Okay, det kunne overleves. Hun havde bare en smule.. blod ned af ansigtet. Hun gryntede som han greb fat om hendes hår og hev hende på benene. "Wow.. okay" jamen i orden. Hvis han mente hun skulle i bad, var det vel bare sådan det var. Hendes ben var ikke helt gode til at lystre til at begynde at gå, lige med det samme. Faktisk skøjtende hun en smule inden hun fik styr nok på dem til at tage et par få skridt. Og så var der ikke rigtig længere før hun blev løftet op og presset ned i vandet.

Det var en smule af en overraskelse af at få hovedet ned først, i det hun glemte at trække ordentlig med luft ind. Vandet var lunkenvarmt, egentlig ganske rart, men det var ikke lige første tanke der gik igennem hende. Hun spjættede ikke imod, før hun begyndte at føle iltmanglen og kort derefter fik han hende ovenvande igen. Phoenix hev luft ned i sine lunger og hostede en smule. En hosten der indeholdte noget af det vand hun havde slugt på vejen ned.

"Forfriskende..." hun snøftede let og rømmede sig, som hun skævede op til ham. Han virkede ikke ligefrem munter. Noget der blev bekræftet af at han pressede hende under vandet igen. Denne gang var hun en smule mere forberedt og havde fået taget luft ind og rent faktisk lukket munden inden hovedet kom under.
Det hjalp selvfølgelig ikke at blive holdt der i længere tid, og hun hostede og hev efter luft som hun kom op igen og røg tilbage på gulvet, i en halvt glidende bevægelse. Phoenix kørte en hånd gennem det tunge nu våde hår, og kørte den derefter under næsen. "Du tager bad på en mærkelig måde" brummede hun en smule utilfreds, men stadig ikke virkede til at fatte budskabet af faren. Heller ikke som han tog bæltet af og foldede det. Faktisk virkede hun mere interesseret i at hans bukser sad løse end at bæltet var fremme. Hun havde oplevet værre end det. Og i stedet at kigge spændt på ham, ville i de fleste tilfælde hyle de fleste ud af den. Ikke at manden havde virket synderigt modtagelig overfor den charme før.

Thanos trådte nærmere pigebarnet, så han kunne komme til at ramme hende med bæltet. Der var noget i ham der tøvede, da han så, at hun ikke var bange for ham, langt fra. Hun så nærmere… spændt ud. At der var noget galt i hendes hoved, kunne der ikke længere tvivl om. Der var noget meget galt. Hun virkede heller ikke berørt over, at han lige havde været ved at drukne hende i et badekar, i stedet sagde hun sådan nogle underlige ting.
Ikke at det ville stoppe Thanos i at gøre det, han havde lagt op til, så med et udtryksløst ansigt trådte han hen, så han stod over hende og lod remmen falde mod hendes krop.

Thanos var en stærk mand, hvilket hans bare overkrop nok så tydeligt afslørede, og han holdt ikke igen med sine slag. Han elskede at bruge et bælte til at slå med, da det gjorde fandens ondt, efterlod nogle gode mærker, men ikke var decideret farligt for den, der blev slået. Og samtidigt beskyttede han sine egne hænder, der ikke var i fare for brækkede knogler på den måde. Skulle det være værre, kunne han slå med bæltespændet, men denne gang var læderet blot langt sammen. Slagene rungede i mellem stenvæggene.

Inden han begyndte, havde han en fornemmelse af, at det ikke var skrig, han ville få ud af hende, så han nedtonede sine forventninger lidt. Og lidt færre gange, end han havde tænkt til at starte med, for hvis hun ikke var berørt af det alligevel, ville han finde på noget andet. Hvad vidste han ikke endnu, men mon ikke, at han fandt på noget.
Først prioriterede han dog mest et bad, men han kunne ikke bare hoppe i baljen og lade hende være, det var kun en slå, der var på døren, så hun ville uden problemer kunne lukke sig selv ud.
Det sidste slag faldt og han satte sig på hug ved siden af hende. Betragtede hende med sine døde øjne.
”Hvad hedder du?”

Phoenix flyttede sig kun en lille smule, for at komme til at sidde bedre til rette på gulvet, efter at være skøjtet hen over det, som hun var blevet kastet tilbage. Men hun flyttede sig ikke væk, men tiltede derimod hovedet tilbage for at kigge op på ham. Hendes mund åbnede sig let som hendes nygerrige øjne løb over den muskuløse overkrop. Phoenix lagdede hovedet på skrå og bed sig i underlæben. Han var en veltrænet, stærk mand, der emmede af dominans og styrke som han stod med over hende med bæltet i hånden. Hun faldte sig hurtigt til rette i at være underlegen. At være den lille pige, der var til for den andens behov, som hun havde været det, det meste af sit liv.

Bæltet ramte ned over hende, med en svirpende lyd og fik hende ubevidst til at krumme sig sammen i smerte. Jo flere slag der kom, faldte hun mere sammen og smerten fyldte hendes krop. Den blege hud blev rød, selv under det lette beskyttende lag af tøj hun havde på. Hendes vejrtrækning blev tungere, og støn af smerte forlod hende. Støn der var blevet højere som han havde slået og smerten var intensificeret, men der lå også noget andet i den. Phoenix var ikke kun i smerte. Hun nød det faktisk.

Hendes arme rystede en smule, efter at kæmpe sig tilbage op at sidde, som slagende døde ud. Hun havde et ganske let smil på læben, som hun drejede blikket imod ham. Kiggede på hans døde øjne som han satte sig på hug ved hende. "Phoenix - eller hvad end du lyster at kalde mig"

Det undrede Thanos meget, sådan som pigebarnet havde reageret på det hele. Normalt led folk, når han gjorde dem ondt, hende her så mere ud til... at nyde det. Det forvirrede ham en del og det var nok også derfor, at han havde spurgt hende efter hendes navn. Han måtte finde ud af, hvordan hun fungerede. Det var nemmere at skade folk, hvis man forstod dem. Eller i hvert fald vidste, hvad der fik dem til at virke. 
Vold så i hvert fald ikke ud til at have nogen effekt på denne unge kvinde, hun ligefrem smilede til ham, som han spurgte efter hendes navn. Phoenix. Han tog navnet til sig uden at fortrække en mine.

"Du er ikke bange for mig." Det var ikke så meget et spørgsmål som en konstatering, udtalt med en rolig følelsesløs stemme. Men hvis hun ikke var bange for ham, hvordan skulle han så hævne sig på det, der var sket i kloakkerne? Han var en mand, der altid gav tilbage som fortjent. Stjal du fra ham, brækkede han dine fingre. Sparkede du ham, brækkede han dit ben. Fik du ham til at bløde, gjorde han det samme ved dig. Hun havde narret ham i en fælde, gjort ham til grin. Han kunne ikke helt gøre det samme ved hende, men han kunne komme tæt på.

Så da idéen kom til ham, rakte han ud og tog næsten blidt ved hendes hage med et par fingre, betragtede hendes ansigt for et øjeblik og rynkede så kort på næsen, inden han slap hende og rejste sig.
"Du er fri til at gå." Og så gik han over til en bænk, satte en fod på kanten af den og begyndte at spænde sin støvle op. Han ville have det bad, han var ulækker og lugtende og han kunne stadig mærke sin mave vende sig over følelsen af det klistrede stof i mod sin hud. Der var heldigvis varmt i rummet fra ilden under karret, det havde været lidt for koldt at slæbe hende i bar overkrop til kroen. Åh, han glædede sig til et varm, rensende bad. 
Hele hans holdning viste, at han var ligeglad med hende. Selvom han håbede, at han havde set rigtigt. At hun ville have ham. Det var noget i hendes blik, der var let at læse.